Símun í Kirkjubø (3) dansk

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Færøske Folkesagn og Eventyr

V. U. Hammershaimb
Annaler for nordisk oldkyndighed og historie

1846-54

Oversat fra færøsk af V. U. Hammershaimb

Símun í Kirkjubø

To mænd omtales på Færøerne som merkelige samtidige; den ene hed Simon i Kirkebø, og den anden Jon på Skuve. Denne Jon var en sön af Isak Ismalsson på Dimun, som var sysselmand over Sandøsyssel; men han var altfor bunden i dette sit embede på Dimun, hvor han efter øens beskaffenhed ikke kunde have båd, og altså ikke komme bort fra sit opholdssted, uden folk fra de andre øer kom med båd efter ham. Han flyttede derfor til Skuvø med sit hele hus, sytten personer. Han fik tredjedelen af jordegodset på Skuvø, den sydligste del. Af de to andre tredjedele ejede Jon Olavsson den mitterste, og hans broder Rasmus den nordligste. Denne lsaks sön Jon fik gården efter faderen; han var bekendt for at kunne eve trolddom, som sidenefter skal fortælles.
   Simon stammede fra Sunnbø; hans bedstefader var Jens i Ladegård, som andre sagn tale om. Simon var kommen til Kirkebø, og fik denne gård i fæste. Hans hustru var en søster til ovennævnte Jon Olavsson på Skuvø. Han skal ikke have været meget god og venlig imod hende, men derimod været slem til at slå og mishandle hende.
   Simon var både stor og stærk; han behøvede sex stikker (o: alen, lidt kortere end den danske alen) af vadmel til skjorte. Foran ham torde ingen af huskarlene gå, når de vare til fjælds at drive fårene, om end­også nogle får slap ud af flokken, thi da måtte han vænte sig banehugget af Simons axe.
   Oppe i det sorte og nøgne fjæld ved Kirkebø, som kaldes Kirkjubøreyn, bode en huldemand. Simon vidste det godt, thi han havde set huldefår gå i hans mark, ja endogså bleven huldemanden selv var, idet han drev bondens får bort fra de gode græsgange på den ufrugtbareste og mest stenige del af fjældet, hvorved disse får hentæredes af magerhed, medens huldemandens får vare fede. Simon lovede, at dersom han fik fat på huldemanden, da skulde han gengælde ham dette.
   En dag, da Simon var på fiskeri, blev han overfalden af et stærkt uvejr, så det var med nød og næppe de strede mod storm og bølger til landet igen. Der så Simon huldemanden stå ved stranden, og Simon angreb ham strax. De kæmpede længe, men omsider vandt bonden og havde i sinde at dræbe ham, men gav ham dog liv og forlig, idet huldemanden lovede Simon at drage bort fra Strömø med alle sine folk, og ikke sætte sin fod der oftere.
   Huldemanden gik ind herpå, forsvandt derfra og drog til fjældet ved Frodebø på Suderø.
   De, som vare hos denne huldemand, æggede ham til at råde bod på den skam, han havde lidt af Simon og at hevne sig på ham. Simon¹ vilde ikke lytte til sligt, fordi han havde aflagt løfte ikke atter at sætte sin fod på Strömø. Omsider fandt han dog på et godt råd.
   Ved den nordligste pynt af Sandø ligger en holm, Tröllhövdi, som hører til Kirkebø. På denne holm har man nu, som før, får og stundum oxer og kør, som ikke malke. Huldemanden tog nu en oxe og satte den ud på denne holm.
   Simon kommer derud og ser denne grå oxe, som han ikke ejede; han frembød den tre år i træk på Olavs-messething i Thorshavn, men ingen vilde tilegne sig oxen. Den tredje gang sagde han på thinget, at såsom ingen ejermand syntes at være til den, vilde han selv tage den og dræbe den.
   Men Jon Isaksson, som havde den forretning at vidne og at give råd, bad Simon lade oxen gå. Den som havde sat den ud på holmen, vilde vel nok hente den tilbage (thi han anede det vel, at huldemanden ejede oxen). Imidlertid lagde Simon sig ikke Jons ord på hjærte; om efteråret vilde han slagte den.
   En morgen tidlig først i oktober måned står Simon op og vækker alle sine huskarle. Alle vare de villige til at ro med ham ud til holmen, undtagen en, som bode noget sønden for gården, og som kaldtes Trøllabárður; men denne Bård sagde, han var ikke istand til at tage med dem den dag, hvorpå Simon svarede ham:
   "Det mon ingen sygdom være, som holder dig tilbage, men ett eller andet ondt har dit forbandede troldeöje visst set i nat."
   Bård blev således hjemme, men de andre rejste hjemmefra, længe inden det begyndte at blive lyst. Der ude på holmen se de oxerne, men den grå, som för altid havde været så overordenlig tam, var denne morgen så vild og sky, at de ikke fik fat på den, förend om aftenen; da bandt de den og toge den ned i båden.
   Da de havde roet lidt ud fra landet, så Simon en tom båd komme igennem sundet og styre lige på hans båd. Flygte fra den, kunde han ikke, fordi den anden båd var nærmere landet;. Han lagde derfor ufortøvet til den anden båd, men formanden i denne sprang i det samme over i Kirkebøbåden og greb fat i oxen at få den over i sin båd. Nu sprang Simon op fra bænken, og begge begyndte da at brydes. Simon fældede huldemanden ned i båden og bød sine mænd:
   "Giv mig hid den der, som står under krumholterne!"
   "Hvilken?" spurgte de, og i sin hidsighed svarede han:
   "Øxen!"
   Og såsnart dette ord var udtalt, begyndte huldemanden at brydes og igen at få magt over Simon. Både Simon og oxen bleve bundne lagde over i huldemandens båd. Kirkebøbåden knustes, og folkene omkom, på en nær, der hed Thorberg. Han kom drivende på nogle stumper af båden til Kirkebø, og han fortalte, hvorledes det var gået til med bonden og de andre.
   Huldemanden sejlede nu sydefter med Simon langs med Skuvø. På samme tid var Jon Isaksson i marken, og kendte dem, idet de sejlede der forbi. Han gik ud på bjerget og kastede derfra en lille muslingskal ned i havet. Derpå gik han hjem og sagde:
   "I aften er Kirkebe hovedløst.
   I tre hele døgn lå huldebåden der udenfor øen i Bergside, thi de formåede ikke at ro forbi muslingen, som Jon havde kastet ned foran dem. Den fjerde dag om morgenen sendte han sin sön ud på bjergkanten med en knivskede og bad ham kaste den ud af bjerget, så den faldt ned i seen, da slap båden.
   Huldemanden tog nu Simon med sig til Frodebøbjerget, hvor hans bolig var.
   Engang kom et skib til Thorshavn. Skipperen traf Simons kone og spurgte hende, om hun havde ønsket at få sin mand igen, hvis det var muligt. Men hun mente, at da han för havde været ond mod hende, vilde han visst ikke blive bedre nu, og derfor var det bedst, således som det var.
   Hovedsmanden hos huldefolkene var ellers ikke ond mod Simon, efterat han havde fået ham i sin magt. Derimod plagede de øvrige huldefolk ham så slemt, når høvedsmanden ikke var stædt i nærheden. Hvor Simon havde sit herberge at ligge om nætterne, der hængte de over ham drivvåde klæder og andet for at göre ham fortred.
   Hver aften kunde Simon gå ene ud, og da plejede han at kaste sig ned på knæ og skue op til månen. En aften så huldemanden ham ligge således på knæ og græde. Han gik da hen til ham, og trøstede ham med, at i fremtiden skulde de andre ikke göre ham fortred. Han foreholdt dem det, men det hjalp Simon kun lidet.
   En dag vare Frodebømænd på fjældene at samle fårene til efterårsslagten. Da slagtefårene vare bundne og bårne hjem til huse, dvælede en af mændene tilbage der ved fårefolden. Han ser da en mand komme og styre lige derhen; han trode derfor, at manden vilde tale med ham. Han kender nu, at det var den forrige bonde i Kirkebø.
   Simon hilser på ham og spörger ham, hvorledes det står til i Kirkebø, om Simons enke er gift igen og andet lign.
   Frodebømanden beretter nöjagtig om alt dette og spörger derpå Simon, om han ikke gerne vilde komme tilbage, dersom det havde været muligt, og hvorledes han havde det.
   Simon svarede, at han hverken kunde eller vilde slippe bort fra dem, som han nu var hos. Men han sagde, at han havde det slemt hos disse, og bad derfor Frodebemanden give sig et godt råd, hvad han skulde göre for at de ikke skulde vedblive at plage ham så.
   Han svarede ham, at det var kun lidet, hvad han kunde hjælpe ham og råde bod på hans tilstand. Alligevel leverede han Simon en lille kniv, som han skulde altid have hos sig og bruge den, når han havde det behov.
   Som de nu stå her og tale sammen, se de to mænd komme efter Simon, men denne er ikke længer ræd for dem, løber lige hen imod dem og sårer den ene med sin lille kniv i panden, så han faldt død til jorden; den anden flygtede.
   Siden efter traf denne Frodebømand Simon to gange i marken og talte med ham. Han sagde, at nu havde han det langt bedre, thi nu havde han magt over huldefolket, så at han havde lært dem sæder; nu torde de ikke oftere göre ham noget ondt.
   En anden gang går samme mand fra Frodebø på det øverste af fjældet. Han meder der en mand, men da han nok kan begribe, hvad folk han tilhører, vil han ikke tale med ham og drejer derfor af vejen for ham. Men huldemanden stanser ham, og siger, at han skulde få skam for den lille kniv, han havde givet Simon, som nu var hans overmand. Det skulde han og bans folk dyrt gengælde ham.
   Men han svarede, at havde han givet Simon en lille kniv, så havde han beholdt den store kniv selv tilbage, og antog, at han nok kunde hjælpe sig med den; han var ikke bange for at prøve en kamp med dem.
   Fra Simon spurgtes nu ikke mere sidenefter, og her er fortællingen om ham endt.

Hammershaimbs kommentar til sagnet:

Lucas Debes fortæller dette sagn ganske kort i sin Færöa reserata, side 320-21 i kapitlet "Om Spögelse og Satans Anfectelse udi Færöe"; han sætter begivenheden med oksen til året 1617.

Fodnote:

1) Her forveksler Hammershaimb personerne. Det må være huldemanden som ikke ville høre - ikke Simon. (Anker Eli Petersen)