Nissens historie

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

350px

Nissens historie

LILLE NIELS SOM OGSAA KALDES NISSEN
OG HANS MANGE MÆRKELIGE BEDRIFTER

Af
Henning Frederik Feilberg
København, 1918

»Med Nisser maa man et oprigtig venskab holde,
de ellers i et Huus kand meget ont forvolde;
ej Nisse, Underjordsk giör nogen Siel imod,
saalænge som de seer, mod dennem folk er god.« 
(Peder Paarl l. 4. 145.)

UNDER UDARBEJDELSE

1. INDLEDNING

DET er et forsøg på at udrede »Nissens« historie, jeg hermed prøver. Overalt vel, hvor man spörger om Naturfolks religiøse tro, møder man det forhold, at så snart mennesket udenfor sig eller i sin person møder en magt, som han må böje sig for, opfattes denne magt som udtryk for en Vættes personlige villie. Man kan stå på en god fod med disse rådende personligheder, »Råd«, som den svenske almue kalder dem, eller man kan føre krig mod dem, men undgå dem, kan man ikke.

Blandt de talløse skikkelser, som folkenes fantasi har skabt, tager jeg atter en enkelt gruppe frem, som jeg med et fællesnavn kalder »Alfefolket« (Se min bog »Bjærgtagen«, s.11 flg.). Denne gruppe samler alle de mange Vætter, der lever og færdes ude i den store natur, i det store hav, i de strömmende floder og elve, i skovenes dyb, på bjærgene, på agermarken eller den sorte hede eller i menneskers huse, og til dem hører de husvætter, som vi herhjemme kalder Nisser.

Der har jo været en tid, da mennesker søgte sig faste boliger, begyndte at drive kvægavl og agerdyrkning. Snart byggede de sig huse ved havets eller floders og søers bred, snart ryddede de skov på den flade mark eller på bjærgets side og tømrede sig en hytte af de fældede træstammer, eller de søgte sig et tilhold ved mosens kant eller på den sorte hede, men ligegodt, hvor de kom, mødte de Vætter, der boede der forud, og som de måtte se at komme tilrette med, og man tör vel sige, at vilkåret for, at et hjem kunde blive lyst og lykkeligt, var Vætternes venskab.

For dem, der søgte deres udkomme ved jordbrug eller kvægavl, synes vandets Vætter at have liden betydning, ganske anderledes derimod skovens og jordens. Og eftergår man folketroens vidnesbyrd, ser man uafladelig dette, at hver gang egnens Vætter træder indenfor hjemmets dørtærskel og tager del i det daglige arbejde, følger velstand og overflod, og drager de sig af en eller anden grund tilbage, efterlader de fattigdom og ulykker i hobetal efter sig til det tidligere så lykkelige hjem. Dette er regelen, og der kan anføres en lang række exempler.

Mennesker nöjes ikke med boliger i dalene langs elvens bredder, de søger opad mod höjdalene, omgivet af skinnende fjældtinder, bygger sig sæterhytter til sommerbrug og fører deres hjorder dærop hvert år. Der træffer de nogle Vætter, »vilde Folk« kalder Tyskerne dem, blandt hvilke de »salige Fruer« (selige Fräulein), som bor i de inderste dale, dybt inde i højbjærgenes hartad utilgængelige verden, i strålende ishuler, hvor krystaller funkler i sollyset, og der fortælles om, at disse fører ind til vidunderlig dejlige egne, omgivet af grönne enge og blomsterklædte bakker. (Mannhardt, Baumkultus der Germanen I, 100.) De står tit i det venligste forhold til sæterfolket og dalboen.

En saadan »salig Frue« spinder for bondekonen, en anden tjener, tavs men flittig, to år i gården, ja, der siges, at der noget nær i hver bondegård er en af disse i arbejde. De hjælper ved høhøsten, og den eneste lön, de kræver, er mælk. Engang imellem har de taget en drik af mælkespanden, men nöjes ellers med den spildte mælk eller med skummet i mælkespanden. Hyppig tager mændene tjeneste som hyrder, får af folket navne som den vilde ko- eller gedehyrde (wilder Küher, Geissler). Vildmand eller andre steder »Vættemand« (Wichtelmanl) er årlig hyrde. (Verualeken, Alpensagen 1858, s. 211 flg. Heyl Volks. Tirol, 28, Rochholz, Argauer Sagen I, 319, Vonbun, Beiträge 59.)

Men som bjærgets skönhed har fostret disse lyse skikkelser, har dets vildhed og uhyre forhold, dets farer frembragt andre arter af Vætter, de saakaldte Fanggen, Fanken eller Fanken, uhyre store skikkelser med sort hår, et gab, der når fra øre til øre; de er klædt i bark med pelse af vildkatteskind, de fanger og æder börn, som de lokker til sig. (Mannhardt, Bk. I, 89.) Men også disse tar tjeneste hos mennesker og synes at sætte pris på, om deres døtre kan få plads på sætrene. De er i så tilfælde tro og flittige; men forlader de tjenesten og går tilbage til skoven, fortsætter de deres menneskejagt som för. Mændene tjener som hyrder, et oprykket træ er hyrdestaven (Alpenburg, Mythen, s. 52, 67, Zingerle Sagen aus Tirol, S. 105.170, Vonhun, Sagen Vorarlbergs, s. 51.).

Og vi kan gå videre. I Thüringen fortælles, at Skovfruer (Holzweibel) hjælper mennesker med køkkenarbejde og vask, ikke at tale om, at de tillige låner brød og tilbagebetaler det til mennesker. I Schwarzwald arbejder en Nøkke (Seemann) hos bonden, inden hans döre. I Oberpfalz modtager Skovfruen (Holzfräulein) sin part af kagerne, når husmoderen bager, hun arbejder ved nat i køkken, stue, stald, gård, et sted fodrer hun kvæget hele vinteren. (Grimm, Myth. 2. I, 452 flg. Schönwerth, Oberpfalz Sagen II, 360, 362.2, 364, 866, 379.) Der er kortsagt et forhold så venligt som muligt mellem skovens Vætter og de mennesker, der har fæstet bo i deres nærhed. Om det så er Skovmanden (Waldmännchen), tager han arbejde hos mølleren og skikker sig trofast og vel. (Grimm, Myth. 2, I. 453.)

Muligvis kan også i Sverige påvises, at Skovvætterne nu og da søger menneskers hjem og i altfald giver en håndsrækning, om de end ellers ikke har det bedste ord paa sig. Efter Rääfs Samlinger fra Østergotland meddeler Mannhardt i sin »Baumkultus« 1. 137, at dækkes der i hjemmet bord til Skovfruen, gengældes denne venlighed fra Vætternes side med, at de giver en håndsrækning, går bud og lignende, med andre ord, at de træder ind blandt husets gode Vætter. Jeg kan tilföje, at man i Skåne har fortællingen om, at »Skovmanden« med frue og barn i juletiden søgte ind til et brænderi i St. Olavs sogn; bonden satte hver gang en fyldt brændevinsflaske ind til dem. Til gengæld vækkede de karlen, når han engang imellem faldt i sövn, og meldte, at koen om sommeren var gået i bløde. (Wigström, Folktro, Sägner, nr. 338, jfr. nr. 339 — 43. (Svenska Landsmålen VIII, 3, s.107).

Flere træk, der peger i samme retning, vil senere blive fremdraget.

Endnu nævner jeg her fra to yderkanter i Europa et par Vætter, som hører herhen. Imellem Skotlands bjærge ude på vestkysten lever ensomt, dybt inde i fjældensomheden, en satyrskikkelse med gedefødder og menneskekrop, den såkaldte Urisk. Om sommeren kan han ses sidde urørlig på en ensom fjældspids, men om vinteren tager han tjeneste hos bonden, arbejder for ham, får god mad og bringer lykke. Der fortælles, at han fandtes i mange hjem (Campbell, Superstitions of the Scott. Highlands 196, som henv. til Walter Scott, jfr. Mannhardt Bk. II, 153.).

Hertil kommer i det sydøstlige Europa de græske Neraider, et fællesnavn for oldtidens nymfer, der kunde have deres boliger i hav, bjærg eller skov. I deres hele dårende og lunefulde væsen kan de sammenstilles med Huldren og Skovfruen her i Norden. Men hvor de har velvillie mod enkelte personer eller familier, plejer de at komme ved nattetid i deres boliger, fejer, pynter, rydder op, så husmoderen finder morgenarbejdet delvis gjort, når hun rejser sig fra sin seng. Ja, de både spinder og væver inden döre (Zakyntos, Arachoba). (B. Schmidt, Volksleben der Neugriechen 1871, s.118, og Mannhardt, Baumk. II 1877, s. 38.)

Mellemleddene, der forbinder disse træk, ejer jeg ingen kundskab til. De må vel findes.

Såvidt om skovens Vætter. Der står en anden gruppe tilbage, jordens. Det er jo klart, at når bonden bygger sit hus eller graver og plöjer sin mark, bryder han ind over Jordvætternes skel, Dværge, Underjordiske, Undervætters, hvad man end kalder dem. Iblandt de mangfoldige fortællinger om dette folkefærd, som er optegnet, er der en række, der svarer til den ovenfor fremdragne om Skovvætterne. De går til menneskers huse, arbejder, en tid ialtfald, inden menneskers döre, synes at være knyttet til dem og kun uvillig eller med sorg at forlade dem.

Dværge arbejder hos bonde og møller, passer forskelligt husarbejde, men da man ynkes over deres fattige kår og byder dem klæder, går de bort. Der fortælles ligefrem, at Dværgene ønsker at blive i deres gamle hjem i menneskers nærhed, men da deres store og rige tilbud afslåes, drager de med sorg bort og medtager jordens frugtbarhed og egnens lykke, så kun fattigdom og bekymring bliver tilbage. (Walliser Sagen II, 46 (Wallis)). Eller et andet exempel. Dværgen forlod sit hulebo, tog plads hos bonden, besørgede karle- og kvindesyssel hos ham, fodrede, kørte gødningen ud af stalden, malkede køerne, ja, hjalp med spindearbejdet. Men da husfolket strøede aske på gulvet, for deri at se og kende hans spor, drog de bort, for ej mere at komme tilbage. (Henne am Rhyn, Deutsche Volkssage 1878, nr. 413, 414. (Schweitz)).

Tilsvarende sagn er der fra Baden. Underjordiske, det var de sidste i egnen, hjalp bonden. I Böhmerwald arbejder de hos bager, forlanger som lön tre brød og tre skilling, som de villig får. (Henne am Rhyn, nr. 408, 335). I Tirol arbejder de med i bjærgværk og forlanger kun tak for deres hjælp. (Henne am Rhyn, nr. 354 b. jfr. nr. 288).

Dette træk kan følges til Nordtyskland. »Schönauken« hjælper i bondes hus, men jages bort af tjenestekarlen. I Nedersachsen arbejder de hos væver og skomager, hos den sidste gör de en bestemt akkord og forlanger 24 thaler for hjælpen. De får pengene, og håndværkeren bliver ikke narret. (Schambach u. Müller, Nidersachs. Sagen, 139, 2 – 4).

I Pommern tilsvarende sagn. På Rügen bor de under huset, har deres udgang gennem køkken og stald eller ved ovn, og bondekonen har en trofast hjælp i Dværgens kone, der fejer, vasker op, bærer brændsel, fodrer, men forlader pladsen, da bondens hustru giver hende et nyt forklæde. Hvor deres arbejde falder, følger lykken, hos håndværker, skomager, dugmager såvelsom hos bonde. Såsnart man gør forsøg på at drille dem eller volde dem fortræd, f. ex. ved at strø ærter på gulv, så de glider og falder, eller skarpe flintestene, der sårer dem, forlader de straks stedet for ikke mere at komme tilbage. (Henne am Rhyn,nr.406, Jahn, Volkssagen aus Pommern u. rüge, nr. 66, 99, 111, 112, 113.)

For Danmarks vedkommende kan påvises noget lignende, om ikke så klart. Der fortælles, at Bjærgfolkene frelser bondegården fra ildsvåde og vækker de sovende, hjælper pige med hendes sytöj, tærsker i lade og påviser omtvistet markskel. (Tang Kristensen, Danske Sagn I, 53, nr. 242, 245, 250, 247).

Med andre ord: skovens og jordens Vætter træder i tjeneste hos mennesker, giver dem med god villie en håndsrækning og er ved at gå over til Husvætternes kreds. Der bliver dog bestandig den forskel, at alle disse kommer og går, har deres væsentlige tilhold udenfor bondehuset eller slottet, hvor de en tid færdes, mens Husvætterne hører det hjem til, hvor deres gerning falder.

2. NISSESKIKKELSENS UDSPRING

200px

Blandt Husvætterne må en række nævnes. Først er der vor danske Nisse, men desuden andre mere eller mindre personlige skikkelser: Dragen, der som et gloende læssetræ farer ned gennem skorstenen med sin byrde til husets ejer. Desuden Dragedukkerne, der ligeledes slæber til huse. Fremdeles kan man erhverve en »Spiritus« ved djævelens hjælp, en vætte, tit i dyreham, som opfylder ejerens ønsker, men det koster sjælens salighed. Så er der magiske genstande som Alrunen, Vekseldaleren der bestandig formerer sig, og Fortunatuspungen som aldrig tömmes. Endelig er der Husslangen, snogen, hvis liv står i et mystisk forhold til børnenes og de voksnes liv inden döre, de følges i døden.

I det følgende forbigår jeg alle de andre skikkelser for at holde mig til Nissen, der synes med særlig stærke bånd at være knyttet til familie og hus og kun nødtvungen at gå bort. Han bor i huset, bliver i huset ligesom snogen, står ikke i forhold til menneskernes liv, men nok til hjemmets lykke. Drager, Dragedukker, Spiritusser og alle de øvrige herligheder fås ved djævelskunster og er farlige at eje.

Hvorfra stammer da Nisseskikkelsen ? Jeg håber at kunne give et bidrag til besvarelsen af spørgsmålet.

Jeg har alt nævnet, at når et hus byggedes og grunden, der skulde bære det, blev taget i eje, kom bonden eller jægeren til at gribe ind dær, hvor Jordvætterne havde ejendomsret. En slig opfattelse synes rimelig efter Naturfolks tankegang. Jeg kan nævne exempler. Vedafolket i Indien har den forestilling, at jordbund, mark, træ, skov er bolig for skarer af guder eller dæmoner. I jordbunden lever »Stedets Herre« (Vastoshpati). Hver enkelt plads har slig herre, det er en guddom; man søger at stemme ham velvilligt, når man flytter ind i et nyt hus, beder ham holde ulykke borte, øge ejendom af kvæg og heste og give mennesker et langt liv og beder: »Stedets Herre, du som værger os mod fortræd, og antager de mange skikkelser, vær os en nådig ven« (Oldenberg Veda 254).

Et andet exempel findes hos Sydslaverne. Der fortælles, at en mand havde hjulpet et barn mod ulven. Det reddede barns fader sagde til ham: »du bor på et dårligt sted, følg nu med !« På bondens gårdsplads slog han med sin stav på jorden: »du grundherre, hvad forlanger du i afgift om vi hær bygger ?« Fra jorden lød en røst: »alt hvad levende er i huset !« — »Nej, holdt, min ven, såmeget giver vi ikke !« På den måde fortsættes forskellige steder, og der forlanges det ene sted: »manden og konen i huset«, det andet: »en höne med sine kyllinger«, det tredie: »stængelen af et hvidløg«.

Endelig træffes et sted, hvor svaret lyder: »intet forlanger jeg, men giver årlig tilvækst af et stykke til hvert slags kvæg, om du bygger hær !« Så vendte den gamle sig til bonden og sagde : »sæt dit hus hær, så bor du godt !« Det gjorde han, og dær lykkedes alt for ham. (Krauss, Sagen u. Märchen d. Südslaven, II, 366. 141, jfr. Krauss Bauopfer bei den Südslaven 1887: Jordbundens Vætter skal efter Sydslavernes folketro også kunne vindes, naar man sætter en mark i drift eller første gang dyrker et købt stykke jord som ny ejendom; i sådant tilfælde plejer endnu Bosnierne at kaste halvdelen af en sølvmønt på ageren).

Der er dog også i nordiske sagn antydninger af, at Vætten som bor i jorden på den plads huset rejses, skal give sin tilladelse. Fra Värend i Småland meddeles, at manden, som vil bygge, må bede Jordvætten om tilladelse, sige, lyse til, at han ønsker at bygge. Tillige er det rettest, når han med lydelig røst har udtalt sin hensigt, at han henlægger sit arbejdstöj på stedet dagen, får bygningen begynder. Så véd jordvætterne besked, og synes de i det hele taget om det, kan man om natten høre, at der bankes, tumles, larmes og skramles. Det er Vætterne der hjælper til, og så går alt Iykkeligt og vel. Er alt derimod stille, er det varsel om, at der er noget i vejen, at der bliver ingen ret lykke med arbejdet eller i huset som bygges. Det er også sket, at Vætten har gået til bonden og bedt ham bygge andetsteds. Har han ikke villet, er der gråd og klage af de bortdragende Vætter, og al lykke har forladt stedet hvor der byggedes. (Gaslander 31 (Sv. Landsmål Bih. I, s .275), Cavallius Wärend, I, 269 flg-, jfr. Eisel, Sagen d. Voigtlandes, nr. 537°: i Franken arbejder »der Baugeist« flittig med, når fromme folk bygger, river ellers det byggede ned ved nat.).

Fra Västerbotten tales om lignende forhold. Man må være meget opmærksom på, hvor man bygger og undgå steder, hvor der er megen »rå«. Man kan på slige steder komme til at volde Vætterne fortræd, og så går det ilde. Man har mange exempler på, at både gårde og lader er blevet forladt, eller man har måttet flytte dem, fordi hverken gårdfolket eller kvæget har kunnet få fred. Man anser det derfor som et godt tegn, når der under byggearbejdet om natten høres øksehug og tømmerarbejde. Det var »Tomten«, der hjalp, og det bragte lykke. (Samf. f. Nord. Museets Främjande 1889, s. 36. jfr. Runa, VIII, 36, Renvall, Åländsk Folktro 1890, s.5. (Sv. Landsmål VII, 9, s.5).

Fra Norge har jeg også truffet et exempel. Ved Svalheim i Aardal er der en plads, som kaldes Ødegården, dær byggede for en 60–70 år siden en ung mand, der hed Sjur. Da han var ved at grave kælderen, og han var kommet et stykke ind i højen, traf han på et kvindfolk, der sad med et nøgent barn i armen. Manden, der arbejdede sammen med ham, lagde arbejdstøjet fra sig og mente, det var bedst, de straks hørte op, men det vilde Sjur ikke, han fortsatte, kvindfolket forsvandt, huset blev rejst, men — Sjur blev helseløs sit liv igennem, og sagen var jo, han kom til at lide hårdt, fordi han havde voldet de Underjordiske ufred. (Sande, Segner fraa Sogn II (1892), s.222.).

Hermed stemmer det, hvad der omtales i en anden norsk fortælling: »vil man bygge et hus, må man på en eller anden måde søge Haugafolkets tilladelse dertil. Endnu lever der i Valdres en mand, som efter at have lagt tomten til en ny hjemsæter, tog en flis, mærkede den og lagde den under en sten på det sted, hvor huset skulde stå, med bön til Haugafolket, at de vilde flytte den, hvis de havde noget mod hans forehavende. Manden lagde sig derpå til at sove, og da han vågnede, var både flisen og stenen borte. Mismodig gik han hjemover, men på vejen fandt han den mærkede flis — og opgav byggeplanen. (P. A. Søegaard, I Fjeldbygderne (1868), s. 116.).

Hele denne forestilling bekræftes yderligere af to sagngrupper: Den ene angår Undervættenskrav på, at bondens stald skal flyttes, snavs fra den gör hans bord urent (se Jysk Ordbog III. 534.50a). Den anden fortæller, at kirkebygning hindres, idet det der mures ved dag, nedrives ved nat (se Jysk Ordbog II. 125.20a). De findes begge i Skandinavien, Nordtyskland og Engelland, og får en simpel forklaring derved, at Vætten mener sig fornærmet, der er ikke taget tilbørligt hensyn til hans rådighed over grunden. Da de i mange varianter også findes i Danmark (Tang Kristensen. Danske Sagn 1. s.325–30. III, s. 161– 181.), tör jeg antage det for et yderligere vidnesbyrd om, at også hos os gemmes et »lævn« af forestillingen om, at den underjordiske Vætte vil høres, når en bygning opføres.

Endnu tör jeg hær tilføje, at »tomt« betyder byggeplads, sted, hvor man agter at rejse et hus; »tun« derimod er efter Ivar Aasen den bebyggede husplads. Så ligger det nær at antage, at de svenske udtryk »tomtegubbe«, »tomtebise« og de norske »tuftebonde«, »tuftefolk«, »tuftekall«, »tomtevætte« oprindelig er navne til Jordvætten, der ejer tomten, hvor huset skal bygges, ligesom »haugbokke«, »haugbonde«, »haugbue«, »hauggubbe«, »haugtuss« ejer højen, og vil mennesker bygge sit hus ved eller på hans höj, må han have ejerens tilladelse, om ellers lykke og trivsel skal følge hans bo. Vætten som nævnes »tunvord«, »tunkall« er derimod »gårdsvord«, ɔ: den opførte gårds vogter.

Er nu den givne fremstilling rigtig, så må dette være den ældste form af troen på en Husvætte, nemlig byggepladsens herre, der giver manden, der har bygget på hans lod trivsel og vækst, eller om sömmeligt hensyn ej blev taget til den »rådendes« ret, bringer fattigdom og elendighed over sin lejlænding.

Men Vætterne, der hører til Alfefolkets forskellige grupper, færdes jo rundt om i naturen, også, som viist er, i menneskers hjem, både skoven og jordens Vætter, Dværge og Underjordiske og bringer lykke og trivsel, hvor de kommer som venner. Når de da i stedet for en kortere eller længere tid at komme i besøg og atter drage bort ad egne veje, sætter bo hos mennesker for at blive i deres hjem, har vi Husvætten.

Et par små sagn kan pege hen på denne overgang.

Fra Rønnebæksholms egnen ved Næstved fortælles, at en bonde, som ved vintertid færdedes i skoven, hørte en höj latter ud fra en stub, og da han vendte sig for at se, hvem det var, tittede en lille Nisse frem af stubben, han havde grönne klæder og en rød hue på hovedet. Da bonden kaldte ad ham, lo han igen, og da han gik hen til stubben, forsvandt han. (Grundtvig, Gl. danske Minder III. 99.). Denne fortælling kan stilles ved siden af en anden fra Werradalen i Nordtyskland. En arbejder stod uden for sit hus en dag og kløvede brænde. Så opdagede han en lille, grå mand, der smuttede ud af stubben og gennem den åbne dör løb ind i hans hus, og inden arbejderen var kommet sig af sin overraskelse, så han Vætten kige ud gennem ruderne, skære ansigter og göre alle slags optöjer. (Hermann, Deutsche Mythologie (1906), s. 129.).

Når så skovens eller jordens Vætte er blevet bofast i en menneskebolig og bringer lykke og velfærd med sig og mennesker tænker over, hvorfra han kommer og hvorfor han bringer de gode gaver, danner en ny forestilling sig i tilknytning til den almindelige folketro om de døde. De døde lever på grænserne af de levendes land; såsnart det mørknes, vågner de, bliver atter bofaste på den jord, de aldrig i deres liv forlod, søger plads ved deres gamle arne, besørger deres gamle arbejde, interesserer sig for hjem, kvæg, marken og dens afgrøde, huset og familiens velfærd. Således kommer vi til opfattelsen af Husvætten som genfærd, sjæl af den, der først i ødemark eller skov ryddede gårdens grund, eller af den, som først gjorde ild op i huset, eller blot i almindelighed, slægtens stamfaders sjæl, der stadig opholder sig i det gamle hjem og vogter over efterkommernes velfærd. (Sande II. 202. Gardvorden, er attrgangaren (ɔ: gengangeren) af den, som fyrst rudde garden og den mannen er al vyrdnad (ærbødighed) vert; Ralston, Songs of the Russian People, 119, Domovoy, er sjæl af gårdens grundlægger (jfr. 120); Rietz Sv. Dialekt Lexikon, 547 a, råd, gårdsråna förmenas erhålla sit køn efter den person, som først gør upp eld i huset ; Haupt. Sagenbuch I, 57. Hausgeister, de afdøde forfædres ånder (Lausitz). Rhys, Celtic Folklore, 596, brownie, bogie, forskellige genfærd af døde forfædre (jfr. 597); Abbott, Macedonian Folklore 257, hus-aander, husets herrer, forfædrenes sjæle som færdes i det gamle hjem, vågende over dets trivsel).

Fra folkets tro er jeg istand til at give et bestemt vidnesbyrd om den afdøde slægtnings deltagelse i husets ve og vel.

Kurt, en forpagter i en by i Hessen, veg efter sin død ikke bort fra sit gamle hjem, men tog fremdeles som en god Vætte del i alt markarbejde. Han hjalp i laden karlen med at forke korn op, og da en fremmed karl ved en lejlighed var med, og avlskarlen råbte: »Kurt, nu du!«, greb Kurt den fremmede, kylede ham ned på logulvet, så han brækkede benene. (Grimm Mythologie, 865, anm.)

Men andre forestillinger, ligeledes tilhørende sjæletroen, findes også.

Nissen i kulgruber, Cutty Soams, er sjæl af en dræbt kularbejder. (Denham Tracts II, 362, Hunt Popular Romances of the West of Englands. 352 (Cornwall); Traditions populaires II, 414, lutin (Belgien)). Husvætten antages i Schwaben for en af de forstødte engle, (Birlinger Aus Schwaben 1844, III, 242.) og så er der en række andre opfattelser, der går ud på, at husets vætte er en barnesjæl, et dødfødt, udøbt, eller et forhekset eller forbandet barns sjæls. (Köhler, Volksbrauch 446; Weinholdt Zeitschrift für Volkskunde, IV, 132, Nörgeln, forheksede børn, saadanne som ikke er tilstrækkelig velsignede eller tyngede af forældrenes forbandelse (Gossensass, Tirol)). Særlig klart kommer denne forestilling frem i sagnene om Skibsnissen, »der Klabautermann«, der antages for sjæl af et dødfødt eller udøbt barn, begravet under et træ eller af et barn, som er helbredet ved at trækkes gennem en kløvet træstamme, (Temme, Volksage von Pommern u. Rügen, 302, Zeitschrift für Myth. II, 141 2.) men mere herom herefter.

Vi har altså nået til, at Tomtevætten er blevet Husvætte, har taget fast bolig hos familien og opfattes som hørende til slægten og derfor villig og hjælpsom, dog naturligvis indenfor de grænser, at han fra familien erholder sin ret, gaver, offer, lön, hvorledes det så kaldes.

3. GAMLE BERETNINGER OM HUSVÆTTER

Jeg skal nu prøve på at drage frem, hvad jeg kan oplyse om Husvætten i henfarne dage. Den ældste og den fornemste af hans forfædre er den romerske »Lar familiaris«, husets familiegud, hvis dyrkelse siges at gå tilbage til Romerfolkets oldtid. I hjemmets spisestue, »atrium«, hvor arnen fandtes, stod Larernes billeder, udskårne i træ, de hyldedes ved smågaver, virak, vin, en drue, en krans af aks, eller ved særlige lejligheder ved en offerkage. Ved hvert måltid fik de en skål med mad, sat på arnen; den hældtes i ilden, såsnart man havde spist den første ret. Alt hvad familien ejede af kært, hjemligt, lyst, alt hvad året kunde bringe af glæde eller sorg, alle familiebegivenheder, fødselsdage, bryllup, bortrejse, hjemkomst, dødsfald, lagde man husguden på hjærte, og den romerske oldtid havde intet stærkere udtryk for hjemmet, dets fred og lykke end ved at nævne Larer og Penater. (Preller, Römische Mythologie s. 486 fl.; Larer og Penater havde vel forskellige navne, men synes at eje samme betydning for hjemmet, s. 595 flg., jf. Rohde Psyche I, 254, sammenstilles her med Grækernes dæmon.). Jeg kan jo hær minde om det svenske udtryk: man tilønsker det unge par, som sætter bo, »tomtebo«lycka«.

Det må så stå hen, om Laren nærmest skal opfattes som stedets, pladsens guddom eller som sjælen af slægtens stamfader. Derom er de lærde uenige og jeg ævner ikke at stille deres trætte. (Se Archiw f. Religionswissenschaft VII, 42, Wissowa jfr. X, 368. Sarnter, såvelsom dennes bog Familienfeste d. Griechen u. Römer (1901) s. 105.)

Vi må gå langt ned i tiden for at træffe folketro, der fortsætter de gamle romerske traditioner om husguden, Lar familiaris.

I det gamle hedenske Island findes det ældste mig bekendte exempel på en slig folketro.

Der fortælles, at biskop Frederik og Thorvald Kodranssön, en kristnet mand, kom til Island, og tiden angives til 981. (se Maurer, Bekehrung des norwegischen Stammes I, 205 flg.). Da skildringen af deres møde med Thorvalds fader Kodran på Gilja og deres ophold hos ham om vinteren, er lidet kendt og giver malende træk til forståelse af, hvad der kunde drage hedninger til kristendommen, afskriver jeg hovedtrækkene i denne fortælling. (Rafn, Oldn. Sagaer I. 234 flg., Olav Tryggv., s. k. 131, jfr. Kristni Saga s. I, 4.).

Da biskop Frederik en höjtid holdt gudstjeneste om sine klerke, var Kodran tilstede, mere af nysgerrighed, end fordi han den gang agtede at samtykke i deres sæder, men da han hørte klokkernes lyd og klerkenes fagre sang og mærkede den søde vellugt af røgelsen og så biskoppen prydet med en kostbar dragt og alle dem, der tjente ham, klædte i hvide, skinnende klæder, og derhos stor glans over hele huset af vokskærternes klare lys, så og andre ting, der hørte höjtiden til, da behagede alle disse ting ham særdeles vel.

Samme dag kom han til Thorvald og sagde: »nu har jeg set og temmelig overvejet, med hvilken alvor I tjener eders gud, men, eftersom jeg skönner, er vore sæder meget forskellige, thi mig synes, at eders gud glædes ved det lys, for hvilket vore guder ræddes; men om så er, som jeg tror, så er denne mand, som du kalder eders biskop, din »spåmand«, thi jeg véd, at du lærer af ham alle de ting, som du på din guds vegne forkynder os. Jeg har dog en anden »spåmand« (ármaðr), som gör mig megen nytte. Han forudsiger mig mange tilkommende ting, passer mit kvæg, minder mig om, hvad jeg skal foretage mig eller hvad jeg skal vogte mig for. Derfor har jeg megen tillid til ham og har dyrket ham i lang tid. Men du mishager ham meget, ligeså din »spåmand« og eders skikke, og han afholder mig fra at vise eder nogen hæder og allermest fra at antage eders tro.« — »Hvor bor din »spåmand« ?« spurgte Thorvald. »Han bor her tæt ved min gård«, svarede Kodran, »i en stor og prægtig klippe«. »Hvor længe har han boet dær?« spurgte Thorvald videre. Kodran sagde, at han havde boet der i lang tid. »Da vil jeg, fader«, sagde Thorvald, »slutte en overenskomst med dig. Du siger, at din spåmand er meget stærk, og at du sætter stor lid til ham, men biskoppen, som du kalder min »spåmand«, er svag og ejer ingen store kræfter, men om han nu kan ved himlens guds kraft, på hvem vi tror, fordrive din »spåmand« af så stærkt et herberge, så er det tilbørligt, at du omvender dig til den almægtige gud, din skaber.« 

Denne overenskomst gik Kodran ind på, og dagen derpå viede biskoppen vand, stænkede med bönner og salmesang vandet rundt på klippen, hældte det ud over den, så den blev helt våd. Om natten kom så »spåmanden« til Kodran med skummelt åsyn, skælvende af rædsel, og sagde: »ilde har du gjort, at du bød sådanne mænd hid, som vil svige dig, så de forsøger på at drive mig bort fra min bopæl; thi de hældte kogende vand over mit herberge, så mine börn ikke lidet pintes af de brændende dråber, som løb indenfor taget. Om sligt end ikke skader mig meget, er det tungt at høre de små börns gråd, de skriger, når de brændes«. Om morgenen fortalte Kodran Thorvald dette; denne opmuntrede biskoppen til at fortsætte, hvad han også gjorde. Næste nat kom Vætten atter til Kodran, iført en afskyelig sort skindpels og talte med sorrigfuld og skælvende røst og bad ham jage de fremmede bort. Tredie dag stænkede biskoppen atter vievand på klippen, og endnu engang kom »spåmanden« i drømme til Kodran og fremførte med hulkende røst følgende ord til ham: »denne onde bedrager, de kristnes biskop, har berøvet mig alt mit eje, ødelagt mit herberge, hældt kogende vand (Jfr. Olav Heil. Saga, kap. 73, Vælte klager, at kong Olavs banner brænder ham, smlg. Heimskringla kap. 189; i Laxdöla kap. 76, völve klager i drøm over, at Gudrun Osvifsdottir plager hende med de hede dråber, der falder på hende (fra hendes banner); vievand brænder djævle og vætter, se f. Eks. Traditions populaires XIV, 87, XV, 553, Pitré Archivio V, 250, 253, 256, 258 (Frankr); Sébillot, Folklore de France IV, 374.) over mig, gjort mine klæder våde, sønderrevet dem og gjort dem ubrugelige. Mig og min familie har han tilföjet uerstattelig skade ved forbrænding og derved tvunget mig til at flygte langt bort til øde steder. Nu må vi skilles, men hvem skal herefter så troligen passe dit gods, som jeg tilforn har gjort? du har gengældt mig ondt?; for godt.« Kodran svarede: »jeg har dyrket dig som en nyttig og stærk gud, den tid jeg ikke kendte den sande; men da jeg nu har erfaret, at du er fuld af svig og meget svag, så er det rimeligt, at jeg forlader dig og henflyr til den guds beskærmelse, som er langt stærkere og bedre end du«. Dermed skiltes de i vrede, og Kodran og hans kone Jarngerde blev døbt, ligeledes folkene i huset, undtagen sönnen Orm, der ikke vilde lade sig døbe den gang.

I den ovenstående fortælling behøver vi jo blot at sætte husvætte eller husgud istedetfor »spåmanden«, så har vi en slægtning af den romerske Lar og senere tiders Kobold eller Nisse.

En lille fortælling fra Landnáma synes at høre herhen. En mand, der hed Björn, drömte en nat, at en Bjærgvætte (bergbúi) kom til ham og tilbød ham en fælles overenskomst, og det forekom Björn, at han modtog tilbuddet. Derefter kom en buk til hans geder og hans kvæg øgedes så hurtig i antal, at han snart blev meget velstående. Siden den tid kaldtes han Bukke-Björn, og han blev hovedrig. Det så fremsynte mænd, at når han red til tings fulgte alle Landvætter ham og ligeså Thorsten og Thord, hans brødre, når de drog på jagt og fiskede. (Hauksbok c. 284, jfr. de mange dyreskikkelser, Husvætten ifører sig, hvorom senere.)

Bjærgvætten tager sit ophold hos ham i bukkeham og bringer lykke og rigdom for ham og dem, der hører ham til.

Mulig hører et Par nyislandske sagn endnu herhen. På gården Thrudvang på Østlandet boede en mand, der hed Stein, og som sammen med sön og tjenere hånede præsten og kaldte ham skaldepande. Stein lå en dag i sin seng i badstuen og så, at stenen, der lå udenfor, blev lukket op og Pugerne holdt møde. De havde tændt bål, hver medbragte sit stykke, men særlig en af dem medbragte en vældig klods. Alle fortalte de noget, men især var han med den store klods fornøjet, fortalte, hvor udmærket han havde det hos sin husbonde, bonden Stein. De enedes om at mødes næste år på samme sted. Stein blev ilde tilmode, ændrede sit daglige liv, læste omhyggelig i Guds ord og besøgte flittig kirken. Han passede på næste årsdag, lagde sig tilsengs, så atter stenen lukkes op og Pugernes forsamling. Denne gang var bålet kun ganske lille, og Pugen fra forrige år med den store træklods var overmåde ilde tilmode, klagede over, hvor slet han nu blev holdt, og at han snart måtte tænke på at flytte. Det er jo måske dog muligt, at det er Kodrans »spåmand«, der her går igen og er blevet til en djævel. (Maurer, Isländische Volkssagen, 29.)

Den ældste samtidige beretning om Husvætter i England har vi, mig bekendt, i Gervasius Tilbury's bog; Otia Imperialia, 1211. Da forfatteren var født i Essex og hørte til tidens højtstående mænd, må han have været istand til at give pålidelige efterretninger fra sin engelske hjemstavn. Han døde i Brunsvig. Han fortæller:

I England har de nogle dæmoner, ja, jeg ved ikke, om jeg skal kalde dem dæmoner, det er nogle hemmelighedsfulde skikkelser af skjult herkomst. Franskmændene kalder dem Neptuner, Englænderne Portuner. Det er deres natur, at de holder til hos velstående bønderfolk og deler deres jævne liv, og når bønderne på grund af hjemligt arbejde sidder oppe om natten og dörene er lukkede, kan man på engang få öje på dem, se dem sidde og varme sig ved ilden, tage småfrøer ud af deres bryst, stege dem på gløderne og spise dem. De ligner gamle mænd med rynket ansigt, er små, ikke mere end ½ tomme höje. De bærer små lappede kjoler, og er der noget, der skal göres i huset, eller et besværligt arbejde at udføre, låner de en hånd og gør det hurtigere færdigt, end nogen mand kunde. Det ligger i deres natur, at de har magt til at hjælpe og kan ikke göre fortræd. Dog har de ævne til at drille. Thi når en Englænder i nattemørket alene rider ud, følger en Portunus sommetider rytteren og griber så töjlerne, når han et stykke har fulgt ham og fører hesten ud i et dyndhul. Når det er lykkedes ham og rytteren sidder fast og vælter sig i dyndet, løber Portunus skoggerleende bort. Således morer han sig med at drille troskyldige mennesker. (Leibnitz, Script Rerum Brunsvicarum I. 980, Liebrecht Gerv. v. Tilbury, Otia Imperialia (1856), s. 29.)

I Som man vil se, er denne redegørelse ikke altfor tydelig. Neptunus synes at måtte være en havvætte, man mener at have genfundet ordet i det nyfranske dialektord »nuton« = »lutin, nain« (ɔ: dværg)(Se Sébillot, Folklore de France IV, regist.), altså nærmest en alf. Er Portunus en latinsk form for det nyere brownie, husvætte? det er jo muligt. At Vætter steger frøer, træffes andensteds f. ex. Asbj. III. 195, hvor det er en trold, jfr. Jul II. 27. 302. m. henv.; Wigström Folktro Sv. L. VIII, 3, 109.345, hvor det er en »skogsman«. (Rääf Ytreh. I, 56. jfr. Sydow. Folkminnen I, 85, Bysen på Gottland.). At Portunus fører folk i bløde, ligner mere lygtemanden. Men så er deres hjælpsomhed, deres dværgeskikkelser og deres skoggerlatter over et Iykket drilleri jo tilbage som vidnesbyrd om, at en Nisseskikkelse kan skimtes gennem fremstillingen.

Den ældste tyske fremstilling, jeg kender, gengives hos Dobeneck i Des deutschen Mittelalters Volksglauben u. Heroensagen I. 127 med henvisning til abbed Trithems Chronik des Klosters Hirschau, i hvilken der 1132 i et kloster i Hildesheim fortælles om en »kobold«, »Hütgen«, der holdt af at omgåes med mennesker, spørge og svare, men ingen forhånelser tålte uden strengt at tage sig selv tilrette. Han gav biskoppen gode råd, samtalede med kokkene i køkkenet, viste dem mange tjenester. Men da kokkedrengen prøvede på at drille ham, og mesterkokken i stedetfor at straffe drengen, lo ad hele historien, endte det med, at Hütgen dræbte drengen, rev ham i stykker og fordelte hans kød i de forskellige gryder der stod over ilden. Tilmed overhældte han kokkens stege med blodet af frøer og tudser, så ingen kunde spise dem. Kokken skældte ham ud, men fik sin straf, idet Vætten fremtryllede en bro over et morads; da han troskyldig vilde gå over, faldt han i. Forøvrigt gjorde Vætten sig på forskellige måder nyttig, vækkede dem som skulde holde vagt, om de faldt i søvn. Endelig overtog han for en mand at vogte hans løsagtige hustru under mandens fraværelse. Han gjorde det også, men udtalte sin glæde ved mandens hjemkomst med den tilföjelse, at han hellere vilde passe alle svinene i hele Sakserlandet end en gang til påtage sig slig tjeneste. Denne »Hütgen« omtales atter 1479 under navn af Bodeke [Hodeke?] (Jfr. Grimm. Deutsche Sagen I. 86.75.)

Den næste af familien, som jeg omtaler, er en husvætte, en Kobold, som hedder Heinzelmann. Men først et ord om Kobold-navnet til oplysning om dets sandsynlige betydning. Det er tidligere blevet udledet af et middelalderlatinsk ord cobalus, der atter var låneord fra det gr. kobalos, som betyder en person, der gör optöjer, bajas (Possenreisser), men i Grimms store tyske ordbog anses det som en sammensætning af Koben, hus, ags. cofa. Der nævnes »cofgodas«, husguder. Kobolt forklares da som: Kobe- walter, den som råder for huset. På isl. haves kofi; sv., norsk, dansk kove, et lille rum. Det engelske goblin henføres til samme stamme.

Slig person var altså Heinzelmann, der opholdt sig på et gammelt slot Hudemühlen i Lüneburg om ved året 1584. Han meldte først sin ankomst ved larmen omkring i stuerne, derefter hørtes hans røst, selv var han usynlig, i samtale med tjenestefolkene. Han var venlig, sang, lo, morede sig, gjorde löjer, ingen fortræd voldte han, og da han blev spurgt, hvorfor han kom, svarede han, at han havde hjemme i Böhmerwald. Nu fortælles der en række historier om hans færd, at husbonden forgæves gör forsøg på at flytte fra ham, han følger med som en flyvende fjer. I køkkenet hjælper han til, vasker op, skurer spande, kar, er nöje over, at intet bliver borte eller forsömmes. Ligeledes passer han hestene i stalden, strigler dem og ser med omhu til, at tjenestefolk bliver ved deres arbejde. Som lön for arbejdet henstilles der en skål sødmælk til ham, eller mælk med ibrokket hvedebrød. Det er dog det ejendommelige derved at mærke, at man bagefter kan finde hans mad under en af bænkene eller i en krog. Han kræver, som husets andre folk, en stol ved spisebordet, et lille kammer med bord og seng øverst i huset, og tager det grumme ilde op, om han sker uret eller forsömmes og uddeler nu og da vældige ørefigener, driller tjenestefolkene, ægger dem til strid og brister i skoggerlatter, om hans optöjer lykkes, larmer, som huset skulde falde sammen, er med alt dette en gudsfrygtig mand, beder fadervor, dog den sjette bön: »fri os fra det onde!« hvisker han kun. Han viser sig omsider som et lille, nøgent barn med en kniv i ryggen for kokkepigen, men for legende børn som en lille dreng. Da fire år var omme, forlod han slottet efter at have givet familien tre lykkegaver: et kors, en stråhat og en udsyet læderhandske. (Grimm, Sagen I, 91.76, jfr. Birlinger Aus Schwaben III, 242. fortæll. fra Zimmersche Chronick o. 1550.).

Endnu nævner jeg i denne sammenhæng, hvad der omtales af Luther i hans »Bordtaler« og af Prætorius i hans Weltbeschreibung I. 315 (Magdeburg, 1666), at der noget nær i hvert bondehjem findes en Kobold, der udfører alle slags husarbejder. I køkkenet bærer han vand, kløver brænde, henter øl, koger mad, mens han i stalden strigler hestene, og kører gødningen ud, og hvor han er, lykkes alt, og man siger derfor om en tjenestepige, for hvem arbejdet går rask fra hånden, at hun har en Kobold til hjælper. Gør man ham vred, skal man vogte sig vel.

Kokkepigen må sætte en ren og pæn skål hen til ham, den skal være fyldt med god mad, så kan hun gå sin vej, og kan for den sags skyld drive og dovne, så meget hun lyster. Men forsømmer hun det, og bliver hun irettesat af sin husmoder, fordi maden er brændt, gryder er slået itu, kan hun komme til at høre Koboldens lystige latter, han har voldt det altsammen. Om tjenestefolkene flytter, bliver Kobolden og venter, at den bortdragende pige anbefaler ham til sin efterfølger. (Grimm, »Sagen« I, 80.)

Endnu blot et par benævnelser for Kobolden i ældre tid. Mannhardt anfører fra en ordbog fra 1482 udtrykket: »schretliin« ɔ: Penater og srate, mandlige Larer. Hvert hus har en sådan »schrezlein«; er man god ved ham giver han gods og ære. (Baumkultus I, 115.)

Til yderligere belysning af skikkelsen omtaler jeg de ældste efterretninger, jeg har truffet i selve England; her nævnes en bog om »Robin Goodfellow, his mad Prances & merry Jests« i en udgave fra 1628, der dog antages at høre det tidligere århundrede til. (Se Keightley, Fairy, Mythology (1860), s. 287.). Om Robin Goodfellow (ɔ: Bravkarl) fortælles, at han er indtaget i en pige, gör ved nattetid hendes arbejde, bryder hør og hamp, sigter mel osv.; lykkes en gavtyvestreg for ham, bryder han ud i skoggerlatter. Han agerer spillemand ved et bryllup, kysser den kønneste pige, giver lussinger, kniber og napper, forvandler sig til björn, kyser hele selskabet og skoggerler.

I Browne's Pastorals 1614 (Se Hazlitt's udgave af Brand's Popular Antiquities III, 22.) siges, at fedronningen befaler sine Alfer at knibe pigerne, der ikke har skuret deres hylder eller forsömt at bære vand, at dække bord og sætte brød frem. Reginald Scott siger i sin bog Discoverie of Wichcrafte (1665) IV. kap. 10, at bedsteforældrenes piger plejede at sætte en skål mælk til Incubus ((ɔ: Klemmeren) og hans fætter, Robin Goodfellow, for at han skulde male sennop eller malt, eller feje huset ved midnat. Han morede sig ved at narre tjenestefolk eller hyrder i bondehjem, nappe dem blå og brune. Det er farligt at fornærme disse Vætter; sker det, bortfører de folk, lader dem sanseløse ligge langt borte fra deres hjem.

Robin maler korn (på håndkværn) for en skål mælk eller fløde, hugger brænde, gør al slags grovt arbejde; blev fløden forsömt, indtrådte uheld på uheld, maden blev svedet, mælken vilde ikke oste, smörret ikke komme, øllet ikke gære (Keightley Fairy Mythology, 289-291).

Shakespeare († 1616) må have ejet alle disse forestillinger, som han digterisk griber og omformer i »Midsommernats Drøm«, eller hvor han ellers anvender dem. Jeg tager kun et par enkelte citater. Nis Puk siger: (Lystige Kvinder V. Akt 5 Scene),

»Alfer, luftspringere, vær stille nu !

lyd eders navne! Fårekylling, du

skal hoppe let til Windsor skorstenstinder,

og hvor ufejet du en arne finder,

et ildsted ej tilrettelagt, pas på:

knib pigerne dær som et blåbær blå;

thi på vor dronnings stråleklare vej

sjusker og sjusket gerning tåles ej.

. . . Gå, Perlebånd, hver pige, som har sagt

tre bønner, før hun sig til ro har lagt,

gyd glade drømme over hendes blund,

så trygt og sødt som barnet sove hun;

men den, der uden bön sov glemsom hen.

knib hendes arm, ryg, skulder, læg og lænd !« 

(De lystige Koner i Windsor V, 5, Lembckes oversætt., jfr. Thiselton Dyer Folklore of Shakespeare, s. 1 flg. Sml. en lignende Skildring i Herrichs Hesperider.)

Og så et citat endnu:

»Jeg ser den skælmske, kåde trold i dig,

der kalder sig Nis Puk; dig er det jo,

som aldrig under byens piger ro,

som skummer fløden, pusler tit ved kværnen,

og øder smörret trods al kvindens kærnen;

du volder, at ej øllet gæres godt;

du leder folk om natten vild med spot;—

men hvo dig kalder »pusling«, »gode Nis«,

ham tjener du og ham er lykken vis«.

(Skærsommernatsdrøm II, 1, Shakespeare har: called Robin Goodfellow og i stf. »pusling«: Hobgoblin, sweet Puck.)

Der angives fra Shropshire, at navnet på Husvætten er »boogy«, i Yorkshire »bogie«, Lancashire »boggart« og i Cheshire og Montgommeryshire »bugsan«; tillige omtales, at man hensætter en kop fløde til husets arbejdende Vætte. (Burne, Shropsh. Folklore, s. 45, 404 a cream bowl for the drudging goblin.)

I Herefordshire bruges for tiden sædvanlig »brownie« om Robin Goodfellow i Skærsommernats drøm. Han er nu næsten glemt: han var en husalf, tit hjælpsom og strengt arbejdende, især pigernes hjælper, men ofte drilagtig og ikke sjælden ondskabsfuld. (Leather, Herefordshire Folklore, s. 47.)

I Yorkshire nævnes »Hobmen«, »Hobthrust« og »Redcap« og »Redcowi« i Sydskotland; mens »Kilemoulis« arbejder i mølle, tærsker for sin husbond og henter jordemor, om det behøves. Brownie og Redcap synes at være fællesnavne, de er tjenstvillige Husvætter, om de behandles godt, de hjælper pigerne, tærsker, renser korn. Brownie er håret over hele kroppen, siges at være halv Nisse, halv Vætte. I Berwickshire antages han for en [falden] engel, hidsendt som hjælper i det arbejde, der er syndens følge, og må derfor aldrig modtage lön, der ofres dog småkager med honning og jævnlig en skål fløde til ham. I sin drilagtige form nævnes han Robin Roundcap. (County Folklore: North Riding, s. 131 flg. East Riding, s. 54. Henderson,Folkloreof the Northern Counties,s. 246 flg.).

Som almindeligt træk for Sydskotlands vedkommende siges, at »brownies« vogter hjemmets arne, forekommende og tjenstvillige mod de tro, renlige og omhyggelige tjenere, som trakterer dem med en skål fløde, hvorpå de i høj grad sætter pris; de kløver brænde og gör alt husarbejde; men på den anden side forstår de at straffe forsömmelser, så det huskes. (Revue d. Traditions populaires II, 76, Loys Brueire.)

I Perthshire fortælles om en Brownie, der boede hos herremanden i slottet, og som daglig på trinestene trådte over elven for at arbejde i stald og lade, malke, tærske korn for småfolkene, der hørte under gården, og det eneste han krævede til Lön, var ret til at spise af den mad, han syntes om, selvom den ikke var sat ud til ham.(County Folklore: Fife, s.33.)I Perthshire nævnes ladens lille gamle mand (»the little old man of the barn«), der havde hjemme i hver eneste bondegård, tærskede for bonden, samlede halmen i stakke og så til, at alt gik ordentlig til. Disse Vætter lignede gamle mænd, var overmåde kloge, gjorde aldrig fortræd og arbejdede altid om natten. (Campbell, Superstitions of the Highlands, s. 190.)

»Brownie« antages i Højlandene for at være, som benævnelse for Husvætten, indkommet i en forholdsvis ny tid. I den sydlige del af det skotske bjærgland nævnes som sådan »the Glaistig«, en lille, tynd grønklædt kone, der passer bondens køer og drager omsorg for mælken. Hun forlanger som andre husvætter en skål mælk som lön for gjort arbejde og skåner ikke dem, der forsømmer hende. Hun nævnedes også »Gruagach«, som inden døre vaskede og spandt, og gjorde rent, i stald, og på mark passede køer, får, heste og fik sin skål fyldt med mælk og ved forsömmelser kunde både drille og give vældige ørefigener. På øen Skye er Gruagach en mand. (Campbell, Superstitions of the Scottish Highlands 186, 188, Brownie; 156 Glaistig, jfr, Campbell, Popul. Tales of the Highlands l, s. XLVI; Gruagach, i Campbell, Superst. 156 flg., 185.)

På Shetlandsøerne havde i sin tid noget nær hver eneste familie sin »Brownie«, en slags ond ånd, der tjente dem, der bragte ham offer. Når folk kærnede, stænkede de i hvert hjørne af huset noget af mælken til Vættens tjeneste. Blev der brygget, havde de en sten, »Brownie's Stone«, med et hul i, som de fyldte med ølurt. Der fortælles videre, om husmødre, som nægtede at bringe dette offer, hvoraf følgen blev, at to gange mislykkedes brygningen, den tredie gang gik alt godt, og dermed havde sagen ende. (County folklore: Orkney & Shetland Islands, s.20, jfr. Folklore XVIII, 440.)

På øen Man nævnes Husvætten »Fenedyree«. I Wales Bwca Trwyn, der trofast hjælper pigerne med vask, strygning og spind og får som lön en skål mælk med ibrokket hvedebrød, eller med melvælling, hensat ved foden af trappen, men ganske vist ligesom den øvrige familie drilagtig, når ikke alt gik efter hans hoved. (Fenedyree, se Rhys, Celtic Folkl. 286, jfr. regist. Se også Evans Wentz, Fairy Failth in Celtic Countries 120, 129, 131; Bwca Trwyn, Rhys 594, jfr. Bucca regist. hos Wentz.) I Cornwall huskes han som en Pixy (Hunt, Popul. Romances, s.87 flg., Wentz regist., Choice Notes 220.) (ɔ Alfekvinde).

Endelig medtager jeg en meddelelse fra Bretagne, anført af Wentz, givet af Le Braz. Hvert bus blandt os har sin »Lutin«, en liden romersk husgud, der, snart synlig og snart usynlig, har opsyn med alt husarbejde og tager del i det. Han hjalp pigerne, blæste ilden op på arnen, så til, hvorledes maden blev kogt både til mennesker og dyr, han tyssede på det grædende barn, hindrede orme i at æde skinkerne, der hang under loftsbjælken. Ligeledes passede han lo og stald, sørgede for, at køerne gav ordentlig mælk, hestene var fede og skinnende. Han var, kortsagt, husets gode ånd, hvem alle viste ærbødighed. Blev han forsømt, væltede han gryderne på skorstenen, filtrede spindet på rokken, gjorde tobakken urygelig og hestenes mankehår urede. Vi var nøjeregnende med aldrig at göre ham imod. I mine forældres hus tog vor gamle pige, Lilie, aldrig trefoden af ilden uden at stænke vand på den; »det er for at Lutin ikke skal brænde sig, om han sætter sig på den«, sagde hun. (Wentz 190, jfr. Traditions populaires I, 144, 111, 422, IV, 612, V, 101, VIII, 46) (Guernsey).

I Irland fungerer Pookaen (også skrevet Phuka) som Husvætte sammen med Cluricaun, om hvem det hedder, at han har stor lyst til at drille husets folk, men bevarer dog en vis ærbødighed overfor husets herre. Forøvrigt hjælper han, hvor lejlighed gives, hindrer, at uheld træffer, men kræver bestemt sin mad på pladsen. (Grimm, Irische Elfenmärchen XVI flg., 92, 213; Wenlz, registret und Puck; Wilde, Aucient Legends of Ireland, s.48.)