Forskjell mellom versjoner av «Fortællingen om Måne Skjald»
(Mána þáttr skálds) |
m |
||
| (4 mellomliggende revisjoner av 2 brukere er ikke vist) | |||
| Linje 4: | Linje 4: | ||
|- | |- | ||
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Mána þáttr skálds]] !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortællingen om Måne Skjald]] !! !! | ! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Mána þáttr skálds]] !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortællingen om Måne Skjald]] !! !! | ||
| + | |- | ||
| + | ! !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Fjörutíu Íslendinga þættir: Mána þáttr Íslendings]] !! !! !! !! !! | ||
|- | |- | ||
|} | |} | ||
| Linje 12: | Linje 14: | ||
<big><big>'''Fortællingen om Måne Skjald'''</big></big><br> | <big><big>'''Fortællingen om Måne Skjald'''</big></big><br> | ||
| − | |||
''Mána þáttr skálds'' | ''Mána þáttr skálds'' | ||
| Linje 24: | Linje 25: | ||
---- | ---- | ||
| − | <center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson:'' Íslendinga sögur, ''Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947''</center> | + | <center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson:'' [[Íslendinga sögur]], ''Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947''</center> |
---- | ---- | ||
| Linje 31: | Linje 32: | ||
| − | :: | + | ::Medvind — himlens milde |
| − | :: | + | ::mester! — folket savner; |
| − | :: | + | ::gavnlig bør til Bergen |
| − | :: | + | ::beder vi dig skænke. |
| − | :: | + | ::Nordvestlig vind os længe |
| − | :: | + | ::voldte sorg ved Unnars |
| − | :: | + | ::dysse — sent i sundet |
| − | :: | + | ::søndenvinden blæser. |
| − | Kongen sagde: »Det er godt kvædet — Klode!« I en | + | Kongen sagde: »Det er godt kvædet — Klode!« I en bunke lå en mængde skjorter, der var blevet vaskede, og kongen sagde, at Måne skulle have én af dem. |
Måne var kommet til ham dér ved landets sydlige ende. Han kom fra Rom som tigger og gik ind i stuen, hvor kongen var med sit følge, og han — Måne — var da ikke meget værd, skaldet og mager og nærmest afklædt, men han forstod alligevel at hilse værdigt på kongen. Kongen spurgte, hvem han var. Han sagde, at han hed Måne og var islænding, og at han kom fra en pilgrimsrejse til Rom. Kongen sagde: »Du må have noget at fortælle — Klode! Sæt dig ned og kvæd!« Han kvad derpå Udrejsedrapaen, som Haldor Skvaldre digtede om kong Sigurd Jorsalfarer — kong Magnus’ morfar. Denne kvæden fik gode tilråb, og man fandt sig godt underholdt. | Måne var kommet til ham dér ved landets sydlige ende. Han kom fra Rom som tigger og gik ind i stuen, hvor kongen var med sit følge, og han — Måne — var da ikke meget værd, skaldet og mager og nærmest afklædt, men han forstod alligevel at hilse værdigt på kongen. Kongen spurgte, hvem han var. Han sagde, at han hed Måne og var islænding, og at han kom fra en pilgrimsrejse til Rom. Kongen sagde: »Du må have noget at fortælle — Klode! Sæt dig ned og kvæd!« Han kvad derpå Udrejsedrapaen, som Haldor Skvaldre digtede om kong Sigurd Jorsalfarer — kong Magnus’ morfar. Denne kvæden fik gode tilråb, og man fandt sig godt underholdt. | ||
| Linje 48: | Linje 49: | ||
| − | :: | + | ::Gøgl af gigen høres, |
| − | :: | + | ::gæk fra piben lyder, |
| − | :: | + | ::folk med sære fagter |
| − | :: | + | ::frem på gulvet træder, |
| − | :: | + | ::røde hunde hopper |
| − | :: | + | ::højt nu foran alle. |
| − | :: | + | ::Lad dog den slags dårskab |
| − | :: | + | ::drive ud af stuen! |
| Linje 61: | Linje 62: | ||
| − | :: | + | ::Gigen mjaver mens en |
| − | :: | + | ::mand i piben griber; |
| − | :: | + | ::blege klovnes bavlen |
| − | :: | + | ::bringes her for dagen. |
| − | :: | + | ::Vrangt nu fløjtens vrider |
| − | :: | + | ::vender begge øjne; |
| − | :: | + | ::narrens kæft og kinder |
| − | :: | + | ::kvabset på ham blafrer. |
Der blev en vældig latter, og hirdmændene slog ring om disse optrædende og kvad versene igen og igen, og oftest »kvabset på ham blafrer«. De optrædende havde det nærmest, som om de stod i flammer, og de flygtede ud af stuen. Men kongen tog Måne til sig, og denne gjorde ham siden følge til Bergen. | Der blev en vældig latter, og hirdmændene slog ring om disse optrædende og kvad versene igen og igen, og oftest »kvabset på ham blafrer«. De optrædende havde det nærmest, som om de stod i flammer, og de flygtede ud af stuen. Men kongen tog Måne til sig, og denne gjorde ham siden følge til Bergen. | ||
| + | |||
| + | |||
| + | <center>— o —</center> | ||
| Linje 77: | Linje 81: | ||
<references /> | <references /> | ||
| − | |||
| − | |||
| − | |||
[[Kategori:Alfabetisk indeks]] | [[Kategori:Alfabetisk indeks]] | ||
[[Kategori:Islandske sagaer på dansk]] | [[Kategori:Islandske sagaer på dansk]] | ||
[[Kategori:Jesper Lauridsen]] | [[Kategori:Jesper Lauridsen]] | ||
Nåværende revisjon fra 18. mai 2017 kl. 20:50
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
||||
|
Fortællingen om Måne Skjald
Mána þáttr skálds
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2013
Kong Magnus[1] og hans folk lå en uge ved Unnardysse på Lista. Måne Skjald var dengang hos kong Magnus, og han kvad da dette vers:
- Medvind — himlens milde
- mester! — folket savner;
- gavnlig bør til Bergen
- beder vi dig skænke.
- Nordvestlig vind os længe
- voldte sorg ved Unnars
- dysse — sent i sundet
- søndenvinden blæser.
Kongen sagde: »Det er godt kvædet — Klode!« I en bunke lå en mængde skjorter, der var blevet vaskede, og kongen sagde, at Måne skulle have én af dem.
Måne var kommet til ham dér ved landets sydlige ende. Han kom fra Rom som tigger og gik ind i stuen, hvor kongen var med sit følge, og han — Måne — var da ikke meget værd, skaldet og mager og nærmest afklædt, men han forstod alligevel at hilse værdigt på kongen. Kongen spurgte, hvem han var. Han sagde, at han hed Måne og var islænding, og at han kom fra en pilgrimsrejse til Rom. Kongen sagde: »Du må have noget at fortælle — Klode! Sæt dig ned og kvæd!« Han kvad derpå Udrejsedrapaen, som Haldor Skvaldre digtede om kong Sigurd Jorsalfarer — kong Magnus’ morfar. Denne kvæden fik gode tilråb, og man fandt sig godt underholdt.
Der var to optrædende i stuen, som lod nogle småhunde springe højt over en stok for de fornemmeste mænd, og jo fornemmere de var, des højere blev der sprunget. Kongen sagde: »Synes du — Klode! — at de optrædende ser skævt til dig? Digt du nu et vers om dem, så kan det være, at du får gavn deraf!« Da kvad Måne:
- Gøgl af gigen høres,
- gæk fra piben lyder,
- folk med sære fagter
- frem på gulvet træder,
- røde hunde hopper
- højt nu foran alle.
- Lad dog den slags dårskab
- drive ud af stuen!
Og desuden kvad han:
- Gigen mjaver mens en
- mand i piben griber;
- blege klovnes bavlen
- bringes her for dagen.
- Vrangt nu fløjtens vrider
- vender begge øjne;
- narrens kæft og kinder
- kvabset på ham blafrer.
Der blev en vældig latter, og hirdmændene slog ring om disse optrædende og kvad versene igen og igen, og oftest »kvabset på ham blafrer«. De optrædende havde det nærmest, som om de stod i flammer, og de flygtede ud af stuen. Men kongen tog Måne til sig, og denne gjorde ham siden følge til Bergen.
Note:
- ↑ ɔ: Magnus Erlingson.
