Sakrale stednavne i Norden Ordforklaring

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Sakrale stednavne i Norden

Ordforklaring
Forklaring af gamle ord og ordled

Af Carsten Lyngdrup Madsen
© 2017 Siden er under opbygning

---

A---Á -- B -- C -- D -- E---É -- F -- G - H -- I---Í -- J -- K -- L -- M -- N -- O---Ó -- P -- Q --R -- S -- T -- U---Ú -- V---W -- Y---Ý -- Þ -- Æ -- Ö---Ǫ --Å --

---

A

ager

• Norrønt: akr, m.
• Gammelnorsk: akr og ákr, m.
• Gammeldansk: akær, m.
• Gammelsvensk: åker, n.
• Grundbetydning: opdyrket jordstykke, mark.
  • "Glda. akær, m., anvendes i betydningen 'jordstykke der bruges til dyrkning afgrøder; dyrket mark' (DDO). Et bestemt antal agre udgør tilsammen en ås, s.d., der er den mindste navnesammenholdte enhed i det ældre dyrkningssystem under landsbyfællesskabet. Da enheden normalt består af et betydeligt antal agre, typisk mellem 10 og 50, vil subst. ager ofte forekomme i pluralis. Anvendelse i singularis vil normalt udtrykke den mere almene betydning 'dyrket mark, agerjord'. Singulær form indicerer derimod ikke, at åsen kun består af én ager." (Danmarks stednavne, nov. 2017.)
  • Se endvidere: Oluf Rygh: Ordforklaring til norske gårdnavne.

---

al

• Gotisk: alhs
• Oldsaxisk: alah
• Oldengelsk: ealh
• Norrønt: áll
• Gammeldansk: al, f. eller m.
• Grundbetydning: Kultsted, tempel
  • For en fyldig diskussion af dette ord se: Lennart Elmevik: Till diskussionen om ett sakralt *al i nordiska ortnamn i Namenwelten, 2004, Stefan Brink: Har vi haft en kultiskt *al i Norden? i Sakrale navne, Norna-Rapporter 48, 1990 og Per Vikstrand: Gudarnas platser - Förkristna sakrala ortnamn i Mälarlandskapen, 2001. I sidstnævnte hedder det bl.a.: "Frågan om et sakralt *alh- funnits i Norden tilhör sakralnamnsforskningens mest komplicerade och mångfacetterade problem och kan säkerligen aldrig ges en entydig lösning."(s. 192.)

B

bol

• Norrønt: ból, n.
• Gammelnorsk: ból, n.
• Gammelsvensk: ból, n.
• Grundbetydning: Gård, bolig, opholdssted
  • "Gno. Ból n. (Gen. bols) findes sjelden i Gårdnavne og da, som det synes, stadigt i Betydning af 'Bosted, Gård'. Meget oftere bruges det deraf afledede bœli." (Oluf Rygh: Norske Gaardnavne, nov. 2017.)

---

borg

• Norrønt: borg, f.
• Gammelnorsk: borg, f.
• Gammeldansk: burgh, f.
• Gammelsvensk: borgh, f.
• Grundbetydning: 1. Højdedrag i landskabet; 2. befæstet bygningsværk
  • "(glda. burgh / borgh, oldisl. borg, f.,) forekommer i den nuværende hovedbetydning 'befæstet bygning el. bygningskompleks opført (i middelalderen el. tidligere) som bolig for en fyrste, en stormand e.l.' (DDO), men har også en ældre betydning 'højdedrag, forhøjning i landskabet' i især vestjyske stednavne. Borg er utvivlsomt rodbeslægtet med subst. bjerg, glda. biargh; jfr. artiklen om dette ord. Den ieur. rod er hhv. *bhrgh og *bhergh- som igen er udvidelser af rodparret *bhr- og *bher- der indgår i bl.a. vb. bære. De to ord har således deres oprindelse, etymologisk set, i en rod hvis betydning må ansættes til 'noget båret, løftet, hævet'. Også vb. bjærge hører muligvis til samme rod, idet det oprindelig kan have betydet 'redde, beskytte noget ved at løfte det op'; jfr. Edward Schröder, Deutsche Namenkunde (1944) p. 201 og Heinrich Boxler, Die Burgnamengebung i der Nordostschweiz und in Graubünden (1976) p. 79.
  • Rodslægtskabet mellem borg og bjerg indebærer dog ikke at de to ord oprindelig er synonyme. I gotisk, Wulfilas bibeloversættelse ca. 350, er borg (got. baurg) brugt i betydningen 'by, stad', gengivende græsk polis. I oldsaksiske, oldhøjtyske og oldengelske kilder fra 800-tallet anvendes det dels i samme betydning, ligeledes som oversættelse af græsk polis, dels i betydningen 'fæstning, befæstet bebyggelse'. Jfr. at betydningen 'by' er bevaret i engelsk borough.
  • På nordisk område er ordet først overleveret i middelalderlige kilder. I vestnordisk bruges det i betydningen 'Vold, Mur hvormed man søger at gjøre det inden- eller bagenfor liggende Land utilgjængeligt; Sted som er befæstet med omgivende Vold eller Mur' (Fritzner), 'befæstet bygning' (f.eks. om den borg som kong Sverre i slutningen af 1100-tallet lod bygge i Bergen; Fornmanna sögur VIII 284), 'Terrasse, Flade, som har høit Land eller Fjeld paa sin Bagside, men som falder saa brat af mod det lavere liggende Land, at dets Bestigelse derfra falder vanskelig' (Fritzner), 'ei flat høgd med bratt framside' (Heggstad). En lignende betydning har borg endnu i enkelte norske dialekter: 'høg, bratt berghamar' (Norsk Ordbok).
  • Af citaterne fremgår det således at appellativet borg i vestnordisk nok er højdebetegnende i topografisk anvendelse, ligesom bjerg, men at det er mere specificerende end dette ord, idet det især betegner højder med brat fald til én side, med affladet top eller hylde i bakkesiden.**I glsv. er ordet sparsomt overleveret, ligeså i svenske dialekter. I gutnisk anvendes det i flere topografiske betydninger: 'strandbacke, bare sten utan trä och gräs; klapperstenvall; hög sandås, stengrusbacke; bergskulle; kal slätt' (Säve-Gustavson, Gotländsk Ordbok).
  • I glda. er appellativet borg kun overleveret i betydningen 'fæstning, befæstet bygning'." (Danmarks stednavne, nov. 2017)

G

guth

• Norrønt: goð, m.
• Gammelnorsk: goð, m.
• Gammeldansk: guth, m.
• Gammelsvensk: guþ, m.
• Grundbetydning: gud
  • Efterleddet -guth — Ølgod (Ølguth), Vorgod (Worthguth), Tyregod (Thiurguth) — er en afledning af substantivet guth, gud. Beslægtet hermed er også gøth, som er efterleddet i Viuf. (Danmarks stednavne, nov. 2017.)
  • Om -guth som efterled siger Gunnar Knudsen, at det "anses for et sakralt efterled af uvis betydning." (Kultminne i stadnamn. Danmark. Religionshistorie, Nordisk kultur 26, s. 37).
  • ". . . maaske kunde der tænkes en Bet. „et ved magiske Ord indviet Sted“. (Danmarks stednavne, opslag Tyregod, nov. 2017.)

---

gil

• Norrønt: gil, m.
• Gammelnorsk: gil, m.
• Grundbetydning: kløft, bjergkløft
  • "gil n. (Gen. gils, Flt. i Gaardnavne giljar f.), Kløft, Revne, Fure i Fjeld. Nu mest udtalt Jel med lukt e eller Jøl. Paa enkelte Steder findes Hunkjønsformer, Gil f. og Gila f., med samme eller nærstaaende Betydning. Et Par Sammensætninger med heimr kan paavises, derimod ingen med vin." (Oluf Rygh: Norske Gaardnavne, nov. 2017.)

H

hammer

• Norrønt: hamarr, m.
• Gammelnorsk: hamarr, m.
• Gammelsvensk: hamar, m.
• Grundbetydning: Klippeblok, stejl klippeside, fremspringende klippe, fjeldhammer.
  • "hamar m, gno. hamarr m, dat. hamri ‘berghamar’, vanleg grunnord i namn på fjell og berg som har minst ei bratt side. Ut frå bruken av naturnemninga h. er grunnordet vorte mykje vanleg i namn på gardar som låg på, ved, eller under ein berghamar: Ham(m)ar, Håmmår, dativformer som Hamre, fleirtalsformer som Hamre, Hamran (b. form). Som sisteledd i sms. namn kan hamar vera redusert til former som -am, -åm..." (Jørn Sandness: Norsk stadnamnleksikon, 1997.)

---

hellir

• Norrønt: hellir, m.
• Gammelnorsk: hellir, m.
• Grundbetydning: hule
  • "hellir m. (Gen. hellis, Flt. hellar), Klippehule, Skjul under en udoverhængende Klippe. Forekommer ret ofte i Stedsnavne i de samme stærkt afvigende Udtaleformer, som Fællesordet nu har i forskjellige Egne (som Hellar, Heller, Heddar, Hillar, Hiller, Hallar). I Sammensætning vanskeligt at skille fra forskjellige under foregaaende Artikel anførte Ord; saaledes kan det være umuligt at afgjøre, om Navnet Helleimr kommer af hella eller hellir, eller om nuv. Helland, Helleland er at forklare af hella, hellir, Helgi, Helga eller heilagr." (Oluf Rygh: Norske Gaardnavne, nov. 2017.)

---

hem

• Norrønt: heimr, m.
• Gammelnorsk: heimr, m.
• Gammeldansk: hem, m.
• Gammelsvensk: hem, n.
• Grundbetydning: 1. hjem; 2. gård; 3. landsby; 4 verden
  • "Glda. hem, m., 'hjem, landsby', nydansk hjem, olddansk *hæimR, urnordisk *haimaz. Dette fællesgermanske ord, germansk *haima-, er dannet til roden ieur. *kei- 'ligge', i bl.a. verbet græsk keimai 'ligger'. Udfra grundbetydningen 'liggen, liggested, opholdssted, boplads' er udviklet en lang række særbetydninger: gotisk haims 'landsby', pluralis haimos 'land' (i modsætning til 'by'), oldsaksisk hem 'hjemsted, bosted', oldfrisisk hem/ham 'hjem, landsby', oldengelsk ham 'gård, landsby, gods', glno. heimr 'hjem, verden', glda. hem 'hjem, hjemsted'. Som led i danske stednavne har hem fra først af refereret til gårde og landsbyer, i ganske få tilfælde måske dog til et større bebygget område, en bygd. Efterledstypen -hem antages at gå tilbage til yngre romersk jernalder, o. 300, og den kan på dansk område have været produktiv til o. 800. I Norge er typen – glno. -heimr - repræsenteret med 1000 navne, på Island og Færøerne forekommer den sparsomt. Sverige har o. 200 hem-navne. På vestgermansk område er typen også udbredt (tysk -heim, engelsk -ham), dog forekommer den ikke i Holsten. Af Danmarks o. 170 hem-navne findes 21 øst for Øresund (heraf 15 i Halland), 10 på Sjælland, 1 på Lolland, 1 på Fyn og 134 i Nørrejylland (heraf 31 i Hardsyssel og 25 i Himmerland). Navneleddet -hem udvikledes tidligt, oftest før den ældste overlevering, til -om, -um og (efter vokal) -m. Derved falder det sammen med dativ pluralisfleksivet -um, med den tolkningsmæssige ulempe til følge at det ikke sjældent vil være vanskeligt eller umuligt at afgøre om et navn som er overleveret i formen -om, -um eller -m er sammensat med -hem eller udviser dativ pluralisform." (Danmarks stednavne, nov. 2017)

---

hillæ

• Norrønt: hjallr, m.
• Gammelnorsk: hjallr, m.
• Gammeldansk: hillæ eller hyllæ, m.
• Gammelsvensk: hilla, m.
• Grundbetydning: 1. afsats; 2. hylde; 3. stillads
  • Glda. af oldn. hjallr, m. 1) Forhøjning, stillads i almindelighed, som den hvorpaa et gudebillede stilles, den som en maler benytter, når han skal male under loftet. 2) Seiðhjallr. 3) Hjeld hvorpå fisk hænges til tørring. (Fritzner: Ordbog over det gamle norske Sprog).
  • "Svend Aakjær har derfor (i Festskr. Dahlerup p. 52 ff.) med rette hævdet, at efterleddet [hillæ] må betyde „tømmerbygning, gudehus af træ“ eller „tribune, forhøjning, hvorpå gudebillede er opstillet, og hvor gudsdyrkelse og trolddom øves„, idet han henviser til, at også det forsv. landsbynavn Nærild i Lyne s., N.-Horne h., indeholder et gudenavn, nemlig Njord (derimod er Torrild og Harrild, som han også anfører, usikre); jfr. Gunnar Knudsen i Nord. Kultur XXVI p. 32. Den sidste af de to betydninger, som Aakjær foreslår, passer bedst med de beslægtede ords betydninger." (Danmarks stednavne, nov. 2017)

---

hol

• Norrønt: hóll, m.
• Gammelnorsk: hóll, m.
• Grundbetydning: høj, bakke
  • "hol m, gno. hóll m (gen. hóls, dat. hóli, fleirt. hólar) ‘isolert haug eller høgd, helst rundvoren’; blir vanleg oppfatta som utvikla av eldre *hóall, laga med all-suffiks til gno. hór adj ‘høg’. Same ordet er nyno. dial. hol(e) m. Grunnordet hol finst i ei rad med gardsnamn, sms. og usms., i former som → Hol, Hol´en, → Ho`le (dat. eint. eller nom. fleirt.), Ho`lan (b. fleirt.), Ho`lo (m) (dat. fleirt.)" (Jørn Sandness: Norsk stadnamnleksikon, 1997.)

---

holt

• Norrønt: holt, n.
• Gammelnorsk: holt, n.
• Gammeldansk: holt, n.
• Grundbetydning: lille skov, skovbevokset bakke
  • "gno. holt n. (Gen. holts, Dat. holti, Flt. i Gårdnavne holtar f.) ’Lund, liden Skov’. Brugt i mange Gårdnavne søndenfjelds, usms. i Ent. (også i Dativform) og i Flt., sms. især som andet Led. Mange af disse Navne ere sikkert meget gamle, andre (deriblandt Holtet i bestemt Form) fra nyere Tid. Ordet er ofte vanskeligt at adskille fra et vistnok af samme Stamme dannet Hankjønsord Holt, der efter Aasen betyder ’Høi, Bakke, stenig og ujevn Forhøining’." (Oluf Rygh: Norske Gaardnavne, nov. 2017.)

---

hov

• Norrønt: hof, m.
• Gammelnorsk: hof, m.
• Gammeldansk: hov, m.
• Gammelsvensk: hov, m.
• Grundbetydning: 1. forhøjning; 2. stormandsgård; 3. kultsted
  • "Sproghistorisk går ordet hov tilbage til det oldnordiske hof, der betyder et tempel, et gudehus eller en gård, hvor der afholdes blotfest. På oldengelsk hedder ordet ligeledes hof, men har en bredere betydning, idet det kan gengives med indhegning, gård, bolig, bygning, hus, hal, tempel, helligdom. Ligesom på moderne tysk betyder hof på oldhøjtysk gård og kan desuden tolkes som ejendom eller forgård. Ordet findes også på frisisk, hvor det skrives hov og betyder gård, kirkegård, tingplads. Grundbetydningen af ordets indoeuropæiske rod er en forhøjning, en lille høj. – Mønsteret er altså, at hof har sakral betydning i Norden, kan have det i England, men ikke har det i Tyskland. Forskere har beskæftiget sig med baggrunden for denne betydningsforskydning – hvordan kom betegnelsen for en gård til at blive betegnelsen for et gudehus? Både Magnus Olsen og Thorsten Andersson har fremlagt teorier om denne problematik. Sidstnævnte har foreslået, at når ordet i Norden og til dels i England har udviklet en sakral betydning, kan forløbet have været 1. gård > 2. gård hvor der afholdes blotfest > 3. gudehus. Et lignende forløb er blevet fremført af andre forskere bl.a. Svavar Sigmundsson. I modsætning til både Magnus Olsen og Olaf Olsen mener Andersson, at denne udvikling må være foregået i Norden, da der ikke gives eksempler på, at hof tolkes sakralt i Tyskland. De enkelte eksempler, som findes i England kan skyldes påvirkning fra Norden." (Carsten Lyngdrup Madsen: Stednavne og førkristne kultsteder, s. 82f).

---

hvam

• Norrønt: hvammr, m.
• Gammelnorsk: hvammr, m.
• Grundbetydning: lavning i landskabet, (lille) dal.
  • "hvammr m. (Gen. hvamins, Dat. hvammi, Flt. hvammar) bruges endnu paa flere Steder i Betydning: kort Dal eller Sænkning, omgivet af Høider, dog saaledes, at der til en af Siderne er Aabning. Samme Mening har Ordet sikkert i de talrige deraf dannede, for det meste meget gamle Gaardnavne. Nutidsformer Hvamm, Gvamm, Kvamm, Kvam, med lang Vokal, Kvaamm, Kvabm (de sidste 3 Former mest eller udelukkende brugte paa Vestlandet, den sidste alene i Nordhordland), Hom med lang, lukt Vokal, Hamm med aaben Vokal (disse Former i Strøget fra Vest-Telemarken til Dalene)." (Oluf Rygh: Norske Gaardnavne, nov. 2017.)

---

hylur

• Norrønt: hylr, m.
• Gammelnorsk: hylr, m.
• Grundbetydning: fordybning, svælg
  • "hyllr m. (G. hyljar) Høl, dyb Vandsamling af mindre Omfang, især saadan som danner sig i Elv nedenunder et Vandfald, hvor Vandet ligesom standser og samler sig for derfra igjen at strømme videre." (Johan Fritzner: Ordbog over det gamle norske Sprog).

---

hørg

• Norrønt: hǫrgr, m.
• Gammelnorsk: hörgr, m.
• Gammeldansk: hargh, m.
• Gammelsvensk: hargh, m.
• Grundbetydning: stenhøj, stenalter, kultsted
  • "På oldengelsk skrives ordet hearg eller heargh og kendes fra tekster, så langt tilbage som 7-800-tallet (fx i det oldengelske heltedigt Beowulf). – Engelske sprogfolk definerer ordet som et hedensk helligsted og ordet kan implicit forstås som ”et hedensk tempel”, ”en helligdom på toppen af en bakke” og »et gudebillede«... Det tilsvarende ord på oldhøjtysk er harug. Også dette er kendt fra de allertidligste skriftlige kilder men forsvinder igen ud af sproget i løbet af 900–tallet. I tyske oversættelser af latinske tekster benyttes det for gloser som ara (alter), delubrum (helligdom, tempel), fanum (et indviet sted, helligdom, tempel), lucus (lund, skov) og nemus (åben skov). Johan Fritzner forstår harug som et ord, der »betegner helligdomme bestemte eller anvendte til hedenske guders dyrkelse.« I sin Language and History in the Early Germanic World behandler D. H. Green også betydningen af harug. Han understreger ordets religiøse betydning. Bl.a. siger han: »Der gives ikke ét eksempel på, at harug anvendes som oversættelse for silva (med en ikke-religiøs funktion).« Alligevel advarer han mod at regne alle stednavne med harug for kultsteder, da der både i oldengelsk og oldnordisk sprogbrug gives eksempler på en ikke-sakral anvendelse af ordet. Ikke desto mindre påpeger Olaf Olsen, at harug har det til fælles med hearg, at de begge udgør »den hyppigst forekommende betegnelse for kultsteder« i deres respektive områder. Uden her at kunne gå i dybden med hans argumentation, når Olsen frem til, at »den tyske hørg har haft karakter af en naturhelligdom.« 
    Den oldnordiske form af ordet er hǫrgr. I Danmark kendes formerne hørg og harg (gammeldansk hargh), i Sverige harg og horg (gammelsvensk hargher), i Norge horg (gammelnorsk hǫrgr) og på Island hörgr (oldislandsk hǫrgr). Overordnet kan siges, at ordet hǫrgr og dets afledte former sigter til et førkristent kultsted. Dette er betydningen både i eddadigtene og i den tidlige kristne lovgivning, der udsteder forbud mod at have med de hedenske guder at gøre eller opføre høje og hørger. Ifølge Olav Bø er hǫrgr som kultstedsbegnelse meget gammel og må være ældre end ordet hov, der dominerede i perioden 600–900. »At hørgen som kultfænomen er af ældre dato end hovet, er der ingen grund til at betvivle. Dette fremgår allerede af ordets fællesgermanske kultiske betydning« siger Olaf Olsen. Thorsten Andersson mener også, at ordet går langt tilbage og kan have rødder i en gammel naturkult." (Carsten Lyngdrup Madsen: Stednavne og førkristne kultsteder, s. 79ff).

K

kvi

• Norrønt: kvi, f.
• Gammelnorsk: kvi, f.
• Grundbetydning: fold, indhegning
  • "Fold, Indhegning, hvori man samler Kvæget." (Johan Fritzner: Ordbog over det gamle norske Sprog)

L

lag

• Norrønt: lag, n.
• Gammelnorsk: lag, n.
• Grundbetydning: plads, fx fiskeplads
  • "lag n. (Gen. lags) findes i endel Gaardnavne, usms. og hyppigere som 2det Led, i de fleste Tilfælde vistnok i Betydningen: Fiskested (Sted, hvor man udlægger Garn og andre Fiskeredskaber, jfr. kast, varp). Bekjendt Exempel Bækkelaget ved Kristiania. Ogsaa som første Led har man dette lag i adskillige Navne i Genitivform, udtalt Laks- og derfor ofte forstaaet, som om det kom af Fiskenavnet lax. I endel andre Navne maa lag betyde: Havn, Sted, hvor man lægger Fartøier (jfr. oldn. lægi)." (Oluf Rygh: Norske Gaardnavne, nov. 2017.)

---

lev

• Norrønt: leif, f.
• Gammelnorsk: leif, f.
• Gammeldansk: lef, f.
• Gammelsvensk: lef eller löf, f.
• Grundbetydning: noget som er efterladt, fx gået i arv, hvad der har været ens ejendom.
  • "(glda. lef, f.) forekommer som efterled gamle bebyggelsesnavne. Ordet er etymologisk beslægtet med bl.a. nudansk levn. Dets betydning kan mere generelt ansættes til 'noget der er efterladt el. overladt', mere konkret f.eks. 'arv'.
    De fleste navne med dette efterled indeholder som forled et personnavn eller en personbetegnelse. Det kan ikke formelt afgøres, om forleddet betegner en modtager eller en giver, men der kan ud fra betydningsindholdet i nogle af de personbetegnende forled argumenteres for, at forleddet i al fald i en række tilfælde betegner modtageren, jfr. Peterson 2011." (Danmarks stednavne, nov. 2017)

---

li

• Norrønt: hlíð, f.
• Gammelnorsk: líð, f.
• Gammeldansk: liidh, f.
• Gammelsvensk: liþ, f.
• Grundbetydning: skrånende side af en bakke eller et bjerg
  • "Gno. líð (hlíð) f. (Gen. líðar, Flt. líðir) ’Li’. Et af de almindeligste Ord i norske Stedsnavne, usms. og sms. Som andet Led bliver det i enkelte sjeldne Tilfælde afkortet til tonløst -le og er da udsat for at forvexles med lið (hlið) n. ’Led, Åbning’; dette Ord findes dog kun sjelden i Navne. Når líð som første Led har havt Genitivformen Líðar-, har det tildels bevaret denne og lyder Liar-, Lier-, Lir-." (Oluf Rygh: Norske Gaardnavne, nov. 2017.)

---

lo

• Norrønt: ló, m.
• Gammelnorsk: ló, m.
• Grundbetydning: engslette
  • "gno. *ló f, fleirt. *lóar, er eit ord som i dag berre lever i stadnamn og som også i gno. finst einast i namn. Færøysk har ordet i forma lón f ‘engslette ved vatn’, og liknande tyding synest gno. *ló å ha hatt. Det engelske dialektordet loo ‘open plass’ er lånt frå gno. Motsvarande vestgermanske former er gammalengelsk lēah m./f. ‘eng(stykke)’, engelsk lea, jf. namn som Oakley, mellomnedertysk lō(h) n. ‘skogholt, kratt’, mellomnederlandsk loo n./f. ‘lund, holt; skogeng’, nederlandsk ‑loo i namn som Berkeloo og Eekloo, gammalhøgtysk lōh m. og tysk Loh m. ‘holt, kratt’ i namn som Gütersloh. Formene går tilbake på germansk *lauha- m./n. og *lauhō- f. ‘lysning, glenne, opning’, ‘(eng)slette’ (i nordgermansk) el. ‘lund, holt’ ved metonymi om det som veks ikring ‘opninga’ (i vestgermansk). Den indoeuropeiske rota er *lew‑k- ‘lysa’, sjå lys1 i Bjorvand og Lindeman s. 693. Som vi ser ligg substantivet føre med alle tre genera i de germanske språkene, og det nøytrale og feminine kjønnet kan ha opphav i (kollektiv) plural. " (Jørn Sandness: Norsk stadnamnleksikon, 1997.)

---

lov

• Norrønt: lög, m.
• Gammelnorsk: lög, m.
• Grundbetydning: lov, lovområde, det område hvor en given lov er gældende
  • "1) Hvad der tildeles et Menneske som dets Livslod, som dets Skjæbne. 2) Vilkaar som forelægges en, at han kan vælge imellem dem. 3) Lov, hvad der skal ansees og holdes for gjældende Ret inden en vis Kreds, i et givet Tilfælde. 4) Lag, Samfund, Corporation, hvis Medlemmer staa i saadant Forhold til hinanden, at de ere undergivne fælles Love, ere indbyrdes forbundne ved gjensidige Rettigheder og Pligter." (Johan Fritzner: Ordbog over det gamle norske Sprog)

---

lund

• Norrønt: lundr, m.
• Gammelnorsk: lundr, m.
• Gammeldansk: lund, m.
• Gammelsvensk: lund, m.
• Grundbetydning: lille skov, hellig skov
  • "Glda. lund, m., glno. lundr, m.) anvendes om 'lille skov'. I senere tid får ordet en vis udbredelse som efterled i ejendomsnavne, ikke sjældent uden topografisk baggrund. (Danmarks stednavne, nov. 2017)
  • Kan desuden have betydningen hellig lund, dvs. kultsted, fx Frølund, Thorslund osv.
  • "Ifølge Ordbog over det danske Sprog er grundbetydningen ”en mindre skov.” Ordbogen tilføjer dog, at ordet også optræder i betydningen ”en lille skov . . . , der er under røgt og pleje og anvendes som lystskov, som ramme om grav, mindesten . . . eller som offersted, helligdom (jfr. offerlund).” (Carsten Lyngdrup Madsen: Stednavne og førkristne kultsteder, s. 112.)

---

læk

• Norrønt: lækr, m.
• Gammelnorsk: lækr, m.
• Grundbetydning: bæk, lille vandløb.
  • "lækr m. (Gen. lækjar), Bæk, helst en dyb med svag Strøm; ogsaa om en Vandsamling i en Sump og (efter Stedsnavne) om smaa Udvidelser, Loner, i mindre Vandløb." (Oluf Rygh: Norske Gaardnavne, nov. 2017.)

---

læst

• læst „træform, hvorover læderfodtøj skæres og sys“, oldn. leistr, m. „fod“, oldeng. lāst, m. „skridt, fodsål, spor“, got. laists, m. „spor“. Om lydudviklingen æi > ̆æ foran st se BrN GG I § 105. 2. Ordets ældste betydn. synes at være „fodspor“; jfr. med hensyn til betydningen landsbynavnet Spørring p. 24. Den af Kr. Hald (Østjy. Hjemst. III 15) nævnte mulighed, at efterleddet er lig med det glsv. læst, f. i bl. a. flertalsordet aflæstir „rester af kvæg dræbt af vilddyr“, er næppe sandsynlig, da dette ord formodentlig er beslægtet med verbet lemlæste og med subst. last „fejl“ og derfor snarere har en grundbetydn. „lemlæstelse“ end den af Hald formodede „efterladenskab“, se Falk-Torp Etym. Wb under Last II og lemlæste, Emil Olson p. 551 og Hellq. EO2under 2 last. Anderledes Emil Olson p. 332. (Danmarks stednavne, nov. 2017)

M

mule

• Norrønt: múli, f.
• Gammelnorsk: múli, f.
• Grundbetydning: 1) mule. 2) fjeldmasse, højt og bredt afrundet fjeld.
  • "múli m. (Gen. múla, Flt. múlar), Mule paa Dyr; derefter om noget høie, bredt sluttende Nes. Særlig ofte Digrmúli (Digermulen), der ogsaa paa et Par Steder er blevet Gaardnavn. Mest vesten- og nordenfjelds." (Oluf Rygh: Norske Gaardnavne, nov. 2017.)

---

mørk

• Norrønt: mǫrk, f.
• Gammelnorsk: mǫrk, f.
• Grundbetydning: skov, mark
  • "mark, mork f, gno. mǫrk f (gen. markar eller merkr, fleirt. markir eller merkr) ‘skog, mark’. Finst i mange gards-, bygde- og områdenamn og i namn på skogstrekningar o.l. Notidsformer av m. er Mark, Mork, Mørk. I gardsnamn kan det mange stader vera kronologisk skilje mellom gamle namn som Mork, Mørk (med u-omlyd og ubunden form) og Marka (utan omlyd og i bunden form). Den gamle germanske tydinga av m. var visstnok ‘grense, merke’ (det siste ordet er avleidd av mark.). Denne tydinga finst i namn som Markstein, → Marstein ‘grensestein’. I gammal tid var store skogstrekningar ofte grense eller «mark» mellom busetnadsområde. Av dette har den seinare tydinga ‘skog’ utvikla seg. Og tydinga ‘bygd grenseområde’ er det truleg som ligg til grunn for gamle landskapsnamn som → Finnmark, → Hedmark, → Telemark, → Vingulmark, → Marker. Det same gjeld namn på perifere bygdelag som Markabygda (fleire stader i Trøndelag) og Marklandet (Rana)." (Jørn Sandness: Norsk stadnamnleksikon, 1997.)

R

rum

• Ryddet plads.
• "(Glda. rum, n.) antages at have betydningen '(ryddet) plads (for bebyggelse)'. For de talrige svenske navne med subst. Rum som efterled antages tilsvarende betydningen 'öppen plats, öppen mark' (SOL 260). En del af disse navne findes i det nordøstlige Skåne og har dermed gammeldansk baggrund." (Danmarks stednavne, nov. 2017)

S

set

• "-set, -sete, -seto, vel av gno. setr n ‘bustad, tilhaldsstad’ i fleirt. seter. Dette er ikkje lenger noko levande appellativ og heller ikkje produktivt i namnelaginga, men finst som siste, reduserte samansetjingsledd i ca. 900 gardsnamn og 1700 seternamn. Usms. er Set(e), Seto berre i einstaka høve namn på faste bustader. Fem av gardsnamna har vorte sokne- eller heradsnamn, Langset (Akersh), Innset, Tynset og Vallset (Hedm) og Nesset (MogR). I NG blir vanleg gjort den skilnaden at ein reknar med gno. setr ‘bustad’ i gardsnamn, men gno. sætr der staden no er seter eller ser ut til å ha vore det tidlegare. Gno. setr og sætr er nærskylde ord i tyding og opphav, og som appellativ er dei falne saman i forma → seter; men så langt det blir gjort skilnad mellom setr og sætr i gno. skrift, synest dei gamle formene av gardsnamna helst gå attende på gno. setr, formene -sete, -seto svarar til dat. eint. og fleirt." (Norsk stadnamnleksikon, redigert av Jørn Sandnes og Ola Stemshaug, nov. 2017.)

steig

• "Gno. steig f. (Gen. steigar) kjendes ikke som Fællesord, men findes som Gårdnavn, temmelig sjelden, men i forskjellige Landsdele. Må komme af stíga ’stige’, og sigter måske til høi Beliggenhed." (Norsk stadnamnleksikon, redigert av Jørn Sandnes og Ola Stemshaug, nov. 2017.)

T

tveit

• "þveit f. (Gen. og Flt. þveitar) findes i Oldn. ikke som Fællesord, ialfald ikke i en Betydning, hvoraf Stedsnavne kunde forklares. Nu bruges Tveit i endel Bygder bl. a. om en Græsplet mellem Skov eller Klipper, en Slåtteng i Skoven, en Rydning (se Aasen og Ross). En Del af de af Ordet opståede Gårdnavne, som have bestemt Form og kunne være forholdsvis unge, må vel henføres til disse Betydninger. I Tilfælde, hvori Navnet er gammelt, er det derimod et Spørgsmål, om ikke Betydningen har været simpelthen 'udskilt Part, for sig beliggende jordstykke', der naturlig kan udledes af det gamle, i Angelsaxisk bevarede Verbum þwītan ’afskjære, skjære istykker’, hvoraf Ordet er udledet. Findes ikke som Navn på), men er i Vikingetiden overført til Nordengland fra Danmark (nu skr. thwaite). Der er således Sandsynlighed for, at de ældre af disse Navne gå meget langt tilbage i Tiden." (Oluf Rygh: Norske Gaardnavne, nov. 2017.)

U

-

V

ved

• Skov.
• (glda. with, m.) er identisk med nudansk subst. ved 'træmasse, brænde', men har i ældre dansk betydningen 'skov', og det er den betydning der optræder i områdets ældre navne, der oftest kun kendes som bebyggelsesnavne og sognenavne." (Danmarks stednavne, nov. 2017)

---

vi

• Førkristen helligsted.
• Glda. we af oldn. vé, n. 1) Hjem. 2) Helligdom hvor der foregår ofringer. (Fritzner: Ordbog over det gamle norske Sprog).
• Vi, et. [vi?] (sj. Ve. [ve?] ADJørg. NK.410. jf. Sal.2XXIV.619). flt. d. s. (Arnstrøm. Vore Middelalderkirker.​(1938).12) ell. (oftest) -er (Rørd.​F.35. AOlr E.NG.337). (æda. (som del af stednavne) wi, sv. (i stednavne) vi, sideform til æda. wæ (som stednavn), run. we, helligdom, oldn. vé, d. s. og (gude)bolig, osax. wih, oeng. weoh, wig, gudebillede; til got. weihs, adj., hellig, oht. wih (jf. nht. weihnachten, jul, egl.: de hellige nætter); besl. m. lat. victima, offerdyr (egl.: indviet, helliget dyr); jf. III. vie samt u. Varg. 2) (uden for stednavne, se fx. Johs Steenstr.​DS.80. Hald.​Stedn.95.168) genopt. i nyere tid til brug i fagl. spr.) gl.-nord. hedensk helligdom, offersted (se nærmere AOlrE.NG.528ff.). NMPet.​DH.III.277. Odin: *Her skal min Kongsgaard skinne, | her vælger jeg mig Vi. SMich.​RF.110. Om Viet, Offerlunden, véd man ikke andet end at det var en Lund, og at den var hellig. JVJens.​My.​III.113. NationalmusA.1949.56. mangt “gudevi” blev brændt og ødet. Fr Hamm.​EK.178." (Ordbog over det danske sprog, bind 26, 1952)
• "gno. vé n tyder ‘heilag stad, blotstad’. I nyno. finst ordet berre i stadnamn og personnamn (Vebjørn o.fl.). Det usms. gardsnamnet Ve (eint.) finst 6 stader (dessutan 2 usikre). Veˈa i Vaksdal komm, Hord, er fleirt. Som førsteledd i gardsnamn finst v. fleire gonger, t.d. Vessal og → Veøy (men ikkje Vestad). Som sisteledd er ve ikkje påvist i norske stadnamn, derimot finst det i Sverige og Danmark og har da ofte eit gudenamn som førsteledd (Ullevi, Odense). Ordet ve minner om heidensk gudedyrking og namn sms. med dette har høg alder. Namn der førsteleddet no er Ve-, kjem likevel oftast av gno. viðr m ‘ved, skog’." (Norsk stadnamnleksikon, 1997)

---

vin

• "Gno. vin f (gen. eint. og nom. og akk. fleirt. vinjar, dat. eint. vinju). Vanleg sisteledd i sms. gardsnamn i Noreg (rundt 1000 namn), og finst dessutan i Sverige. På Orknøyane og Shetland kan vin vere nytta i naturnamn. . . Som sisteledd har vin i dag mange ulike former (med vokalane -i, -e, -æ, -a), ikkje sjeldan er det samsvar med den sterke hokjønnsartikkelen i eint. (dei er begge utvikla frå gno. -in). I utlyd fell n-en vanlegvis bort, men blir halden særleg i somme bygder på Austlandet og midtre delar av Vestlandet." (Norsk stadnamnleksikon, redigert av Jørn Sandnes og Ola Stemshaug, nov. 2017.)

---

voll

• "vǫllr m. (Gen. vallar, Dat. velli, Flt. vellir) ’Vold, græsbevoxet Slette’, omtrent enstydigt med vangr. Meget almindeligt i Navne, især usms. i Ent. og Flt. og i bestemt og ubestemt Form. På adskillige Steder, ligesom vangr, brugt om Sætre. " (Oluf Rygh: Norske Gaardnavne, nov. 2017.)

Y

-

Þ

-

Æ

-

Ø

-

Å

-