Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) 14.Sang

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Bjovulvs-Drapen

Oversat af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig

Fjortende Sang

Hedning-Skatten, Ild-Dragen Stærkhjort og Guld-Tyven.

Da i Bjovulvs Lodd det faldt

Thronen at bestige,

Ypperlig i Eet og Alt

Styred han sit Rige,

Sad, til kridhvidt blev Hans Haar,

Paa det Høie Sæde,

I halvtredsindstyve Aar,

Gotherne til Glæde.

Han opleved i sin Borg

Paa de gamle Dage

Dog den storste Landesorg

Med den grumme Drage,

Som, fra Hulen under Jord

Paa den nøgne Hede,

Gothe-Landet overfoer,

Fnysende af Vrede.

Kulen var ved Stranden nær,

Under Klipper bratte,

Længe ruged Dragen der

Over Hedning-Skatte;

Did kun løb en snever Sti,

Som i mange Tider

Mennesker gik lukt forbi,

Men som dog omsider

Førte did en flygtig Fod,

Voldte stor Ulykke:

Stjaalet blev med Tyve-Mod

Da et kostbart Stykke;

Dragen sov, den usle Træl

Snapped det Forbudte,

Havde og det Tyve-Held,

Ud dermed at smutte;

Dragen vaktes dog af Slum,

Ranet røbes maatte.

Den da gloende og grum

Rased i sin Grotte.

 

Ellers i den Drage-Grav

Var af Guld det røde

Meer end nok at tage af,

Levnet fra de Døde,

Hvor engang, til Ingens Tarv,

Han, der sidst det vendte,

Skjulte, hvad han fik til Arv

Efter Ubekiendte.

Man om Eierne har vidst

Ikkun det at melde:

Han, som ene blev tilsidst,

Rokkende af Ælde,

Mærked godt, at Guldet kun

Han endnu en liden Stund

Kunde selv, beholde,

Bar da vel et Vognmands-Læs

Ind i Hvælvingen paa Næs,

Nær ved Bølger kolde;

Did kun gik en Sti fuldtrang,

Vanskelig at finde.

„Giem nu, Grube, (Gubben sang,)

Vel, hvad du har inde!

Skiøndt det for de Boldes Ben

Er en pinlig Tanke,

At til dig de brave Mænd

Midler skulde sanke!

I min Hall og i min Gaard

Blev der tomt og øde,

Kæmperne fik Banesaar,

De er Alle døde!

Dem ei meer ved breden Bord

Vinen vederkvæger,

Stille hviler under Jord

Nu det gyldne Bæger!

Der og ligger nu forladt

Hjelmen, aldrig kløvet:

Karlen for saa prud en Hat

Sover, den berøvet!

Brynjesærken med godt Hold

Blev paa Val bedaget,

Trodsed Klingers Overvold

 

Tit i Vaabenbraget;

Herreløs, af Rust opædt,

Skal den bog hensmuldre,

Aldrig færdes vidt og bredt

Meer paa Kæmpeskuldre!

Her ei toner til Behag

Strengen under Bue,

Her ei høres Harpeslag

I den mørke Stue!

Falken aldrig her paa Rov

Sig fra Haanden svinger,

Ei Stridshestens haarde Hov

Gnist af Stenen tvinger!

Ak, hvor var mig Skiæbnen haard!

Helsot fik og Banesaar

Mine Kæmper alle!"

 

Saa, som eenlig Fugl paa Tag,

Sang den Gamle Nat og Dag,

Tolkede sin Smerte;

Indtil Dødens Jettehaand

Sønderrev det seie Baand,

Knuste Gubbens Hjerte.

 

Funklende som Blus og Glød,

Afgrunds-Dragen mørkerød,

Nattegiæst i Bjerge,

Fløi som før ved Midjenat,

Fandt i Grav den døde Skat

Uden Vagt og Værge;

Stærkhjort er det Kiendingsnavn,

Folk har givet Dragen,

Ei det var til Folkegavn,

Statten kom for Dagen,

Hvor Uvætten ondskabsfuld

Længe laae og lured,

Og i tregang hundred Aar

Hedning-Guldet kured.

 

Tyven, som fra Dragen stjal,

Var en Træl bortløben,

Flygted over Bjerg og Dal

For at undgaae Svøben;

Løb dog hjem igien fuldsnart,

Rig paa Guld, desværre,

Kiøbte Frihed i en Fart

Af sin strenge Herre:

Oldtids Kunst og røde Guld

Godt ham maatte hue,

Lysten og forundringsfuld

Vilde han det skue.

Men ved Støien over Steen

Mærkede den Fule,

Fiende-Fod det var, som treen

Dristig i Hans Kule;

Stærkhjort vaagnede da op,

Uheld var paa Færde,

Farligt vist var Mandens Hop

Ved Hans Hovedgiærde;

Men, er Timen ei forbi,

Og man har Guds Naade,

Altid løber der en Sti

Ud af Nød og Vaade!

Saa og her, forgiæves kun

Ude som og inde

Dragen, vred af Hjertens Grund,

Søgte ham at finde,

Som dens søde Søvn afbrød,

Bugtede sig ofte,

Brændende alt som en Glød,

Trindt om Grav paa Tofte,

Fandt ei i den hele Egn

Ham, der skulde bøde,

Saae ei til ham mindste Tegn,

Alt var tomt og øde.

 

Ind i Hulen atter kom

Nu den gamle Drage,

Snused allevegne om,

Mærked da saa sage,

At af sine Drikkekar

Eet han havde mistet,

Som en Tyv, ihvem det var,

Til sig havde listet.

Rasende, som før alt vred,

Blev det Bjerg-Uhyre,

Kunde knap til Sol gik ned

Arrigheden styre,

Vilde brat med Blus og Baal

Luften giennemgløde,

Lade for sin Drikkeskaal

Landet grusomt bøde.

 

Solen sig i Vesterhav

Sænkede med Dagen,

Lystig op fra Klippe-Grav

Svang sig Edderdragen,

Under Sky, som Baal i Blæst,

Bølgende han svæved;

Gysende den lede Giæst

Folket saae og bæved;

Ak, kun slukket blev den Ild

I Hans Blod, som god og mild

Guld dem gav saa gierne!

 

Brat begyndte Ild at spye

Dragen under Bue,

Baade Huus og Gaard og By

Gik da op i Lue;

Folkefienden med sin Brand,

Fik dertil han Evne,

Han vist i det hele Land

Liv ei vilde levne.

Om den Nattesværmers Færd,

Gothers Landeplage,

Rygtet baade fjern og nær

Bredte sig saa sage;

Men ved første Morgengry

Dragen fløi tilbage,

Stoled i sin mørke Vraa

Fast paa Kraft og Klippe;

Haabet, som man siden saae,

Skulde ham dog glippe.

 

Bjovulv om de bange Kaar

Bud nu fik saa sage,

Ilden i Hans egen Gaard

Tog alt paa at brage;

Gothers prude Hovedborg

Aarle stod i Lue,

Da begyndte, syg af Sorg,

Ædlingen at grue:

Frygted for, at han som Drot

Havde, paa en Maade,

Arildsloven overtraadt

Og forspildt Guds Naade.

I Hans Bryst det var saa fat,

Som naar i en bælmørk Nat

Vrede Bølger kæmpe;

Dog var det Hans fulde Agt,

Trodsende al Dragens Magt,

Luerne at dæmpe,

Og den lede Orm med Staal

Give Løn tillige.

 

Ormen, som med Nattebaal

Ødte Land og Rige.

Godt han vidste, at mod Baal

Træ kan aldrig holde,

Derfor giøre lod af Staal

Han sig bedre Skjolde.

 

Ende skulde nu saa brat

Helten sine Dage,

Skille dog ved Liv og Skat

Først den gamle Drage.

Krig i Spidsen af en Hær

Dragen at paaføre,

Holdt sin Ære han for nær,

Taalte ei at høre,

Det for ham var nogen Sag

Med en Orm at fægte,

Han, der trodsed før i Slag

Farer, som var ægte;

Siden, til Uvætte-Sorg

Han med Kæmpehænder

Rensed Hrodgars Kongeborg,

Tugted Grændels Frænder.

Det var og fuldhaard en Dyst,

Da for Øxeblade

Higelak paa Frislands Kyst

Livet maatte lade;

Gothe-Folket tabte der

Rigets fødte Væge,

Bjovulv dog for skarpe Sværd

Vidste sig at bjerge.

Kæmperne i fremmed Land

Her tilgavns kom efter,

At for ti og tyve Mand

Helten havde Kræfter;

Thi Hetvarer nok man saae

Mylre under Skjolde,

Kreds og Ring de vilde slaae

Tæt omkring den Bolde;

Faa dog om Hans Kæmpegang

Kunde Sagn hjembære:

Over Dynger Liig udsprang

Han i Hav med Ære,

Svømmed hjem paa Sælens Vei

Uden Kæmpefølge,

Fandt en aaben Grav dog ei

I den dybe Bølge.

 

Higelak han var nu død,

Blottet laae Hans Rige,

Hygd da Bjovulv Spiret bød

Thronen og tillige,

Skiønned vel: mod Fiendevold

Sønnen, som hun aatte,

Mægted ei at løfte Skjold,

Børnesko han traadte.

Desuagtet vidne maa

Hver, som Sandt vil sige:

Aldrig tænkte Bjovulv paa

Thronen at bestige;

Over Hardred ei tiltog

Han sig Magt og Ære,

Men af Drengen han opdrog

Mand til Drot at være!

Myndig blev den Kongesøn,

Var og Drot saalænge,

Til ham giæstede med Døn

Over Svane-Vænge

Ohters Sønner, som nu Bod

Æskede med Staalet

For den gamle Skilfings Blod,

Som var før udstraalet:

For den største Bølgedrot,

Som i Svea-Rige

Hvem det Gamle kiendte godt

Vidste af at sige!

Til et Minde ved hans Grav

Hardred var udkaaret,

Ham og Skilfing-Sværde gav

Brat nu Banesaaret,

Hvorpaa, uden Ran og Rov,

Til sit Land saa sage

Sønnen af Kong Ongenthjov

Stævnede tilbage;

Ledigt han for Bjovulv lod

Gothers Kongesæde,

Ledigt for den Helt saa god,

Værd det at beklæde.

Ei saa glemte Bjovulv dog

Hardreds Drab at hevne,

Og da Giengields-Timen slog,

Fik dertil han Evne:

Som Edgilses Ven i Nød

Leding han af Land udbød,

Kiæk paa Lykken regned;

Skilfinger da Løn han gav,

Helmed ei, før i sin Grav

Svea-Kongen segned,

 

Saa var under Vaabendøn

Heldig graanet Eggthjovs Søn,

Trods saa mangen Fare,

Seierrig i Hver Bedrift,

Til han nu mod Ormegift

Skulde sig forsuare.