Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) 16.Sang

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Bjovulvs-Drapen

Oversat af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig

Sextende Sang

Heltens Endeligt, Viglavs Troskab og Drage-Skatten.

Tid at puste blev der knap,

Skiøndt en Dyst var ude,

Brat begyndte, hvor den slap,

Dragen Ild at sprude.

Det var Folkedrotten god,

Haardt saa blev han prøvet,

Ene han i Heden stod,

Kunde nok behøvet

Hjelp nu af de Adelsmænd,

Han gav Staal om Hærde;

Men ei turde Folkets Ben

De paa Val omgiærde:

Nei, de løb ad Skoven til,

Skiælvende for Døden,

Een kun af dem gik i Ild

For sin Ven i Nøden;

Stærk saa var Hans Sorg og Harm,

Det han lod nu kiende:

Hjertet brændte i Hans Barm,

Han var Bjovulvs Frænde;

Nyt Beviis han gav derpaa:

Svorne svigte, Baarne staae,

Er de født af Ægte!

 

Viglav hedd den Kæmpe prud

Mellem Kiærling-Svende,

Vigsteens Søn, et Skilfing-Skud,

Ogsaa Ælfhers Frænde;

Han ihu det kom saa godt:

Høit ham Bjovulv bænked,

Da Vægmundingernes Slot

Han den Bolde skiænked,

Gav ham, alt som Fader Hans,

Herredom og Navneglands;

Derfor ei den Ungersvend

Kunde nu sig bare,

Der han saae sin Drot, sin Ven,

Stædt i Nød og Fare.

 

Det da var den Helt saa bold,

Flux han greb sit gule Skjold,

Drog og brat af Skede

Sit det gode, gamle Sværd,

Hvormed før i Herrefærd

Janmund kiæk sig teede;

Ohters Søn med Livet lod

Sværdet i sit Belte,

Dengang, hvor forladt han stod,

Vigsteen kiæk ham fældte,

Var sin Frænde lidt for nær,

Tog Hans Malle-Kraue,

Brune Hjelm og Jettesværd,

Som var Onels Gave:

Vraged ei den Kæmpeløn,

Skiøndt det var Hans Brodersøn,

Nøgen han afklædte (1).

Hjelm og Brynje, som og Sværd,

Vigsteen længe raadte,

For Hans Søn til Herrefærd

Hu og Kræfter aatte;

Men da han alt Kiødets Gang

Gik, fuldmæt af Dage,

Ei for Vaaben var i Trang

Han, som blev tilbage,

Til i Frænders Spor at gaae

Glimrende med Ære;

Kæmpeklædt fra Top til Taa,

Skulde nu han bære

Sværdet for sin Drot i Slag

Første Gang paa Val i Dag,

Ældre var han ikke.

Derfor dog ei Modet faldt

Nu i Kæmpe-Barmen,

Og at Kraften, da det gjaldt,

Ei forsvandt af Armen,

Dragen, da den, sig til Meen,

Fandt i Marken To for Een,

Vel fik at fornemme.

 

Viglav taled gyldne Ord,

Sorrigfuld i Sinde,

„Aldrig, (sagde han,) paa Jord

Mig det gaaer af Minde,

Hvad vi lovede vor Drot,

Venner! da paa Bænke

Vi beværtedes fuldgodt,

Tog mod Æreskiænke:

Blanke Hjelme, skarpe Sværd,

Røden Guld i Sale,

Loved vi i Herrefærd

Ærlig at betale,

Hvis den Drot faa rund og prud

Stædt vi saae i Fare,

Som os til sin Livvagt ud

Tog i Kæmpeskare!

I Bedrifter hidindtil

Ingen var Hans Mage,

Livet satte han paa Spil

Tit i yngre Dage;

Derfor og den Herre stærk

Havde nu i Sinde,

Ene om det Kæmpeværk,

Prisen heel at vinde;

Os, som han paa denne Færd

Kaared til sit Følge,

Han dog agted Æren værd,

Det er ei at dølge,

Ja, udraabte, ved sit Kald,

Som ved Gunst og Gave,

Os for Perler i sin Hall,

Kæmpesønner brave!

Nu den kom, den store Dag,

Som skal Venner prøve.

Da en Skjoldborg god i Slag

Drotten kan behøve;

Op da, Venner! op og fram,

Did, hvor Luften gløder!

Skjold ved Skjold, i Kreds om ham,

Som for Folket bløder!

Gud det veed, at, før i Dag

Drotten Hjelp skal savne,

Legem mit, med Hans i Lag,

Luerne maa favne!

Det og føle maa Enhver:

Ikkun dybt beskæmmet

Føres kan fra Herrefærd

Skjold af os til Hjemmet,

Hvis ei Fienden først sin Død

Faaer af vore Sværde,

Mens til Redning i Hans Nød

Drotten vi omgiærde!

Nidingsfærd fra gammel Tid

Gothers Lov det kalder,

Naar en Drot, forladt i Strid,

Ene staaer og falder;

Saa dog ei vor Konning bold

Sine Been skal lægge,

Samme Brynje, Sværd og Skjold

Skiærme skal os begge!"

 

Dermed foer den Ungersvend

Giennem Røg og Lue,

Hen at hjelpe Drot og Ben

Udaf al Formue;

Kort og godt med draget Sværd

Sagde han saa sage:

„Mindes nu, o Bjovulv kiærr,

Ord fra yngre Dage!

Aldrig, saa dit Løfte lød,

Hvad jeg end maa prøve,

Helme vil jeg til min Død

Helteværk at øve!

Værg dit Liv da af al Magt

Trøstig mod den Lede!

Ved din Side, med god Agt,

Staaer til Hjelp jeg rede."

 

Dragen, efter disse Ord,

Uden meer at tøve,

Gloende paany opfoer,

Fienderne at prøve;

Luebølgen Viglavs Skjold

Saae man brat fortære,

Under Brynje Kæmpen bold

Kunde sig ei nære,

Maatte, da Hans eget Værn

Lod af Ild sig trykke,

Under Bjovulvs Skjold af Jern

Søge Skjul og Skygge.

 

Det var Heltekongen god,

Ærekiær sin Klinge

Saae man ham med Kraft og Mod

Løfte høit og svinge;

Dragehovedet i Hast

Helten vilde kløvet,

Men Slagsværdet Nægling brast,

Styrke sin berøvet,

Som af Ruft og Alderdom

Skiørt det havde været;

Det deraf igrunden kom:

Bjovulv ei beskæret

Var den Lykke nogentid,

At det Sværd, han førte,

Ham til Nytte kom i Strid;

Dertil, som jeg hørte,

Var den Kæmpe altfor dru,

Saa den bedste Klinge,

Naar han svang den, vred i Hu,

Maatte sønderspringe.

Slaget, som kun batted lidt,

Trods den Stærkes Vælde,

Dragen nu, den saae sit Snit,

Vilde drøit giengiælde,

Rased tredje Gang nu frem,

Helten maatte gløde,

Halsen favnet blev med Klem,

Som med Tænger røde;

Ild og Edder paa en Gang

Bølged om den Høie,

Blodet kogte, som det sprang,

Det var haardt at døie.

 

Nu det Tid at tale om

Er, hvordan i Nøden

Han til Hjelp sin Herre kom,

Som var tro til Døden;

Hovedet ham sad for høit,

Maatte selv sig hytte,

Haanden, med et Slag fulddrøit,

Gjorde dog han Nytte;

Det var Heltens høire Haand,

Som den unge Kæmpe

Løste ud af Luebaand,

Slog ei til med Læmpe;

Skiøndt sig lagde Sværdets Egg,

(Troldeblod det sløved,)

Gav Ilddragen han et Smæk,

Som den godt behøved.

Nu igien da Kongen brat

Kom til sine Sandser,

Fik paa Timen Dolken fat,

Hvor den sad i Pandser,

Skarp den som en Ragekniv

Var til Sider begge,

Gik igiennem Drage-Liv

Glat med Odd og Egge.

Saa da Bugt de Frænder to

Fik med Edderdragen;

Gid hver Tjener Viglavs Tro

Lægge maa for Dagen!

 

Dog, ak! her i Dragevang

Drotten uden Mage

Kæmped, seired sidste Gang,

Talte var Hans Dage;

Saaret, bidt med Eddertand,

Bulned, svulmed, brændte,

Saa for dødeligt paa Stand

Drotten det erkiendte,

Følte, hvordan i Hans Blod

Edderbølgen brused,

Gik saa hen med Heltemod

Tæt til Dragehuset,

Satte ned sig paa en Blok,

Saae, hvordan i Hule

Jetter havde kunstig nok

Sule sat ved Sule.

Hvor han, dryppende af Blod,

Sad nu under Lide,

Som en Ven i Nøden stod

Viglav ved Hans Side,

Spændte Hjelmen af paa Stand,

Kvægede med Kildevand

Banesaaret Kæmpe.

 

Bjovulv løfted nu sin Røst

Over Banesaaret,

Vidste godt, at Verdens Lyst

Alt ham var afskaaret,

At ved sine Dages Maal

Tæt han var nu bænket,

Hvor ham vinked Dødens Skaal,

Til Farvel iskiænket.

„Havde jeg, (var Talen hans,)

Søn nu over Mulde,

Vaabenhuus og Helteglands

Arve brat han skulde!

I halvtredsindstyve Aar

Spiret saa jeg førte,

At fra ingen Fyrstegaard

Sværd sig mod mig rørte,

Fiender ei jeg for mig fandt,

Nøi'des med mit Eget,

Aldrig jeg paa Rænker spandt,

Faa min Eed har sveget;

Min Samvittighed er god,

Thi ei klæber Frændeblod

Der ved mine Hænder,

Og nu, trods mit Banesaar,

Glad jeg dog med Heltekaar

Levnetsløbet ender.

Viglav, Kiære! gak nu brat

Grubelangs, at skue

Hedenolds den gyldne Skat

Under Klippebue!

Ormen, alt sit røde Guld

Vældelig berøvet,

Banesaaret, vaandefuld

Blunder nu i Støvet;

Skynd dig, Kiære, vær ei seen!

Lad mig Guldet skue:

See med klaren Ædelsteen

Det i Solen lue,

Saa des blidere jeg kan,

Med den Skat for Øie,

Duehvid fra Liv og Land

Hoved mit nedbøie!"

Ei forgiæves saa med Bøn

Bjovulv tog til Orde,

Efter Ønske Vigsteens Søn

Rede flux sig gjorde,

Gik i Brynje, som han stod,

Ind i Dragestue,

Kæmpeskridt med Heltemod

Tog han under Bue,

Hvor om Dragereden trindt

Guldet laae i Dynge,

Ædelstene, tykt som Flint,

Skinnede i Klynge;

Saa var Gulv med Glimmersand

Strøet i Jettestue,

Særsyn nok den Vandringsmand

Fik da her at skue;

Gamle Guldkar nok paa Rad

Helten saae hin unge,

Mangen Skaal og mangt et Fad,

Tomme vel, men tunge;

Rustne Hjelme her i Flok

Laae fra gamle Dage,

Armbaand og, som kosted nok

Mesteren Umage.

Giemme hvo som vil paa Guld!

Drages dog til Minde:

Lettelig, det over Muld

Mænd kan overvinde!

 

Over Skatten høit sig op

Skiød et gyldent Mærke,

Sært fortryllet, saa fra Top

Straalerne fuldstærke

Straaled ud paa Rad, i Ring,

Under Klippebue,

Saa i Gruben trindt omkring

Skin der var at skue.

Intet man til Ormen saae,

Staalet gav ham Bane,

Enkeltmand i Klippevraa

Guldet kunde rane,

Tog i Favnen Fad og Skaal,

Fløiet under Væggen,

Kobberøxen, som med Staal

Skærpet var paa Eggen.

Ham, som før laae her paa Vagt,

Ruged over Skatten,

Havde skarpen Staal nu flakt,

Han ei meer om Natten

Leged nu i Luften vild

Over Land med Skade-Ild,

Ævret var opgivet.

 

Skyndelig, med Jetteguld

Fra de gamle Dage,

Kongesvenden længselsfuld

Vendte nu tilbage,

Vilde see, om Helten god,

Som paa Steen i Vaande

Døende han nys forlod,

Drog endnu sin Aande,

Kom med Guldet, kom og saae,

Hvad han Nødig vilde:

Paa sit Yderste nu laae

Gothers Drot hin milde!

Viglav øste Vand igien,

Som man vel kan tænke.

Blev og ved, sin Drot og Ven

Dermed at bestænke,

Til for sidste Gang paa Jord

Luft han fik i Lunge,

Mæle til det Afskedsord,

Som ham laae paa Tunge.

 

Det var Gubben ærefuld,

Stirrende paa Oldtids Guld,

Saa tog han til Orde:

„Gud skee Lov! den Herre blid

Over Stjernebuer,

Ærens Drot til evig Tid,

For hvad her jeg skuer:

For de Skatte, som mit Folk

For min Død jeg med min Dolk

Mægted at forhverve!

Prisen dog for Guldet vist

Kalder ei jeg ringe:

Øiets Lys og Livets Gnist

Maatte for det springe;

I, som skifte skal min Arv,

Sørger vel for Landets Tarv!

Giører, som jeg gjorde!

Brat har Aske jeg for Been,

Da, I Venner gæve!

Kæmpehøi med Bautasteen

Over den sig hæve!

Staae den skal paa Hrone-Klint,

Hvor mod Klippen Bølger trindt

Bruse ind fra Dybet;

Kneise skal min Høi ved Hav,

Falde flux i Øie,

Under Navn af Bjovulvs Grav,

Dem som Bølgen pløie,

Staae for dem til Seiletegn,

For mit Folk til Mindeshegn,

Synlig i det Fjerne!"

 

Af sin Hals nu Gothers Ven

Løste Gyldensmykket,

Gav den fuldtro Ungersvend

Brat med Mesterstykket

Brynje god og Finger-Ring,

Hjelm af Guld det klare,

Sagde: „Brug de gode Ting

Som du tør forsvare!

Af Vægmundinger endnu

Een er kun tilbage,

Stammens sidste Skud er du,

Arven du modtage!

Ja, saa nær min hele Æt

Sank i Skiæbnens Bølger,

Mødig nu, min Ven, og træt,

Frænderne jeg Følger!"

 

Det var Gubbens sidste Ord,

For til Baal han blegned,

Hjertet brast, og stiv til Jord

Gothe-Kæmpen segned;

Legemet i Klippely

Luen vented rolig,

Sjælen søgte over Sky

Ærens faste Bolig.

Noter:

1) At Vigsteen var en Skilfing, og altsaa i Slægt med Onel, er ovenfor sagt; men, var Janmund virkelig Hans Brodersøn, maa han endog have været Broder til Ohter og Onel.