Skirnesord (Skírnesmǫ́l)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Den ældre Edda

G. A. Gjessing: Den ældre Edda
Heimskringla Reprint

oversatt av
G. A. Gjessing

Kristiania
1899

Skirnesord eller Skirnes ferd
(Skírnesmǫ́l eða fǫr Skírnes)

Niords søn, Frey, havde en dag sat sig i Hlidskjalv og saa ud over alle verdner: han saa hen i jotunverdnen og saa der en fager mø, som hun gik fra sin faders sal til kvindeburet; deraf fik han stor hugsótt. Skirne hed Frey’s skosvend. Njord bad ham kreve samtale med Frey. Da sagde Skade:

1.
“Stat nu op, Skirne!
gaa strax og krev
samtale med vor søn,
og hør, mod hvem
han saa harmfuld er,
den hugprude helt.”

2.
Skirne kvad.
“Vredesord kan jeg
vente af jer søn,
taler den svend jeg til,
hører, mod hvem
han saa harmfuld er,
den hugprude helt.”

3.
Skirne kvad.
“Sig du mig, Frey,
feireste gud!
vel jeg det vide gad:
hvi saa ensom
i øde sal
dagelangt, min drot?”

4.
Frey kvad.
“Hvi dig sige,
svend hin unge!
min saa svare sorg?
“Alvglands” lyser
alle de dage,
ei dog til attraa min.”

5.
Skirne kvad.
“Din attraa tror
saa tung jeg ei,
at, mand! du ei mig den tér;
unge tilsammen
i old vi var,
trygt tør vi to os tro.”

6.
Frey kvad.
“I Gyme’s gaard
jeg gange saa
mig saa kjær en mø;
lyste de arme
og end af dem
himmel al og hav.

7.
Kjær mig er møen,
mig mer end nogen
ungersvend i old;
æser og alver —
ingen det vil,
vi begge sammen bor.”

8.
Skirne kvad.
“Ganger saa giv mig,
som gaar med mig
slagluen mørk og sær.
og det sverd,
som selv hugger
mod de jotners æt.”

9.
Frey kvad.
“Ganger jeg gir dig,
som gaar med dig
slagluen mørk og sær,
og det sverd,
som selv hugger,
om bold er den, det bær’.”

10.
Skirne talte til hesten.
“Tusmørkt ude,
tid, at vi farer
frem om vaade fjeld,
frem om thursers flok;
begge vi bjerges
eller begge tar
han den arge jotun.”

Skirne red i jotunverdnen til Gyme’s gaard. Der var der bidske hunde, bundne ved ledet af det gjerde, som var om Gerd’s sal. Han red hen, hvor en hyrde sad, og talte til ham:

11.
“Sig du det, hyrde,
som paa haug sidder
og vogter hver en vei:
hvor jeg møde faar
med møen ung
for Gyme’s hundehob?”

12.
Hyrden kvad.
“Er dødsens du
eller død alt lengst
-----
aldrig møde
dig undes skal
med Gyme’s gode mø.”

13.
Skirne kvad.
Bedre kaar der
end klynken er
for ham, hvis hug staar frem;
paa dagen lagt
blev livstid mig,
skikket mig skjebnen al.”

14.
Gerd kvad.
“Hvad bulder og brag
bæres mig for
her i huset vort?
jorden døner,
dirrer derved
al den Gyme’s gaard.

15.
Ternen kvad.
“Svend her ude
af sadel steg,
lader sin ganger græsse.“

16.
Gerd kvad.
“Ind bed ham gaa
under vort tag
og drikke den dyre mjød;
aner mig dog,
her ude er
min broders banemand.

17.
Hvad alv vel du,
vel ei aasguds søn,
vel ei vane vís
hvi red ene
du ilden vild
vore sale at se?”

18.
Skirne kvad.
“Ei alv jeg er,
ei aasguds søn
ei heller vane vis;
dog red ene
jeg ilden vild
eders sale at se.

19.
Ebler gyldne
elve jeg har,
dem, Gerd! jeg giver dig,
elsk at fange,
saa du Frey siger
leve dig mest til lyst.“

20.
Gerd kvad.
“Ebler elve
jeg aldrig tar
levende mand til lyst;
aldrig i livet
skal jeg og Frey
begge tilsammen bo.

21.
Skirne kvad.
“Baug jeg dig byder
paa baalet lagt
med Odens unge søn;
drypper der otte
jevntunge af den
niende hver en nat.”

22.
Gerd kvad.
“Baug jeg ei tar,
om paa baalet lagt
med Odens unge søn;
guld mig ei fattes
i Gyme’s gaard,
med fader fælles gods.”

23.
Skirne kvad.
“Ser du det sverd, mø!
smalt og malmlagt,
jeg har i hænde her?
hoved af halsen
jeg hugger dig,
enes du ei med mig.“

24.
Gerd kvad.
“Tvang vist aldrig
jeg taale vil
levende mand til lyst;
gjetter jeg, treffes
Gyme og du,
stridbare, kamp der staar.”

25.
Skirne kvad.
“Ser du det sverd, mø!
smalt og malmlagt,
jeg har i hænde her?
ældgamle jotun
for eggen segner,
feig da din fader er.

26.
Med tryllevaand
jeg dig temme skal,
mø! til viljen min;
der skal du vanke,
hvor verdens æt
aldrig dig siden ser.

27.
Paa ørns tue
aarle du sidde,
vende dig verden fra,
veire mod Helheim hen;
léd være mad dig,
mer end nogen
ormen blank paa jord.

28.
Til under vær,
hvor ud du gaar,
mod dig Hrímne maabe,
mod dig hver en glaabe;
mer end guders vagt
vær du vide kjendt;
gab du fra grinden ud.

29.
Ynk og jammer,
angst og lede,
svulme dig graad med gru;
sæt du dig ned,
sige dig vil jeg
svare sorgens nød,
tvefold trengsels vé.

30.
Trold al dagen
dig trenge skal
inden jotners gaard;
til hrimthurs-hal
du hen hver dag
vanke viljeløs
vanke viljebrudt;
graad for gammen
til gjengjeld faa,
døie med taarer trengsel.

31.
Med trehovdet thurs
du din tid leve,
eller du ugift gaa;
dig lyst lokke
dig kval kvæle;
vord som tidslen,
som trykket er
øverst i svalen ind.

32.
Til holt jeg fór,
til friske træ,
trylletén at faa,
trylletén jeg fik.

33.
Vred er dig Oden,
vred æsers pryd,
fiendsk dig være Frey,
du frække mø!
faaet har du
guders vrede grum.

34.
Hør det, jotner,
hør det, thurser,
Suttungs sønner,
selve de æser,
hvor jeg forbyder,
hvor jeg forbander
møen mandegammen,
møen mandegavn.

35.
Hrímgrímne have
til husbond du
nede om liggrind langt;
der dig træle
ved træets rod
give de gjeders vand;
aldrig skal bydes
dig bedre drik,
mø! mod minde dit,
mø! med minde mit.

36.
Thurs jeg dig rister,
runetegn tre:
utugt, afsind og ank;
rister saa af,
som jeg risted ind,
om gjøres trang dertil.”

37.
Gerd kvad.
“Hil dig da helst, svend!
hornet du tage
fyldt med mægtig mjød;
var dog min agt,
aldrig jeg skulde
Vanegud vorde huld.”

38.
Skirne kvad.
“Alt mit ærind
endt vil jeg vide
før herfra jeg rider hjem
naar vil i stevne
du Njords søn bold
være til vilje huld?”

39.
Gerd kvad.
“Barre heder,
os begge kjendt,
en lund saa stille lun;
om nætter ni
skal Njords søn der
fange af Gerd gamen.”

Da red Skirne hjem ; Frey stod ude og hilsed ham og spurgte om tidende:

40.
“Sig du mig, Skirne!
før du tar sadel af hest,
og du fjed stiger frem:
hvad evned du
i jotunheim
dig eller mig til mon?”

41.
Skirne kvad.
“Barre heder,
os begge kjendt,
en lund saa stille lun;
om nætter ni
skal Njords søn der
fange af Gerd gammen. “

42.
Frey kvad.
“Lang er natten,
lange er to,
hvor vil jeg tæres tre!
tidt mig maaned
mindre tyktes
end halv slig hugsótts nat.”

---

Noter.

Hlidskjalv ɔ: portbenken, ved Valhal, hvorfra man saa ud over al verden.
(4): Alvglands ɔ: solen.
(6): Gyme ɔ: en jotun, Gerd’s fader.
(8): slaglue ɔ: lue, som slaar op i skiftende bølger, trylleluen om Gerd’s bolig.
(16): Vsp. 53 kaldes Frey: Bele’s bane.
(21): Baug ɔ: Odens ring, Draupne, lagt paa Balders ligbaal.
(23): malmlagt ɔ: indlagt med figurer af andet metal.
(28): guders vagt ɔ: Heimdall.
(32): til friske træ: jvf. Den Høies ord str. 151.
(33): æsers pryd ɔ: Thor.
(36): Thurs, et runetegn.