Skirnesmål (C. A. E. Jessen)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Eddadigte

Oversat af
Carl Arnold Edwin Jessen
Udgivet 1867

Skirnes-Mål

(Frø havde sat sig i Lidskjalv og set ud over alle Verdener, og i Jætteverden set en Mø gå fra sin Faders 'Skåle' til sin 'Skemme’. Han »fik stor Husot«. Njord og Skade beder Frøs Svend Skirne fritte Frø:)

Skade:
»Skirne, rejs dig,
skynd dig at bede
om Samtale Sønnen,
og den kloge Frænde
derom at fritte,
mod hvem han sin Vrede har vendt.« 

Skirne:
»Onde Ord jeg vænter mig
hos eders Søn,
om jeg går til Manden at mæle,
og den kloge Frænde
derom at fritte,
mod hvem han sin Vrede har vendt.« 

(Skirne kommer til Frø.)

Skirne:
»Sig du mig det, Frø,
Fyrste blandt Guder,
og vide det vilde jeg:
hvi ene du sidder
i Salene vide,
min Drot, i Dage.« 

Frø:
»Hvi skulde jeg sige,
du unge Svend,
min Sorg den store?
Ti Alv-rødul
lyser i alle Dage,
men lidet til Lyst for mig.« 

Skirne:
»Din Atrå, véd jeg,
så svar ej kan være,
at ej du den siger til Svenden;
ti at unge sammen
i årle Tid var vi;
tro kunde vi to hinanden.« 

Frø:
»I Gymes Gårde
jeg gange så
en Mø for Længsel min;
Arme lyste,
og deden af
Himmel og Hav.

Efter Mø jeg længes mer
end nogen Mand,
ung i årle Dage.
Af Æser og af Alver
der er ingen, som vil,
at vi to tilsammen må være.« 

Skirne:
»Hest giv du mig da,
som hen mig bær over dunkle,
over vise 'Vavr-Lue’,
tilmed det Sværd,
som selv sig svinger
mod Jætners Æt.« 

Frø:
»Hest jeg dig giver,
som hen dig bær over dunkle,
over vise Vavr-Lue,
tilmed det Sværd,
som svinger sig selv,
når dén har Mod, som det drager.« 

(Skirne taler til Hesten:)
»Mørkt er ude;
Tid er for os at fare
vidt over de Fjælde våde.
Begge kommer vi over,
eller os begge tager
han, den vældige Jætte.« 

(Skirne rider i Jættehjem til Gymes Gårde, og finder glubske Hunde for Skigårdsleddet ved Gerds Sal; han rider hen, hvor en Fæhyrde sidder på Høj, og tiltaler ham:)

Sig du det Hyrde,
som på Højen sidder,
og vogter alle Veje:
hur til Orde jeg kommer
med den unge Mår
for Gymes Hunde grå?« 

Hyrden:
»Mon dødsens du er,
eller Dødning alt.
- - - -
Til Orde komme
du aldrig skal
med Gymes Mø hin gode.« 

Skirne:
»Kår ere bedre
fremfor at klynke
for hvem som er fus til Færden;
én Dag
blev Alder mig skabt,
og hele Livet mig lagt.« 

Gerd:
»Hvad Døn er dét,
som dønne jeg hører
her i Husene vore?
Jord bæver;
og trindt om skælve
Gymes Gårde alle.« 

En Tærne:
»En Mand er ude her,
stegen af Hesterygg,
lader Ganger af Græsset bide.
- - - -

Gerd:
»Ind bed du ham skride
i Sal hos os,
og drikke hin dyre Mjød.
Dog varer det mig,
at her ude mon være
min Broders Bane.« 

(Skirne kommer ind.)

Gerd:
»Hvem er du af Alver,
eller af Æsers Sønner,
eller af vise Vaner?
Hvi ene kom du
over vildene Ild,
for Sale hos os at se?« 

Skirne:
»Ej er jeg af Alver,
eller af Æsers Sønner,
eller af vise Vaner;
dog ene kom jeg
over vildene Ild,
at se på Sale hos jer.

Æbler elleve
her har jeg, algyldne;
dem mon jeg, Gerd, dig give,
Fred at købe,
at om Frø du siger,
han lever mindst led dig af alle.« 

Gerd:
Ȯbler elleve
aldrig jeg tager
til Mands Moro;
og Frø og jeg,
så langt frem vi lever,
bygger aldrig begge sammen.« 

Skirne:
»Ring jeg dig byder,
som brændt blev
med Odins unge Søn;
otte ere jævn-tunge,
som af den dryppe
hver niende Nat.« 

Gerd:
»Ring ikke jeg tager,
om end brændt den blev
med Odins Søn hin unge;
Guld jeg ej mangler
i Gymes Gårde,
eller Del i min Faders Fæ.« 

Skirne:
»Ser du denne Klinge, Mø,
skarp, og med sære Tegn,
som jeg haver i Hænde her?
Hovedet hugge
jeg vil af din Hals,
hvis ej til Føje du falder.« 

Gerd:
»Tvang aldrig
tåle jeg vil
til Mands Moro;
men det jeg gætter,
om du og Gyme mødes,
kamp-glade, at Glavind svinges.« 

Skirne:
»Ser du denne Klinge, Mø,
skarp, og med sære Tegn,
som jeg haver i Hænde her:
for slige Egge
segner den gamle Jætte,
falder dødsens din Fader.

Med Tæmmevånd jeg rammer dig,
og tæmme dig mon jeg,
Mø, alt efter min Magt.
Did skal du fare,
hvor Folks Børn
aldrig dig siden se.

På Ørne-Tue
årle skal du sidde,
stirre fra Hjem, snøfte til Hel.
Mad være dig ledere,
end af Mænd nogen
er den skinnende Slange.

Til Undersyn du vorde,
når ud du kommer;
Rimne glo! alle glane!
Vidkendt du vorde
fremfor Guders Vogter;
og gabe du fra Grind.

Tåbe og måbe!
tosses og ej fordrage!
vokse dig Tårer med Trængsel!
Sæt du dig ned;
og sige dig vil jeg
hin svare Sorgstrøm.

Trolde skal dig lemre
på Trængslers Dag
i Jætte-Hjems Gårde.
Til Rimturse-Hal
skal du hver Dag hen
sygnende snige.

Med en Turs skal du drages,
en med Hoveder tre,
eller mand-løs leve.
Som Tidsel du vorde,
den som trængt var
oppe i Tag.

Til Skovs jeg gik,
til den side Lund,
Gamban-Tén at tage;
Gamban-Tén jeg tog
- - - -

Vred er dig Odin
og Æsers Formand!
Dig skal Frø være fjendsk.
Din fæle Mø!
Og fået du har
Gamban- Vrede af Guder!

Høre det Jætner!
høre Rim-Turser!
Suttunge-Sønner !
hvorlunde jeg forbyder,
hvor Band jeg lægger
på alle Mænd for Møen.

Rimgrimne heder Turs,
som have dig skal
neden under Nå-Grind.
Og dér skal fæle Skræmsler
ved Skovs Rødder
vammelt Vand dig give.

Turs rister jeg dig
og trende Stave:
'Arg’ og 'Galen’ og 'Utål'.¹⁾
Så rister jeg af,
som på jeg risted,
om til Gavn det gøres.« 

Gerd:
»Nu, heller var hilset, Svend,
og tag her mod Rim-Kalken,
fuld af den forne Mjød;
dog havde jeg agtet,
at aldrig jeg skulde
unde Vanesøn vel.« 

Skirne:
Ȯrender mine
vil alle jeg vide,
for hjem til Hest jeg drager heden:
når vil Ting-Møde
du til-sige
og nævne for Njords Søn?« 

Gerd:
»Barre den heder,
som begge vi véd,
’Lún-Fare-Lunden'; [?]
og dér om Nætter ni
mon Njords Søn
mødes med Gerd til Gammen.« 

(Skirne kommer hjem; Frø står udenfor.)

Frø:
»Sig du mig det Skirne,
før af Hest du kaster Sadel,
og før Fjed du stiger fremad:
hvad af Ærende du røgted
i Rimturse-Hjem
til Ro for dig eller mig?« 

Skirne:
»Barre den heder,
som begge vi véd,
Lún-Fare-Lunden ;
og dér om Nætter ni
mon Njords Søn
mødes med Gerd til Gammen.« 

Frø:
»Lang er Nat;
lange ere to;
hure mon jeg tåle tre?
ofte en Måned
mindre mig tyktes,
end den halve 'Hy-Nat'.« 

---

Noter:

1. »Turs« d. e. Runen þ (th), der hed þurs. »Trende Stave« d. e. tre Runestave, eller tre Runer: A, G, U.