Det Grönlandske Atlamaal (FM)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange

Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821

Det Grönlandske Atlamaal.

[See den kbh. Udg. II, 411-86, 950-56. Saga-Bibl. l. c. samt især Volsunga-Saga Kap. 42-47 jevnfr. med den yngre Edda S. 141-142. Stoffet er bearbeidet dramatisk i de la Motte Fouqvés Sörgespil: Sigurds Rache].

1. Vidt spurgtes de Sagn

At fordum holdte

Mænd en Forsamling,

Stadfæsted ved Eder

Lönlig Aftale —

Dem siden Faren trued,

Dog Giukes Sönner ej mindre.

Thi de forraadte vare.

2. Skjoldungernes Skjæhne

Modnedes til Död;

Ilde handled Atle,

Havde dog Forstand;

Stærk Stötte han fældte,

Stred haardt mod sig —

Svigfuldt Bud han sendte

Svogre, snart at komme.

3. Klog var Husfruen,

Fornuftig hun tænkte,

Lagt havde hun Mærke

Til lönlige Taler;

Ondt havde den Vise,

Hun vilde dem hjelpe,

Skulde over Sö seile

Men selv ej reise kunde.

4. Runer da hun risted,

Vinge dem forfalsked —

Det Fordærv han förte —

För han dem afhænded.

Atles Sendebud

Siden foere

Over bugtet Fjord

Did hvor Kjæmper boede.

5. Ved Drik de sig glæded,

Gildets Ild blev tændt;

Ingen Svig de aned

At det Komme voldte;

Mod Gaver de toge

Som Venskab dem sendte;

Paa Söjlen dem ophængte —

Paa ingen Fare tænkte.

6. Ind kom da Högnes

Hustru Kostbera,

En heel-forsigtig Qvinde,

Og hilste dem begge;

Glad var og Glömvare,

Gunnars Mage;

Ej Höviskheds Pligter hun glemte

Men sörged for Gjæsters Behov. —

7. Hjem böde de Högne

At han det tækkes skulde —

Havde de sig besindet

Den Svig var röbet bleven! —

Gunnar Reisen lovte

Hvis Högne saa vilde

Högne den afslog

Da hin derom talte. —

8. Miöd bare de Favre,

Mange Slags frembragtes,

Af Horn en Mængde tömtes

Til nok man drukket fik.

9. Mager Seng beredte

Som mageligst dem tyktes —

Kyndig var Kostbera,

Hun kunde skjelne Runer;

Ved Ildens Skin

Ord-Stave hun læste —

(Hun for begge Gummer

Tungen vogte maatte) —

Forvildrede de vare

Og neppe tydes kunde.

10. Hun siden gik

Med Högne til Seng,

Den Folk-milde drömte,

Det ej heller skjulte,

Klog det Kongen sagde

Saa snart som hun vaagned.

11. "Fra Hjemmet vil du Högne!

De Raad du vel betænke,

Faa ere fuldkloge;

Far du en anden Gang.

12. Jeg tyded de Runer

Som ristet har din Söster;

For denne Gang dig ej

Den Favre har indbudet;

Mest over Et jeg undres

Og end ej det forstaaer,

Hvad vel den Vise hændtes

At vildt hun ridse skulde;

Thi saa der sagdes

Som det blive vilde

Död for Eder begge

Hvis I snarlig kom. —

En Stav hun fattes eller

Andre det maa volde." —

13. HÖGN. "Ondartede ere de alle,

Ej sligt jeg vente kunde,

det ej heller söge

Mens vi det ej fortjene —

Os vil med glödrödt Guld

Den Konning overvælde —

Aldrig jeg ræddes,

Skjönt Rædsel vi sporge."

14. KOSTB. "Eders Gang skal vakle

Hvis I did mon stunde;

Kjærlig Gjæstning der

Dengang ej I finde;

Högne! jeg har drömt,

Det jeg skjuler ikke,

Jer Modgang forestaaer

Som frygte jeg maa.

15. Jeg tyktes at dit Lagen

I Ilden brændte,

Og at höjen Flamme

Mit Hus gjennembraged."

16. HÖGN. "Her ligge Lin-Klæder

Som lidet I agte,

Som Lagenet du saa

Snart de brænde skulle."

17. KOSTB. "Jeg saa en Björn indkomme,

Den Bænkene slog sönder

Og rysted sine Labber

At rædde vi bleve;

I Gabet greb os mange

Saa intet vi formaaede;

Der opkom en Dundren

Som ikke var liden."

18. HÖGN. "Et Væir vil paakomme,

Snart stormende rase;

Den hvide Björn du saa

Til Hagl fra Östen bliver."

19. KOSTB. "Jeg tyktes gjennem det hele

Hus en Örn indflöj;

Svart det vil os vorde,

Med Blod den os alle stænkte —

Af Ordene jeg troede

At Atles Ham det var."

20. HÖGN. "Rundelig vi slagte,

Rödme da vi see;

Det ofte Öxne betyder

Naar om Örne man drömmer —

Oprigtig er Atles Hu

Hvad end du drömme kan."

Ej talte de mere,

Hver Tale faaer Ende. —

____

21. Vaagnede Velbaarne,

Det ligervis dem gik;

Glomvöre derpaa agted

At Sövnen Ondt bebuded,

Som hindred Gunnar hen

Og hjem uskadt at drage.

22. "Jeg tyktes dig en Galge

Var reist, du gik til Snaren —

At jeg dig traf, hvor Orme

Dig levende fortærte —

At Gudernes Tusmörke

Kom paa — udtyd de Drömme!

23. Jeg saa et blodigt Sværd

Ud af din Skjorte taget —

Ondt er om saadan Sövn

Sin Mage at fortælle! —

Jeg end en Landse saa

Dig midt igjennem staa

Og ved dens begge Ender

Jeg Ulve tude hörte."

24. GUNN. "Hunde der rende

Og heftig ville gjöe —

Tit Hundeglam bebuder

Landsernes Flugt."

25. GLÖMV. "Jeg her en Elv saa löbe

Langs efter Huset;

Den voldsomt frembruste,

Bænke overskylte,

Eders, begge Brödres,

Födder sönderbröd;

Intet Floden skaante —

Det noget vil betyde! —

26. Jeg syntes döde Qvinder

Kom hid i Nat,

Ej tækkelig klædte,

Kaare dig vilde,

Til sine Bænke

Böde dig i Hast —

Jeg troer at dine Diser

Dig have alt forladt,"

27. GUNN. Sligt for sildig siges —

Saa er nu besluttet

Ej jeg den Reise skyer

Som engang var bestemt;

Os mange Varsler vise

Vor Levetid blir kort."

____

28. Saasnart Dagen gryede

De reiselystne alle

Sig skyndte op at staa,

De andre det fraraadte —

De fem tilsammen fore;

Kun dobbelt flere

Huskarle vare med —

(Ej ret betænkt det var)

Snævar og Solar

De vare Högnes Sönner,

Orkning en nævntes

Som og dem fulgte,

Den blide Skjoldbærer

Var Broder til hans Qvinde.

29. Dem fulgte faver-klædte

Til Floden dem adskilte;

De Skjönne dem fraraadte,

Ej Heltene det ændsed.

30. Glomvöre talte,

Gunnars Mage,

Saa til Vinge,

Som hun værdigt troede:

"Ej veed jeg om I lönner,

Som önske vi maa —

Forbrydersk er Gjæstens Komme,

Naar det Ulykker volder."

31. Soer da Vinge

Sig han lidet skaante:

"Ham Jætterne eje

Hvis for Eder han löj,

Og Galgen hans Krop

Om Fred han vil bryde!"

32. Bera saa talte

Blid i Hu:

"Seiler med Held,

Sejer eder fölge

Gaa det som jeg önsker! —

Den Færd ej hindres kan!" —

33. Högne da svarte

(Godt sin Slægt han undte):

"Fatter Mod I Vakkre!

Hvor det end mon gaa —

Mange sligt sige,

Dog med stor Forskjel,

Somme lidet ændse

Afskedsfærd fra Hjemmet. —

34. Öjekast de vexled

Til Afstand dem skjulte —

Da vendtes Skjæbnens Gang

Og skiltes deres Veje!

35. Kraftig de roede,

Kjölen halv frastödte,

Vældig Aaren svinged,

Vrede Kroppen böjed,

Tougene sprange,

Rorpindene brödes —

Ej Færgen de fæsted

För fra den de ginge.

36. Lidet derefter

(Jeg Enden vil mindes)

Den Borg saa de staa

Som Budle ejet havde —

höjt knirkede Porten

Da paa den Högne banked.

37. Ord sagde da Vinge,

Utalt det være burde:

"Farer fjærnt fra Huse,

Ej Indgang did er tryg —

Snart jeg faaer jer brændte;

Strax I hugges skulle —

Blidt jeg bad jer komme,

Svig var skjult derunder —

Venter her mens jeg

For eder Galgen reiser".

38. De Ord sagde Högne —

Ej agted han at vige,

Ham intet forfærded

Af alt som ham mödte —

"Tænk ej os at skræmme,

Det sjelden du pröve;

Om et Ord du tillægger

Dit Onde det forlænger." —

39. Til Vinge de stödte,

Ihjel de ham sloge,

Med Öxer ham fældte;

Aanden veg med Hulken.

40. Atle og hans Flokke

Brynier da paatoge,

Gik i Rustning frem,

Et Gjærde dem adskilte;

Ord de sammen vexled

Alle i Vrede:

"För vi fast beslutted

At skille jer ved Livet."

41. "Ilde det sig viser

At I det för bestemte;

End ere I uberedte

Og En vi fældet have,

Slaget til Döde —

Af eders Flok han var."

42. Rasende de bleve

Da slige Ord de hörte,

Ud Fingrene strakte

Og Strængene spændte;

Skjöde skarpt, men sig

Med Skjolde selv forsvarte.

43. Ind bragte Sagnet

Hvad ude de bedreve,

Höjt for Hallen det

Hörtes Trællen raabe.

44. Opbragt blev Gudrune

Ved den Sorg at bore,

Tildækket med Hals-Smykker

Dem alle bort hun kasted,

Slængte saa Sölvet

At sönder sprang de Ringe.

45. Ud gik hun siden

Ej ret lemfældig;

Foer frem uden Sky,

Hilste de Komne;

Hasted til Niflunger,

Den Hilsen var den sidste,

Oprigtighed den fulgte

Og flere Ord hun talte:

46. "Med Lignelser jeg sögte

Fra Reisen jer at holde;

Mod Skjæbnen Ingen magter,

Thi skulde I her komme." —

Med stor Forstand hun talte

Om de forliges kunde,

Ej derpaa de agted,

Alle Nej de svarte.

47. Saa da den Held-baarne

At haard blev dem Legen;

Paa tapper Færd hun pönsed

Og Kaaben fra sig smed.

Et nögent Sværd hun greb

Og Brödres Liv forsvarte,

I Kampen behændig

Hvor Hænder til rakte.

48. Giukes Datter lod

Trende Kjæmper segne,

Saared Atles Broder,

Han siden bæres maatte;

Saa snildelig hun slog

At Slaget Foden tog;

Hun saa hug en anden

At han ej meer sig reiste,

Til Hel ham sendte — hendes

Hænder ej skjalve.

49. Den Strid som der stod

Af Rygtet ophöjes,

Dog Giukes Börns Bedrifter

Alt andet fordunkled.;

Saa spurgtes Niflunger

Medens selv de leved,

Svinge Kampens Sværd,

Söndersplitte Brynier,

Og Hjelme saa hugge

Som havde de Mod.

50. Den Morgen mest de kjæmped

Til Middagsstunden,

Hele Otten og

Den halve Dag —

For der nok var stredet,

Blod paa Sletten strömmed.

Atten faldne vare;

Over dem vandt Sejer

51. Bera's tvende Sönner,

Hendes Broder med.

Rask da (Atle) talte,

Vred han dog var:

"Ondt er sig om at skue,

Eders Skyld er sligt;

Vi tredive vare

Stridbare Mænd,

Kun elleve efter leve –

Alt for stort er Tabet.

Fem Brödre vi vare

Da Budle vi misted;

Hel de halve haver,

Hugne tvende ligge.

52. Stort Svogerskab fik jeg,

Ej kan jeg det skjule,

Forfærdelige Kone!

Ej godt af det jeg nyder;

Sjelden blidt jeg havde

Siden hid du kom:

Jer; Frænder beröves,

Föler tit mig sveget;

Til Hel min Söster I sendte

Som mig bittrest er."

53. "Sligt Atle! nu du mindes

Som för du selv bedrev;

Min Moder du greb

Og myrded for Skatte;

Vakker Søsterdatter

Du sulted i en Hule —

Kun Löjer det mig tykkes

Naar Sorger du opregner;

Guderne jeg takker

At det gaaer dig ilde;"

54. "Jeg egger eder Jarler!

Overmodig Qvinde

Stor Harm at tilföje,

Det Syn mig glæde vilde!

Anstrænger alle Kræfter

At Gudrune klynker,

See jeg det önsker

At ej hun Glæde nyder. — —

55. Tager I Högne,

Ham med Kniven flænger,

Skjærer Hjertet ud,

I skulle det fuldbringe;

Grumsindet Gunnar

Til Galgetræet binder,

Kraftig Strikken knytter,

Kalder Orme did." —

HÖGNE sagde:

56. "Gjör som du lyster,

Glad derpaa jeg bier;

Rask jeg skal mig vise,

Jeg för har værre prövet —

Skade I finge

Mens karske vi stode,

Saa os Saar nu böje

At selv I raade maa." — —

57. Det Atles Bryde

Beite sagde:,

"Hjalle skulle vi tage

Men Högne skaane,

Halvt Værk da fuldbyrdes,

Han at döe forskylder

Saa længe som han lever

En lumpen (Træl) han bliver." —

58. Ræd blev Kjedles Vogter,

Sin Plads han snart forlod,

Godt han klynke kunde,

Klavred i hver Vraa;

Sin Ufærd han beklaged

For andres Kamp at böde,

Og den Ulykkes-Dag

Naar döe fra Svin han skulde,

Fra al den Overflod

Som didtil nydt han havde.

59. Budles Træl de grebe

Og blottede Kniven,

Ond Usling tuded

För Odden han fölte;

Lovte Tid sig tage

Til at gjöde Marker,

Værst Arbeid forrette

Hvis vel derfra han slap;

Sig glad Hjalle sagde

Hvis saa han Livet fik.

60. Högne da beslutted,

Faa det gjöre vilde,

For Trællen at bede

Saa han undslippe kunde —

For mig jeg agter mindre

At öve denne Leeg;

Hvi skulde her vi taale

At höre paa den Skraal!"

61. De toge den Folk-gode

Da for strænge Mænd

Ej Midler længer gaves

Slig Gjerning at forhale —

Högne da lo,

Det hörte Dagens Sönner;

Han sig hærde kunde,

Qvaler vel han taalte.

62- Harpen tog Gunnar,

Den med Tæer slog,

Slaa han den saa kunde

At Qvinder græde;

Og de Kjæmper rörtes

Som kunde, nöjest höre —

Raad gav han bold Dronning —

Bjelker sönder sprunge.

63. Saa de Herlige Döde

I Dagens förste Stund;

Efter sig de lode

Leve Stordaads Minde.

64. Stor tyktes Atle være,

Han steg over dem begge;

Den Ædle Sorg han sagde

Med smædelige Ord:

"Morgen er nu Gudrun!

Du misted dine Hulde,

Selv har du Skyld i noget

At saa det har gaaet.

65. GUDR. "Glad er du nu Atle!

Mord du forkynder,

Anger skal dig gribe

Inden alt du pröver.

Den Arvedeel dig levnes

Dig jeg kan fortælle:

Fra Ondt du aldrig skilles

For ogsaa jeg er död."

66. ATLE. "Sligt kan jeg hindre,

Jeg seer et andet Raad ...

Meget mildere —

Godt vi tit forkaste —

Jeg vil dig tröste

Med herlige Gaver,

Livegne — sneehvidt Sölv

Saa meget du vil eje."

67. GUDR. "Det Haab til intet vorder,

Jeg vil det afslaa;

Forliget jeg bröd

For mindre Bröde —

Ublid for jeg tyktes,

Foröges det vil —

Alt Nag jeg undertrykte

Medens Högne leved.

68. Opfödte vi vare

I et Hus tilsammen,

Mangen Leg vi legte,

I Lunden opvoxte —

Grimhilde os begaved

Med Guld og Hals-Smykker —

Brödres Tab du aldrig

Erstatte mig kan,

Eller det gjöre

Som godt mig tykkes. — —

69. Mænds Vold Qvinders

Kaar nedtrykker;

I Skjödet Frugten falder

Hvis Grenene bugne,

Træet snart vil lude

Naar Roden man beskjærer —

Nu Atle! over Alt

Du ene her kan raade." —

70. Stor var den Uforstand

At Kongen saadant troede,

Vel synlig var den List

Hvis vogtet sig han havde;

Ænghjertet Gudrun tale

Da mod sin Tanke kunde;

Letsindig sig anstille,

Med tvende Skjolde legte.

71. Et Gilde hun beredte

Som Brödres Arve-Öl,

Det Atle ligervis

For sine give vilde.

72. Det ved Aftalen blev —

Og Drikken var tillavet;

For stor var Ödselheden

Der i det Samfund hersked —

Haard var behjertet Qvinde,

Hun Budles Slægt modstod;

Mod egen Mand hun vilde

Udöve grusom Hævn.

73. Hun lokkede de Smaa,

Lagde dem paa Stok;

De Grumme Modet tabte,

Græde dog ikke —

I Moders Favn de fore,

Fritted hvad de skulde.

74. "Spörger lidt derefter,

Jeg begge vil forkomme;

Længe jeg har lystet

At læge jer for Ælde."

75. "Dræb Börn som du vil,

Det Ingen forbyder —

Kort Ro venter Vreden —

Hvis Brödrenes friske

Barndom, du Stridslystne i

Ret forsöger,

Alt gaaer som det bör." —

Hun begges Hoved afskjar. — —

76. Atle snart spurgte

Efter sine Drenge,

Hvorhen til Leeg de ginge

Da han dem ikke saa.

77. GUDR. "Jeg vil gaa did over

Atle det at sige." — —

"Grimhildes Datter

For dig ej sligt vil skjule;

Naar alt du erfarer

Atle! mindst da glædes;

Du stor Ulykke vakte

Ved mine Brödres Drab!

78. Meget sjelden sov jeg

Siden de faldt;

Haardt jeg dig trued,

Nu har jeg dig erindret.

En Morgen mig du fortalte

Det mindes jeg nöje,

Nu er det Aften

Og du bör det spörge.

79. De Sönner har du mistet

Som mindst du skulde;

Vid, deres Hovedskaller

Haves til Drik-skaaler;

Din Drik jeg dröjed

Med deres röde Blod.

Jeg tog deres Hjerter

Paa Tenen dem stegte,

Dig siden dem bragte

Som de var af Kalve; —

Ene sligt du voldte! —

Intet du levned,

Brugte trolig Tænder,

Tygged ret med Lyst. —

80. Saa fandt du dine Sönner,

Faa sig det værre lave! —

Min Deel jeg selv har naaet

Og vil deraf ej prale!"

81. ATLE. "Grum var du Gudrun!

Da saa gjöre du kunde

Med egne Börns Blod

At blande min Drik —

Den Slægt du ombragte

Som burde du mindst —

Og mig uophörlig

Ulykke tilföjer."

82. GUDR. "End er det min Villie

At ende dit Liv,

Neppe nok af Ondt

Ydes slig en Konning,

För havde du bedrevet

I denne Verden

Daarlig Grumheds Værk

Blandt Folk uhörte. —

Du har nu dem formeret

Som nys vi spurgte,

Stor Udaad udövet —

Dit Arv-Öl har du givet."

83. ATLE. "Paa Baal skal du brændes

Og stenet för vorde —

Da har du det opnaaet

Hvortil du immer stræber."

84. GUDR. "Slig Sorrig du dig selv

I Morgen fortælle —

Jeg ved en skjönnere Död

Til andet Lys vil drage." —

85. I samme Gaard de sade,

Vexled hadske Tanker,

Kasted Vredes-Ord —

Begge Glæden savned.

86. I Had en Niflung opvoxte,

Han paa Stordaad pönsed;

For Gudrun han det yttred

At fiendsk han var mod Atle.

87. Högnes Medfart randt

Hende i Tanke;

Held for ham hun sagde,

Hvis Hævn han fuldbyrded. —

Dödet blev da Atle

Inden stakket Tid;

Ham Högnes Sön saared

Og selve Gudrun med.

88. Talte da den Raske,

Hans Sövn forstyrret blev,

Snart Vunder han fölte, men Bindsel

Behöves, han sagde, dog ej —

"Siger det sandeste,

Hvo slog Budles Sön?

Haard Medfart har jeg prövet. —

Ej Haab til Liv han sagde.

89. GUDR. "Grimhildes Datter

For dig det ej vil skjule,

Vid jeg det volder

Dit Liv gaaer til Ende,

Og Högnes Sön har Deel

I dine Ulivs-Saar."

90. ATLE. "Fræk gik du til

Afskyeligt Mord;

Ondt er at forraade

Ham, som dig vel troede,

(Saa) drog jeg fra mit Hjem

Til dig at beile, Gudrun!

91. En Enke du var,

Man sagde storsindet;

Vi det ingen Lögn

Være siden pröved.

Hid hjem du drog,

Hærskarer os fulgte;

Herlig da var

Vor hele Færd.

92. Al Hæder vederfores

Höjbaarne Gjæster —

Overflod af store

öxne var til Fode —

Af Rigdomme Nok,

Som deeltes blandt mange.

93. Jeg Fæstensgave yded

Den Ædle; Smykkers Mængde

Tredive Trælle

Syv vakkre Terner —

Hæderligt var sligt,

Sölvet var dog mere.

94. Alt det du agted

Som intet det var,

Mens de Lande laa urörte

Som levnet Budle havde;

Saa du undergrov —

Intet blid modtog —

Din Svigermoder tit

Forgrædt du sidde, lod;

Af Tyendet jeg siden

Ej nogen saa fornöjet."

95. GUDR. "Nu lyver du Atle!

Skjönt lidet jeg det agter;

Sagtmodig var jeg sjelden,

Men svare Hug du uddeelte —

I Brödre sloges unge,

Hinanden bagtalte;

Hælvten af dit Hus

Til Hel nedstyrted;

Alt ravede som

Til Held skulde tjene.

96. Tre Södskende vi vare,

Kjække vi tyktes,

Af Landet vi fore,

Fulgtes med Sigurd.

Vi sværmed omkring,

Et Skib förte hver,

Paa Reiser Lykken sögte

Til öster paa vi kom.

97. En Konning först vi fældte,

Landet der indtoge;

Herser os til haande ginge,

Det vidnede om Frygt.

Fra Skoven vi frelste

Hvem Freden vi undte,

Til Velstand den ophöjed

Der intet för besad.

98. Hunnisk Helt döde,

Snart daled min Lykke,

Stor Sorg den Unge plaged;

En Enkes Lod blev min.

Qvalfuldt var at leve

Og komme i Atles Hus —

En Helt var for min egen,

Haardt var det Tab!

99. Ej kom du fra et Möde

Saa vidt vi spörge kunde,

At ret din Sag du sögte

Og Sejerherre blev;

Du vilde stedse vige,

Intet kjekt forsvare. —

Det tyst vi blive lade."

— — — — —

100. ATLE. "Usandt du Gudrun! siger,

Kun lidt derved forbedres

Din Lod eller min,

Vi alle meget tabte —

Nu af din Godhed

Gudrun du handle

Os til Hæder,

Naar ud jeg skal bæres."

101. GUDR. "Et Skib vil jeg kjöbe,

En Kiste af Steen,

Vel Lagener væxe

til Svöb om dit Lig,

Hver Mangel alhjelpe

Som havde för vi elsktes." —

102. Afsjælet blev Atle,

Dybt sörged hans Slægt;

Ædelbaaren opfyldte

Alt hvad för hun loved —

(Snart) vis Gudrun

Vilde sig omkomme;

Hendes Dage dvælte,

Hun Döde en anden Gang.

103. Salig den kaldes

Hvo slige Börn

Föder, som de,

Der avledes af Giuke.

I hvert et Land

Skal leve tit forynget

Deres Eftermæle

Hvor Folk det Ören laane.