Snorre Sturlassons historieskrivning - Om Haandskrifterne

Velg sprák	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes pá følgende sprák ►

Snorre Sturlassons historieskrivning

Om Haandskrifterne

av Gustav Storm

Kjøbenhavn, 1873.

Den første, der i nyere Tid bragte de norske Konge-Sagaer ind i Literaturen, var den danske Kannik og Historieskriver Christiern Pedersen, der i sine Tillæg til Saxo optog Stykker af Heimskringla under Navnet "Isleffs og Ares Krønike". Dette Bekjendtskab blev dog blot forbigaaende; thi det Haandskrift, han benyttede, tabtes, og hans Arbeide blev liggende utrykt og opnaaede tilsidst kun Rang som Materiale for Anders Vedel. De fleste Haandskrifter af Snorres Kongesagaer fandtes endnu i Norge, hvor man fremdeles godt forstod det gamle Sprog. Men efterat med Reformationen dansk Sprog havde trængt ind ogsaa udenfor Byerne, og efterat den lærde Stand var bleven rekruteret af Mænd, som havde modtaget den tysk-lutherske Humanismes Vækkelse, da begyndte i Norge ogsaa en literær Sysselsættelse med Sagaerne. I Bergen, hvor man havde det gamle Haandskrift "Kringla", forfattedes omtr. 1550 et kortfattet Uddrag deraf paa Dansk; dette blev snart udbredt i talrige Afskrifter, som ogsaa vandrede til Danmark, hvor allerede i 1569 Uddraget blev læst af Prof. Erasmus Lætus (Glad) og i 1575 blev benyttet af Vedel i Noterne til Oversættélsen af Saxo. Maaske ældre end dette Uddrag er den Oversættelse, som Nordmanden Laurents Hansson efter Codex Frisianus udførte i Aarene 1548-51 paa Opfordring af Mag. Hans Svaning; men ogsaa denne Oversættelse blev liggende utrykt (og er først bleven mere bekjendt i dette Aarhundrede ved Werlauff og Nikolaysen.

Peder Claussøn Friis, (født 1. april 1545 i Egersund, Rogaland, død 15. oktober 1614 i Valle) var en norsk geistlig og historisk- topografisk forfatter.

Først ved det 16de Aarhundredes Slutning, efterat det bergenske Saga-Uddrag var bleven trykt i Danmark (1594), optræder en ny norsk Oversætter; det var Undalspresten Peder Claussøn, hvis Værk ragede høit op over hans Forgjængeres og snart skulde bringe disse i næsten total Forglemmelse. Hans Oversættelse blev udbredt i ikke faa Afskrifter - én af dem, skreven af ham selv, findes endnu i det Welflske Bibliothek i Hannover, og én af dem blev sendt til Danmark, hvor Prof. Ole Worm udgav den (1633). Da var af Kongesagaernes Haandskrifter Kringla allerede indleveret paa Kjøbenhavns Universitetsbibliothek, i 1655 sendtes ogsaa Jöfraskinna did fra Norge, og før 1682 var ogsaa Gullinskinna fulgt efter. I Aarene omtr .1680-82 blev Afskrifter tagne af Kringla og Dele af Jøfraskinna, (især) ved Islændinger for svensk Regning, og efter 1682 lod Torfæus tage Afskrifter af alle disse Codices, især ved sin Haandskriver og Frænde Asgeir Jonsson. Det er fornemmelig disse Islændinger, vi nu skylder Kjendskabet til Heimskringla i sin Helhed; thi 1728 brændte alle Hovedbaandskrifter med Universitetsbibliotheket; de to Haandskrifter (Eirspennill og Frisianus), som da allerede fra Norge var komne til Danmark og bevarede ved Arne Magnusson, var langtfra fuldstændige, og i Sagaernes Hjemland havde denne store Samler kun fundet endel løsrevne Blade af én Membran (A. M. 39). En lignende Skjæbne hayde den Membran havt, som havde tilhørt Stephanius og M. G. de la Gardie og blev lagt til Grund for den ældste svenske Oversættelse (1670); den ødelagdes ved Upsala Brand, og kun en Del er bleven bevaret i Afskrift. - Det er alle disse Codices, hvis Værd og indbyrdes Forhold jeg skal søge at bestemme for at kunne give Svar paa Spørgsmaalet "om noget enkelt Haandskrift kan antages at indehofde Heimskringla fuldstændig, men hvis ikke, hvorledes ér da samme at skaffe tilveie?"

__________

Codex Academicus primus eller "Kringla" - saa kaldt, fordi Haandskriftet tidlig manglede førsté Blad (Fortalen) og derfor kom til at begynde med: "Kringla heimsins" o.s.v. - maa antages at være skreven omkr. 1260. Dets Alder kan bestemmes efter det Skaldatal, som fandtes deri og nu er bevaret i flere Afskrifter; dette maa nemlig være skrevet mellem 1258 og 1264, thi Gissur Torvaldssøn kaldes Gissur jarl (fra 1258 af) og Sturla Tordssøn nævnes ikke som K. Magnus’ Skald, hviket han blev om Høsten 1263. Yngre end c. 1260 kan heller ikke Haandskriftet være, da det nævner Keiser Fredrik som nylig død; desuden gjør det tydelig Forskjel mellem œ og æ. Kringla blev meget smukt afskrevet i 1681-82 af Islændingen Jon Eggertson († 1689) og lidt senere af Asgeir Jonsson. Hans Afskrifts 3 Bind, optagne i Arne Magnussons Bibliothek, blev efter dennes Død adskilte fra hverandre, saa at man først for kort lid siden har opdaget, hvilke Bind der hørte sammen.

Særeget for Kringla - foruden at den mangler første Blad - var, at den fordelte St. Olavs Jærtegn over alle Sagaer fra Harald haardraade til Haakon Herdebred, og at den ikke havdé optaget de mistænkelige Stykker i Sagæme fra Olav kyrre til Harald Gille.

A. M; 39 fol. (a og b) er de Brudstykker af ét Haandskrift, som Arne Magnusson samlede sammen fra forskjellige Kanter paa Island. Det indebolder a) Brudstykker af Haakon d. godes Saga (fra Cap. 17), Harald Graafelds og Olav Trygvessøns Saga (indtil Cap. 87) og b) Olav den helliges Saga fra Cap. 259 og (med flere Lakuner) de følgende Sagaer indtil Cap. 2 af Inge Haraldssøns Saga (Hsk. 735). Haandskriftet er ikke af de ældste, maaske fra c. 1300 (Lutr, Husabœ); det vilde være at betragte næsten som en Afskrift af Kringla, hvis det ikke havde optaget Citatet af "Brimabók", og ikke havde udeladt alle St. Olavs Jærtegn undtagen om Guthorm paa Ringenes, om Kirkebygningen i Nidaros og om Kolbein.

Codex academicus secundus eller "Jöfraskinna" hørte ogsaa til de ældre Haandskrifter, da Afskrifterne viser, at den som Kringla skjelnede mellem æ og œ; da den omtaler Keiser Fredrik som død "fyrir skömmu", kan den vel sættes til 1260-70. Som før omtalt, blev den indleveret paa Kjøbenhavns Univ. Bibl. i 1655 og brændte med dette i 1728. Medens Jöfraskinna endnu var fuídstændigere, blev den afskrevet i Norge fra Mai 1567 til Jan. 1568 af Mag. Jens Nieilsön, Rektor og siden Biskop i Oslo († 1600). Den kaldes Codex Norvegicus (A. M. 37 fol.) eller Wormianus, fordi den har tilhørt Biskop Christian Worm († 1737). Dens Begyndelse er tabt, den gaar fra Cap. 31 af Ynglingasaga (Hsk. 25) og naar til Cap. 73 af Olav den helliges Saga. Cod. Norvegicus repræsenterer Jöfraskinna for én Lakune (Hsk. 120-179). Svensken T. G. Sparfwenfelt har Vaaren 1682 med Bistand af Thord Thorkelsson Vidalin (†. 1662, siden Rektor i Skaalholt 1742) efter Jöfraskinna afskrevet dens Ynglingasaga. Denne Afskrift findes i Upsala Univ. Bibl. - I 1698 afskrev Asgeir Jonsson for Torfæus Jofrakinna, idet han udfyldte Lakunerne dels efter Kringla († Ex. Hsk. 120-179, 503-512, dels efter Gullinskinna (f. Ex. Hsk. 640-646, 729-735, 759-789). - Flere Efterretninger gjør det sikkert, at der paa Jøfraskinnas Titelblad fandtes et stort, malet Billede af St. Olav med Underskrift: "Olafr kgr hinn hælghi"; og Torfæus beretter, at den fortiden Olavs ogsaa kavde Magnus d. godes Billede, og at det var derfor, han gav den Navnet "Jøfraskinna.

Om Olav d. helliges Saga i Jöfraskinna og dens Afhængighed af den reviderede Olavssaga, skal siden tales; her nævner jeg kun, at Skriveren ikke har fundet det nødvendigt at optage i Kongesagaerne de fra den særskilte Saga bekjendte Jærtegn; han har kun beholdt Jærtegnet i Cap. 7 af Olav kyrres Saga, fordi det stod i Forbindelse med Kirkebygningen, som der skulde omtales.

Hvad der især stiller Kringla (med A. M. 39) i Modsætning til Jöfraskinna og de Haandskrifter, der følger den (se nedenfor), er den oftere omtalte Forøgelse, som disse Haandskrifter har modtaget i Sagaerne fra Olav kyrre til Harald Gilles, hvorom mere nedenfor.

GuIlinskinna, som ogsaa var kommet fra Norge før 1682 og brændte i 1728, er ligeledes bevaret ved Asgeir Jonssons Afskrift (A.M. 42 fol.). Den indeholder Sluten af Heimskringla fra Cap. 103 i Harald haardraades Saga, optager Begyndelsen af Sverres Saga indtil Cap. 16 ("gengu með processione ámot honum, eigi hofþu Birkibeinar þetta fyrr reynt"), og derpaa følger Haakon Haakonssøns Saga indtil Cap. 273 (Tapan Sæmundarsona). Da Haakons Saga er forfattet 1265, var altsaa Gullinskinna yngre, maaske fra c. 1270-80. En anden Afskrift af Asgeir Jonsson (A.M. 80 qv.) indeholder kun Brudstykkerne af Sverres og Haakons Sagaer.

Eirspennill (A. M. 47 fol.) indeholder Sluten af Heimskringla fra Cap. 252 i Olav d. helliges Saga samt i kortere Uddrag Sagaerne om Sverre og hans Efterfølgere til 1263. Skriveren har udeladt Snorres Ord, at St. Olavs Skrin ikke har været oplukket siden Aar 1066), og antyder derved en Tid ialfald efter 1268; thi Skrinet blev lukket op i K. Magnus og Erkebiskop Jons Dage (1268-80). Imidlertid er Eirspennill ældre end baade Frisianus og A. M. 39, maaske fra c. 1280, og er saaledes nu det ældste levnede, noget betydeligere Brudstykke af Heimskringla. Den stemmer ellers i alt væsentligt med Jöfraskinna og Gullinskinna. Eirspennill var i Norge i 14de- 16de Aarhundrede; den eiedes af Trond Gardarssøn, Kannik i Nidaros (Erkebiskop fra 1371 † 1381) og i 16de Aarh. af Iver Jensen (Jernskæg) til Fritsø († 1570) og hans Svigersøn, Lagmanden Pros Lauritssøn (Hørby) til Nørholm († 1596), og arvedes med dennes øvrige Bøger af hans Svigersønner, de danske Adelsmænd Knut Knutsen og Niels Mund; gjennem hvilke Hænder den fra dem er kommen til Arne Magnusson, véd jeg ikke at opgive.

Codex Frisianus, eller - som dens rette gamle Navn var - Konungabók, er som før paapeget ialfald for dens senere Del en fri Sammenarbeidelse af Heimskringla og Morkinskinna. Den er skreven omtrent 1300 (eller kort efter) af en Islænding, som enten opholdt sig i Norge eller skrev for Nordmænd. Randgloserne viser, at den i 15de Aarh. fandtes i Norge, og endnu ved 1550 fik Laurents Hansson den tillaans her og afskrev den for sin Oversættelse. Men allerede ved Sluten af Aarhundredet synes den at være kommen til Danmark, thi dens Eier ved denne Tid "Andreas Matthiæ Slangendorpius" (= Anders Madsen Slangerup, latinsk Poet Aar 1603) var en Sjællænding, og i 2den Halvdel af 17de Aarh. eiedes Haandskriftet af den danske Adelsmand Otto Friis til Astrup († 1699) og senere af hans Slægtning, Bogsamleren Jens Rosenkrands († 1695) - deraf dets Navne Codex Frisianus og Rosenkrandsianus; af den sidstes Arvinger kjøbte Arne Magnusson det i 1696. Haandskriftet er nu udgivet af Prof. Unger (Christiania 1871. 8. 632 8. Fortale VI). Skriveren har ikke optaget i sin Bog Snorres Saga om Olav den hellige, men skrevet denne i en egen Bog, hvoraf endnu Brudstykker findes i Stk. kgl. Bibl. Magnus Einarssøns Afskrift af Olav d. helliges Saga (A.M. 70 fol.) ansees for at være skrevet etter denne Bog.

__________

Christiern Pedersen, Kannik i Lund (f. c. 1480 † 1554) har til sine "Tillæg til Saxo" benyttet et Haandskrift af Konge-Sagaerne, som siden er sporløst forsvundet. Chr. Pedersen maa have skrevet sin danske Krønike etter 1521, men før 1529. Hvis nemlig, som Udgiveren af hans Skrifter viser, Stykket om de "Danske Udvandrede" (fra Aar 1521) er forfattet af ham, da kan han i Aaret 1521 ikke have kjendt nogen norsk Krønike. Paa den anden Side optræder Forf. af Krøniken overalt som Katholik, medens det er sikkert, at han før 1529 gik over til den nye Lære; man kan maaske sætte hans Trosforandring til Aarene 1526-27 og saaledes hans Krønike forud for disse Aar. Det er jo ogsaa rimeligt nok, at han har begyndt paa sin Bog, medens endnu Christiern d. 2den var Konge. Den Sagasamling, han gjorde Uddrag af, kalder han selv den "gamle norske Krønike", som er skrevet af "Biscop Issleff oc en gammel norske prest, som hed Are". Disse to - Isleiv og Are - nævnes sammen i Snorres Fortale,- hvorfra Chr. Pedersen har laant deres Navne som Bogens Forfattere; nedenfor, i Haakon Jarls Historie, citerer han endog, at "Biscop Biørn schriffver i den norske Kronicke" (S. 377), og har altsaa uden videre gjort Biskop Bjarne, der digtede Jomsvikingadraapa, til Sagaens Forfatter. Han har dog ikke, som Udgiveren mente, benyttet Jomsvikingernes Saga, men et Haandskrift af den store Saga om Olav Trygvessøn; thi ligesom i denne Saga findes Navnene Sivard Bosson (Sigurðr Búason) og Biörn (Björn bretski), medens andre kalder Bues Søn enten Svein (Joms. S.) eller Harald (Fagr.) og istedenfor Bjørn nævner Skarde (Hsk. og Fagr.) Endnu tydeligere er dette i Vedels "Svend Tiuveskæg" (S. 94 ff.), for hvilken "volumen hisloricum mag. Christierni Petri" ligger til Grund. Af et enkelt Sted her (S. 130 f. om Dronning Tyre) sees, at Chr. Pedersens Original har staaet nærmest Cod. Arn. 54 fol. Af Olav d. helliges Saga er lidet bevaret; men jeg tør dog paastaa, at han har havt et Haandskrift af den reviderede Saga, siden han udtrykkelig nævner, at K. Trygve faldt en Søndag (S. 3 9 4 39). Hans Original har havt den Særegenhed, at den havde optaget flere Stykker fra Fagrskinna f. Ex. om Jomsvikingerne S. 378 (= Fagr. Cap. 50), Einar Tambarskelves Tale mod Alfva S. 392 ( Fagr. Cap. 119), om at Torkel Gösa gav Sven Ulvssøn Kongenavn S. 404 (Fagr. Cap. 140) og om Valtjov Jarls Død S. 417 (Fagr. Cap. 212). Haandskriftet har - som Kringla - manglet Beretningen om Knut den helliges paatænkte Englandstog (S. 430), om Harald Gilles Gavmildhed og om Sigurd Slembes Ophold paa Island (S. 430), men rimeligvis ogsaa Jærtegnene. Den sidste Notits af norsk Historie er om Sigurd Slembes Død S. 437 (= Hsk. 737), da de følgende Bøger af Tillæggene (15de-20de) mangler; dog kan Originalen neppe være gaaet længer end til 1177, thi Sverre og hans Efterfølgere har Chr. Pedersen kun kjendt fra danske Kilder (se S. 438). Det Haandskrift, han benyttede, maa være kommet til ham fra Norge, han har jo ikke Anelse om at baade Are og Isleiv var Islændinger.

Ogsaa, Nordmanden Peder Claussøn (f. 1545 † 1614) har til sin Oversættelse benyttet Haandskrjfter, som nu er tabte. For de ældre Kongesagaer har han havt et, som det synes, norsk Haandskrift, der staaet Kringla nær; i Prologen havde det udeladt Stykket om Are frode. I Olav Trygvessøns Historie optager han lange Stykker - om de danske Konger, om Jomsvikingerne, om Sigmund Brestesøn m. v. - fra et Haandskrift af den store Saga om ham; at han her laaner fra fremmede, vedgaaer han ogsaa S. 112 ("vil jeg her inddrage en Beretning" o.s.v.). Til Olav den helliges Historie har han benyttet et islandsk Haandskrift af den reviderede Saga, hvorfor en Række af dennes Særegenheder ogsaa findes hos ham. I de senere Kongers Sagaer har hans Original havt de fleste af de mistænkelige Stykker - dog ikke om Sigurds Ophold i Konstantinopel, om Toraren Stuttfeld, om Skjøgen og om Sigurd Slembes Ophold paa Island. Endelig har den ogsaa indeholdt (S. 377-80) et langt Stykke, laant fra Fagrskinna (B), der især indeholder Slægttavler. Det synes ogsaa aabenbart, at han til Veiledning har benyttet den ældre (bergenske) Oversættelse; fra den har han saaledes laant endel af Indledningskapitlet, som han har tilfælles med hin (S. 1-2) og særegne Navne, som Olav Fønske (= Olav svenske S. 172) og øen "Ilar eller Thile" (S. 393) o. fl.. Ole Worms Arbeide ved Udgaven af Peder Claussøns Oversættelse (1633) var ikke alene al besørge Trykningen; han har ogsaa skrevet Dedikationen til Christoffer Urne, en Fortale til Læseren (med endel literærhistoriske Oplysninger), fortsat de "norske Kongers Chronica" fra 1263 til 1387 (mest efter Huilfeldt, især alt, som angaar Forholdet til Danmark, dels ogsaa efter en Bearbeidelse af islandske Annaler skrevet Kongernes Genealogi (til Dr. Margrete) og deres Chronologi (til Aar 1025, thi for den følgende Tid erTallene tilføiede i Margen af selve Oversættelsen). samt efter Kringla oversat (forresten daarligt nok) et Stykke af Olav d. helliges Saga, som manglede i Oversættelsen (= Hsk. 345-357), og optaget Kringlas Skaldatal, hvor han dog har stillet de danske Konger i Spidsen.

Peder Claussøns Oversætlelse - i Worms Udgave - vakte som bekjendt stor Opsigt i den lærde Verden og gjenoplivede paa en vis Maade Snorre Sturlassøns Navn. Paa Island, hvor ingen nogenhinde fuldslændige Haandskrifter af Heimskringla længer fandtes, var det derfor rimeligt nok, at man gav sig til at oversætte Claussøns Oversættelse tilbage til "Islandsk"; der findes Spor af to forskjellige saadanne. Den ældste er den saakaldte "Husafelsboken" i Stockholms Bibliothek (isl. chart. 22 fol.) fra c. 1640-50 med Titel: "Norsku konga Chronica, samandreigen af Snorra Sturlasyne á Islande, og hefst með Sviþiódarkongum, hvörja hann utfærer af Scytiæda Fattaralande"; allerede de sidste Ord antyder Oprindelsen fra Peder Claussøn, som følges ligetil Slutningen af Sigurd Jorsalafares Historie undtagen i Sagaerne om Olav Trýgvessøn og Olav d. hellige, hvor Grundlaget er islandske (nu tabte) Haandskrifter, hvis Lakuner dog udfyldes efter Oversætteren. Med Magnus d. godes Historie begynder en ny Kapitelinddeling; dennes Cap. 285 og 300 indeholder det samme, som Peringskiöld i sin Udgaves Saga om Sigurd Jorsalafare Cap. 9 og 19 har optaget efter "Rhyggst. Cap. 285 og 300; heraf sees, at den Række Tillæg, som Unger i Fortalen (S. VII-XIV) paaviser hos Peringskiöld efter Peder Claussøn, er egentlig laante fra denne "Husafels- boken". Af en anden Oversættelse er 3 Blade bevarede i den arnamagnæanske Samling (blandt 325, 11 qv.) "med hende Sira Jons Olafssonar á Lambavatne", svarende til S. 302-306 hos Peder Claussøn.

Claussøns Oversættelse var i Grunden den eneste Form, hvorunder Snorre var noget almindeligere kjendt ligetil det sidste Decennium af 17de Aarhundrede. Naar saaledes Arngrim Jonsson i "Specimen historiæ islandicum" (1643) og Stephanius i "Notæ uberiores ad Saxonem" (1645) citerer Snorre Sturlesson, forstaaets stadig kun Oversættelsen. Vi finder denne fremdeles citeret som "Sturleson" (uden videre Tillæg) af Loccenius i "Rerum Sveciarum historia (1654), af Verelius i "historia Sviogothica" (c. 1660), af Gyldenstálpe i Fortalen til Rugmanns Oversættelse (1670), af Torfæus i hans tidligste (utrykte) danske Kongerække (1664), af Presten Jonas Ramus i "Norvegia antiqua et ethnica" (1689) og af Provsten Ivar Leganger i "Sogniæ Chorographia" (1693). Først da Thomas Bartholin (1689) og Otto Sperling (1694) begyndte at benytte og citere Codex Frisianus, og Torfæus til sine trykte Værker (1695-1711) gik tilbage til de endnu ældre Haandskrifter, tabte Respekten for Peder Claussøn sig ; dog har man ogsaa siden maattet benytte ham ved Siden af Haandskrifterne, fordi hans Bog, især fra Sverres Saga af, indeholdt mangt og meget, hvortil ikke længer fandtes Originaler, og fordi hans Troværdighed mere og mere stadfæstedes f. Ex. ved det bekjendte Fund af Stykker af Inge Baardssøns tabtfe større Saga.

Ældre Literærhistorikere (H. Einarsen og efter ham Nyerup) nævner en latinsk Oversættelse fra 1658 - ved den kgl. tolk Thorarin Eriksson - af en Del af Heimskringla, og enkelte citerer den som "Halfdani Nigri historia, autore Snorrone Sturlæo, latine versa a Thorarino Erici". Dens rette Titel er imidlertid, som ogsaa Mobius rigtig giver: "Historia de Haldano, cognomento Nigro, rege Oplandorum in Norego, translata e lingua veteri, toti fere Septentrioni olim communi, in latinam a Thorarino Ericio, Islando." (Hafn. 1568). Titelen nævner saaledes ikke Snorre, og Indholdet er laant fra "Halfdanar þáttr svarta" i Flatøbogen (eller rettere en Afskrift, thi Flatøbogen selv kom først 1662 til Kjøbenhavn). Det har ogsaa Mohnike rigtig sluttet af Jonas Ramus’ Uddrag deraf i "Norvegia antiqua et ethnica".

Islændingen Jon Jonsson, fra Rugstaðir, derfor kaldet Rugmann, (f. 1627 † 1679), var den første, som oversatte Konge-Sagaerne paa Svensk, under Titelen: "Norlands Chrönika och beskrifning, hvarutinnan förmahlas the áldsta Historier om Svea och Gøtha (!) Rijken sampt Norrjge och een deels om Danmark och om theres villkár och tilstánd. Sammanfattad och ihopdragen aff átskilliga trovárdiga Bööker, Skriffter och Handlingar. Trykt pá Wijsingzborg af Joh. Kankel 1670." (Oversætteren nævnes hverken paa Titelbladet eller i Daniel Gyldenstálpes Fortale). Bogen indeholder et Uddrag af Snorres Ynglingasaga som Indledning til Olav d. helliges Saga (der begynder med Harald haarfagre); denne og de følgende Sagaer er oversatte efter et Haandskrift i den Delagardieske Samling (i Upsala), hvilket brændte i 1702. Haandskriftet indeholdt Olavs Saga i den reviderede Form, dog uden Fortalen, og de følgende Sagaer til og med Sverres i en Bearbeidelse, der nærmest stemmede med Eirspennill; det havde ogsaa som denne udeladt Notitsen om, hvorlænge St. Olavs Skrin forblev lukket; det tør derfor maaske sættes til samme Tid, omtr. 1280-1300. De to sidste Blade i Sverres Saga manglede, ligesom ogsaa 2 Blade inde i Sagaen; disse er derfor udfyldte efter "then Danska Peer Classons Version". Som Tillæg følger "Skaldatahl" efter det af Worm trykte, omarbeidet i svensk Aand; han har saaledes stillet de svenske Konger i Spidsen og øverst blandt de svenske Skalder Stark ad "uthi Konung Annis tijd". Rugmann har forstaaet Citaterne om Erik Oddssøn (hvis Navn han paa det ene Sted læste Einar Oddssøn, hvorved han fik frem to Brødre) og hans Hryggjarstykki, som om dette var selve Kongesagaerne indtil 1177; derved er Forfatterne "Eynar Oddson och Erick Oddson" fremkomne.

__________

Jeg har oftere i denne Afhandling berørt, at jeg anser de Stykker i Sagaerne fra Olav kyrre til Harald gille, som ikke findes i Kringla eller i A. M. 39, som uægte og senere optagne i Heimskringlas Text. Om flere af dem kan det ogsaa siges, at Snorre umuligt kan have optaget dem. I Magnus barfods Saga Cap. 14 fortælles om Svenskekongens Vinterfelttog, da han fanger Nordmændene i Virket; i Cap. 16, som i Kringla følger lige efter, fortsættes derpaa om, hvorledes den norske Konge den næste Vaar vilde hevne sine Mænds Nederlag (þegar um várit, er isa leysti, fór Magnus o.s.v.) - hvilket giver en klar og tydelig Sammenhæng. Men Jöfraskinna (og de øvrige) optager her mellem Cap. 14 og 16 Fortællingen om Franskmanden Gipard, hvorved Sammenhængen aldeles afbrydes; her fører Magnus endog Krig med Gauterne, medens der før og efter kun er Tale om Sveakongen; og iøvrigt fortælles der om Franskmandens Reise til England og Sammenstød med en Islænding, hvilket aldeles ikke vedkommer Kongens Historie og saaledes Snorre efter sine Principer maatte udelade. Snorre har fortalt, at Kong Haakon Magnusson († 1094) fostredes af Steigar-Tore og derfor kaldtes Toresfostre; men Jöfraskinna o. fl. optager i Magnus barfods Historie et Stykke om Sveinke Steinarssøn (Cap. 8), hvori vi desuagtet faar høre, at han egentlig var fostret af Sveinke! - Uagtet alle Haandskrifter er enige om først efter K; Olavs Død (1116) at fortælle om Sigurd Jorsalafares Giftermaal med Malmfrid (altsaa mellem 1116 og 1123), har dog Jöfraskinna o. fl. optaget Kapitlet om Sigurd Ranessøns Proces, hvor Dronning Malmfrid omtales før Olavs Død (Cap. 22); for at beholde dette har ogsaa alle Udgivere været nødte til at flytte Cap. 24 om Malmfrid (S. 6761-12) foran Kapitlet om Sigurd Ranessøn som Cap. 212). Ja, Jöfraskinna o. fl. optager endog Kapitlet om Ottar Birting, hvori Sigurd siger, at han var gift med Malmfrid, da han kom hjem til Landet (Aar 1110)! Naar disse Vidnesbyrd føres sammen med hvad ovenfor er sagt, kan der vel ikke længer være Tvivl om, at disse Stykker senere er optagne i Snorres Text; i denne Henseende repræsenteres altsaa denne rent af Kringla og A. M. 39, ligesom det ovenfor er paavist, at Jærtegn kun i Kringla er bevarede uforvanskede.

Jeg har søgt at vise, at den Saga, jeg har kaldt "den reviderede Olavssaga", er Snorres seneste historiske Arbeide. Det ældste Haandskrift af denne Saga - Nr. 2 qv. i Stk. kgl. Bibl. - er vistnok ikke meget yngre end Snorres egen Levetid; efter G. Vigfussøns Meddelelse til Prof. Maurer er det utvivlsomt ældre end 1264. Dette Haandskrift kom fra Island til Norge lidt efter Begyndelsen af 14de Aarh.; her eiedes det af "Ommundur veri a Strond" (i Ryfylke) - vistnok den samme som i Dipl. N. IV. 159 (Aar 1328) kaldes "Ammunder bondi a Strond". I Midten af 15de Aarh. kom det til Sverige, hvor det allerede før c. 1470 blev bearbeidet til en svensk Rimkrønike, (udg. 1675 af Hadorph). Den første svenske Historiker, som benyttede Haandskriftet, var Messenius i "Scondia illustrata"; men hans Kundskaber i Oldsproget var saa faa, at man kunde ønske, han ikke havde kjendt det. Fra c. 1650 findes i Stk. Bibl. en Afskrift og en Oversættelse af Haandskriftet, begge ved Antikvaren Laur. Buræus († 1666) og begge lige feilfulde (Isl. chart. 24 og 91 fol.). Ved Aar 1675 havde Olof Verelius begyndt paa en Udgave med svensk og latinsk Oversættelse samt Noter, og Aar 1680 havde han den færdig til Trykken; men efter hans Død 1682 kom hans Manuskript til Antiquitetscollegiets Bibliothek, og der blev det liggende. Haandskriftet maatte saaledes bie paa en særskilt Udgave lige til 1853 (Christiania ved Munch og Unger); dog var det allerede blevet benyttet til Udgaven af Olav d. helliges Saga i Fnm. S. IV og V. Til samme Række som dette Haandskrift hører alle levne de Haandskrifter af den historiske Saga om St. Olav, undtagen Kringla og Jöfraskinna, og selv den sidste viser sig paavirket af dem. Den reviderede Saga adskiller sig fra hine ikke blot ved den længere Indledning om de foregaaetnde Konger og Afslutningen med Jærtegnene - noget saadant var nødvendigt, naar Sagaen skulde gaa ud som selvstændigt Værk - men ogsaa ved en afvigende Fremstilling af enkelte Dele af selve Sagaen. Saaledes kan nævnes Cap. 38, hvor Beretningen om Olavs første Reise til Throndhjem er betydelig forkortet, og en Række mindre Indskud i Cap. 26, 30 og 140-46. Af de mindre Indskud er især de 2 førstnævnte mærkelige, fordi de tydelig viser Haandskrifternes relative Alder. Paa begge Steder gaar Forf., tilbage i Fortællingen for at fortælle noget, som der i den særskilte Saga om St. Olav ikke før havde været Leilighed til at omtale, nemlig om Norges Herskere efter Olav Trygvessøns Død og om Erling Skjalgssøns Giftermaal med dennes Søster: Cap. 26: "þa stund hofðu raðit Noregi iarlar. fyrst Eiricr Hsk. oc Sveinn synir Haconar iarls. en siðan Sveinn oc Hacon Eirics synir (!!). hann var systurson Knuz konungs Sveins (= Hsk. sonar. Cap. 30: En þa er Olafr Tryggvason reð Noregi..... 230“). gaf konungr Erlingi halfar landscylldir við sec oc at helming! allar konungs tekior við sec milli Liðendisnes oc Sogns.....Olafr Tryggva son gipti aðra systur sina Ingibiorgu Raugnvaldi iarli Ulfs syni. hann reð lengi siðan fyr vestra Gautlandi. Ulfr faðir Raugnvallz var broðir Sigriðar ennar storraðu moðor Olafs Svia konungs." Dette, som hørte til Olav Trygvessøns Saga, behøvede ikke at gjentages i samme Værks Olav d. helliges Saga, derfor er det udeladt i Kringla; men Skriveren af Jöfraskinna har følt sig fristet til at følge den reviderede Saga, skjønt det mindre passede for hans Bog. Her maa altsaa Kringlas Text ansees for den reneste. En lignende Bemærkning kan gjøres om Cap. 38, hvor atter Jöfraskinna stemmer med den reviderede Saga. I Sluten af Kapitlet citeres et Vers om Kløing Brusessøn. forfattet - som Fagrskinna viser - af Tord Kólbeinson, saaledes:

I Kringla: Fra þesso er sagt i flokke þeim er ortr er um Kløing Brusason.

Sagaen: Fra þesso er sagt i flocki þeim er ortr er um Kløng Brunason.

Jöfraskinna: svá segir Kløngr Brunason i flokki þeim, er hann orti.....

Her er Kringlas Læsemaade den rigtige, Sagaen har en Skrivfeil (n for sj, og denne Skrivfeil er optaget med vilkaarlige Forbedringer af Jøfraskinnas Skriver. Lignende Vilkaarligheder har denne ogsaa paa 2 andre Steder i St. Olavs Saga tilladt sig, nemlig hvor han imod Kringla og alle Haandskrifter af den reviderede Saga har forkortet Stykket om Orknøjarlene (Cap. 99- 109) til 2 Kapitler med Henvisning til "Jarlasögur", og hvor han udelader Jæmtlands ældre Historie (Cap. 147). Det er dog ikke min Mening at paastaa, at Olavssagaens uforfalskede Text findes i Kringla eller i Stockholmerhaandskriflet; begge 2 er Afskrifter, og ingen af dem feilfri Afskrifter. Paa et enkelt Sted kan vi saaledes paavise, at de begge har Uret, og at den ægte Text findes i senere Haandskrifter, som saaledes henviser til Forgjængere, ældre end begge. I Cap. 89 har Prof. Unger (efter Prof. Rygh) paavist, at Haandskrifterne urigtig lader Olav svenske faa Sønnen Jakob med sin Frille ("En gátu þau son"), medens Sammenhængen fordrer, at han Af denne Son med sin Dronning, saaledes som Peder Claussøn, Flatøbogen og den Stockholmske Codex No. 4 qv. har:

P. Claussøn: med hans Drotning havde han en Søn ....

Flatøbogen: enn gat hann annan sun vid drotningu.

No. 4 qv.: enn atti hann drottningar son

Hvad her er fremført angaaende Olav d. helliges Saga, gjælder ogsaa udenfor den. Kringla er ikke alene den ældste, men ogsaa den reneste Udgave af Snorres Text, og nærmest den staar A. M. 39 i Ægthed. Men ogsaa disse har Feil, og kun en alsidig Prøvelse af alle Haandskrifter - og af de senere Sagaværker, der har benyttet Heimskringla - kan restituere os Snorres ægte Text. Jeg skal her fremføre enkelte Steder, hvor Kringlas Text ser mindre ægte ud end de øvrige, hvilket vil gjøre det tydeligt, at disse ikke kan betragtes som Aflæggere af Kringla, men henviser til ældre Afskrifter:

Hsk. 67: Seig hon svá í ósku, en konungr steig til vizku. Saaledes, som ogsaa Originalen Aagrip (Cap. 5) har, læses kun i Jöfraskinna, medens Kringla og Cod. Frisian us (ved Feillæsning) har: Steig hon svá i ösku, en konungr til vizku.

S. 93 læses efter Jöfraskinna og Frisianus, at Sigurd Ladejarl "gerði mikla blótveizlu á Hlóðum", hvilket aabenbart er rigtigt (sml. Kormaks Vers). Men Kringla har: gerði mikla veizlu Œgðom (ɔ: paa Agder!).

S. 96 har Kringla: þessir 8 menn bundust í því, at 4 af Utþrœndum skyldu neyða konung til blóta. Saaledes har aabenbart ogsaa Skriveren af A. M. 39 fundet for sig, men da det følgende viste, at Indthrønderne var de virksomme, retter han "af Utþrændum" til "af Innþrændom". Ham følger Frisianus. Jöfraskinna og Claussøn har læst rigtig uden Lakune: at þeir 4 af Utþrændum skyldu eyða kristninni, en þeir 4 af lnnþrœndum skyldu neyða konung tii blóta. (At det rigtige findes ogsaa hos Peringskiöld, der ellers følger Kringla, kan vi ingen Vægt lægge paa, da det er tydeligt, at han har laant det manglende fra den ny-islandske Husafelsbok (ɔ: P. Claussøn): scylldo eyþa Christindomenum (!) i Noreige, en þeir fiörer af Innprændum scylldo neiþa o.s.v.)

S. 155 har Kringla Verslinierne: mörg var lind fyrir landi, lönd sins... ráðum; her mangler i sidste Linie et accentueret Ord, og dette gjenfindes i de øvrige Haandskrifter: A. M. 39, Cod. Norvegicus (ɔ: Jöfraskinna) og Frisianus, der læser: lõnd sins föður ráðum.

S. 671 har Kringla: Hann lét ok gera i konungs garði Pallskirkio trekirkio, hvor alle andre Haandskrifter har det rigtige: Postolakirkju.

Paa disse Steder synes saaledes de senere Haandskrifter at staa Originalen nærmere; men ellers synes hyppigst det omvendte at linde Sted, at hvor de øvrige Haandskrifter har Varianter eller Tillæg, maa Kringlas Text foretrækkes som ægtest. Exempler vil stadfæste dette:

S. 23. Aðils konungr átti deilur miklar við konung þann er Ali hét hinn Upplenzki, hann var or Noregi. þeir [Aðils konungr ok Ali konungr] áttu orrustu á Vænis isi. - Det indklamrede, som jo er aldeles overflødigt, findes kun i Jöfraskinna.

S. 45. [þar átti hann bú stór] Frisianus, ikke Kringla, Jöfr. eller Claussøn.

59. Síðan [mintist Áki við konung. Eptir þat] gékk Áki til Svíakonungs. Det indklamrede kun i Jöfr., ikke Kringla eller Frisianus (Claussøn forkorter).

Hsk. S. 74 og 78 er de ældre Former kvennsifr og ætscuð (Kringla) ombyttede i Jöfraskinna med yngre: i kvennsift og ættuð.

S. 91. Hákon konungr setti kaupferðir til Jamtalands ok vingaðiz þar við rikis menn] Kringla, men Jöfr. læser: setti frið milli Jamtalands ok konungs ok vingaðiz o.s.v., og Frisianus forener begge: setti frið ok kaupferðir til Jamtalands ok vingaðiz o.s.v.

S. 101. Skildist Hákon konungr svá fremi við, er hvert barn var dautt] Kringla og Jöfr., men Frisianus bar det meget mattere: er hverr maðr var drepinn.

S. 103. þá seg]a margir, at sú saga var sönn] Jöfr. (og den store Ol. Tr. Saga), ikke Kringla, Fris. el. Claussøn.

S. 132. Haf þú fyrst þat ríki, Haraldr konungr er nú gamall mjök, en hann á þann einn son, er hann ann lítit ok frilluson er] C. Norvegicus [ɔ: Jöfr.], Claussøn (og den store Ol. Tr. Saga), ikke Kringla eller Frisianus.

S. 134. Bauð hann þegar Haraldi gráfeld til orrustu [en þótt Haraldr befði lið minna, þá gékk han þegar á land ok bjóst til orrostu ok] fylkti liði sinn. - Det indklamrede findes kun i C. Norv. [ɔ: Jöfr.] (og den store Ol. Tr. Saga), ikke Kringla, A. M. 39, Fris. el. Claussøn.

S. 193. Ok þóttu þeir ágætir menn, hvar sem þeir kornu] Fris., ikke Kringla, Jöfr. el.Claussøn (ei. den store Ol. Tr. Saga).

S. 194. þá fékk konungr honum umgerð [ok mælti: eigi er sverð í hverju vísuorði. Hallfreðr svarar: þrjú eru ok í einu. Svá er þat, segir konungr]. Af Hallfreðar kvæðum tøkum vér visindi ok sannyndi, þat er þar er sagt fra ólafi konungi. - Det indklamrede findes kun i Jöfr., ikke i Kringla eller hos Claussøn, ikke engang i Hallfreds Saga el. i den store Ol. Tr. Saga. Frisianus udelader hele Stykket.

S. 197. þat var at lengd 4 alnar bins átta tigar, er graslægt var] Frisianus (vistnok efter Odd), ikke Kringla, Jöfr. el. Claussøn (el. den store Ol. Tr. Saga).

Hsk. 8. 519. þá var hann (ɔ: Knut d. store) fertugr at aldri] Frisianus, ikke Kringla, Jöfr., Eirspennill, A. M. 39 el. Claussøn. Den rev. Olavssaga siger endog, at han kun var 37 Aar gammel.

S. 576". ... steinhöll, ok varð hon eigi fullger, aðr hann ( ɔ: Magnus) lézt. Haraldr konungr lét reisa af grundvelli Mariukirkju] Frisianus og Claussøn; men Kringla, Jöfr., Eirsp. og A. M. 39 har: .... fullger, aðr hann lét reisa af grundvelli o.s.v.

En særegen Stilling indtager Prologen, fordi den kun findes i de senere Haandskrifter: Jöfraskinna og Frisianus samt (i lidt forskjellig Form) i Olavssagaen. Det er imidlertid paavist, at ogsaa Kringla har havt den paa det nu tabte, første Blad, og om dens Udseende der kan der ikke herske stor Uenighed, da Haandskrifterne væsentlig kun paa to Steder afviger fra hinanden. Naar Frisianus - som Olavssagaen - har om Torgeir, at han boede "í Niðarnesi", læser Jöfraskinna "und’ Nese", hvilket dog maa betragtes som en Feillæsning (und’ for inið’), og naar Frisianus - ligesom Olavssagaen -? om Hall tilføier: "hann hafði gert bú í Haukadal þrítugr ok bjó þar 60 vetra ok 4 vetr", udelades dette ganske i Jöfraskinna. I alt væsentligt stemmer ellers begges Fortale.

Der gives ikke mere end 3 selvstændige Udgaver. af Snorres Heimskringla, en svensk (-islandsk) af Joh. Peringskiöld i Stockholm, en norsk-islandsk af Gerh. Schøning (og Skule Thórlacius) i Kjøbenhavn og en norsk af C. R. Unger i Christiania; de øvrige Udgaver er kun Optryk af disse. Til Grund for sin Udgave før nævnte Afskrift af Kringla fra 1682), og han fulgte denne Afskrift noksaa nøie i hele 1ste Del (indtil Sluten af Olav d. helliges Saga); fra den er saaledes kommet de Tillæg til Cap. 43 af Yngl. Saga og til Cap. 153 af Olav d. helliges Saga, som Prof. Unger i Fortalen (S. VI-VII) antager laante fra Peder Claussøn, og til samme Sagas Cap. 162, 164-66, som Unger mener er laante fra det Stockholmske Haandskrift (Fortalen S. XIV). Udgavens væsentligste Afvigelser er, at den optager i Texten de Vers, som Unger omtaler S. XV-XVI, fra den Delagardieske Codex, at den i Oversættelsen optager Stykker fra Peder Claussøn ("versio danica") med "mindre löpande Styl", og at den fra Skaalholtudgaven af Olav Trygvessøns Saga (Flatøbogen) laaner Cap. 105-114 (om Vinlands Opdagelse, Ragnvald Jarls Giftermaal og Olavs Søn Harald), som ikke forekommer i noget Haandskrift af Heimskringla. Denne Tilbøielighed til at indlemme uvedkommende Ting er yderligere udviklet i 2den Del, hvor følgende Tillæg findes: Cap. 37 af Magnus d. godes Saga og Enkeltheder i Cap. 1-2 af Harald haardraades Saga efter den reviderede Olavssaga; lange Stykker i Haralds Sagas Cap. 98 og 102, i Olav kyrres Sagas Cap. 1. 2. 8, i Magnus barfods Saga Cap. 8. 12. 16. 17, i Sigurds Saga Cap. 9. 12. 20. 22. 30 og 40 efter Husafelsboken og Helge Olafssons "Hryggjarstykki", ikke som Unger mener efter disses Originaler Peder Claussøn og Hulda. Udgiveren sees ogsaa tydelig at have angret, at han ikke optog i 1ste Del flere Afvigelser fraTexten; derfor giver han i Sluten af 2den Del i en Række "Addenda" (efter en Afskrift af den store Saga om Olav Trygvéssøn og efter Jon Vigfussøns "Noregs Saga") den islandske Text til de fra Peder Claussøn laante Stykker.

Denne Udgave var længe forberedt fra det kgl. Antiquitetskollegium, idet allerede flere Aar før 1690 Islændingen Gudmund Olafsson havde begyndt sin svenske Oversættelse efter Kringlas Afskrift; derimod har han vistnok ikke, som mange har ment, bistaaet ved Redaktionen af Udgavens Text, da han døde to Aar, førend Udgaven udkom (Dec. 1695). Hans Oversættelse findes heller ikke uforandret, thi Peringskiöld har efter eget Sigende gjennemgaaet den og rettet den i sproglig Henseende, "som han intet aldeles varit vårt nu brukelige språk mächtig", og i den indskudt de før omtalte Stykker fra Peder Claussøn. Alt dette har han siden efter kongelig Befaling forsynet med en latinsk Oversættelse. Foruden Dedikation til den unge K. Karl d. 12te har han fremdeles skrevet en Fortale, der meddeler adskillige Urigtigheder om Snorres Levnet f. Ex. at han i sit 20de Aar var reist fra Island til Norge og Sverige og her bleven antaget til Kong Sverke Karlssons haandgangne Mand (!). Til Trods for Jon Eggertsøns smukke og tydelige Afskrift er der indløbet ikke faa Feil i den islandske Text, hvilke dog i Regelen ikke har havt Indflydelse paa den svenske Oversættelse. Texten har faaett et modernt Udseende ikke alene ved de før omtalte optagne ny-islandske Stykker, men ogsaa ved den ny-islandske Nominativendelse -ur, som overalt er gjennemført.

Udgaven i Kjøbenhavn, der bekostedes af Arveprins Fredrik, er besørget af Nordmanden Gerh. Schøning. Ved hans Død (1780) var Udgaven trykt færdig til Cap. 11 af Magnus barfods Saga (III. 8. 213), Resten blev besørget ved Islændingen Skule Thorlacius († 1815). Hovedtexten (efter Kringla i 1ste og 2det Bind, elter Eirspennill i 3die) er afskrevet af islændingen Odd Jonsson, den latinske Oversættelse er af Schøning, den danske, ved hvilken efter Arveprinsens Paalæg Peder Claussøns maatte lægges til Grund, er af Islændingen Jon Olafsson fra Svefney († 1811). De væsenlligste Fejl ved denne smukke Udgave er, som Unger fremhæver i Fortalen, at den betragter Peringskiölds Text som jevngod med de ældre Haandskrifter og derved er kommet til at optage ikke faa moderne Udtryk i Texten (ofte uden at angive Kilde!), og at den til Grund for Sagaerne i 3die Del har lagt Eirspennill (ikke Kringla) og endog optaget i Texten en Mængde Læsemaader fra Codex Frisianus. Optryk af Schønings Udgave er en islandsk (ved Magnus Stephensen) i Leirárgørðum (1804, kun 1ste Bind) og en svensk (af I. G. Richert) i Stockholm (1816-29, i 3 Bind).

Det norske Oldskriftselskab overdrog kort efter sin Stiftelse til P. A. Munch at besørge en kritisk Haandudgave af Heimskringla; Munch syslede dermed i sit sidste Leveaar, men hans Forarbeider tabtes ved hans Død, og Prof. Unger overtog derpaa Udgaven fra nyt af. Den udkom i 1864-689). Den har store Fortjenester ved atter at have tyet til Kringla som Grundlag; dog synes det, som den kunde have fulgt denne endnu nærmere i Sagaerne til og med Olav den hellige, i hvilke ikke faa Læsemaader er optagne fra Jöfraskinna og Frisianus; og jeg maa i det hele taget slutte mig til Franskmanden Beauvois’ Udtalelser om denne Udgave i Revue critique (13. Aug. 1870), at det er stor Skade, at ikke Udgiveren i Noter har meddelt, hvor han har forladt Kringlas Text). - Et Optryk af Ungers Udgave er udkommet i Upsala (hos W. Schultz); den væsentligste Forskjel er, at Udgaven igjen har indført i Olav Trygvessøns Saga Stykket om Vinland (o.s.v.), som Unger med Rette har udelukket af Heimskringla.