Om pave Formosus

Jean Paul Laurens: Kadaversynoden (1870)

Små eventyr

Om pave Formosus

Af Formoso

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2026

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Hugo Gering: Islendzk æventyri, Verlag der Buchhandlung des Waisenhauses, Halle an der Saale, 1882

---

Jean Paul Laurens: Kadaversynoden (1870)

Formosus, der var biskop i Porto, sad i det apostoliske sæde i 5 år og 6 måneder efter pave Stefan, den femte med dette navn. Denne Formosus flygtede fra sin bispestol, fordi han frygtede pave Johannes, og kort tid efter, da han var blevet beordret tilbage til sin stol, nægtede han at følge pavens befaling og ville ikke vende tilbage, og af den grund blev han erklæret fredløs af kirken og bandlyst af paven. Ikke længe derefter gav Formosus møde for paven, men et forlig mellem dem virkede ikke sandsynligt, for Formosus blev frataget al gejstlig værdighed og degraderet helt ned til lægmandsstand. Derfor svor han, at han aldrig ville driste sig til at beklæde noget bispesæde eller til at komme til Rom.

Efter pave Johannes’ død trådte Martin, den anden pave med dette navn, i hans sted. Han gav Formosus al biskoppelig ære tilbage til gengæld for hans ed. Ikke alene var Formosus kommet tilbage til Rom, men han overtog sågar paveembedet efter Stefan. På grund af dette eventyr, som han var hovedpersonen i, opstod der megen strid og diskussion, sådan som det vil fremgå af det følgende.

Bonifatius overtog pavemagten efter Formosus. Han sad i det apostoliske sæde i 1 år og 6 måneder. Næst efter Bonifatius tog Stefan, den sjette pave med dette navn, pavemagten. Han sad i det apostoliske sæde i 1 år og 16 dage. Han var blevet viet til biskop af pave Formosus, men så snart han var blevet pave, lod han Formosus selv falde i unåde og bestemte, at hans vielser og forordninger var forfængelige og værdiløse. Man kan læse om denne pave Stefan, at han ved et kirkemøde beordrede Formosus’ lig gravet op. Dette blev også gjort, sådan at liget blev båret ind og fremstillet på tinget, mens det var klædt i fuldt paveskrud. Stefan lod ham derpå afføre alle klæderne og iklæde en lægmandsdragt. Efter dette lod han de to fingre, som Formosus havde brugt til at velsigne med, afhugge og befalede, at de blev kastet ud i floden Tiberen.

Efter Stefan kom Romanus. Han sad i det apostoliske sæde i 1 år og 20 dage. Efter Romanus kom Teodor. Han sad i det apostoliske sæde i 3 måneder. Han så ganske anderledes på sagerne end Stefan, for han genindsatte alle i den værdighed, som pave Formosus havde viet dem til. Pave Johannes, den niende med dette navn, sad i det apostoliske sæde i 2 år og 25 dage. Denne pave afholdt kirkemøde i Ravenna for med apostolisk myndighed at styrke og bekræfte pave Formosus’ vielser og øvrige forordninger. På dette ting blev den dom, som pave Stefan havde afsagt over Formosus, underkendt og gjort ugyldig.

Efter Johannes kom Benedikt, den fjerde pave med dette navn. Han sad i det apostoliske sæde i 3 år og 2 måneder. Leo, den femte med dette navn, var pave i 40 dage. Denne pave Leo blev pågrebet og kastet i fængsel af sin egen præst, der hed Christoforus, og denne bemægtigede sig derpå pavemagten ved tyveri og med en sådan voldsomhed, som der her blev fortalt. Da denne Christoforus havde beklædt det apostoliske sæde i 7 måneder med sin voldsfærd, blev han hurtigt væltet af pave Sergius, som da var den hellige — —  Han kastede Christoforus i fængsel som en anden forbryder eller røver. Sergius, den tredje pave med dette navn, sad i det apostoliske sæde i 7 år og 3 måneder og 16 dage.

Fordi denne Sergius i Formosus’ dage — efter at denne var blevet pave — var blevet erklæret uegnet af pavemagten, måtte han flygte fra det apostoliske sæde til Frankrig for at få hjælp og støtte derfra. Siden lod han Christoforus fængsle for at have tilranet sig pavemagten. Derefter drog han ind i Rom og vandt på denne måde pavemagten. Men for at hævne den irettesættelse og fordrivelse fra byen, han var blevet udsat for, da han måtte flygte fra Formosus, lod han dennes lig hale op fra den grav, som han var blevet begravet i, og lod det iklæde paveligt skrud og sætte i det pavelige sæde. Derefter befalede han, at man skulle halshugge Formosus og kaste liget i floden Tiberen.

Men ikke længe derefter blev Formosus’ lig fundet af nogle fiskere på det sted, hvor det var drevet i land. Han blev siden begravet i Sankt Peterskirken. Folk siger, at da liget blev båret til begravelse i kirken, og Formosus omsider blev stedt til hvile, åbenbarede det sig tydeligt for nogle mennesker, der var faste i troen, at billeder af Guds helgener bukkede for ham og hilste på liget med megen venlighed.

---

Noter: