Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) 2.Sang

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Bjovulvs-Drapen

Oversat af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig

Anden Sang
Halvdan den Høie, Hrodgar og Hjorte-Borgen

Nu borte var den gamle Skjold,

Men dog paa Kongestolen bold

En Skjoldung blev tilbage;

Ja, danekiær

Sad Bjovulv der,

Til mæt han blev af Dage.

 

Alt efter ham til Ære steg

Og graanede i Hildes Leg

Kong Halvdan, kaldt den Høie,

Paa hvem forsand

Hver Dannemand

Med Glæden fæsted Øie.

 

Alt ved den Helt til Verden kom

Med Hjørgar, Hrodgar, Helge from

En Liljevaand tillige;

En Skilfing god

Med Heltemod

Han fik den favre Pige.

 

Ung Hrodgar drog i Herrefærd,

Og saa var, Seiren med Hans Sværd,

Han vandt stor Pris og Ære;

Hver Kæmpesøn

Den Lod fandt skiøn,

I Lag med ham at være.

 

Da høit nu steg Hans Vennetal,

Fik Mod han paa, en Kæmpehal

At grunde og at bygge,

Hvortil paa Jord,

Saa vidt man foer,

Ei fandtes Sidestykke.

 

Der Kongen, blot med Forbehold

Af Hals og Haand og Overvold

Og Folket i det Hele,

Sin Rigdom al

I Kongehall

Med Kæmper vilde dele.

 

Det undte Gud den Høvding god,

At kant og klar og godt i Fod

Sig reiste uden Lige

En Borg i Sky,

Hvoraf gik Ry

Fuld vidt paa Jorderige.

 

Her Kæmper sad om breden Bord,

Og Kraft der var i Kongens Ord:

Han kaldte Borgen Hjorte,

Og vennehuld

Han skifted Guld,

Lod det paa Ingen skorte.

 

Fuldgode tyktes Borgens Kaar,

Dog forestod en Skiærsild haard

Hver Sule og hver Bue

De blussed brat

Ved Midjenat,

Som Bavn paa Banetue.

 

Det voldte alt en Mørkets Søn,

Han Tænder skar og fnøs i Løn

Ved Gammenslyd at høre,

Som dagelang

I Hallen klang,

Men skurred i Hans Øre.

 

Der høit sig Harpens Toner svang

I Kor med Skjaldens klare Sang,

Og Arildstidens Minde

Ved Skjaldens Ord

Om breden Bord

Hver Kæmpe randt i Sinde.

 

„Alfader god,” saa Skjalden sang,

„Storhavet bød om Blomstervang

Sig beltelig at bøie,

Og Sol om Dag

Til Hvers Behag

At straale i det Høie.

 

Ja, Sol og Maane paa Hans Ord

Oplyse maae den ganste Jord,

Den teppefavre Tue;

Kun ved Hans Bliv

Kom Lys, kom Liv,

Kom Løv og Blomst tilskue.”

Saa leved høit med Gammenskaar

Det Kæmpehold i Kongens Gaard,

Til, for dem at bedrøve,

En Fiende stærk

Sit Nidingsværk

Begyndte fræk at øve.

 

Det Grændel var, den Trold saa ful,

Som til en Tid fandt Røverskjul

I Ødemark og Myre;

Af Gud fordømt

Var did han rømt,

Det hæslige Uhyre!

 

Al Kains Æt saa ilde foer,

For han bedrev et Brodermord,

Sig selv til liden Baade;

Thi Gud den Tyrk

Til vilden Ørk

Fordrev i fuld Unaade.

 

Fra ham nedstammer alskens Rak,

Det hele Thusse-Trolde-Pak,

Som trodse Gud uel turde;

Men fik af Ham

Og Last og Skam,

Ja Løn, som det sig burde!