Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) 11.Sang

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Bjovulvs-Drapen

Oversat af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig

Ellevte Sang
Toget til Trolde-Kiær og Bjovulvs Kamp med Hexen i Glashytten

Op den gamle Drot nu foer

Brat, med Ild i Øie,

Takked for de Trøstens Ord

Herren i det Høie;

Lod sin Ganger sadle op,

Kom og snart til Sæde,

Saaes med sin Kæmpetrop

Brat i Borgestræde.

 

Nemt det var at finde Vei,

Værre den at følge,

Skov og Skumring kunde ei

Hexesporet dølge,

Hvor hun over Bjerg og Dal

Bar, til Fryd for Trolde,

Hvad hun røvede i Sal:

Liget af den Bolde,

Kæmpen med de bedste Kaar

I den danske Konges Gaard.

 

Skiøndt ei graa han var om Issen,

Med de meest Erfarne dog

Heltesønnen gik i Spidsen,

Førte an det hele Tog;

Fort han gik med Speiderøie,

Traadte mangen snever Sti

Over Klint og Klipper høie,

Mangen Nykke-Bo forbi;

Til med Eet han fik at skue

Mærket paa den rette Kaas:

Troldeskoven, som i Lue

Kneisede paa Høien Aas.

Under Skoven, muddret, blodig,

Bølgen vidnede om Mord,

Ingen Dane var saa modig,

Gysen ham jo giennemfoer;

Der, ved Troldes Arnested,

Heel forfærdeligt at skue,

Man paa Troldesøens Bredd

Æsgers Hoved saae paa Tue.

 

Høit nu Kæmpeluren lød,

Kaldte frem de Kiække,

Flux og Folket, som den bød,

Stilled sig i Række;

Hovedkulds fra Landet fløi

Sære Søuhyrer,

Allehaande Ormetøi,

Mylrende som Myrer,

Nykker, som ved Middagstid

Sig i Solen bade,

Spaae saa tit paa Bølge hvid

Sømand Sorg og Skade.

Ud i Strøm af Blod og Gift

Brat de sprang i Harme,

Dengang Luren til Bedrift

Kaldte Kæmpearme;

Gothen dog i stakket Frist

Spændte flink sin Bue,

Skiød til den, der svømmed sidst,

Det var Lyst at skue;

Som han sigted, saa han skiød,

Nykken maatte smage

Med Hans Piil den bittre Død

Hængte brat paa Hage;

Ved Baadshagen brat i Land

Kom det Søuhyre,

Paa det vilde alle Mand

Skaade-Lysten styre;

Syne vilde de i Ro

Ham, der beed i Græsset,

Derfor slog de i ham Klo,

Trak ham op paa Næsset.

 

Aldrig Nogen Bjovulv saae

Bange for sin Trøie,

Brat nu kom Hans Brynje paa,

Skulde Bølgen pløie;

Siid den var, og gjort med Kunst,

Trods den lunde byde

Fiendevold, som kun omsonst

Prøved den at bryde.

Blanken Hjelm i samme Stund

Steeg i Brynjefølge,

Skulde snart paa Havsens Bund

Blinke under Bølge.

Havde Kroppen ingen Nød

Under Brynjekofte,

Taalte Hjelmen og et Stød

Nu, som før saa ofte;

Smedekunst fra fordum Tid

Her sig lod tilsyne,

Havde krandset den med Flid,

Kronet den med Tryne;

Kort: den var et Mesterværk,

Trodsed Odd og Egge,

Var de hvasse, den var stærk,

Lod ei Staal sig flække.

 

Dog, ei mangle skal sin Roes

Sværdet, Bjovulv førte,

Skiøndt det var kun Laanegods,

Hunferd det tilhørte;

Det var just en Kostbarhed

Fra de gamle Dage,

Hrunting hedd det, som jeg veed,

Ledte om sin Mage;

Godt i Edder og Forgift

Hærdet var den Klinge,

Sveeg ei, hvem den til Bedrift

Modig turde svinge;

Ei saa var det første Gang,

Daad den skulde øve,

Tit i Kæmpekreds den klang

Og bestod sin Prøve.

Hvad misundelig i Hu

Drukken før han meldte,

Glemte sagtens Hunferd nu,

Siden han ved Belte

Bjovulv gav sit gode Sværd,

Lod dermed tilsyne:

Selv han ei i Herrefærd

Turde med det lyne,

Vilde for sin Helterang,

Heltepriis undvære,

End sit Liv i Bølgegang

Vove kiæk med Ære.

 

Saa ei tænkte han, der nu

Hrunting fik at bære,

Ei til noget stod Hans Hu,

Som til Kamp og Ære.

Det var Bjovulv, Eggthjovs Søn,

Han det Ord lod falde:

„Dane-Drot! jeg har en Bøn,

Billig vel at kalde:

Færdig, som jeg for dig staaer,

Dybt mig at nedsænke,

Beder jeg, om galt det gaaer,

Vel dig at betænke,

Hvad du, Folkeven saa mild!

Kiærlig selv mig loved,

Om jeg satte Livet til,

Som for dig jeg voved:

At i Faders Sted du end

Da mig vilde være,

Holde hver min Følgesvend

Høit i Agt og Ære.

Hrodgar kiær! hvad jeg med Tak

Tog af dine Hænder,

Send det alt til Higelak,

Hvis mit Liv jeg ender!

Naar da Gothe-Kongen Huld

Dresselen betragter,

Høvdlingen paa røden Guld

Stirrer vel og agter;

Da forstaae han skal det grandt,

At bag steilen Vove

Guldrund Drot jeg forefandt,

Tjente vel til Hove.

 

Og nu, Hunferd! lad fra Land

Dybt i EdderBølge

Kun den velbekiendte Mand

Kæmpesværdet Følge!

Intet, uden Livs Forliis,

Hrunting skal forhindre

I min Haand at vinde Priis,

Som kan evig tindre!"

Sagt nu Gothe-Kæmpen klar

Havde, hvad han vilde,

Tyktes, Venten efter Svar

Var kun Tid at spilde;

Sprang da i den samme Stund

Lukt i Edderstrømme,

Stod og snart paa Bølgebund,

Mester i at svømme.

 

Det var Hexen, leed og fuul,

Som fra gamle Dage

Havde her sit Skalke-Skjul,

Hun fornam saa sage,

At nedsteget var en Giæst

Fra de øvre Egne,

Stræbte troldelig dernæst

Helten at begegne,

Tog den Herre fast i Favn,

Klemte, som hun kunde;

Men da gjorde Brynjen Gavn,

Bugned ingenlunde.

Arrig paa den Brynjesærk,

Som ei briste vilde,

Holdt da op den Hex fuldstærk

Kræfterne at spilde;

Bar saa Helten til sin Bo

Under Edderbølge,

Sprættende i Troldeklo,

Tvungen til at følge,

Mægtig neppe Mod og Hu,

Mindre sine Vaaben;

Til Forundring, meer end Gru,

En utallig Hoben

Bistre Søuhyrer smaa

Kom fra alle Kroge,

Beed ham, hvor de kunde naae,

I hans Brynjebraage.

 

Brat nu mærked Helten god,

Vant til Sært at friste,

I et vandtæt Rum han stod,

Skiøndt ei hvor han vidste;

Kommet var han under Tag,

Tørt saa var Hans Stade,

Brænding ei og Bølgeslag

Kunde meer ham skade;

Her og fandtes Lys og Ild,

Blaalig brændte Luen,

Og før ret man saae sig til,

Lyst der var i Stuen;

Helten brat ved Skinnet saae

Grundens Vogterinde

Grum og graadig for sig staae,

Slog ei til i Blinde:

Hrunting han med Vælde svang,

Ramte og tilvisse,

Banekvæde Sværdet sang

Over Havfru-Isse.

 

Dog, det maatte saa ei siee,

Hvad det Slag tilsigted,

Skuffet maatte Helten see,

Straaleklingen svigted;

Vide vilde den nu ei

Meer i Kæmpehænder,

Skøndt den for sig baned Vei

Tit med Huggetænder

Giennem Hjelm og Brynjesærk,

Haarde nok at skære;

Efter mangt et Mesterværk

Misted den sin Ære.

Bjovulv dog ei misted sin,

Lod ei Modet falde,

Derfor skal den Helt saa fiin

Klippefast man kalde;

Frænden ad Kong Higelak

Ei for Døden grued,

Vred han flux i Gulvet smak

Sværdet, som ei dued,

Som forgjort i Tryllebaand

Laae med døve Egge,

Haabed, at Hans Kæmpehaand

Bedre skulde klække.

Speile sig i ham Enhver,

Som har lyst at vinde

Heltenavn i Herrefærd,

Som gaaer seent af Minde!

Sætte maa han Liv paa Spil,

Uden Knurr det sætte til,

Om det saa skal være!

Det var Gothekæmpen bold,

Med de stærke Arme

Han i Hexen tog nu Hold,

Blussende af Harme;

Skuldrene han skaaned ei,

Dem han overvælded,

Dog var Grændels Moder sei,

Faldt ei, skiøndt hun hælded,

Brødes efter Troldeskik,

Det var ei med Læmpe,

Til omsider Bugt hun fik

Med den stærke Kmnpe.

 

Som en Mare Hexen reed

Nu den faldne Kæmpe,

Drog en Dolk, som hvassest beed.

Stak ei til med Læmpe,

Tænkte, nu det godt gik an

Sønnens Død at hevne,

Ikke i Hans Banemand

Vilde Liv hun levne.

Love maatte da igien

Bjovulv, som saa ofte,

At i Nød en fuldtro Ven

Var Hans Brynjekofte!

Døden blev Hans visse Lodd,

Hvis den Jettekvinde,

Om for Egg ei, dog for Odd,

Kunde Aabning finde;

Ja, sin Død paa Bølgebund

Bjovulv havde fundet,

Hexen i en Vanhelds-Stund

Helten overvundet,

Havde ei den Brynje haard,

Herlig, maa man sige,

Hjulpet ham i trange Kaar,

Og saa Gud tillige;

Thi for Seier raader Han,

Herren i det Høie!

Bjovulv reiste sig paa Stand,

Seired uden Møie.

 

Mesteren i Herrefærd

Mønstred Alt saa nøie,

Paa et gammelt Jettesværd

Faldt da Heltens Øe;

I Hans Vold det kom og snart,

Han det kunde røre,

Skiøndt hver Anden det for svart

Var i Strid at føre.

Skjoldung-Helten stor og stærk

Viiste, han den Klinge,

Skiøndt den var Giganters Værk,

Kunde vældig svinge;

Jettestaalet ogsaa beed

Hexekiød som Klæde,

Gjorde kort og god Beskeed,

Eggthjovs Søn til Glæde;

Hexen laae for Heltens Fod,

Det var Lyst at skue,

Men af hendes Troldeblod

Sværdet stod i Lue,

Skinnede i Hallen saa,

Som man seer for Øie

Straalende paa Himmel blaa

Solen i det Høie.

 

Rundt i Hall med Speider-Blik,

Draget Sværd i Hænde,

Gram for Alvor Helten gik,

Værket at fuldende;

Med det Jettesværd saa hvast

Vilde han, med Rente,

Grændel give i en Hast,

Alt hvad han fortjente,

Ved saa tit i Hrodgars Land

Nidingsværk at øve,

Ved saamangen Dannemand

Trædsk ham at berøve:

Femten Karle, mens de sov,

Slugtes af den Fule,

Femten, som et Trolderov,

Bar han til sin Kule;

For det Alt nu Helten barsk

Grændel giennemhærked,

Men alt som han paa ham tarsk,

Endelig, han mærked,

At hvad nu der, som en Bold,

Banket sprang i Veiret,

Var kun Liget af den Trold,

Fordum han beseired;

Banesaar ham Bjovulv gav,

Da han for ham stækked,

Hugged nu Hans Hoved af,

Det var Eftersmækket.

 

Midlertid de vise Mænd,

Som med Hrodgar fulgte,

Ei for Daners fuldtro Ven

Deres Mening dulgte;

Stirrende ved Middagstid

Paa de røde Vande,

For den Høvding duehvid

Ginge de at stande:

„Vi, (de sagde aabenbart,)

Haabet har opgivet

Om, at Helten fra den Fart

Komme kan med Livet;

Aldrig meer i Kongens Gaard

Seierrig han træder,

Heller ham med Hud og Haar

Sælhunds-Pak opæder.

Syn for Sagn vel kaldes maa,

(Sagde de,) at Vandet

Skifted Farve, som vi saae,

Har med Blod sig blandet;

Sikkert er det Heltens Blod,

Som er her udruudet,

Saa ham Hexen aarelod,

Han sin Død har fundet."

 

Derved Danekongen blid

Lod sig overtale,

Vendte hjem ved Middagstid

Over Bjerg og Dale.

Gotherne, skiøndt Daner gik,

Vilde dog ei Følge,

Stirred stivt med Kvideblik

Paa den røde Bølge;

Stirred efter Drot og Ven,

Som det sig vel burde;

Skiøndt at see ham selv igien,

Haabe knap de turde.

 

En Fortæring ganske sær

Under Kampens Hede

Timedes det Jettesværd,

Helten fandt dernede;

Som de stærke Vinterbaand

Sees i Vaar at smelte,

Naar Alfaders Straalehaand

Løser Bølgebelte,

Ja, som, efter Herrens Hu,

Iis i Foraarsdage, —

Saa fra Odd til Hjalte nu

Sværdet svandt saa sage!

Af Klenodier ei faa

I den Havfru-Bolig

Gothe-Herremanden saae

Og forsaged rolig:

Mellem Kostbarheder nok

Alt hvad han udvalgte

Var, med Grændels Hovedblok,

Seiersværdets Hjalte;

Sværdet, efter sin Bedrift,

Maatte, som han meldte,

Af den gloende Forgift

Underlig hensmelte.

 

Fra de døde Troldes Hjem

Brat sig at begive,

Lysted ham, der søgte dem.

Mens de var i Live;

Skyndelig sig Helten skiød

Op fra Bølgebunden,

Frelst var ved de Fules Død

Nu og Vovegrunden.

 

Det var Sømænds Hovedhegn,

Jublende paa Bølge,

Tungt beladt med Seierstegn,

Saae ham nu Hans Følge;

Alle og som Een paa Stand

Helten fløi i Møde,

Der han, svømmende i Land,

Steeg af Bølger røde.

„Gud skee Lov for Drot og Ben!"

Raabte Alle sammen,

„Frist og rask nu her igien

See vi ham med Gammen!"

 

Vaklende der Helten stod,

Til de Brynjen løste,

Ned da styrted Vand og Blod,

Som med Kar man øste;

Længere nu tøved ei

Kæmperne saa strage,

Og den velbekiendte Vei

Lagdes snart tilbage.

Lystig det fra Klinten gik,

Skiøndt man ei kan nægte,

Kæmperne at bære fik

Byrde, som var ægte:

Fire Karle paa en Gang

Skyde maatte Rygge,

Ved at bære paa en Stang

Grændels Hovedstykke.

For dem dog det sortned godt,

Saa de Gother fjorten

Stod med deres kiære Drot

Snart ved Borgeporten.

Port og Dør sig lode op,

Som en Mand af Vælgten

Treen i Spidsen for sin Trop

Frem nu Gothe-Helten,

Traadte som velkommen Giæst

Ind i Drikkesalen,

Kom til Fryd og Folkefest

Glimrende fra Valen.

Grændels Hoved og paa Stand

Blev i Hall at skue.

Gysen jog det i hver Mand,

Skræk i hver en Frue,

Ind man det ved Haaret trak,

Kæmperne det gotted,

Til Uhyrets Hovedstak

Drikkende de skotted.