Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) 13.Sang

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Bjovulvs-Drapen

Oversat af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig

Trettende Sang

Bjovulvs Hjemkomst, Offas Dronning Drude og Maglebarderne i Danmark.

Nu Bjovulv gik, den Helt saa klar,

Med stolte Kæmpe-Drenge

Og med Foræring dyrebar,

Alt over Mark og Enge;

Opsadlet var paa Bølgen blaa

En Ganger for den Kiække,

Hvor under Ø fortøiet laae

Hans gode Orlogssnekke.

Alt som nu gik til Stranden ned

Det Tog fra Høielofte,

Kong Hrodgar for sin Gavmildhed

Fik Lov og Tak fuldofte.

Den Herre som et Kongespeil

Og skinned i sin Vælde,

Indtil ham Kræfterne slog feil

I Kamp med Aar og Ælde.

 

Til Stranden kom den Kæmpetrop

I Ringebrynjer klare,

Hvad han vel saae fra Klintetop,

Som tog paa Kysten vare,

Men blev derfor stet ikke vred,

Han vidste, hvad de vilde,

I Møde han de Bolde reed

Med Venneord saa milde:

„I stunde nu, (saa meldte han,)

Til Hjemmet nok med Ære,

Og Væder-Folket over Strand,

Velkomne skal I være.”

 

Hvor Snekken vipped under Land,

For Ankertov og Fæste,

Den ladet blev med Guld paa Stand,

Med Kæmpetøi og Heste.

Et guldprudt Sværd fik han til Skiænk,

Som tog paa Snekken vare,

Saa mere glimrende paa Bænk

Han sad i Kæmpeskare.

Det var nu Gothe-Heltens Lyst

At kløve steilen Bølge,

Thi stævned ud fra Danmarks Kyst

Han med sit Kæmpefølge;

Alt over Hrodgars Skiænk man saae

I Midten Masten kneise,

Og ei nu tøved Seil i Raa

De Orlogsmænd at heise.

Vel Vinden brat i Seilet tog,

Saa Planker maatte knage,

Men sinkede paa Reisen dog

Ei blev de Kæmper strage:

Nei, skummende som Bølge hvid,

Den Havhest god, de aatte,

Hver Brænding høi, hver Bølge strid,

Med haarden Hov nedtraadte,

Ja, foer med dem afsted saa svindt,

At snart med Fryd opdaged

De Gothe-Landets kiære Klint,

Hvor op i Sky den raged.

Ei tog af Mærkerne de feil,

De var paa kiendte Veie,

Men styred ind for fulde Seil

Til Hjemmets Bryggeleie.

 

Ei uventet kom de dog;

Længe alt tilstæde,

Havnefogeden modtog

Heltene med Glæde;

Skib og Seil han paa en Prik

Kiendte i det Fjerne,

Vennerne til Haande gik

Hurtig han og gierne

Gjorde al sin Flid med saa

Snekken at fortøie,

At for Storme tryg den laae,

Som for Bølger Høie.

 

Nu paa Timen kom i Land

Ladningen saa fager,

Adels-Føring over Strand,

Guld og gode Sager.

Kæmperne, med gode Kaar

Og med gyldent Eie,

Giæste vilde Kongens Gaard,

Var og godt paa Veie:

Hrædlingen, Kong Higelak,

Herlig med sit Følge

Thronede i sit Gemak

Tæt ved Kyst og Bølge,

Havde sig en Borg saa prud

Der til Kongesæde

Favnede sin unge Brud

Der med Lyst og Glæde;

Det var Hygd, den Liljevaand,

Som i Ungdoms Dage

Gav Kong Higelak sin Haand,

Drog den ei tilbage.

Hæreds Datter Dronning ny

Var vel under Bue,

Havde dog for Rundhed Ry

Alt i Borgestue*)

 

* * *

 

Om den Franke-Dronning bold,

Drude, er at melde,

At da med et Rovdyr vildt

Hun var stædt i Fare,

Hun dog maged det saa snildt,

At det faldt i Snare;

Og da det var lagt i Baand

Inden fire Vægge,

Faldt det for en Kvindehaand

Under skarpe Egge.

Kvindelig en saadan Id

Er vel ei at nævne,

Om end Drude i sin Tid

Havde dertil Evne,

Da i Stikken slemt hun ladt

Var af Følgesvende,

Gjorde derved saa forhadt

Sig hos Hemmings Frænde,

At af ham paa hendes Bag

Det blev foregivet:

Hun sin Husbond uden Sag

Tragted efter Livet.

Andre lydt dog over Bord

Turde ham modsige,

Sagde hende fri for Mord

Og for Nid tillige.

Siden over Floden guul

Hun som Rosensblommen

Svømmede i Snekke huul,

Var i Hall velkommen,

Fulgte smukt sin Faders Bud,

Som det bør at være,

Klædte, som Kong Offas Brud,

Dronningstol med Ære,

Leved med sin Ægtemand

Saa i Fryd og Gammen,

Som da ogsaa hun og han

Passed yndig sammen;

Thi om Land, fra Hav til Hav,

Det er sandt at sige:

Alle Munde Offa gav

Prisen uden Lige;

Som i Krig, saa og i Fred,

Mellem Drotter alle

Han i Daad og Gavmildhed

Ypperst var at kalde.

Han og styred Folk og Land

Viselig til Enden,

Mens vel Tunge holdt for Tand

Gomer Garmunds-Frænden.

 

Høvdingen, med Staal i Bryst

Og med Kæmpefølge,

Fort nu gik i Sand paa Kyst,

Langs med klaren Bølge;

Solen alt fra Sønderleed

Straaled høit paa Bue,

Kraftelig og fremad skreed

Kæmperne paa Tue,

Kom saa til det Høie Slot,

Hørte, at derinde

Frisk og vel den unge Drot

Sad med Huusgesinde;

Ja, at han, hvem Ongenthjov

Bukked for paa Valen,

Skifted med fuldgodt et Lov

Sølv og Guld i Salen.

 

Higelak det blev nu meldt,

Hvor han sad, saa sage:

„Kommet er den gæve Helt,

Bjovulv, nu tilbage!

Frank og fri den Skjoldmand gaaer

Op ad Borgegyde,

Kommer vist med gode Kaar,

Uden Lak og Lyde.”

 

Plads da brat, paa Kongens Ord,

Gjordes for de Kiære,

De i Hall ved breden Bord

Bænkedes med Ære;

Frænde her sad Frænde næst,

Ikke uden Føie,

Kongen hilsed paa sin Giæst

Kiønt i Toner Høie;

Dronningen, den Rosenvaand,

Saae man sig nu skynde,

Bægeret i Vennehaand

Rakte hun med Ynde;

Det var Hæreds Datter fiin,

Hun til Kæmper kiære

Trindt i Hallen Mjød og Viin

Skiænkede med Ære.

 

Høit i fyrsteligt Gemak

Spørgsmaal over Borde

Vennesæl Kong Higelak

Nu til Helten gjorde;

Hvordan Gothen tured om,

Det gad han nok vide,

Derfor til den Høvding from

Sagde han med Blide:

„Hvordan gik det, Bjovulv kiær!

Dig med Kæmpefølge,

Paa din stoute Herrefærd

Over salten Bølge?

Kiæk hendrog med Kamp i Hu

Du til Hjorte-Borgen:

Ventelig fik Hrodgar nu,

Bod for Hjertesorgen!

Stor saa var min Sindsuro,

Til dit Vovestykke

Havde jeg slet ingen Tro,

Aned kun Ulykke;

Derfor gjorde jeg min Flid,

Bad dig tit og længe,

At du i den Troldestrid

Ei dig skulde mænge,

Lade Heller Dannemænd,

Som de kunde mægte,

For den prude Skjoldung-Ven

Selv mod Grændel fægte;

Sorrigfuld jeg sad enstund

I min Borgestue,

Gud skee Lov, jeg frisk og sund

Atter dig mon skue!”

 

Det var Bjovulv, Eggthjovs Søn,

Saa tog han til Orde:

„Ord der ganger, ei i Løn,

Af, hvad Godt jeg gjorde,

Da fuldgram i Danevang

Styrke med mig prøved

Grændel, som saa mangen Gang

Skjoldunger bedrøved,

Piinte dem, saa de det vel

Mindes alle Dage:

Jeg ham gjorde Ret og Skiel

For den Landeplage,

Saa at hver Uvætte leed,

Hver den Skovtrolds Frænde,

Gyse for det Davrebeed

Skal til Verdens Ende!

 

Baaret over Bølgen sval,

Uden Tid at spilde,

Giæsted jeg i Kongesal

Daners Drot hin milde:

Plads mig gav den Herre bold,

Der han fik at vide,

Hvad jeg førte i mit Skjold,

Ved sin Arvings Side.

Det jeg og bekiende maa.

Der var Lyst og Glæde,

Saa jeg Magen aldrig saae,

Hvor jeg gik til Sæde,

Skued indtil denne Dag

Under Himlens Bue

Neppe sligt et Vennelag

I en Borgestue.

Med et Folkemoder-Blik,

Som er rart at finde,

Stundom trindt i Salen gik

Daners Kongekvinde;

Skiænket blev den klare Viin,

Skiftet gyldne Skatte,

For igien den Dronning fiin

Sig til Sæde satte.

 

Datteren, den Liljevaand,

Gjorde veltilmode

Stundom og med Skiænk i Haand

Heltene tilgode;

Da om Freyvor over Bord

Faldt der mærkelige Ord

Mellem Kæmper gæve.

 

Guldrund var den Mø saa skiøn

Mellem Kæmper strage,

Fæstet var til Frodes Søn

Hun i Ungdoms Dage;

Skjoldung-Drotten og Hans Mænd

Af en gammel Fiende

Haabed sig en fuldtro Ven

Paa den Viis at vinde.

Sjelden dog en liden Stund

Efter Birtingsbadet

Kiærlighed af Hjertens Grund

Kan udslukke Hadet;

Er end Bruden nok saa skiøn,

Let dog brister Freden,

Sværdet selv til Vaabendøn

Farer ud af Skeden.

Det man saae paa Hrodgars Borg,

Som saa tit i Verden:

Bryllupsglæden blev til Sorg

Under Jordefærden.

Maglebarders Vikingtrop,

Mangen en forvoven Krop,

Stævned did fra Valen;

Ungersvenden Haand i Haand

Med den danske Liljevaand

Gik igiennem Salen;

Derved klirred Troppens Sværd,

Thi bevæbnet var Enhver

I den Vikingskare,

Til i Hallen de med Fals

Spillede paa deres Hals,

Gav sig selv i Fare.

Maglebarders Oldermand,

Ulvegram i Sinde,

Holdt for Tunge meer ei Tand,

Droges grandt til Minde,

Hvad der, til Hans Haar blev hvidt,

Havde sig begivet,

Hvor hinanden man saa tit

Modig gik paa Livet;

Suur han sad ved Drikkebord,

Skottende med Øie,

Og til Sting han sine Ord

Vidste vel at føie;

Ungersvenden Ingels Hu

Vilde han udspeide,

Vække, hvad der skumred nu:

Folketvist og Feide.

„Kiender du, min unge Ven!

(Sagde han bedrøvet,)

Sværdet, som ved Faderlænd

Kæmpedaad har øvet?

Kiender du det Sværd, han svang

Over Brynjesærke,

Da han kløved sidste Gang

Hjelme under Mærke.

Hvor han sank paa Valen træt

For de danske Vaaben?

Marken, efter Kæmpeslæt,

Skjoldunger stod aaben;

Og kun de, som den beholdt,

Kunde Valen rane;

Over Gulv nu ganger stolt,

Søn ei veed, hvis Bane:

Kryende af Daaden sig,

Bærer han, som Bytte,

Hvad nedarvet burde dig

Følge og beskytte!”

 

Saa med dolkehvasse Ord

Minded han og maned,

Til det unge Blod opfoer,

Selv sin Helvei baned;

Thi det kølned i Hans Bryst

Kvinde-Kiærligheden,

Han kun hørte Blodets Røst,

Troløs brød han Freden;

Brudte blev nu Ord og Eed

Brat paa begge Sider,

Ingel selv i Græsset beed;

Og til alle Tider

Giæsterne i Hrodgars Hall

For den Svig mod Daner

Falske Venner nævnes skal,

Troløse Kompaner,

Ikke mindst den gamle Knark,

Som gik mellem Træ og Bark,

Slap dog selv heelskindet.

 

Dog, paa Tale Grændel nu

Maa igien jeg føre.

For at, Guldring-Skifter! du

Ret kan faae at høre,

Hvordan siden han og jeg

Tumled os i Vangen.

Dengang ad sin Kongevei

Solen var nedgangen,

Folkeæderen vor Giæst

Blev, før næste Morgen,

Hvor vi, som vi kunde bedst,

Bænked os i Borgen.

Handske her den lede Trold

Nærmest laae for Haanden,

I Hans Kløer den Kæmpe bold

Faldt og opgav Aanden;

Ja, det blev Hans tunge Kaar,

Trolden godt at smage,

Grændel ham med Hud og Haar

Aad i Hall saa sage.

Det var Kæmpers Avindsmand,

Som fik Blod paa Tænder,

Gange ud nu vilde han

Ei med tomme Hænder;

Prøve Kræfter vilde snu

Træringen den gamle,

Gav sig med en Vante nu

Derfor til at famle,

Gjort den var af Drageskind,

Efter Djævles Hjernespind

Mesterlig opfundet;

Han med mangt et listigt Træk

Vilde med mig spillet Giæk,

Hvis han havde kunnet;

Men det siger jeg forsand,

Kæmpeven hin gode!

Alt Hans Anslag blev til Vand,

Da jeg kom paa Fode.

Dog, jeg gider ei fortalt,

Hvordan jeg giengiældte

Stykkeviis den Kieltring alt,

Hvad han laante Helte;

Nok er det, min Drot! jeg bold

Værged dine Svende;

Og, hvorvel den feige Trold

Smutted mig af Hænde,

Løbe fra sin høire Haand

Maatte dog den Fule,

Fandt og for sig Dødens Baand

I sin Røverkule.

 

Skjoldung-Drotten vennehuld,

For den Dyst i Vange

Lønned mig med røden Guld,

Kostbarheder mange,

Dengang efter sorten Nat

Kom den lyse Morgen,

Og til Bords sig havde sat

Gildesfolk i Borgen.

Tro mig, det gik lystig til

Samme Dag i Salen!

Der var Sang, og der var Spil,

Gammensfuld var Talen;

Skjoldungen med hvide Haar,

Efter gammel Vane,

Meget, lært i mange Aar,

Bragte nu paa Bane:

Snart med liflig Harpeklang

Han os vederkvæged,

Snart med sanddru Kvidesang

Hjerter han bevæged;

Snart af Drotten, rig paa Alt,

Giæstmild uden Mage,

Flydende os blev fortalt

Sælsom Skiemtesage;

Snart den Heltegubbe hvid,

Vaklende af Ælde,

Kom ihu sin Ungdomstid

Og sin Kæmpevælde;

Graa ei blot, men klog af Aar,

Tale viis han førte,

Mindet dog om Ungdoms Vaar

Inderlig ham rørte.

 

Saa fordrev vi Dagen der,

Lod os Mjøden smage,

Indtil med sin Skyggehær

Natten kom tilbage;

Længe da det vared ei,

Før et nyt Uhyre

Gav til Hallen sig paa Vei,

Harm og Hevn at styre:

Det var Moderen til ham,

Som for sin Umage

Fik af Gothen Last og Skam,

Kom derved af Dage.

Harm nu hævnede den Mær,

Foer ei frem med Læmpe,

Kom til Hallen, langed der

Brat en ædel Kæmpe;

Gammel var den Helt og graa,

Æsker man ham kaldte,

Kyndig og han var som Faa,

Hexen dog ham kvalte;

Kun forgiæves om Hans Lig

Ledte næste Morgen

Daner med al Flid og Fig,

Det fordobled Sorgen;

Ei det hjalp, i Favnemaal

Vedd at sammenbære,

Bænkes kunde ei paa Baal

Ædlingen med Ære;

Hexen hjem den Kæmpe kiær

Isnet maatte følge,

Og med hende synke der

Dybt i Luebølge.

 

Mest af Alt gik dette Mord

Daners Drot til Hjerte,

Høit og dyrt han mig besvor,

Undertrykt af Smerte,

Kiæk at vove, Folk til Gavn,

Liv og Kæmpekræfter,

Virke Daad i Dybets Favn

Og faae Løn derefter.

Gjort som sagt: min Kæmpegang

Drages Folk til Minde,

I det varme Bad jeg sprang,

Fandt den fule Kvinde

Lurende paa Bølgebund,

Farlig haard at trykke,

Stivt hun strittede en Stund,

Fik dog en Ulykke;

Ja, alt med fuldgodt et Sværd,

Uden Folk i Følge,

Grændels Moder slog jeg der,

Da kom Gift i Bølge.

Haardt det holdt, dog godt jeg slap,

Havde Aar tilbage;

Godt betalt af Drot uknap

Blev og min Umage;

Ei fordi jeg søgte Løn

Paa min Kæmpebane,

Men for rund var Halvdans Søn

Efter gammel Vane.

Hvad mig Dannerlongen gav

Med den bedste Vilje,

Med mig stævned over Hav

Hid paa Snekketilje;

Til din Tjeneste, min Drot!

Er de Gaver skiønne,

Med din Naade, veed jeg godt,

Du mig vil belønne;

Jeg kun er paa Frænder rig,

Higelak, min Herre!

Som Paarørende ad dig,

Ellers Faa har færre.”

 

Nu paa Gothe-Heltens Bud

Hurtig kom tilsyne

Først en Kæmpehat saa prud,

Hjelm med Bassetryne;

Stadselig var den og stærk,

Det skal Ingen nægte.

Med den Sværd og Brynjesærk

Fulgte, som var ægte.

Med den prude Vaabendragt

Skulde Ordkvad Følge,

Helten hvad ham var paalagt

Vilde ei fordølge,

Og Hans egne Ord jeg vil

Trolig eftersige:

„Den har hørt Kong Hjørgar til,

Drot i Skjoldung-Rige;

Han den ei for Løn og Bøn

Vilde Hjørvard skiænke,

Som dog var Hans egen Søn,

Det er at betænke;

Tag dog (sagde Daners Drot)

Tag du den og brug den godt!”

Med den Rustning, rar at faae,

(Har jeg ladt mig sige,)

Fire Hopper abildgraa

Fulgte her tillige.

Gothe-Kongen Higelak

Gaverne fuldskiære

Tog med Lyst og tog med Tak,

Saa det bør at være;

Aldrig kan en Kæmpe gæv

Slægt og Venner svige,

Fiende værst er Frænde-Ræv,

Afskum og tillige;

Derimod de Frænder to:

Higelak og Helten,

Var som Guld Hinanden troe,

Ædlinger af Vælgten.

 

Dronning Hygd den Kæmpe stærk

Glemte ingenlunde,

Guldsmedkunstens Mesterværk

Det bevise kunde;

Hentet var det udenlands,

Skiænket af Væltove,

Og forhøied Barmens Glands

Nu paany til Hove;

Dermed Heske tre, ved Navn

Svane, Sadelprud og Ravn,

Fulgte over Vove.

 

Saa den Helt, med Løvemod

Og med Bjørnekræfter,

Viiste, at han vennegod

Ogsaa var derefter;

Styrke fremfor alle Mænd

Gud ham gav i Naade,

Men sagtmodig han med den

Immer holdt til Raade;

Ærekiær, han Vreden dog

Vidste godt at dæmpe:

Aldrig over Bord han slog

Nogen drukken Kæmpe.

Gotherne for ingen Ting

Længe Helten regned,

Kongen ham i Kæmpering

Daarlig kun begegned,

For et Drog man saae ham an,

For en Fæt i Ætten;

Men den ærekiære Mund

Visked af sig Pletten,

Fik for al sin Vaande Bod,

Havde nu den Ære,

At sin Faders Værge lod

Higelak indbære,

Gav dermed sin Frænde kiær,

Hvad i alt Hans Rige

(Det forstaaer sig: iblandt Sværd)

Spurgte om sin Lige,

Gav ham Lov at sidde hos,

Høit i Kongesæde,

Gav ham Hjem og Jordegods,

Herredom med Glæde.

Saa sin Konge Bjovulv næst

Blev i alle Dele,

Han, hvem Lykken undte bedst,

Siden fik det Hele;

Det var Bjovulv, som med Tak

Tog, hvad ham blev givet,

Og holdt halvt med Higelak,

Til han misted Livet;

Var for Hardred Kongesøn

Saa den bedste Støtte,

Indtil han, om Hagen grøn,

Sig paa Val forblødte. **)

Det var Svensken, nu som før,

Under Skilfing-Stammen,

Der hos Granderne i Nør

Tændte Ustyrs-Flammen;

De som Seierherrer stod

Over Konge-Liget,

Traadte haanlig under Fod

Hele Gothe-Riget.

Bjovulv dog det Hovedslag

Giengjaldt med et andet,

Hævned Gothens Nederlag,

Redded Fædrelandet.

Noter
*) At her fattes noget, er godt at see; og det maa, iblandt andet, være en Overgang, som siger, at Hæreds Datter havde ikke saadant et Ord paa sig, som Offas Dronning, om hvem dette Brudstykke handler.
**) Higelaks Søn, der, som Barn, blev Hans Eftermand under Bjovulvs Formynderskab.