Forskjell mellom versjoner av «Om broder Hubertus»
(Om broder Hubertus) |
|||
| (2 mellomliggende revisjoner av samme bruker vises ikke) | |||
| Linje 11: | Linje 11: | ||
| − | <big><big>'''Om broder Hubertus'''</big></big | + | <big><big>'''Om broder Hubertus'''</big></big> |
''Af prior einum'' | ''Af prior einum'' | ||
| Linje 28: | Linje 28: | ||
| − | + | I den by, der hedder Pavia, findes et benediktinerkloster, og i dette munkekloster var der en prior, om hvem det fortælles, at han overholdt klosterreglerne dårligt — ikke bare tavshedsløftet, men også mange andre ting. Denne prior blev syg, og han døde af sygdommen. Men i al den tid, han havde været i klosterlivet, havde han hver dag omhyggeligt sunget tidebønner til fru Sankt Maria, og han havde altid stået op imens. | |
Da der var gået 12 måneder fra hans død, åbenbarede han sig for en klosterbroder, der hed Hubertus, hvis arbejde bestod i at se efter kirken, og han sov i den om natten. Og da han var stået op til ottesangen for at bede og sørge for lys, blev der kaldt højt på ham, mens han stod foran alteret, og der blev sagt: »Broder Hubertus!« Han blev meget bange, for han vidste ikke, hvem der havde sagt det, men han tænkte, at det nok snarest kom fra sygehuset, som lå nær kirken. Han gik omgående derover, men erfarede, at ingen dér havde kaldt på ham. Men straks da han kom tilbage til kirken, blev der kaldt på ham: »Broder Hubertus!« Han turde ikke svare, men skyndte sig i seng og lagde sig til at sove. | Da der var gået 12 måneder fra hans død, åbenbarede han sig for en klosterbroder, der hed Hubertus, hvis arbejde bestod i at se efter kirken, og han sov i den om natten. Og da han var stået op til ottesangen for at bede og sørge for lys, blev der kaldt højt på ham, mens han stod foran alteret, og der blev sagt: »Broder Hubertus!« Han blev meget bange, for han vidste ikke, hvem der havde sagt det, men han tænkte, at det nok snarest kom fra sygehuset, som lå nær kirken. Han gik omgående derover, men erfarede, at ingen dér havde kaldt på ham. Men straks da han kom tilbage til kirken, blev der kaldt på ham: »Broder Hubertus!« Han turde ikke svare, men skyndte sig i seng og lagde sig til at sove. | ||
| Linje 37: | Linje 37: | ||
| − | |||
| − | |||
| − | |||
| − | |||
| − | |||
| − | |||
[[Kategori:Alfabetisk indeks]] | [[Kategori:Alfabetisk indeks]] | ||
Nåværende revisjon fra 30. mar. 2026 kl. 17:08
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
Om broder Hubertus
Af prior einum
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2020
I den by, der hedder Pavia, findes et benediktinerkloster, og i dette munkekloster var der en prior, om hvem det fortælles, at han overholdt klosterreglerne dårligt — ikke bare tavshedsløftet, men også mange andre ting. Denne prior blev syg, og han døde af sygdommen. Men i al den tid, han havde været i klosterlivet, havde han hver dag omhyggeligt sunget tidebønner til fru Sankt Maria, og han havde altid stået op imens.
Da der var gået 12 måneder fra hans død, åbenbarede han sig for en klosterbroder, der hed Hubertus, hvis arbejde bestod i at se efter kirken, og han sov i den om natten. Og da han var stået op til ottesangen for at bede og sørge for lys, blev der kaldt højt på ham, mens han stod foran alteret, og der blev sagt: »Broder Hubertus!« Han blev meget bange, for han vidste ikke, hvem der havde sagt det, men han tænkte, at det nok snarest kom fra sygehuset, som lå nær kirken. Han gik omgående derover, men erfarede, at ingen dér havde kaldt på ham. Men straks da han kom tilbage til kirken, blev der kaldt på ham: »Broder Hubertus!« Han turde ikke svare, men skyndte sig i seng og lagde sig til at sove.
Så snart han var faldet i søvn, kom denne broder, som tidligere blev nævnt, hen til Hubertus og sagde: »Hvorfor svarede du ikke — broder! — da jeg kaldte på dig?« Da spurgte Hubertus: »Hvordan går det dig — broder?« Han svarede: »Jeg har haft det hårdt hidtil og været forvist til det herred, hvor høvdingen er ham, der hedder Smirna. Og mens jeg var der, påtog jeg mig megen selvpineri for mine misgerninger. Men så skete det for nylig, at himlens og jordens salige dronning befandt sig i nærheden, og hun så, hvor jeg var, og hun ledte mig bort derfra og førte mig til glædens sted. Og jeg nød godt af det, at jeg omhyggeligt havde sunget tidebønner til hende.«
Og Hubertus fortalte klosterbrødrene om denne åbenbaring, og kort tid efter dette blev han syg og døde og drog til glædens sted.
