Aandemanersken Kinalik (KR)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Sommerteltene er helt af Renskind og minder
i Formen meget om Indianernes.

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Uddrag af
Fra Grønland til Stillehavet

Aandemanersken Kinalik

Knud Rasmussen
København, 1926

De Midt under Festen blev det meddelt, at Aandemanersken Kinalik vilde paakalde sine Hjælpeaander og rydde Vejen fremover for alle Farer. Det var Sila, der skulde raadspørges for at hjælpe en, der ikke kunde klare sig selv. Al Sang forstummede, og Aandemanersken blev staaende alene midt paa Gulvet med tætlukkede Øjne. Hun fremsagde ikke Formularer, men vred undertiden Ansigtet i Smerte og kom til at skælve over hele Kroppen. Det var hendes Maade at se indad paa, ind i kommende Dages Hemmeligheder; alt gik ud paa at samle hele sin Kraft og alle sine Tanker om det ene, at gøre godt for dem, der nu skulde ud at rejse.

Igjugarjuk, som benyttede enhver Lejlighed til at fremhæve sin Stamme paa Bekostning af "Saltvands-Eskimoerne", fortalte mig, at deres Aandemanere aldrig sprang omkring paa Gulvet og gjorde Kunster; de tog heller ikke deres Tilflugt til Mørke eller et særligt Aandemanersprog; det eneste, man lagde Vægt paa, var Troværdighed og Sandhed, og ingen her vilde nedværdige sig til at springe omkring paa Gulvet og læspe i et saakaldt Aandesprog, blot for at faa Tilhørerne til at tro paa alle de Urimeligheder, de profeterede om.

Da Kinaliks Vilje og Tanke havde naaet Kulminationen, blev jeg anmodet om at gaa uden for Teltet og stille mig paa et Sted i Sneen, hvor der ingen Fodspor var; her skulde jeg blive staaende, til man kaldte mig tilbage. Paa dette rene og ubetraadte Sted skulde jeg udstille mig for Sila, staa tavs og ydmyg med sænkede Øjne og ønske, at Himmel, Vejr og alle Naturkræfter skulde lægge Mærke til mig og faa Medlidenhed med mig.

Det var en mærkelig Form for Andagt, jeg her for første Gang var ude for, og det var ogsaa første Gang, jeg gjorde Bekendtskab med Sila som den gode Guddom.

Da jeg havde staaet ude en Stund, blev jeg hentet ind igen, og nu havde Kinalik faaet sit naturlige Ansigtsudtryk og saa glad og straalende ud. Hun fortalte mig, at den store Aand havde bønhørt hende, og at alle Farer skulde være fjernede fra vor Vej, og hver Gang vi trængte til Kød, skulde vi faa heldige Jagter.

Denne Forudsigelse hilstes af alle med Bifald og Glæde, og vi fik et levende Indtryk af, at disse Mennesker paa deres enkle og uskyldige Maade havde gjort, hvad de kunde, for at lyse deres Velsignelse over os. Jeg troede dem paa deres Ord og gav skønne Perler i Offergave.

Kilde

Knud Rasmussen: Fra Grønland til Stillehavet, bd. 1, ss. 206-207. København, 1926.