Ordforklaring til norske gårdnavne

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Oluf Rygh

Sakrale stednavne i NordenNorske Gaardnavne
Indledningsbind
Tillæg I

Ordforklaring til norske gårdnavne
Endel af de i norske gaardnavne forekommende ord
med oplysninger om deres betydning og brug.

Af Oluf Rygh 1898 Siden er under opbygning

---

A -- B -- D -- E -- F -- G - H -- I -- J -- K -- L -- M -- N -- O -- P -- R -- S -- T -- U -- V -- Y -- Ø

---

A

á

á f. (Gen. og Flt. ár), Aa. Er det gamle norske Ord for «Elv», endnu brugt saaledes i en stor Del af Landet. Elv (elfr) brugtes i det gamle Sprog kun om enkelte meget store Elve (indenfor Norges daværende Grændser om Glommen og Gøtaelven, Raumelfr og Gautelfr); først mod Slutningen af MA. begyndte man at kalde ogsaa mindre betydelige Elve elfr. Gammel Sideform ó, endnu bevaret i adskillige Stedsnavne. I Nordland nu udtalt Aag, men alm. ikke skrevet saaledes. Som sidste Led i Navne tildels afkortet til -a, mest i Nordland. Findes sms. med vin og heimr (Æn, Œn; Áeimr).

akr

akr m. (Gen. akrs, Dat. akri, Flt. akrar), Ager. I Navne nu, ligesom i Ordets Brug som Fællesord, næsten overalt udt. Aaker. Som 2det Led i Navne ofte afkortet til -åk, -åkk, -ak, -akk. Naar da 1ste Led ender med r, er det vanskeligt at adskille fra det gamle Ord rák n., Græsgang, hvorpaa Kvæg drives, eller Kvægvei (af reka, drive).

alfr

alfr m. findes ikke i bevarede oldnorske Skrifter, men maa efter dets Anvendelse i meget gamle Stedsnavne antages engang at have været brugt ogsaa i Norsk, som endnu i Svensk, i samme Betydning som aurr (se dette), Grus, Grusgrund under det øverste Jordlag. Oftere i Sms. med heimr og vin, i sidste Tilfælde i mindre let kjendelig Form (Ulven, Aulin, se Bd. I S. 399).

áll

ál1 m. (Gen. áls, Flt. álar) brugtes i det gamle Sprog, som endnu, om en dyb Rende i Vand og om en i Farve afstikkende Stribe langs Ryggen af Dyr, især Heste. Opr. Betydning vel: Stribe, og brugt i denne Betydning i de fleste af de Stedsnavne, hvori det forekommer. Bl. a. i flere Bygdenavne, hvoraf nogle endnu bruges (Aal, Aalen). Findes sms. med vin (Ælin, se Bd. I S. 298). I Stedsnavne ofte ikke til at skille fra det vistnok beslægtede Ord ál, ól f., der nu betyder en Rem af Læder.

almr

almr m. (Gen. alms, Dat. almi), Alm (Træ). I Navne usms. i Ental (ofte i Dativform) og som 1ste Led. Et enkelt Tilfælde af Sammensætning med heimr kjendes. Som 1ste Led, naar en Konsonant følger, oftere paa Vestlandet afkortet til Al-, der igjen ved Dissimilation kan blive til An-, naar 2det Led indeholder et 1 (Almdal, Aldal, Andal). I andre Landsdele bliver i det sidste Tilfælde Alm- ofte til Am-, Aam- (Amli, Aamli, Amdal, Aamdal, Amland, Aamland).

alpt

Se ► elptr.

angr

angr m. (Gen. angrs, Dat. angri) maa engang have været brugt i Betydning af Fjord og Vik, men er nu kun bevaret i endel Egennavne paa Fjorde og Viker, som tildels ere overgaaede til Bygde- og Gaardnavne. r er nu oftest bortfaldet i Udtalen. Kan forvexles med Afledningsendelsen angr, som man har f. Ex. i det hyppige Indsønavn Øiangen, og med vangr (se dette).

apaldr

apaldr m. (Gen. apaldrs), Abild, Vildæbletræ. Ofte, især som 1ste Led, i Gaardnavne, i mange forskjellige Udtaleformer, ligesom Fællesordet. Har 2det Led et 1, mister det oftest sit 1 (Apeland, Abeland for Apaldraland). Apaldrs- som 1ste Led kan ved Afkortning og Lydændring blive hel ukjendeligt (Afset eller Akset for Apaldrssetr, Aksnes for Apaldrsnes, se Thj. VSS. 1891 S. 155). Sammensætning med vin findes (Apaldasin i Østre Aker, nu Abelsø).

askr

askr m. (Gen. asks, Dat. aski, Flt. askar), Ask (Træ). Ofte usms. som Gaardnavn i Ent. og Flt. (Ask, Aske, Asker) og som 1ste Led. Af Sammensætningerne skrive nogle sig fra et af Trænavnet dannet Elvenavn Aska; andre Navne, ikke særdeles mange, ere sms. med det afledede Ord eski n., med Ask bevoxet Sted (se ovfr. S. 31). Ofte sms. med heimr, men ikke med vin. Kan forvexles med askr, Æske, lidet Kar (i nyere Navne) og med aska f., Aske.

áss

áss m. (Gen. áss, Dat. ási, Flt. ásar), Aas, langstrakt Høide. Ofte sms. med heimr, maaske ogsaa undertiden med vin. Som 1ste Led i Nutidsform udsat for at forvexles med flere Personnavne (Kvindenavnet Asa, Mandsnavnene Oddr, Ormr), med á, Aa, og i enkelte Tilfælde med Trænavnene askr og ǫsp. Som 2det Led i senere Tids Skrift ofte urigtigt for óss, som i Skrivemaaden Røraas for Røros.

auðn

auðn n. (Gen. auðns, Dat. auðni, Flt. i Gaardnavne auðnir) og f. (Gen. auðnar, Flt. auðnir), Ødemark, øde, ubeboet Sted. Brugt som Gaardnavn dels, fordi Stedet var ryddet i Ødemark, dels fordi det en Tid som Underbrug havde været ubeboet (ovfr. S. 5). Det sidste Tilfælde vistnok det hyppigste. Som Gaardnavn mest brngt i de trondhjemske Amter, i bestemt Entalsform (Aunet), i Dat. Ent. (Aune) og i bestemt Flertalsform (Aunan). I disse Egne desuden hyppigt som 2det Led i sms. Navne; 1ste Led da oftest en ældre Gaards Navn, hvorunder Bruget engang har hørt eller paa hvis Grund det er ryddet. Søndenfjelds sjeldent og kun usms.; au gaar her oftest over til aa eller ø. Søndenfjelds er Navnet dels Hunkjøns-, dels Intetkjønsord, nordenfjelds altid af Intetkjøn, undtagen i Flt., hvor det efter den S. 11 f. forklarede Regel gaar over til Hunkjøn. Disse Navne, især de sms., maa for en stor Del være temmelig unge.

auki

Se ► autn.

aukland

aukland n. er dannet af auka, øge, og maa betyde Øgningsland, ved Rydning tillagt Land. Ofte Gaardnavn i de sydvestlige Landskaber, fra Nedenes til og med Søndhordland; i Stavanger Amt træder dog mest den afledede Form auklendi n. i dets Sted. Ofte i senere Tid skr. Økland, Ugland, Øglend; tildels udtalt med enkelt Vokal, o eller ø. Gaar tilbage til MA., men er vel ikke særdeles gammelt.

aukn

Se ► autn.

aurr

aurr m. (Gen. aurs, Flt. aurar), Grus, især om den faste, urørte Grusgrund under det øverste Jordlag. Ikke sjeldent i Bygde- og Gaardnavne, tildels dog gjennem deraf afledede Navne, Sønavnet Aurr og Elvenavnene Aur, Aura og Yrja; deraf’ ogsaa Bygdenavnet Yrjar (Ørlandet) og enkelte med yrja sms. Navne, som det nordenfjeldske Langyrja. Findes sms. med vin (Aurin). Jfr. alfr.

autn

autn n. (Gen. autns, Dat. autni) findes temmelig ofte som Gaardnavn i Smaalenene og paa Romerike, nu oftest udt. med ø, Øtten, eller, hvor Navnet har Dativform, Øtne. Er sandsynlig en yngre Form af aukn; dette kan ikke paavises som Fællesord, men kan godt tænkes brugt i samme Betydning som aukland. I en Form, nærmere den oprindelige, synes Ordet brugt i Øktner (maaske snarere udtalt Auktner) i S. Odalen og i Øktna i Nes Rom. (GNo. 169,7). Jfr. Bd. I S. 5. Vel i samme Mening findes som Gaardnavn auki m., Forøgelse, paa et Par Steder søndenfjelds (Røken, Strømmen) og i Flt. Aukan om nyere Gaarde paa Nordmør og i Øbygderne i Fosen.

Tilbage til top       A -- B -- D -- E -- F -- G - H -- I -- J -- K -- L -- M -- N -- O -- P -- R -- S -- T -- U -- V -- Y -- Ø --

B

bakki

bakki m. (Gen. og Dat. bakka, Flt. bakkar), Bakke. Har i det gamle Sprog ogsaa den særlige Betydning: Elvebred, Søbred (fordi en saadan gjerne danner en Skraaning). Som 2det Led jevnlig afkortet til -bakk, især nordenfjelds.

bali

bali m. (Gen. og Dat. bala), jevn Forhøining eller Vold langs en Strand. I adskillige Gaardnavne vesten- og nordenfjelds, mest nyere; ialfald et enkelt, Bale paa Balestranden i Sogn, er dog sikkerlig meget gammelt. Ogsaa om Holmer og Skjær langt fra Land.

balki

Se ► bǫlkr.

barð

barð n. (Gen. barðs, Dat. barði), Kant, Rand. Mange Stedsnavne, deriblandt ogsaa Gaardnavne, stamme fra dette Ord gjennem dets Brug om Kanten af et Fjeld eller om en Fjeldafsats. Findes sms. med vin (Berðin). I samme eller beslægtet Betydning synes i enkelte Navne ogsaa borða f. og borði m. brugte.

barmr

barmr m. (Gen. barms, Dat. barmi, Flt. barmar) findes oftere som Stedsnavn, især paa Vestlandet, mest brugt om Viker og om Øer, hvis Navne igjen gaa over paa Gaarde. Udgaar sandsynlig fra Ordets Betydning: Brem, Kant.

bekkr

bekkr m. (Gen. bekkjar og bekks, Flt. bekkir), Bæk. Som usms. Navn for det meste ungt; blandt de sms. ere derimod vist adskillige gamle. Særlig kan mærkes det i Østlandets lavere Egne ikke sjeldne Bekkjarhvarf, nu Bækkevar (Bækkekrumning), og Bækhus, Bækkerhus, der oftest svarer til gammelt Bekkjóss, Bekkjaróss (Bækkemunding).

berg

berg n. (Gen. bergs, Dat. bergi, Flt. i Gaardnavne bergar f., Berg, Klippegrund. Vokalen er i Nutidens Udtale i Stedsnavne ofte ændret, især, hvor det er brugt som sidste Led, og i den sydvestlige Del af Landet. berg kan saaledes blive til bør, bor (aabent o), barg, bar (de to sidste Former i Ryfylke, naar Ordet bruges som 2det Led). Formen bjarg synes ikke at forekomme i norske Stedsnavne, uden det skulde være i Sammensætningen Bjargvin, Bjǫrgvin, der dog lige saa godt kan forklares af bjǫrg f. Sammensætninger med vin og heimr findes.

bingr

bingr m. bruges nu efter Aasen 1) om en Kasse, fæstet til en Væg, eller hvis Bagside dannes af en Væg (til Oplag af Korn, Mel, Salt o. lign.; jfr. oldn. torfbingr om Rum til Brændetorv). 2) om afdelt Rum til Smaafæ i et Fjøs. Naar man tager Ordets Anvendelse i Stedsnavne med i Betragtning, kunde man vel forudsætte en opr. mere omfattende Betydning: afskilt Rum paa en Flade. Findes som gammelt Grændenavn i Eidsvold, paa to Steder i Nes Rom., paa Eker (der endnu brugt) og efter DN. II 579 maaske ogsaa tidligere i Hedrum. Som gammelt Gaardnavn i Trøgstad og Sørum; ellers ikke sjeldent i Navne paa Pladser fra nyere Tid i Smaalenene. Ordet forekommer ogsaa i Formen Binge m., der maaske ogsaa er gammel (brugt paa Østlandet efter Ross; ogsaa alm. i Indherred).

birki

Se ► bjǫrk.

bjórr

bjórr m. (Gen. bjórs), kileformet Stykke, saaledes ogsaa kileformet Landstykke; enkelte Gange brugt som Gaardnavn i Ent. og Flert., udentvivl efter den sidste Betydning. At adskille fra Dyrenavnet bjórr, Bæver, der findes i mange sms. Stedsnavne, et Vidnesbyrd om dette Dyrs vide Udbredelse i Landet i Fortiden.

bjǫrg

bjǫrg f. (Gen. bjargar, Flt. bjargir), et Ord af samme Stamme som berg; kan ikke paavises i Oldn., men maa efter dets Brug i Stedsnavne være meget gammelt Ord. Efter denne Brug skulde man tro, at det tildels har været brugt om fremstikkende, noget høie og bratte Berg. Aasen anfører det fra Voss med Betydning: en Række af lavere Klipper, Ross fra Stjørdalen med Betydning: en lang og ikke ganske lav Aasryg. Findes i Gaardnavne over det hele Land, undtagen i de lavere Egne paa Østlandet. Som 2det Led lyder det nu oftest -bjør. Forvexles ofte i Skriftform med det endnu mere udbredte berg; i flere Sammensætninger finder man paa forskjellige Steder begge Ord benyttede f. Ex. Ravneberg (Ramberg) og Ravnebjør (Rambjør), Røineberg og Røinebjør. Findes sms. med vin og heimr.

bjǫrk

bjǫrk f. (Gen. bjarkar), Birk (Træ). Endel af de derfra stammende Gaardnavne komme nærmest af det af Ordet dannede Elvenavn Bjarka (i Nutidsform gjerne Bjørke). Et andet af bjǫrk afledet Ord, birki n., Sted bevoxet med Birk (se ovfr. S. 31), har udstrakt Anvendelse i Gaardnavne, usms. og som 1ste Led. Usms. lyder det nu oftest Børke, Børkje. Af Sammensætningerne er den mest brugte Birkeland, der er et særdeles hyppigt Navn i Strækningen fra Vestre Nedenes til Søndfjord. Udtalen af birki som 1ste Led er forskjellig; undertiden afkortes det stærkt (Børset for Birkisetr) og kan da forvexles med andre Sammensætningsled (som berg og borg), naar ikke gamle Former haves. I Skrift finder man ofte Birke og Bjerke istedetfor Bjørke; undertiden synes Bjørke virkelig at være traadt istedetfor oprindeligt Birki (nærmere herom i Thj. VSS. 1891 S. 185). Sammensætninger med heimr kjendes (Bjarkeimr, Bjarkareimr); derimod, som det synes, ingen med vin.

blik

blik n. (Gen bliks, Flt. i Gaardnavne blikar f.) betyder: noget, som blinker, noget, som er hvidt, lyst i Sammenligning med Omgivelserne. Findes i temmelig mange Navne, især ofte i Fjeldnavne (Blikaasen, Blikberget, Blikhatten osv.), i Nutidsform mest lydende enten Blik- eller Blek-. Et betegnende Exempel er Kvitblik i Skjerstad, liggende lige under det fra gammel Tid bekjendte Marmorbrud her. Usms. oftest i Flt. Blikar, der paa et Par Steder nordenfjelds ved en paafaldende Overgang er blevet til Blokkan. Elvenavn af denne Stamme er Blika, endnu bevaret paa et Par Steder i Tryssil i Formen Bleku.

bok

bok f., Bøg (Træ). Findes kun i ganske faa norske Navne, oftest i den afledede Form bæki n., Sted bevoxet med Bøg (se ovfr. S. 31 og Bd. I S. 60).

ból

ból n. (Gen. bols) findes sjelden i Gaardnavne og da, som det synes, stadigt i Betydning af Bosted, Gaard; meget oftere bruges det deraf afledede bæli, se dette.

bólstaðr

bólstaðr m. (Gen. bólstaðar, Flt. bólstaðir), Bosted, Gaard; ofte i Gaardnavne, mest som 2det Led (hyppigst Miklibólstaðr, Storgaarden). Som 2det Led mister Ordet stadigt sit l, og oftest bliver -stad afkortet til -st, saa at det kommer til at lyde -bost (alm. udt. med aabent o; ofte skr. -bust, men ialfald kun undtagelsesvis udt. saaledes).

borða, borði

Se ► barð.

borg

borg f. (Gen. borgar, Flt. borgir). Af de Betydninger, hvori Ordet findes brugt i Oldn. og nu i Folkesproget, er «befæstet, med Mure omgivet Sted, befestet Høide» den, der maa ligge til Grund for dets Anvendelse i Stedsnavne. En hel Del af de af Ordet dannede Gaardnavne kunne bevises eller ialfald formodes at sigte til en af de gamle «Bygdeborge», befestede Tilflugtssteder, som vare indrettede af den omgivende Bygds Befolkning, og hvoraf der i Fortiden bar været en Mængde i Norge, tildels endnu bevarede som Ruiner (se om dem Aarsberetningen fra Foreningen til norske Fortidsmindesmærkers Bevaring 1882 S. 30 ff.). Sikrest tør direkte til saadanne Anlæg henføres Navne, der simpelthen ere Ordet borg i Ent. eller Flt. (Borg, Borgen, Borge, Borger), og Sammensætninger som Borgaas. Der tør imidlertid ogsaa ved disse være Mulighed for, at man med dette Navn tillige har betegnet Høider, som vare skikkede for et saadant Anlæg, selv om de aldrig havde været benyttede dertil; i saadan Betydning findes Ordet jevnlig brugt paa Island. Til de gamle Borge valgtes oftest Høider eller Koller, som stod ialfald nogenlunde isolerede og vare ubestigelige paa længere Strækninger, saa at det blot behøvedes at opføre en enkelt eller dobbelt Mur, hvor Adgangen var lettere. Til en af disse Betydninger er vel ogsaa det afledede Navn Borgund at henføre, brugt baade om Øer og om Gaarde paa Fastlandet. Tvivlsommere stiller Forklaringen sig i andre Tilfælde, som ved Sammensætningen med vin, Byrgin (nu ofte feilagtigt skr. Borgen, istedetfor Børgen efter Udtalen) og ved nogle af de med Byrgis- sms. Navne, som Byrgiseimr eller Birgiseimr (nu Børsum eller Børseim). De sidste ere snarest at forklare af byrgi n. i den paa Island endnu brugelige Betydning: Indelukke, indhegnet Sted (jfr. byrgja, at lukke). Byrgin er hyppigt, paa Østlandet; derimod findes kun et enkelt Borgeimr (Hafslo).

botn

botn m. (Gen. botns, botz, Dat. botni, Flt. botnar), Bund. Som Gaardnavn brugt om Steder, liggende ved Enden af en Fjord, en Indsø eller en dyb Indsænkning paa Land. I de sydligste Egne paa Østlandet udt. Baann, i den vestlige Del af Oplandene Baatt. I Nordland er Ordet ialfald i Stedsnavne nu gjerne Intetkjønsord. Som 1ste Led vanskeligt at holde ud fra bátr, Baad; saaledes er det Navn, som pleier at skrives Baatstø, meget ofte i Virkeligheden Botnsstǫð (Støen ved Enden, af Fjorden eller Søen). En enkelt Gang i Sms. med heimr (Bottem i Lesje), ikke med vin.

brandr

brandr m. (Gen. brands, Flt. brandar) findes meget brugt i Stedsnavne, i forskjellige Betydninger, mellem hvilke det ikke altid er let at vælge. I mange Tilfælde komme Navnene af Ordet brugt som Mandsnavn, som i Brandstad, Brandsrud, Brandset (saadanne Navne ere dog tildels udgaaede fra det sms. Mandsnavn Brandulfr, og Navne som Branderud kunne være sms. med et af Brandr afledet Mandsnavn Brandi . I andre Tilfælde har brandr aabenbart Betydningen «Brænding», hvorved vel ialfald oftest er tænkt paa den ved Jordens Rydning anvendte Brænding; saaledes i det paa Oplandene ikke sjeldne Brandval, Brandvaal, Brandvol (sidste Led váll, se dette). Fra denne Betydning udgaar sikkert ogsaa det især nordenfjelds om Smaajorder fra senere Tid brugte Branden. Endelig kan det tænkes, at brandr i Navne tildels kan have Betydningen «Stok», da flere Ord af denne Betydning jevnlig bruges i Navne (se ovfr. S. 38).

braut

braut (Gen. brautar, Flt. brautir; afledet af brjóta, bryde), Vei; i det nuv. Folkesprog ogsaa «Bakke, Side af en Terrasse» og «Bakkekant, Brink» (Aasen). I Stedsnavne ligge antagelig oftest de sidst anførte Betydninger til Grund, der maa være gamle. Fra Betydningen Vei udgaar dog ialfald Brautamót (Veimøde; Gaard i Høland).

brekka

brekka f. (Gen. og Dat. brekku, Flt. brekkur), Bakke. I mange Stedsnavne, mindst brugt nordenfjelds. Som 2det- Led jevnlig afkortet til -brekk. I Vest-Telemarken og i Nedenes og Lister og Mandal Amter nu tildels udt. Brokke.

brenna

brenna f. (Gen. og Dat. brennu, Flt. brennur), Brænding. I Stedsnavne om Jord, som er gjort skikket til Dyrkning ved Brænding (jfr. brandr, sviða, sviðningr, samt broti, fall, kǫs og váll, der have samme Mening, skjønt Brændingen ikké er fremhævet ved selve Navnet). I mange Navne, hvoraf dog ialfald de fleste maa være temmelig unge. Paa Østlandet ofte i samme Betydning et stærkt bøiet Hunkjønsnavn, Brenn.

brot

brot n. (Gen. brots; af brjóta, bryde) findes i endel Stedsnavne, hvoraf faa se ud til at være gamle. I de fleste Tilfælde har det vistnok der den Betydning, det har som Fællesord i Folkesproget: brat Helding, Brink (jfr. braut). Det findes efter denne Betydning ogsaa brugt om Fjelde med brat Affald.

broti

broti m. (Gen. og Dat. brota, Flt. brotar; af brjóta, bryde) bruges endnu, alm. skr. Braate, om et opbrudt Stykke Land, særlig om et saadant, hvor de borttagne Træer og Buske dynges sammen og saa brændes for med Asken at gjøde Jorden. Af denne Betydning er vistnok overalt Navnets meget hyppige Brug i Stedsnavne at forklare. Mest paa Østlandet, sjeldent vesten- og nordenfjelds (jfr. de andre under brenna anførte Ord af lignende Betydning). Endel af Navnene ere ialfald saa gamle som fra MA.

brú

brú f. (Gen. brúar, Flt. brúar, brúr), Bro. I Stedsnavne dels om Broer over Vandløb og Sund, dels om «Jordbroer» d. e. Steder, hvor der er skaffet Veifremkomst over sumpig Grund ved at lægge en Række af Stokke tæt sammen paatvers i Veiens Ketning (ogsaa kaldet «Kavlebru») eller ved at dynge Stene sammen i Linien. Hvor Ordet ved Bøiningsform faar Vokalforbindelsen úa, er denne nu oftest gaaet over til aa . Brúar- med et Ord til 2det Led, som begynder med l, lyder derfor i de Egne, hvor rl nu udtales dl, Braad- (Braadland, Braadli for Brúarland, Brúarlíð). Sammensat baade med vin og heimr (den første Sammensætning allerede i MA. sammentrukket til Brýn).

brún

brún f. (Gen. brúnar), skarp Kant, Skrænt (hvor en Høiflade gaar pludselig over i en Skraaning). I endel Gaardnavne, usms. oftere paa Søndmør; Sammensætninger haves baade med vin (Brýnin) og med heimr.

brunnr

brunnr m. (Gen. brunns, Flt. brunnar), i Stedsnavne vel mest efter den gamle Betydning «Kilde», men ogsaa maaske tildels efter den yngre, udvidede, af Vandhentningssted overhoved. Ikke alm. i Navne, paa fl. St. i Nutidsformen Brynn; den mest bekjendte Sammensætning Brunnøy (Brønnø; bl. a. om et Kirkested i Nordland).

bú

bú u. (Gen. bús), Gaard, beboet Jordbrug. Mest i sms. Navne. Anvendt som 1ste Led har det vistnok ofte en anden Betydning: Kreaturbesætningen paa en Gaard. Meget brugt som 2det Led i tildels endnu bevarede Bygdenavne, i hvilke det vistnok er at forstaa: «beboet Strøg». Saaledes Austbú, Riðabú, Svaðbú (Hedemarken); Skaðabú, Ringabú, Foldabú (Gudbrandsdalen); Kolabú (Toten); Brandabú (Hadeland); Sollabú eller Sollubú, Vǫlubú (Valdres); Andabú (Jarlsberg); Rennabú, Kleppabú, Selabú (S. Trondhjems Amt); Sparabú, Bagabú (Indherred). I det Trondhjemske er bú som 2det Led nu tildels gaaet over til Hunkjøn (-bua) baade i Bygde- og Gaardnavne. I mange Tilfælde er det, naar blot nyere Former af Navnene haves, umuligt at adskille bú fra búð.

búð

búð f. (Gen. búðar, Flt. búðir), Bod, Bygning opført til midlertidigt Opholdssted eller til Oplagshus. Meget alm. i Gaardnavne, usms. oftest i Flt. (Buer, Buene, Buan); flere af Navnene maa være temmelig gamle. Hyppigst er det vel Fiskerboder ved Elve og Indsøer eller paa Fiskevær (Rorboder), Høboder, Sæterboder, Saltboder (se Bd. I S. 343), som have givet Anledning til Ordets Brug i Gaardnavne. Ofte vanskeligt at skille fra bú, se dette.

bugr

bugr m. (Flt. bugir), Bøining; i Stedsnavne særlig brugt om Bugter (som dannes ved en Bøining af Strandlinien), men ogsaa om Krumning af Elv, Vei og lign. Mest nu udt. med lukt o. I de Egne, hvor og nu pleier at gaa over til au, bliver det Bau, Bauen. Findes sms. med heimr.

burkni

burkni m., Bregne. Findes i enkelte Gaardnavne hist og her, alm. nu udt. med o (mest lukt o) i Rodstavelsen og med Overgang af kn til tn; i et enkelt Tilfælde synes Navnet udgaaet fra en Nominativform borkn (Borten i Flaa Sogn i Guldalen, skr. or Borkni DN. II 36). Nogle andre Navne forudsætte en Form berkn-, og i Gaardnavnet Brekne i Vanse har man maaske Ordet i samme Form som det danske Bregne og det svenske bräken. Sammensætninger findes med heimr. Planten har nu desuden flere andre Navne omkring i Bygderne; af disse ere i Gaardnavne bemærkede Blom, Grofte, Moldfoder, Slok, Telg (i gammelnorsk Form vistnok tjǫlg). Ordets Brug i Stedsnavne vistnok at forklare af Bregnerøddernes Anvendelse som Kvægfoder.

bústaðr

bústaðr m. (Gen. bústaðar), Bosted, findes i Gaardnavne, men sjelden, langtfra saa alm. som bólstaðr, med hvilket det i Nutidens Skriftform let forvexles.

býr

Se ► bær.

byrgi

Se ► borg.

bæki

Se ► bok.

bæli

bæli n. (Gen bælis, Flt. i Gaardnavne bælir f.), Opholdssted, Bolig, ligebetydende med ból, hvoraf det er afledet. Enkelte af de Navne, hvori det findes, lade dog til at være udgaaede fra en anden Betydning: Opholdssted for Dyr (Rede og lign.); saaledes har man vistnok at forklare Krákubæli (Kraabøl), Haukabæli (Haukebøl), Rafnabæli (Rambøl). Ellers mest sms. med Personnavne og, mindre hyppigt, med Ord, som have Hensyn til Gaardens Beliggenhed og lignende Forhold. Som sidste Led oftest afkortet til -bøl (i Udtalen, tildels, endnu stærkere, til -bel).

bær

bær m., ogsaa i Formen býr (Gen. bæjar, bjár, Flt. bæir), Gaard. De to Former af Ordet bruges i Navne ikke om hinanden, men have hver sit særskilte Stedsomraade; i Kilder fra MA. forblandes de dog hyppigt, udentvivl som Følge af, at vedkommende Skriver opr. har hørt hjemme i eller har faaet sin boglige Uddannelse i en anden Landsdel end den, Navnene tilhøre. I det store taget er by den herskende Form paa Østlandet, i de trondhjemske Amter og i Tromsø Amt (paa det sidste Sted vistnok indbragt af Indflyttere fra sydligere Egne, hvor denne Form bruges), bø derimod fra Bratsberg til og med Romsdals Amt og i Nordlands Amt. Det maa dog mærkes, at det usms. Bø, Bøen har noget videre Udbredelse end -bø, -bøen som Sammensætningsled (det første bruges saaledes i den sydøstlige Del af Smaalenene, hvor -bøen kun forekommer i en enkelt Bygd, Enningdalen). Dette synes at tyde paa, at býr i Tidens Løb har udbredt sig paa den anden Forms Bekostning. Ogsaa andre Uregelmæssigheder findes; i Egne, hvor ellers bø bruges, træffer man saaledes Huseby, og i saadanne Egne kan -by undtagelsesvis forekomme ved Gaarde, som have været Herresæder (Hesby paa Finnø, Berby i Enningdalen). I ældre Tid findes Ordet i den sydvestlige Del af Landet ofte brugt som sidste Led i Grændenavne, og findes tildels saaledes brugt endnu, især i Sætersdalen (Aardalsbø, Vallebø osv.). Som sidste Led i Udtalen ofte afkortet til -be (naar s gaar foran, -pe) og enkelte Gange skr. efter denne Udtale. I sms. Navne, hvor Ordet er sidste Led, er første Led i de fleste Tilfælde enten et Personnavn (eller et Ord, som betegner tidligere Eieres Stilling, som i Præstby, Munkeby), eller ogsaa Ord, som have Hensyn til Gaardens Beliggenhed, Grundens og Omgivelsernes Beskaffenhed og lignende Forhold, særlig ofte et Adverbium, som udtrykker Beliggenheden i Forhold til andre Gaarde (som Vestby, Sundby, Meby, Melby, Neby, Øverby). Bæn er maaske en Sammensætning af dette Ord med vin.

bǫlkr

bǫlkr m. (Gen. balkar, Flt. belkir), i Navne ogsaa i Formen balki (Gen. balka, Flt. balkar); betyder Skillevæg mellem to Rum f. Ex. mellem Baaserne i et Fjøs. I de ikke faa Stedsnavne, hvori disse Ord ere brugte, kunde de derfor antages at sigte til et Høidedrag, som man havde sammenlignet med et saadant Skille. Der kunde dog ogsaa tænkes paa en anden, afledet Betydning af bolkr: Afdeling (noget ved Mellemstykker afdelt), der jo nok kunde være brugt f. Ex. om et af Høider begrændset Sted. Sammensætning med vin findes (Bolken i Jevnaker).

Tilbage til top       A -- B -- D -- E -- F -- G - H -- I -- J -- K -- L -- M -- N -- O -- P -- R -- S -- T -- U -- V -- Y -- Ø --

D

dalr

dalr m. (Gen. dals, Dat. dali, Flt. dalar og dalir), Dal. Er, som man efter Landets Natur maatte vente, meget alm. i Gaard- og Bygdenavne. I usms. Navne er i Telemarken og paa Vestlandet Dativ Ent. og Flertal de mest brugte Former. Sammensætning med vin hyppig, i mange forskjellige Nutidsformer (se Bd. I S. 39); med heimr sjelden. Om den i enkelte Tilfælde mulige Forvexling af dalr som sidste Led med staðir se dette.

drag

drag n. (Gen. drags, Dat. dragi). Heraf endel Gaardnavne, ligesom ogsaa af det beslægtede Hunkjønsord drǫg (Gen. dragar); begge dannede af draga, drage, trække. I Navne have de aabenbart flere forskjellige Betydninger, hvoraf følgende sikkert kunne paavises: 1) Sted, hvor man trækker Baade over et Eid, for at spare sig Veien omkring et Nes, eller gjennem et Sund, der er for grundt til at kunne roes (deraf bl. a. Drageid, Dragøen). 2) langstrakt Ø eller Holme. 3) Vei, ad hvilken Tømmer og Ved slæbes. 4) Hunkjønsordet synes i enkelte Tilfælde brugt i den af Aasen fra Romerike anførte Betydning: lang Hulning i Jorden, liden Dal. Oftere, især nordenfjelds, findes Navne af denne Stamme, nu skrevne Drag-, Drage-, Drog-, der nærmest komme af et Elvenavn Drǫg eller Draga (i nogle Tilfælde nordenfjelds, hvor det er bevaret, nu lydende Drugu, ved Ligedannelse).

drangr

drangr m. (Gen. drangs, Flt. drangar), spids, opragende Klippe; i Norge neppe bevaret uden i Stedsnavne (jfr. dog Drange hos Aasen). Brugt i Navne fra den vestlige Del af Bratsberg Amt til den sydlige Del af Stavanger Amt og i Ønavnet Drangøen et Par Steder ellers.

drǫg

Se ► drag.

dý

dý n. (Gen. dýs), Dynd. Brugt i enkelte Navne, mest i Sammensætninger, hvoraf et Par med vin; sigter i denne Anvendelse vistnok til dyndet, sumpig Grund.

dys

dys f. (Gen. og Flt. dysjar), sammenkastet Stenhob, især om Gravrøser fra hedensk Tid; endnu brugt i den sydlige Del af Stavanger Amt. I Navne næsten blot paa Vestlandet; sammensat mest med land (Dysjarland, Dysjaland).

dǫkk

dǫkk f., Fordybning. Temmelig ofte i nyere Gaardnavne, især i Valdres og Numedal. I ældre Navne mest gjennem Elvenavnet Dokka, som vel ialfald rimeligst udledes af dette Ord (en i dybt nedskaaret Leie løbende Elv); af Elvenavnet kommer en Sammensætning med vin (Dokkin, Eidsvold). I Flt. Dekker; paa Søndmør ogsaa i Ent. Dekk.

Tilbage til top       A -- B -- D -- E -- F -- G - H -- I -- J -- K -- L -- M -- N -- O -- P -- R -- S -- T -- U -- V -- Y -- Ø --

E

efja

efja f. (Gen. og Dat. efju, Flt. efjur), i Oldn. i Betydningerne: dyndet Grund og: strømløs Bugt i en Elv. Deraf mange Gaardnavne, mest i usms. Form. Nogle af disse kunne vel ogsaa udgaa fra en af de øvrige hos Aasen og Ross anførte Betydninger, som: Vik med sumpige Bredder, Bagstrøm i en Elv, Gren af en Elv, stillerindende Bæk. Paa endel Steder nu lydende Evju, Ivju, Yvju, Øvju (Ligedannelsesformer).

egg

egg f. (Gen. og Flt. eggjar), Egg paa skjærende Redskaber, i overført Betydning: Ryg, Kam af Fjeld eller Jordhøide. Fra den sidste Betydning udgaa mange Gaardnavne, deriblandt flere med heimr sms., et enkelt mulig med vin.

eið

eið n. (Gen. eiðs, Dat. eiði, Flt. i Gaardnavne eiðar f.), Eid. Bruges nu som bekjendt om et smalt Landstykke, som forbinder to bredere, og om en dyb Indsænkning i et Fjeld, som giver let Vei mellem to Bygder. Deraf mange Stedsnavne. I mange andre sees Ordet desuden i ældre Tid ogsaa at have havt en anden, beslægtet Betydning: en Strækning, kortere eller længere, hvor man maatte tage Veien over Land istedetfor Vand- eller Isveien, som ellers paa Grund af Landeveienes mangelfulde Beskaffenhed brugtes saa langt som muligt. Ved Fosser og Stryk i større Elve vil man derfor hyppigt finde Steder med Navnet Eid eller et dermed sms. Navn. Bekjendt Exempel Eidsvold (opr. Eið) paa Romerike, hvor den lange Vandvei ned over Mjøsen og Vormen endte ved den første Fos i denne Elv (Sundfossen), og hvor videre Transport derfor maatte foregaa over Land for at komme enten længere nedover Vormen eller til Øieren eller Oslofjorden. Som 2det Led i Udt. ofte afkortet til -e eller -i. Især paa Vestlandet skrives ofte feilagtigt Eide eller -eide, hvor Udtalen viser, at det rigtige var enten Eid, -eid eller Eidet, -eidet. Findes i gamle Sammensætninger med vin og heimr; ogsaa i en meget gammel afledet Form Eiðund (Ødyn i Orkedalen).

eik

eik f. (Gen. eikar og eikr, Flt. eikr), Eg (Træ). Deraf og af det deraf afledede eiki n., egebevoxet Sted (se ovfr. S. 31), en Mængde Gaardnavne; af de af eiki dannede særlig hyppigt Eikiland, der er et meget alm. Navn i Strøget fra Nedenes til Søndfjord, og af de af Trænavnet direkte kommende Eikaberg, hyppigt omkring Kristianiafjorden. I Sammensætning med vin (Eikin, Øykrin) og heimr (Eikreimr); gammel afledet Form Eikund (Egerøen ved Egersund). Der findes Spor til, at Eik har været brugt som Elvenavn; deraf ere ialfald enkelte af Gaardnavnene at forklare.

eiklið

eiklið (eikhlið) n. forekommer som Fællesord kun paa et Sted i den gamle Frostathingslov (XIII 10), hvor det betegner det Sted, hvor en Mand har Leie for sin Baad (eikja). Findes som Gaardnavn paa enkelte Steder hist og her, nu mest lydende Ekle, og maa der da sigte til, at Gaardene have ligget ved en saadan Baadstø i en Elv.

einir

einir m. (Gen. einis), Ener (Træ). I ikke faa, mest nyere Gaardnavne. Paa enkelte Steder nu udt. Einer, Einaar. En afledet Form eini n., Sted bevoxet med Ener, kan paavises ialfald paa et Par Steder. I Gaardnavne findes ogsaa flere af de andre nu brugte Navne paa Træet: Brake, Brisk, Bruse, Sprake.

elfr

Se ► á.

elptr

elptr f. (Gen. elptar), ogsaa i Formen alpt (Gen. alptar), Svane. Fra dette Ord stammer en stor Mængde Stedsnavne, der komme dels direkte af Fuglenavnet, dels af dets udstrakte Anvendelse i Navne paa Elve og Indsøer. Det er ofte vanskeligt at sige, paa hvilken af disse to Maader det enkelte Navn er at forstaa; den sidste tør have mest for sig i de fleste Tilfælde. Som Elvenavn er Ordet vistnok ikke at opfatte om en af Svaner hyppigt besøgt Elv, men som beroende paa en Sammenligning af Elvens Løb med en Svanes Gliden over Vandfladen (jfr. flere andre Fuglenavne af Hunkjøn, der uden Forandring ere brugte som Elvenavn, tildels dog vistnok med Tanken paa Fuglens Stemme, som Hœna, Igða, Kráka). I Nutidens Udtale af de herfra stammende Navne er Oprindelsen oftest ukjendelig uden nærmere Oplysning; man finder Formerne Alp-, Alt-, Art-, Eft-, Ekt-, Elt-, Emt-, Ept-, Ert-, Ett-, Oft-, Olt-, Ort-, Øft-, Økt-, Ørt-.

eng

eng f. (Gen. og Flt. engjar), Eng, Græsmark. I den største Del af Trondhjems Stift og i Nordre Østerdalen nu Intetkjønsord, ligesom tildels allerede i MA. (se Fritzner under eng u.). Som sidste Led gaar det ofte over til -ing, -ingen, og dermed tillige tildels til Hankjønsord. En enkelt Sammensætning med heimr findes, mulig ogsaa en med vin. I de Egne, hvor ng nu udtales som nn, bliver det undertiden forvexlet med endi, Ende (f. Ex. Vasseng skr. for Vassende).

esja

esja f. (Gen. esju) bruges nu i Folkesproget om forskjellige Stenarter, bl. a. om Klebersten. Ordet findes i mange Stedsnavne og maa være gammelt (jfr. Fjeldnavnet Esja paa Island). Nu udtales det næsten overalt med foransat h-Lyd (se ovfr. S. 24) og lyder derfor som 1ste Led (den eneste Maade, hvorpaa det forekommer i norske Navne) Hesje-, Hesi-, Hess-. Med Hes- begynde nu ogsaa adskillige Navne, der til 1ste Led have Mandsnavnet Heðinn, og med Hesje- endel nyere Navne, som komme af Hesja, Høhesje.

eski

Se ► askr.

espi

Se ► ǫsp.

ey, eyrr

Se ► øy, øyrr.

Tilbage til top       A -- B -- D -- E -- F -- G - H -- I -- J -- K -- L -- M -- N -- O -- P -- R -- S -- T -- U -- V -- Y -- Ø --

F

-

G

-

H

-

I

-

J

-

K

-

L

-

M

-

N

-

O

-

P

-

R

-

S

-

T

-

U

-

V

-

Y

-

Ø

-