Uddrag af Reginsmál

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Eddadigte

Uddrag af Reginsmál

oversat (gendigtet) af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2013-14

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónssons De gamle Eddadigte G. E. C. Gads Forlag, København, 1932.

---

Oddergælden

Loke med fiskenettet

— — Dengang var Regin — Reidmars søn — kommet til Hjalprek. Han overgik alle i fingerfærdighed og var dværg af vækst. Han var begavet, grusom og troldkyndig. Regin opfostrede Sigurd og oplærte ham og elskede ham meget højt. Han fortalte Sigurd om sine forfædre og om det, der skete, da Odin og Høner og Loke var kommet til Andvarefossen. Der var mange fisk i den fos. En dværg hed Andvare. Han opholdt sig ofte i fossen i skikkelse af en gedde, og han skaffede sig mad dér. »Vi havde en bror, der hed Odder,« sagde Regin, »— som ofte drog til fossen i skikkelse af en odder. Han havde fanget en laks og sad på åbrinken, hvor han åd med lukkede øjne. Loke slog ham ihjel med en sten. Aserne mente, at de i høj grad havde haft heldet med sig og flåede skindet af odderen. Den samme aften søgte de overnatning hos Reidmar og fremviste deres jagtbytte. Så pågreb vi dem og pålagde dem som løsesum at fylde odderbælgen med guld og desuden dække den med det røde guld. De sendte da Loke af sted for at skaffe guldet. Han besøgte Ran og fik hendes net og drog da til Andvarefossen og kastede nettet efter gedden, og den gik i nettet. Da sagde Loke:

1.

»Hvem er fisken,

der farer i strømmen,

men ikke er særligt forsigtig?

Fly mig på stedet

flodens lue —

og frels dit hoved fra Hel!«

Gedden svarede:

2.

»Andvare er navnet —

Oinn var min far —

jeg færdes ofte ved fosser.

Længe var jeg tvunget

til livet i vand;

det voldte en nedrig norne..«

— — Loke så alt det guld, Andvare ejede, og da denne havde udredet guldet, havde han én ring tilbage, og den tog Loke fra ham. Dværgen gik ind i stenen, idet han sagde:

5.

»Men to brødres

bane forvoldes

af guldet her,

som Gust ejede,

og otte fyrster

ender i strid;

mine skatte

vil skade mange!«

Aserne overdrog Reidmar værdierne og fyldte odderbælgen og rejste den på fødderne. Derpå skulle aserne dynge guld over den og dække den. Da det var gjort, gik Reidmar frem og fik øje på et knurhår, som han bad dem dække. Da tog Odin ringen Andvareseje og skjulte håret. Loke sagde:

6.

»Guldet er dit,

gælden er betalt;

det var dyrt at beholde hovedet,

men de sønner, du har,

skal savne lykken;

den skat bli’r begges bane..«

Reidmar sagde:

7.

»Gavmildt gav du,

men godhjertet ikke;

det blev snarest betalt i trods.

Vidste jeg før,

hvad jeg véd nu,

havde I næppe levet så længe.«

Loke sagde:

8.

»Jeg synes at vide

om værre ting

og kommende slægters slagsmål;

jeg aner endnu

ufødte fyrster

for hvem den strid er bestemt.«

Reidmar sagde:

9.

»Jeg agter at råde

for det røde guld,

lige så længe jeg lever;

Pak dine trusler,

tror du jeg skræmmes?

— kan I så se at forsvinde!«

— —

Sigurd og Hnikar

— — Kong Hjalprek skaffede Sigurd skibsmandskab, så han kunne hævne sin far. De løb ind i en voldsom storm og krydsede under et bjergfremspring. Der stod en mand på bjerget og sagde:

16.

»Hvem rider dér

Ræfils heste

på det buldrende havs

høje bølger?

Sejlenes heste

sveder på stokken;

nu knuser vinden

vovens hopper.«

Regin svarede:

17.

»Det er Sigurds flok

på søens træer;

den stride vind

kan volde død;

bølgerne brydes

brat mod stavnen

på spantehjorten —

hvem spør’ om dette?«

Manden sagde:

18.

»Hnikar blev jeg kaldt

da kampen stod på,

og den unge vølsung

gav æde til Hugin;

kald du nu enten

karlen fra bjerget

for Fang eller Fjølner

på farten med jer!«

De lagde til land, manden gik ombord, og da blev vejret roligt. Sigurd sagde:

19.

»Fortæl hvad du véd

om varsler — Hnikar! —

som gavner guder og mennesker;

findes der tegn,

som tyder på held

i kamp, når sværd skal svinges?«

Hnikar sagde:

20.

»Der er flere varsler,

som folk bør kende;

de gavner, når sværd skal svinges.

Et sværdtræ fulgt

af en sort ravn

— tænker jeg — varsler vel.

21.

Det andet er,

når du agter dig ud

og står rede til rejsen,

hvis to da venter

på vejen foran —

mænd, der hungrer efter hæder.

22.

Det tredje er,

når tuden høres

fra en ulv under askens grene;

det varsler om held

mod våbenklædte,

hvis du ser dem først.

23.

Gå aldrig frem

mod fjendevåben

i lavt modlys

fra månens søster;

i sværdleg sejrer

den seende flok,

og mænd der kæmper

i kilefylking.

24.

Særligt farlig,

er snublende fødder

dér, hvor du styrer mod strid;

nær ved din side

står norner med svig —

de ønsker at se dig såret.«

— —