Nogle bipersoner (Eskimoernes kultiske guddomme)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Grønlandsk tupilak

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Eskimoernes kultiske guddomme
William Thalbitzer

II. Guderne

Nogle bipersoner

De øvrige himmellegemer er ikke genstand for nogen kultus, solen ligeså lidt som stjærnerne. Naturligvis har en del av disse sidste deres personnavne eller beskrivende navne; enkelte av dem anses, ligesom sol og måne, for engang at ha levet på jorden som mennesker. Jupiter betegnes fx. i Østgrønland som solens moder, og der skal ha været angakkokker, som undertiden foretog åndeflugt også til hende. Vega (Nalāarsik) var Månens bror, der gærne hjalp ham med at straffe menneskene, men som også ofte stod disse bi.

Av større interesse er det at finde en regngud. »Asiak bor i Himlen« hedder det hos Holm: når det længe ikke har regnet, rejser angakkokerne til hende (Asiaq) for at bede hende om at det må blie regnvær. Det er mindre underligt, end det strax kunde synes, at Grønlænderne har brug for regnværet. Når sneen er faldet i altfor store mængder, kan de ikke komme ud på fangst (de kendte ikke til skier) og måtte da anråbe værets guddom om regn. Knud Rasmussen identificerer ligefrem Asiaq med »vejrets og vindenes herskerinde«, hvad jeg dog ikke er viss på er berettiget. Den ret omstændelige beskrivelse, der gis av hende og hendes barnemand — hun har et spædbarn til mand — bringer ikke tanken hen på værets ånd Sila. Asiaq er en anden luftånd. Navnet Asiaq er måske identisk med Asiartik (nomen), asiarteq, (verbalt) »den forbifarende, den omflakkende«, eller betyder noget som »den avsides, den hinsidige«. Det er sikkert ikke rigtigt, når Kn. Rasmussen lar angakkut bede Asiaq om at lade sit vand: »når hun lader sit vand, regner det ned over jorden«. Det er netop ikke hende selv, der frembringer regnen, men hendes mand barnet; dertil har hun ham, og det er fortællingens pointe. Angakkokken henvender sig til hende. Hun går da ind til fodenden av brixen hvor hendes mand ligger tildækket, for at hente hans ble eller det stykke bjørneskind, han har siddet på, ikke strax på første opfordring, men efter en hel del nødning fra den besøgende angakkoks side. »Ja, inat har han som sædvanligt pisset lidt«, sier hun, og så ryster hun skindstumpen ud over jorden, så det regner og sneen smelter. — Denne myte, der kun er kendt fra Ammassalik, er næppe av helt lokal oprindelse, men et gammelt levn, og det er derfor så meget mere interessant at finde kulten bevaret i live på det isolerede sted på østkysten. Østgrønlændernes Asiaq skaffer sig og manden mad ved at nedfire en sæk til jorden, hvori en magisk skindvante følger med; denne forsyner sig dernede med bytte av menneskenes kødforsyninger. Det går ialtfald således til, når angakkokken søger at udvirke regn hos Asiaq; og det, sækken indeholder, når hun hejser den op, er hendes løn for regnen.

Det er muligvis den samme luftånd, Jenness omtaler fra Coronationgolfen (Kobbereskimoerne) under navnet Nigsillik »den der har en krog«, en krog hvormed han (eller hun) bryder husgangene op nede på jorden for at røve. Måske kun en tilfældig lighed. — Det har mere interesse, at ideen om en regngud, det for Asiaq mere væsentlige træk, findes hos Korjakerne i det nordøstlige Asien. Efter deres tro sendes regnen af den højeste gud¬dom, der lar sin kone urinere over jorden. Der er en for¬tælling hos dem om, hvordan Storravn og hans søn må flyve op til himlen for at udvirke, at den ustandselige regn ophører. »Denne fortælling må ikke berettes i smukt vær, men kun i regnvær eller snestorm for at bringe uværet til ophør«. Med andre ord, myten er et virksomt led av selve den kultusform, der har avfødt den.

Man har søgt videre om for at finde paraleller, av hvilke Fridtjof Nansen anfører en del efter Moltke Moe. Han refererer også G. Holms forsøg på at sætte Asiaq-regngud-myten hos Eskimoerne i forbindelse med de yukatanske Mayaers chac (regn), en som det synes mig, lidt for fjærn lighed til at man tør tale om en genetisk forbindelse mellem disse myter, endsige mellem navnene.

Erhlaveersissoq Indvoldsudtrækkeren, den lattervæk¬kende kvinde, der bor i eller nærved måneåndens hus (jvf. s. 58), er vel nok den mest groteske skikkelse, eskimoisk fan¬tasi har frembragt. Hun er den farlige latterfristelse, som de dødes sjæle møder på deres vej, eller angakkokken under sit besøg i månemandens hus. Brister nogen i lat¬ter ved synet av hende, vil hun skære ham op og kaste hans indvolde for sin hund eller selv æde dem. Hun kommer ud, grinende og dansende, mens hun synger: »ia ha ha ha — mit skræv, poor poor peia!« (meningsløst). En mager ulk dingler ned fra hendes store skræv. Når hun vender ryggen til, ser hun ud som et benrad. Når hun vender siden til, trækker hendes mund sig skæv: »når hun buk¬kede sig bagover, slikkede hun sin egen bag, og når hun bukkede sig til siden, slog hun kinden mod hoften, så det klaskede.«

Hvad myten her skildrer som foregående på månen, synes at være kendt i kultisk dans og skik fra Alaska¬festerne. »Indbydelsesfesten«, således som beskrevet av E. W. Hawkes, varer tre dage, som er viet til 1) komiske danse, 2) gruppedanse, 3) totemdanse. Ved den første dags komiske optrin blir de fremmede besøgere, der sid¬der som tilskuere, sat på en hård prøve, hårdere og hår-dere for hver ny komisk rolle, der træder op fra indgangs¬hullet. Det gælder om for værterne at fremkalde smilet, for de besøgende gæster om at bevare den højtidelige alvor. Brister en av dem i latter, må han bøde med dyre gaver til værterne.

Dette er kun ett exempel på flere i rækken. Der er mange andre direkte mindelser om vesteskimoisk kultus i Østeskimoernes myter, sagn og skikke, netop så avblegede og stumpede i Grønland, at man kan mærke på dem, at de har haft en lang vej at vandre, før de er nået dertil fra Eskimokulturens klassiske højsæde ved Beringstrædet.

Fodnoter