Aandemanerens datter (KR)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Takornaoq – åndemanerens datter

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Uddrag af
Fra Grønland til Stillehavet

Aandemanerens datter
Fortalt af Takornaoq - den menneskesky

Knud Rasmussen
København, 1926

"Min Fader og Moder fik ofte Børn, der døde," fortalte hun. "Min Fader var en stor Aandemaner, og da han meget gerne vilde have Børn, gik han ind over Landet til en Islom og bad den hjælpe sig. Min Fader og Moder fortæller, at jeg blev født ved Islommens Hjælp, en Islom, der snart var Fugl og snart kunde tage Menneskeham paa. Saaledes kom jeg til Verden, og jeg levede."

Nogen Tid efter at jeg var født, faldt det ind med Misfangst, og alle led Nød. Min Fader var da gaaet ud til en Vaage i Isen, og her fortæller man, at han talte saaledes til den: "Hvis min Datter skal leve, vil du blive, som du er; hvis min Datter skal dø, vil du lukke dig og holde alle Sæler borte fra os. Giv mig dette Tegn."

Vaagen rørte sig ikke. Der rejste sig ingen Skruning over Vandet, og min Fader begyndte at fange Sæler, og han vidste, at jeg ikke skulde dø.

Saa gik min Fader hjem og sagde til min Moder: "Der er i Dag givet mig et Tegn paa, at vor Datter ikke skal dø som de andre Børn, vi har faaet. Du behøver derfor ikke at holde al den Bod, som andre Kvinder, der har født."

Og min Moder spiste, hvad hun havde Lyst til, og der var for hende ingen Tabu. Men saa hændte det, at jeg alligevel blev syg, og de troede, at jeg skulde dø. Saa sagde min Fader til min Moder:

"Stil Kødspiddet op i Gryden! Hvis det falder over Ende, vil hun dø, hvis det bliver staaende, vil hun leve."

Kødspiddet blev lagt tværs over Gryden, og det faldt af sig selv ned og blev staaende. Saaledes fik de igen at vide, at jeg skulde leve, og min Moder begyndte atter at spise alt, hvad hun havde Lyst til.

Saa begyndte jeg da at leve mit Liv, og jeg naaede den Alder, hvor man sommetider ligesom er vaagen, sommetider ligesom sover. Jeg kunde begynde at huske og glemme. En Dag husker jeg, jeg saa en Flok Børn løbe ude og lege, og jeg fik stor Lyst til at lege sammen med dem. Men min Fader, som forstod de skjulte Ting, fandt ud af, at jeg legede med mine døde Søskendes Sjæle. Han blev bange for, at denne Leg kunde blive farlig for mig, og spurgte sine Hjælpeaander, og siden efter, naar jeg vilde gaa hen og lege med Børnene, skød der sig altid en Væg op af Jorden mellem dem og mig, saa at jeg ikke kunde komme hen til dem."

Fodnoter

Kilde

Knud Rasmussen: Fra Grønland til Stillehavet, bd. 1, s. 62. København, 1926.