Islandske Oldtidslevninger

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Udgravning fra Skridukloster (1400-tallet)
Foto: Wikimedia

Islandske
Oldtidslevninger

ved
John Olafsen
fra Gunnavik

Meddelt med Anmærkninger ved
Prof. Erich Christian Werlauff

Antiqvariske Annaler
Andet Bind
1815

Saa rigt som Island har været paa skrevne historiske Mindesmærker, saa fattigt viser det sig derimod paa saadanne Levninger fra Hedenold eller Middelalder, der kunde afgive Bidrag til Archæologien. Man vil ikke finde dette underligt, naar man overveier, at Øen fik sine Indbyggere paa en Tid, da mange af de Høie, Steensætninger og Kredse, vi endnu skue omkring os i det øvrige Norden, alt existerede, at Christendommen blev indført der 130 Aar efter Landets Bebyggelse, og at følgelig Tiden blev den hedenske Cultur for kort til at forevige sig ved mange af hine Monumenter, at Landet aldrig har været synderlig folkerigt, og Folket ikke havt Love eller, i Følge sin politiske Stilling, Anledning til at efterlade sig nogle af de Værker, hvis Rudera i andre Lande tildrage sig Oldgrandskerens Opmærksomhed, og endelig at Naturrevolutioner have bidraget saameget til at forandre selve Øens Overflade. Disse tilligemed flere Grunde af Islands physiske og politiske Beskaffenhed maa det tilskrives, at det har faae Gravhøie og Steendysser, næsten ingen Runestene, ingen Levninger af faste Borge, af gothiske Kirker eller Klostere, ingen prægtige Gravmæler, og at der er fundet saa lidet andre Levninger fra Oldtiden. Og dog fortiener det lidet, som dette classiske Land endnu maatte have tilovers af sligt, at kiendes og undersøges, saa meget mere som det i flere Maader kan bidrage at oplyse de gamle Islænderes historiske Frembringelser. Hvad man hidtil vidste om islandske Monumenter, saasom Gravhøie, gamle Befæstninger, Huler, Skibstomter, oeconomiske Anlæg o.s.v. indskrænkede sig til det som Olafsen og Olavius i deres Reiser have efterladt os. Det torde altsaa være overeensstemmende med disse Annalers Plan her at meddele, med Udeladelse af det uvæsentlige, følgende hidtil utrykte Beskrivelse over islandske Oldtidslevninger, af den gamle lærde islandske Philolog og Antiqvar og første Stipendiarius Magnæanus John Olafsen fra Gunnavik, forfattet i Aarene sytten hundrede og nogle og halvtredsindstyve, som, uagtet vel meget af den er skrevet efter Andres Fortælling og af Hukommelsen, og uagtet Forfatterens Kritik just ikke var synderlig skarp, dog indeholder saa meget hidtil ubekiendt, at den fuldelig fortiener at kiendes og nyttes.

Relation om nogle Forn-mænds Gravstæder
(kaldet Høie, Kumle, Dynger og Dysier)
som forefindes udi Island og Norge.
Item om de Forn-mænds Høie
eller Gravstæder, hvor udi
mand haver fundet
nogen Rariteter
eller Penges
Værdie.



§. 1.

Udi Isefiord-Syssel for vesten Isefiords Dyb paa Stige-Hlid, som strækker frem imellem Bolungerviig og Skaaleviig, denne Stiga-Hlyd ligger til Nordvest fra Bolungerviig. Der er en Høy, kaldet Ølvers Høy. Den er stoer og aflang. I den har mand gravet. Samme Høy er opbygt af stort og stærkt Tømmer, under et Vandspring. Der er et Hul oven hos Ryg-Aasen paa den Ende som ligger til Søen, og vender Høyen lige i Nord. Der udaf skal gaa megen Stank og U-lugt. Mand siger for vist, at nogle Søe-Mænd i Bolungerviig skal have bedet den bekiendte Poet og Herere Thorleif, der levede omtrent 1560 eller tidlig udi 1600, at hand vilde viise dem Giengangeren. Fra denne Høi (det er Ølvers Høy) kand mand see Grettes-Skaar paa Fiældet Rit, som staaer i Nordost fra Isefiords Dyb, og norder fra Adelviigen. Under dette Fiælde-Skaar er Ølvers Kamerat bleven begravet, efter Folks Beretning. Men Grettes Flad-Steen er oppe i Skaaret. Vestfiordemænd sige, at bemelte Grettes Flad-Steen skal staae oven paa Fiældet Rit, og skal der være Hul paa samme Steen, hvor igiennem mand skal kunde see Gunbiørns Skiær 24 Søe-Miile fra Landet, lige nordvest, eller dog mere til nord. Men Korss-øer ligge nordvest fra Biargtøngum i Bardestrand-Syssel, meer en 26 Søe-Miile fra Landet. Disse Øer ere to eller tre, og ikke ret store. Omkring dem er hvid Sand og flak Grund, og ligge de meget lavt i Havet.

§. 2.

Ligesaa har man gravet udi Hillder-Høy, som ligger paa een Fiæld-Hals i Isefiord-Syssel, og er saa sagt, at der skal være fundne to Klokker, de samme som hænge ved Grunneviigs Kirke, og endnu (Anno 1753) ere der sammesteds. Ligeledes tvende smukke Lysekroner, hver af dem skal have omtrent 36 Arme, som ere meget veldannede. Den Præst som der da var (Hr. Gisle Hannesson) da jeg kom didhen 1716, (men jeg er fød paa samme Kirkested Anno 1705 tidlig om Natten mellem den 16. og 17. August, og døbt Søndagen efter den 18de inter sacra, eller i Messen, og var bemeldte Præst Hr. Gisle Successor efter min Fader, som døde sammesteds i Koppe-Pæsten 1707 om Høsten ni fallor 23 September) sagde, at bemeldte tvende Klokker og begge Lysekronerne vare opgravne af benævnte Hilderhøj.

§. 3.

De to Søstre, som byggede Hviidenes udi Seidesfjord, siges at have heddet den ene Hviid, men den anden Alhviid. Man vil sige, at deres Bygning endnu staaer paa Hviidenes. De ligge der begge hver i sin Lejde, og en liden Kiste eller Skriin imellem dem, fuldt af deres Klenodier og Forn-mænds Fæe. Efter Folkes Beretning har der tiere end eengang været gravet i det Lejde imellem dem, hvor man mener Skrinet ligger under; men har altid derved passeret Afskyeligheder med adskillige Missyner (som der siges tiest at have passeret ved slige Forne-mænds Lejestæders Opgravelser.) Stundom har Gaarden Hvidenæs syntes at brænde, eller og Himmelen svæve udi lys Lue; stundom Søen at bruse med Fiskefart op paa Landet, og andet deslige. Begge disse Lejder ligge vel et Steenkast fra Gaarden Hvidenæs, i Nordvest.

§. 4.

Kort fra Vatnsfjorde-Præstegaard i samme Issefjord-Syssel, i Sydost, opad til Bygden, saa nær en halv Miil fra Gaarden, hvor en Plads er, kaldet Søjrbroe, staaer en stor og aflang Høj, udaf samme Høj har været graven op en stor Døbefont, en Kobberløve, en Kirkedørsring og en stor Jernmukkert, og dette skal være passeret udi afgangne Provst John Aresens Tider, som da holdt bemeldte Vatnsfjords Præstegaard, som levede omtrent 1670.

§. 5.

Udi Adelviigs Kirkesogn i samme Issefjordsyssel, hos den Gaard, som kaldes Stakk-aardal, er en Høj, kaldet Kistehøj. Det er rimeligt, at der engang tilforn har været gravet i; thi Kjendemærkerne dertil kunde ret klarligen sees der uden om; og menes at der da er seet eller funden en Kirke; hvilket og Navnet bringer med sig, saasom det ikke sluttes af Højens Situation.

§. 6.

Hos den Gaard Botn udi Talknefjord i Bardestrand-Syssel blev gravet til omtrent Anno 1690 udi min Faders Tid (som da var 14 Aar gl., men han levede dog sidstleden Høst 1752 jeg drog fra Island med Landets Fiske-Hukkert). Han sagde, at der fandtes en Kobber- eller Malmkiste, og hos hende 2 á 3 Stykker Malm, eller som messingblandet Kobber; det ene var vel en Fod langt, aflangt og noget spidst til begge Ender, men bredest i Midten, og ligesom 3 flade Karrebaand vare loddet sammen paa Kanterne. Det andet Malmstykke var ongefær 3 Qvarteer, ottekantet, og hartad saa tykt, som en fuldkommen Mandsarm, huult langs ad indvendig og med runde Huller paa nogle af Kanterne. Begge disse Stykker haver jeg seet, men kan ikke gjætte hvortil de ere blevne brugte. Kisten fik man ikke optrukken, endskiøndt man spændte Heste for den, thi Ringen gik bort af Gavlen; og skal samme Ring være hængendes for et Haandgreb paa Løjgerdals Kirkedør. Samme Ring er omtrent 3 Tommer tyk og saa viid, at man kan vel sætte en fuldkommen klædt Mandsarm derigjennem, og Couleuren er som gammelt Klokkemalm.

§. 7.

I Sejdesfjord i Issefjordsyssel paa det højeste Fjæld der sammesteds, kaldet Hest, som er gandske viidt Begreb, og tilvisse 1½ tydske Miil omkring. Omliggende Folkes Beretning er, at der paa samme Fjæld skal være en Høj, hvori de Fornmænd skulle være begravne, som først toge Land udi samme Fiord paa den Gaard Foed. Men det er sandfærdig Relation, at Beboerne paa Foed kort for Anno 1700 og ligesaa efter samme Tid, haver gravet i samme Høj; men det Værk er altid blevet til Intet; thi de har ikke seet eller fundet Højen, da de end tænkte at være kommen derhen; at forstaae, naar de har rejst didhen at grave deri, og det haver været deres fulde Forsæt. Der er et Vand (Søe) midt oven paa dette vidtløftige Fjæld, hvorudi den ene Ende af Højen strækker sig.

§. 8.

En Høj er og paa Fjældet op ovenfor Hatterdal, Hvilken Dal som gaaer ind udaf Alftefjord . Derudi veed man ikke at være gravet; men den Fornmand, som ligger i samme Høj, er kaldet Hatter, som først har bygget Gaarden Hatterdal.

§. 9.

I Vatnsfjordedal, liggende sønden for Vatnsfjorde Præstegaard udi en Vandsøe, staaer en Fornmands Høj, midt i Vandet, aflang og dannet ligesom et Lejde. I den Høj har været gravet, som der sees Kjendemærker til endnu i Dag. Dog kan man ikke ret føjeligen komme i samme Høj for Ulejlighed af Vandets Nærværelse, og dets Tilflaad. Og dette er sandt og vist.

§. 10.

Mookolls Høj kaldes en Fornmands Høj, liggende i Mookolls Dal i Strande Syssel. Samme Dal ligger østenværts udi Kollefjord og bemeldte Strande Syssel, i Felds Kirkesogn. Denne Høj ligger i en Fjældkløft, og er den meget fæl og dyb, saa at om man kaster Stene derned, saa skingrer et stærkt Gjenskrald derefter, og ikke skinner Solen paa samme Høj, uden midt om Dagen, da hun gaaer som højest om Aaret.

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE

---

Fodnoter

---

Kilde:

Antiqvariske Annaler, udgivne ved Den Kongelige Commission i Kjøbenhavn for Oldsagers Opbevaring, Andet Bind, Kjøbenhavn, 1815, s. 158ff.