Magnus den Godes saga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Snorre Sturlason

Heimskringla

Magnus den Godes saga

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2013

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónssons Heimskringla – Nóregs konunga sǫgur G. E. C. Gads Forlag, København, 1911 (1925)

---

1.

Efter jul begyndte Magnus Olavson sin rejse østen fra Holmgård ned til Aldeigjaborg; de begyndte at gøre deres skibe klar, da isen løsnede om foråret. Dette nævner Arnor Jarleskjald i Magnusdrapaen:

Ro jeg fordrer — folkens! —

før jeg om den raske

(sandt jeg sagen kender)

sværdrødner fortæller:

Horders ven på hærskib

holdt fra Gardarige;

elleve år var knapt nok

ormelejets hader.

Kong Magnus styrede om foråret østfra til Svitjod; således siger Arnor:

Ting bød ud den unge

od-rødnende fyrste;

hirden rask til hamlen

hærklæder lod føre.

Krig’ren lod de kolde

køle fure havet;

folkekongen førtes

frem på vind til Sigtun.

Her fortælles det om kong Magnus, at da han drog vestpå fra Gardarige, sejlede han først til Svitjod og op til Sigtuna. Da var Emund Olafson konge i Svitjod, og dér var også dronning Astrid, som havde været gift med den hellige kong Olav; hun tog overmåde godt imod Magnus — sin stedsøn — og lod straks indkalde mange folk til ting dér, hvor det hedder Hangrar. På det ting talte Astrid og sagde således: »Her er nu kong Olav den Helliges søn — han hedder Magnus — kommet til os; han agter nu at begive sig til Norge for at søge sin fædrenearv. Jeg skylder ham at hjælpe ham meget til denne færd, for han er min stedsøn, som alle ved — både svenskere og nordmænd. Jeg skal på ingen måde spare på det, som jeg kan skaffe, til at hans styrke bliver størst mulig — hverken de mange folk, som jeg råder over, eller tilsvarende midler. Ligeledes skal alle, som begiver sig på denne færd med ham, modtage mit fuldkomne venskab. Jeg vil også bekendtgøre, at jeg vil deltage i hans færd; da vil det være klart for enhver, at jeg ikke sparer på nogen del i den støtte, som jeg kan udvise ham.« Derefter talte hun længe og klogt, men da hun holdt inde, svarede mange og sagde, at de svenskere, der havde fulgt kong Olav — hans far — ikke havde fået megen hæder af deres norgesfærd, »— og det ser ikke bedre ud med denne konge,« sagde de, »og derfor har folk ikke lyst til denne færd.« Astrid svarede: »Alle, som ønsker at fremstå som modige mænd, vil ikke lade sig skræmme af sådant. Og hvis folk har mistet sine slægtninge sammen med den hellige kong Olav — eller selv er blevet såret — så er det mandigt nu at drage til Norge for at hævne det.« Ved Astrids ord og støtte kom det dertil, at en stor mængde sluttede sig til Astrid for at følge Magnus til Norge; dette nævner Sigvat Skjald:

Herligt hermed vil jeg

hædre Olafs datter;

diger-drottens mage

dyre gaver skænker.

Østpå lyste Astrid

Olavsønnens stilling;

på Hangrar-ting trængtes

talrigt da de svenske.

Kvinden kunne næppe

købslå bedre, havde

endda hendes egen

ædle Magnus været.

Hun og høje Kristus

har det alt bevirket:

Hele Haralds slægtsarv

holder nu kong Magnus.

Vældigt folkevennen

vide lande styrer;

Magnus må dog Astrids

mandsmod derfor takke.

Denne kloge kvinde

— kun jeg sandt beretter —

har sin stedsøns stræben

styrket mer’ end andre.

Således siger Tjodolf Skjald i Magnusflokken:

Tred’ve-sæders snekken

snart du skød i vandet

(den raske vind rysted’

råen over fyrsten).

Masten måtte stormen

modstå, inden hirden

sejlet atter sænked’;

Sigtuna du nåed’.

2. Kong Magnus’ rejse fra Sverige

Magnus Olavson indledte sin færd fra Sigtuna, og han havde da et stort følge, som svenskerne havde skaffet ham. De drog til fods gennem Svitjod og så til Helsingland; således siger Arnor Jarleskjald:

Røde skjolde — rædselsvækker! —

rundt I bar i svenske bygder;

landets folk da snart dig fulgte,

fåtal ej til hånde gik dig.

Siden østfra — ulvemætter! —

ærefuldt du hæren ledte;

klædt med hvide skjolde skaren

skred med spyd til hæderstinget.

Derefter drog Magnus Olavson østfra gennem Jämtland, over Kølen og ned i Trondheim, og alle landets indbyggere tog straks godt imod ham. Men kong Svends folk flygtede vidt omkring for at frelse sig, så snart de erfarede, at Magnus — kong Olavs søn — var kommet til landet, og der blev ikke gjort nogen modstand imod Magnus. Kong Svend var sydpå i landet. Således siger Arnor Jarleskjald:

Dine fjender — rædselsfuglens

fodrødner! — af angst blev grebet,

da du østfra under skrækhjelm

indtog Trøndelagens bygder.

Du, som sender sorte gribbe

sårbølger, modstanden kyste;

frygsomt dine uvensflokke

flygted’ væk for liv at bjærge.

3. Magnus Olavson tages til konge

Magnus Olavson drog med sit følge ud til købstaden, hvor han blev godt modtaget. Derefter lod han indkalde til Øre-ting, og da bondebefolkningen kom til tinget, blev Magnus taget til konge over hele landet, lige så vidt som kong Olav — hans far — havde været det. Derpå skaffede kong Magnus sig livvagter og udnævnte lendermænd; i alle herreder nedsatte han ombuds- og sysselmænd. Straks om efteråret udbød kong Magnus leding i hele Trondheim; han fik god støtte og drog derpå sydpå i landet med hæren.

Halvdan Egedius: Straks om efteråret udbød kong Magnus leding i hele Trondheim

4. Kong Svends flugt

Kong Svend Alfifason opholdt sig i Sunnhordland, da han erfarede disse hærforlydender; han lod straks skære hærpil og sendte den i fire retninger fra sig og indkaldte bondebefolkningen til sig og lod det følge, at der skulle være fuld leding af folk og skibe ude for at forsvare landet med ham. De folk, som var dér i nærheden af kongen, opsøgte ham; kongen holdt da ting med bønderne og bekendtgjorde sin hensigt — at han ville gå imod kong Magnus — kong Olavs søn — og kæmpe imod ham, hvis bønderne ville følge ham. Kongens tale var noget kort. Bønderne gjorde kun få tilråb til hans udtalelser. Derefter holdt de danske høvdinge, der var hos kongen, lange og snilde taler, men bønderne svarede og talte imod. Mange sagde, at de ville følge kong Svend og kæmpe sammen med ham, men andre nægtede. Nogle tav ganske, og andre sagde, at de ville opsøge kong Magnus, så snart de fik mulighed for det. Da svarede kong Svend: »For mig at se er her kun kommet et fåtal af de bønder, som vi har sendt besked til, og de bønder, som er her, siger selv til os, at de vil følge kong Magnus. Det forekommer mig da, at disse vil være os til samme gavn som dem, der siger, at de vil forholde sig roligt — og tilsvarende dem, som er tavse herom. Og af dem, der siger, at de vil følge os, vil vel hver anden eller flere ikke være os nogen støtte, hvis vi går i kamp mod kong Magnus. Det er mit råd, at vi ikke forlader os på disse bønders troskab, men hellere drager derhen, hvor folk er pålidelige og helt trofaste imod os; dér har vi tilstrækkelig styrke til at lægge dette land under os.« Så snart kongen havde truffet denne afgørelse, fulgte alle hans mænd dette råd. De vendte stavnene og hejste deres sejl; kong Svend sejlede da østpå langs med landet og standsede ikke, førend han kom til Danmark, hvor han blev godt modtaget. Da han traf Hardeknud — sin bror — tilbød denne kong Svend at dele magten med sig i Danmark, og dette tog Svend imod.

5. Kong Magnus’ færd i Norge

Kong Magnus drog om efteråret helt til landets ende, og han blev taget til konge over hele landet, og alle landets indbyggere var glade over, at Magnus var blevet konge. Det samme efterår døde Knud den Mægtige i England idus novembris; han blev begravet i Winchester. Da havde han være konge over Danmark i 27 år og desuden over England i 24 år og tilmed over Norge i 7 år. Så blev Harald — Knuds søn — taget til konge over England. Den samme vinter døde Svend Alfifason i Danmark.

Tjodolf kvad således om kong Magnus:

Over land du østfra

— ørnefødders rødner! —

fulgt af folkehæren

— fyrste! — kom til Norge.

Rent berøvet landet

rømte Svend det derpå;

Alfifas søn sejled’,

sagdes det, landflygtig.

Bjarne Guldbrynsskjald digtede om Kalv Arneson:

Fyrsten fader-arven

fik sig ved din indsats;

sandt at sige måtte

Svend da nøj’s med Danmark.

Kalv! — den kække fyrste

kom hertil fra Gardar;

kløgtigt lod du landet

lægge under Magnus.

Kong Magnus regerede den vinter over Norge, men Hardeknud over Danmark.

6. Knuds og kong Magnus’ forbund

Foråret efter udbød begge kongerne ledingshæren, og der var forlydender om, at de ville lægge til strid ved Elven. Da hærene på begge sider gik imod hinanden, sendte lendermænd fra hver sin side bud til deres slægtninge og venner, og fra begge sider fulgte den besked, at man skulle skabe fred imellem kongerne. Af den grund, at begge kongerne var unge og barnlige, blev riget styret for dem af mægtige mænd, der i hvert af landene var blevet udvalgte til det. Det kom da dertil, at der blev fastsat et forligsmøde mellem kongerne; derefter mødtes de selv, og der blev da talt om forlig, og det blev aftalt, at kongerne sværgede broderskab og stiftede fred imellem sig, så længe de begge var i live, og hvis én af dem døde sønneløs, da skulle den, der var efterlevende, overtage den andens land og folk. 12 mand — de ypperste fra hvert af rigerne — sværgede sammen med kongerne på, at dette forlig skulle holdes, så længe nogen af dem var i live. Så skiltes kongerne, og hver især tog de hjem til deres rige, og dette forlig blev holdt, så længe de levede.

7. Om dronning Astrid

Dronning Astrid, der havde været gift med den hellige kong Olav, kom til Norge sammen med kong Magnus — sin stedsøn — og hun opholdt sig hos ham i gode kår, som tilbørligt var. Så kom også Alfhild — kong Magnus’ mor — til hoffet; kongen tog straks imod hende med stor kærlighed og gav hende en ærefuld stilling, men det gik sådan med Alfhild, som det kan gå for mange, der kommer til magt, at hendes hovmod ikke blev mindre, således at hun syntes dårligt om, at dronning Astrid blev noget højere hædret end hun selv med hensyn til siddeplads og andre tjenester; Alfhild ville sidde nærmere kongen, men Astrid kaldte hende for sin tjenestekvinde, sådan som det før havde forholdt sig, dengang Astrid var dronning over Norge, da kong Olav styrede landet. Astrid ville på ingen måde sidde ved siden af Alfhild, og de kunne ikke være i samme rum.

8. Om Sigvat Skjald

Sigvat Skjald var draget til Rom, da slaget stod på Stiklestad, men da han var på vej sydfra, erfarede han kong Olavs fald; det voldte ham meget stor sorg, og han kvad da:

Jeg på Munt mindedes

(morgenstund på borgen)

skjoldes brud og brynjer

blive sønderflået.

Tanken faldt på førhen:

Fyrsten, som vandt landet;

Torrød — min far — tidligt

tjeneste dér gjorde.

Sigvat gik en dag gennem en landsby og hørte, hvordan en bonde klagede sig meget, fordi han havde mistet sin kone; han slog sig for brystet og rev sit tøj i stykker og græd højlydt og sagde, at han hellere ville dø. Sigvat kvad:

Møens favntag misted’

manden, nu han ønsker

døden — alt for dyrt han

dermed elskov købte.

Over fyrsten fælder

flugtsky kongsmænd tårer;

vores tab i visse

værre er at regne.

Sigvat kom hjem til Norge — han havde gård og børn i Trondheim. Han drog sydfra langs landet på en byrding. Da de lå i Hillarsund, så de dér en stor flok ravne flyve; Sigvat kvad:

Frem nu ravneflokke

farer — lig de mindes

her, hvor flåden fordum

flød med nordmænds ætling.

Grådigt ørnen — ofte

Olav lod den fodre —

skriger højt ved Hillars

havn dagen igennem.

Da Sigvat kom nordpå til købstaden, var kong Svend dér, og han indbød Sigvat til at komme til sig, idet denne tidligere havde været hos Knud den Mægtige — kong Svends far. Sigvat sagde, at han ville drage hjem til sin gård. En dag, da Sigvat gik ude på gaden, så han nogle kongsmænd holde leg; Sigvat kvad:

Bleg som bast jeg hurtigt

bort fra kongens hirdmænds

leg søgte, for sorgen

sidder mig i brystet.

Jeg mindes min konge

(mænd hans lov synger);

tit på odelstoften

tog vi del i legen.

Siden drog han til sin gård. Han hørte, at mange folk dadlede ham og sagde, at han var stukket af fra kong Olav; Sigvat kvad:

Lad mig luestraffen

lide — Hvidekristus! —

om jeg Olav svigted’;

ingen skyld jeg bærer.

Farefuldt til Roma

(folk det kan bevidne)

drog jeg — dette ikke

dølges skal for nogen.

Sigvat trivedes ikke hjemme; han gik ude en dag og kvad:

Lyst, mens Olav leved’,

lo, syntes jeg, Norges

stejle fjelde (stadig

stod jeg da på knarrer).

Lierne ej læng’re

lader helt så blide.

Kongens gunst jeg ganske

(grim er sorgen) havde.

I begyndelse af vinteren drog Sigvat østpå over Kølen til Jämtland og derfra til Helsingland og kom frem til Svitjod. Han drog straks til dronning Astrid og var længe hos hende og blev godt behandlet; han var også hos kong Ønund — hendes bror — og modtog af ham 10 mark brændt sølv, som det fortælles i Knudsdrapaen. Når han mødte købmænd, der kom fra Holmgårdsfærd, spurgte han ofte, hvad de kunne fortælle ham om Magnus Olavson; han kvad:

Endnu øst fra Gardar

efter nyt jeg spørger;

ofte her den unge

arvings lovsang høres.

Fagre venskabsfugle

flyver os imellem;

jeg om fyrstens færden

frygter løgn dog stadig.