Magnus den Godes saga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Snorre Sturlason

Heimskringla

Magnus den Godes saga

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2013-2014

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónssons Heimskringla – Nóregs konunga sögur G. E. C. Gads Forlag, København, 1911 (1925)

---

1.

Efter jul begyndte Magnus Olavson sin rejse østen fra Holmgård ned til Aldeigjaborg; de begyndte at gøre deres skibe klar, da isen løsnede om foråret. Dette nævner Arnor Jarleskjald i Magnusdrapaen:

Ro jeg fordrer — folkens! —

før jeg om den raske

(sandt jeg sagen kender)

sværdrødner fortæller:

Horders ven på hærskib

holdt fra Gardarige;

elleve år var knapt nok

ormelejets hader.

Kong Magnus styrede om foråret østfra til Svitjod; således siger Arnor:

Ting bød ud den unge

od-rødnende fyrste;

hirden rask til hamlen

hærklæder lod føre.

Krig’ren lod de kolde

køle fure havet;

folkekongen førtes

frem på vind til Sigtun.

Her fortælles det om kong Magnus, at da han drog vestpå fra Gardarige, sejlede han først til Svitjod og op til Sigtuna. Da var Emund Olafson konge i Svitjod, og dér var også dronning Astrid, som havde været gift med den hellige kong Olav; hun tog overmåde godt imod Magnus — sin stedsøn — og lod straks indkalde mange folk til ting dér, hvor det hedder Hangrar. På det ting talte Astrid og sagde således: »Her er nu kong Olav den Helliges søn — han hedder Magnus — kommet til os; han agter nu at begive sig til Norge for at søge sin fædrenearv. Jeg skylder ham at hjælpe ham meget til denne færd, for han er min stedsøn, som alle ved — både svenskere og nordmænd. Jeg skal på ingen måde spare på det, som jeg kan skaffe, til at hans styrke bliver størst mulig — hverken de mange folk, som jeg råder over, eller tilsvarende midler. Ligeledes skal alle, som begiver sig på denne færd med ham, modtage mit fuldkomne venskab. Jeg vil også bekendtgøre, at jeg vil deltage i hans færd; da vil det være klart for enhver, at jeg ikke sparer på nogen del i den støtte, som jeg kan udvise ham.« Derefter talte hun længe og klogt, men da hun holdt inde, svarede mange og sagde, at de svenskere, der havde fulgt kong Olav — hans far — ikke havde fået megen hæder af deres norgesfærd, »— og det ser ikke bedre ud med denne konge,« sagde de, »og derfor har folk ikke lyst til denne færd.« Astrid svarede: »Alle, som ønsker at fremstå som modige mænd, vil ikke lade sig skræmme af sådant. Og hvis folk har mistet sine slægtninge sammen med den hellige kong Olav — eller selv er blevet såret — så er det mandigt nu at drage til Norge for at hævne det.« Ved Astrids ord og støtte kom det dertil, at en stor mængde sluttede sig til Astrid for at følge Magnus til Norge; dette nævner Sigvat Skjald:

Herligt hermed vil jeg

hædre Olafs datter;

diger-drottens mage

dyre gaver skænker.

Østpå lyste Astrid

Olavsønnens stilling;

på Hangrar-ting trængtes

talrigt da de svenske.

Kvinden kunne næppe

købslå bedre, havde

endda hendes egen

ædle Magnus været.

Hun og høje Kristus

har det alt bevirket:

Hele Haralds slægtsarv

holder nu kong Magnus.

Vældigt folkevennen

vide lande styrer;

Magnus må dog Astrids

mandsmod derfor takke.

Denne kloge kvinde

— kun jeg sandt beretter —

har sin stedsøns stræben

styrket mer’ end andre.

Således siger Tjodolf Skjald i Magnusflokken:

Tred’ve-sæders snekken

snart du skød i vandet

(den raske vind rysted’

råen over fyrsten).

Masten måtte stormen

modstå, inden hirden

sejlet atter sænked’;

Sigtuna du nåed’.

2. Kong Magnus’ rejse fra Sverige

Magnus Olavson indledte sin færd fra Sigtuna, og han havde da et stort følge, som svenskerne havde skaffet ham. De drog til fods gennem Svitjod og så til Helsingland; således siger Arnor Jarleskjald:

Røde skjolde — rædselsvækker! —

rundt I bar i svenske bygder;

landets folk da snart dig fulgte,

fåtal ej til hånde gik dig.

Siden østfra — ulvemætter! —

ærefuldt du hæren ledte;

klædt med hvide skjolde skaren

skred med spyd til hæderstinget.

Derefter drog Magnus Olavson østfra gennem Jämtland, over Kølen og ned i Trondheim, og alle landets indbyggere tog straks godt imod ham. Men kong Svends folk flygtede vidt omkring for at frelse sig, så snart de erfarede, at Magnus — kong Olavs søn — var kommet til landet, og der blev ikke gjort nogen modstand imod Magnus. Kong Svend var sydpå i landet. Således siger Arnor Jarleskjald:

Dine fjender — rædselsfuglens

fodrødner! — af angst blev grebet,

da du østfra under skrækhjelm

indtog Trøndelagens bygder.

Du, som sender sorte gribbe

sårbølger, modstanden kyste;

frygsomt dine uvensflokke

flygted’ væk for liv at bjærge.

3. Magnus Olavson tages til konge

Magnus Olavson drog med sit følge ud til købstaden, hvor han blev godt modtaget. Derefter lod han indkalde til Øre-ting, og da bondebefolkningen kom til tinget, blev Magnus taget til konge over hele landet, lige så vidt som kong Olav — hans far — havde været det. Derpå skaffede kong Magnus sig livvagter og udnævnte lendermænd; i alle herreder nedsatte han ombuds- og sysselmænd. Straks om efteråret udbød kong Magnus leding i hele Trondheim; han fik god støtte og drog derpå sydpå i landet med hæren.

Halvdan Egedius: Straks om efteråret udbød kong Magnus leding i hele Trondheim

4. Kong Svends flugt

Kong Svend Alfifason opholdt sig i Sunnhordland, da han erfarede disse hærforlydender; han lod straks skære hærpil og sendte den i fire retninger fra sig og indkaldte bondebefolkningen til sig og lod det følge, at der skulle være fuld leding af folk og skibe ude for at forsvare landet med ham. De folk, som var dér i nærheden af kongen, opsøgte ham; kongen holdt da ting med bønderne og bekendtgjorde sin hensigt — at han ville gå imod kong Magnus — kong Olavs søn — og kæmpe imod ham, hvis bønderne ville følge ham. Kongens tale var noget kort. Bønderne gjorde kun få tilråb til hans udtalelser. Derefter holdt de danske høvdinge, der var hos kongen, lange og snilde taler, men bønderne svarede og talte imod. Mange sagde, at de ville følge kong Svend og kæmpe sammen med ham, men andre nægtede. Nogle tav ganske, og andre sagde, at de ville opsøge kong Magnus, så snart de fik mulighed for det. Da svarede kong Svend: »For mig at se er her kun kommet et fåtal af de bønder, som vi har sendt besked til, og de bønder, som er her, siger selv til os, at de vil følge kong Magnus. Det forekommer mig da, at disse vil være os til samme gavn som dem, der siger, at de vil forholde sig roligt — og tilsvarende dem, som er tavse herom. Og af dem, der siger, at de vil følge os, vil vel hver anden eller flere ikke være os nogen støtte, hvis vi går i kamp mod kong Magnus. Det er mit råd, at vi ikke forlader os på disse bønders troskab, men hellere drager derhen, hvor folk er pålidelige og helt trofaste imod os; dér har vi tilstrækkelig styrke til at lægge dette land under os.« Så snart kongen havde truffet denne afgørelse, fulgte alle hans mænd dette råd. De vendte stavnene og hejste deres sejl; kong Svend sejlede da østpå langs med landet og standsede ikke, førend han kom til Danmark, hvor han blev godt modtaget. Da han traf Hardeknud — sin bror — tilbød denne kong Svend at dele magten med sig i Danmark, og dette tog Svend imod.

5. Kong Magnus’ færd i Norge

Kong Magnus drog om efteråret helt til landets ende, og han blev taget til konge over hele landet, og alle landets indbyggere var glade over, at Magnus var blevet konge. Det samme efterår døde Knud den Mægtige i England idus novembris; han blev begravet i Winchester. Da havde han været konge over Danmark i 27 år og desuden over England i 24 år og tilmed over Norge i 7 år. Så blev Harald — Knuds søn — taget til konge over England. Den samme vinter døde Svend Alfifason i Danmark.

Tjodolf kvad således om kong Magnus:

Over land du østfra

— ørnefødders rødner! —

fulgt af folkehæren

— fyrste! — kom til Norge.

Rent berøvet landet

rømte Svend det derpå;

Alfifas søn sejled’,

sagdes det, landflygtig.

Bjarne Guldbrynsskjald digtede om Kalv Arneson:

Fyrsten fader-arven

fik sig ved din indsats;

sandt at sige måtte

Svend da nøj’s med Danmark.

Kalv! — den kække fyrste

kom hertil fra Gardar;

kløgtigt lod du landet

lægge under Magnus.

Kong Magnus regerede den vinter over Norge, men Hardeknud over Danmark.

6. Knuds og kong Magnus’ forbund

Foråret efter udbød begge kongerne ledingshæren, og der var forlydender om, at de ville lægge til strid ved Elven. Da hærene på begge sider gik imod hinanden, sendte lendermænd fra hver sin side bud til deres slægtninge og venner, og fra begge sider fulgte den besked, at man skulle skabe fred imellem kongerne. Af den grund, at begge kongerne var unge og barnlige, blev riget styret for dem af mægtige mænd, der i hvert af landene var blevet udvalgte til det. Det kom da dertil, at der blev fastsat et forligsmøde mellem kongerne; derefter mødtes de selv, og der blev da talt om forlig, og det blev aftalt, at kongerne sværgede broderskab og stiftede fred imellem sig, så længe de begge var i live, og hvis én af dem døde sønneløs, da skulle den, der var efterlevende, overtage den andens land og folk. 12 mand — de ypperste fra hvert af rigerne — sværgede sammen med kongerne på, at dette forlig skulle holdes, så længe nogen af dem var i live. Så skiltes kongerne, og hver især tog de hjem til deres rige, og dette forlig blev holdt, så længe de levede.

7. Om dronning Astrid

Dronning Astrid, der havde været gift med den hellige kong Olav, kom til Norge sammen med kong Magnus — sin stedsøn — og hun opholdt sig hos ham i gode kår, som tilbørligt var. Så kom også Alfhild — kong Magnus’ mor — til hoffet; kongen tog straks imod hende med stor kærlighed og gav hende en ærefuld stilling, men det gik sådan med Alfhild, som det kan gå for mange, der kommer til magt, at hendes hovmod ikke blev mindre, således at hun syntes dårligt om, at dronning Astrid blev noget højere hædret end hun selv med hensyn til siddeplads og andre tjenester; Alfhild ville sidde nærmere kongen, men Astrid kaldte hende for sin tjenestekvinde, sådan som det før havde forholdt sig, dengang Astrid var dronning over Norge, da kong Olav styrede landet. Astrid ville på ingen måde sidde ved siden af Alfhild, og de kunne ikke være i samme rum.

8. Om Sigvat Skjald

Sigvat Skjald var draget til Rom, da slaget stod på Stiklestad, men da han var på vej sydfra, erfarede han kong Olavs fald; det voldte ham meget stor sorg, og han kvad da:

Jeg på Munt mindedes

(morgenstund på borgen)

skjoldes brud og brynjer

blive sønderflået.

Tanken faldt på førhen:

Fyrsten, som vandt landet;

Torrød — min far — tidligt

tjeneste dér gjorde.

Sigvat gik en dag gennem en landsby og hørte, hvordan en bonde klagede sig meget, fordi han havde mistet sin kone; han slog sig for brystet og rev sit tøj i stykker og græd højlydt og sagde, at han hellere ville dø. Sigvat kvad:

Møens favntag misted’

manden, nu han ønsker

døden — alt for dyrt han

dermed elskov købte.

Over fyrsten fælder

flugtsky kongsmænd tårer;

vores tab i visse

værre er at regne.

Sigvat kom hjem til Norge — han havde gård og børn i Trondheim. Han drog sydfra langs landet på en byrding. Da de lå i Hillarsund, så de dér en stor flok ravne flyve; Sigvat kvad:

Frem nu ravneflokke

farer — lig de mindes

her, hvor flåden fordum

flød med nordmænds ætling.

Grådigt ørnen — ofte

Olav lod den fodre —

skriger højt ved Hillars

havn dagen igennem.

Da Sigvat kom nordpå til købstaden, var kong Svend dér, og han indbød Sigvat til at komme til sig, idet denne tidligere havde været hos Knud den Mægtige — kong Svends far. Sigvat sagde, at han ville drage hjem til sin gård. En dag, da Sigvat gik ude på gaden, så han nogle kongsmænd holde leg; Sigvat kvad:

Bleg som bast jeg hurtigt

bort fra kongens hirdmænds

leg søgte, for sorgen

sidder mig i brystet.

Jeg mindes min konge

(mænd hans lov synger);

tit på odelstoften

tog vi del i legen.

Siden drog han til sin gård. Han hørte, at mange folk dadlede ham og sagde, at han var stukket af fra kong Olav; Sigvat kvad:

Lad mig luestraffen

lide — Hvidekristus! —

om jeg Olav svigted’;

ingen skyld jeg bærer.

Farefuldt til Roma

(folk det kan bevidne)

drog jeg — dette ikke

dølges skal for nogen.

Sigvat trivedes ikke hjemme; han gik ude en dag og kvad:

Lyst, mens Olav leved’,

lo, syntes jeg, Norges

stejle fjelde (stadig

stod jeg da på knarrer).

Lierne ej læng’re

lader helt så blide.

Kongens gunst jeg ganske

(grim er sorgen) havde.

I begyndelse af vinteren drog Sigvat østpå over Kølen til Jämtland og derfra til Helsingland og kom frem til Svitjod. Han drog straks til dronning Astrid og var længe hos hende og blev godt behandlet; han var også hos kong Ønund — hendes bror — og modtog af ham 10 mark brændt sølv, som det fortælles i Knudsdrapaen. Når han mødte købmænd, der kom fra Holmgårdsfærd, spurgte han ofte, hvad de kunne fortælle ham om Magnus Olavson; han kvad:

Endnu øst fra Gardar

efter nyt jeg spørger;

ofte her den unge

arvings lovsang høres.

Fagre venskabsfugle

flyver os imellem;

jeg om fyrstens færden

frygter løgn dog stadig.

9. Om kong Magnus

Da Magnus Olavson kom fra Gardarige til Svitjod, var Sigvat dér hos dronng Astrid, og de blev alle meget glade. Da kvad Sigvat:

Dristigt drog du hjemad

— drot Magnus! Med glæde

du land og folk favner

(fast din magt jeg støtter).

— — — — — —

Siden slog Sigvat sig i følge med Astrid for at føre Magnus til Norge. Sigvat kvad:

Mænd har hørt min mening

— Magnus! — at jeg hilser

(dette er Guds gave)

glad dit livs medgang;

kun få folk forundes

— fyrste! — slig en herlig

konges søn, der særligt

slægter på sin fader.

Da Magnus var blevet konge over Norge, opholdt Sigvat Skjald sig hos ham og var meget afholdt af kongen. Han kvad dette, da dronning Astrid og Alfhild Kongemoder havde haft en meningsudveksling:

Alfhild! Lad dog Astrids

ære for mest gælde;

Gud har med god vilje

gavnet dine vilkår.

10. Kong Olavs skrin

Kong Magnus lod udfærdige et skrin, som var prydet med guld og sølv og besat med sten. Det skrin blev med henyn til størrelse og andet udfærdiget som en ligkiste, men havde svalegange under og ovenpå et låg udført som et tag, hvorfra der rejste sig hoveder og tagryg. Låget havde hængsler bagpå og hasper foran, hvor det kunne låses med en nøgle. Derpå lod kong Magnus kong Olavs helligdom nedlægge i det skrin. Der skete mange mirakler ved kong Olavs helligdom; dette nævner Sigvat Skjald:

Et gyldent skrin gjordes

(Gud ham til sig hented’),

et hus til helligkongen

(herligt prises fyrsten).

Blinde folk da førtes

frem til kongens leje;

snart med synet helbredt

sås de vende hjemad.

Det blev i loven fastlagt at helligholde kong Olavs højtid i hele Norge; denne dag blev da straks holdt som de største højtider. Dette nævner Sigvat Skjald:

Magnus’ fars messe

mangelløst skal holdes

her i mine huse

(Herren styrker fyrsten);

uden svig skal Olav

æres — den harmdøde;

han det røde ringguld

rakte mig til armen.

11. Om Tore Hund

Tore Hund forlod landet kort tid efter kong Olavs fald. Tore drog ud til Jorsala, og ifølge mange mænds udsagn, kom han ikke tilbage. Tore Hunds søn hed Sigurd; han var far til Ranveig, der blev gift med Jon — søn af Arne Arneson — og deres børn var Vidkun på Bjarkøy og Sigurd Hund, Erling og Jardtrud.

12. Drabet på Hårek på Tjøtta

Halvdan Egedius: »Tag hellere min økse ...«

Hårek på Tjøtta var hjemme på sine gårde, lige indtil Magnus Olavson kom til landet og blev konge. Så drog Hårek sydpå til Trondheim og opsøgte kong Magnus. Asmund Grankelson opholdt sig da hos kongen. Da Hårek kom til Nidaros og gik fra borde, stod Asmund i en svalegang sammen med kongen; de så Hårek og genkendte ham. Asmund sagde til kongen: »Nu vil jeg gengælde Håreks drab på min far.« Han havde en lille, tyndbladet bredøkse i hånden. Kongen så på ham og sagde: »Tag hellere min økse« — denne var tykbladet og kraftig; kongen sagde endvidere: »— jeg formoder — Asmund! — at der er hårde knogler i den karl.« Asmund tog øksen og gik ned fra gården, og da han kom ned i tværgaden, kom Hårek og de andre imod ham nedefra. Asmund huggede i hovedet på Hårek, sådan at øksen straks trængte ned i hjernen; det blev Håreks død. Asmund gik tilbage til kongen oppe i gården. Æggen var aldeles gået af øksen; da sagde kongen: »Hvad havde den tynde økse nyttet? Den her ser mig helt ubrugelig ud nu.« Derefter overlod kong Magnus Asmund len og syssel i Helgeland, og der findes mange og lange beretninger om uenighederne mellem Asmund og Håreks sønner.

13. Om Torgeir Plet

Kalv Arneson havde nogen tid i begyndelsen mest magt hos kong Magnus, men da mindede folk kongen om, hvor Kalv havde været på Stiklestad. Det blav da noget vanskeligere for Kalv at vinde kongens velvilje. Det skete engang, at kongen var omgivet af mange folk, der klagede deres sag. Da kom den mand, som før er nævnt — Torgeir fra Sule i Værdalen — med sin magtpåliggende sag; kongen hørte ikke på hans ord, men lyttede til dem, der var nærmere. Da sagde Torgeir højt til kongen, så alle, der var i nærheden, kunne høre det:

Tal nu med mig,

Magnus — konge! —

jeg var i din fars

følge engang;

jeg bar mit hoved

forhugget derfra,

dengang fyrsten

faldt i striden.

Men du elsker

de usle folk,

som glæder djævlen

med drottensvig.

Da begyndte folk at larme, og nogle bad Torgeir om at gå ud; kongen kaldte ham til sig og afgjorde derefter hans sag, så Torgeir var tilfreds, og han lovede ham sit venskab.

14. Kalv Arneson forlader landet

Kort tid efter var kong Magnus til gæstebud på Haug i Værdalen, og da kongen sad ved madbordet, sad Kalv Arneson på hans ene side, men på den anden side Einar Tambarskælver. Det var da kommet dertil, at kongen var ublid imod Kalv, men satte mest pris på Einar. Kongen sagde til Einar: »I dag skal vi to ride til Stiklestad; jeg vil se sporene efter det, der er sket dér.« Einar svarede: »Det kan jeg ikke fortælle dig noget om; lad Kalv — din fosterfader — tage med; han må kunne berette om hændelserne dér.« Da bordet var fjernet, gjorde kongen klar til at tage af sted; han sagde til Kalv: »Du skal tage med mig til Stiklestad.« Kalv sagde, at det ikke var nødvendigt. Da rejste kongen sig og sagde noget uvenligt: »Af sted skal du — Kalv!« Derpå gik kongen ud. Kalv klædte sig hurtigt på til færden og sagde til sin tjener: »Du skal ride ind på Egge og bede mine huskarle om at føre hvert et fad ned på skibet inden solnedgang.« Kongen red til Stiklestad samen med Kalv; de steg af hestene og gik derhen, hvor slaget havde stået. Da sagde kongen til Kalv: »Hvor er det sted, kongen faldt?« Kalv svarede og pegede med spydskaftet: »Her lå han falden,« sagde han. Så sagde kongen: »Hvor var du da — Kalv?« Han svarede: »Her, hvor jeg står nu.« Kongen sagde — og han var da rød som blod: »Da kunne din økse nå ham.« Kalv svarede: »Min økse nåede ham ikke.« Han gik da hen til sin hest, sprang på ryggen af den og red derfra sammen med alle sine folk, mens kongen red tilbage til Haug. Kalv kom om aftenen ind på Egge, og hans skib lå sejlklart ved bryggen med alt hans løsøre, og hans huskarle var rede; han sejlede da vestpå over havet og opholdt sig længe dér og hærgede i Skotland og Irland og på Suderøerne. Dette nævner Bjarne Guldbrynsskjald i Kalvsflokken:

Haralds brorsøn holdt dig

helt fortjent i venskab,

men folk — Torbergs frænde! —

fór med onde rygter;

du og Olavs arving

(uden grund, jeg finder)

måtte døje mange

ménord spredt af fjender.

15. Bøndernes trusler

Kong Magnus inddrog Viggja, som Hrut havde ejet, som sin ejendom, og Kvistad, som Torgeir havde ejet, og tilsvarende Egge og alt, hvad Kalv havde efterladt; mange andre store ejendomme, som havde været ejet af folk, der faldt i bondehæren på Stiklestad, lod han da inddrage under kongsgården. Han lod også mange folk, som i denne kamp havde været imod kong Olav, straffe hårdt; nogle jog han ud af landet, fra andre tog han store værdier, og han lod nogles husdyr slå ned. Da begyndte bønderne at knurre, og de sagde til hinanden: »Hvad mon denne konge har tænkt sig, når han bryder loven imod os, som kong Håkon den Gode fastsatte? Husker han ikke, at vi aldrig har tålt uret? Det vil gå ham som hans far og de øvrige høvdinge, som vi tog livet af, da vi blev lede ved deres overmod og lovløshed.« Denne utilfredshed bredte sig i hele landet. I Sogn samlede de hær, og det forlød, at de ville gå i kamp mod kong Magnus, hvis han indfandt sig dér. Kong Magnus var da i Hordaland, hvor han havde en stor hær, og han gav indtryk af at ville drage nordpå til Sogn. Dette blev kongens venner klar over, og 12 mand holdt møde og blev enige om, at én af dem efter lodtrækning skulle fortælle kongen om denne utilfredshed. Det faldt da sådan, at Sigvat Skjald blev udtrukket.

16. Bersøglis-versene

Sigvat digtede en flokk, som kaldes Bersøglis-versene, og han nævner først det, at de fandt, at kongen ventede alt for længe med at forlige sig med bønderne, da de truede med at gøre opstand imod ham; han kvad:

Nu vil fyrsten friste

folkekamp mod sygner;

Sigvat selv skal følge —

snarest fra dog råde.

Vel jeg gramen væbnet

værn yder, men sig mig:

Hvor længe skal landet

lide slig en kummer?

I det samme kvad findes disse vers:

— — — — — —

Hvem hidser til — herre! —

hævngerrigt at bryde

givne tilsagn? (Gerne

gør du brug af stålet);

folkets fyrste burde

fremstå som ordholden,

og løftesvig sømmer

— sværdkriger! — sig aldrig.

Hvem hidser til — høvding! —

husdyrdrab på gårde?

Magten er vel voldsomt

vendt mod egne bønder.

Næppe fik du — fyrste! —

førhen råd som disse;

vold og ran vækker

vrede blandt folk — konge!

— — — — — —

Efter denne påmindelse skiftede kongens gemyt, og mange andre sagde tilsvarende ord til kongen. Det kom dertil, at kongen talte med sine viseste folk, og de blev da enige om loven. Siden lod kong Magnus skrive den lovbog, der endnu findes i Trondheim og kaldes Grågåsen. Kong Magnus blev afholdt og elsket af hele landets befolkning; han blev af den grund kaldt for Magnus den Gode.

17. Om de engelske konger

Harald Englænderkonge døde fem år efter sin fars — Knud den Mægtiges — død. Han blev begravet hos sin far i Winchester. Efter hans død tog hans bror Hardeknud — en anden af Gamle-Knuds sønner — kongemagten i England; han var da konge over både England og Danevældet. Han var ved magten i to år; han døde af sygdom i England og er begravet i Winchester hos sin far. Efter hans død blev Eadvard den Gode taget til konge; han var søn af den engelske kong Adelråd og dronning Emma — Rikard Rudejarls datter. Kong Eadvard var sammødre bror til Harald og Hardeknud. Gamle-Knuds og Emmas datter hed Gunhild; hun var gift med kejser Heinrik i Saxland — han blev kaldt Heinrek den Milde. Gunhild opholdt sig tre år i Saxland, inden hun blev syg; hun døde to år efter sin far — kong Knud.

18. Om kong Magnus Olavson

Kong Magnus Olavson hørte, at Hardeknud var død; da sendte han straks folk sydpå til Danmark med bud til de mænd, der havde bundet sig til ham med ed, da der blev stiftet fred og forlig mellem dem — Magnus og Hardeknud — og mindede dem om deres ord. Han lod også det følge, at han selv straks om sommeren ville komme til Danmark med sin hær. Endelig lod han vide, at han i henhold til ederne og aftalerne ville tilegne sig hele Danevældet eller falde i kamp med sin hær. Således siger Arnor Jarleskjald:

Vargens mætter viste

vægtigt sin ordsnilde;

håndfast jarlers herre

hærbud snart lod følge:

I grumt gny af skjolde

gerne vandt han Danmark

eller modsat under

ørnens klo sig lagde.

19. Om kong Magnus’ hær

Da lod kong Magnus en hær samle og indkaldte lendermænd og mægtige bønder og skaffede sig langskibe; da den styrke var samlet, var det en flot og veludstyret hær. Han havde 70 skibe, da han sejlede fra Norge. Således siger Tjodolf:

Halvfjerds skibe — fyrste! —

førte du djærvt østpå;

du lod langskibsflåden

lede frem af mænd’ne.

Med hejste sejl sustes

sydpå med stramt tovværk;

Bisonoksens bordgang

brød de krappe vover.

Her nævnes det, at kongen havde den store ‘Bisonoksen’, som den hellige kong Olav havde ladet bygge; den havde mere end 30 rum. På forstavnen sad et bisonoksehoved og bagerst en hale; hovedet, halen og begge nakker var helt beklædt med guld. Dette nævner Arnor Jarleskjald:

Skeidens ror skælvede voldsomt;

skum fra bølgen slog mod dækket.

Fyrrens hund lod heftigt skibets

helforgyldte stavne neje,

da stavnmæren (strømmen bruste)

strøg nordfra forbi Stavanger

(som ild skinned’ årehesten

øverst) frem mod Danevældet.

Kong Magnus sejlede ud fra Agder og over til Jylland. Således siger Arnor:

Hør nu, hvordan horders

høvding stævned’ nordfra:

Rimfrostdækket duved’

drottens skib i vinden,

men sværdtingets sætter

snart det brede Jylland

nåed’; folket favned’

fyrsten dér med glæde.

20. Om Kong Magnus’ ankomst til Danmark

Da kong Magnus kom til Danmark, blev han godt modtaget dér. Han holdt snart ting og møder med landets mænd og krævede sig taget til konge, således som det var aftalt. Af den grund, at de høvdinge, som var de mest agtede i Danmark, var edsbundne til kong Magnus og agtede at holde deres ord og ed, fremmede de denne sag meget blandt folket; en anden anledning var, at da var Knud den Mægtige og hans efterkommere alle døde, og for det tredje var kong Olavs hellighed og hans mirakler blevet almindeligt kendte i hele landet.

21. Om kong Magnus

Siden lod kong Magnus indkalde til Viborg-ting; dér udnævner danskerne konger — både i gammel tid og i nyere tid. På dette ting tog danskerne Magnus Olavson til konge over hele Danevældet. Kong Magnus opholdt sig længe i Danmark om sommeren, og folk tog godt imod ham, hvor han kom, og viste sig lydige over for ham. Han satte folk i sysler og herreder over hele landet og gav landindtægter til stormændene. Ud på efteråret drog han med sin hær til Norge og opholdt sig en tid i Elven.

22. Om Svend Ulfsen

Der var en mand, der hed Svend — søn af jarl Ulf, søn af Torgils Sprakeleg. Svends mor var Astrid — datter af kong Svend Tveskæg; hun var samfædre søster til Knud den Mægtige, og hun havde samme mor som den svenske kong Olaf Erikson — deres mor var dronning Sigrid Storråde, der var datter af Skøgul-Toste. Svend Ulfsen havde længe opholdt sig hos svenskekongerne, der var hans slægtninge, lige siden jarl Ulf — hans far — var faldet, således som det er skrevet i sagaen om Knud den Gamle, at denne lod jarl Ulf — sin svoger — dræbe i Roskilde. Svend havde af denne grund ikke været i Danmark siden. Svend Ulfsen var en meget smuk mand; han var også stor og stærk og den største idrætsmand og meget begavet; alle, der kendte ham, sagde, at han besad alle de egenskaber, der pryder en god høvding. Svend Ulfsen opsøgte kong Magnus, da denne lå i Elven, således som det før blev anført. Kongen tog godt imod ham, og der var også mange, der talte hans sag, for Svend var en meget afholdt mand. Han forelagde selv sin sag godt og snildt for kongen, og det kom dertil, at Svend gik kong Magnus til hånde og blev hans mand. Siden talte kongen og Svend i enrum om mange ting.

Noter: