Jomsvikingernes saga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kongesagaer

Jomsvikingernes saga

Jómsvíkíngasaga

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2015

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Fornmanna Sögur, bd. 11, Kaupmannahöfn 1828

---

Her begynder Jomsvikingernes saga —

Første del

Om Knud den Fundne

1. Gorm hed en konge, der regerede i Danmark — han blev kaldt den Barnløse. Han var en mægtig konge og vellidt af sine mænd; han havde været ved magten længe, da dette foregik. Dengang sad jarl Arnfinn i Saxland, som han regerede på vegne af kong Karlemagnus. De var gode venner — Arnfinn og Gorm — og havde været i viking sammen. Jarlen havde en smuk søster, men han elskede hende mere, end han burde, og fik et barn med hende; dette blev holdt skjult, og jarlen sendte folk væk med barnet og bad dem ikke skilles fra barnet uden at vide, hvad der blev af det. De kom til Danmark, og ved en skov blev de klar over, at kong Gorm og hans hird er i skoven. De anbragte barnet under et egetræ og fortrak. Om aftenen drog kongen hjem med hele hirden på nær to brødre: Den ene hed Halvard, den anden Håvard, og de blev tilbage. De gik omkring, og så hørte de barnegråd; de gik derhen, men vidste ikke, hvordan det hang sammen. Dér fandt de et drengebarn under et egetræ og en stor knyttet bylt i grenene over barnet. Barnet var svøbt i gudvævet stof, og om dets hoved var bundet et silkebånd, hvori der sad en ørtug guld. De samler barnet op og tager det med hjem, og de kom hjem, som kongen og hirdmændene sad over drikkebordene. De bebrejder sig selv, at de ikke fulgte kongen hjem, men kongen svarer og siger, at han ikke vil være vred på dem på grund af dette. Og nu fortalte de kongen, hvad der var sket på deres færd. Kongen bad om at se barnet og lod det føre til sig. Kongen syntes godt om drengen og sagde: »Han må komme af en fornem slægt — og han er bedre fundet end ufundet.« Han lod siden drengen vandøse og navngive, og han blev kaldt Knud — og det af den grund, at en guldfingerring havde været bundet fast til drengens pande med en knude, da han blev fundet, og deraf tog kongen det navn, han gav drengen. Han tog ham til sig og opfostrede ham, og kaldte ham sin søn, var god ved ham og elskede ham meget.

Da det nu gik mod enden af kong Gorms tid, og da han var blevet gammel, fik han en sygdom, som gjorde det af med ham, men før han udåndede, bad han sine venner og slægtninge komme til sig, da han mente at kunne se, hvor det bar henad med ham. Han bad dem om, at han måtte råde for, hvem der skulle tilsværges landet og folket, når han var borte. Han bad om at få deres tilladelse og sagde, at han ville overdrage Knud hele sin magt og alt, hvad der kunne gøre denne til en større mand end førhen, når han selv var død. Og nu, fordi han var så vellidt og højt elsket af sine mænd, samtykkede de i dette, at kongen skulle bestemme. Dette blev nu fremmet, og derpå afgik kongen ved døden. Knud overtager nu landet og folket og hele det rige, som Gorm havde haft, og han er afholdt blandt sine mænd. Han fik sig en søn, der hed Gorm, og denne blev først kaldt Gorm den Enfoldige, men da han blev voksen, kaldte man ham Gorm den Gamle eller den Mægtige.

Kong Gorms giftermål med Tyra

2. Harald hed en jarl, der havde magten i Holseteland — han blev kaldt Klak-Harald, og han var en klog mand. Han havde en datter, der hed Tyra; hun var den klogeste kvinde, og hun kunne tyde drømme bedre end andre. Hun var tillige smuk. Jarlen havde stor tillid til sin datter og lod hende i alle dele bestemme sammen med sig, og han elskede hende særdeles højt. Og nu, da Gorm var blevet voksen og havde overtaget kongedømmet, tog han ud af landet og agtede at bejle til jarl Haralds datter, og hvis jarlen ikke ville give ham datteren, skulle han få hærmagt at føle. Da nu jarl Harald og datteren Tyra erfarer om kong Gorms færd og forehavende, sendte de ham folk i møde og indbød ham til et pragtfuldt gilde. Det takker han ja til, og nu sidder han dér i stor hæder. Da han har fremført sit ærinde for jarlen, får han det svar, at hun selv skulle bestemme, »— for hun er meget klogere, end jeg er.« Da kongen forelægger hende selv sagen, svarer hun således: »Dette skal ikke afgøres denne gang, men du skal nu drage hjem med gode og hædrende gaver, og hvis du virkelig ønsker at blive gift med mig, skal du, så snart du kommer hjem, lade opføre et hus så stort, at det anstår sig for dig at sove i det. Huset skal stå et sted, hvor der ikke tidligere har været et hus, og dér skal du sove den første vinternat og tre nætter i alt. Læg vel mærke til, om du drømmer noget, og send derefter folk til mig for at berette om dine drømme — hvis du har haft nogle — og så skal jeg lade dem vide, hvorvidt du skal få din sag igennem eller ej. Hvis ikke du drømmer noget, behøver du ikke gå forfølge dette friermål yderligere.«

Efter denne samtale mellem dem, opholder kong Gorm sig ikke længe ved dette gilde, men gør klar til sin hjemfærd og er ivrig efter at afprøve hendes klogskab og anordninger. Han drager nu hjem med stor hæder og ærefulde gaver, og da han er kommet hjem, iværksætter han alt, som hun havde pålagt ham; han lod nu huset opføre og går derpå ind i dette hus, som det var blevet bestemt. Han satte tre hundrede bevæbnede mænd uden for huset og bad dem våge og holde vagt, da det slog ham, at der kunne stikke svig under. Nu tager han plads i sengerummet, der var indrettet i huset, og falder i søvn, og så drømmer han og sover tre nætter dér i huset. Herefter sender kongen sine mænd til jarlen og dennes datter — Tyra — for at lade dem fortælle hende, hvad han har drømt. Da de opsøgte jarlen og hans datter, blev der taget godt imod dem, og sidenhen forelægger de jarlens datter kongens drømme, og da hun havde hørt drømmene, sagde hun: »Nu skal I blive her, så længe I selv vil, men I kan fortælle jeres konge, at jeg vil gifte mig med ham.« Og da de kommer hjem, fortæller de kongen denne nyhed; kongen bliver herved lettet og glad, og kort tid efter gør han klar til at tage af sted med et størt følge for at hente sin brud. Hans rejse går godt, og han ankommer til Holseteland. Jarl Harald havde fået underretning om hans færd og lader anstille en storslået velkomst, og deres bryllup bliver nu holdt, og der opstår stor kærlighed mellem dem.

Ved gildet underholder man sig med, at kong Gorm fortæller sine drømme, hvorpå hun tyder dem. Kongen siger, at han drømte den første vinternat og alle de tre nætter, han sov i huset. Han drømte, at han stod ude og så ud over hele sit rige, og han så, at havet trak sig så langt tilbage fra landet, at han ikke kunne se det længere, og alle sunde og fjorde blev tørlagt. Efter denne hændelse så han tre hvide tyre komme fra havet, og de løb op på land — tæt på hvor han befandt sig — og fik snart ædt alt græsset, hvor de kom frem, hvorefter de gik igen. Den anden drøm, som minder meget om den første, var, at det forekom ham, at tre tyre igen kom fra havet. De var rødfarvede og havde lange horn, og de åd igen græsset af jorden nøjagtig som de forrige, og da de havde været der i nogen tid, gik de tilbage ud i havet. Han drømte også en tredje drøm, og denne lignede de andre: Igen forekom det kongen, at han så tre tyre komme i land fra havet. De var alle sortfarvede og havde meget lange horn, og de var der også en tid, men fulgte så den samme vej tilbage og gik ud i havet igen. Efter dette syntes han at høre så stort et brag, at det forekom ham, at det kunne høres over hele Danmark, og han indså, at det kom fra vandet, da dette kom tilbage imod land. »— og nu ønsker jeg — dronning!« siger han, »— at du tyder drømmene til morskab for mændene, og således beviser din begavelse.« Hun undslog sig ikke, men tyder drømmene, og først forklarede hun den første drøm og sagde således: »Dér, hvor tyrene — de hvide — gik fra havet op på land, vil der komme tre strenge vintre, og der vil falde så meget sne, at åringen vil blive dårlig i hele Danmark. Dér, hvor du så tre andre tyre — og de var røde — komme ind fra havet, vil der komme yderligere tre vintre uden meget sne, men de vil ikke være milde, for det forekom dig jo, at tyrene åd græsset på jorden. Dér, hvor det tredje hold tyre — de sorte — kom ind fra havet, vil der for tredje gang følge tre vintre, og de vil være så hårde, at alle vil sige, at man ikke kan mindes noget lignende, og det sorteste uår og nød vil ramme landet, så man dårligt har kendt magen. Det, at det forekom dig, at tyrene havde lange horn, betyder, at mange vil miste, hvad de ejer. Og det, at du hørte et stort brag, da havet vendte tilbage imod land, betyder ufred mellem stormænd, og de vil mødes her i Danmark, og udkæmpe kampe og store slag. Det aner mig også, at nogle af dem, som vil tage del i denne ufred, er dine nære slægtninge. Hvis du den første nat havde drømt dette sidste i dine drømme, så ville denne ufred finde sted i din tid, men nu sker der ingen skade. Men hvis du havde drømt, sådan som jeg lige sagde, da havde jeg ikke giftet mig med dig. Men jeg kan gøre noget ved alt det, du har drømt om misvækst.«

Og nu efter dette gilde indleder kong Gorm og dronning Tyra deres færd hjem til Danmark, og de lader mange skibe laste med korn og andre fornødenheder, og det gør de hvert år fra da af, lige til det uår, hun havde forudsagt, indtræffer. Og da uåret kommer, lider de ingen skade overhovedet med de foranstaltninger, de havde truffet. Det gjorde heller ikke de folk, der var i nærheden af dem i Danmark, for de uddelte mange gavnlige ting til alle deres landsmænd. Man anså Tyra for at være den klogeste kvinde, som var kommet til Danmark, og hun blev kaldt Danmarksbod.

Kong Gorm og dronning Tyra havde to sønner, og den ældste hed Knud, den yngste Harald. De var begge evnerige mænd, men Knud ansås i deres ungdom for den klogeste af dem, og han overgik de fleste i udseende og evner og i alle de idrætter, man anså for vigtige på den tid. Han havde lyst hår og var mere duelig end andre. Han voksede op hos sin morfar — jarl Kalk-Harald — og denne opfostrede ham og elskede ham højt. Han var meget afholdt i sin opvækst. Harald voksede op hjemme ved sin fars hird. Han var langt den yngste af brødrene, og han blev tidligt ondskabsfuld og ustyrlig og slem at have med at gøre. Han var derfor ikke vellidt i sin opvækst.

Jarl Klak-Harald udebliver fra kong Gorms julegilder

3. Det fortælles nu, at kong Gorm engang sendte folk til sin svigerfar — jarl Harald — i det ærinde at indbyde ham til julegilde hos sig. Jarlen takkede ja og lovede at komme til gildet om vinteren, og derefter drog kongens mænd hjem og fortæller kongen, at man kan vente jarlen til gildet. Da tiden kom, hvor jarlen skulle drage hjemmefra, udvalgte han sig de ledsagere, han ønskede med til gildet, men der fortælles ikke noget om, hvor mange folk han havde med. De drager nu af sted, til de kommer til Limfjorden. Dér så de et stort træ, som de fandt meget bemærkelsesværdigt; på træet voksede der æbler, som var ganske små, men de var grønne og friske, og under træet lå der andre æbler, som både var store og gamle. Dette undrede dem meget, og jarlen siger, at dette, at æblerne var grønne på denne tid af året, forekommer ham at være et stort under, for de så jo ved træet de æbler, som var vokset på det om sommeren, »— men nu vender vi om,« siger jarlen, »— og drager ikke længere.« Det siges, at han og hele hans følge nu vender om og rejser hjem, og det år sad jarlen roligt hjemme sammen med sin hird.

Nu finder kongen det underligt, at jarlen ikke kom, men han tænkte dog, at noget tvingende måtte have stået i vejen. Nu er det roligt en tid og sommeren over, men ved begyndelsen af den næste vinter sender kongen igen sine folk til Holseteland for at indbyde sin svigerfar — jarlen — til julegilde på samme måde som sidst. Det korte af det lange er, at jarlen igen lover at komme, og sendebudene tager nu hjem og fortæller kongen, hvordan det forholder sig. Nu bliver det den tid på året, hvor jarlen tager hjemmefra med sit følge, og de drager igen af sted, til de kommer til Limfjorden. Nu var de kommet om bord på skibe og agtede at krydse fjorden. Det fortælles, at de havde nogle tævehunde med på rejsen, og disse var drægtige med hvalpe, og da man var kommet ombord, forekom det jarlen, at hvalpene gøede inde i hundene, mens hundene selv var tavse. Dette fandt jarlen og alle de andre meget opsigtsvækkende, og han sagde, at han ikke ville fortsætte, så nu vendte de om og tog hjem og opholdt sig hjemme den jul.

Nu går tiden frem til den tredje vinter, og endnu engang sender kongen folk til jarlen for at indbyde ham til julegilde, og han lover igen at komme, og sendebudene tager hjem og fortæller kongen, hvordan det forholder sig. Jarlen klargør atter sin færd, og da tiden kommer, begiver han sig af sted med sit følge og drager igen til Limfjorden. Deres rejse går godt, og de krydser fjorden, men da var det blevet sent på dagen, og de agtede da at overnatte dér ved fjorden. Da viste der sig noget for dem, som de ikke anså for uden betydning: De så en flodbølge rejse sig inderst i fjorden og en anden yderst, og de gik begge imod hinanden — og bølgerne var store — og der opstod en vældig uro, da de mødtes og styrtede sammen, og der lød en stort brag, og efterfølgende forekom det folkene, at vandet blev blodigt. Da tog jarlen til orde: »Dette er yderst mærkeligt,« siger han, »— og nu bør vi vende om, og jeg vil ikke tage til gildet.« Det gør de nu — drager hjem — og jarlen sad hjemme den jul.

Da det skete anden gang, blev kongen meget vred over, at jarlen ingensinde imødekom hans indbydelser, men han vidste ikke, hvad der havde forhindret ham i at komme. Men nu denne vinter agtede kong Gorm at udsætte jarl Harald — sin svigerfar — for hærgen, for han fandt, at denne i høj grad havde tilsidesat hans hæderfulde indbydelser, ved ikke at komme, som det ellers flere gange var aftalt, og han mente, at jarlen på denne vis havde vanæret ham meget. Dronning Tyra bliver klar over kong Gorms forehavende og får ham talt fra planerne, »— og det anstår sig ikke for dig,« siger hun, »— at bekrige ham, når I er besvogrede. Der kan findes en meget bedre løsning på denne sag.« Og nu efter dronningens overtalelser falder kongen noget ned, og hærfærden bliver ikke til noget. Det blev derefter besluttet, at kong Gorm skulle sende sine folk for at hente jarlen og få at vide, hvad der havde forhindret jarlen i at komme. Det var dronningen, der havde tilrådet, at svigersøn og svigerfar skulle mødes først for at tale sammen og afklare sagen. Og nu kommer kongens sendebude til jarlen og forelægger kongens ærinde. Jarlen tager straks af sted og opsøger kongen med et prægtigt følge. Kongen tager mådeligt vel imod sin svigerfar, hvorefter kongen og jarlen går ind i mødestuen, og da de var kommet derind, spørger kongen jarlen: »Hvordan kan det være,« siger han, »— at du aldrig kom, når jeg indbød dig, og således vanærede både mig og min indbydelse?« Jarlen svarer og siger, at når han ikke kom til gilderne, blev det ikke gjort for at vanære kongen, men snarere af andre årsager. Han fortalte derefter kongen om de undere, de havde overværet, således som det før blev berettet. Derpå sagde jarlen, at han ville udlægge for kongen, hvis denne ønskede at vide det, hvad disse store undere efter hans opfattelse kunne betyde eller varsle. Dette bad kongen ham gøre.

Jarlen fortalte: »Jeg vil begynde med det, at vi midt om vinteren så et træ, der bar små, grønne æbler, mens store, gamle æbler lå nedenunder. Jeg mener, at dette bebuder et trosskifte, som vil finde sted i dette land. Og den nye tro vil trives, hvilket fremgår af de smukke æbler, mens den tro, som hidtil har været, vises ved de gamle æbler, som lå på jorden, hvor de vil rådne op og blive til støv; såden vil også denne tro forgå, når den nye breder sig over landet, og den vil tilintetgøres og ganske forsvinde som mørket, når der kommer lys. Det andet under var det, at vi hørte hvalpene gø inde i tævehundene. Det varsler efter min mening, at yngre folk vil tage ordet fra de ældre — og gøre det ubesindigt — og det er i høj grad forventeligt, at de ikke vil tage mindre del i beslutningerne, selv om de ældre ofte er mere forstandige. Men jeg tror endnu ikke, at de er kommet til verden, dem jeg hentyder til med dette, for det var hvalpe, der gøede, som endnu ikke var kommet til verden, mens tævehundene var tavse. Det tredje under var, da vi så bølgerne rejse sig imod hinanden — den ene inderst i fjorden, den anden yderst — og de mødtes midt i fjorden og faldt i struben på hinanden, og vandet blev blodigt af den uro, de frembragte. Jeg anser det for et varsel om, at stormænd her til lands vil blive uenige, og dette vil afstedkomme store kampe og voldsom strid, og det er meget tænkeligt, at denne ufred vil brede sig til Limfjorden, dér hvor denne opsigtsvækkende hændelse viste sig for os, som jeg her har fortalt.«

Kongen forstod, hvad jarlen sagde, og fandt, at han var meget indsigtsfuld, og han tilstod ham derefter fred og frit lejde. Nu forsvandt kongens vrede mod svigerfaderen. Det siges, at før de gik ind i mødestuen — kongen og jarlen — havde kong Gorm beredt folk på at bruge våben på jarlen, såfremt kongen skulle finde, at hovmod og ligegyldighed var årsagen til, at jarlen ikke en eneste gang var kommet til de gilder, kongen havde indbudt ham til. Kongen havde ment, at han ville få dette bekræftet ved samtalen med sin svigerfar, men nu fandt han, at der var god grund til, at jarlen ikke var kommet. Nu hæver de mødet — kongen og jarlen — og herefter opholdt jarlen sig hos ham i nogen tid og nød stor ære. Siden skiltes svigerfar og svigersøn forligte og som gode venner, og inden han tog af sted, fik jarlen gode gaver af kongen. Nu drager han hjem med sit følge.

Ikke længe efter drog jarl Harald sydpå og kom til Saxland, hvor han antog kristendommen, og han vendte aldrig siden tilbage til sit rige.

---

Noter: