Det indre højland. Landet i almindelighed (K.Kålund)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Det indre højland
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands

Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island

P. E. Kristian Kålund

Det indre højland
Landet i almindelighed

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE

Under beskrivelsen af landets fire fjærdinger er som regel medtaget, foruden den bebyggede del af landet, de nærmest ovenfor bygderne liggende græsgange, der, om end ubebyggede, dog ingenlunde er herreløse eller ubenyttede. Derimod er i det hele omtalen af midtlands-ørknerne opsat, hvorvel et og andet vedrørende disse lejlighedsvis kan være taget med. For en stor del ere disse højtliggende strækninger, der optage øens indre, blottede for plantevækst og derfor værdiløse, men i mange henseender påtrykke de øen dens ejendommelige præg.

Island med sin i det hele og store regelmæssig-ovale øform hæver sig som et svagt hvælvet, bølgeformigt højland, hvis højeste partier nå op over snelinjen og derfor er bedækkede med evig sne; op fra højlandet hæver sig endvidere hist og her høje tinder og fritstående fjælde. Mod øst og vest (særlig nordvest) løbe mørke basalt fjælde stejlt frem mod kysten, der på østsiden er indskåren af en række ensartede, forholdsvis korte og smalle fjorde, hvorimod vestsiden er karakteriseret ved de to store bugter Faksefjord og Bredefjord, der begrænses af de tre langtudskydende halvøer: Reykjanæs-halvøen, Snefjældsnæs-halvøen og den nordvestlige, stærkt forgrenede, ved mangfoldige mindre fjorde sønderdelte halvø, hvor de stejle fjælde næsten overalt som lodrette mure falde af mod havet. Hele den mellemliggende dels hovedmasse består af tufdannelser, hvis grundbestanddele, vulkansk sand og aske, i mange tilfælde efterhånden er hærdet til fast klippe. Dog også mod nord løber en række, til dels af anselige fjælde opfyldte, halvøer frem, adskilte ved dybt indskårne fjorde. Mod syd mangler derimod fjordene, og en bræmme af vulkansk sand ligger da nærmest kysten, ovenfor hvilken et enkelt sted et større lavland strækker sig. Her — i landets sydvestlige del, i Ånæs og Rangåvolde sysler — findes egenlig Islands eneste sletteland, men desuden fortsættes så godt som enhver fjord af en beboelig dal, og omkring de større kan endog ganske anselige lavlandsstrækninger findes samlede, således omkring Borgefjorden mod vest, omkring eller ovenfor de fleste af Nordlandets fjorde, fremfor alt Skagefjorden. Af Østlandets bygder må især Fljotsdalsherredet med Lagarfljotsdalen som midtpunkt fremhæves. I den sydøstlige del af landet (Skaftafellssyslerne) er bygden hovedsagelig en bræmme langs højlandsaffaldet.

I landskabet næsten overalt på Island spille vulkankraterne og de fra dem udflydte lavastrømme en stor rolle, og det så vel i de bebyggede egne som i ubygden. Et stort vulkansk strøg går fra landets sydvestligste pynt (Reykjanæs) i nordøstlig retning til op i højlandet hinsides Tingvoldsvejten, et andet i landets nordøstlige del med retning fra nord til syd, med Myvatnssvejten til centrum. Desuden findes vulkaner spredte vidt om i landet, dog — så vidt vides — ingen på den nordvestlige halvø (Vestfjordene).

Op over de øvrige fjælde hæve sig jøklerne, den evige sne, der i Island bliver liggende, hvor højden når omtrent 3000 f. Selve det store plateau i sin helhed når vel ikke en sådan højde, men op fra dette hæver sig igen fjældknuder, til dels vistnok gamle vulkankratere, der til stadighed dækkes af sne. Disse jøkler have en overordenlig udstrækning, til sammen dække de henimod 270 kvadratmil. Et par sådanne findes på den nordvestlige halvø, en yderst på Snefjældsnæshalvøen, en større jøkelgruppe i den sydligste del af landet, men hovedsagelig findes de store jøkler i en række fra vest til øst på det indre højland, der jævnt falder af mod nord og syd. Fra disse, der efter deres beliggenhed angive vandskellet mellem Nord- og Sydlandet, falde Islands største floder, hvis løb således i de fleste tilfælde bliver nordligt eller sydligt. Deres længde er 20—30 mil, og de større af dem kan i følge S. v. Waltershausen måle sig med Rinen i dens mellemste løb. Alle have de en skidengrå mælkefarve på grund af det medførte, af skridjøklerne sønderdelte jøkelgrus.

Vestligst af midlands-jøklerne, ovenfor Borgefjordsbygden og Tingvoldsvejt, ligger Langjøkel (Lángjökull) med de foranliggende karakteristiske, fritstående jøkelfjælde: Eriksjøkel med sine murlignende klippevægge, det kuppelformige Ok (ɔ: Åg) og det ligeledes svagt hvælvede Skjaldbred, der allerede tidligere er omtalte. Omkring denne jøkelgruppe når plateauet en højde af 1000—1700 f.; jøklerne selv derimod rejse sig til en højde af omtrent 3500—5500 f. over havet (med Erikfjøkel som den højeste). Langjøkel, der strækker sig i sydvest-nordøstlig retning, har for sine forskellige dele særlige navne; således kaldes den sydvestligste del Gejtlandsjøkel, den nordligste Bald- eller Balljøkel. Fra jøklens vestside udspringer den til Borgefjorden strømmende Hvitå, fra østsiden, hvor en skridløkel sænker sig ned mod den store sø Hvitåvatn (Hvítárvatn), den Ånæs syssel gennemstrømmende Hvitå, der længere nede får navnet Ölveså. — Øst for Langjøkel, netop i midtpunktet af landet, ligger Hovsjøkel (Hofsjökull), hvis sydvestligste del kaldes Blågnypujøkel (BIágnýpujökull), den sydøstlige Arnarfellsjøkel (-jökull, denne — ifg. Kjerulf — vistnok 5500 f.). Også fra den får Hvitå-Ölvesåen tilløb; i forening med Langjøkel danner den desuden Hunavatns syssels største å Blanda. Endvidere er den kilden til de Skagefjords syssel gennemstrømmende Herredsvande , og fra dens sydøstlige del har Tjorså sit udspring. Her hæver sig det kegleformige takkede Arnarfell, til bægge sider omgivet af en fremskydende skridjøkel, men med en frodig vegetation ved sin fod i denne ellers trøstesløse ørken . — Sydøst for Hovsjøkel ligger en mindre jøkel Tungnafellsjøkel (Túngnafellsjökull — temlig høj, men kun 3—4 mil i omkreds), fra hvis nordvestlige del den Sønder-Tingø syssel gennemstrømmende elv Skjalvandafljot har sit udspring, hvorfor også disse egnes beboere skal nævne jøklen Fljotsjøkel (Fljótsjökull). Ved et snævert pas er Tungnafellsjøkel skilt fra den nordvestligste del af den uhyre Vatna- eller Klovajøkel, der når herfra helt ud mod kysten. Dennes ismasse anslås til en udstrækning af 150 kvadratmil, medens derimod Langjøkel og Hovsjøkel — Islands næststørste jøkler — kun når c. 25 kvadratmil hver. Vatnajøkel giver Tjorså betydeligt tilløb; fremdeles udspringer herfra Jøkelså på fjældene, Jøkelså »på bro«, Lagarfljots kildefloder, Jøkelså i Lón, samt Øster-Skaftafells syssels andre jøkelelve, særlig Jøkelså på Bredemarkssand og Skejdarå, endvidere Nupsvandene, Hvervesfljot m. fl. og Skaftå. — Vatnajøkel med omgivelser i den fra bygden vendende del er kun højst ufuldstændig kendt. Dog foretoges i årene 1830—40 nogle rejser langs dens nordrand , og i året 1875 lykkedes det den engelske turist lord Watts fra gården Nupstad i Vester-Skaftafells syssel at arbejde sig frem tværs over jøklen (se herom hans bog: Across the Vatnajdköll. London 1876). I nordkanten af Vatnajøkel omtrent syd for Udådehraun hæver sig et fjæld Kistufell; på strækningen mellem dette og jøklens nordvestlige hjørne er der udflydt talrige lavastrømme. Mellem Kistufell og de østligere, omtrent midtvejs i jøklens nordrand stående Kverkfjælde (Kverkfjöll) skyder sig derimod en betydelig skridjøkel frem, ligesom også skridjøkler gå frem på hele strækningen øst for disse . Kverkfjældene selv, der har fået navn af en fra nord til syd gående kløft, synes at være et kraterfjæld, fra hvilket lava er udflydt. [Fra kløften (klofi) i Kværkfjældene vil Sig. Gunnarssön udlede navnet Klofajökull.] — Desuden traf Watts på sin vandring over den mere end 6000 f. høje jøkel, omtrent midtvejs, et kraterfjæld, som han efter en af sine ledsagere benævnte Povlsfjæld (Pálsfjall, Mount Paul), og mente tillige at se adskillige andre kraterkegler i jøklen. Virkelig har man også gentagne gange iagttaget vulkanudbrud i disse fjærne egne, hvad enten de nu skyldes udbrud i de jøklen nærmest omgivende fjælde eller stamme fra kratere i selve denne.

Se Tillæg og rettelser

---