|
|
| Linje 1: |
Linje 1: |
| − | {| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
| + | #REDIRECT [[Knytlingernes saga]] |
| − | |- style="background-color:#e9e9e9"
| |
| − | !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
| |
| − | |-
| |
| − | ! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Knytlinga saga]] !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Knytlinga Saga (C.C.Rafn)]] !! !!
| |
| − | |-
| |
| − | ! !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Knud Lavard]] !! !!
| |
| − | |-
| |
| − | |}
| |
| − | | |
| − | | |
| − | <center>[[Kongesagaer]]
| |
| − | | |
| − | '''[[Uddrag af Knytlingernes saga]]'''
| |
| − | | |
| − | | |
| − | <big><big>'''Knud Lavard'''</big></big>
| |
| − | | |
| − | ''(Knýtlinga saga'', kap. 84-92)
| |
| − | | |
| − | | |
| − | oversat af [[Bruker:Jesper|Jesper Lauridsen]]
| |
| − | | |
| − | Heimskringla.no
| |
| − | | |
| − | © 2015</center>
| |
| − | | |
| − | | |
| − | ----
| |
| − | <center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Carl af Petersens og Emil Olsons'' [[Knytlinga saga]], ''København 1919-25''</center>
| |
| − | ----
| |
| − | | |
| − | | |
| − | '''Om Knud Lavard'''<ref>Afsnitsoverskrifterne følger ikke forlæggets kapiteloverskrifter, men er tilføjet efter oversætterens forgodtbefindende.</ref>
| |
| − | | |
| − | [[Bilde:Knud Lavard (Kalkmaleri).jpg|thumb|right|300px|<center>'''Knud Lavard'''<br>''(Kalkmaleri i Vigersted Kirke)''</center>]]Knud — kong Eriks<ref>ɔ: Erik Ejegod</ref> søn — var hertug og havde et sådant rige i Hedeby, som kong Erik — hans far — havde givet ham; han var en meget vellidt mand og yderst gavmild, og folket syntes bedst om ham, selv om kong Niels<ref>Forlægget har ''Nikolaus'', men her vælges fordanskningen ''Niels''.</ref> og dennes søn — Magnus — havde større magt. Han blev derfor kaldt Knud Lavard<ref>Fra gl. engelsk ''hláford'' = herre.</ref>. Det, som særligt gjorde ham vellidt, var, at han stillede alle sine midler til rådighed for dem, der manglede, men de, som tog imod, udviste ingen mådehold, og hans indtægter blev mindre, end nødvendigheden krævede, og hans formue svandt meget ind. Der var ikke noget godt forhold mellem slægtningene kong Niels og Knud Lavard; kongen og hans søn var meget misundelige over, at han var så vellidt, og de fandt, at han tiltrak folk i højere grad, end de selv gjorde; det forholdt sig også sådan, for næsten alle ønskede at gøre, som Knud fandt bedst. Det var særligt Magnus, som altid tog afstand fra ham.
| |
| − | | |
| − | | |
| − | '''Knud Lavard hos kejser Heinrek'''
| |
| − | | |
| − | Nogle år efter kong Eriks død døde kejser Heinrek i Saxland, og derefter blev hans søn — Heinrek — kejser. Da Knud Lavard erfarede, at kejser Heinrek — hans morbror — var død, og at dennes søn — Heinrek — var blevet kejser, fik han lyst til at opsøge ham for slægtskabs skyld, og han drog af sted dertil med et prægtigt følge. Da kejseren erfarede, at han var på vej, lod han et fornemt gilde anstille for ham og tog vel imod ham, da de mødtes, og Knud Lavard opholdt sig en tid hos kejseren i den største venskabelighed.
| |
| − | | |
| − | Engang mens de talte sammen — kejser Heinrek og Knud Lavard — sagde hertugen til kejseren: »Herre!« sagde han, »— jeg har opsøgt dig og er kommet her for at få et godt råd for slægtskabs skyld, og jeg forventer din agtelse, og at du vil lægge større vægt på vores slægtskab end på de tidligere overhoveders mellemværende<ref>Knud Lavard sigter til stridighederne mellem deres fædre.</ref>. Mit rige er i stor fare for at blive ødelagt, men jeg lægger dog stor vægt på at bevare min værdighed, og jeg vil så vidt muligt ikke opgive den magt, som min far overdrog mig, og derfor tager jeg gerne imod et godt råd fra dig om, hvad jeg kan gøre. Min formue bliver ikke just større.« Kejseren svarede: »Jeg har hørt, at du er vellidt, og at du roses af alle, og det er tvingende nødvendigt, at du beholder magten og din værdighed. Det er skik,« sagde kejseren, »— både her i Saxland og vidt omkring andetsteds — at spærre havnene og opkræve told dér og ikke lade noget skib lægge til i havnen, medmindre der betales leje. Nu kan det være, at dette forekommer noget hårdt, når folk i forvejen er uvante med den slags tvang, men du nyder allerede så stor anerkendelse, at den ikke vil aftage på grund af dette. Det er vidt omkring i landene nemlig skik blandt mægtige mænd at spærre deres lands havne, og derved tjener de store summer, og det er et godt værn mod ufred i landet. Jeg skal tilmed støtte dig med midler, så du på den måde kan bevare din værdighed.« Hertugen takkede kejseren meget for dennes bidrag og sagde, at det var vel gennemførligt at spærre havnene i landet, og han mente, at landet havde en sådan beskaffenhed, at det mange steder var let gjort. Siden drog hertugen hjem til sit rige med en pengesum, der var en stormand værdig, og mange prægtige gaver, som han havde fået af kejseren.
| |
| − | | |
| − | På denne tid blev Danmark hjemsøgt meget af hedninger og andre folk fra Østersølandene, og de hærgede længe om sommeren og plyndrede købmænd og landets indbyggere. Knud Lavard havde ikke været hjemme i sit rige i lang tid, før han fik fat i håndværkere og lod opføre kasteller på begge sider af Slesvig, dér hvor sundet, der går ind til Hedeby, er smallest. Han lod siden jernkæder anbringe over sundet — og nogle steder tømmer — så sundet kunne spærres af, og han satte derpå folk til at holde vagt i kastellerne og kun lade de skibe, de ønskede, lægge til dér, men de opkrævede dog told af alle skibe, der lagde til. Hertug Knud sad nu længe i Hedeby, hvor han var sikret mod al ufred, og fra nu af tiltog hans styrke — både angående formue og folks velvilje. Det gik, som kejser Heinrek forudsagde: At han havde opnået så stor en anerkendelse, at dette tiltag ikke kunne forringe den.
| |
| − | | |
| − | | |
| − | '''Om Vidgøt'''
| |
| − | | |
| − | Der var en mand, der hed Vidgøt; han stammede fra Samland. Han var hedning på denne tid. Han var købmand og meget velhavende og havde god forstand på mange ting. Han plejede altid at sejle på handelsrejse til Østersølandene.
| |
| − | | |
| − | Det skete en sommer, da han sejlede østfra og agtede at drage hjemad, at han blev sent færdig, og da han kom vestpå til Kurland, blev han mødt af kurer på hærskibe, og de angreb ham med det samme og agtede at dræbe ham og bemægtige sig hans værdier. Da han kun havde det samme skib, mens kurerne havde en stor flåde, så han sig ikke i stand til at yde modstand, så han ville forsøge at slippe væk og sejle hjem til Samland. Men kurerne sejlede straks efter ham og afskar ham vejen hjem og tragtede efter hans liv og løsøre. Han indså nu, at der var to muligheder for hånden: At vove mødet og se, hvad der skete, eller at flygte til havs og søge mod kristne lande — og ingen af delene huede ham. Han valgte dog at sejle til havs og vestpå til Danmark. Han havde hørt om Knud Lavard og det med, at alle, der opsøgte ham, fik en god behandling. Han ventede at få en ordentlig modtagelse dér, som mange andre fik. Han traf da den beslutning at sejle til Hedeby. Da han kom til sundet, som var spærret, råbte han til vagterne, der var i kastellerne, og sagde, at han ønskede at lægge sit skib ind i sundet. Vagtmanden spurgte: »Hvem er du?« sagde han. Han svarede: »Jeg hedder Vidgøt.« Vagtmanden svarede: »Knud Lavard har forbudt os at lukke havnen op for folk, som vi ikke kender noget til.« Vidgøt svarede: »Jeg ville ønske — gode mænd!« sagde han, »— at I åbnede ind til havnen, for jeg vil besøge ham; jeg skal også nok svare for jer, såfremt hertugen bebrejder jer noget for dette.« Vagtmanden svarede: »Det er vel talt!« sagde han. Derefter åbnede de sundet, og Vidgøt og hans mandskab lagde deres skib ind og opsøgte siden Knud. Hertugen spurgte, hvem de var. Vidgøt sagde, hvad han hed, og fortalte, at de var fra Samland. Knud svarede: »Jeg har hørt dig omtalt, og jeg har fået at vide, at I skulle være hedninger.« Vidgøt svarede: »Vel er vi hedninger.« Hertugen svarede: »Der er to muligheder: At I antager kristendommen og lader jer døbe — og så skal I alle være velkomne her — eller også må I udsætte jer for det, der kommer.« Vidgøt svarede: »Der er vel kun ét at gøre — herre!« sagde han, »— nemlig at vælge den bedste lod, hvis den er forhåndenværende. Jeg vil gerne antage troen og siden nyde hæder fra dig.« De blev derpå døbt og opholdt sig om vinteren hos Knud Lavard og blev behandlet godt.
| |
| − | | |
| − | Vidgøt havde lange samtaler med hertugen, og hertugen satte stor pris på det, han fortalte. Han kunne berette om mange forhold, for han var en klog og vidt berejst mand. Hertugen spurgte om mange ting vedrørende Østersølandene, og Vidgøt kunne fortælle ham meget derfra, som han ønskede at vide.
| |
| − | | |
| − | | |
| − | '''Knud Lavards giftermål'''
| |
| − | | |
| − | På denne tid hed kongen østpå i Holmgård Harald; han var søn af kong Valdemar, søn af Jarislav, søn af Valdemar, som var Olav Tryggvasons fosterfar. Kong Haralds mor var Gyda — datter af den engelske kong Harald Gudineson. Kong Harald var gift med Kristina — datter af svenskekongen Inge Steinkelson og søster til dronning Margrete, som da var gift med Niels Danekonge. Kong Harald i Holmgård og Kristinas døtre var Malmfrid — som var gift med den norske kong Sigurd Jorsalfarer — og Engilborg.
| |
| − | | |
| − | Da Vidgøt havde tilbragt vinteren hos Knud Lavard i stor venskabelighed, bad hertugen ham drage på en sendefærd østpå til Holmgård for på hans vegne at fri til Engilborg — kong Haralds datter. Vidgøt svarede: »Herre!« sagde han, »— der er én ting, der sætter mig i stand til at kunne udføre dette ærinde: At jeg ikke mangler midler. Og selv om jeg på mange måder er uskikket til at forfølge en så vanskelig sag, så er jeg dog stadig forpligtet til at følge din vilje i alt, hvor du ønsker at gøre brug af mig.« Hertugen takkede ham og sagde, at han havde henvendt sig til ham med denne sag, fordi han forekom ham at være bedst egnet af de folk, han bestemte over — både med hensyn til kløgt og snilde. Han sagde, at han stolede mest på ham til at forfølge denne sag.
| |
| − | | |
| − | Der blev siden gjort klar til hans færd, men inden Vidgøt tog af sted, sagde han til hertugen: »Herre!« sagde han, »— du har givet os en hæderfuld behandling i vinter og beværtet os på stormandsvis, og min modydelse vil nok være mindre end behørigt er; jeg vil give dig 40 særke gråskind, og der er 5 timmer i én særk, men 40 skind i ét timmer.« Hertugen takkede ham for gaven og erklærede, at han aldrig havde fået en bedre gave.
| |
| − | | |
| − | Da Vidgøt var klar, sejlede han af sted med sit mandskab, og der fortælles ikke noget om hans rejse, før han kom østpå til kong Harald i Holmgård, og ved hjælp af pengegaver fik han snart adgang til kongen. Kong Harald tog behørigt imod ham, for Vidgøt var en navnkundig mand, og han var djærv i sin tale og beherskede mange sprog og behøvede ingen tolk. Han forelagde kongen sit ærinde og gjorde det dygtigt og fortalte om Knud Lavard, at »— alle vil sige det samme om ham: At han ikke har sin lige i Danmark og endnu videre omkring, og hans slægt er yderst fornem — som du allerede véd — og det er indlysende, at dette giftermål vil skaffe dig hæder.« Kongen sagde: »Du yder ham stor støtte med dine ord, og hvis din anbefaling fik fremgang, var denne sag snart afsluttet.« »Ja — herre!« sagde han, »— men du vil på ingen måde finde det overdrevet, hvad jeg har fortalt dig om ham, for alle véd, at Knud Lavard er den fremmeste af de mænd, som nu vokser op i de nordiske lande.« Kongen svarede: »Vi véd, at du er en pålidelig mand, og vi har alene hørt godt om dig — og Knud Lavard har vi også hørt noget om før — så derfor vil vi give et godt svar i denne sag. Men det forekommer mig, at han kun har et lille rige at råde over, selv om han har et hertugdømme i Danmark.« Vidgøt svarede: »Så har han til gengæld — herre! — noget, som er langt vigtigere.« »Hvad er det?« sagde kongen. Vidgøt svarede: »Han siges at besidde mandighed frem for de fleste andre — og ''det'' er mere værd end rigdom og magt.«
| |
| − | | |
| − | Kongen talte derpå med sin datter — Engilborg — og med sine øvrige rådgivere og forelagde dem denne sag. Alle anbefalede dette giftermål og fandt, at dette var vel gjort, og med samtykke fra Engilborg — kongens datter — blev det besluttet, at hun skulle giftes med Knud Lavard. Så drog Vidgøt til Danmark med denne besked, og han mødte Knud Lavard og fortalte ham, hvad han havde udrettet. Hertugen takkede ham for indsatsen. Herefter gjorde Knud Lavard klar til sit bryllup, og Harald sendte til den aftalte tid sin datter — Engilborg — vestpå fra Holmgård med et smukt følge. Da hun kom til Danmark, tog hertugen vel imod hende, og det samme gjorde hele folket. Han holdt siden sit bryllup med megen pragt. De fik nogle børn, som skal omtales senere.
| |
| − | | |
| − | | |
| − | '''Om Magnus den Stærke'''
| |
| − | | |
| − | Magnus — kong Niels’ søn — voksede op ved sin fars hof, og han var den største af alle i hele Danmark og ganske vellidt, men Knud Lavard var dog allermest vellidt og særlig skattet af folket, selv og kong Niels og dennes søn — Magnus — havde større magt. Dette bevirkede, at der herskede et køligt forhold mellem dem, da far og søn blev stadig mere misundelige over, at han var så vellidt, og de fandt, at hans venner blev for mange. Magnus Nielssøn blev gift med Rikiza — datter af venderkongen Burislav; deres sønner var Knud og Niels. Magnus var altid omgivet af en stor skare mænd; han opholdt sig for det meste ved sin fars — kong Niels’ — hof, men indimellem var de hver for sig. Han var en stærk og på alle måder rask mand. Han blev kaldt Magnus den Stærke.
| |
| − | | |
| − | | |
| − | '''Knud Lavard opsøger atter kejser Heinrek'''
| |
| − | | |
| − | Knud Lavard gjorde for anden gang klar til at drage udenlands, og han opsøgte igen sin slægtning — kejser Heinrek — og da kejseren erfarede, at han var på vej, lod han anstille et prægtigt gilde for ham og tog vel imod ham. Engang sagde kejseren til hertugen: »Det glæder mig — min frænde!« sagde han, »— at alle priser dig på samme vis, for alle, der ejer forstand og hører dit navn nævnt, roser dig, så ingen er lige så vellidt, som du er.« Hertugen svarer: »Jeg har haft det held — herre!« sagde han, »— at du har bidraget dertil med din støtte og dine råd.« Derpå lod hertugen de gråvarer, som Vidgøt havde givet ham, bære frem, og han sagde til kejseren: »Jeg ønsker, at du skal have disse varer af mig — herre! — selv om det er en mindre påskønnelse, end hvad der var tilbørligt.« Kejseren betragtede denne gave og takkede ham og sagde: »Jeg har fået større gaver,« sagde han, »— men ikke mange, som jeg har fundet bedre.«
| |
| − | | |
| − | Hertugen blev behandlet godt og opholdt sig en tid hos kejseren i stor venskabelighed. Da hertugen gjorde sig klar til at drage hjem, forærede kejseren ham mange kostbarheder og sagde, at han ikke skulle mangle midler, så længe de begge var i live, »— men de gaver, du bragte mig, vil jeg gengælde derudover. Du skal få en klædedragt af mig, hvis lige man ikke kender til i dit land eller endnu videre omkring, og jeg forventer, at når du får klædedragten, så følger din lykke og dit riges fremgang dermed. Jeg vil bede dig om — min frænde!« sagde han, »— at du ikke afhænder dragten, for jeg er bange for, at hvis du skiller dig af med den, da bliver glæden ikke lang i din værdighed.« Dette var kejserens hædersdragt, og den var guldbroderet overalt og den største kostbarhed. Hertugen takkede ham for gaverne og al den ære, han havde vist ham. Derpå tog hertugen hjem til sit rige, og han blev stadig anset for den ypperligste mand.
| |
| − | | |
| − | Ikke længe efter døde kejseren, og man siger, at hædersdragten, som kejseren gav sin slægtning — Knud Lavard — havde den egenskab, at de fleste kun fik et kort liv derefter, hvis de skilte sig af med dragten. Siden overtog Lodgeir — en saxisk hertug — kejserdømmet; han blev derefter kaldt Lotarius.
| |
| − | | |
| − | | |
| − | '''Knud Lavard indbyder kong Niels og Magnus til gilde'''
| |
| − | | |
| − | Knud Lavard var — som det tidligere blev fortalt — så vellidt, at alle de bedste mænd i Danmark var hans venner ikke mindre, end de var venner af kong Niels og denne søn — Magnus. Men det var — som tidligere fortalt — sådan, at far og søn på grund af misundelse havde så svært ved affinde sig med dette, at de af samme grund nærede modvilje mod hertugen og mange af dennes venner. Da Knud Lavard bemærkede dette, gennemtænkte han sagen, men fandt sig aldeles uden skyld over for kongen og dennes søn.
| |
| − | | |
| − | Engang, da kong Niels og dennes søn — Magnus — var i det sydlige Jylland, skete det, at Knud Lavard opsøgte dem med nogle mænd, og da de mødtes, tog de vel imod hertugen. Da sagde Knud: »Det er mit ærinde her, at jeg vil indbyde jer — far og søn — til gilde; jeg ville ønske, at vi kunne have mange gode ting sammen — som det var passende for os for slægtskabs skyld — og ikke lade folk ødelægge vores venskab med grundløs bagtalelse.« De svarede og sagde, at det ville de gerne, og de sagde, at de ikke mente, der var noget imellem dem, som kunne forhindre deres venskab i at være godt.
| |
| − | | |
| − | Derefter red Knud Lavard hjem til Hedeby, hvor han lod forberede gildet for kong Niels og dennes søn — Magnus. De kom til gildet til den aftalte tid, og der blev holdt et prægtigt gilde. Da den dag kom, hvor de skulle ride derfra, takkede hertugen kong Niels for den ære, de havde vist ham ved at komme dér, og han gav kongen mange herlige kostbarheder. Derpå gik han hen til Magnus og sagde: »Magnus — min frænde!« sagde han, »— her er den klædedragt, som kejser Heinrek — min slægtning — gav mig, men nu vil jeg give dig dragten som tegn på venskab og godt slægtskab. Og jeg giver dig den største kostbarhed, jeg ejer, fordi du er værdig til at bære den. Desuden under jeg dig at have glæde af den, for jeg véd, at du vil give mig godt igen for den.« Magnus tog straks klædedragten på, og alle, der så ham, sagde, at der næppe fandtes en smukkere eller mere værdig mand, og de sagde — som sandt var — at dette var megen ære værd. Kong Niels og Magnus — hans søn — takkede hertugen for den hæder, han havde vist dem med sin indbydelse og de prægtige gaver, og inden de skiltes, indbød de ham til julegilde om vinteren. Han tog imod det med tak, og slægtningene skiltes da i det bedste venskab.
| |
| − | | |
| − | | |
| − | ''' Knud Lavards død'''
| |
| − | | |
| − | Denne vinter skulle kong Niels holde julegilde i Ringsted på det nordlige Sjælland, og Knud Lavard kom som planlagt til dette gilde sammen med nogle mænd, og han var hos kong Niels julen over, og der blev holdt et prægtigt gilde, og der var det bedste venskab mellem kong Niels og dennes søn — Magnus — og deres slægtning — Knud Lavard.
| |
| − | | |
| − | Da dagen kom, hvor gildet skulle slutte, siger hertugen, at han nu vil gøre klar til afrejse. Denne dag var gildet ganske heftigt, og hertugens folk var meget berusede. Da henvendte Magnus sig til hertugen: »Herre!« sagde han, »— selv om du får mindre gaver, end behørigt er, så vil jeg dog ihukomme din gave; jeg vil give dig 40 riddere med fuld udrustning, og man siger, at én ridders udrustning koster 8 mark guld.« Hertugen takker Magnus for gaven og siger, at denne gave var både god og en stormand værdig. Nu gik dagen, men det ridderfølge, som Magnus ville give hertugen, kom ikke, for de kunne ikke alle skaffes på ét sted. Da sagde hertugen: »Magnus — min frænde!« sagde han, »— nu vil vi ride i forvejen og afvente følget dér, hvor du finder det hensigtsmæssigt.« Magnus svarede: »Det gør vi,« sagde han, »— og jeg skal følge dig på vej — min frænde! — og ikke forlade dig, før det løfte, jeg har givet dig, er indfriet.« »Ja — herre!« sagde hertugen, »— alt skal ske således, som du har ordnet det, og jeg finder det altid ærefuldt at følges med dig.« Derpå kyssede Knud Lavard sin slægtning — kong Niels — og ligeledes andre udvalgte mænd til afsked.
| |
| − | | |
| − | Efter dette stiger de på deres heste og rider af sted. De red gennem en skov og kom til en rydning; da bad Magnus dem sidde af og vente på ridderne, og han sagde, at han forventede, at de ville være der inden længe. De gjorde nu det, at folkene steg af hestene og satte sig ned i rydningen, og mange faldt i søvn, straks da de var steget af, for de havde drukket tæt dagen igennem. Knud Lavard sad på en træstamme med sin slægtning — Magnus — ved siden af sig, og Magnus bar en blå kappe. Da så de, hvordan en mand løb frem fra skoven, der hvor de var, og da han kom til rydningen, hvor de sad, smed han kappen, som han havde på, og rev det ene ærme af; han sagde ikke noget til dem, men løb derpå ind i skoven igen. Hertugen spurgte: »Magnus — min frænde!« sagde han, »— hvad tror du, det betød? Det virkede som et eller andet tegn til nogen.« »Jeg véd det ikke — herre!« sagde Magnus, »— og jeg lægger ikke stor vægt på sådan noget. Men mener du, at der stikker noget under her?« Hertugen svarede: »Jeg tænker, at dette måske var et vink til nogen, der er i nærheden, og at en flok er kommet imod os i skoven.« »Det sker ikke — min frænde!« sagde Magnus, »— for du er så vellidt, at ingen vil dig noget ondt.« Da lagde hertugen sin hånd på Magnus’ skulder og spurgte: »Hvorfor følger du mig således på vej — min frænde!« sagde han, »— at du bærer brynje?« Magnus svarede: »Fordi jeg ikke er nær så vellidt, som du er — min frænde!«
| |
| − | | |
| − | I det samme, mens de talte, blev der blæst i lurer i skoven på alle sider af dem, og straks vrimlede folk ud af skoven og imod dem. Denne styrke blev anført af en mand, der hed Henrik den Halte; han var søn af Svend — kong Svend Ulfsøns søn — og således Knud Lavards fætter<ref>Teksten har egentlig ''manni firnari en brœðrungr'' ɔ: de skulle være næstsøskendebørn, men kong Svend Ulfsøn er dog farfar til både Knud Lavard og Henrik den Halte.</ref>. Men dette var dog planlagt af kong Niels og dennes søn — Magnus. Da hertugen så, at flokken stormede frem imod dem fra skoven, og da han indså, at dette var ufredsmænd, sagde han: »Hvad nu — Magnus, min frænde!« sagde han, »— er det dig, der bestemmer over denne store flok?« Magnus vendte sig imod ham og sagde: »Det angår ikke dig, hvem der bestemmer; nu skal du få for alvor!« Derpå sluttede han sig til Henrik den Haltes flok. Hertugen sagde: »Må Gud tilgive dig — min frænde!« sagde han, »— hvis I her går for vidt, men ''jeg'' vil tilgive dig.« Magnus og Henrik den Halte og de andre gik hårdt til angreb på Knud Lavard, men hertugen og dennes folk forsvarede sig. Det blev en hård strid, men den var meget ulige, for der var mange mod få, og hertugens folk var heller ikke forberedte, for de havde på ingen måde nogen anelse om ufred den dag. Mange var også så døddrukne, at de ikke vågnede før spyddene slog imod dem eller stod igennem dem, som var faldet i søvn. Dér faldt Knud Lavard, og de fleste siger, at det var Henrik den Halte, der brugte våben imod ham og slog ham ihjel. De fleste af hertugens mænd faldt også dér, men han selv fik dog, inden han døde, fremsagt en bøn, der gav ham størst håb om frelse<ref>Hos Gud</ref>. Der faldt kun få eller ingen af Magnus’ og Henriks mænd.
| |
| − | | |
| − | Da forlydender om det skete bredte sig i Danmark, sørgede alle over Knud Lavard, og på grund af denne gerning opstod der så stor en modvilje mod kong Niels og dennes søn — Magnus — at så godt som ingen i Danmark ønskede dem noget godt, og tilmed de folk, som tidligere havde været deres venner, sagde — som sandt var — at dette var det værste niddingsværk, og efter dette ønskede ingen anstændig mand at tjene dem.
| |
| − | | |
| − | Knud Lavard blev ført til Ringsted og begravet dér, og han er i sandhed en hellig mand, som udvirker mange smukke og herlige mirakler. Hans dødsdag er én dag efter trettende juledag<ref>7. januar (1131).</ref>, men nu holdes hans messedag dagen efter Johannes Døberens messedag om sommeren<ref>ɔ: 25. juni.</ref>, for da blev hans hellige levninger taget op af jorden. Det sted, hvor han faldt, kaldes nu siden Lavardsskov. Danskerne siger, at i den rydning, hvor den hellige Knud Lavard faldt, er grunden stedse smukt grøn, hvad enten det er vinter eller sommer.
| |
| − | | |
| − | | |
| − | [[Fil:Knud_Lavards_kapel_(kort).jpg|thumb|center|800px|<center>'''Knud Lavards kapel ved Haraldsted Skov'''</center>]]
| |
| − | | |
| − | | |
| − | '''Noter:'''
| |
| − | | |
| − | <references />
| |
| − | | |
| − | [[Kategori:Alfabetisk indeks]]
| |
| − | [[Kategori:Tekster på dansk]]
| |
| − | [[Kategori:Kongesagaer]]
| |
| − | [[Kategori:Jesper Lauridsen]]
| |
