Nissens historie
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
LILLE NIELS SOM OGSAA KALDES NISSEN
OG HANS MANGE MÆRKELIGE BEDRIFTER
Af
Henning Frederik Feilberg
København, 1918
»Med Nisser maa man et oprigtig venskab holde,
de ellers i et Huus kand meget ont forvolde;
ej Nisse, Underjordsk giör nogen Siel imod,
saalænge som de seer, mod dennem folk er god.«
(Peder Paarl l. 4. 145.)
UNDER UDARBEJDELSE
1. INDLEDNING
DET er et forsøg på at udrede »Nissens« historie, jeg hermed prøver. Overalt vel, hvor man spörger om Naturfolks religiøse tro, møder man det forhold, at så snart mennesket udenfor sig eller i sin person møder en magt, som han må böje sig for, opfattes denne magt som udtryk for en Vættes personlige villie. Man kan stå på en god fod med disse rådende personligheder, »Råd«, som den svenske almue kalder dem, eller man kan føre krig mod dem, men undgå dem, kan man ikke.
Blandt de talløse skikkelser, som folkenes fantasi har skabt, tager jeg atter en enkelt gruppe frem, som jeg med et fællesnavn kalder »Alfefolket« (Se min bog »Bjærgtagen«, s.11 flg.). Denne gruppe samler alle de mange Vætter, der lever og færdes ude i den store natur, i det store hav, i de strömmende floder og elve, i skovenes dyb, på bjærgene, på agermarken eller den sorte hede eller i menneskers huse, og til dem hører de husvætter, som vi herhjemme kalder Nisser.
Der har jo været en tid, da mennesker søgte sig faste boliger, begyndte at drive kvægavl og agerdyrkning. Snart byggede de sig huse ved havets eller floders og søers bred, snart ryddede de skov på den flade mark eller på bjærgets side og tømrede sig en hytte af de fældede træstammer, eller de søgte sig et tilhold ved mosens kant eller på den sorte hede, men ligegodt, hvor de kom, mødte de Vætter, der boede der forud, og som de måtte se at komme tilrette med, og man tör vel sige, at vilkåret for, at et hjem kunde blive lyst og lykkeligt, var Vætternes venskab.
For dem, der søgte deres udkomme ved jordbrug eller kvægavl, synes vandets Vætter at have liden betydning, ganske anderledes derimod skovens og jordens. Og eftergår man folketroens vidnesbyrd, ser man uafladelig dette, at hver gang egnens Vætter træder indenfor hjemmets dørtærskel og tager del i det daglige arbejde, følger velstand og overflod, og drager de sig af en eller anden grund tilbage, efterlader de fattigdom og ulykker i hobetal efter sig til det tidligere så lykkelige hjem. Dette er regelen, og der kan anføres en lang række exempler.
Mennesker nöjes ikke med boliger i dalene langs elvens bredder, de søger opad mod höjdalene, omgivet af skinnende fjældtinder, bygger sig sæterhytter til sommerbrug og fører deres hjorder dærop hvert år. Der træffer de nogle Vætter, »vilde Folk« kalder Tyskerne dem, blandt hvilke de »salige Fruer« (selige Fräulein), som bor i de inderste dale, dybt inde i højbjærgenes hartad utilgængelige verden, i strålende ishuler, hvor krystaller funkler i sollyset, og der fortælles om, at disse fører ind til vidunderlig dejlige egne, omgivet af grönne enge og blomsterklædte bakker. (Mannhardt, Baumkultus der Germanen I, 100.) De står tit i det venligste forhold til sæterfolket og dalboen.
En saadan »salig Frue« spinder for bondekonen, en anden tjener, tavs men flittig, to år i gården, ja, der siges, at der noget nær i hver bondegård er en af disse i arbejde. De hjælper ved høhøsten, og den eneste lön, de kræver, er mælk. Engang imellem har de taget en drik af mælkespanden, men nöjes ellers med den spildte mælk eller med skummet i mælkespanden. Hyppig tager mændene tjeneste som hyrder, får af folket navne som den vilde ko- eller gedehyrde (wilder Küher, Geissler). Vildmand eller andre steder »Vættemand« (Wichtelmanl) er årlig hyrde. (Verualeken, Alpensagen 1858, s. 211 flg. Heyl Volks. Tirol, 28, Rochholz, Argauer Sagen I, 319, Vonbun, Beiträge 59.)
Men som bjærgets skönhed har fostret disse lyse skikkelser, har dets vildhed og uhyre forhold, dets farer frembragt andre arter af Vætter, de saakaldte Fanggen, Fanken eller Fanken, uhyre store skikkelser med sort hår, et gab, der når fra øre til øre; de er klædt i bark med pelse af vildkatteskind, de fanger og æder börn, som de lokker til sig. (Mannhardt, Bk. I, 89.) Men også disse tar tjeneste hos mennesker og synes at sætte pris på, om deres døtre kan få plads på sætrene. De er i så tilfælde tro og flittige; men forlader de tjenesten og går tilbage til skoven, fortsætter de deres menneskejagt som för. Mændene tjener som hyrder, et oprykket træ er hyrdestaven (Alpenburg, Mythen, s. 52, 67, Zingerle Sagen aus Tirol, S. 105.170, Vonhun, Sagen Vorarlbergs, s. 51.).
Og vi kan gå videre. I Thüringen fortælles, at Skovfruer (Holzweibel) hjælper mennesker med køkkenarbejde og vask, ikke at tale om, at de tillige låner brød og tilbagebetaler det til mennesker. I Schwarzwald arbejder en Nøkke (Seemann) hos bonden, inden hans döre. I Oberpfalz modtager Skovfruen (Holzfräulein) sin part af kagerne, når husmoderen bager, hun arbejder ved nat i køkken, stue, stald, gård, et sted fodrer hun kvæget hele vinteren. (Grimm, Myth. 2. I, 452 flg. Schönwerth, Oberpfalz Sagen II, 360, 362.2, 364, 866, 379.) Der er kortsagt et forhold så venligt som muligt mellem skovens Vætter og de mennesker, der har fæstet bo i deres nærhed. Om det så er Skovmanden (Waldmännchen), tager han arbejde hos mølleren og skikker sig trofast og vel. (Grimm, Myth. 2, I. 453.)
Muligvis kan også i Sverige påvises, at Skovvætterne nu og da søger menneskers hjem og i altfald giver en håndsrækning, om de end ellers ikke har det bedste ord paa sig. Efter Rääfs Samlinger fra Østergotland meddeler Mannhardt i sin »Baumkultus« 1. 137, at dækkes der i hjemmet bord til Skovfruen, gengældes denne venlighed fra Vætternes side med, at de giver en håndsrækning, går bud og lignende, med andre ord, at de træder ind blandt husets gode Vætter. Jeg kan tilföje, at man i Skåne har fortællingen om, at »Skovmanden« med frue og barn i juletiden søgte ind til et brænderi i St. Olavs sogn; bonden satte hver gang en fyldt brændevinsflaske ind til dem. Til gengæld vækkede de karlen, når han engang imellem faldt i sövn, og meldte, at koen om sommeren var gået i bløde. (Wigström, Folktro, Sägner, nr. 338, jfr. nr. 339 — 43. (Svenska Landsmålen VIII, 3, s.107).
Flere træk, der peger i samme retning, vil senere blive fremdraget.
Endnu nævner jeg her fra to yderkanter i Europa et par Vætter, som hører herhen. Imellem Skotlands bjærge ude på vestkysten lever ensomt, dybt inde i fjældensomheden, en satyrskikkelse med gedefødder og menneskekrop, den såkaldte Urisk. Om sommeren kan han ses sidde urørlig på en ensom fjældspids, men om vinteren tager han tjeneste hos bonden, arbejder for ham, får god mad og bringer lykke. Der fortælles, at han fandtes i mange hjem (Campbell, Superstitions of the Scott. Highlands 196, som henv. til Walter Scott, jfr. Mannhardt Bk. II, 153.).
Hertil kommer i det sydøstlige Europa de græske Neraider, et fællesnavn for oldtidens nymfer, der kunde have deres boliger i hav, bjærg eller skov. I deres hele dårende og lunefulde væsen kan de sammenstilles med Huldren og Skovfruen her i Norden. Men hvor de har velvillie mod enkelte personer eller familier, plejer de at komme ved nattetid i deres boliger, fejer, pynter, rydder op, så husmoderen finder morgenarbejdet delvis gjort, når hun rejser sig fra sin seng. Ja, de både spinder og væver inden döre (Zakyntos, Arachoba). (B. Schmidt, Volksleben der Neugriechen 1871, s.118, og Mannhardt, Baumk. II 1877, s. 38.)
Mellemleddene, der forbinder disse træk, ejer jeg ingen kundskab til. De må vel findes.
Såvidt om skovens Vætter. Der står en anden gruppe tilbage, jordens. Det er jo klart, at når bonden bygger sit hus eller graver og plöjer sin mark, bryder han ind over Jordvætternes skel, Dværge, Underjordiske, Undervætters, hvad man end kalder dem. Iblandt de mangfoldige fortællinger om dette folkefærd, som er optegnet, er der en række, der svarer til den ovenfor fremdragne om Skovvætterne. De går til menneskers huse, arbejder, en tid ialtfald, inden menneskers döre, synes at være knyttet til dem og kun uvillig eller med sorg at forlade dem.
Dværge arbejder hos bonde og møller, passer forskelligt husarbejde, men da man ynkes over deres fattige kår og byder dem klæder, går de bort. Der fortælles ligefrem, at Dværgene ønsker at blive i deres gamle hjem i menneskers nærhed, men da deres store og rige tilbud afslåes, drager de med sorg bort og medtager jordens frugtbarhed og egnens lykke, så kun fattigdom og bekymring bliver tilbage. (Walliser Sagen II, 46 (Wallis)). Eller et andet exempel. Dværgen forlod sit hulebo, tog plads hos bonden, besørgede karle- og kvindesyssel hos ham, fodrede, kørte gødningen ud af stalden, malkede køerne, ja, hjalp med spindearbejdet. Men da husfolket strøede aske på gulvet, for deri at se og kende hans spor, drog de bort, for ej mere at komme tilbage. (Henne am Rhyn, Deutsche Volkssage 1878, nr. 413, 414. (Schweitz)).
Tilsvarende sagn er der fra Baden. Underjordiske, det var de sidste i egnen, hjalp bonden. I Böhmerwald arbejder de hos bager, forlanger som lön tre brød og tre skilling, som de villig får. (Henne am Rhyn, nr. 408, 335). I Tirol arbejder de med i bjærgværk og forlanger kun tak for deres hjælp. (Henne am Rhyn, nr. 354 b. jfr. nr. 288).
Dette træk kan følges til Nordtyskland. »Schönauken« hjælper i bondes hus, men jages bort af tjenestekarlen. I Nedersachsen arbejder de hos væver og skomager, hos den sidste gör de en bestemt akkord og forlanger 24 thaler for hjælpen. De får pengene, og håndværkeren bliver ikke narret. (Schambach u. Müller, Nidersachs. Sagen, 139, 2 – 4).
I Pommern tilsvarende sagn. På Rügen bor de under huset, har deres udgang gennem køkken og stald eller ved ovn, og bondekonen har en trofast hjælp i Dværgens kone, der fejer, vasker op, bærer brændsel, fodrer, men forlader pladsen, da bondens hustru giver hende et nyt forklæde. Hvor deres arbejde falder, følger lykken, hos håndværker, skomager, dugmager såvelsom hos bonde. Såsnart man gør forsøg på at drille dem eller volde dem fortræd, f. ex. ved at strø ærter på gulv, så de glider og falder, eller skarpe flintestene, der sårer dem, forlader de straks stedet for ikke mere at komme tilbage. (Henne am Rhyn,nr.406, Jahn, Volkssagen aus Pommern u. rüge, nr. 66, 99, 111, 112, 113.)
For Danmarks vedkommende kan påvises noget lignende, om ikke så klart. Der fortælles, at Bjærgfolkene frelser bondegården fra ildsvåde og vækker de sovende, hjælper pige med hendes sytöj, tærsker i lade og påviser omtvistet markskel. (Tang Kristensen, Danske Sagn I, 53, nr. 242, 245, 250, 247).
Med andre ord: skovens og jordens Vætter træder i tjeneste hos mennesker, giver dem med god villie en håndsrækning og er ved at gå over til Husvætternes kreds. Der bliver dog bestandig den forskel, at alle disse kommer og går, har deres væsentlige tilhold udenfor bondehuset eller slottet, hvor de en tid færdes, mens Husvætterne hører det hjem til, hvor deres gerning falder.
2. NISSESKIKKELSENS UDSPRING
Blandt Husvætterne må en række nævnes. Først er der vor danske Nisse, men desuden andre mere eller mindre personlige skikkelser: Dragen, der som et gloende læssetræ farer ned gennem skorstenen med sin byrde til husets ejer. Desuden Dragedukkerne, der ligeledes slæber til huse. Fremdeles kan man erhverve en »Spiritus« ved djævelens hjælp, en vætte, tit i dyreham, som opfylder ejerens ønsker, men det koster sjælens salighed. Så er der magiske genstande som Alrunen, Vekseldaleren der bestandig formerer sig, og Fortunatuspungen som aldrig tömmes. Endelig er der Husslangen, snogen, hvis liv står i et mystisk forhold til børnenes og de voksnes liv inden döre, de følges i døden.
I det følgende forbigår jeg alle de andre skikkelser for at holde mig til Nissen, der synes med særlig stærke bånd at være knyttet til familie og hus og kun nødtvungen at gå bort. Han bor i huset, bliver i huset ligesom snogen, står ikke i forhold til menneskernes liv, men nok til hjemmets lykke. Drager, Dragedukker, Spiritusser og alle de øvrige herligheder fås ved djævelskunster og er farlige at eje.
Hvorfra stammer da Nisseskikkelsen ? Jeg håber at kunne give et bidrag til besvarelsen af spørgsmålet.
Jeg har alt nævnet, at når et hus byggedes og grunden, der skulde bære det, blev taget i eje, kom bonden eller jægeren til at gribe ind dær, hvor Jordvætterne havde ejendomsret. En slig opfattelse synes rimelig efter Naturfolks tankegang. Jeg kan nævne exempler. Vedafolket i Indien har den forestilling, at jordbund, mark, træ, skov er bolig for skarer af guder eller dæmoner. I jordbunden lever »Stedets Herre« (Vastoshpati). Hver enkelt plads har slig herre, det er en guddom; man søger at stemme ham velvilligt, når man flytter ind i et nyt hus, beder ham holde ulykke borte, øge ejendom af kvæg og heste og give mennesker et langt liv og beder: »Stedets Herre, du som værger os mod fortræd, og antager de mange skikkelser, vær os en nådig ven« (Oldenberg Veda 254).
Et andet exempel findes hos Sydslaverne. Der fortælles, at en mand havde hjulpet et barn mod ulven. Det reddede barns fader sagde til ham: »du bor på et dårligt sted, følg nu med !« På bondens gårdsplads slog han med sin stav på jorden: »du grundherre, hvad forlanger du i afgift om vi hær bygger ?« Fra jorden lød en røst: »alt hvad levende er i huset !« — »Nej, holdt, min ven, såmeget giver vi ikke !« På den måde fortsættes forskellige steder, og der forlanges det ene sted: »manden og konen i huset«, det andet: »en höne med sine kyllinger«, det tredie: »stængelen af et hvidløg«.
Endelig træffes et sted, hvor svaret lyder: »intet forlanger jeg, men giver årlig tilvækst af et stykke til hvert slags kvæg, om du bygger hær !« Så vendte den gamle sig til bonden og sagde : »sæt dit hus hær, så bor du godt !« Det gjorde han, og dær lykkedes alt for ham. (Krauss, Sagen u. Märchen d. Südslaven, II, 366. 141, jfr. Krauss Bauopfer bei den Südslaven 1887: Jordbundens Vætter skal efter Sydslavernes folketro også kunne vindes, naar man sætter en mark i drift eller første gang dyrker et købt stykke jord som ny ejendom; i sådant tilfælde plejer endnu Bosnierne at kaste halvdelen af en sølvmønt på ageren).
Der er dog også i nordiske sagn antydninger af, at Vætten som bor i jorden på den plads huset rejses, skal give sin tilladelse. Fra Värend i Småland meddeles, at manden, som vil bygge, må bede Jordvætten om tilladelse, sige, lyse til, at han ønsker at bygge. Tillige er det rettest, når han med lydelig røst har udtalt sin hensigt, at han henlægger sit arbejdstöj på stedet dagen, får bygningen begynder. Så véd jordvætterne besked, og synes de i det hele taget om det, kan man om natten høre, at der bankes, tumles, larmes og skramles. Det er Vætterne der hjælper til, og så går alt Iykkeligt og vel. Er alt derimod stille, er det varsel om, at der er noget i vejen, at der bliver ingen ret lykke med arbejdet eller i huset som bygges. Det er også sket, at Vætten har gået til bonden og bedt ham bygge andetsteds. Har han ikke villet, er der gråd og klage af de bortdragende Vætter, og al lykke har forladt stedet hvor der byggedes. (Gaslander 31 (Sv. Landsmål Bih. I, s .275), Cavallius Wärend, I, 269 flg-, jfr. Eisel, Sagen d. Voigtlandes, nr. 537°: i Franken arbejder »der Baugeist« flittig med, når fromme folk bygger, river ellers det byggede ned ved nat.).
Fra Västerbotten tales om lignende forhold. Man må være meget opmærksom på, hvor man bygger og undgå steder, hvor der er megen »rå«. Man kan på slige steder komme til at volde Vætterne fortræd, og så går det ilde. Man har mange exempler på, at både gårde og lader er blevet forladt, eller man har måttet flytte dem, fordi hverken gårdfolket eller kvæget har kunnet få fred. Man anser det derfor som et godt tegn, når der under byggearbejdet om natten høres øksehug og tømmerarbejde. Det var »Tomten«, der hjalp, og det bragte lykke. (Samf. f. Nord. Museets Främjande 1889, s. 36. jfr. Runa, VIII, 36, Renvall, Åländsk Folktro 1890, s.5. (Sv. Landsmål VII, 9, s.5).
Fra Norge har jeg også truffet et exempel. Ved Svalheim i Aardal er der en plads, som kaldes Ødegården, dær byggede for en 60–70 år siden en ung mand, der hed Sjur. Da han var ved at grave kælderen, og han var kommet et stykke ind i højen, traf han på et kvindfolk, der sad med et nøgent barn i armen. Manden, der arbejdede sammen med ham, lagde arbejdstøjet fra sig og mente, det var bedst, de straks hørte op, men det vilde Sjur ikke, han fortsatte, kvindfolket forsvandt, huset blev rejst, men — Sjur blev helseløs sit liv igennem, og sagen var jo, han kom til at lide hårdt, fordi han havde voldet de Underjordiske ufred. (Sande, Segner fraa Sogn II (1892), s.222.).
Hermed stemmer det, hvad der omtales i en anden norsk fortælling: »vil man bygge et hus, må man på en eller anden måde søge Haugafolkets tilladelse dertil. Endnu lever der i Valdres en mand, som efter at have lagt tomten til en ny hjemsæter, tog en flis, mærkede den og lagde den under en sten på det sted, hvor huset skulde stå, med bön til Haugafolket, at de vilde flytte den, hvis de havde noget mod hans forehavende. Manden lagde sig derpå til at sove, og da han vågnede, var både flisen og stenen borte. Mismodig gik han hjemover, men på vejen fandt han den mærkede flis — og opgav byggeplanen. (P. A. Søegaard, I Fjeldbygderne (1868), s. 116.).
Hele denne forestilling bekræftes yderligere af to sagngrupper: Den ene angår Undervættenskrav på, at bondens stald skal flyttes, snavs fra den gör hans bord urent (se Jysk Ordbog III. 534.50a). Den anden fortæller, at kirkebygning hindres, idet det der mures ved dag, nedrives ved nat (se Jysk Ordbog II. 125.20a). De findes begge i Skandinavien, Nordtyskland og Engelland, og får en simpel forklaring derved, at Vætten mener sig fornærmet, der er ikke taget tilbørligt hensyn til hans rådighed over grunden. Da de i mange varianter også findes i Danmark (Tang Kristensen. Danske Sagn 1. s.325–30. III, s. 161– 181.), tör jeg antage det for et yderligere vidnesbyrd om, at også hos os gemmes et »lævn« af forestillingen om, at den underjordiske Vætte vil høres, når en bygning opføres.
Endnu tör jeg hær tilføje, at »tomt« betyder byggeplads, sted, hvor man agter at rejse et hus; »tun« derimod er efter Ivar Aasen den bebyggede husplads. Så ligger det nær at antage, at de svenske udtryk »tomtegubbe«, »tomtebise« og de norske »tuftebonde«, »tuftefolk«, »tuftekall«, »tomtevætte« oprindelig er navne til Jordvætten, der ejer tomten, hvor huset skal bygges, ligesom »haugbokke«, »haugbonde«, »haugbue«, »hauggubbe«, »haugtuss« ejer højen, og vil mennesker bygge sit hus ved eller på hans höj, må han have ejerens tilladelse, om ellers lykke og trivsel skal følge hans bo. Vætten som nævnes »tunvord«, »tunkall« er derimod »gårdsvord«, ɔ: den opførte gårds vogter.
Er nu den givne fremstilling rigtig, så må dette være den ældste form af troen på en Husvætte, nemlig byggepladsens herre, der giver manden, der har bygget på hans lod trivsel og vækst, eller om sömmeligt hensyn ej blev taget til den »rådendes« ret, bringer fattigdom og elendighed over sin lejlænding.
Men Vætterne, der hører til Alfefolkets forskellige grupper, færdes jo rundt om i naturen, også, som viist er, i menneskers hjem, både skoven og jordens Vætter, Dværge og Underjordiske og bringer lykke og trivsel, hvor de kommer som venner. Når de da i stedet for en kortere eller længere tid at komme i besøg og atter drage bort ad egne veje, sætter bo hos mennesker for at blive i deres hjem, har vi Husvætten.
Et par små sagn kan pege hen på denne overgang.
Fra Rønnebæksholms egnen ved Næstved fortælles, at en bonde, som ved vintertid færdedes i skoven, hørte en höj latter ud fra en stub, og da han vendte sig for at se, hvem det var, tittede en lille Nisse frem af stubben, han havde grönne klæder og en rød hue på hovedet. Da bonden kaldte ad ham, lo han igen, og da han gik hen til stubben, forsvandt han. (Grundtvig, Gl. danske Minder III. 99.). Denne fortælling kan stilles ved siden af en anden fra Werradalen i Nordtyskland. En arbejder stod uden for sit hus en dag og kløvede brænde. Så opdagede han en lille, grå mand, der smuttede ud af stubben og gennem den åbne dör løb ind i hans hus, og inden arbejderen var kommet sig af sin overraskelse, så han Vætten kige ud gennem ruderne, skære ansigter og göre alle slags optöjer. (Hermann, Deutsche Mythologie (1906), s. 129.).
Når så skovens eller jordens Vætte er blevet bofast i en menneskebolig og bringer lykke og velfærd med sig og mennesker tænker over, hvorfra han kommer og hvorfor han bringer de gode gaver, danner en ny forestilling sig i tilknytning til den almindelige folketro om de døde. De døde lever på grænserne af de levendes land; såsnart det mørknes, vågner de, bliver atter bofaste på den jord, de aldrig i deres liv forlod, søger plads ved deres gamle arne, besørger deres gamle arbejde, interesserer sig for hjem, kvæg, marken og dens afgrøde, huset og familiens velfærd. Således kommer vi til opfattelsen af Husvætten som genfærd, sjæl af den, der først i ødemark eller skov ryddede gårdens grund, eller af den, som først gjorde ild op i huset, eller blot i almindelighed, slægtens stamfaders sjæl, der stadig opholder sig i det gamle hjem og vogter over efterkommernes velfærd. (Sande II. 202. Gardvorden, er attrgangaren (ɔ: gengangeren) af den, som fyrst rudde garden og den mannen er al vyrdnad (ærbødighed) vert; Ralston, Songs of the Russian People, 119, Domovoy, er sjæl af gårdens grundlægger (jfr. 120); Rietz Sv. Dialekt Lexikon, 547 a, råd, gårdsråna förmenas erhålla sit køn efter den person, som først gør upp eld i huset ; Haupt. Sagenbuch I, 57. Hausgeister, de afdøde forfædres ånder (Lausitz). Rhys, Celtic Folklore, 596, brownie, bogie, forskellige genfærd af døde forfædre (jfr. 597); Abbott, Macedonian Folklore 257, hus-aander, husets herrer, forfædrenes sjæle som færdes i det gamle hjem, vågende over dets trivsel).
Fra folkets tro er jeg istand til at give et bestemt vidnesbyrd om den afdøde slægtnings deltagelse i husets ve og vel.
Kurt, en forpagter i en by i Hessen, veg efter sin død ikke bort fra sit gamle hjem, men tog fremdeles som en god Vætte del i alt markarbejde. Han hjalp i laden karlen med at forke korn op, og da en fremmed karl ved en lejlighed var med, og avlskarlen råbte: »Kurt, nu du!«, greb Kurt den fremmede, kylede ham ned på logulvet, så han brækkede benene. (Grimm Mythologie, 865, anm.)
Men andre forestillinger, ligeledes tilhørende sjæletroen, findes også.
Nissen i kulgruber, Cutty Soams, er sjæl af en dræbt kularbejder. (Denham Tracts II, 362, Hunt Popular Romances of the West of Englands. 352 (Cornwall); Traditions populaires II, 414, lutin (Belgien)). Husvætten antages i Schwaben for en af de forstødte engle, (Birlinger Aus Schwaben 1844, III, 242.) og så er der en række andre opfattelser, der går ud på, at husets vætte er en barnesjæl, et dødfødt, udøbt, eller et forhekset eller forbandet barns sjæls. (Köhler, Volksbrauch 446; Weinholdt Zeitschrift für Volkskunde, IV, 132, Nörgeln, forheksede børn, saadanne som ikke er tilstrækkelig velsignede eller tyngede af forældrenes forbandelse (Gossensass, Tirol)). Særlig klart kommer denne forestilling frem i sagnene om Skibsnissen, »der Klabautermann«, der antages for sjæl af et dødfødt eller udøbt barn, begravet under et træ eller af et barn, som er helbredet ved at trækkes gennem en kløvet træstamme, (Temme, Volksage von Pommern u. Rügen, 302, Zeitschrift für Myth. II, 141 2.) men mere herom herefter.
Vi har altså nået til, at Tomtevætten er blevet Husvætte, har taget fast bolig hos familien og opfattes som hørende til slægten og derfor villig og hjælpsom, dog naturligvis indenfor de grænser, at han fra familien erholder sin ret, gaver, offer, lön, hvorledes det så kaldes.
3. GAMLE BERETNINGER OM HUSVÆTTER
Jeg skal nu prøve på at drage frem, hvad jeg kan oplyse om Husvætten i henfarne dage. Den ældste og den fornemste af hans forfædre er den romerske »Lar familiaris«, husets familiegud, hvis dyrkelse siges at gå tilbage til Romerfolkets oldtid. I hjemmets spisestue, »atrium«, hvor arnen fandtes, stod Larernes billeder, udskårne i træ, de hyldedes ved smågaver, virak, vin, en drue, en krans af aks, eller ved særlige lejligheder ved en offerkage. Ved hvert måltid fik de en skål med mad, sat på arnen; den hældtes i ilden, såsnart man havde spist den første ret. Alt hvad familien ejede af kært, hjemligt, lyst, alt hvad året kunde bringe af glæde eller sorg, alle familiebegivenheder, fødselsdage, bryllup, bortrejse, hjemkomst, dødsfald, lagde man husguden på hjærte, og den romerske oldtid havde intet stærkere udtryk for hjemmet, dets fred og lykke end ved at nævne Larer og Penater. (Preller, Römische Mythologie s. 486 fl.; Larer og Penater havde vel forskellige navne, men synes at eje samme betydning for hjemmet, s. 595 flg., jf. Rohde Psyche I, 254, sammenstilles her med Grækernes dæmon.). Jeg kan jo hær minde om det svenske udtryk: man tilønsker det unge par, som sætter bo, »tomtebo«lycka«.
Det må så stå hen, om Laren nærmest skal opfattes som stedets, pladsens guddom eller som sjælen af slægtens stamfader. Derom er de lærde uenige og jeg ævner ikke at stille deres trætte. (Se Archiw f. Religionswissenschaft VII, 42, Wissowa jfr. X, 368. Sarnter, såvelsom dennes bog Familienfeste d. Griechen u. Römer (1901) s. 105.)
Vi må gå langt ned i tiden for at træffe folketro, der fortsætter de gamle romerske traditioner om husguden, Lar familiaris.
I det gamle hedenske Island findes det ældste mig bekendte exempel på en slig folketro.
Der fortælles, at biskop Frederik og Thorvald Kodranssön, en kristnet mand, kom til Island, og tiden angives til 981. (se Maurer, Bekehrung des norwegischen Stammes I, 205 flg.). Da skildringen af deres møde med Thorvalds fader Kodran på Gilja og deres ophold hos ham om vinteren, er lidet kendt og giver malende træk til forståelse af, hvad der kunde drage hedninger til kristendommen, afskriver jeg hovedtrækkene i denne fortælling. (Rafn, Oldn. Sagaer I. 234 flg., Olav Tryggv., s. k. 131, jfr. Kristni Saga s. I, 4.).
Da biskop Frederik en höjtid holdt gudstjeneste om sine klerke, var Kodran tilstede, mere af nysgerrighed, end fordi han den gang agtede at samtykke i deres sæder, men da han hørte klokkernes lyd og klerkenes fagre sang og mærkede den søde vellugt af røgelsen og så biskoppen prydet med en kostbar dragt og alle dem, der tjente ham, klædte i hvide, skinnende klæder, og derhos stor glans over hele huset af vokskærternes klare lys, så og andre ting, der hørte höjtiden til, da behagede alle disse ting ham særdeles vel.
Samme dag kom han til Thorvald og sagde: »nu har jeg set og temmelig overvejet, med hvilken alvor I tjener eders gud, men, eftersom jeg skönner, er vore sæder meget forskellige, thi mig synes, at eders gud glædes ved det lys, for hvilket vore guder ræddes; men om så er, som jeg tror, så er denne mand, som du kalder eders biskop, din »spåmand«, thi jeg véd, at du lærer af ham alle de ting, som du på din guds vegne forkynder os. Jeg har dog en anden »spåmand« (ármaðr), som gör mig megen nytte. Han forudsiger mig mange tilkommende ting, passer mit kvæg, minder mig om, hvad jeg skal foretage mig eller hvad jeg skal vogte mig for. Derfor har jeg megen tillid til ham og har dyrket ham i lang tid. Men du mishager ham meget, ligeså din »spåmand« og eders skikke, og han afholder mig fra at vise eder nogen hæder og allermest fra at antage eders tro.« — »Hvor bor din »spåmand« ?« spurgte Thorvald. »Han bor her tæt ved min gård«, svarede Kodran, »i en stor og prægtig klippe«. »Hvor længe har han boet dær?« spurgte Thorvald videre. Kodran sagde, at han havde boet der i lang tid. »Da vil jeg, fader«, sagde Thorvald, »slutte en overenskomst med dig. Du siger, at din spåmand er meget stærk, og at du sætter stor lid til ham, men biskoppen, som du kalder min »spåmand«, er svag og ejer ingen store kræfter, men om han nu kan ved himlens guds kraft, på hvem vi tror, fordrive din »spåmand« af så stærkt et herberge, så er det tilbørligt, at du omvender dig til den almægtige gud, din skaber.«
Denne overenskomst gik Kodran ind på, og dagen derpå viede biskoppen vand, stænkede med bönner og salmesang vandet rundt på klippen, hældte det ud over den, så den blev helt våd. Om natten kom så »spåmanden« til Kodran med skummelt åsyn, skælvende af rædsel, og sagde: »ilde har du gjort, at du bød sådanne mænd hid, som vil svige dig, så de forsøger på at drive mig bort fra min bopæl; thi de hældte kogende vand over mit herberge, så mine börn ikke lidet pintes af de brændende dråber, som løb indenfor taget. Om sligt end ikke skader mig meget, er det tungt at høre de små börns gråd, de skriger, når de brændes«. Om morgenen fortalte Kodran Thorvald dette; denne opmuntrede biskoppen til at fortsætte, hvad han også gjorde. Næste nat kom Vætten atter til Kodran, iført en afskyelig sort skindpels og talte med sorrigfuld og skælvende røst og bad ham jage de fremmede bort. Tredie dag stænkede biskoppen atter vievand på klippen, og endnu engang kom »spåmanden« i drømme til Kodran og fremførte med hulkende røst følgende ord til ham: »denne onde bedrager, de kristnes biskop, har berøvet mig alt mit eje, ødelagt mit herberge, hældt kogende vand (Jfr. Olav Heil. Saga, kap. 73, Vælte klager, at kong Olavs banner brænder ham, smlg. Heimskringla kap. 189; i Laxdöla kap. 76, völve klager i drøm over, at Gudrun Osvifsdottir plager hende med de hede dråber, der falder på hende (fra hendes banner); vievand brænder djævle og vætter, se f. Eks. Traditions populaires XIV, 87, XV, 553, Pitré Archivio V, 250, 253, 256, 258 (Frankr); Sébillot, Folklore de France IV, 374.) over mig, gjort mine klæder våde, sønderrevet dem og gjort dem ubrugelige. Mig og min familie har han tilföjet uerstattelig skade ved forbrænding og derved tvunget mig til at flygte langt bort til øde steder. Nu må vi skilles, men hvem skal herefter så troligen passe dit gods, som jeg tilforn har gjort? du har gengældt mig ondt?; for godt.« Kodran svarede: »jeg har dyrket dig som en nyttig og stærk gud, den tid jeg ikke kendte den sande; men da jeg nu har erfaret, at du er fuld af svig og meget svag, så er det rimeligt, at jeg forlader dig og henflyr til den guds beskærmelse, som er langt stærkere og bedre end du«. Dermed skiltes de i vrede, og Kodran og hans kone Jarngerde blev døbt, ligeledes folkene i huset, undtagen sönnen Orm, der ikke vilde lade sig døbe den gang.
I den ovenstående fortælling behøver vi jo blot at sætte husvætte eller husgud istedetfor »spåmanden«, så har vi en slægtning af den romerske Lar og senere tiders Kobold eller Nisse.
En lille fortælling fra Landnáma synes at høre herhen. En mand, der hed Björn, drömte en nat, at en Bjærgvætte (bergbúi) kom til ham og tilbød ham en fælles overenskomst, og det forekom Björn, at han modtog tilbuddet. Derefter kom en buk til hans geder og hans kvæg øgedes så hurtig i antal, at han snart blev meget velstående. Siden den tid kaldtes han Bukke-Björn, og han blev hovedrig. Det så fremsynte mænd, at når han red til tings fulgte alle Landvætter ham og ligeså Thorsten og Thord, hans brødre, når de drog på jagt og fiskede. (Hauksbok c. 284, jfr. de mange dyreskikkelser, Husvætten ifører sig, hvorom senere.)
Bjærgvætten tager sit ophold hos ham i bukkeham og bringer lykke og rigdom for ham og dem, der hører ham til.
Mulig hører et Par nyislandske sagn endnu herhen. På gården Thrudvang på Østlandet boede en mand, der hed Stein, og som sammen med sön og tjenere hånede præsten og kaldte ham skaldepande. Stein lå en dag i sin seng i badstuen og så, at stenen, der lå udenfor, blev lukket op og Pugerne holdt møde. De havde tændt bål, hver medbragte sit stykke, men særlig en af dem medbragte en vældig klods. Alle fortalte de noget, men især var han med den store klods fornøjet, fortalte, hvor udmærket han havde det hos sin husbonde, bonden Stein. De enedes om at mødes næste år på samme sted. Stein blev ilde tilmode, ændrede sit daglige liv, læste omhyggelig i Guds ord og besøgte flittig kirken. Han passede på næste årsdag, lagde sig tilsengs, så atter stenen lukkes op og Pugernes forsamling. Denne gang var bålet kun ganske lille, og Pugen fra forrige år med den store træklods var overmåde ilde tilmode, klagede over, hvor slet han nu blev holdt, og at han snart måtte tænke på at flytte. Det er jo måske dog muligt, at det er Kodrans »spåmand«, der her går igen og er blevet til en djævel. (Maurer, Isländische Volkssagen, 29.)
Den ældste samtidige beretning om Husvætter i England har vi, mig bekendt, i Gervasius Tilbury's bog; Otia Imperialia, 1211. Da forfatteren var født i Essex og hørte til tidens højtstående mænd, må han have været istand til at give pålidelige efterretninger fra sin engelske hjemstavn. Han døde i Brunsvig. Han fortæller:
I England har de nogle dæmoner, ja, jeg ved ikke, om jeg skal kalde dem dæmoner, det er nogle hemmelighedsfulde skikkelser af skjult herkomst. Franskmændene kalder dem Neptuner, Englænderne Portuner. Det er deres natur, at de holder til hos velstående bønderfolk og deler deres jævne liv, og når bønderne på grund af hjemligt arbejde sidder oppe om natten og dörene er lukkede, kan man på engang få öje på dem, se dem sidde og varme sig ved ilden, tage småfrøer ud af deres bryst, stege dem på gløderne og spise dem. De ligner gamle mænd med rynket ansigt, er små, ikke mere end ½ tomme höje. De bærer små lappede kjoler, og er der noget, der skal göres i huset, eller et besværligt arbejde at udføre, låner de en hånd og gør det hurtigere færdigt, end nogen mand kunde. Det ligger i deres natur, at de har magt til at hjælpe og kan ikke göre fortræd. Dog har de ævne til at drille. Thi når en Englænder i nattemørket alene rider ud, følger en Portunus sommetider rytteren og griber så töjlerne, når han et stykke har fulgt ham og fører hesten ud i et dyndhul. Når det er lykkedes ham og rytteren sidder fast og vælter sig i dyndet, løber Portunus skoggerleende bort. Således morer han sig med at drille troskyldige mennesker. (Leibnitz, Script Rerum Brunsvicarum I. 980, Liebrecht Gerv. v. Tilbury, Otia Imperialia (1856), s. 29.)
I Som man vil se, er denne redegørelse ikke altfor tydelig. Neptunus synes at måtte være en havvætte, man mener at have genfundet ordet i det nyfranske dialektord »nuton« = »lutin, nain« (ɔ: dværg)(Se Sébillot, Folklore de France IV, regist.), altså nærmest en alf. Er Portunus en latinsk form for det nyere brownie, husvætte? det er jo muligt. At Vætter steger frøer, træffes andensteds f. ex. Asbj. III. 195, hvor det er en trold, jfr. Jul II. 27. 302. m. henv.; Wigström Folktro Sv. L. VIII, 3, 109.345, hvor det er en »skogsman«. (Rääf Ytreh. I, 56. jfr. Sydow. Folkminnen I, 85, Bysen på Gottland.). At Portunus fører folk i bløde, ligner mere lygtemanden. Men så er deres hjælpsomhed, deres dværgeskikkelser og deres skoggerlatter over et Iykket drilleri jo tilbage som vidnesbyrd om, at en Nisseskikkelse kan skimtes gennem fremstillingen.
Den ældste tyske fremstilling, jeg kender, gengives hos Dobeneck i Des deutschen Mittelalters Volksglauben u. Heroensagen I. 127 med henvisning til abbed Trithems Chronik des Klosters Hirschau, i hvilken der 1132 i et kloster i Hildesheim fortælles om en »kobold«, »Hütgen«, der holdt af at omgåes med mennesker, spørge og svare, men ingen forhånelser tålte uden strengt at tage sig selv tilrette. Han gav biskoppen gode råd, samtalede med kokkene i køkkenet, viste dem mange tjenester. Men da kokkedrengen prøvede på at drille ham, og mesterkokken i stedetfor at straffe drengen, lo ad hele historien, endte det med, at Hütgen dræbte drengen, rev ham i stykker og fordelte hans kød i de forskellige gryder der stod over ilden. Tilmed overhældte han kokkens stege med blodet af frøer og tudser, så ingen kunde spise dem. Kokken skældte ham ud, men fik sin straf, idet Vætten fremtryllede en bro over et morads; da han troskyldig vilde gå over, faldt han i. Forøvrigt gjorde Vætten sig på forskellige måder nyttig, vækkede dem som skulde holde vagt, om de faldt i søvn. Endelig overtog han for en mand at vogte hans løsagtige hustru under mandens fraværelse. Han gjorde det også, men udtalte sin glæde ved mandens hjemkomst med den tilföjelse, at han hellere vilde passe alle svinene i hele Sakserlandet end en gang til påtage sig slig tjeneste. Denne »Hütgen« omtales atter 1479 under navn af Bodeke [Hodeke?] (Jfr. Grimm. Deutsche Sagen I. 86.75.)
Den næste af familien, som jeg omtaler, er en husvætte, en Kobold, som hedder Heinzelmann. Men først et ord om Kobold-navnet til oplysning om dets sandsynlige betydning. Det er tidligere blevet udledet af et middelalderlatinsk ord cobalus, der atter var låneord fra det gr. kobalos, som betyder en person, der gör optöjer, bajas (Possenreisser), men i Grimms store tyske ordbog anses det som en sammensætning af Koben, hus, ags. cofa. Der nævnes »cofgodas«, husguder. Kobolt forklares da som: Kobe- walter, den som råder for huset. På isl. haves kofi; sv., norsk, dansk kove, et lille rum. Det engelske goblin henføres til samme stamme.
Slig person var altså Heinzelmann, der opholdt sig på et gammelt slot Hudemühlen i Lüneburg om ved året 1584. Han meldte først sin ankomst ved larmen omkring i stuerne, derefter hørtes hans røst, selv var han usynlig, i samtale med tjenestefolkene. Han var venlig, sang, lo, morede sig, gjorde löjer, ingen fortræd voldte han, og da han blev spurgt, hvorfor han kom, svarede han, at han havde hjemme i Böhmerwald. Nu fortælles der en række historier om hans færd, at husbonden forgæves gör forsøg på at flytte fra ham, han følger med som en flyvende fjer. I køkkenet hjælper han til, vasker op, skurer spande, kar, er nöje over, at intet bliver borte eller forsömmes. Ligeledes passer han hestene i stalden, strigler dem og ser med omhu til, at tjenestefolk bliver ved deres arbejde. Som lön for arbejdet henstilles der en skål sødmælk til ham, eller mælk med ibrokket hvedebrød. Det er dog det ejendommelige derved at mærke, at man bagefter kan finde hans mad under en af bænkene eller i en krog. Han kræver, som husets andre folk, en stol ved spisebordet, et lille kammer med bord og seng øverst i huset, og tager det grumme ilde op, om han sker uret eller forsömmes og uddeler nu og da vældige ørefigener, driller tjenestefolkene, ægger dem til strid og brister i skoggerlatter, om hans optöjer lykkes, larmer, som huset skulde falde sammen, er med alt dette en gudsfrygtig mand, beder fadervor, dog den sjette bön: »fri os fra det onde!« hvisker han kun. Han viser sig omsider som et lille, nøgent barn med en kniv i ryggen for kokkepigen, men for legende børn som en lille dreng. Da fire år var omme, forlod han slottet efter at have givet familien tre lykkegaver: et kors, en stråhat og en udsyet læderhandske. (Grimm, Sagen I, 91.76, jfr. Birlinger Aus Schwaben III, 242. fortæll. fra Zimmersche Chronick o. 1550.).
Endnu nævner jeg i denne sammenhæng, hvad der omtales af Luther i hans »Bordtaler« og af Prætorius i hans Weltbeschreibung I. 315 (Magdeburg, 1666), at der noget nær i hvert bondehjem findes en Kobold, der udfører alle slags husarbejder. I køkkenet bærer han vand, kløver brænde, henter øl, koger mad, mens han i stalden strigler hestene, og kører gødningen ud, og hvor han er, lykkes alt, og man siger derfor om en tjenestepige, for hvem arbejdet går rask fra hånden, at hun har en Kobold til hjælper. Gør man ham vred, skal man vogte sig vel.
Kokkepigen må sætte en ren og pæn skål hen til ham, den skal være fyldt med god mad, så kan hun gå sin vej, og kan for den sags skyld drive og dovne, så meget hun lyster. Men forsømmer hun det, og bliver hun irettesat af sin husmoder, fordi maden er brændt, gryder er slået itu, kan hun komme til at høre Koboldens lystige latter, han har voldt det altsammen. Om tjenestefolkene flytter, bliver Kobolden og venter, at den bortdragende pige anbefaler ham til sin efterfølger. (Grimm, »Sagen« I, 80.)
Endnu blot et par benævnelser for Kobolden i ældre tid. Mannhardt anfører fra en ordbog fra 1482 udtrykket: »schretliin« ɔ: Penater og srate, mandlige Larer. Hvert hus har en sådan »schrezlein«; er man god ved ham giver han gods og ære. (Baumkultus I, 115.)
Til yderligere belysning af skikkelsen omtaler jeg de ældste efterretninger, jeg har truffet i selve England; her nævnes en bog om »Robin Goodfellow, his mad Prances & merry Jests« i en udgave fra 1628, der dog antages at høre det tidligere århundrede til. (Se Keightley, Fairy, Mythology (1860), s. 287.). Om Robin Goodfellow (ɔ: Bravkarl) fortælles, at han er indtaget i en pige, gör ved nattetid hendes arbejde, bryder hør og hamp, sigter mel osv.; lykkes en gavtyvestreg for ham, bryder han ud i skoggerlatter. Han agerer spillemand ved et bryllup, kysser den kønneste pige, giver lussinger, kniber og napper, forvandler sig til björn, kyser hele selskabet og skoggerler.
I Browne's Pastorals 1614 (Se Hazlitt's udgave af Brand's Popular Antiquities III, 22.) siges, at fedronningen befaler sine Alfer at knibe pigerne, der ikke har skuret deres hylder eller forsömt at bære vand, at dække bord og sætte brød frem. Reginald Scott siger i sin bog Discoverie of Wichcrafte (1665) IV. kap. 10, at bedsteforældrenes piger plejede at sætte en skål mælk til Incubus ((ɔ: Klemmeren) og hans fætter, Robin Goodfellow, for at han skulde male sennop eller malt, eller feje huset ved midnat. Han morede sig ved at narre tjenestefolk eller hyrder i bondehjem, nappe dem blå og brune. Det er farligt at fornærme disse Vætter; sker det, bortfører de folk, lader dem sanseløse ligge langt borte fra deres hjem.
Robin maler korn (på håndkværn) for en skål mælk eller fløde, hugger brænde, gør al slags grovt arbejde; blev fløden forsömt, indtrådte uheld på uheld, maden blev svedet, mælken vilde ikke oste, smörret ikke komme, øllet ikke gære (Keightley Fairy Mythology, 289-291).
Shakespeare († 1616) må have ejet alle disse forestillinger, som han digterisk griber og omformer i »Midsommernats Drøm«, eller hvor han ellers anvender dem. Jeg tager kun et par enkelte citater. Nis Puk siger: (Lystige Kvinder V. Akt 5 Scene),
- »Alfer, luftspringere, vær stille nu !
- lyd eders navne! Fårekylling, du
- skal hoppe let til Windsor skorstenstinder,
- og hvor ufejet du en arne finder,
- et ildsted ej tilrettelagt, pas på:
- knib pigerne dær som et blåbær blå;
- thi på vor dronnings stråleklare vej
- sjusker og sjusket gerning tåles ej.
- . . . Gå, Perlebånd, hver pige, som har sagt
- tre bønner, før hun sig til ro har lagt,
- gyd glade drømme over hendes blund,
- så trygt og sødt som barnet sove hun;
- men den, der uden bön sov glemsom hen.
- knib hendes arm, ryg, skulder, læg og lænd !«
(De lystige Koner i Windsor V, 5, Lembckes oversætt., jfr. Thiselton Dyer Folklore of Shakespeare, s. 1 flg. Sml. en lignende Skildring i Herrichs Hesperider.)
Og så et citat endnu:
- »Jeg ser den skælmske, kåde trold i dig,
- der kalder sig Nis Puk; dig er det jo,
- som aldrig under byens piger ro,
- som skummer fløden, pusler tit ved kværnen,
- og øder smörret trods al kvindens kærnen;
- du volder, at ej øllet gæres godt;
- du leder folk om natten vild med spot;—
- men hvo dig kalder »pusling«, »gode Nis«,
- ham tjener du og ham er lykken vis«.
(Skærsommernatsdrøm II, 1, Shakespeare har: called Robin Goodfellow og i stf. »pusling«: Hobgoblin, sweet Puck.)
Der angives fra Shropshire, at navnet på Husvætten er »boogy«, i Yorkshire »bogie«, Lancashire »boggart« og i Cheshire og Montgommeryshire »bugsan«; tillige omtales, at man hensætter en kop fløde til husets arbejdende Vætte. (Burne, Shropsh. Folklore, s. 45, 404 a cream bowl for the drudging goblin.)
I Herefordshire bruges for tiden sædvanlig »brownie« om Robin Goodfellow i Skærsommernats drøm. Han er nu næsten glemt: han var en husalf, tit hjælpsom og strengt arbejdende, især pigernes hjælper, men ofte drilagtig og ikke sjælden ondskabsfuld. (Leather, Herefordshire Folklore, s. 47.)
I Yorkshire nævnes »Hobmen«, »Hobthrust« og »Redcap« og »Redcowi« i Sydskotland; mens »Kilemoulis« arbejder i mølle, tærsker for sin husbond og henter jordemor, om det behøves. Brownie og Redcap synes at være fællesnavne, de er tjenstvillige Husvætter, om de behandles godt, de hjælper pigerne, tærsker, renser korn. Brownie er håret over hele kroppen, siges at være halv Nisse, halv Vætte. I Berwickshire antages han for en [falden] engel, hidsendt som hjælper i det arbejde, der er syndens følge, og må derfor aldrig modtage lön, der ofres dog småkager med honning og jævnlig en skål fløde til ham. I sin drilagtige form nævnes han Robin Roundcap. (County Folklore: North Riding, s. 131 flg. East Riding, s. 54. Henderson,Folkloreof the Northern Counties,s. 246 flg.).
Som almindeligt træk for Sydskotlands vedkommende siges, at »brownies« vogter hjemmets arne, forekommende og tjenstvillige mod de tro, renlige og omhyggelige tjenere, som trakterer dem med en skål fløde, hvorpå de i høj grad sætter pris; de kløver brænde og gör alt husarbejde; men på den anden side forstår de at straffe forsömmelser, så det huskes. (Revue d. Traditions populaires II, 76, Loys Brueire.)
I Perthshire fortælles om en Brownie, der boede hos herremanden i slottet, og som daglig på trinestene trådte over elven for at arbejde i stald og lade, malke, tærske korn for småfolkene, der hørte under gården, og det eneste han krævede til Lön, var ret til at spise af den mad, han syntes om, selvom den ikke var sat ud til ham.(County Folklore: Fife, s.33.)I Perthshire nævnes ladens lille gamle mand (»the little old man of the barn«), der havde hjemme i hver eneste bondegård, tærskede for bonden, samlede halmen i stakke og så til, at alt gik ordentlig til. Disse Vætter lignede gamle mænd, var overmåde kloge, gjorde aldrig fortræd og arbejdede altid om natten. (Campbell, Superstitions of the Highlands, s. 190.)
»Brownie« antages i Højlandene for at være, som benævnelse for Husvætten, indkommet i en forholdsvis ny tid. I den sydlige del af det skotske bjærgland nævnes som sådan »the Glaistig«, en lille, tynd grønklædt kone, der passer bondens køer og drager omsorg for mælken. Hun forlanger som andre husvætter en skål mælk som lön for gjort arbejde og skåner ikke dem, der forsømmer hende. Hun nævnedes også »Gruagach«, som inden døre vaskede og spandt, og gjorde rent, i stald, og på mark passede køer, får, heste og fik sin skål fyldt med mælk og ved forsömmelser kunde både drille og give vældige ørefigener. På øen Skye er Gruagach en mand. (Campbell, Superstitions of the Scottish Highlands 186, 188, Brownie; 156 Glaistig, jfr, Campbell, Popul. Tales of the Highlands l, s. XLVI; Gruagach, i Campbell, Superst. 156 flg., 185.)
På Shetlandsøerne havde i sin tid noget nær hver eneste familie sin »Brownie«, en slags ond ånd, der tjente dem, der bragte ham offer. Når folk kærnede, stænkede de i hvert hjørne af huset noget af mælken til Vættens tjeneste. Blev der brygget, havde de en sten, »Brownie's Stone«, med et hul i, som de fyldte med ølurt. Der fortælles videre, om husmødre, som nægtede at bringe dette offer, hvoraf følgen blev, at to gange mislykkedes brygningen, den tredie gang gik alt godt, og dermed havde sagen ende. (County folklore: Orkney & Shetland Islands, s.20, jfr. Folklore XVIII, 440.)
På øen Man nævnes Husvætten »Fenedyree«. I Wales Bwca Trwyn, der trofast hjælper pigerne med vask, strygning og spind og får som lön en skål mælk med ibrokket hvedebrød, eller med melvælling, hensat ved foden af trappen, men ganske vist ligesom den øvrige familie drilagtig, når ikke alt gik efter hans hoved. (Fenedyree, se Rhys, Celtic Folkl. 286, jfr. regist. Se også Evans Wentz, Fairy Failth in Celtic Countries 120, 129, 131; Bwca Trwyn, Rhys 594, jfr. Bucca regist. hos Wentz.) I Cornwall huskes han som en Pixy (Hunt, Popul. Romances, s.87 flg., Wentz regist., Choice Notes 220.) (ɔ: Alfekvinde).
Endelig medtager jeg en meddelelse fra Bretagne, anført af Wentz, givet af Le Braz. Hvert bus blandt os har sin »Lutin«, en liden romersk husgud, der, snart synlig og snart usynlig, har opsyn med alt husarbejde og tager del i det. Han hjalp pigerne, blæste ilden op på arnen, så til, hvorledes maden blev kogt både til mennesker og dyr, han tyssede på det grædende barn, hindrede orme i at æde skinkerne, der hang under loftsbjælken. Ligeledes passede han lo og stald, sørgede for, at køerne gav ordentlig mælk, hestene var fede og skinnende. Han var, kortsagt, husets gode ånd, hvem alle viste ærbødighed. Blev han forsømt, væltede han gryderne på skorstenen, filtrede spindet på rokken, gjorde tobakken urygelig og hestenes mankehår urede. Vi var nøjeregnende med aldrig at göre ham imod. I mine forældres hus tog vor gamle pige, Lilie, aldrig trefoden af ilden uden at stænke vand på den; »det er for at Lutin ikke skal brænde sig, om han sætter sig på den«, sagde hun. (Wentz 190, jfr. Traditions populaires I, 144, 111, 422, IV, 612, V, 101, VIII, 46) (Guernsey).
I Irland fungerer Pookaen (også skrevet Phuka) som Husvætte sammen med Cluricaun, om hvem det hedder, at han har stor lyst til at drille husets folk, men bevarer dog en vis ærbødighed overfor husets herre. Forøvrigt hjælper han, hvor lejlighed gives, hindrer, at uheld træffer, men kræver bestemt sin mad på pladsen. (Grimm, Irische Elfenmärchen XVI flg., 92, 213; Wenlz, registret und Puck; Wilde, Aucient Legends of Ireland, s.48.)
4. HUSVÆTTEN HOS SLAVISKE FOLK. TILBAGEBLIK
Såvidt om Husvætten vesten for os. Der står endnu tilbage at sige et par ord om slaviske folks »Domovoy« (ɔ: Husvætte). Han er håret over hele kroppen endog på fladerne af hænder og fødder. Sporene af hans lådne fødder kan ved vintertid kendes i sneen, og sovende kan føle hans lådne hænder glide over deres ansigt. Den 28de Januar hensættes efter aftensmåltidet en krukke stuvet korn til ham, og adskillige steder omtales bestemt, at de afdødes sjæle våger over deres efterkommers hjem, når man viser dem ærefrygt og bringer dem offer. Rutenerne betragter Domovoy som den af forfædrene, der først byggede familiens arne. Hos dem er han en gift mand, har hustru og dejlige døtre. Her og der omtales han som en lille ældgammel mand på störrelse som en femårs dreng, han bærer rød skjorte med blåt bælte, har gloende öjne og langt hvidt skæg. I Lausitz beder man ham vogte sig, når man kaster varmt vand ud. Hos Russerne skjuler han sig dagen igennem bag kakkelovnen, først når alle sover, kommer han ud og spiser den fremsatte mad. I Polen antager man, at han så nødig forlader det hus, hvor han engang søgte tilhold, at selvom det brænder, bliver han boende i resterne af kakkelovnen, han kaldes tit ligefrem djævel.
Domovoy kan ikke lide mørket, han tænder selv lys med flint og stål og ser alting efter i stalde og udhuse. Han holder meget af heste, rider dem tit svedige om natten. Har bonden købt et nyt dyr, som første gang bringes i hus, føres det ind i stalden, hvorefter dets ejer vender sig bukkende mod alle fire hjörner i huset, idet han siger: »her er et låddent dyr til dig, herre, du må holde af det, give det æde og drikke«.
Domovoy er tarvelig og flittig, våger over hjemmet og alt inden döre, han deler hjemmets glæder og sorger, varsler dødsfald ved gråd og klage, men naboens Husvælte, der kommer og vil stjæle hø og kyllinger, er hans bitre fjende, med hvem han slås på livet løs. Flytter bonden til et nyt hus, medtager han sin egen Domovoy. Denne har dog sine idéer, foretrækker visse farver på dyrene, hvorfor bonden nødvendig må sørge for, at hans kvæg, for den sags skyld, både höns og katte med, holder den rette lød. Det kan ske, at en bonde mister hest efter hest, når de ikke har den rette farve. Er en fremmed Husvætte kommet ind og volder fortræd på mange måder, er der intet andet råd end at bede den fremmede gå sin vej og straks derpå, iført festklæder, gå ud i gården og råbe på hjemmets egen Domovoy: »Bedstefader Domovoy, kom dog hjem til os, gör huset til at være i og pas kvæget!«
Nu, Domovoy kan være lunefuld og både göre optöjer og drille, men sker det, er han i regelen let at råde med. Han havde en dag grebet katten og kylet den ned på gulvet, så dens ben knaste, men så sagde husmoderen til ham: »fy dog, er det en måde at opføre sig på? Du kan jo dog begribe, at vi ikke kan undvære en kat!« Den tale forstod Domovoy og rørte aldrig mere kattene. (Ralston, Songs of the Russian People, s. 120 flg.)
Når jeg nu ser tilbage på denne række fortællinger, skönner jeg ikke rettere, end at den gammelromerske Husgud, Lar familiaris, ved den agt og ære, den dyrkelse, der vises ham inden hjemmets döre, var husets og familiens hjælpende, trøstende guddom, mens troen på de gamle hedningeguder endnu fuldtud havde magt, og Kodrans »Spåmand« på Island ejer endnu noget af guddomsmagten, men han må vige for den kristne biskops vievand, og dermed er hans stilling i hjemmet med guddommelig myndighed forbi, han synker ned til en noget tvivlsom »Vætte« (»En slags karrikatur af arnens guder«, hedder det i Traditions populaires V. 338.), og således møder vi ham i beretningerne herefter.
Hos Gervasius (ovf. s. 19) er han en Vætteskikkelse, lille, uanseelig og gammel at se til, ikke længer familiens herre og gud, men dens hjælper, når arbejdet er rigelig tungt. Er han der, beholder man ham, bliver man ked af ham, prøver man at slippe for ham, hvad der af og til lykkes. Han er sunket ned til at blive tjenestepigers og staldkarles temmelig lunefulde hjælper. Mener han, at der er sket ham uret, hævner han sig ved plumpe drillerier og lykkes de, ler han af hjærtens lyst. Det eneste, der er blevet tilbage af hans oprindelige guddomsmagt, er offeret til ham og troen, at med ham forlader lykke og velsignelse hjemmet.
Først hører man om ham i slottene, senere i bondehjemmene, slige Vætters sædvanlige gang.
Hans person er kendt både vest for os blandt Engelskmænd og Kelter og øst for os i de forskellige slaviske riger.
I England regnes han blandt Alfefolkets lette og lysende skikkelser; ved siden af sin hjælpsomme færd beholder han sit lunefulde og drilagtige sind, og digterne har gjort rig brug af ham, ikke mindst Shakespeare i hans Skærsommernatsdrøm. Hos Kelterne både i England og på fastlandet er han ligeledes den tjenende Husvætte.
Mod øst, i Rusland, synes der at være noget mere af den barnlige, religiøse enfold overfor husets kærlige, trofaste guddom bevaret. Jeg har jo der væsentlig kun adgang til et eneste kildeskrift, Ralston: Songs of the Russian people, som der også i redegørelsen for slavisk folketro henvistes til. At vi herhjemme skulde have optaget lånegods i vor folketro fra Englænder eller Slaver, synes mig lidet rimeligt, havene sætter skel. Derimod turde det være muligt, at vor Nisseskikkelse er blevet påvirket sydfra. Roden er ældgammel folketro. Middelalderens kristendom gjorde den hedenske husgud til en blandt de faldne engle, hvis arbejde man ikke ret vel med god samvitighed kunde modtage, og som man dog nødig vilde undvære, og således fik vi Danske kælebarnet Lille Niels og de alvorligere Svenske Tomtegubben. Mulig turde der i Sverige og Norge findes ældre træk i hans karakter end hær i Danmark.
Som bidrag til at forstå, hvorledes forestillingen om ham har udviklet sig hos os og vel sagtens præget ham, skal jeg göre opmærksom på to træk af svundne tiders bondeliv: de gamle bondehjem og fællesdriften.
På vort lands sydlige grænse har vi haft den såkaldte saksiske husform; én lang, bred, stråtækt huslænge, rummende både dyr og mennesker, uden tværmure, der skilte stald og lo fra køkken.
En bred gang, »Diele«, hvortil en stor port førte ind fra den ene gavlende; på den ene side af den køernes båse, på den anden hestenes, korn og hø sat op over dem. De afsluttedes ved tærskepladsen (Fleet) der rakte på tværs fra ydermur til ydermur. Derefter fulgte køkkenet med arnen, hvorfra husmoderen kunde overse alt arbejde i hele huset, samtale med tærskerne i loen, høre og se, hvad der foregik med kvæget. Røgen fra arnen drev langsomt hen under loftet og ledte sig ud, ikke gennem en skorsten, men gennem et røghul i den modsatte gavlende. Et stort fællesrum samlede alle gårdens dyr og mennesker.
Jeg tænker, at man behøver blot at se dette billede ved aftenstide. Ilden blusser på arnen fra hede- og mosetørv, kaster snart et klart lys ud i det store mørke, falder atter sammen, skyggerne synker eller rejser sig i de mørke kroge. Og når så natten kommer, ilden på arnen er »raget« og korset, at ingen fremmed »vådeild« skal komme og göre fortræd, ja, så høres listende trin, der bor flere inden döre end køer og heste, kattene jager, der lyder en sagte knitrende lyd af mus og rotter, så taler jeg slet ikke om mårer, ildere, snoge, der nu og da havde deres boliger i tørve- eller lyngunderlaget for husfolkets senge. Man hørte pusten og stønnen af drøvtyggende køer, en »rimmen« eller «ronnen« fra en hest, nu og da en lyd fra hønsene på hanebjælkerne. Læg til alt dette skriget af ugler, der søgte ind gennem »uglegabet« for at fange mus, og troen på husets usynlige Vætte, der stilfærdig rørte sig allevegne ved nattetid, så behøves der ikke megen fantasi til for gennem de mange og mangeslags lyde nu og da også at genkende Lille Nielses listende trin, hans spring eller hans latter og tumlen. Sætter den gammeldags troende husmoder en skål mælk ud til ham, bliver den ganske sikkert tömt, inden det lysner ad dag.
Og de gammeldags bindingsværkshuse i byerne. Jeg mindes et af dem fra min barndom i Ribe, præstegården, der hørte til Katrinekirken. Folk, som har boet der, har fortalt mig om, hvorledes lyde udefra, forbigåendes tale, trin, forplantedes gennem det gamle, tørre tømmerværk til underlige røster, og almindelig talte man om, at der gik spøgeri: slæbende trin på trapperne, knirken, varslende knækken af tømmeret mod uvejr. Der var kortsagt grunde nok til blandt husets bofaste mus og rotter også at indføre Nissen.
Det var boligerne, men hertil kom endnu forhold ved den gammeldags fællesdrift. Jeg har hørt ældre mænd fortælle, at hestene kom i stald mangen gang først henimod jul »med sne på ryggen«, magre, langhårede »udgangsøg«. Almindeligt var det, at køer på grund af slet fodring »gik i rejsning« om foråret, det vil sige måtte løftes op på benene, da de var for svage til at rejse sig selv. Nu var man jo helt igennem tilböjelig til ofte at søge fjærne årsager til hvad der lå snublende nær, og var der da en mand, der havde stærke heste, gode køer, bedre avl end sine naboer på fællesmarken, så var det ikke mandens dygtigheds skyld eller hans kones omsorg, men han havde Nissen til huse og derfor lykkedes alt for ham. Den dygtige bonde med fyldte lader havde en god Nisse inden döre, den dovne, udygtige, uheldige en af de fattige eller onde Nisser, der ubarmhjærtig stjal fra ham. (Jfr. Renvall, Åländsk Folktro, Sv. Landsm. VII, 9, s. 5: der findes gode »gårdsråd«, hvor der er lykke, onde, hvor der er ulykke. Jfr. Jonsson, Folktro, Seder ok Bruk i Möre, Sv. L. II. 5, s. 16: husets gode ånd.)
5. HUSVÆTTEN I ÆTTETRÆET
Går jeg nu ud fra, at jorden, pladsen, byggegrunden, hvorpå manden vil sætte sit hus, på en eller anden måde må erholdes eller erhverves af Vætten, der er grundejeren, som en ældgammel forestilling hos oltidsfolk, — de svenske sagn viser jo hen til en lignende tankegang, — så var det vel ikke urimeligt at antage, at træet, hvis rødder går dybt i jorden, hvor Undervætterne har deres boliger, ligeledes må have disses gode villie for at få lov til at føre sit selvstændige liv på dets boplads, vokse og trives. I tidens løb, det er jo menneskeligt, glemmes den usynlige Jordvætte for det synlige, levende, stærke træ, hvilket mennesket tillægger en levende, villende sjæl, som den, det selv ejer, og så bor mennesket side om side, bofast, sammen med træets Vætte, og i venlig forståelse med ham. Det næste skridt bliver vel, at mennesket erfarer, at træet er noget værd for hans liv. Træets frugter, tømmer, skygge, i det hele, at man fandt tilhold under det, har påvirket naturfolks sind og tankeliv, og mens allerede oltidsfolk kendte hellige træer, man bragte offer og tilbedelse, kan det langt ned i tiden påvises, at træet symbolsk er sat i forbindelse med livsglæde, ungdom, frugtbarhed, vækst.
I en russisk bryllupsvise, anført hos Mannhardt (Baumkultus 1875 I, 45.), fortæller bruden om sin drøm:
- »En prægtig cypres så jeg vokse,
- den stod her i hjemmets gård,
- og opad den sig slynged'
- et træ både lifligt og sødt,
- af grene bar det en mængde,
- de skinned af sølv og guld«.
- Min husbond talte da til mig:
- »Din drøm, du kære, jeg tyder.
- Cypressens stamme er jeg,
- din er jeg, jeg slipper dig ikke,
- men træet, lifligt og sødt,
- er du, min dyreste skat,
- og grenene, gyldne og skönne,
- er börnene vore de små«.
Det er ikke vanskeligt at følge dette træk. Fra Nordtyskland omtales, at almindelig broderes på brudens linned et træ med fugle på grene sammen med begyndelsesbogstaverne til de unges navne. Det er deres livstræ. Eller der bæres grantræer med eller uden lys foran brudefolkene, på vognen med brudens udstyr et pyntet grantræ. I Sverige rejses grantræer uden for alle brudehusets döre. Bevidst eller ikke bliver træet et livssymbol, der varsler lykke og vækst idet samliv som ventes. (Mannhardt, Baumkultus I, 47 flg.)
Tör man så fremdeles tro, hvad der dog vel er adskilligt, der taler for, at der i folkeæventyrerne er gæmt ældre lævn, — findes der i dem ikke så sjælden det træk, at heltens liv er knyttet til et træ, en voksende plante, der er hans livsmærke (life token). Når træet visner, er helten i livsfare eller død. (Træ livsmærke, se Hartland Legend of Perseus II, 1 flg., Macculloch, Childhood of Fiction 124.)
Endelig kan endnu en skik nævnes, at der ved et barns fødsel plantes et træ. (Mannhardt, Bk. I, 49 flg.) Folkets tro griber så dette og knytter de to liv uopløseligt sammen: dør barnet, visner træet og omvendt. Familier tar navn efter træet, vi kan nævne herhjemme Birk (Birch), Eg, Hessel, Lind og så videre.
I Sverige er slægtsnavnet Almen antaget efter en stor alm, der fordum var »vårdträd« ved gården Bjellermåla i Almunryds sogn. Desuden nævnes de berømte familier Linnæus, Lindelius, Tiliander, der alle tog navn efter et og samme hellige træ, som havde tre stammer og som stod ved en gård i Hvitaryds sogn. Der fortælles fremdeles, at da familien Lindelius døde ud, visnede den ene af den gamle linds stammer; efter den store botaniker, Linnés datters død, skød den anden stamme ingen flere blade, og da den sidste af Tiliander-familien lukkede sine öjne, var træets kraft udtømt, det visnede, men stammen står endnu og holdes höjt i ære. (Cavallius Wårend I, 144, Mannhardt Bk. I, 51 og 53, her tyske familienavne med træarter til stamord.)
Jeg nævnede »vårdträdet«, som også kaldes »Boel. Bostråd«, »Tomtetråd« (Cavallius Wärend I, 142, 311; Afzelius Sagohäfder II. 162, Bosträdet, i dets skygge boede et »Rådande«, lönnende med helbred og lykke.), det træ hvorved eller hvori husets og hjemmets »vård«, ɔ: gode, værgende Vætte bor. Det er vel atter en naturlig udvikling af folkets tanke, at man med ærefrygt ser op til træet, det står urokket i slægtled, mens mennesker fødes og dør. Dets liv er både længere i år og stærkere i kraft end menneskenes, der bor i dets ly. Hvad agter træet et øksehug, et spydkast, et pileskud, som tager et menneskeliv ? Det står urokket, og når slægten så lever under lykkelige kår i ly af træet i lange tider, er det blot naturligt, at man tilskriver dets Vætte, hvad lykke der times menneskefolket i dets ly, og så har vi gårdens hellige træ, alle gode Vætters bolig. Det må ikke røres, man brænder end ikke nedfaldne grene, langt mindre må det hugges, så bliver Vætterne hjemløse. Da en bonde i Värend engang huggede sligt træ, hørte han synge om aftenen i stubben:
- »husvilla ä vi
- husvill skal du också bli'!«
Dagen derefter nedbrændte hans hus. (Mannhardt Bk. I, 60, Grimm, Myth.4 III, 481.no.)
Hær sker ganske det samme, som når kæmpehøjen ryddes bort, den husvilde Vætte hævner sig på bonden.
Og så et skridt videre. Mennesker behøver tømmer til deres boliger, »ættetræet« må ikke røres, det forstår sig af sig selv, så går man til træerne i skoven, men der har jo atter hvert træ sin levende sjæl, sin Vætte, og der er da intet andet råd end at göre, som drengen der ønskede en hyldegren, bede træet om tilgivelse, forklare, at det er så nødvendigt. Jeg kan give det med forfatterens ord: »endnu beder skovarbejdere det smukke, sunde træ om tilgivelse for, at de fælder det og tager dets liv, træet sukker og bløder, når det omhugges, stønnende falder det, det mister så nødigt sit liv«. (Schönwert, Aus der Oberpfalz II, 335.)
Andre steder göres en anden opfattelse gældende, at Trævætten følger med træets tømmer ind i huset og dær søger sin plads med en ny virksomhed som husets og familiens gode Vætte. I nær forbindelse hermed står den folketro, der siger, at skibsnisserne, hvad allerede er omtalt, er børnesjæle fra dødfødte eller udøbt begravede börn, som er jordet under et træ. Går et stykke af et saadant træs tømmer ind i et skib, bliver barnesjælen dets skytsånd. Det samme siges at gælde om et træ, gennem hvilket et barn for sygdom er draget. Dør dette barn engang i tiden, går dets sjæl over i træet og bliver dette brugt til et skib, bliver barnesjælen skibets gode vætte. (Temme, Volkssagen von Pommern 302, Zeitschrift f. Mythol. 11, 141.2, Weinhold Volkskunde XXI, 109, 178, Jahn, Sagen a. Pommern u. Rügen 549,683.)
Det er muligt, at et dansk sagn hører herhen. En bygning skal rejses, tømmeret ligger rede, tømrerne skjuler sig, og nu kommer én for én en hel Flok »Fandotter« (ɔ: bjærgfolk), sér på tømmeret, kommer i klammeri om det, som ender med slagsmål. En blev sejrherre, mens alle de andre rejste af, og ham troede karlene jo om, at han vilde have sit opholdssted i bygningen, når den var blevet rejst. (Tang Kristensen, Jyske Folkeminder III, 21.24, smlg. s. 7.4, Fadonter eller Fandotter = bjærgfolk.)
Heraf følger så med rimelighed, at Husvætten, hvor en slig opfattelse ligger til grund, har sin bolig i husets tømmerværk. Skal et gammelt hus, hvor en Nisse har haft tilhold, nybygges, bör ejeren, såvidt muligt, samle alt det gamle tømmer, og anvende det i sit nye hus. Bonden indretter et hul i en egetræs bjælke til bolig for Nissen idet nye hjem. (Müllenhoff: Sagen 1845, s. 321.433. Hattstedt Marsk, jfr. 337.451, Nissen manes i egebjælke.) Dette stemmer godt med, hvad der fortælles i andre nordtyske sagn, og der tilföjes udtrykkeligt, at da en mand ved ombygningen brugte lutter nyt tømmer, mens hans nabo købte det gamle og anvendte det til sit eget hus, flyttede Nissen (Kuhn, Norddeutsche Sagen, nr. 17, 18; in the network of timbers »Folklore« XII, 297 (Gl. Pröjsen).), og med ham familiens lykke og trivsel, til naboen. I Schweiz og Sydtyskland findes spor af en lignende folketro, jeg kan henvise til Rochholz, Argauer Sagen I. 73.58 hvor en hel række exempler anføres på, at husbjælker ikke må flyttes, uden at lykken svinder. Vil man absolut ikke have Vætten med, må man lade det sidste tømmerstykke, dörtrinet eller andet blive liggende (Argauer S. I nr. 59, jfr. Alpenburg Mythen, 208.85, Zingerle Sagen aus Tirol 1891, s. 482.821, jfr. Laistner Rätsel d. Sfinx II, 280; en sammenstilling med siamesisk folketro hos Mannhardt Bk. I, 44. anm.).
Endnu et vidnesbyrd om Husvættens nære slægtskab med Skovvætten kan søges i hans udseende og klædedragt. Han beskrives i Holland som grönklædt med grönt ansigt, eller i jægerklædning med et ansigt, rynket som træbark; kaldes »den grönne Dreng« (Mark), bærer i Thüringen en lang, grön klædning. Når dette sammenstilles med, at Skovvætter, »Moosleute«, har rynkede ansigter som træbark, at »vilde Folke« (s. 6) er grönklædte og herhjemme, at Ellekongen er en lille grön mand, at Ellefolket kaldes grönne drenge, at den norske Huldre er grönklædt (Kobold er grönklædt i Nederl., Holsten, Thüringen, Hessen, Baden, Mannhardt Bk. I, 64, 82, 111, Wolf Beiträge II, 332, Niederländische Sagen 570.474, Deutsche Märschen und Sagen 340, Sommer, Sagen aus Sachsen u. Thüringen 1846, s. 29, 31; Grimm, Mylh.2 451, 459 søvætterne; Kristensen, Danske Sagn I, 6.19, II, 10.37, 17.65, 20.78; Faye, Norske Sagn, s. 41.), så kan man ikke tvivle om, at alle disse skikkelser bærer mærker af den skov, der har fostret dem, ligesom Søvætternes våde, vanddryppende söm på deres klædning vidner om, at sø eller flod er deres hjem.
6. NISSENS UDSEENDE OG KLÆDEDRAGT
Går vi nu til de nordiske Nisser, så finder vi spor af deres slægtskab med træ og skov. Der nævnes en Skovnisse, som er grönklædt og dukker op af en stub, og fortællingen stammer fra en egn i vort skovbare land, hvor der findes större skovstrækninger (S. Grundtvig, GI. danske Minder III, 99.14 (Rønnebæksholm ved Næstved)). I Norge er bevaret et sagn om, at »gårdbonden« boede i en hul birk udenfor, og man hensatte dær hver juleaften en ølbolle til ham (Haukenæs, Folkeliv i Hardanger VI, 259.). Fra Skåne fortælles om en strid mellem to »skeppsrå«, den ene skød på et skib for at få det ud, den anden holdt det fast. Den ene var kommet ombord med kølen, den anden med masten, altså sidst. Han måtte da vige og henvistes til tømmeret i et nyt Skib (Wigström, Folkdiktning II, 227.).
Dette er som dunkle, halvudslettede minder, der tilligemed folketroen på Vård- og Tomtetræet, knytter Husvætten til skoven, ellers synes det, at han fuldstændig har sluttet sig til bondehjemmet, sluppet skovminderne og klædt sig i bondens dragt, tröje, kjole og knæbukser, grå, af ufarvet vadmel og rød tophue med dusk. (Danmark: Thiele 11, 261, gråklædt med rød hue; för Mikkelsdag rund hat ligesom bonden; Skattegraveren III, 219.1131, IX 72.249, grå dragt, lille rød lue; S. Grundtvig, GI. danske Minder I, 12.7, grå Tröje, rød lue; Kristensen, Danske Sagn II, 42.9, med rød hue. Norge: Storaker, Folkesagn fra Lister og Mandals Amt 36: stor som 6–7 års gut, 37.44: grå klæder, rød Toplue, jfr. Tillæg, s. 16; Faye, Norske Sagn, s. 42. Sverige: Wigström, Folkdiktning i Skåne I, 138, gråklædt, rød toppmössa; s. 198, »liten pojke med röd toplufva«, jfr. II, 117; Wigstr. Sv. L. VIII, 137.447.48, tomtegubbe, gråklædt, spids, grå hue (Närke); nr. 451, gråklædt, rød hue (Småland); nr. 459, gårdsrån med rød »pinkmössa« (Uppland); klædt i gråt vadmel med rød toplue hos Nordlander Troldd. 137 (Norrland), jfr. Wigström, Sv. L. VIII, s. 467, rygende på kort pibe; ssts. nr. 447: gråklædt, med spids, grå hue; Hazelius, Nordiska Museets Fremjande 1893, 56, gammel mand, stor som 3– 4 års barn, langt helskæg, rød topmösse eller »pickellufva« (Småland).)
Nisserne beskrives som små af vækst. Snart som en 10–12 års dreng, der bor på ringeloftet i kirken (Gl. danske Minder I, 12.7.), snart som små personer med ildrødt hår, der i køkkenet kan stå og kæmme sig over gryderne (Gl. d. M. I, 146.). Til andre tider omtales han som en bitte fyr med barnerøst, der ej kan tale rent (Kristensen, Jyske Folkeminder VIII, 55.103; Kristensen, Danske Sagn II, 57.65.; GI. d. M. I, 155.203.). Nær vore grænser, i Stapelholm (Sydv. Slesv.), siges, at Nis Puk har et stort hoved, lange arme, små, klare, kloge öjne; har røde strömper på fødderne, en lang grå eller grön dvælgsjakke på kroppen, og så bærer han en rød spids lue på hovedet (Müllenhoff, s. 319; på Sild store öjne: »he gluuret us en Puk« (han glor som en Puk)). I Sverige siges Nisserne at være af störrelse som tre års börn, iført knæbukser og »becksömskor«, deres ansigt er som en gammel mands (Afzelius, Sagohäfder II, 190.).
Der er dog også andre træk. Således fortælles i Norge, at Nissen var lådden, det lyste i öjnene på ham, han har fire lådne fingre, men mangler tomlen, og så er han jo lådden på næverne (Asbj., Huldreæventyr 1870, 44, Faye 42, jfr. Henne am Rhyn, Deutsche Volkssagen, 165.319, dværge mangler en tå på fødderne.). Og da bonden, ganske vist noget ør »efter en liden kant«, vilde give hestene, fik han fat i to lådne ører og så to öjne, røde som gløder. Han antog, det var en hund og kastede den ud, men det var Nissen, der nu lo, så tophuen nikkede, og forsvandt. (Asbj. 1870, s. 24.) Han er at føle på som en uldtot (Faye 42.), og endelig hedder det herhjemme, at han har en vraltende gang og er lådden i ansigtet (Skattegr. V, 89 (Lolland)). Jeg kan hær henvise til beskrivelsen over dværgen Gübich: han var lådden som en bjørn, og om Skovvætter, »Moosleute« siges, at de har en lådden krop, et gammelt, rynket ansigt, der ligner barken på et træ, eller en lådden, mosgroet krop (Wolf, Belträge II, 310; Mannhardt, Bk. I, 75, 147; 398, Waldschrat, jfr. Grimm, Myth.2 447, 449.), og de omtales som »Silvani«, Skovvætter, lådne, med lange negle på de lådne fingre, en sådan var »die rauhe Else« i sagaen om Wolfdietrich (Mannhardt, Bk, I, 108, 113; 114, Pilosi, jfr. Wife af Bath's Tale hos Chaucer i hans Canterbury tales).
Alle disse skikkelser står i forhold til skoven, og idet de som personligheder træder ud af det ubevidste naturliv, beholder de et uudsletteligt mærke fra deres hjemstavn. På samme måde kunde vel Husvætten, der lever blandt husets dyr, have taget sine lådne mærker fra hest eller hund eller kvæg. Jeg anfører, at han er set som en grå kat, der sad på hærdetoppen af en hest (Kristensen, Danske Sagn II, 46.28), og han ifører sig en mængde dyrehamme. Endnu henviser jeg til den franske »Lutin«, der skildres som en lille, sort, håret mand, der ligner en abe og gör grimasser som den. (Traditions populaires I, 142, jfr. V, 338 flg., en række billeder af Nissefremstillinger.)
Her må omtales en anden Nisseskikkelse, der har hjemme i Norsk og Svensk Nordland, og som muligvis er indkommet over Finland. Det hedder hos Olsen i hans Norske Folkeeventyr og Sagn (s. 4), at Tomtegubben er en kæmpe, 4–5 al. høj, som har et öje midt i panden, men som forresten opfører sig i nogen måde som sine sydligere slægtninge. I svensk Norrland siges, at tomten er en kort, tyk gubbe med »ett enda (ɔ: eneste) stort öga« midt i panden. Der kan tilföjes, at Jætter og Julesvende gælder det samme om, ligesom om Tryntyrken hos Lapperne (Lindholm, Lappbönder, s, 14, tomten; s.11, Jætter; s. 64, Julesvend; Friis, Lapp-Eventyr, 43, Bædnagnjudne; Nordlander-Trolddom, s. 136, kværngubben). Endog så langt mod syd som Södermanland (Aminson, Södermanl. äldre Kulturhist. VI, 107), ja og Bleking, siges, at tomten har et öje midt i panden, er for øvrigt lille, spinkel af vækst, men stærk. I Finland skildres tomten, (»tonttu«) som en akselbred person med et öje midt i panden, og en historie af Polyfemtypen fortælles om, hvorledes han blev enöjet. (Allardt och Perklén, Nyländska Folksagor och -Sägner, s. 4.4; Åberg, Nyländska Folkssagor, 2.2, Nyland IV, 119.) Endelig siges hos Castrén, at der er forskellige arter af »tonttu«, mandlige og kvindelige, men alle enöjede (Föreläsn. öfv. Finnsk Myth. (1853), s.167; jfr. Renvall, Sv. L. VII, 9 (Åland); endnu kan jeg tilføje Wigström, Sv. L. VIII, 39.160, troldkvinde med et öje midt i panden; Qvigstad, Lapp. Eventyr 187, dødninger; og endelig Ceresole, Legendes Vaudoises, s. 133, en »servant« nisse i katteham, hvid, med et öje midt i panden).
7. HVORLEDES MAN FAAR NISSEN I SIN TJENESTE
Såsnart man nu kommer til forestillingen om Nissen som en tjener i hjemmet, der bringer lykke og velstand, er der ikke langt til den slutning: hvorledes får jeg da en Nisse, når jeg ønsker ham?
Han kommer af og til og tilbyder sig selv, det er altid i skumringen: »vil du ha en lille dreng, der kun forlanger en potte sødgrød nytårsaften? Men jævnlig kommer frygten til orde for, at hær handler man med en ond ånd, der er farlig at have inden döre, og hustruen advarer manden, da den »lille dreng« tilbyder sig: »heller fattig med ære end at vinde gods med uret« —, og da manden afslog at modtage ham, havde han aldrig siden held med sit kvæg. Der siges også, at gårdmanden gerne vilde eje en Nisse og gik ud på en korsvej, dær, hvor Vætter plejer at kunne træffes. Nissen kom jo, men manden havde ej den rette tro, han fik ham ikke. (Gl. danske Minder II, 229.343, III, 98, 99)
Da den ene broder mener at have fået gods nok, kører han i en trillebør sin Nisse hen til den fattige broder, at han kan få sin part af overfloden. Om en anden mand fortælles det, at han så Nissen sidde ude på gærdet. Han bød ham da indenfor og satte mad og drikke for ham, og så blev Niels hos ham. I et svensk sagn siges, at hustruen arver Nissen efter sin mand (Kristensen, Danske Sagn II, 98.217, 102.228; Wigström II, 117). Der fortælles dog også, at det blotte ønske om at få en Nisse er nok til at hidkalde ham. Der var et par småfolk, der tyngedes af armod, og en nat de lå vågne i bekymringer, talte de om, at det dog var rart, om de kunde få hjælp af en Nisse, og næppe var ordet udtalt, før de hørte ham rumstere oppe på loftet. »Nu«, sagde manden, »dær har vi ham«. — »Herre Jesus, hvad siger du mand?« udbrød konen, men i det samme öjeblik, hun nævnede Jesunavnet, hørte de ham brase ud af loftet og tage gavlen med sig. Ved en anden lejlighed slipper folkene ikke så let. I en samtale ønsker (Nisse kommer, når man ønsker, jfr. Kuhn, Sagen a. Westphalen I, 371.416) manden, at det var rart at have en Nisse til hjælp inden döre, og hvad sker? Da han kom hjem, stod der en lille fremmed karl med en rød lue og tog imod hestene, som han herefter plejede og passede på bedste måde. Bonden blev noget betænkelig herved, bad ham gå sin vej, men forgæves, der var aldrig ro i huset. Det nyttede intet, at bonden, der fik et vældigt smæk over sit ene ben af trolden, udbrød: »av, din helvedes brandstok! Hvor varst du, da Kristus blev født?« Troldtøjet grinede blot, og enden på historien blev, at der hver helligdag mere end et halvt år igennem i tre kirker, deres egen, Gudhjem og Øster Marie blev bedt for dem, at de måtte slippe for trolden, så forsvandt han omsider. (Danske Sagn II, 45.22; Skattegraveren IX, 72.249 (Bornholm)).
Går vi til udlandet, findes også dær en række meddelelser både om muligheden at få ham og vanskeligheden ved at slippe af med ham. Et tilsvarende træk til det danske findes i Skåne, hvor en mand praler af, at han skulde fæste »Goanissen«, om han kom juleaften. (Jfr. Eva Wigström I, 138) Ja, han kom som en fireårs dreng og spurgte: »vil du fæste mig?« Men bonden ræddedes, foldede sine hænder og bad Gud fri sig fra slige drenge. Da for Nissen bort med et brag, som om huset skulde falde sammen. På Ålandsøerne siges, at Nissen kan ikke slippes, når man endelig har fået ham, med mindre man skaffer ham tilhold i en anden gård. (Wigström, Sv. L. VIII, 144.468, Renvall, Sv. L. VII, 9, s. 6.)
I Finland søges han derved, at en kvinde tre langfredagnætter på et treskel råber hans navn. (Åberg, Nyländska Folksägner, 6.11)
En redegørelse, som jeg atter og atter har truffet i tyske sagn, uden at det er mig klart, om den har hjemme dær, afskriver jeg helt. Den findes i et brev om de gamle Pröjseres religion og offre fra Joh. Meletius til Georg Sabinus og lyder således: folket tilbeder visse vætter, som kan ses med blotte öjne og af Ruthener kaldes »Colfy«, på græsk »Coboli«, på tysk »Cobold«. Man tror, at disse Vætter bor på skjulte steder, i huse eller i tømmerværk. Man giver dem rundelig af al slags mad, fordi de plejer at bringe de mænd, som således føder dem, hvede, som de har stjålet i andre menneskers forrådshuse.
Når disse Vætter ønsker at flytte tilhuse og tage bolig hos en eller anden, vil de på følgende måde göre deres ønske klart for husfaderen. Ved nattetid dynger de træspåner sammen i huset, kommer dem på de fulde mælkespande sammen med alle slags dyremøg. Når husfaderen da opdager dette og i stedet for at feje spånerne bort, eller borttage gødningen fra mælkespandene, spiser sammen med sin familie den urene mælk, så viser Vætterne sig og bliver hos dem. (Folklore XII, 291, afhandlingen er skrevet omtr.1553, og findes i en bog af Barnardus D'Albinus, trykt i Speier 1582, er optrykt af Joh. Lasicius i hans skrift De Diis Samagitarum 1615 (om Litauernes Guder), senere af Haupt, Sagenbuch I, 162 flg. en samme fortælling kan læses hos Müllenhof 318, efter S. Meigeruses skrift, De Panurgia Lamiarum III, 2, Hamborg 1587; hos Grimm, Sagen 2, I, 8I.72, hvis oversættelse er noget forskellig: »Bei Nachtzeit schleppen sie Sägespäne ins Haus, in die Milchgeflisse aber bringen sie Koth von unterschiedenem Vieh« og så videre. Dobeneck I, 125, stemmer temmelig nöje med den engelske oversættelse i Folklore XII. Historien findes desuden hos Wolf, Niederl. Sagen, nr. 228, med citat af Delrio. Disq. mag. p. 297, fremdeles hos Kornmann, Templum Naturæ 1611, s 174, og hos Pontanus, Rerum Danicarum libri X, 1631, Amstelodami, s. 810. Hvilken oversættelse, der bör følges, kan jeg ikke afgøre.)
I Thüringen skal han kunne købes i Auerbachs kælder i Leipzig. Andensteds får man ham St. Hansdag i en skov, hvor han i fugleham sidder på en myretue og kan fanges i en pose. Hos Wender købes han på en korsvej, i den »sorte skole«. Blandt Letter købes han også, og hans og hans ejers liv bliver knyttede således sammen, at den ene følger den anden i døden. I det franske Schweitz siges blot, at han kan købes og sælges, uden at dog prisen angives (Sommer, Sagen aus Sachsen u. Thüringen, 33.29; Kuhn, Nordd. Sagen, 393.92; Schulenburg 155 (Wender), Folklore IV, 93 (Letter), Geresole 49), men vanskeligheden bliver bestandig at komme af med ham igen, man risikerer for meget ved at beholde ham til sin dødsdag.
I Sydslesvig siges også, at han kan både købes og sælges, og så fortælles om en bonde, der ikke kunde komme af med ham, fordi han var den tredje ejer, der havde ham. (Müllenhoff 322.434, jfr. Sommer, Sagen aus Sachsen und Thüringen, 171) Jeg kan her minde om et par andre træk af folketroen. Det samme gælder »Alrunen«, den sidste køber beholder den. Ligeså tryllebogen, Cyprianus, som er farlig at eje, den tredje ejer kan ikke slippe den. (Gr., Myth.2, 480 fn.; Jysk Ordb., Tillæg, 88.34).
Inden jeg forlader dette træk, må jeg tilföje en anekdote, jeg engang har truffet. I et norsk sogn fandtes i det 18. århundrede en stor mængde Nisser. En sognefoged foretog sig i dette oplysningsårhundrede at kurere folk for slig overtro og lod overalt bekendtgøre, at man i kongens slot i København trængte til hestepassere og ønskede et par Nisser. Da der fandtes så mange rundt om på gårdene i sognet, var det vel ikke vanskeligt at skaffe slige, og den der kunde stille en mand eller to, kunde være sikker på en anseelig belønning. Senere hørte man aldrig mere om Nisser dær i sognet. Historien findes hos Tullin, Saml. Skrifter, Kbhavn. 1771 II. 12. Nisserne på Samsø kunde ikke holde livet ud dær for den megen korsen og krydsen og den store dingdang i Tranbjerg kirke og flyttede til Norge. Den sidste Gårdbo på Anholt druknede sig i mosen, og den sidste i Flöjstrup (Hørning s. ved Randers?) blev jaget af hundene til skovs. (Kristensen, Saga II, 80.152,158; Kr., Anholt, 72.)
8. NISSENS BOLIG
Husvættens bolig er naturlig i eller ved huset. Hans forhold til ættetræet og skoven er omtalt. I bondegården, og derfra er de fleste efterretninger, boede han i stald, lade, høloft som regel. (Se Faye 42; Cavall. Wärend I, 275; Aminson, Södermanl. VI, 107) Derfra kunde han lettest have opsigt med kvæget, men han har dog også søgt tilhold andensteds. En gård i Jetsmark (Vendsyssel) hedder Hönseholm. Ved den var en forskrækkelig gammel tørvestak, som ingen turde røre ved, for Nissen boede i den. Han ejede en stor grå kat, der jævnlig kom ind og lagde sig under kakelovnen, heller ikke den turde nogen røre, da man var viss på, at det vilde blive hævnet, om den skete uskel. (Kr., Danske Sagn II, 43.12) Et sted i Lemvigegnen fortælles, at Søren Ammorsen en aften, da der var kommet noget halm i vejen, og han ikke kunde få ladedøren lukket, bliver ilter, griber hele halmdyngen, som lå bag dören og kaldtes Nisses rede, og kylede den ud. Det skulde han dog ikke have gjort, thi han blev kastet omkuld og kan ikke på nogen måde komme ud trods råb om hjælp. Först da det lysnede ad dag slap han bort og siden fik Nisses rede lov til at ligge urørt. (Kr., Jy. F, IV, 54.65)
Endelig nævner jeg, at Nissen i Egaa boede ved et esketræ, hvor pigerne plejede at malke. I en gård — det var i Vestjylland, nok i Ringkøbingegnen, — var der i laden »Nissens dör«, som aldrig blev helt tilsat af hø eller korn, for at han kunde have fri ind- og udgang. I Sydsælland omtales en gård, hvor han boede under en havrebod og ikke tålte, at karlene gik igennem en smøge, der førte forbi. (Kr., Da. Sagn II, 78.147, jfr. I, 6.21 (under en skovabild); Kr., Jyske Folkeminder III, 71.94; Kr., Danske Sagn II, 67.107)
Kirkenissen bor naturligvis i tårnet, på ringeloftet eller over hvælvingerne (Gr., Gl. d. M. I, 12.7, III, 97), og skibsnissen ombord. I Tistedegnen siges han at have boet i en sten (Kristensen, Danske Sagn II, 94.203). En fortælling fra Ø. Hanherred, at Nisserne boede i en höj, hvor de havde taget et menneskebarn og overladt familien deres eget, har forbyttet Nisser og Underjordiske (Gl. d. M. I, 146.185), som vel nok er nær beslægtede. Der siges, at Nisser er börn af bjærgfolk og mennesker, og undertiden nævnes de som sidestillede: Nisser eller Bjærgfolk. (Kristensen, Jyske Folkeminder IV, 408.641, jfr. 12.16) Fra vor sydlige grænse fortælles, at Nissen bor på loftet eller i væggen i en fordybning, stor som en mursten. Ved nybygning af hus blev en egetræsbjælke anvendt. Der var et hul i den, hvori tappen af et andet stykke tømmer havde været indpasset. Ejeren sömmede, da huset var færdigt, et bræt under, satte en skål med grød, hvori et stort smörhul, derpå og indbød venligt den lille Nissepuk til at flytte ind, og en lille fyr, der kun var tre tommer höj, flyttede ind (Müllenhoff, 322.434 (Kropp), 321.481 (Hattstedter Marsch)). Et andet sted, også i Sydslesvig har han opslået sin bopæl i en ubrugt hakkelsekiste. I Åbenråegnen bor han på hilden, høloftet i laden. (324.437 (Stapelholm), 325.440 (Jordkjær))
Fra Skåne er der fortælling om, at han har indrettet sig på en af hylderne i køkkenet, og når pigen skurede hylder, kunde man se ham bære sit sengetöj bort imens. (Wigström, Sv. L. VIII, 138.452 (Öland)). I Vestmanland omtales en stor sten, som kaldes »Tomtebisens Stuga«, hvor han om aftenen kan ses på taget, men trækker sig igen ind i stenen i morgenstunden, når han ved solopgang hører kirkeklokkerne ringe (Dybeck, Runa (1842), s. 11). I Sydnorge siges han at bo under »fjösgulvet« eller »låvegulvet«, og man kan se ham ligge på langbænken. Man kan også se ham sidde på »laavebroen« og slænge med benene, mens stald og lade, som i Danmark, er hans sædvanlige bolig. Af og til er der seng til ham på loftet (Asbj. III, 24: Faye 42; Haukenæs, Hardanger, VI, 233.)
Sjælden træffer man nu Nissen, hvor herskabet på de store gårde bor. Dog er også derom en enkelt fortælling. Thimgård havde, som enhver större gård i gamle dage, sin Nisse. Han var kendt af alle på gården og blev der, til det gamle slot blev nedrevet. Der var i det et lille aflukket værelse, som var Nissens kammer, og i det vilde han have ro. Af bohave var der kun et gammelt sengested med halm i og midt i sengen altid et leje, som kunde der have ligget en stor hund. Den gamle gårdfoged på slottet (1857) plejede at föje til, at han ofte rystede halmen op og derefter låsede dören, men om han næste dag gik derind, så han atter det samme mærke af et leje (J. Kamp, Folkeminder, 24.22, jfr. Jahn, Sagen aus Pommern und Rügen, 117.137, Nissen har sit eget kammer.).
Men det har nok været anderledes fordum. Der siges, at ikke blot hver by havde sin Nisse, der da naturligvis som andre fornemme gæster søgte til en af gårdene, hvor der ved vintertid var nok at bide og brænde (Gl. d. M. II, 78.35 (Falster); Thiele II, 258; Kr., Sagn II, 46.29.31, 88.181, Nis var byhyrde), men formuende folk havde gerne et par Nisser; de havde råd til at koste dem og kunde drage fordel af deres hjælp; husmænd måtte nöjes med »dragedukker«, hvis bistand dog ingenlunde var at foragte (Gl. danske Minder II, 84.42 (Falster); Danske S. II, 98.225). Og der fortælles ligefrem, at karlen på en gård så ikke mindre end fem Nisser krybe op på randen af bryggerkedelen (Danske S. II, 98.221).
I et hus på Anholt var der ikke mindre end fire Gårdboer. Kanske havde ingen fået det at vide, om ikke en mand en aften var gået om ved huset og havde hørt en sige:
- »Kom nu Tip med Tap og Tolld,
- og lad os gå til grødfadet ålld' !
- (Kr., Anh., 71.155)«
I Norge var der i gamle dage uhyre mange Nisser (Storaker, Lister og Mandal, 32; på Rydsgård, S. Sverige, 3 tomtar, se Wigstr., Sv. L. VIII, 141.461).
En bemærkning må göres, inden jeg helt kan slippe redegørelsen for Nissernes opholdssted i husene. Deres nære slægtskab med jordens Vætter viser sig også hær. Dværge bor under huset (Øland), under en bondegård i Brovst (Hanh.); i bagerovnen (Thy), under arne og i ovn (Løgstør), hvortil endnu kan föjes fra Mellemslesvig, at »Underbosfolk« bor i gårdens »kleve«, kamrene, hvor håndkværn og dejgtrug fordum stod, bag »piselen«, den store stue med klædekisterne (Danske S. I, 421.55, 25.114, 126.487.489, jfr. Grimm, Elfenm. XXXVI, under dörtrin bor Alter; Plutarch, Roman Questions XXI, husets gode Vætter; Ralston Songs of the Russian people, 318; Sande, S. fraa Sogn I, 5, »akte dig, som under bor!«), (Satrup). Dværgene og Underbosfolket må her sammenstilles med de svenske »Bolvætter«, en slags Jordvætter, store som et treårs barn. De bor i husene eller ialtfald på gårdtomten, helst i nærheden af arnen. De kan om natten ses med små brændende lys, vættelys, i hånden (Caval. I, 271 flg.).
9. NISSENS TJENESTE
I den nordiske overlevering findes Nisserne allevegne. Der har været en rodfæstet tro på deres nærværelse og magt (Sundbl., V. Götland2, 167; Fatab. 1912, 30, jfr. Hazellus, Nord. Museets Främjande 1889, 22, »rå finnes i hvart enda hus« (Göinge h.) ; Castrén 172.), og i Finland siges, at hver bygning, badstue, hvert stort træ, hver kilde, sten, klippe har sin Vætte, »haltija«, »rådande«. Går man ind i badstuen, hilser man den usynlige Vætte, og ligeledes når man går (Nyland IV, 66), og der er træk i den hjemlige, lunefulde, leende og drillende Husvættes historie, der peger tilbage mod en opfattelse af ham som husets, hjemmets gode guddom, der bringer velsignelse til hvert hjem, som han gæster. Uafladelig kommer det igen i fortællingerne, at med hans komme drager lykken ind i huset, og med hans bortgang viger den (Kr., Sagn II, 46.30.33, jfr. Jahn, 56.46). Det hedder i Sverige: »drängen håller väl i yxan, men tomten fäller trädet; drängen lägger väl fodret i krubban, men det er tomten, som gör hästen fett« (Afzelius, Sagohäfder II, 191 (Sydsverige)). Således kan der jo kun tales om en guddom. Men er denne opfattelse rigtig, er det jo selvfølgeligt, at ethvert forsøg på at unddrage ham den ære og ret, der er hans, bliver straffet, hvad enten bonden ej vil gå af vejen for ham, karl eller dreng eller pige gör forsøg på at drille ham, han forstår at værge sig selv og sin plads. Det samme gælder jo forsömmelser med hensyn til det offer af grød eller mælk, der bringes ham daglig eller ved de store fester. Enhver uregelmæssighed lægger han mærke til, og véd han at påtale. Her kunde vel endnu foreløbig nævnes, at han fra kirkens og præstens side betragtes som en ond ånd, og at folket, som kristnet, selv har haft en følelse af, at det næppe var forsvarligt at modtage den lykke, som han bringer, det er ikke en fylde eller velsignelse, der lægges i det lidet, der er høstet, men det er fremmed eje, der stjæles og bringes tilhuse, så i virkeligheden hæleren ikke er bedre end stjæleren.
Jeg går hermed over til at se nöjere på Nissens plads i bondegårdens arbejde.
Juleaften gik bonden ud og spurgte Nissen, om han vilde røgte til næste år igen. Denne vilde have besked om arbejdet, hvad skulde han røgte, manden kunde bestemme: heste eller køer, men fårene vilde Nissen intet have med at göre, de vilde træde ham på benene (Kr., Sagn II, 88.182).
Man tör vel da sige, at således som Nissen opfattes i Danmark, falder hans arbejde i stalden, han foretrækker at passe hestene, med andre ord, han tjener for røgter og er bondens trofaste og pålidelige hjælper ved kvægets røgt (Jfr. Thiele II, 271, passer kvæget i tilknøget hus), han muger, skærer hakkelse, fodrer, kaster neg og halm ned fra stænget, og ved juletid hvad der behøves i festdagene, tærsker mangen gang med en lille tobakspibe i munden. Hvor man i gamle dage kendte Nissen, kendte man absolut hverken til cigarer eller cigaretter. Jeg har dog heller aldrig hørt, at Nissen brugte skråtobak (Kr., Sagn II, 46.25, 51.41, 49.37).
Fra Norge fortælles det samme, at Nissen røgter kvæget og passer hestene, ligeså fra Sydsverrig: tomten hjælper at fodre, muger, han kører gødningen ud i en trillebør, der er så stor, at hans arme står vinkelret ud fra kroppen. Er føret glat, skor han hestene om natten, at de ikke skal glide. Ja, man har kunnet se bonden ved nattetid i skindpels stikke hovedet ind i loen og råbe »hallo« og så kort efter høre tomterne begynde at tærske. Han kaldte på dem, at de skulde begynde arbejdet. Et andet sted var der fuldt af »rå« i stalden, og karlen kastede strigle og børste ud til dem og råbte: »rykta bra !« men det forstod sig, at hestene trivedes og var så blanke, at det var en lyst at se dem (Storaker (Lister og Mandal), 32; Faye, 42; Wigström, Sv. L. VIII, s. 140.457—461).
Nissen lader sig dog ikke uden videre indordne under hjemmets almindelige økonomi, men går sine egne veje. Det kan ske, at han ikke tåler andre passe hestene, og selv om det er husbonden der vil se sig om i sin egen stald, er det sket, at Nissen har dasket ham om ørene med en havrekærv for at lade ham vide, at dær havde han intet at göre (Kr., Sagn II, 47.32). Det var ét, men der er mere, som passerer, hvor han råder: han har uvillie mod enkelte karle (Kr., Sagn II, 8O.152.160) og yndlinger blandt dyrene, som han plejer og kæler for, andre kan han ikke lide, og dem sulter og plager han (Kr., Sagn II, 45.21), han er kort sagt uberegnelig.
Således fortælles der fra Samsø om en Nisse, der hjalp at fodre, men så vilde uheldet, at den ene hest slog ham, og siden den dag blev hesten magrere og magrere, uden at bonden kunde begribe årsagen, da alle fik lige ret. Omsider kom han i tanker om, at Nis sagtens havde en finger med i spillet, han skjulte sig i stalden og blev va'r, at Nis tog foderet fra den magre hest, der havde slaaet ham og bar det over til den anden (Kr., Sagn II, 48.36, 71.120; Faye, 42; Storaker, 32).
Han kan ogsaa være misfornøjet med hestens lød. Manden på Homme tilbyttede sig en hvid hest, men Nis kunde ikke lide den, han tog den om natten, ledte den ned på Fidjen og væltede den i en søle, til den blev sort, hvorpå han forlod gården (Storaker (Lister og Mandal), 35.39, jfr. Asbj. (1870) III, 96). Tit er det ensfarvede dyr, han sætter pris på. I Vester Hanherred var der en gårdbuk, som røgtede to øg, der altid måtte have ens lød, ellers vilde han ikke passe dem men så behøvede han også blot at kalde på dem, når de havde stødt sig løs, de kendte hans røst og kom straks (Kr., Sagn II, 46.26). Et andet sted passede »Bitte Niels« to blågrå øg, som blev smælfede, og det véd enhver, at heste bliver ikke fede af tom krybbe. Så blev imidlertid bonden budt så meget for den ene af dem, at han lod den gå. Det skulde han ikke have gjort, for Nis blev vred og næste dags morgen, da karlen vilde give hestene davre, var den anden grå også borte. Omsider opdager han den hængende oppe under taget i det ene hanebånd og løb ind og sagde til husbonden, »at den grå var fløjet til rane«. »Å,« svarede manden, »det er vel Bitte Niels, der har forblændet dine öjne, se dig rigtig for!« Jo, hesten stod rolig og åd sammen med de andre. Bonden blev dog betænkelig og fik handelen gjort om, men hvem der blev glad, var nok Niels, der atter sad i gavllugen og vippede og sladrede som för. Imidlertid omkom Hestene senere ved at køre igennem isen, og da sad Nis og så ynkelig ud ad Vildmosen til og råbte klagende: »å bitte Lars«, det var kusken, og »de bitte grå heste!« Ingen begreb, hvad han mente, og først næste dag fik bonden ulykken at vide (Grønborg, 224.5 flg., jfr. 123.5). Da en brun hest, der var Nisses yndling, skal sælges, skjuler han den i en kornlade, og han tager en sort hest op på stænget til sig, da den skal, mod hans vilje, spændes for (Gl. d. M. II, 228.341-342). I Nærheden af Hjørring boede fordum en mand, der ejede en hvid hoppe, der var blevet gammel i gårde, og Nissen kunde ikke lide, at den brugtes til arbejde. Stedet blev solgt, og den ny ejer lod sin nabo, en fattig mand, få den hvide. Så flyttede Nissen med og tog lykken med sig til det fattige hjem, men da manden dær i uforstand lurede på nissen, fodrede denne for sidste gang den hvide hest og drog så bort for ikke mere at vende tilbage. På en anden gård passer Nis et par sorte heste og ved ikke, hvor godt han vil göre det for dem. Men engang har bonden sagtens fået en puns for mange inde i byen og kørte rigelig rask hjem. Så blev Nis vred og drog bort (Thiele II, 270, 269, Nis kan heller ikke lide at uroes för kl. 2 nat, lider i det hele ikke menneskers natarbejde, Asbj. III, 76; Fataburen 1912, 29).
Når jeg siger, at her i Danmark Nis tjener og besørger i stalden avlskarls arbejde, passer hestene, kan han dog som en anden tjenestekarl nu og da give pigerne en håndsrækning, bære tørv ind og aske ud for køkkenpigen, og hvor skikken kræver, at lillepigen skal muge, hjælpe hende dermed (Kr., Sagn II, 82.i6o; Gl. d. M. III, 97 f).
Endelig siges der, ligesom i forbigående, at i en gård fandtes en nisse, der var lidet dygtig til at fodre hestene, men særlig god til at tærske (Kr., Sagn II, 56.58; der nævnes også, at Ellefolk gir lykke, tærsker for bonden). I Norge siges udtrykkelig, at han tærsker for en fisker, og i Nårke høres han tærske ved nat (Storaker 30.29; Wigström, Sv. L. VIII, 140.458, Cavall. I, 270; Bruzel., Ingelstads h. i Skåne, 87, jfr. Gl. d. M. II, 267).
Men nu kommer det næste. Fordum skete det ikke så helt sjælden, at der var noget, som hed »vårknipa«, også her i Danmark. Hvad gjorde Nis så, om foderet hen på foråret ikke slog til længere. Svaret er ikke vanskeligt at give, en lang række sagn fortæller om, hvorledes Nis hjælper sine venner ved at stjæle fra dem, som havde noget.
Jeg tager et par exempler. Bondens hø var sluppet op ved vintertide, og han får da øje på Nis der sidder på hanebjælken. »Hvad, er du der«, sagde han, »kan du ikke skaffe mig noget hø?« — »Jo, jeg kan«, svarede Nis, kom så næste nat og bankede på vinduet og sagde: »du kommer til at sidde op og spænde for en vogn og køre ud på søen og hente en visk hø, jeg tabte derude«. »Spænde for en vogn og hente en visk hø«, knurrede bonden, men gjorde det dog. Der lå et helt læs, der var god dröjelse i det, thi Nis skaffede bestandig mere (Kr., Sagn II, 52.44, jfr. Skattegr. IX, 68.245 giver mand i fodertrang sin halve byrde). I Skåne kendes det samme træk, lille er »goanissen«, men han kan bære utrolig store byrder. En gang kom han hjem med favnen fuld af utærsket sæd, han mødte da karlen, der tjente i samme gård som han selv, og sagde til ham, at han havde tabt en visk ude på vejen. Da karlen gik for at samle den op, var der 7 vognlæs (Wigstr., Folkdiktn. I, 138.).
Regelen er, at Nis stjæler til de mænd, der behandler ham pænt og giver ham hans ret, mens han bærer bort fra dem, hvor han forsømmes (Kr., Sagn II, 51.41, 78.144-146, 97.216).
Engang lader han bondens røde ko bære byrden, da det viser sig, at den sortbrogede glider ud og falder på isen. En anden gang kører nis, med sin røde hue på hovedet, et stort hølæs, forspændt med to haner (Kr., Sagn II, 50.39, Kr., Folkem. IV, 53.63). Fra Stybæk i Mellemslesvig fortælles, at en mand havde en »puge«, der hver aften bragte et helt læs hø, som han havde stjålet fra naboen. Det kom trillende hen ad vejen, og pugen sad midt i og råbte, når han mødte nogen: »lakisse!« (Kr., Sagn II, 52.43, jfr. 46.29,81 (»lak hisset«, gå til side(?))). Tyveriet kan dog blive forstyrret, når folkene vågner.
Mens naturligvis bonden er veltilfreds med, at Niels slæber korn til huse, er det samme ikke tilfældet med hans karle der tærsker: det er, som om deres arbejde slet ikke fremmedes trods de mange slag dagen igennem med plejlerne. Hullet i kornstakken fra om aftenen er om morgenen fyldt påny. Bonden undrede sig, talte negene, men hvormange der blev tærsket, der fandtes bestandig det samme tal at tage til. Det fortælles, at bonden var udrejst; hans kone der var hjemme, hørte nogen stöje i tærskeloen, kigede gennem en sprække, så to Nisser danse om derinde på gulvet og synge:
- »Jeg skal række mine ben,
- jeg skal strække mine ben,
- til vor fa'r kommer hjem,
- jeg skal i kurven igen!«
Da bonden kommer hjem, roser han konen, som ej forstyrrede dem (Kr., Sagn II, 45.21,23,40,58; Gl. d. M. II, 8O.38, jeg forstår ej det med kurven (Falster), 267.427 (Møen), I, 155.203, (Øland); Wigstr. I, 199; 138: bruger tagbjælke til slagvol; Rääf I 172, jfr. Kr., Sagn I, 55.250: Ellefolk tærsker i bondes lade).
At Nis stjæler er et almindeligt træk både i Norge og Sverige og syd for vor landegrænse (Grönborg, 224.10; Asbj. III, 369; Storaker, 32; Sande (Sogn) II, 201. gardvord slæber hø til gård; Aminson: Södermanland IV, 109; Hazelius, Nord. Mus. Främj. 1893, 55; Müllenhoff 318 (Ditmarsken); Pomm. Vlk. IV, 36.18; Haupt I, 56.55 (Lausitz)).
Imidlertid er der dog grænse for Nissens kræfter (Kr., Sagn II, 58.70, han kan bære ½ trave havre, men kun 3 rugneg), han kan som andre blive træt og herom fortælles: i Mov sogn hed manden på Dokkedal Peder Skelund. Henad foråret, da foderet begyndte at slippe op, formanede karlen sin ven Nis, at han kom til at skåne det lille øg som han holdt meget af at ride på. Men Nis mente, at der vel var råd, bad karlen tage et langt stærkt reb og følge med over Vildmosen til Sønder Kongerslev, hvor der boede en mand, der havde et helt gulv fyldt af utærsket sæd. Det halve bandt Nis i rebet, hvorpå de gik hjem. Byrden var tung, karlen begyndte at blive træt, og så siger han til Nis: »skal vi ikke hvile?« »Hvad er det?« spurgte Nis. »Det er sådan at lade knippet ligge på jorden og sætte sig derpå«, sagde karlen. Det gjorde de, og Nis fandt sig så vel derved, at han udbrød:
- »håd a trowe, te hwilen håd wåt så huld,
- så håd a tån hiele gwollet fuld!« (Kr , Sagn II, 52.46)
Hos Tang Kristensen findes en hel række varianter uden væsentlig forskel, i hans Danske Sagn II 52 flg., ligeså s. 63.90, 78.147; Folkeminder IV. 52.61,67, VIII. 53.96, endelig Thiele 1843 II 267. Som minde om fortællingen findes ved Ryomgård »Hvilestenen«, og midtvejs mellem N. Karstoft og Skarrild præstegård en grön plet, som den dag i dag kaldes »Hvilested«, dær hvilede Nis (Kr., Sagn II, 53.54; Kr., Folkern. IV, 53.61). Trækket, at Nissen lærer hvilens betydning, genfindes hos Aminson Södermanland VI. 108 og i et sagn om berggubben Vrål, der bærer 24 plovskær, Dybeck, Runa VI. 36, samt Bondesons Historiegubbar på Dal 90. Dette kan sammenlignes med, at Vætten lærer at gemme, hvad han ikke kan spise i dag, til den dag i morgen, se Rääf Ytre häred 53, Wigstr. Sv. Landsm. VIII, 105.331.
Hertil slutter sig et nyt træk. Det volder besvær at slæbe med de store byrder, og derfor er det rimeligt, at den lille Niels puster under den store byrde, men byrdens störrelse opdages ikke, derimod hører man den lille stönne under den store vægt af et halmstrå eller aks, hvad der atter fremkalder spøg, latter, hån fra bonden der ser det, og dermed det næste, at Niels bliver vred og gaar sin vej.
De svenske fortællinger forekommer mig de klareste.
Bonden undrer sig over, at der er så megen dröjhed i hans sæd, at tærskningen ingen ende får. Han skjuler sig da for at udfinde, hvorledes dette hænger sammen, og ser mange tomter komme slæbende, hver med sit lille rugneg, som de alle kastede ind i hans lade. Blandt dem fandtes en ganske lille en, der kun havde et halmstrå på skulderen, og som pustede stærkt, da han lagde det. Bonden udbrød: »Inte tränger du om at pusta så mycket, din börda är inte stor!« Men så svarede en af tomterne: »hans byrde er efter hans kræfter, han er kun nattegammel. Du skal herefter få mindre«. Efter den tid drog mangel og fattigdom ind i bondegården (Rääf, Ytreh. I, 72, jfr. Afzelius, Sagoh. II, 190; Hofberg 107; Jonsson, Möre, Sv. L. II, 5, s. 16; Åberg, Hyland II. 6.10).
Hermed sammenstiller jeg et sagn fra Småland. En bonde kom en dag ud i sin lade og så en lille tomte pustende og stønnende slæbe et par halmstrå til huset. Han lo og sagde: »det er kun lidet, du puster over, og det gør hverken fra eller til!« »Gör det ikke til, skal du få at se, at det gör fra, og hermed kastede han sin byrde. Fra den dag rakte foderet aldrig mere, køer og heste blev magre og usle (Wigstr., Sv. L. VIII, 139.455, jfr. nr. 454 (Øland); Eneström, Finvedboerne 108 ; Sande, Sogn II, 201).
Hertil slutter sig et dansk sagn, vistnok fra Mellemslesvig. Der var i en gård en Nispuge, som man tit kunde se i gavlhullet. En aften kom han slæbende med ti bygvipper, pustende og stönnende som under den sværeste byrde. Manden som så det, lo ad ham og sagde: »det er nok en svær byrde, du dær har!« »Havde du lukket din mund, havde du haft ti tønder byg mere i din lade i morgen« (Kr., Sagn II, 52.45, jfr. Thiele II, 268, gårdbonisse slæber bestandig mindre byrde og puster dog lige stærkt. (Hæsum, Ø. Hornum s.), jfr. Lyncker, Hess. Sagen 54.86: »det kunde du have lov at tænke, men du måtte ikke sige det«).
Medens dette træk altså efter de optegnede danske sagn at dømme, kun har haft få steder hjemstavn i Danmark, kan en række nordtyske varianter nævnes. En bonde havde en »Hollemännchen« (ɔ: Hente-mand), som var meget flittig i sin tjeneste, og der var overflod af alt inden döre. Da fik bondekonen en dag, hun trådte ud af køkkenet, ham at set da han, pustende og stönnende under vægten af et halmstrå, gik op ad loftstrappen, hun udbrød: »Hvorfor pokker stönner du, hvorfor er det halmstrå så tungt at slæbe på for dig«. Nissen lod straks halmstrået falde, i dets sted lå der en tønde hvede, han gik bort og kom ikke mere tilbage (Schambach, Nieder-Sächsische Sagen u. Märchen 138.152, jfr. Woeste. Volksüberlieferungen, Mark, Westphal. 41.5; Panzer, Bayersche Sagen u. Bräuche I, 181.202, 281.10).
Fjærnere står et par andre sagn fra Westphalen og Pommern. En »Schanhölleken« kommer, mens karlene tærsker, slæbende med et sammenknyttet klæde fuldt af aks og puster og stönner forfærdelig. Karlene tærskede hans byrde ud til over 8 tønder korn og udbrød: »det tror pokker, at han sådan pustede!« (Kuhn, Westph. S I. 157.126) I et andet optegnet nordtysk sagn, der dog vel må være misforstået, er det bonden, der efter overenskomst daglig afskærer ét bygaks til dværgen, som pustende slæber afsted med det, mens alt trives på gården. En dag får karlen besked om at göre det, ser det hele, ler ad dværgen, som derefter fornærmet slæber fra gården (Kuhn, Norddeutsche Sagen 244.5). Endelig hører måske endnu et pommersk sagn herhen, hvorefter »de Drak«, som en ilddrage slæber korn til bonden og som en lille grim karl ivrig tærsker løs på et enkelt aks, mens han uophørlig råber: »von en Ôr ên Dråemt«, af ét aks 12 skæpper (Jahn, Volkssagen v. Pommern u Rügen 110.129).
Nu er imidlertid jo Nis ingen skabende guddom, sålidt som en vætte der ejer magiske ævner til at frembringe hø eller korn af intet, han nødes til at tage, hvor han finder noget, og kommer derved hyppig i fortræd med sine jævnlige, der ligesom ham selv må ud omkring for at »redde«, hvad han behøver til sin egen bondes kreaturhold hos dem nærmere eller fjærnere, hvor der er noget at tage. En historie følger.
Et år traf det sig, at præstegården i Bøvling havde en temmelig simpel avl, mens de havde en god afgrøde på en af gårdene, der hed Kjølhede. Nis dær var klar over, at præstegårdsnissen vilde stjæle fra ham, og for at være rede og hindre ethvert tyveri, lagde Kjølhede Nissen sig oven i en stak, der stod uden for gården. Uheldigvis faldt han i sövn, og en lørdag nat kom præstegårdsnissen listende, borede sig ind under stakken, løftede den op og bar den bort. Men omtrent midtvejs mellem gårdene vilde han hoppe over en grøft, han snublede, stakken faldt fra ham, Kjølhedenissen vågnede, kom i en fart ned, og et slagsmål der varede lige til solopgang, begyndte mellem de to nisser. Da folk næste dag gik til kirke, så de med undren kornstakken stå langt ude på marken. (Kr., Sagn II. 6O.82 flg., Kr., Folkem. III, 67.sv (Jyll.))
Af slige fortællinger om Nissernes slagsmål gives der en stor mængde, spredte over hele vort land. I en af grupperne løber Nissen ind og vækker gårdmanden og råber til ham: »hvad skal a slå med?« og får svaret: »du kan ta bagploven« eller »den gamle vogn«. Så kæmper Nisserne, den ene med plov eller stumper af en vogn, den anden med harve eller plovstav, og det går da jævnlig således, at en af dem får tre sideben slået istykker eller bliver liggende på valen (Kr., Jyske Folkeminder III, 64.83-84 , IV, 52.60, VIII, 53.97, Kr.,Sagn II, 56.62-63-64-65, 59.77: tre sideben istykker, Kr., Folkem. III. 65.85; Nisse ihjelslået, Kr. VI, 45.58, Kr., Sagn II. 64.95, 56.59,61, Thiele II, 262, J. Kamp 16.8).
Fortællerens vittighed er måske, at Nisserne sloges, og der blev intet andet tilbage af dem end deres tommeltæer, eller, som det hedder et andet sted: et par totter hø og nogle ben, hvorfor höjen kaldes Benhöj (Kr., Sagn II, 56.59, Kr., Jyske Folkem. VI, 44.57). Endelig siges endnu, at Nissen der ragede i klammeri med sin nabo, løb ind til gårdmanden der sov trygt, og råbte: »hwa skal a slå mæj?« Bonden svarede ikke, og Nis råbte igen forgæves. Endelig tredie gang udbrød bonden ærgerlig: »å skidt!« Næste morgen var møddingen borte, spredt over et stykke eng nord for gården (Skattegr. X, 191.470 (Gudumkloster v. Lemvig)).
Men under slige omstændigheder forstår det sig jo af sig selv, at byttet som kampen gældte, tiest spredes, trædes ned, ødes, strøs for alle vinde og i bedste tilfælde, det stjålne hæs bliver stående, eller en dynge utærsket korn findes på stedet (Gl. d. M. II. 230.345 Kr., Sagn II. 57.68,70,72,73,84,86, Kr. Jyske Folkem. III. 64.83, VIII, 53o8. Müllenhoff 326.441; (Sundeved)).
Lignende kan anføres fra Finland. I Kyrkoslätt sogn mødtes to tomter, hver med sin melsæk på ryggen på et bjærg. Misundelige på hinanden som de var, begyndte de slagsmål, hvorved den enes sæk gik i stykker, og melet røg omkring som tåge. Skønt det er mange, mange år siden det skete, siger dog endnu de gamle, når der er tåge i luften, at det er tomtens melsæk der støver (Nyland IV, 120. jfr. Renvall, Sv. L. VII, 9, s. 7 (Åland)).
I en lille gruppe af fortællinger hoverer den ene af Nisserne over sin sejr.
Der var i Ryslinge Sogn, Lørup og Sødinge Nisser som flittig stjal fra hverandres gård. Bønderne enedes da om at sætte en mand på vagt for at få rede på sagerne, så skulde han have en skæppe havre af hver mand i Lørup by for ulejligheden. Han krøb da ved nattetid op i en pil for at skjule sig og så da Sødinge-Nis komme med en tønde havre på skulderen, lidt efter kom Lørup-Nisse også slæbende på en kornsæk, og næppe fik de öje på hinanden, før slagsmålet begyndte. Sødinge-Nissen måtte flygte, og Lørup-Nissen råbte til manden: »så du det, skæppe-havremand, hvor jeg kunde tokke ham:« — Ja, men du fik dog det sidste slag!« Den skam kunde Lørup-Nisse ikke lade sidde på sig, og han fór straks efter sin modstander, mens karlen ikke var sen til at komme af vejen (Gl. d. M. II, 229.344, 266.2 (Møen), jfr. Kr. III. 67.86, Kr., Sagn II, 62.87,89,90,91; om sidste prik, skrald, slag, stik, se Jysk Ordb). I et andet sagn fra Middelfartegnen råber Nissen: »så du, Kristen Jacob, jeg fukled Jasef?« — »Ja, fukl du ham kun én gang til!« råbte manden og kørte sin vej (Kr., Sagn II, 62.88, jfr. Müllenhoff 326.441 (Sundeved)).
En karl, som fik held til at skille et par stridende Nisser, kom ikke til at trænge, så længe han levede. En anden derimod, som løb sin vej i stedet for at hjælpe gårdens Nisse i kampen, blev om natten taget ud af sin seng, smidt omkring på møddingen, til der ikke var en plet, uden at han havde ligget der, idet Nissen sagde:
- »No a dæ ska mål'
- te æ kok vil gål' !«
Han sluttede derpå med at sige :
- »Ja, æ dær ett mier lannd,
- så æ der dåw nåt wannd!«
hvorpå han sparkede ham ud i møddingpølen (Kr., Sagn II, 6598,97 (Venås.)).
Endelig er der kommet et par fortællinger ind i denne ramme, som egentlig hører andetsteds hjemme. En tvekamp skulde afgöre striden mellem nisserne i Krastrup og Vår, (mellem Nibe og Løgstør), og Nissen fra Vår der var den svageste, påkaldte staldkarlens hjælp, bad ham være rede med en høtyv og støde denne i et glødende hjul, Krastrupnissens ham, så var sejren vis. Alt skete, som det var aftalt, og karlen havde mange gange siden gavn af den hjælp, han havde ydet sin Nisse. En ganske tilsvarende historie fortælles om kampen mellem to bjærgfolk, der mødes som gloende hjul, og at karlen skulde hugge med en sabel ind idet ene, hvor det manglede den 12te ege (Kr., J. Folkem. III, 65.85, Kr., Sagn II, 64.93, I, 416.37, Gl. d. M III, 134.91 (Thyholm). Skattegr. III, 219.31).
Hertil knytter sig endnu et par sagn om, at den ene Nisse får karlen til at flette halm ind blandt egerne i et hjul, tænde ild i det og ved at trille det brændende hjul ned, kyse modparten (Kr., Sagn II, 64.94.95, jfr. I, 411.29, trille et bøgehjul mellem de kæmpende).
Fortællinger om Nissernes slagsmål udenfor Danmarks nuværende grænser har jeg kun truffet i Mellemslesvig, i Jordkjær, Toftlund og Felsted sogne, (Müllenhoff 326.440) samt i Norge, hvor det samme træk som i danske sagn kommer frem, at Nissen råber: »ha ha ha! saag de, kor me toges?« (Storaker. Lister og Mandals Amt, s. 32, 37.43, jfr. s. 36.42; Asbj. III, 75, jfr. slagsmål mellem Domovoyer, Ralston Songs of the Russ. people, 130) Mulig kan dette Forhold bero på manglende optegnelser fra Sverige.
Hans arbejde er også, såvidt jeg kan se, langt mere afvekslende udenfor vort land, hvor han jo væsentlig kun et staldkarl. Det er alt nævnet, at han efter norske sagn tærsker for fisker, tilmed holder han vagt ved hans båd. Han passer hos bonde kælvende ko og trækker vand op til kvæget. Et sted omtales, at han slår græs for en mand (Storaker 30.29,38, 47.64; Faye 43), men han tåler ikke, man nævner ham eller roser hans arbejde. Da det skete, stod alt det omhuggede græs atter på roden. Fra Sverige har jeg et langt rigere materiale, som viser, at han også gör kvindegerning, spinder, væver, bærer brændsel og vand ind til bryggerspigen, som kalder Tomterne for sine (Skåne), han sigter melet, der om aftenen sættes ud til ham. Ja, han griber ind i hele husmoderens økonomi, da han under et ottedages bryllup, hvor det så noget betænkeligt ud med at få maden til at række, skaffede alt hvad der behøvedes og mere til (Cavallius Wärend I, 266, 276, Rääf, Ytreh. (Østgotl.), 73, Wigstr., Sv. L. VIII, 141.461,463, Hofberg 108).
Men, hedder det videre, fremfor alt elsker de bjærgværk og smeddearbejde. De holder vagt om natten, vækker smeden ved slag under fødderne, når det er tid at vende metalklumpen (smältan), og Thomasnat rækker tomterne sølvstænget under stamperne og tit også deres egne ben. Tomten passer kværnen, findes i badstue, maltkølle, hjælper kulbrænderen ved hans mile og i hans »koja«, er kortsagt tilstede overalt, hvor der arbejdes. »Småkararna« hjælper mand at tømre hus, passer heste, muger i fæhus, gi'r også jæger lykke på jagten. Ja, der fortælles, at de får kærnerne i naboens korn til at flyve over renen til deres egen husbonde, så naboen kun høster halmen. På lignende måde ævner de, at trække spritten fra naboen, når han brænder brændevin til deres egen bonde. Den fylder luften, så man kan mærke det, når man går forbi (Cavall. I, 266, 276, Rääf 71. Wigstr., Sv. L. VIII, 137.448.457, Fatab. 1912, VII, 30, Nordlander Troldd. 137, Mythol. S. 14).
At den danske Husvætte har en særstilling, viser sig også, når vi ser mod syd. Ganske i almindelighed fortælles ofte, at »der Kobold« eller hvad han kaldes, hjælper ved alle huslige arbejder, men hyppig nævnes de enkelte ting, som han påtager sig, og der er da gerne først staldarbejdet, at han passer og strigler heste, fodrer kvæg, gør stald ren, kaster korn ned til tærskning, tærsker, men ligeledes at han gör alt køkkenarbejde, vasker op, skurer, lægger til ild, henter vand til pigerne og binder koste til dem. Således fortælles om Wolterkens efter en gammel meddelelse fra Ditmarsken (Müllenhoff 318, (jfr. nr. 433, 434), som henviser til S. Meigerius, Hamburg 1587, Arnkiel I, 49, 50). Fra Rügen omtales, at de »Underjordiske« hjælper ved alle mulige arbejder, fodrer kvæget, vasker op, bærer tørv og brænde ind, skurer og fejer. Ganske det samme fortælles fra Schwerin med tilföjelse, at de på fremmede steder stjæler kød, korn, brød og penge og slæber det hjem til deres venner (Jahn S. 51.66.108, 133.163 (Pommern)). Forestillingen om dem når ind blandt Wender, hvor husvætten kaldes »Kobold«, der jo øjensynligt er et tysk lån: de skar hakkelse på herregårdene for karlene og vaskede op for pigerne (Schulenburg, Sagen I, 158, Haupt, Sagen d. Lausitz I, 56.55).
Vi kan atter følge Husvætterne mod vest. I Oldenborg hjælper de at muge, malke, tærske, men også at spinde. I Westphalen passer Vætter køer (Strackerjan, Sagen I, 484.254, Kuhn, Westph. S. I, 159.164). I Belgien plöjede han ved nat; man plejede at hensætte ploven på marken med et stykke smörrebröd og en pibe tobak, så fandt man næste dag arbejdet gjort af husvætten, som dær kaldes »Kabauterman«. For kvinderne bagte, kærnede han, skurede og lavede mad, og i laden tærskede han og rensede det tærskede korn (Ons Volksleben IV, 53.30, 68.31). I Hollandsk Limburg hjælper han med alt arbejde der sættes ud til ham (Trad pop. XXIII, 13).
Fortsætter vi vejen over den franske grænse, er det især fra Bretagne, der fortælles om ham. Han hedder til daglig brug Lutin, med kælenavnene Maitre Jean eller Thomas, han passer heste, fejer, plukker frugt ned, fører opsyn med mad til mennesker og dyr og tysser på det grædende barn (Trad. pop. I 142, IV 276, VIII 443, XIX 113, XVIII 248, XX 295, 515 (Annecy), XII, 662 (Perigord), XXII, 377, feer i Vendee; XXIV, 149, le servant, jfr. Wentz. Fairy Faith, s. 172).
I England træffer vi en række skikkelser, der hører til familien. Jeg kan henvise til Shakespeare Midsommernatsdrøm, som alt er anført s. 24.
Her har digteren taget disse luftige skikkelser i sin tjeneste. Forfattere som har studeret folketroen, har især blandt den keltiske befolkning i England fundet redegørelser om husvættens arbejde og ikke blot hans drillerier, Piskyen i Cumberland, Bucaen i Wales, Pookaen i Irland og Brownie i Skotland, alle hjælper de på forskellige måder med i husarbejdet (Rhys, Celtic Folkl. 286, Brownie tærsker (Manx), jfr. s. 596; Bwca Trwyn, s. 594, vasker, stryger, spinder, vinder Garn (Wales); Pisky tærsker, Hunt 129 (Cumberl.); Pooka arbejder for møller, Wilde I, 48 (Irland); Hobmen gör køkkenarbejde, tærsker, renser korn, se Yorksh. County Folklore: North Riding 131, East Riding 54, Henderson, Folklore 246 flg., Glaistig passer køer og mejeri, tynd og grönklædt, en lille kone, vasker, spinder, passer får, kør, heste, Campbell, Superstitions 155, 159 flg.; på øen Skye en mand, Gruagach s. 156, 185 (Skotl. Majlandene); Brownie 186, jfr. Parkinson, Yorkshirelegends II, 85, Shetland Folkl. 22, Folklore XVIII, 440; Puck, Hob, Robin Goodfellow, bogiees, Burne Shropsh, s. 33, 45; Keightley, Fairy Mythology (1860), s. 296 flg.).
Foruden disse arbejder, der væsentlig kan knyttes til bondehjem, findes tillige den hjælpende husvætte hos håndværkere og næringsdrivende, således hos
skomager, Jahn 81.99 (Pommern), Schambach 139.3, BartschI 44.61 (Mecklenburg). Grimm Kindermärchen nr. 39. Kuhn Westph. S I. 158, Birlinger 1.40.50 (Schwaben).
klædetabrikant, Jahn nr. 112.118; (Pommern).
linnedvæver, Schambach 139.2, Schulenburg Wendische Volkssagen aus Spreewald I.153.
han arbejder i hammerværk, Voges, Braunsw. S. 54.
slibemølle, Wucke, Sagen d. mittl. Werra 69.114.
smelteovn, Kuhn Westph. S. I. 307.346.
hos parykmager, Wolf Deutsche Märchen u. Sagen 339.233.
i mølle, Wolf Niederl. S. 575.478, Birlinger I 39.50 (Schwaben). Walliser S. II. 46.35, Eisel Voigtländer S. nr. 27**.
hos bager, Birlinger I. 43.55 (Schwaben). Henne am Rhyn 169.385.
Det vilde ikke være vanskeligt at fortsætte rækken mod syd. Fra Sachsen fortælles, at de skurer, vasker op, spinder, skærer hakkelse, passer heste og maler korn. I Thüringen passer de får (Wuttke, Sächs. Vlk. 373, Köhler, Volksbrauch 493.68 (Voigtland)). I Schweiz røgter husvætten under forskellige navne, måske hyppigst som dværge, kvæg og heste, vasker, fejer, spinder, passer børn, bleger, ælter dejg, ilder ovn, høster, plöjer (Rochh. Naturmyth. 106.258.17, 125.17, 130.22, Lütolf 474, 478) Ceresole 38.41, servant bærer vand, fejer; Unghür hjælper sætergut, vugger, leger med barn, Lütolf 95 flg. (Schweiz), Henne am Rhyn 175.349,350,354, 208.406, 209.406.410.413; ligeså i Schwaben, Birlinger I, 38, 48.62, III, 245.258), og således kunde man fortsætte over Alperne og i Italien træffe en »foletto«, i Venedig »Massariol« (Follelo, se Leland: Etruscan Roman Remains 2, Trad. pop. IX, 459 (Corsica), Schweiz Vlk. II, 172; Massariol, se Crane Ital. pop. Tales 237) og sagtens mange flere, der hører til husvætternes store gruppe, og som morer sig med at drille deres husfolk og skoggerle, når det lykkes.
