Harald Hårdrådes saga
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
 |
 |
||
|
|
Harald Hårdrådes saga
(Sagan af Haraldi harðráða)
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2014
1.
Harald — søn af Sigurd So og sammødre bror til kong Olav den Hellige — deltog i slaget på Stiklestad, hvor den hellige kong Olav faldt; Harald blev såret, men slap væk sammen med andre flygtende folk. Således siger Tjodolf:
- Hvast i våbenbygen
- — véd jeg — ramtes fyrsten;
- støt bulgarers straffer
- stod ved Haug hos Olav.
- Med hjelmsædet sløret
- slap han bort, men opgav
- — tolv og tre år gammel —
- trægt sin døde broder.
Ragnvald Bruseson ledte Harald væk fra slaget og førte ham hen til en bonde, der boede i en skov langt fra andre folk; dér blev Harald tilset, indtil han blev rask. Siden fulgte bondens søn ham østpå over Kølen, og de drog hele tiden ad skovveje, når de kunne komme til det, og ikke ad hovedvejene. Bondesønnen havde ingen anelse om, hvem han fulgtes med, og da de red mellem nogle ødeskove, kvad Harald dette:
- Gangen gennem skoven
- gavner knapt min ære,
- men hvem véd om ikke
- vidt jeg siden hædres.
Han drog østpå gennem Jämtland og Hälsingland og så til Svitjod, hvor han traf Ragnvald Bruseson og mange andre af kong Olavs mænd, der var sluppet fra striden med livet i behold.
2. Haralds rejse til Miklagård
Foråret efter skaffede de sig skibslejlighed, og om sommeren drog de østpå til Gardarige, hvor de opsøgte kong Jarislav og var dér om vinteren. Således siger Bølverk:
- Ved slagets slut — milding! —
- sværdets mund du tørred’;
- til ulvehyl fra åsen
- indtog ravnen føde.
- Fyrste! — freden spilder
- få som du — og østpå
- sad du gævt i Gardar
- — gram! — det år, der fulgte.
Kong Jarislav tog godt imod Harald og de andre; Harald blev da sammen med Eilif — søn af jarl Ragnvald — udnævnt til høvding over kongens landværnsmænd.[1] Harald opholdt sig nogle år i Gardarige og drog vidt omkring i Østersølandene. Han indledte siden sin færd ud til Grækenland, og han havde et stort følge med sig; han tog da til Miklagård. Således siger Bølverk:
- Den svale bør sendte
- snekkens stævnpryd fremad;
- skibene — skjoldklædte —
- skred da langs med kysten.
- Borgens stolte styrer
- stavnenes jern skued’,
- da flåden flød talrigt
- foran Miklagården.
Noter:
- ↑ Her er et vers af Tjodolf Arnorson udeladt. Versemålet er runhent, og det lader sig knapt oversætte/gendigte på bare nogenlunde tilfredsstillende vis.
