Harald Hårdrådes saga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Snorre Sturlason

Heimskringla

Harald Hårdrådes saga

(Sagan af Haraldi harðráða)

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2014

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónssons Heimskringla – Nóregs konunga sǫgur G. E. C. Gads Forlag, København, 1911 (1925)

---

1.

Harald — søn af Sigurd So og sammødre bror til kong Olav den Hellige — deltog i slaget på Stiklestad, hvor den hellige kong Olav faldt; Harald blev såret, men slap væk sammen med andre flygtende folk. Således siger Tjodolf:

Hvast i våbenbygen

— véd jeg — ramtes fyrsten;

støt bulgarers straffer

stod ved Haug hos Olav.

Med hjelmsædet sløret

slap han bort, men opgav

— tolv og tre år gammel —

trægt sin døde broder.

Ragnvald Bruseson ledte Harald væk fra slaget og førte ham hen til en bonde, der boede i en skov langt fra andre folk; dér blev Harald tilset, indtil han blev rask. Siden fulgte bondens søn ham østpå over Kølen, og de drog hele tiden ad skovveje, når de kunne komme til det, og ikke ad hovedvejene. Bondesønnen havde ingen anelse om, hvem han fulgtes med, og da de red mellem nogle ødeskove, kvad Harald dette:

Gangen gennem skoven

gavner knapt min ære,

men hvem véd om ikke

vidt jeg siden hædres.

Han drog østpå gennem Jämtland og Hälsingland og så til Svitjod, hvor han traf Ragnvald Bruseson og mange andre af kong Olavs mænd, der var sluppet fra striden med livet i behold.

2. Haralds rejse til Miklagård

Foråret efter skaffede de sig skibslejlighed, og om sommeren drog de østpå til Gardarige, hvor de opsøgte kong Jarislav og var dér om vinteren. Således siger Bølverk:

Ved slagets slut — milding! —

sværdets mund du tørred’;

til ulvehyl fra åsen

indtog ravnen føde.

Fyrste! — freden spilder

få som du — og østpå

sad du gævt i Gardar

— gram! — det år, der fulgte.

Kong Jarislav tog godt imod Harald og de andre; Harald blev da sammen med Eilif — søn af jarl Ragnvald — udnævnt til høvding over kongens landværnsmænd. Harald opholdt sig nogle år i Gardarige og drog vidt omkring i Østersølandene. Han indledte siden sin færd ud til Grækenland, og han havde et stort følge med sig; han tog da til Miklagård. Således siger Bølverk:

Den svale bør sendte

snekkens stævnpryd fremad;

skibene — skjoldklædte —

skred da langs med kysten.

Borgens stolte styrer

stavnenes jern skued’,

da flåden flød talrigt

foran Miklagården.

3. Om Harald Sigurdson

Dengang regerede dronning Zoe den Mægtige i Grækenland, og med hende Michael Katalaktus. Da Harald kom til Miklagård og mødte dronningen, gik han dér i deres tjeneste og tog allerede om efteråret på galej med de hærfolk, der drog ud på Grækenlandshavet. Harald havde et følge af sine egne folk. Høvding over hæren var den mand, der hed Gyrge; han var dronningens slægtning. Harald havde kun været kort tid i hæren, før væringerne i høj grad sluttede sig til ham, og de holdt sig alle samlet, så snart det kom til kamp; det kom dertil, at Harald blev høvding over alle væringerne. Gyrge og hans folk drog vidt omkring mellem de græske øer, hvor de ofte satte hærmagten ind mod sørøverskibene.

4. Harald og Gyrges lodtrækning

Det skete engang, da de var draget gennem landet og skulle gøre ophold for natten ved en skov, at væringerne kom først til overnatningsstedet og valgte sig de bedste og højest beliggende steder til at slå deres telte op, for det forholder sig sådan dér, at grunden er blød, og så snart det regner, bliver det ilde at opholde sig på de lavtliggende steder. Så ankom Gyrge — hærens høvding — og da han så, hvor væringene havde teltet, bad han dem fjerne sig og telte et andet sted, idet han sagde, at han ville telte dér. Harald sagde: »Hvis I kommer først til overnatningsstedet, så vælger I jer opholdssted, og så må vi telte et andet sted, som det passer os; gør nu således selv og slå jeres telte op et andet sted, som I ønsker. Jeg mente, at det var væringernes ret her i grækerkongens rige, at bestemme over sig selv og i alle henseender nyde frihed for andre, men alene være forpligtede til at tjene kongen og dronningen.« De skændtes om dette med stor voldsomhed, og begge parter væbnede sig; det var da nær ved, at de kom i kamp. Da kom de klogeste folk til og skilte dem og sagde, at det bedste var, at de blev enige om denne sag og lavde en klar ordning, så de ikke oftere behøvede strides sådan. Der blev da aftalt et møde mellem dem, som de bedste og klogeste folk stod for. På dette møde besluttede de — og alle var enige derom — at man skulle lægge lodder i en pose og trække lod mellem grækerne og væringerne om, hvem der skulle ride eller ro først, og hvem der først skulle lægge til havn og vælge teltplads; begge parter skulle rette sig efter det, lodtrækningen afgjorde. Derpå blev lodderne lavet og forsynet med mærker. Da sagde Harald til Gyrge: »Jeg vil se, hvilket mærke du laver på dit lod, så vi ikke begge laver samme mærke.« Han viste ham det. Så lavede Harald et mærke på sit lod og kastede det i posen — det gjorde de begge. Den mand, der skulle trække loddet, tog det ene op og holdt det mellem sine fingre og rakte armen i vejret og sagde: »Disse skal ride og ro først og lægge først til havn og vælge sig teltplads.« Harald greb ham om armen og tog loddet og kastede det ud i vandet; så sagde han: »Det var vores lod.« Gyrge sagde: »Hvorfor lod du ikke flere folk se det?« »Se nu,« sagde Harald, »— på det lod, der er tilbage; dér kan du se dit mærke.« Så undersøgte man dette lod, og alle genkendte Gyrges mærke. Det blev fastlagt, at væringerne skulle have førstevalget i alt, hvad de var uenige om. Det skete flere gange, at de ikke var enige om tingene, men det endte altid med, at Harald fik ret.

5. Om Harald Sigurdson

De drog alle samlet og hærgede om sommeren. Når hele hæren var samlet, lod Harald sine folk stå uden for kampen eller dér, hvor der var mindst fare for folkene, og han sagde, at han ville være påpasselig med ikke at spilde sit hærfølge. Men når han stod alene sammen med sine folk, gik han så hårdt til kampen, at han enten måtte sejre eller dø. Det gik ofte således, da Harald var høvding over hæren, at han vandt sejr, mens Gyrge ikke vandt. Dette indså hærfolkene og mente, at deres sag ville stå bedre, hvis Harald var enehøvding over hele hæren, og de klandrede hærføreren for, at man ikke havde gavn af ham eller hans folk. Gyrge hævdede, at væringerne ikke ville yde ham nogen støtte, og bad dem drage et andet sted hen, mens han drog om med den øvrige hær, og så måtte de udrette, hvad de formåede. Så forlod Harald hæren sammen med væringerne og latinmændene. Gyrge fortsatte med den græske hær. Da viste det sig, hvad de hver især formåede; Harald sejrede og vandt bytte hele tiden, og grækerne drog hjem til Miklagård på nær de unge mænd, der ønskede at vinde sig bytte. De samlede sig under Harald og havde så ham som hærfører. Han styrede med sin hær vestpå til Afrika, som væringerne kalder Serkland; hans hærskare forøgedes da meget. I Serkland indtog han 80 borge; nogle blev opgivet, men andre tog han med magt. Siden drog han til Sikelø. Således siger Tjodolf:

I serkers land slangens

sengebolsters hader

firs fæstninger indtog

(faren rask han trodsed’).

Til Hilds skrappe skjoldleg

skred da hærens fører;

på Sikeløs sletter

serker led i striden.

Således siger Illuge Bryndølaskjald

Sydpå sikred’ Harald

sejren under Michael.

(Budles søn bød sine

svogre hjem til gilde).

Her fortælles det, at Michael var grækerkonge på dette tidspunkt. Harald opholdt sig i Afrika i mange år og skaffede sig store summer, guld og alle slags kostbarheder. Alle de midler, han fik og ikke mente at have brug for til sit kosthold, sendte han med sine betroede folk nordpå til Holmgård i kong Jarislavs varetægt, og dér blev der samlet en mængde værdier, som det kunne forventes, når han hærgede i den del af verden, der var rigest på guld og kostbarheder, og så meget som han bidrog dertil — som det tidligere er fortalt troværdigt — ved at han skulle have erobret firs borge.

6. Kamp på Sikelø

Da Harald kom til Sikelø, hærgede han dér og ville med sine folk indtage en stor og folkerig borg. Han belejrede borgen, for den havde så stærke mure, at han ikke var sikker på, at de kunne nedbrydes. Folkene i borgen havde tilstrækkeligt forråd og andre fornødenheder, som de havde brug for til forsvaret. Så kom han på den udvej, at hans fuglefængere fangede nogle småfugle, der havde reder i borgen og fløj i skoven om dagen for at finde føde. Harald lod høvlspåner af fyrretræ binde på fuglenes rygge, og man hældte voks og svovl over og satte ild til; fuglene fløj, så snart de slap fri, alle til borgen samtidig for at opsøge deres unger og bo, som de havde i hustagene, der var tækkede med rør eller halm. Så sprang ilden fra fuglene til hustagene, og selv om hver fugl kun bar en lille byrde af ild, blev det snart til en stor brand, da mange fugle kom med ild til tagene vidt omkring i borgen, og derpå antændtes det ene hus efter det andet, indtil hele borgen brændte. Da forlod alle folkene borgen og bad om nåde — de samme folk som i mange dage forinden havde talt overmodigt og hånligt om den græske hær og dens høvding. Harald gav fred til alle, der bad om det, og tog siden magten over denne borg.

Noter: