Harald Hårdrådes saga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Snorre Sturlason

Heimskringla

Harald Hårdrådes saga

(Sagan af Haraldi harðráða)

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2014

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónssons Heimskringla – Nóregs konunga sǫgur G. E. C. Gads Forlag, København, 1911 (1925)

---

1.

Harald — søn af Sigurd So og sammødre bror til kong Olav den Hellige — deltog i slaget på Stiklestad, hvor den hellige kong Olav faldt; Harald blev såret, men slap væk sammen med andre flygtende folk. Således siger Tjodolf:

Hvast i våbenbygen

— véd jeg — ramtes fyrsten;

støt bulgarers straffer

stod ved Haug hos Olav.

Med hjelmsædet sløret

slap han bort, men opgav

— tolv og tre år gammel —

trægt sin døde broder.

Ragnvald Bruseson ledte Harald væk fra slaget og førte ham hen til en bonde, der boede i en skov langt fra andre folk; dér blev Harald tilset, indtil han blev rask. Siden fulgte bondens søn ham østpå over Kølen, og de drog hele tiden ad skovveje, når de kunne komme til det, og ikke ad hovedvejene. Bondesønnen havde ingen anelse om, hvem han fulgtes med, og da de red mellem nogle ødeskove, kvad Harald dette:

Gangen gennem skoven

gavner knapt min ære,

men hvem véd om ikke

vidt jeg siden hædres.

Han drog østpå gennem Jämtland og Hälsingland og så til Svitjod, hvor han traf Ragnvald Bruseson og mange andre af kong Olavs mænd, der var sluppet fra striden med livet i behold.

2. Haralds rejse til Miklagård

Foråret efter skaffede de sig skibslejlighed, og om sommeren drog de østpå til Gardarige, hvor de opsøgte kong Jarislav og var dér om vinteren. Således siger Bølverk:

Ved slagets slut — milding! —

sværdets mund du tørred’;

til ulvehyl fra åsen

indtog ravnen føde.

Fyrste! — freden spilder

få som du — og østpå

sad du gævt i Gardar

— gram! — det år, der fulgte.

Kong Jarislav tog godt imod Harald og de andre; Harald blev da sammen med Eilif — søn af jarl Ragnvald — udnævnt til høvding over kongens landværnsmænd. Harald opholdt sig nogle år i Gardarige og drog vidt omkring i Østersølandene. Han indledte siden sin færd ud til Grækenland, og han havde et stort følge med sig; han tog da til Miklagård. Således siger Bølverk:

Den svale bør sendte

snekkens stævnpryd fremad;

skibene — skjoldklædte —

skred da langs med kysten.

Borgens stolte styrer

stavnenes jern skued’,

da flåden flød talrigt

foran Miklagården.

3. Om Harald Sigurdson

Dronning Zoe — Mosaik i Hagia Sophia

Dengang regerede dronning Zoe den Mægtige i Grækenland, og med hende Michael Katalaktus. Da Harald kom til Miklagård og mødte dronningen, gik han dér i deres tjeneste og tog allerede om efteråret på galej med de hærfolk, der drog ud på Grækenlandshavet. Harald havde et følge af sine egne folk. Høvding over hæren var den mand, der hed Gyrge; han var dronningens slægtning. Harald havde kun været kort tid i hæren, før væringerne i høj grad sluttede sig til ham, og de holdt sig alle samlet, så snart det kom til kamp; det kom dertil, at Harald blev høvding over alle væringerne. Gyrge og hans folk drog vidt omkring mellem de græske øer, hvor de ofte satte hærmagten ind mod sørøverskibene.

4. Harald og Gyrges lodtrækning

Det skete engang, da de var draget gennem landet og skulle gøre ophold for natten ved en skov, at væringerne kom først til overnatningsstedet og valgte sig de bedste og højest beliggende steder til at slå deres telte op, for det forholder sig sådan dér, at grunden er blød, og så snart det regner, bliver det ilde at opholde sig på de lavtliggende steder. Så ankom Gyrge — hærens høvding — og da han så, hvor væringene havde teltet, bad han dem fjerne sig og telte et andet sted, idet han sagde, at han ville telte dér. Harald sagde: »Hvis I kommer først til overnatningsstedet, så vælger I jer opholdssted, og så må vi telte et andet sted, som det passer os; gør nu således selv og slå jeres telte op et andet sted, som I ønsker. Jeg mente, at det var væringernes ret her i grækerkongens rige, at bestemme over sig selv og i alle henseender nyde frihed for andre, men alene være forpligtede til at tjene kongen og dronningen.« De skændtes om dette med stor voldsomhed, og begge parter væbnede sig; det var da nær ved, at de kom i kamp. Da kom de klogeste folk til og skilte dem og sagde, at det bedste var, at de blev enige om denne sag og lavde en klar ordning, så de ikke oftere behøvede strides sådan. Der blev da aftalt et møde mellem dem, som de bedste og klogeste folk stod for. På dette møde besluttede de — og alle var enige derom — at man skulle lægge lodder i en pose og trække lod mellem grækerne og væringerne om, hvem der skulle ride eller ro først, og hvem der først skulle lægge til havn og vælge teltplads; begge parter skulle rette sig efter det, lodtrækningen afgjorde. Derpå blev lodderne lavet og forsynet med mærker. Da sagde Harald til Gyrge: »Jeg vil se, hvilket mærke du laver på dit lod, så vi ikke begge laver samme mærke.« Han viste ham det. Så lavede Harald et mærke på sit lod og kastede det i posen — det gjorde de begge. Den mand, der skulle trække loddet, tog det ene op og holdt det mellem sine fingre og rakte armen i vejret og sagde: »Disse skal ride og ro først og lægge først til havn og vælge sig teltplads.« Harald greb ham om armen og tog loddet og kastede det ud i vandet; så sagde han: »Det var vores lod.« Gyrge sagde: »Hvorfor lod du ikke flere folk se det?« »Se nu,« sagde Harald, »— på det lod, der er tilbage; dér kan du se dit mærke.« Så undersøgte man dette lod, og alle genkendte Gyrges mærke. Det blev fastlagt, at væringerne skulle have førstevalget i alt, hvad de var uenige om. Det skete flere gange, at de ikke var enige om tingene, men det endte altid med, at Harald fik ret.

5. Om Harald Sigurdson

De drog alle samlet og hærgede om sommeren. Når hele hæren var samlet, lod Harald sine folk stå uden for kampen eller dér, hvor der var mindst fare for folkene, og han sagde, at han ville være påpasselig med ikke at spilde sit hærfølge. Men når han stod alene sammen med sine folk, gik han så hårdt til kampen, at han enten måtte sejre eller dø. Det gik ofte således, da Harald var høvding over hæren, at han vandt sejr, mens Gyrge ikke vandt. Dette indså hærfolkene og mente, at deres sag ville stå bedre, hvis Harald var enehøvding over hele hæren, og de klandrede hærføreren for, at man ikke havde gavn af ham eller hans folk. Gyrge hævdede, at væringerne ikke ville yde ham nogen støtte, og bad dem drage et andet sted hen, mens han drog om med den øvrige hær, og så måtte de udrette, hvad de formåede. Så forlod Harald hæren sammen med væringerne og latinmændene. Gyrge fortsatte med den græske hær. Da viste det sig, hvad de hver især formåede; Harald sejrede og vandt bytte hele tiden, og grækerne drog hjem til Miklagård på nær de unge mænd, der ønskede at vinde sig bytte. De samlede sig under Harald og havde så ham som hærfører. Han styrede med sin hær vestpå til Afrika, som væringerne kalder Serkland; hans hærskare forøgedes da meget. I Serkland indtog han 80 borge; nogle blev opgivet, men andre tog han med magt. Siden drog han til Sikelø. Således siger Tjodolf:

I serkers land slangens

sengebolsters hader

firs fæstninger indtog

(faren rask han trodsed’).

Til Hilds skrappe skjoldleg

skred da hærens fører;

på Sikeløs sletter

serker led i striden.

Således siger Illuge Bryndølaskjald

Sydpå sikred’ Harald

sejren under Michael.

(Budles søn bød sine

svogre hjem til gilde).

Her fortælles det, at Michael var grækerkonge på dette tidspunkt. Harald opholdt sig i Afrika i mange år og skaffede sig store summer, guld og alle slags kostbarheder. Alle de midler, han fik og ikke mente at have brug for til sit kosthold, sendte han med sine betroede folk nordpå til Holmgård i kong Jarislavs varetægt, og dér blev der samlet en mængde værdier, som det kunne forventes, når han hærgede i den del af verden, der var rigest på guld og kostbarheder, og så meget som han bidrog dertil — som det tidligere er fortalt troværdigt — ved at han skulle have erobret firs borge.

6. Kamp på Sikelø

Da Harald kom til Sikelø, hærgede han dér og ville med sine folk indtage en stor og folkerig borg. Han belejrede borgen, for den havde så stærke mure, at han ikke var sikker på, at de kunne nedbrydes. Folkene i borgen havde tilstrækkeligt forråd og andre fornødenheder, som de havde brug for til forsvaret. Så kom han på den udvej, at hans fuglefængere fangede nogle småfugle, der havde reder i borgen og fløj i skoven om dagen for at finde føde. Harald lod høvlspåner af fyrretræ binde på fuglenes rygge, og man hældte voks og svovl over og satte ild til; fuglene fløj, så snart de slap fri, alle til borgen samtidig for at opsøge deres unger og bo, som de havde i hustagene, der var tækkede med rør eller halm. Så sprang ilden fra fuglene til hustagene, og selv om hver fugl kun bar en lille byrde af ild, blev det snart til en stor brand, da mange fugle kom med ild til tagene vidt omkring i borgen, og derpå antændtes det ene hus efter det andet, indtil hele borgen brændte. Da forlod alle folkene borgen og bad om nåde — de samme folk som i mange dage forinden havde talt overmodigt og hånligt om den græske hær og dens høvding. Harald gav fred til alle, der bad om det, og tog siden magten over denne borg.

7. Kampen om endnu en borg

Der var en anden borg, som Harald angreb med sin hær. Den var både folkerig og så stærk, at der ikke var noget håb om at få den brudt. Borgen var omgivet af fladt og hårdt sletteland. Så lod Harald iværksætte gravning af en gang fra et sted, hvor der løb en bæk, og der var dér en så dyb kløft, at man ikke kunne se det fra borgen. De kastede jorden ud i åen og lod strømmen føre den bort. De arbejdede i skiftehold på dette både dag og nat, men hver dag gik hæren frem mod borgen, mens borgens folk gik til skydeskårene, og så skød de på hinanden, men om natten sov begge parter. Da Harald anslog, at gangen var blevet så lang, at den måtte række ind forbi borgmuren, lod han sin hær væbne. Det var kort før dag, da de gik ind i gravegangen, og da de kom til enden, gravede de opad, indtil de stødte på sten, der blev holdt sammen af mørtel; det var gulvet i en stenhal. I den sad mange af borgens folk og spiste og drak, og det var en ganske uventet ulykke for dem, for væringerne kom med trukne sværd, og de dræbte straks nogle, mens andre flygtede, hvis de kunne komme til det. Væringerne forfulgte dem, mens nogle indtog borgporten og åbnede den, og så gik hele hæren ind dér. Da de kom ind i borgen, flygtede indbygerne, men mange bad om fred, og det fik alle, der overgav sig. På denne måde erobrede Harald borgen og dermed en mængde værdier.

8. Kampen ved den tredje borg

De kom til den tredje borg, og den var af alle disse den stærkeste, mest velhavende og talrigst befolkede. Omkring denne borg var der en voldgrav så stor, at de indså, at de ikke kunne erobre den med samme fremgangsmåde som den forrige borg; de lå meget længe dér uden at få udrettet noget. Da folkene i borgen så det, gjorde det dem mere dristige. De tog opstilling oppe på borgmurene, og derpå åbnede de borgportene og råbte til væringerne og opildnede dem og opfordrede dem til gå ind i borgen; de gjorde nar ad deres mod og sagde, at de ikke egnede sig bedre end høns til at slås. Harald bad sine folk foregive, at de ikke forstod, hvad de andre sagde: »— det gavner os intet,« sagde han, »— selv om vi løber hen til borgen; de kan bruge våben imod os nedenunder dem, og selv om vi skulle få nogle folk ind i borgen, så har de magt til at lukke dem inde og andre ude, som de vil, for de har sat vagtposter ved alle portene. Vi skal tilføje dem ikke mindre spot og lade dem se, at vi ikke er bange for dem; vores folk skal gå frem på grunden nær ved borgen, men dog passe på ikke at komme inden for deres skudvidde. Alle vores folk skal være ubevæbnede og hengive sig til leg og lade borgfolkene se, at vi ikke regner deres opstilling for noget.« Således forløb nogle dage.

9. Om Ulf og Haldor

Der nævnes et par islandske mænd, som var i kong Haralds følge: Den ene var Haldor — Snorre Godes søn, og han bragte denne beretning her til landet — den anden var Ulf — søn af Uspag, søn af Osvif den Kloge. Begge var de meget stærke og våbendjærve mænd, og de var kære venner af Harald; de deltog begge i legen. Da dette havde stået på nogle dage, ville borgfolkene udvise endnu mere iver; de gik da ubevæbnede op på borgmurene, men lod alligevel borgporten stå åben. Da væringerne så det, gik de en dag til legen således, at de havde sværd under kapperne og hjelme under hattene. Da de havde leget en tid, bemærkede de, at borgfolkene ikke havde nogen mistanke; så greb de hurtigt våbnene, hvorefter de løb mod borgporten. Da borgfolkene så det, gik de godt imod og var fuldt bevæbnede; der opstod da kamp dér i borgporten. Væringerne havde ikke noget til værn — på nær kapperne, som de svøbte om deres ventrehænder — og de blev sårede, og nogle faldt, og de var alle stedt i nød. Harald og de folk, der var i hærens lejr, søgte frem for at hjælp folkene, men borgfolkene var da kommet op på borgmurene, hvorfra de skød på dem og kastede med sten. Kampen blev hård, og de folk, der opholdt sig i borgporten, mente, at hjælpen kom noget senere, end de kunne have ønsket sig. Da Harald kom frem til borgporten, faldt hans bannerfører; da sagde han: »Haldor! Tag banneret!« Haldor samlede bannerstagen op og svarede uforstandigt: »Hvem vil bære banneret foran dig, når du følger det så modløst, som det sker for tiden?« Dette var mere et vredesudbrud end sandheden, for Harald var den våbendjærveste mand. De søgte da ind i borgen, hvor kampen blev hård, men det endte med, at Harald sejrede og indtog borgen. Haldor blev hårdt såret og fik et stort sår i ansigtet, og det var en skavank han havde, så længe han levede.

Wilhelm Wetlesen: Kampen i borgporten.

10. Kampen ved den fjerde borg

Den fjerde borg, som Harald kom til med sin hær, var den største af alle dem, der hidtil er omtalt, og den var så stærk, at de ikke så noget håb om at få den brudt. De omringede derpå borgen og sad om den, så intet forråd kunne komme til borgen. Da de havde opholdt sig dér i kort tid, blev Harald syg, så han måtte søge til sengs. Han lod sit telt rejse i afstand fra de andre telte, for han mente at kunne få ro, når han ikke hørte larm og uro fra hæren. Hans folk gik ofte flokvis til og fra ham for at få rådgivning, og deraf så folkene i borgen, at noget var ændret blandt væringerne; de udsendte spejdere for at finde ud af, hvad det kunne være. Da spejderne vendte tilbage til borgen, kunne de fortælle den nyhed, at væringernes høvding var syg, og at borgen af den grund ikke blev angrebet. Da dette havde stået på en tid, aftog Haralds kræfter; hans mænd blev da meget bekymrede og nedtrykte. Alt dette erfarede borgfolkene. Det kom dertil, at Harald blev så medtaget af sygdommen, at det i hele hæren blev fortalt, at han var død. Derefter gik væringerne til samtale med borgfolkene og fortalte dem om deres høvdings død, og de bad præsterne give ham en grav i borgen. Da borgfolkene hørte, hvad der var sket, var der mange, der stod for klostrene eller andre store kirker, som hver især gerne ville have dette lig til deres kirke, for de vidste, at der ville følge store offergaver med. Da trak hele mængden af præster i deres skrud og gik ud af borgen med skrin og helligdomme og iværksatte en smuk procession. Væringerne foranstaltede også en storslået ligfærd; da blev kisten båret højt og dækket med silkestof, hvorover man bar mange bannere. Da dette blev båret gennem borgåbningen, stillede de kisten ned på tværs af borgporten; så blæste væringerne til kamp i alle deres lurer og trak sværdene. Da stormede hele hæren af væringer fuldt bevæbnet ud af lejren og løb råbende og skrigende hen til borgen. Munkene og de øvrige præster, som var gået ud i denne ligfærd — den ene kæmpende med den anden om at være først til at tage imod offergaverne — kæmpede nu dobbelt så hårdt om at komme længst muligt væk fra væringerne, for de dræbte den, der stod dem nærmest, hvad enten denne var klerk eller uviet. Væringerne gik igennem denne borg på den måde, at de dræbte mandfolkene og plyndrede alle borgens kirker, og de vandt sig dér store værdier.

11. Om kong Harald

Harald var i mange år på dette hærtogt, som der nu er fortalt om, både i Serkland og på Sikelø. Derpå drog han tilbage til Miklagård med denne hær og ophold sig kort tid dér, før han indledte sin færd ud til Jorsalaland. Han — og alle de væringer, der drog på færden med ham — efterlod dér det guld, han fik i sold af grækerkongen. Det siges, at på alle disse rejser havde Harald deltaget i 18 store kampe; således siger Tjodolf:

Atten kampe — konge! —

kender folket; ofte

ledte Harald hæren

(hårdt han spildte freden).

Ulven sulted’ aldrig;

ørnens hvasse kløer

farved’ fyrsten røde,

før han vendte hjemad.

12. Kong Haralds Jorsalafærd

Harald drog med sit følge ud til Jorsalaland og tog så sidenhen over til Jorsalaborg, og hvor som helst han kom gennem Jorsalaland, blev alle borge og kasteller overgivet i hans magt; således siger Stuf Skjald, som selv havde hørt kongen fortælle om disse begivenheder:

Drotten — den sværddjærve —

drog til Jorsallandet;

folket fulgte villigt

fredøderens vilje.

Uden kamp og ubrændt

underlagdes riget

den græske hærs høvding.

[Herligt sted at være].

Her fortælles det, at dette land kom ubrændt og uhærget i Haralds magt. Han drog da ud til Jordanfloden og vaskede sig dér, som andre pilgrimme har for vane. Harald skænkede store gaver til kongens grav og til det hellige kors og til andre helligdomme i Jorsalaland. Så skabte han fred på hele vejen ud til Jordanfloden og dræbte røvere og andre voldsmænd; således siger Stuf:

Ud langs Jordans bredder

Agderfyrstens budord

afholdt folk fra udåd

(ingen svig han tålte);

stadigt lod han stimænd

straffe hårdt for synder

(dådrigt drotten handled’).

[Dvæler hos Krist evigt].

Så drog han tilbage til Miklagård.

13. Kong Harald fængsles

Da Harald var kommet fra Jorsalaland til Miklagård, fik han lyst til at drage til sin arvejord i Nordlandene; han havde da erfaret, at Magnus Olavson — hans brodersøn — var blevet konge i Norge og ligeledes i Danmark, og han opsagde derfor sin tjeneste ved grækerkongen. Da dronning Zoe blev klar over dette, blev hun meget vred og rejste anklager imod Harald og hævdede, at han skulle have begået underslæb med de værdier, grækerkongen havde vundet på hærtogt, dengang Harald var høvding over hæren. Der var en ung og smuk kvinde, der hed Maria; hun var dronning Zoes broderdatter. Harald havde anmodet om denne kvinde, men dronningen afslog det. Væringer, der har tjent i Miklagård, har her nordpå fortalt, at der blandt forstandige folk gik det ord, at dronning Zoe selv ville have Harald til mand, og at denne sag særligt blev brugt imod Harald, da han ville forlade Miklagård, selv om noget andet blev forelagt befolkningen. Dengang var grækerkongen ham, der hed Konstantinus Monomakus; han sad ved magten sammen med dronning Zoe. Af denne grund lod grækerkongen Harald pågribe og føre til fængslet.

14. Kong Olavs mirakler — Grækerkongen blindes

Da Harald kom i nærheden af fængslet, viste den hellige kong Olav sig for ham og sagde, at han ville hjælpe ham. På gaden dér opførtes siden et kapel, der var viet til kong Olav, og det kapel har stået der lige siden. Fængslet var således indrettet, at der var et højt tårn, som var åbent øverst, mens en dør gik ind fra gaden; dér blev Harald sat ind sammen med Haldor og Ulf. Næste nat kom en fornem kvinde op på fængselstårnet; hun var klatret op ad stiger sammen med to tjenestefolk. De sænkede et tov ned i fængslet og trak dem op. Denne kvinde havde den hellige kong Olav hjulpet, og han havde så åbenbaret sig for hende, for at hun skulle befri hans bror fra fangenskabet. Harald begav sig straks hen til væringerne, og de rejste sig alle for ham og tog godt imod ham. Derpå væbnede hele hæren sig og gik derhen, hvor kongen sov; de pågreb kongen og stak begge øjne ud på ham. Således siger Torarin Skeggeson i sin drapa:

Armens glød den gæve

(Grækenlands stolkonge

blev stenblind af stygge

stiksår) fyrste vandt sig.

Således siger også Tjodolf Skjald:

Stolkongen fik stukket

(stridens omfang tiltog)

begge øjne ud af

ulvesorgens stiller.

Ude østpå handled’

egders gæve fyrste;

grimt blev grækerkongen

givet fjendemærke.

I disse to drapaer om Harald og i mange andre kvad om ham nævnes det, at det var selve grækerkongen, Harald blindede; de kunne i stedet have nævnt en hertug eller en greve eller en anden slags fyrstelig mand, hvis de vidste, at det var mere sandt, for det var Harald selv og de øvrige mænd, der var sammen med ham, der viderebragte denne beretning.

15. Kong Harald forlader Miklagård

Den samme nat gik Harald og hans folk til det hus, hvor Maria sov, og bortførte hende med magt. Derefter gik de til væringernes galejer og tog to af galejerne og roede derpå ind i Søvedsund. Da de kom til det sted, hvor jernkæden lå tværs over sundet, sagde Harald, at folkene skulle fordele sig ved årerne på begge galejer, mens de mænd, der ikke roede, alle skulle løbe agterud på galejen, og hver mand skulle have sin skindsæk i favnen. Således sejlede de galejerne op på jernkæden; så snart de ramte, og fremdriften aftog, bad han alle folk løbe fremad. Da vippede den galej, Harald var på, fremover og gled af jernet ved svingningen, men den anden, der hang på jernet, knækkede, så mange druknede, mens nogle blev samlet op fra vandet. På denne måde skaffede Harald sig ud fra Miklagård, og han sejlede da ind i Sortehavet. Før han sejlede fra land, satte han den unge kvinde i land og gav hende et godt følgeskab tilbage til Miklagård og bad hende spørge Zoe — hendes slægtning — om, hvor meget magt hun havde haft over Harald, eller om dronningens magt havde kunnet forhindre, at han havde taget den unge kvinde. Så sejlede Harald nordpå i Ellipalta og derfra gennem hele Østriget. På denne rejse digtede Harald skæmteviser, og der findes i alt 16, og de har alle samme omkvæd; dette er en af viserne:

Stævnen (stolte var vi)

strøg langs Sikeløen;

løftings-hjorten iled’

under mænd’ne — næppe

vover dovne drenge

denne færd at gøre.

I Gardar guldringens

Gerd mig knapt nok ænser.

Med dette hentydede han til Ellisiv — kong Jarislavs datter — i Holmgård.

16. Om kong Harald

Da Harald ankom til Holmgård, tog kong Jarislav særdeles godt imod ham, og han opholdt sig dér om vinteren. Da tog han alt det guld og de mange forskellige kostbarheder, som han tidligere havde sendt dertil ude fra Miklagård, i sin varetægt. Det var så store værdier, at ingen i landene nordpå havde set så meget i én mands besiddelse. Tre gange havde Harald deltaget i paladsplyndring, mens han opholdt sig i Miklagård. Det er lov dér, at hver gang en grækerkonge dør, skal væringerne holde paladsplyndring; så skal de gå gennem alle kongens paladser — dér hvor hans skatkamre er — og så skal enhver frit tilegne sig det, han får fat i.

17. Kong Haralds giftermål

Den vinter giftede kong Jarislav sin datter med Harald; hun hed Elisabeth, men nordmændene kalder hende Ellisiv. Dette beretter Stuf den Blinde:

Guld og gramens datter

genså egders fyrste;

mænd’nes ven da modtog

mågskabet han ønsked’.

Da foråret kom, gjorde han klar til at forlade Holmgård, og han drog om foråret til Aldeigjaborg, hvor han skaffede sig skibe og sejlede vestpå om sommeren. Han styrede først til Svitjod og lagde til ved Sigtuna. Således siger Valgard fra Velle:

Du frem — Harald! — førte

(fuldt fortjent du hædres),

på snekken smukt lastet

siden guldet vestpå.

Fyrsten fór fra Gardar

frisk i heftigt stormvejr;

skibet skred igennem

skummets sprøjt til Sigtun.

18. Kong Haralds forbund med Svend Ulfsen

Harald traf dér Svend Ulfsen; han var dette efterår flygtet fra kong Magnus ved Helgenæs. Da de mødtes, tog de venligt imod hinanden. Svenskekongen Olaf var morfar til Ellisiv — Haralds kone — mens Astrid — Svends mor — var kong Olafs søster. Harald og Svend sluttede sig sammen og forpligtede sig med faste aftaler. Alle svenskere var venner af Svend, for han havde en meget stor slægt dér i landet. Da blev alle svenskere også Haralds venner og støtter; mange stormænd dér var knyttet til ham ved svogerskab. Således siger Tjodolf:

Egekølen kløved’

krappe bølger østfra;

hver en svensker siden

— snilde fyrste! — hjalp dig.

Den gled ud fra Gardar

— guldtung under sejlet —

og vandhovnet hælded’

Haralds skeid i stormen.

19. Kong Haralds hærtogt

Siden skaffede de — Harald og Svend — sig skibe, og de fik snart samlet en stor hær, og da mandskabet var rede, sejlede de østfra til Danmark. Således siger Valgard:

Ud fra Svitjod — Yngve! —

egen siden bar dig

(helt med ret du hævded’

— hærfører! — din odel);

med skræk slog du Skånes

(skeidens sejl var tophejst)

kvindfolk, mens du krydsed’

kort fra slettelandet.

De styrede først til Sjælland og hærgede dér og afbrændte vidt omkring. Derpå tog de til Fyn, hvor de gik i land og hærgede; således siger Valgard:

Helt du — Harald! — Sjælland

hærged’ (ulven søgte —);

du slår — fyrste! — fjender

(— frem til de valfaldne).

Kongen mødte mandstærk

(mange skjolde bristed’)

på Fyn, hvor folks hjelme

fristed’ hårde vilkår.

20. Kong Magnus’ leding

Kong Magnus Olavson styrede om efteråret nordpå til Norge efter Helegnæs-slaget. Dér erfarede han den nyhed, at Harald Sigurdson — hans slægtning — var kommet til Svitjod, og tilmed, at han og Svend Ulfsen havde indgået forbund og havde en stor hær ude og desuden agtede at underlægge sig det danske rige og siden Norge. Kong Magnus udbød leding i Norge og fik snart samlet en stor hær. Han erfarede da, at Harald og Svend var kommet til Danmark, hvor de antændte og afsved alt, mens landets folk i vid udstrækning gav sig under dem. Det blev tilmed fortalt, at Harald var større og stærkere end andre mænd og så begavet, at intet var umuligt for ham, og at han altid sejrede, når han kæmpede; han var også så rig på guld, at ingen kendte magen til. Således siger Tjodolf:

På fred håber havets

hestes træer frygtsomt

(foran landet flyder

flåden af hærskibe);

Haralds bølgehingste

hastigt rustes sydpå,

modsat Magnus søens

mærer styrer nordfra.

21. Magnus søger forlig med Harald

Kong Magnus’ rådgivere sagde, at de fandt det ulykkeligt, såfremt det skulle komme dertil, at de to slægtninge skulle bære banespyd imod hinanden; mange folk tilbød sig til at forsøge at opnå forlig imellem dem, og kongen lod sig overtale og samtykkede i dette. Nogle folk blev da sendt af sted på et hurtiggående fartøj, og de fór så hurtigt som muligt sydpå til Danmark; dér fik de danske mænd, som i alt var venner af kong Magnus, til at forelægge Harald sagen. Denne sag blev ordnet i stor fortrolighed. Da Harald hørte, at kong Magnus — hans slægtning — tilbød ham forlig og forbund, og at Harald skulle have det halve Norge i lighed med Magnus, mens de begge skulle dele deres løsøre halvt med den anden, da samtykkede Harald for sin part i forliget. Derpå sendtes disse aftaler tilbage til kong Magnus.

22. Forligsbrud mellem Harald og Svend

Kort tid efter skete det, at Harald og Svend en aften talte sammen over drikken; Svend spurgte, hvilken af Haralds kostbarheder, han satte størst pris på. Han svarede, at det var hans banner — Land-øderen. Så spurgte Svend, hvad det var ved banneret, der gjorde, at det var så dyrebart. Harald svarede, at det hed sig, at den fik sejr, som banneret blev båret foran, og han sagde, at det havde forholdt sig sådan, siden han havde fået det. Svend svarede: »Jeg vil tro på, at den egenskab følger banneret, såfremt du kæmper tre gange imod kong Magnus — din slægtning — og sejrer hver gang.« Da sagde Harald vredt: »Jeg kender slægtskabet mellem mig og Magnus, så du behøver ikke minde mig om det, og det forholder sig ikke sådan, at vi ikke kunne mødes på mere passende vis, selv om vi nu farer imod hinanden med hærskjold.« Svends ansigtsfarve skiftede, og han sagde: »Der er dem, der mener — Harald! — at du før alene har overholdt den del af faste aftaler, som efter din opfattelse gavner din sag bedst.« Harald svarede: »Du kender nok til færre tilfælde, hvor jeg ikke har overholdt aftaler, end jeg véd, kong Magnus vil hævde, at du har brudt aftaler med ham.« Så gik de hver til sit.

Wilhelm Wetlesen: Harald og Svend talte en aften sammen over drikken.

Om aftenen, da Harald gik til løftingen på sit skib for at sove, sagde han til sin tjener: »Jeg vil ikke ligge i sengen nu i nat, for jeg formoder, at ikke alt sker uden svig; jeg fandt her til aften, at Svend — min svoger — blev meget vred, da jeg talte uden omsvøb. Hold du vagt her, hvis der skulle ske noget i nat.« Harald gik derpå et andet sted hen for at sove, men lagde en trækævle på sin plads. Om natten blev en båd roet hen til løftingen, og en mand gik ombord og sprættede teltdugen over løftingen op, hvorpå han gik op og huggede mod Haralds plads med en stor økse, så denne sad fast i træet; manden sprang straks ud i båden — og det var bælgmørkt — og roede derfra i en fart, men øksen blev efterladt til bevis, for den sad fast i træet. Siden vækkede Harald sine folk og lod dem se, hvilket svig de havde været udsat for: »— og vi kan se,« sagde han »— at vi her ikke kan stå os imod Svend, så snart han griber til svigefuldheder imod os; det er måske det bedste vilkår at forsvinde herfra, mens der er mulighed for det. Lad os løsne vores skib og ro væk så ingen opdager det.« Det gjorde de og roede om natten nordpå langs med landet, og de drog af sted dag og nat, indtil de traf kong Magnus dér, hvor han lå med sin hær. Harald opsøgte da kong Magnus — sin slægtning — og det blev et glædeligt møde, således som Tjodolf siger:

Du — vidtkendte konge! —

kølfure lod bølgen;

skibets stavn du styred’

støt til Danmark østfra.

Olavs søn dig siden

sendte bud: At dele

land og folk i fællig

(frænder mødtes glade).

Derpå talte de to slægtninge sammen, og alt foregik i fordragelighed.

23. Kong Magnus giver Harald det halve Norge

Kong Magnus lå ved land og havde rejst telte på land; han indbød da sin slægtning — Harald — til sit bord, og Harald gik til gæstebuddet med 60 mand; det var et meget flot gilde. Sidst på dagen gik kong Magnus ind i teltet, hvor Harald sad; han blev fulgt af nogle folk, der bar byrder af våben og klæder. Så gik kongen hen til manden, der sad yderst, og gav ham et godt sværd; den næste fik et skjold, og derefter gav han klæder eller våben eller guld — og jo større gaver, des mere fornemme folk var. Til sidst kom han hen foran Harald — sin slægtning — med to rørstokke i hænderne, mens han sagde: »Hvilken stok vil du nu have?« Harald svarede: »Den, som er nærmest mig.« Da sagde kong Magnus: »Med denne rørkæp giver jeg dig det halve Norgesvælde med alle forpligtelser og skatter og al den ejendom, der følger dermed, med den aftale, at du alle steder i Norge skal være konge med samme ret som jeg, men når vi begge er sammen, skal jeg have forrang i hilsen og tjeneste og sæde; hvis vi er tre fyrstelige mænd, skal jeg sidde i midten, og jeg skal have kongelejet og kongebryggen. Du skal til gengæld støtte og styrke vort rige, når jeg nu har gjort dig til en sådan mand i Norge, som jeg ellers ikke mente, at nogen skulle blive, så længe jeg havde mit hoved oven mulde.« Da rejste Harald sig og takkede ham meget for æren og værdigheden. Så satte de sig begge sammen og var meget opstemte den dag; om aftenen gik Harald og hans folk til deres skib.

24. Kong Harald indbyder kong Magnus

Morgenen efter lod kong Magnus hele hæren indkalde til ting, og da tinget var sat, bekendtgjorde kong Magnus over for alle mændene, hvilken gave han havde givet Harald — sin slægtning. Tore fra Steig gav Harald kongenavn dér på tinget. Den dag indbød kong Harald kong Magnus til sit bord, og han gik om dagen med 60 mand til kong Haralds landtelt, hvor denne havde indrettet til gæstebud. Dér sad de to konger ved siden af hinanden, og det var et flot og storslået gilde, og kongerne var opstemte og glade. Sidst på dagen lod kong Harald en mængde tasker bære ind i teltet; folkene bar også klæder og våben og andre kostbarheder ind. Han delte værdierne i to og delte ud deraf mellem de af kong Magnus’ mænd, der deltog i gæstebuddet. Derpå lod han taskerne åbne, idet han sagde til kong Magnus: »Du gav mig i går en stor magt, som du forud havde vundet fra dine og mine uvenner, til sameje med dig. Det var flot gjort, for du har slidt meget for det. Jeg har til gengæld været udenlands og nok været i nogen livsfare, før jeg fik samlet dette guld, som du nu kan se; dette vil jeg dele med dig, og vi skal eje alt løsøre på samme vis, som vi hver især har den halve magt i Norge. Jeg véd, at vi er forskellige af sind; du er en langt mere gavmild mand, end jeg er, og vi skal derfor dele disse værdier ligeligt imellem os, og så kan vi hver især gøre med vores del, som vi ønsker.« Harald lod derpå et stort koskind udbrede, og guldet fra taskerne blev hældt ud derpå; så tog man vægt og skåle og fordelte alle værdierne efter vægt, og alle, der så på, fandt det svært utroligt, at der i Nordlandene skulle være samlet så meget guld på ét sted. Dette var dog ganske vist grækerkongens ejendom og formue, og alle siger, at dér er husene fulde af rødt guld. Kongerne var da meget glade. Da kom en støbt skål på størrelse med et menneskehoved frem; Harald løftede skålen og sagde: »Hvor er nu det guld — Magnus, min slægtning! — som du stiller imod dette bæger?« Da svarede kong Magnus: »Der har været så megen ufred og så mange store ledinger, at næsten alt guld og sølv i min varetægt er opbrugt. Nu ejer jeg ikke mere guld end denne ring ...« — og han tog ringen og rakte den til Harald. Han så på den og sagde: »Det var ikke meget guld — slægtning! — for den konge, der har to kongedømmer, og dog vil nogle nok betvivle, hvorvidt du ejer denne ring.« Da sagde kong Magnus alvorligt: »Hvis jeg ikke med rette ejer denne ring, så véd jeg ikke, hvad jeg har fået med rette, for den hellige kong Olav — min far — gav mig denne ring, da vi skiltes for sidste gang.« Da svarede kong Harald leende: »Det er sandt, som du siger — kong Magnus! — at din far gav dig ringen; den ring tog han fra min far på grund af en ubetydelig sag. Det er også sandt, at det ikke var godt for småkongerne i Norge, da din far var mest magtfuld.« Ved gæstebuddet forærede kong Harald Tore fra Steig en bolle af masret ved; den havde et bælte af sølv omkring og en sølvhank foroven, og begge dele var forgyldte, og den var fuld af penninger af skært sølv. Med den fulgte også to guldringe, som stod i en mark tilsammen. Han gav ham tillige sin kappe, som var af brunt purpur med hvidt skind, og lovede ham stor hæder og sit venskab. Torgils Snorreson har fortalt, at han så den alterdug, der siden blev lavet af kappen, og Gudrid — datter af Guttorm, der var søn af Tore fra Steig — sagde, at hun havde set bollen i sin fars — Guttorms — eje. Således siger Bølverk:

Den grønne grund fik du

— gavmilde! — af Magnus;

du gav ham til gengæld

guld ved jeres møde.

Frændemødet fremmed’

freden jer imellem,

men Svend måtte siden

særligt ufred vente.

25. Om kong Magnus

Kong Magnus og kong Harald regerede begge Norge vinteren efter deres forlig, og de havde hver sin livvagt. De drog om vinteren gennem Oplandene på gæstebud og var undertiden sammen, undertiden hver for sig. De drog helt nordpå til Trondheim og til Nidaros. Kong Magnus havde, siden han var kommet til landet, varetaget kong Olavs helligdom og klippet hans hår og negle hver tolvte måned, og han havde selv den nøgle, skrinet kunne åbnes med. Der skete mange forskellige mirakler ved kong Olavs helligdom. Der gik snart skår i kongernes enighed, og mange var så ildesindede, at de fór med ondt imellem dem.

26. Om Svend Ulfsen

Svend Ulfsen lå tilbage og sov, dengang Harald var draget væk. Siden lod han Haralds færden undersøge, og da han erfarede, at Harald og Magnus var blevet forligte og nu havde én hær sammen, førte han sin hær østpå langs Skånesiden og blev dér, indtil han om vinteren fik vished for, at Magnus og Harald var taget nordpå til Norge med deres hær. Derpå førte Svend sin hær sydpå til Danmark, og han tog den vinter alle kongelige indtægter dér.

27. Om kongelejet

Da foråret begyndte, udbød de — kong Magnus og kong Harald — ledning i Norge. Det skete engang, at kong Magnus og kong Harald lå i samme havn, og dagen efter var Harald først klar til afgang, og han sejlede med det samme, men om aftenen lagde han til dér, hvor kong Magnus havde tænkt sig at være den nat. Harald lagde sit skib i kongelejet og slog sine telte op. Kong Magnus sejlede senere på dagen og kom siden til havnen, hvor Harald forinden havde slået teltene op; de så, at Harald havde lagt til i kongelejet, og at han agtede at blive liggende. Da kong Magnus’ folk havde nedtaget deres sejl, sagde kong Magnus: »Nu skal folkene ro og finde plads langs bordsiden; andre skal pakke deres våben ud og bevæbne sig, for hvis de ikke vil lægge fra, så skal vi slås.« Da kong Harald så, at kong Magnus agtede at lægge an til kamp imod dem, sagde han til sine folk: »Kap fortøjningen og lad skibene føre væk fra lejet! Min slægtning — Magnus — er vred.« Dette gjorde de og fjernede skibene fra lejet; kong Magnus lagde sine skibe i lejet. Da de begge havde ordnet deres ting, gik kong Harald sammen med nogle folk om bord på kong Magnus’ skib. Kongen tog venligt imod ham og bød ham velkommen. Da svarede kong Harald: »Jeg troede, at vi var kommet blandt venner, men en stund grundede jeg noget over, hvorvidt I ville lade det være sådan. Det er sandt, som det siges, at barndommen er hidsig, og jeg vil ikke anse dette for andet end ungdomsgerninger.« Da sagde kong Magnus: »Dette var ættegerninger og ikke ungdomsgerninger; jeg mener nok at kunne huske, hvad jeg tillod, og hvad jeg advarede imod. Hvis nu denne lille ting blev gjort uden mit samtykke, så ville der nok snart komme noget andet; jeg ønsker at holde hele det forlig, der blev indgået, og det samme ønsker jeg af dig.« Da sagde kong Harald: »Det er også gammel skik, at den klogeste giver sig.« Så gik han tilbage til sit skib.

I sådanne mellemværender mellem kongerne fandt man, at det var vanskeligt at være forsigtig nok; kong Magnus’ folk hævede, at han havde ret til at klage, mens de, som var mindre forstandige, mente, at Harald var blevet noget ringeagtet. Kong Haralds folk sagde, at der ikke var aftalt andet, end at kong Magnus skulle have lejet, såfremt de ankom samtidig, og at Harald ikke var forpligtet til at lægge fra, hvis han allerede lå der, og de mente, at Harald havde handlet klogt og godt. De, som ville udlægge det værre, hævdede, at kong Magnus ville bryde forliget, og de sagde, at han havde handlet forkert og usømmeligt imod kong Harald. På grund af sådanne uenigheder førte uforstandige folks snak til, at der opstod spild mellem kongerne. Der indtraf også mange hændelser, som kongerne opfattede på hver sin måde, selv om der ikke her er skrevet meget om det.

28. Kong Magnus den Godes død

Kong Magnus og kong Harald førte deres hær sydpå til Danmark. Da Svend erfarede det, flygtede han østpå til Skåne. Kongerne Magnus og Harald opholdt sig længe om sommeren i Danmark, og de underlagde sig da hele landet. De var i Jylland om efteråret. En nat, da kong Magnus lå i sin seng, skete det, at han drømte og syntes at befinde sig sammen med sin far — den hellige kong Olav — og det forekom ham, at denne sagde: »Hvilket vilkår vælger du — min søn? Vil du drage med mig nu, eller vil du blive den mægtigste konge og leve længe, men begå en sådan misgerning, at du næppe eller aldrig får den bødet?« Det forekom ham, at han svarede: »Jeg ønsker, at du vælger på mine vegne.« Da forekom det ham, at kongen svarede: »Så skal du drage med mig.« Kong Magnus berettede denne drøm for sine mænd. Kort tid efter blev han syg og lå på det sted, der hedder Suderup. Da han var døden nær, sendte han sin bror — Tore — til Svend Ulfsen, at denne skulle yde Tore den hjælp, han havde behov for. Det fulgte med buddet, at kong Magnus gav Svend Danevældet efter sin død; han sagde, at det var rimeligt, at Harald regerede i Norge, men Svend i Danmark. Derpå døde kong Magnus den Gode, og hele almuen sørgede meget over hans død; således siger Odd Kikineskjald:

Mænd lod tårer trille;

tung var denne gravfærd

for folk, som fyrsten gavmildt

førhen skænked’ guldet.

Og kongens huskarle

knapt da evned’ gråden

(ofte i sorg siden

sad de) fuldt at tæmme.

29. Kong Magnus’ ligfærd

Efter disse begivenheder holdt kong Harald ting med hæren og fortalte folkene, hvad han havde i sinde: At drage til Viborg-tinget med hæren og lade sig tage til konge over Danevældet og derpå vinde landet; han regnede det — på samme måde som Norgesvældet — som sin arv efter sin slægtning — Magnus. Han bad sine folk støtte sig og sagde, at så ville nordmændene for al fremtid være danskernes overmænd. Da svarede Einar Tambarskælver og sagde, at han anså sig for mere forpligtet til at lægge kong Magnus — sin fostersøn — i graven og føre ham til hans far — kong Olav — end til at slås i udlandet eller til at stræbe efter en anden konges magt og ejendom. Han endte sin tale med at sige, at det forekom ham bedre at følge den døde kong Magnus end enhver anden, levende konge. Han tog siden liget og lod det gøre værdigt i stand, så man kunne se, at der blev taget hånd om det på kongeskibet. Så gjorde alle trøndere og nordmænd klar til at drage hjem med kong Magnus’ lig, og ledingen gik i opløsning. Kong Harald mente da, at det bedste vilkår var at tage tilbage til Norge og underlægge sig det rige og derfra vokse i styrke. Kong Harald drog da med hele hæren tilbage til Norge, men så snart han kom til Norge, holdt han ting med landets mænd og lod sig tage til konge over hele landet. Han drog således vestpå helt fra Viken, at han blev taget til konge i hvert et fylke i Norge.

30. Om kong Magnus

Einar Tambarskælver — og med ham hele trønderhæren — tog af sted med kong Magnus’ lig og førte ham til Nidaros, og dér blev han begravet i Klemenskirken; dér fandtes dengang den hellige kong Olavs skrin. Kong Magnus havde været en mand af middelvækst med et regelmæssigt og lyst ansigt og med lyst hår; han var veltalende og snarrådig, gæv og meget gavmild, en stor kriger og meget våbendjærv. Han var den mest vellidte af alle konger, og han blev rost af både sine venner og uvenner.

31. Om kong Svend Ulfsen

Wilhelm Wetlesen: Svend får besked om Magnus’ død

Svend Ulfsen opholdt sig det efterår i Skåne; han ville tage østpå til Sverige og agtede at fraskrive sig den titel, han havde taget sig i Danmark. Da han stod ved sin hest, kom nogle mænd ridende og fortalte ham nyheder: For det første, at kong Magnus Olavson var død, og for det andet, at hele den norske hær havde forladt Danmark. Svend svarede hurtigt og sagde: »Jeg tager Gud til vidne på, at jeg aldrig herefter skal flygte fra Danmark, så længe jeg er i live!« Derefter steg han på sin hest og red sydpå i Skåne; der samlede sig straks en stor flok om ham. Den vinter underlagde han sig hele Danmark, og alle danskerne tog ham til konge. Tore — kong Magnus’ bror — kom om efteråret til Svend med kong Magnus’ budskab, således som det før blev skrevet; Svend tog godt imod ham, og Tore var længe hos ham og blev godt behandlet.

32. Om kong Harald Sigurdson

Kong Harald Sigurdson tog kongemagten i hele Norge efter kong Magnus Olavsons død. Da han havde rådet for Norge i ét år, og det blev forår, udbød han leding i hele landet — halvt ledingsmandskab og skibe. Han drog sydpå til Jylland, hærgede og afbrændte vidt omkring og lå i Gudenåfjorden. Dér digtede kong Harald dette:

Ank’ret her ved åens

udløb holder skibet;

sagte kvæder kvinden

— klædt i slør — for manden.

Så bad han Tjodolf Skjald digte videre; denne kvad:

Ankerkloens kolde

kroge — spår jeg — sænkes

næste sommer sydpå

sikkert flere gange.

I sin drapa påpeger Bølverk dette — at Harald sommeren efter kong Magnus’ død drog til Danmark:

Året efter droges

ud på havet flåden;

skibene skar gennem

skumsprøjtet fra bølgen.

Langs med kysten lagdes

ledingshæren, kampklar;

ikke uden grunde

ængsted’s folk i Danmark.

Så afbrændte de Torkel Ordgyders gård; han var en stor høvding. Hans døtre blev ført bundne til skibene. De havde om vinteren gjort meget grin med, at kong Harald ville fare til Danmark med hærskibe; de skar ankre af ost og sagde, at sådanne velsagtens kunne holde Norges konges skibe. Da blev dette kvædet:

Møer ud af osten

ankerringe gjorde,

men alt sådant udstyr

ærgred’ fyrsten meget.

Morgendagens danske

døtre griner mindre,

når norske jernankre

ud for stranden fæstnes.

Det siges, at udkigsmanden, der fik øje på kong Haralds flåde, sagde til Torkel Ordgyders døtre: »I Ordgyder-døtre sagde, at Harald ikke ville komme til Danmark!« Dotte svarede: »Jamen, det var i går!« Torkel løskøbte sine døtre med en masse penge; således siger Grane:

Hårdt ved Hornskov fremtvang

Harald kvindetårer,

dengang høvding-døtre

droges ud på skibet.

Lille løsesummen

langtfra måtte kaldes,

dengang Dottes faders

døtre købtes frihed.

Kong Harald hærgede hele denne sommer i Danmark og vandt sig store værdier, men han slog sig ikke ned i Danmark den sommer; om efteråret drog han tilbage til Norge og var dér om vinteren.

33. Kong Harald Hårdrådes giftermål

Kong Harald blev gift med Tora — datter af Torberg Arneson — vinteren efter kong Magnus den Godes død. De fik to sønner; den ældste hed Magnus, den anden Olav. Kong Harald og dronning Ellisiv havde to døtre; den ene hed Maria, den anden Ingegerd. Foråret efter den hærfærd, der før blev omtalt, udbød kong Harald igen hæren og drog om sommeren til Danmark for at hærge; siden gjorde han det den ene sommer efter den anden. Således siger Stuf Skjald:

Folketomt lå Falster

foran kongens skare;

ravnerædslen Danmark

ramte hver en sommer.

34. Om kong Svend

Kong Svend regerede i hele Danmark efter kong Magnus’ død; han sad roligt om vinteren, men lå ude med ledingshæren om sommeren og truede med at drage med den danske hær nordpå til Norge og gøre ikke mindre skade dér, end kong Harald gjorde i Danmark. Om vinteren tilbød kong Svend kong Harald, at de sommeren efter skulle mødes i Elven og dér kæmpe til det sidste eller i modsat fald forliges. Så brugte de begge vinteren på at udruste deres skibe, og begge havde sommeren efter halv ledingshær ude. — Den sommer kom Torleik den Smukke ude fra Island og begyndte at digte på en flokk om kong Svend Ulfsen; da kan kom nordpå til Norge erfarede han, at kong Harald var draget sydpå for at mødes med kong Svend i Elven. Så kvad Torleik dette:

Snart på Virfils veje

venter trønder-flokken

at se den kampsnilde

slås i oddestriden;

Hvem der land og livet

lader, må Gud vælge;

forlig som let brydes,

lader Svend vel fare.

Og endvidere kvad han dette:

Skjoldbeklædte skibe

skred på havet nordfra;

Harald førte hæren

hen ad bølgens veje.

Svend, der ofte sværted’

sværdet rødt i striden,

drev bag dragers gaben

dristigt til kamp sydfra.

Kong Harald kom til det fastsatte mødested med sin hær; da erfarede han, at kong Svend lå sydpå ved Sjælland med sin flåde. Så delte kong Harald sin flok og lod det meste af bondehæren drage hjem; han drog videre med sin livvagt, lendermændene, udvalgte folk og den del af bondehæren, der var bosiddende nærmest danskerne. De tog sydpå til Jylland, sønden om Vendelskagen og så sydpå forbi Thy; overalt fór de med hærskjold. Således siger Stuf Skjald:

Folk af Thyland flygted’

foran krigerfystens

heltemod og hærskjold.

[Haralds ånd i himlen.]

De drog helt sydpå til Hedeby, indtog købstaden og brændte den; da digtede kong Haralds mænd dette:

Heftigt Hedebyens

huse stod i flammer

(dette kan vel kaldes

karleværk, som huskes).

Hele byen brændtes

brat i nat til grunden;

svært kan denne svitsning

Svend fra tanken lægge.

Dette nævner Torleik også i sin flokk, eftersom han erfarede, at der ikke blev noget af kampen ved Elven.

35. Kong Haralds flugt på Jyllandshavet

Derefter tog Harald nordpå med 60 skibe; de fleste var store og lastet tungt med det krigsbytte, de havde fået om sommeren. Da de kom nord for Thy, kom Svend nede fra landet med en stor hær; han opfordrede da kong Harald til at gå i land og kæmpe. Kong Harald havde under halvt så mange mænd; alligevel indbød han kong Svend til kamp mod sig på skibene. Således siger Torleik den Smukke:

Svend — den fyrste-fødte! —

fordred’ striden landlagt;

skarpe våben skulle

skifte kongemagten.

Hell’re ville Harald

— han som nøl foragted’! —

på stand i skibsstavnen

stolt forsvare byttet.

Efter dette sejlede Harald norden om Vendelskagen; de fik da modvind og lagde sig ind under Læsø, hvor de lå for natten. Der lagde sig en tæt drivtåge over vandet, men om morgenen, da solen stod op, så de ligesom ild, der brændte på den anden side af havet. Dette blev sagt til kong Harald; han så efter og sagde med det samme: »Tag teltdugene af skibene og lad mændene ro! Det er sikkert den danske hær, der kommer imod os; tågen må være lettet dér, hvor de er, så solen kan skinne på deres dragehoveder, der er guldbelagte.«

Wilhelm Wetlesen: Om morgenen, da solen stod op, så de danskernes skibe

Det forholdt sig, som Harald sagde; Svend Danekonge var ankommet med en enorm hær. Så roede alle så godt, som de kunne. Danskernes skibe var letroede, mens nordmændenes skibe var både vandmættede og tungt lastede; der blev hurtigt kortere imellem dem. Harald indså, at det ikke nyttede på denne måde. Kong Haralds drage sejlede bagerst af alle hans skibe. Så sagde kong Harald, at man skulle kaste planker over bord og lægge tøj og gode ting på dem; det var så stille i vejret, at dette drev med strømmen. Da danskerne så deres værdier flyde på havet, drejede de, der roede forrest, derhen, idet de fandt det lettere at tage det, der flød omkring, end at lede efter det ombord hos nordmædene. Forfølgelsen gik da i stå. Da kong Svend indhentede de andre med sit skib, drev han dem frem og sagde, at det ville være en stor skam — så stor en hær de havde — hvis de ikke skulle få indhentet de andre — der var så lille en flok — og få dem i deres magt. Så begyndte danskerne at ro hårdere anden gang, men da kong Harald så, at danskernes skibe tog fart, bad han sine mænd gøre skibene lettere ved at kaste malt, hvede og flæsk over bord og tømme drikkebeholderne; dette hjalp en stund. Så lod kong Harald skanseklædning og tomme kar og tønder kaste over bord — og med dem de tilfangetagne mænd. Da det alt sammen flød på søen, beordrede kong Svend at hjælpe mændene, og det blev gjort. Mens dette stod på, kom de længere fra hinanden; så vendte danskerne hjem, og nordmændene sejlede deres vej. Således siger Torleik den Smukke:

Hærkongen — jeg hørte —

hastigt efterstræbte

flokken, som snart flygted’

flittigt ud på søen.

Kun med nød og næppe

norskekongen undslap;

byttet så man sejle

slængt på Jyllandshavet.

Kong Svend vendte med flåden tilbage mod Læsø og fandt dér syv af nordmændenes skibe; det var ledingsmandskab og kun bønder. Da kong Svend kom hen til dem, bad de om fred og tilbød penge for sig; således siger Torleik den Smukke:

Fyrstens fjender ønsked’

fred og tilbød penge;

ej mod overmagten

agted’ folk at stride.

Haralds venner viste

vilje til fredsmægling;

livet (ikke uden

årsag) holdt de kærest.

36. Om kong Harald

Kong Harald var en mægtig og myndig mand indenlands og meget forstandig, så det almindeligt siges, at der ikke i Nordlandene har været en høvding, der var lige så dybsinding eller rådsnild som Harald. Han var en stor kriger og meget våbendjærv; han var stærkere og mere våbenduelig end enhver anden mand, således som det tidligere blev skrevet. Alligevel er mange af hans berømmelige gerninger ikke nedskrevet her. Det skyldes til dels vort ukendskab og desuden det, at vi ikke i bøger vil medtage beretninger, der ikke er vidnefaste, selv om vi har hørt ting omtalt eller nævnt; vi finder det bedre, at man sidenhen tilføjer noget, end at det skulle blive nødvendigt, at dette samme måtte fjernes. Mange fortællinger om Harald er sat på vers, som islandske mænd forebragte ham selv eller hans sønner; af den grund var han en stor ven af dem. Han var også den største ven af alle folk herude, og da der var stor nød på Island, gav Harald lov til, at fire skibe lastet med mel blev sejlet til Island, og han fastlagte, at et skippund ikke måtte være dyrere end 100 alen vadmel. Han tillod alle fattige folk at rejse herudefra, såfremt de kunne skaffe sig underhold til overfarten på havet, og således kunne dette land ernære sig ved tidernes bedring. Kong Harald sendte en klokke herud til den kirke, som den hellige kong Olav sendte træet til, og som blev rejst på Altinget. Sådanne minder har folk herude om kong Harald og mange andre store gaver, som han tildelte de mænd, der opsøgte ham.

Haldor Snorreson og Ulf Uspagson, som tidligere er omtalte, kom til Norge sammen med kong Harald. De var på mange måder forskellige. Haldor var en stor og stærk mand og meget smuk; kong Harald gav ham det vidnesbyrd, at han havde været den af hans mænd, der forandrede sig mindst, når noget uventet indtraf, hvad enten det drejede sig om livsfare eller glædelige begivenheder, og hvad der end skete, når der var fare på færde, så var han hverken mere eller mindre glad, og han sov hverken mere eller mindre eller drak og spiste anderledes, end han plejede. Haldor var en fåmælt og tillukket mand; han sagde tingene lige ud og var stivsindet og ubøjelig, hvilket kongen dog ikke syntes om, da han hos sig ellers havde mange gæve og tjenstvillige folk. Haldor opholdt sig kun kort tid hos kongen, før han drog til Island; han slog sig ned på Hjardarholt, hvor han boede til sin alderdom, og han blev en gammel mand.

37. Om Ulf Uspagson

Ulf Uspagson opholdt sig i stort venskab hos kong Harald; han var en meget klog mand, veltalende, mandig, pålidelig og ærlig. Kong Harald gjorde Ulf til sin staller og giftede ham med Jorunn Torbergsdatter, der var en søster til Tora, som var kong Haralds kone. Ulf og Jorunns børn var Joan den Stærke på Rosvold og Brigida, der var mor til Fåre-Ulf, som var far til Peter Byrdesvend, der var far til Ulf Pyt og dennes søskende. Joan den Stærkes søn var Erlend den Dorske, som var far til ærkebiskop Øistein og hans brødre. Kong Harald gav Ulf lendermandsrettigheder og jordindtægter for 12 mærker foruden et halvt fylke i Trondheim. Dette fortæller Stein Herdisson i Ulfsflokken.

38. Om kong Harald

Kong Magnus Olavson lod Olavskirken opføre i købstaden; på det sted havde kongens lig stået en nat over, og det var oven for byen. Dér lod han også kongsgården rejse. Kirken blev ikke fuldført, inden kongen døde. Kong Harald lod det, der manglede, gøre færdigt. Han lod også en stenhal bygge til sig dér i gården, men den blev ikke færdig, før han døde. Kong Harald lod Mariakirken rejse fra grundvolden oppe på sandbanken nær det sted, hvor kongens helligdom lå i jorden den første vinter efter hans fald; det var en stor kirke, som var så solidt bygget med kalk, at man knapt formåede at bryde den, da ærkebiskop Øistein lod den nedtage. Kong Olavs helligdom blev opbevaret i Olavskirken, så længe Mariakirken var under opførelse. Kong Harald lod kongsgården bygge ved åen neden for Mariakirken, dér hvor den findes nu. Den stenhal, som han havde ladet bygge, lod han vie til Gregoriuskirke.

39. Om Håkon Ivarson

Der var en mand, der hed Ivar den Hvide, som var en fornem lendermand; han holdt til i Oplandene, og han var dattersøn af jarl Håkon den Mægtige. Ivar havde et meget smukt udseende. Hans søn hed Håkon, og om ham er det sagt, at han overgik alle, som på den tid fandtes i Norge, i mod, styrke og duelighed; han var allerede som ganske ung på hærfærd, hvor han skaffede sig stor hæder, og Håkon blev en meget navnkundig mand.

40. Om Einar Tambarskælver

Einar Tambarskælver var den mægtigste lendermand i Trondheim. Forholdet mellem ham og kong Harald var ikke videre godt, men Einar havde dog sine landindtægter, som han havde haft dem, mens kong Magnus var i live. Einar var en hovedrig mand; han var gift med Bergljot — jarl Håkons datter — som det tidligere blev fortalt. Eindride — deres søn — var da fuldvoksen; han blev da gift med Sigrid, som var datter af Ketil Kalv og Gunhild og dermed kong Haralds søsterdatter. Eindride besad sin mors slægtninges — jarl Håkon og dennes sønners — skønhed og fagerhed, men vækst og styrke havde han fra sin far — Einar — og tilsvarende havde han den samme duelighed, som Einar besad mere end andre mænd. Han var en meget afholdt mand.

41. Om jarl Orm

Der var dengang en jarl i Oplandene, der hed Orm; hans mor — Ragnhild — var datter af jarl Håkon den Mægtige. Orm var en særdeles ypperlig mand. Dengang boede Aslak Erlingson på Sole østpå på Jæren; han var gift med Sigrid — datter af jarl Sven Håkonson. Jarl Svens anden datter — Gunhild — var gift med danekongen Svend Ulfsen. Således var disse — og mange andre gæve mænd — jarl Håkons efterkommere i Norge, og hele den slægt var meget smukkere end andre folk, og de fleste var yderst duelige mænd, men de var alle gæve folk.

42. Om kong Harald

Kong Harald var magtbegærlig, og det tiltog efterhånden som han fik fodfæste i landet, og det kom dertil, at det for de fleste folk ikke nyttede at tale ham imod eller at forsøge at fremme andre sager end dem, han ønskede. Således siger Tjodolf Skjald:

I fyrstens hærfølge

folk skal stå og sidde

pligtskyldigt på pladsen

påbudt dem af kongen.

Hvad stridsstærens mætter

strengt byder, bejaer

hirden; hele folket

holder kongens regler.

43. Om Einar Tambarskælver

Einar Tambarskælver var særligt anfører for bønderne i hele Trondheim; han forestod svarene for dem på tinget, når kongens folk sagsøgte. Einar kendte lovene godt, og han savnede ikke mod til at føre sager på tinget, selv om kongen var til stede; alle bønderne støttede ham. Herover blev kongen meget vred, og det endte med, at de skændtes med hårde ord. Einar sagde, at bønderne ikke ville findes sig i ulovligheder fra ham, hvis han ikke overholdt landets ret. Sådan gik det flere gange imellem dem. Så begyndte Einar at have mange folk omkring sig hjemme, men dog endnu flere, når han kom til byen, og kongen var til stede. En gang drog Einar ind til byen med et stort følge — otte eller ni langskibe og tæt ved fem hundrede mand — og da han kom til byen, gik han i land med den skare. Kong Harald var i sin gård og stod ude på svalegangen omkring loftet og så, da Einars folk gik fra skibene, og man siger, at Harald da kvad:

Tambarskælver (tit han

tangens vang befarer)

møder — ser jeg — meget

mandstærk på skibsbroen;

kongesædet (sjældent

sås en større skare

følge jarlers fodspor)

frister sikkert Einar.

Og skjoldets skræks rødner

skiller os fra landet,

medmindre Einar inden

øksens mundtøj kysser.

Einar opholdt sig i byen nogle dage.

44. Einar og Eindride falder

En dag blev der holdt byting, og kongen var selv til stede på tinget. Der var i byen blevet pågrebet en tyv, som blev fremstillet på tinget; manden havde før været med Einar, og denne havde syntes godt om ham. Dette blev fortalt Einar, og han syntes da at vide, at kongen ikke ville lade manden slippe lettere, selv om Einar talte hans sag. Einar lod da sine folk bevæbne og siden gå til tinget; Einar tog manden fra tinget med magt. Derefter trådte venner af begge parter til og mæglede imellem dem; det kom dertil, at der blev aftalt et forligsmøde, hvor de selv skulle træffes. I kongsgården nede ved åen fandtes en mødestue; kongen gik ind i stuen fulgt af få mænd, mens resten af hans følge stod ude i gården. Kongen lod et bræt lægge over lyren, så der kun var en lille åbning. Så kom Einar ind i gården med sine folk; han sagde til sin søn — Eindride: »Bliv du ude med folkene, så er jeg ikke i nogen fare.« Eindride stod ude ved stuedøren. Da Einar kom ind i stuen, sagde han: »Der er mørkt i kongens mødestue.« I det samme sprang folk på ham, nogle stak, mens andre huggede. Da Eindride hørte det, trak han sværdet og løb ind i stuen; han blev også straks fældet som Einar. Da løb kongsmændene hen til stuen og for døren, mens bønderne stod tvivlrådige, idet de nu ingen anfører havde; de opildnede hinanden ved at sige, at det var skammeligt, hvis ikke de hævnede deres høvding, men det blev dog ikke til noget angreb. Kongen gik ud til sine folk og stillede op i slagorden og rejste banneret, men bønderne gik ikke til kamp. Så gik kongen ud på sit skib sammen med hele sit følge; de roede ud efter åen og derefter deres vej ud på fjorden.

Bergljot — Einars kone — erfarede hans fald; hun opholdt sig da i det hus, hun og Einar tidligere havde ejet i byen. Hun gik straks til kongsgården, hvor bondehæren var, og opildnede dem meget til kamp, men i det samme øjeblik roede kongen ud efter åen. Da sagde Bergljot: »Nu savner vi min slægtning — Håkon Ivarson; Eindrides banemænd ville ikke få lov til at ro ud efter åen, hvis Håkon befandt sig her på åbrinken.« Siden lod Bergljot sørge for Einars og Eindrides lig; de blev begravet i Olavskirken ved siden af kong Magnus Olavsons leje. Efter Einars død blev kong Harald så forhadt for denne gerning, at det eneste, der afholdt lendermændene og bønderne fra at give sig i kamp mod ham, var, at der ikke fandtes en foregangsmand til at lade banneret rejse over bondehæren.

45. Om kong Harald og Finn Arneson

Finn Arneson boede dengang på Austrått på Ørlandet; han var da kong Haralds lendermand. Finn var gift med Bergljot — datter af Halvdan, der var søn af Sigurd So; Halvdan var bror til kong Olav den Hellige og kong Harald. Tora — kong Haralds kone — var Finn Arnesons brordatter; Finn og alle hans brødre var gode venner af kongen. Finn Arneson havde tilbragt nogle somre i vesterviking; Finn og Guttorm Gunhildson og Håkon Ivarson havde været på hærtogt sammen. Kong Harald sejlede ud gennem Trondheim og ud til Austrått; dér blev han modtaget godt. Siden talte de sammen — kongen og Finn — og drøftede de hændelser, som var indtruffet for nylig: Drabet på Einar og dennes søn og den knurren og uro, som trønderne rettede mod kongen. Finn svarede rask: »Det værste ved dig er, at hver gang du farer med ondskabsfuldheder, er du bagefter så ræd, at du ikke véd, hvor du skal gøre af dig selv!« Kongen svarede leende: »Svoger! — jeg vil nu sende dig ind til byen; jeg ønsker, at du stifter forlig mellem mig og bønderne. Hvis ikke det lykkes, ønsker jeg, at du drager til Oplandene og overbeviser Håkon Ivarson om, at han ikke skal være min modstander.« Finn svarede: »Hvordan vil du belønne mig, hvis jeg tager på denne farefulde færd? Både trønderne og oplændingene er så store fjender af dig, at ingen af dine sendebude kan drage dertil, medmindre de kan forvente gavn af det selv.« Kongen svarede: »Tag du af sted — svoger! — for jeg véd, at hvis nogen kan forlige os, så er det dig. Og vælg så, hvad du kræver af mig!« Finn sagde: »Så hold du dit ord, mens jeg stiller kravet: Jeg ønsker fred og frit ophold for Kalv — min bror — og al hans ejendom; og han skal tilmed have sit navn og hele sin magt tilbage, som han havde det, inden han forlod landet.« Kongen samtykkede i alt dette, som Finn nævnte; der var vidner og håndslag på det hele. Siden sagde Finn: »Hvad skal jeg tilbyde Håkon, for at han lover dig fred? Han bestemmer nu mest i den slægt.« Kongen sagde: »Du skal først høre, hvad Håkon tilbyder til forlig på sine vegne. Derpå skal du fremme min sag så godt, som du formår, men i sidste ende skal du alene nægte ham kongemagten.« Derefter drog kongen sydpå i Møre og samlede mandskab og fik mange folk.

46. Finn Arnesons færd

Finn Arneson tog ind til byen og havde sine huskarle — nær 80 mand — med sig; da han kom ind til byen, holdt han ting med bymændene. Finn talte længe og klogt på tinget og bad bymændene og bønderne beslutte sig for alt andet end at lægge deres konge for had eller jage ham bort. Han mindede om, hvor galt det var gået for dem, efter at de havde gjort dette ved den hellige kong Olav. Han sagde også, at kongen ville bøde disse drab i henhold til de bedste og klogeste mænds dom. Finn endte sin tale således, at folk gik med til at stille sagen i bero, indtil de sendebude, Bergljot havde sendt til Oplandene for at opsøge Håkon Ivarson, kom tilbage. Derefter drog Finn ud til Orkdalen med de mænd, der havde fulgt ham til byen; siden drog han op til Dovrefjeld og østpå over fjeldet. Finn opsøgte først sin sigersøn — jarl Orm — for at fortælle ham om sit ærinde; jarlen var gift med Sigrid — Finns datter.

47. Om Finn og Håkon Ivarson

De aftalte siden et møde med Håkon Ivarson. Da de mødtes, forelagde Finn sit ærinde for Håkon, således som kong Harald havde pålagt ham; man fandt snart i Håkons tale, at han mente sig stærkt forpligtet til at hævne sin slægtning — Eindride — og han sagde, at der var kommet bud til ham fra Trondheim, at han dér ville få tilstrækkelig styrke til at gøre oprør mod kongen. Derpå fremlagde Finn for Håkon, hvor stor en forskel der var for ham på at modtage så stor en hæder af kongen, som han selv kunne bede om, og så at begive sig i den fare at gøre oprør mod den konge, som han allerede var tjenestebunden til. Han sagde, at Håkon kunne lide nederlag, »— og så har du forbrudt både fred og ejendom, men hvis du sejrer mod kongen, skal du kaldes for drottensviger.« Jarlen støttede Finns tale, og da Håkon havde overvejet dette, fremlagde han, hvad han havde i sinde, og sagde: »Jeg vil forliges med kong Harald, hvis han vil gifte mig med kong Magnus Olavsons datter — Ragnhild — med en sådan medgift, som er passende for hende, og som hun er tilfreds med.« Finn sagde, at han på kongens vegne ville samtykke i dette, og de stadfæstede sagen imellem sig. Derefter drog Finn tilbage nordpå til Trondheim; da stilnede denne ufred og uro, således at kongen fortsat holdt sit rige i fred indenlands, for da var det forbund, som Eindrides slægtninge havde haft til modstand imod kongen, faldet til jorden.

48. Håkon Ivarsons frieri

Wilhelm Wetlesen: Håkon frier til Ragnhild.

Da tiden kom, hvor Håkon skulle have aftalen fuldbyrdet, opsøgte han kong Harald, og da de talte sammen, sagde kongen, at han for sit vedkommende ville holde hele det forlig, som Finn havde tilvejebragt. »Du skal — Håkon!« sagde kongen »— forelægge Ragnhild denne sag, hvorvidt hun bifalder denne beslutning, for det er ikke rådeligt for dig eller andre at få Ragnhild uden hendes samtykke.« Derpå opsøgte Håkon Ragnhild og forelagde hende dette frieri; gun svarede: »Jeg mærker stadigt, at min far — kong Magnus — er død, siden jeg skal giftes med en bonde, selv om du er en smuk mand og dygtig i alle idrætter. Hvis kong Magnus var i live, ville han ikke gifte mig med en mindre mand end en konge. Nu kan man ikke forvente, at jeg vil gifte mig med en ikke-fyrstelig mand.« Derpå opsøgte Håkon kong Harald og fortalte ham om sin samtale med Ragnhild, idet han mindede om aftalen mellem ham og Finn. Finn var også til stede sammen med flere mænd, der havde overværet Finn og Håkons samtale. Håkon tog dem alle til vidner på, at det var aftalt, at kongen skulle give Ragnhild en sådan medgift, at hun var tilfreds med den, » — og nu vil hun ikke have en ikke-fyrstelig mand. Så må du give mig jarlsnavn; jeg har efter mænds udsagn slægt og andre egenskaber til at kunne kaldes jarl.« Kongen svarede: »Kong Olav — min bror — og kong Magnus — hans søn — lod, da de havde magten, kun én ad gangen være jarl i landet; sådan har jeg også gjort, siden jeg blev konge. Jeg vil ikke fratage jarl Orm den værdighed, som jeg allerede har givet ham.« Håkon indså da, at hans sag ikke ville blive gennemført; det var han meget utilfreds med. Finn blev også meget vred. De sagde, at kongen ikke holdt sit ord, og således skiltes de. Håkon forlod straks landet, og han havde et godt udrustet langskib. Han kom sydpå til Danmark og opsøgte med det sammen sin svoger — kong Svend. Kongen tog gladelig imod ham og skaffede ham store landindtægter dér; Håkon blev kong Svends landeværnsmand imod vikinger — vendere, kurere og andre Østersøfolk, der ofte hærgede i Danevældet. Håkon lå ude vinter som sommer.

Noter: