Ordforklaring til norske gårdnavne
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Indledningsbind
Tillæg I
Ordforklaring til norske gårdnavne
Endel af de i norske gaardnavne forekommende ord
med oplysninger om deres betydning og brug.
Af Oluf Rygh 1898
| A -- B -- D -- E -- F -- G - H -- I -- J -- K -- L -- M -- N -- O -- P -- R -- S -- T -- U -- V -- Y -- Ø |
A
á
á f. (Gen. og Flt. ár), Aa. Er det gamle norske Ord for «Elv», endnu brugt saaledes i en stor Del af Landet. Elv (elfr) brugtes i det gamle Sprog kun om enkelte meget store Elve (indenfor Norges daværende Grændser om Glommen og Gøtaelven, Raumelfr og Gautelfr); først mod Slutningen af MA. begyndte man at kalde ogsaa mindre betydelige Elve elfr. Gammel Sideform ó, endnu bevaret i adskillige Stedsnavne. I Nordland nu udtalt Aag, men alm. ikke skrevet saaledes. Som sidste Led i Navne tildels afkortet til -a, mest i Nordland. Findes sms. med vin og heimr (Æn, Œn; Áeimr).
akr
akr m. (Gen. akrs, Dat. akri, Flt. akrar), Ager. I Navne nu, ligesom i Ordets Brug som Fællesord, næsten overalt udt. Aaker. Som 2det Led i Navne ofte afkortet til -åk, -åkk, -ak, -akk. Naar da 1ste Led ender med r, er det vanskeligt at adskille fra det gamle Ord rák n., Græsgang, hvorpaa Kvæg drives, eller Kvægvei (af reka, drive).
alfr
alfr m. findes ikke i bevarede oldnorske Skrifter, men maa efter dets Anvendelse i meget gamle Stedsnavne antages engang at have været brugt ogsaa i Norsk, som endnu i Svensk, i samme Betydning som aurr (se dette), Grus, Grusgrund under det øverste Jordlag. Oftere i Sms. med heimr og vin, i sidste Tilfælde i mindre let kjendelig Form (Ulven, Aulin, se Bd. I S. 399).
áll
ál1 m. (Gen. áls, Flt. álar) brugtes i det gamle Sprog, som endnu, om en dyb Rende i Vand og om en i Farve afstikkende Stribe langs Ryggen af Dyr, især Heste. Opr. Betydning vel: Stribe, og brugt i denne Betydning i de fleste af de Stedsnavne, hvori det forekommer. Bl. a. i flere Bygdenavne, hvoraf nogle endnu bruges (Aal, Aalen). Findes sms. med vin (Ælin, se Bd. I S. 298). I Stedsnavne ofte ikke til at skille fra det vistnok beslægtede Ord ál, ól f., der nu betyder en Rem af Læder.
almr
almr m. (Gen. alms, Dat. almi), Alm (Træ). I Navne usms. i Ental (ofte i Dativform) og som 1ste Led. Et enkelt Tilfælde af Sammensætning med heimr kjendes. Som 1ste Led, naar en Konsonant følger, oftere paa Vestlandet afkortet til Al-, der igjen ved Dissimilation kan blive til An-, naar 2det Led indeholder et 1 (Almdal, Aldal, Andal). I andre Landsdele bliver i det sidste Tilfælde Alm- ofte til Am-, Aam- (Amli, Aamli, Amdal, Aamdal, Amland, Aamland).
alpt
Se ► elptr.
angr
angr m. (Gen. angrs, Dat. angri) maa engang have været brugt i Betydning af Fjord og Vik, men er nu kun bevaret i endel Egennavne paa Fjorde og Viker, som tildels ere overgaaede til Bygde- og Gaardnavne. r er nu oftest bortfaldet i Udtalen. Kan forvexles med Afledningsendelsen angr, som man har f. Ex. i det hyppige Indsønavn Øiangen, og med vangr (se dette).
apaldr
apaldr m. (Gen. apaldrs), Abild, Vildæbletræ. Ofte, især som 1ste Led, i Gaardnavne, i mange forskjellige Udtaleformer, ligesom Fællesordet. Har 2det Led et 1, mister det oftest sit 1 (Apeland, Abeland for Apaldraland). Apaldrs- som 1ste Led kan ved Afkortning og Lydændring blive hel ukjendeligt (Afset eller Akset for Apaldrssetr, Aksnes for Apaldrsnes, se Thj. VSS. 1891 S. 155). Sammensætning med vin findes (Apaldasin i Østre Aker, nu Abelsø).
askr
askr m. (Gen. asks, Dat. aski, Flt. askar), Ask (Træ). Ofte usms. som Gaardnavn i Ent. og Flt. (Ask, Aske, Asker) og som 1ste Led. Af Sammensætningerne skrive nogle sig fra et af Trænavnet dannet Elvenavn Aska; andre Navne, ikke særdeles mange, ere sms. med det afledede Ord eski n., med Ask bevoxet Sted (se ovfr. S. 31). Ofte sms. med heimr, men ikke med vin. Kan forvexles med askr, Æske, lidet Kar (i nyere Navne) og med aska f., Aske.
áss
áss m. (Gen. áss, Dat. ási, Flt. ásar), Aas, langstrakt Høide. Ofte sms. med heimr, maaske ogsaa undertiden med vin. Som 1ste Led i Nutidsform udsat for at forvexles med flere Personnavne (Kvindenavnet Asa, Mandsnavnene Oddr, Ormr), med á, Aa, og i enkelte Tilfælde med Trænavnene askr og ǫsp. Som 2det Led i senere Tids Skrift ofte urigtigt for óss, som i Skrivemaaden Røraas for Røros.
auðn
auðn n. (Gen. auðns, Dat. auðni, Flt. i Gaardnavne auðnir) og f. (Gen. auðnar, Flt. auðnir), Ødemark, øde, ubeboet Sted. Brugt som Gaardnavn dels, fordi Stedet var ryddet i Ødemark, dels fordi det en Tid som Underbrug havde været ubeboet (ovfr. S. 5). Det sidste Tilfælde vistnok det hyppigste. Som Gaardnavn mest brngt i de trondhjemske Amter, i bestemt Entalsform (Aunet), i Dat. Ent. (Aune) og i bestemt Flertalsform (Aunan). I disse Egne desuden hyppigt som 2det Led i sms. Navne; 1ste Led da oftest en ældre Gaards Navn, hvorunder Bruget engang har hørt eller paa hvis Grund det er ryddet. Søndenfjelds sjeldent og kun usms.; au gaar her oftest over til aa eller ø. Søndenfjelds er Navnet dels Hunkjøns-, dels Intetkjønsord, nordenfjelds altid af Intetkjøn, undtagen i Flt., hvor det efter den S. 11 f. forklarede Regel gaar over til Hunkjøn. Disse Navne, især de sms., maa for en stor Del være temmelig unge.
auki
Se ► autn.
aukland
aukland n. er dannet af auka, øge, og maa betyde Øgningsland, ved Rydning tillagt Land. Ofte Gaardnavn i de sydvestlige Landskaber, fra Nedenes til og med Søndhordland; i Stavanger Amt træder dog mest den afledede Form auklendi n. i dets Sted. Ofte i senere Tid skr. Økland, Ugland, Øglend; tildels udtalt med enkelt Vokal, o eller ø. Gaar tilbage til MA., men er vel ikke særdeles gammelt.
aukn
Se ► autn.
aurr
aurr m. (Gen. aurs, Flt. aurar), Grus, især om den faste, urørte Grusgrund under det øverste Jordlag. Ikke sjeldent i Bygde- og Gaardnavne, tildels dog gjennem deraf afledede Navne, Sønavnet Aurr og Elvenavnene Aur, Aura og Yrja; deraf’ ogsaa Bygdenavnet Yrjar (Ørlandet) og enkelte med yrja sms. Navne, som det nordenfjeldske Langyrja. Findes sms. med vin (Aurin). Jfr. alfr.
autn
autn n. (Gen. autns, Dat. autni) findes temmelig ofte som Gaardnavn i Smaalenene og paa Romerike, nu oftest udt. med ø, Øtten, eller, hvor Navnet har Dativform, Øtne. Er sandsynlig en yngre Form af aukn; dette kan ikke paavises som Fællesord, men kan godt tænkes brugt i samme Betydning som aukland. I en Form, nærmere den oprindelige, synes Ordet brugt i Øktner (maaske snarere udtalt Auktner) i S. Odalen og i Øktna i Nes Rom. (GNo. 169,7). Jfr. Bd. I S. 5. Vel i samme Mening findes som Gaardnavn auki m., Forøgelse, paa et Par Steder søndenfjelds (Røken, Strømmen) og i Flt. Aukan om nyere Gaarde paa Nordmør og i Øbygderne i Fosen.
Tilbage til top  A -- B -- D -- E -- F -- G - H -- I -- J -- K -- L -- M -- N -- O -- P -- R -- S -- T -- U -- V -- Y -- Ø --
|
B
bakki
bakki m. (Gen. og Dat. bakka, Flt. bakkar), Bakke. Har i det gamle Sprog ogsaa den særlige Betydning: Elvebred, Søbred (fordi en saadan gjerne danner en Skraaning). Som 2det Led jevnlig afkortet til -bakk, især nordenfjelds.
bali
bali m. (Gen. og Dat. bala), jevn Forhøining eller Vold langs en Strand. I adskillige Gaardnavne vesten- og nordenfjelds, mest nyere; ialfald et enkelt, Bale paa Balestranden i Sogn, er dog sikkerlig meget gammelt. Ogsaa om Holmer og Skjær langt fra Land.
balki
Se ► bǫlkr.
barð
barð n. (Gen. barðs, Dat. barði), Kant, Rand. Mange Stedsnavne, deriblandt ogsaa Gaardnavne, stamme fra dette Ord gjennem dets Brug om Kanten af et Fjeld eller om en Fjeldafsats. Findes sms. med vin (Berðin). I samme eller beslægtet Betydning synes i enkelte Navne ogsaa borða f. og borði m. brugte.
barmr
barmr m. (Gen. barms, Dat. barmi, Flt. barmar) findes oftere som Stedsnavn, især paa Vestlandet, mest brugt om Viker og om Øer, hvis Navne igjen gaa over paa Gaarde. Udgaar sandsynlig fra Ordets Betydning: Brem, Kant.
bekkr
bekkr m. (Gen. bekkjar og bekks, Flt. bekkir), Bæk. Som usms. Navn for det meste ungt; blandt de sms. ere derimod vist adskillige gamle. Særlig kan mærkes det i Østlandets lavere Egne ikke sjeldne Bekkjarhvarf, nu Bækkevar (Bækkekrumning), og Bækhus, Bækkerhus, der oftest svarer til gammelt Bekkjóss, Bekkjaróss (Bækkemunding).
berg
berg n. (Gen. bergs, Dat. bergi, Flt. i Gaardnavne bergar f., Berg, Klippegrund. Vokalen er i Nutidens Udtale i Stedsnavne ofte ændret, især, hvor det er brugt som sidste Led, og i den sydvestlige Del af Landet. berg kan saaledes blive til bør, bor (aabent o), barg, bar (de to sidste Former i Ryfylke, naar Ordet bruges som 2det Led). Formen bjarg synes ikke at forekomme i norske Stedsnavne, uden det skulde være i Sammensætningen Bjargvin, Bjǫrgvin, der dog lige saa godt kan forklares af bjǫrg f. Sammensætninger med vin og heimr findes.
bingr
bingr m. bruges nu efter Aasen 1) om en Kasse, fæstet til en Væg, eller hvis Bagside dannes af en Væg (til Oplag af Korn, Mel, Salt o. lign.; jfr. oldn. torfbingr om Rum til Brændetorv). 2) om afdelt Rum til Smaafæ i et Fjøs. Naar man tager Ordets Anvendelse i Stedsnavne med i Betragtning, kunde man vel forudsætte en opr. mere omfattende Betydning: afskilt Rum paa en Flade. Findes som gammelt Grændenavn i Eidsvold, paa to Steder i Nes Rom., paa Eker (der endnu brugt) og efter DN. II 579 maaske ogsaa tidligere i Hedrum. Som gammelt Gaardnavn i Trøgstad og Sørum; ellers ikke sjeldent i Navne paa Pladser fra nyere Tid i Smaalenene. Ordet forekommer ogsaa i Formen Binge m., der maaske ogsaa er gammel (brugt paa Østlandet efter Ross; ogsaa alm. i Indherred).
birki
Se ► bjǫrk.
bjórr
bjórr m. (Gen. bjórs), kileformet Stykke, saaledes ogsaa kileformet Landstykke; enkelte Gange brugt som Gaardnavn i Ent. og Flert., udentvivl efter den sidste Betydning. At adskille fra Dyrenavnet bjórr, Bæver, der findes i mange sms. Stedsnavne, et Vidnesbyrd om dette Dyrs vide Udbredelse i Landet i Fortiden.
bjǫrg
bjǫrg f. (Gen. bjargar, Flt. bjargir), et Ord af samme Stamme som berg; kan ikke paavises i Oldn., men maa efter dets Brug i Stedsnavne være meget gammelt Ord. Efter denne Brug skulde man tro, at det tildels har været brugt om fremstikkende, noget høie og bratte Berg. Aasen anfører det fra Voss med Betydning: en Række af lavere Klipper, Ross fra Stjørdalen med Betydning: en lang og ikke ganske lav Aasryg. Findes i Gaardnavne over det hele Land, undtagen i de lavere Egne paa Østlandet. Som 2det Led lyder det nu oftest -bjør. Forvexles ofte i Skriftform med det endnu mere udbredte berg; i flere Sammensætninger finder man paa forskjellige Steder begge Ord benyttede f. Ex. Ravneberg (Ramberg) og Ravnebjør (Rambjør), Røineberg og Røinebjør. Findes sms. med vin og heimr.
bjǫrk
bjǫrk f. (Gen. bjarkar), Birk (Træ). Endel af de derfra stammende Gaardnavne komme nærmest af det af Ordet dannede Elvenavn Bjarka (i Nutidsform gjerne Bjørke). Et andet af bjǫrk afledet Ord, birki n., Sted bevoxet med Birk (se ovfr. S. 31), har udstrakt Anvendelse i Gaardnavne, usms. og som 1ste Led. Usms. lyder det nu oftest Børke, Børkje. Af Sammensætningerne er den mest brugte Birkeland, der er et særdeles hyppigt Navn i Strækningen fra Vestre Nedenes til Søndfjord. Udtalen af birki som 1ste Led er forskjellig; undertiden afkortes det stærkt (Børset for Birkisetr) og kan da forvexles med andre Sammensætningsled (som berg og borg), naar ikke gamle Former haves. I Skrift finder man ofte Birke og Bjerke istedetfor Bjørke; undertiden synes Bjørke virkelig at være traadt istedetfor oprindeligt Birki (nærmere herom i Thj. VSS. 1891 S. 185). Sammensætninger med heimr kjendes (Bjarkeimr, Bjarkareimr); derimod, som det synes, ingen med vin.
blik
blik n. (Gen bliks, Flt. i Gaardnavne blikar f.) betyder: noget, som blinker, noget, som er hvidt, lyst i Sammenligning med Omgivelserne. Findes i temmelig mange Navne, især ofte i Fjeldnavne (Blikaasen, Blikberget, Blikhatten osv.), i Nutidsform mest lydende enten Blik- eller Blek-. Et betegnende Exempel er Kvitblik i Skjerstad, liggende lige under det fra gammel Tid bekjendte Marmorbrud her. Usms. oftest i Flt. Blikar, der paa et Par Steder nordenfjelds ved en paafaldende Overgang er blevet til Blokkan. Elvenavn af denne Stamme er Blika, endnu bevaret paa et Par Steder i Tryssil i Formen Bleku.
bok
bok f., Bøg (Træ). Findes kun i ganske faa norske Navne, oftest i den afledede Form bæki n., Sted bevoxet med Bøg (se ovfr. S. 31 og Bd. I S. 60).
ból
ból n. (Gen. bols) findes sjelden i Gaardnavne og da, som det synes, stadigt i Betydning af Bosted, Gaard; meget oftere bruges det deraf afledede bæli, se dette.
bólstaðr
bólstaðr m. (Gen. bólstaðar, Flt. bólstaðir), Bosted, Gaard; ofte i Gaardnavne, mest som 2det Led (hyppigst Miklibólstaðr, Storgaarden). Som 2det Led mister Ordet stadigt sit l, og oftest bliver -stad afkortet til -st, saa at det kommer til at lyde -bost (alm. udt. med aabent o; ofte skr. -bust, men ialfald kun undtagelsesvis udt. saaledes).
borða, borði
Se ► barð.
borg
borg f. (Gen. borgar, Flt. borgir). Af de Betydninger, hvori Ordet findes brugt i Oldn. og nu i Folkesproget, er «befæstet, med Mure omgivet Sted, befestet Høide» den, der maa ligge til Grund for dets Anvendelse i Stedsnavne. En hel Del af de af Ordet dannede Gaardnavne kunne bevises eller ialfald formodes at sigte til en af de gamle «Bygdeborge», befestede Tilflugtssteder, som vare indrettede af den omgivende Bygds Befolkning, og hvoraf der i Fortiden bar været en Mængde i Norge, tildels endnu bevarede som Ruiner (se om dem Aarsberetningen fra Foreningen til norske Fortidsmindesmærkers Bevaring 1882 S. 30 ff.). Sikrest tør direkte til saadanne Anlæg henføres Navne, der simpelthen ere Ordet borg i Ent. eller Flt. (Borg, Borgen, Borge, Borger), og Sammensætninger som Borgaas. Der tør imidlertid ogsaa ved disse være Mulighed for, at man med dette Navn tillige har betegnet Høider, som vare skikkede for et saadant Anlæg, selv om de aldrig havde været benyttede dertil; i saadan Betydning findes Ordet jevnlig brugt paa Island. Til de gamle Borge valgtes oftest Høider eller Koller, som stod ialfald nogenlunde isolerede og vare ubestigelige paa længere Strækninger, saa at det blot behøvedes at opføre en enkelt eller dobbelt Mur, hvor Adgangen var lettere. Til en af disse Betydninger er vel ogsaa det afledede Navn Borgund at henføre, brugt baade om Øer og om Gaarde paa Fastlandet. Tvivlsommere stiller Forklaringen sig i andre Tilfælde, som ved Sammensætningen med vin, Byrgin (nu ofte feilagtigt skr. Borgen, istedetfor Børgen efter Udtalen) og ved nogle af de med Byrgis- sms. Navne, som Byrgiseimr eller Birgiseimr (nu Børsum eller Børseim). De sidste ere snarest at forklare af byrgi n. i den paa Island endnu brugelige Betydning: Indelukke, indhegnet Sted (jfr. byrgja, at lukke). Byrgin er hyppigt, paa Østlandet; derimod findes kun et enkelt Borgeimr (Hafslo).
botn
botn m. (Gen. botns, botz, Dat. botni, Flt. botnar), Bund. Som Gaardnavn brugt om Steder, liggende ved Enden af en Fjord, en Indsø eller en dyb Indsænkning paa Land. I de sydligste Egne paa Østlandet udt. Baann, i den vestlige Del af Oplandene Baatt. I Nordland er Ordet ialfald i Stedsnavne nu gjerne Intetkjønsord. Som 1ste Led vanskeligt at holde ud fra bátr, Baad; saaledes er det Navn, som pleier at skrives Baatstø, meget ofte i Virkeligheden Botnsstǫð (Støen ved Enden, af Fjorden eller Søen). En enkelt Gang i Sms. med heimr (Bottem i Lesje), ikke med vin.
brandr
brandr m. (Gen. brands, Flt. brandar) findes meget brugt i Stedsnavne, i forskjellige Betydninger, mellem hvilke det ikke altid er let at vælge. I mange Tilfælde komme Navnene af Ordet brugt som Mandsnavn, som i Brandstad, Brandsrud, Brandset (saadanne Navne ere dog tildels udgaaede fra det sms. Mandsnavn Brandulfr, og Navne som Branderud kunne være sms. med et af Brandr afledet Mandsnavn Brandi [1]. I andre Tilfælde har brandr aabenbart Betydningen «Brænding», hvorved vel ialfald oftest er tænkt paa den ved Jordens Rydning anvendte Brænding; saaledes i det paa Oplandene ikke sjeldne Brandval, Brandvaal, Brandvol (sidste Led váll, se dette). Fra denne Betydning udgaar sikkert ogsaa det især nordenfjelds om Smaajorder fra senere Tid brugte Branden. Endelig kan det tænkes, at brandr i Navne tildels kan have Betydningen «Stok», da flere Ord af denne Betydning jevnlig bruges i Navne (se ovfr. S. 38).
braut
braut (Gen. brautar, Flt. brautir; afledet af brjóta, bryde), Vei; i det nuv. Folkesprog ogsaa «Bakke, Side af en Terrasse» og «Bakkekant, Brink» (Aasen). I Stedsnavne ligge antagelig oftest de sidst anførte Betydninger til Grund, der maa være gamle. Fra Betydningen Vei udgaar dog ialfald Brautamót (Veimøde; Gaard i Høland).
brekka
brekka f. (Gen. og Dat. brekku, Flt. brekkur), Bakke. I mange Stedsnavne, mindst brugt nordenfjelds. Som 2det- Led jevnlig afkortet til -brekk. I Vest-Telemarken og i Nedenes og Lister og Mandal Amter nu tildels udt. Brokke.
brenna
brenna f. (Gen. og Dat. brennu, Flt. brennur), Brænding. I Stedsnavne om Jord, som er gjort skikket til Dyrkning ved Brænding (jfr. brandr, sviða, sviðningr, samt broti, fall, kǫs og váll, der have samme Mening, skjønt Brændingen ikké er fremhævet ved selve Navnet). I mange Navne, hvoraf dog ialfald de fleste maa være temmelig unge. Paa Østlandet ofte i samme Betydning et stærkt bøiet Hunkjønsnavn, Brenn.
brot
brot n. (Gen. brots; af brjóta, bryde) findes i endel Stedsnavne, hvoraf faa se ud til at være gamle. I de fleste Tilfælde har det vistnok der den Betydning, det har som Fællesord i Folkesproget: brat Helding, Brink (jfr. braut). Det findes efter denne Betydning ogsaa brugt om Fjelde med brat Affald.
broti
broti m. (Gen. og Dat. brota, Flt. brotar; af brjóta, bryde) bruges endnu, alm. skr. Braate, om et opbrudt Stykke Land, særlig om et saadant, hvor de borttagne Træer og Buske dynges sammen og saa brændes for med Asken at gjøde Jorden. Af denne Betydning er vistnok overalt Navnets meget hyppige Brug i Stedsnavne at forklare. Mest paa Østlandet, sjeldent vesten- og nordenfjelds (jfr. de andre under brenna anførte Ord af lignende Betydning). Endel af Navnene ere ialfald saa gamle som fra MA.
brú
brú f. (Gen. brúar, Flt. brúar, brúr), Bro. I Stedsnavne dels om Broer over Vandløb og Sund, dels om «Jordbroer» d. e. Steder, hvor der er skaffet Veifremkomst over sumpig Grund ved at lægge en Række af Stokke tæt sammen paatvers i Veiens Ketning (ogsaa kaldet «Kavlebru») eller ved at dynge Stene sammen i Linien. Hvor Ordet ved Bøiningsform faar Vokalforbindelsen úa, er denne nu oftest gaaet over til aa [2]. Brúar- med et Ord til 2det Led, som begynder med l, lyder derfor i de Egne, hvor rl nu udtales dl, Braad- (Braadland, Braadli for Brúarland, Brúarlíð). Sammensat baade med vin og heimr (den første Sammensætning allerede i MA. sammentrukket til Brýn).
brún
brún f. (Gen. brúnar), skarp Kant, Skrænt (hvor en Høiflade gaar pludselig over i en Skraaning). I endel Gaardnavne, usms. oftere paa Søndmør; Sammensætninger haves baade med vin (Brýnin) og med heimr.
brunnr
brunnr m. (Gen. brunns, Flt. brunnar), i Stedsnavne vel mest efter den gamle Betydning «Kilde», men ogsaa maaske tildels efter den yngre, udvidede, af Vandhentningssted overhoved. Ikke alm. i Navne, paa fl. St. i Nutidsformen Brynn; den mest bekjendte Sammensætning Brunnøy (Brønnø; bl. a. om et Kirkested i Nordland).
bú
bú u. (Gen. bús), Gaard, beboet Jordbrug. Mest i sms. Navne. Anvendt som 1ste Led har det vistnok ofte en anden Betydning: Kreaturbesætningen paa en Gaard. Meget brugt som 2det Led i tildels endnu bevarede Bygdenavne, i hvilke det vistnok er at forstaa: «beboet Strøg». Saaledes Austbú, Riðabú, Svaðbú (Hedemarken); Skaðabú, Ringabú, Foldabú (Gudbrandsdalen); Kolabú (Toten); Brandabú (Hadeland); Sollabú eller Sollubú, Vǫlubú (Valdres); Andabú (Jarlsberg); Rennabú, Kleppabú, Selabú (S. Trondhjems Amt); Sparabú, Bagabú (Indherred). I det Trondhjemske er bú som 2det Led nu tildels gaaet over til Hunkjøn (-bua) baade i Bygde- og Gaardnavne. I mange Tilfælde er det, naar blot nyere Former af Navnene haves, umuligt at adskille bú fra búð.
búð
búð f. (Gen. búðar, Flt. búðir), Bod, Bygning opført til midlertidigt Opholdssted eller til Oplagshus. Meget alm. i Gaardnavne, usms. oftest i Flt. (Buer, Buene, Buan); flere af Navnene maa være temmelig gamle. Hyppigst er det vel Fiskerboder ved Elve og Indsøer eller paa Fiskevær (Rorboder), Høboder, Sæterboder, Saltboder (se Bd. I S. 343), som have givet Anledning til Ordets Brug i Gaardnavne. Ofte vanskeligt at skille fra bú, se dette.
bugr
bugr m. (Flt. bugir), Bøining; i Stedsnavne særlig brugt om Bugter (som dannes ved en Bøining af Strandlinien), men ogsaa om Krumning af Elv, Vei og lign. Mest nu udt. med lukt o. I de Egne, hvor og nu pleier at gaa over til au, bliver det Bau, Bauen. Findes sms. med heimr.
burkni
burkni m., Bregne. Findes i enkelte Gaardnavne hist og her, alm. nu udt. med o (mest lukt o) i Rodstavelsen og med Overgang af kn til tn; i et enkelt Tilfælde synes Navnet udgaaet fra en Nominativform borkn (Borten i Flaa Sogn i Guldalen, skr. or Borkni DN. II 36). Nogle andre Navne forudsætte en Form berkn-, og i Gaardnavnet Brekne i Vanse har man maaske Ordet i samme Form som det danske Bregne og det svenske bräken. Sammensætninger findes med heimr. Planten har nu desuden flere andre Navne omkring i Bygderne; af disse ere i Gaardnavne bemærkede Blom, Grofte, Moldfoder, Slok, Telg (i gammelnorsk Form vistnok tjǫlg). Ordets Brug i Stedsnavne vistnok at forklare af Bregnerøddernes Anvendelse som Kvægfoder.
bústaðr
bústaðr m. (Gen. bústaðar), Bosted, findes i Gaardnavne, men sjelden, langtfra saa alm. som bólstaðr, med hvilket det i Nutidens Skriftform let forvexles.
býr
Se ► bær.
byrgi
Se ► borg.
bæki
Se ► bok.
bæli
bæli n. (Gen bælis, Flt. i Gaardnavne bælir f.), Opholdssted, Bolig, ligebetydende med ból, hvoraf det er afledet. Enkelte af de Navne, hvori det findes, lade dog til at være udgaaede fra en anden Betydning: Opholdssted for Dyr (Rede og lign.); saaledes har man vistnok at forklare Krákubæli (Kraabøl), Haukabæli (Haukebøl), Rafnabæli (Rambøl). Ellers mest sms. med Personnavne og, mindre hyppigt, med Ord, som have Hensyn til Gaardens Beliggenhed og lignende Forhold. Som sidste Led oftest afkortet til -bøl (i Udtalen, tildels, endnu stærkere, til -bel).
bær
bær m., ogsaa i Formen býr (Gen. bæjar, bjár, Flt. bæir), Gaard. De to Former af Ordet bruges i Navne ikke om hinanden, men have hver sit særskilte Stedsomraade; i Kilder fra MA. forblandes de dog hyppigt, udentvivl som Følge af, at vedkommende Skriver opr. har hørt hjemme i eller har faaet sin boglige Uddannelse i en anden Landsdel end den, Navnene tilhøre. I det store taget er by den herskende Form paa Østlandet, i de trondhjemske Amter og i Tromsø Amt (paa det sidste Sted vistnok indbragt af Indflyttere fra sydligere Egne, hvor denne Form bruges), bø derimod fra Bratsberg til og med Romsdals Amt og i Nordlands Amt. Det maa dog mærkes, at det usms. Bø, Bøen har noget videre Udbredelse end -bø, -bøen som Sammensætningsled (det første bruges saaledes i den sydøstlige Del af Smaalenene, hvor -bøen kun forekommer i en enkelt Bygd, Enningdalen). Dette synes at tyde paa, at býr i Tidens Løb har udbredt sig paa den anden Forms Bekostning. Ogsaa andre Uregelmæssigheder findes; i Egne, hvor ellers bø bruges, træffer man saaledes Huseby, og i saadanne Egne kan -by undtagelsesvis forekomme ved Gaarde, som have været Herresæder (Hesby paa Finnø, Berby i Enningdalen). I ældre Tid findes Ordet i den sydvestlige Del af Landet ofte brugt som sidste Led i Grændenavne, og findes tildels saaledes brugt endnu, især i Sætersdalen (Aardalsbø, Vallebø osv.). Som sidste Led i Udtalen ofte afkortet til -be (naar s gaar foran, -pe) og enkelte Gange skr. efter denne Udtale. I sms. Navne, hvor Ordet er sidste Led, er første Led i de fleste Tilfælde enten et Personnavn (eller et Ord, som betegner tidligere Eieres Stilling, som i Præstby, Munkeby), eller ogsaa Ord, som have Hensyn til Gaardens Beliggenhed, Grundens og Omgivelsernes Beskaffenhed og lignende Forhold, særlig ofte et Adverbium, som udtrykker Beliggenheden i Forhold til andre Gaarde (som Vestby, Sundby, Meby, Melby, Neby, Øverby). Bæn er maaske en Sammensætning af dette Ord med vin.
bǫlkr
bǫlkr m. (Gen. balkar, Flt. belkir), i Navne ogsaa i Formen balki (Gen. balka, Flt. balkar); betyder Skillevæg mellem to Rum f. Ex. mellem Baaserne i et Fjøs. I de ikke faa Stedsnavne, hvori disse Ord ere brugte, kunde de derfor antages at sigte til et Høidedrag, som man havde sammenlignet med et saadant Skille. Der kunde dog ogsaa tænkes paa en anden, afledet Betydning af bolkr: Afdeling (noget ved Mellemstykker afdelt), der jo nok kunde være brugt f. Ex. om et af Høider begrændset Sted. Sammensætning med vin findes (Bolken i Jevnaker).
| Tilbage til top A -- B -- D -- E -- F -- G - H -- I -- J -- K -- L -- M -- N -- O -- P -- R -- S -- T -- U -- V -- Y -- Ø --
|
D
dalr
dalr m. (Gen. dals, Dat. dali, Flt. dalar og dalir), Dal. Er, som man efter Landets Natur maatte vente, meget alm. i Gaard- og Bygdenavne. I usms. Navne er i Telemarken og paa Vestlandet Dativ Ent. og Flertal de mest brugte Former. Sammensætning med vin hyppig, i mange forskjellige Nutidsformer (se Bd. I S. 39); med heimr sjelden. Om den i enkelte Tilfælde mulige Forvexling af dalr som sidste Led med staðir se dette.
drag
drag n. (Gen. drags, Dat. dragi). Heraf endel Gaardnavne, ligesom ogsaa af det beslægtede Hunkjønsord drǫg (Gen. dragar); begge dannede af draga, drage, trække. I Navne have de aabenbart flere forskjellige Betydninger, hvoraf følgende sikkert kunne paavises: 1) Sted, hvor man trækker Baade over et Eid, for at spare sig Veien omkring et Nes, eller gjennem et Sund, der er for grundt til at kunne roes (deraf bl. a. Drageid, Dragøen). 2) langstrakt Ø eller Holme. 3) Vei, ad hvilken Tømmer og Ved slæbes. 4) Hunkjønsordet synes i enkelte Tilfælde brugt i den af Aasen fra Romerike anførte Betydning: lang Hulning i Jorden, liden Dal. Oftere, især nordenfjelds, findes Navne af denne Stamme, nu skrevne Drag-, Drage-, Drog-, der nærmest komme af et Elvenavn Drǫg eller Draga (i nogle Tilfælde nordenfjelds, hvor det er bevaret, nu lydende Drugu, ved Ligedannelse).
drangr
drangr m. (Gen. drangs, Flt. drangar), spids, opragende Klippe; i Norge neppe bevaret uden i Stedsnavne (jfr. dog Drange hos Aasen). Brugt i Navne fra den vestlige Del af Bratsberg Amt til den sydlige Del af Stavanger Amt og i Ønavnet Drangøen et Par Steder ellers.
drǫg
Se ► drag.
dý
dý n. (Gen. dýs), Dynd. Brugt i enkelte Navne, mest i Sammensætninger, hvoraf et Par med vin; sigter i denne Anvendelse vistnok til dyndet, sumpig Grund.
dys
dys f. (Gen. og Flt. dysjar), sammenkastet Stenhob, især om Gravrøser fra hedensk Tid; endnu brugt i den sydlige Del af Stavanger Amt. I Navne næsten blot paa Vestlandet; sammensat mest med land (Dysjarland, Dysjaland).
dǫkk
dǫkk f., Fordybning. Temmelig ofte i nyere Gaardnavne, især i Valdres og Numedal. I ældre Navne mest gjennem Elvenavnet Dokka, som vel ialfald rimeligst udledes af dette Ord (en i dybt nedskaaret Leie løbende Elv); af Elvenavnet kommer en Sammensætning med vin (Dokkin, Eidsvold). I Flt. Dekker; paa Søndmør ogsaa i Ent. Dekk.
| Tilbage til top A -- B -- D -- E -- F -- G - H -- I -- J -- K -- L -- M -- N -- O -- P -- R -- S -- T -- U -- V -- Y -- Ø --
|
E
efja
efja f. (Gen. og Dat. efju, Flt. efjur), i Oldn. i Betydningerne: dyndet Grund og: strømløs Bugt i en Elv. Deraf mange Gaardnavne, mest i usms. Form. Nogle af disse kunne vel ogsaa udgaa fra en af de øvrige hos Aasen og Ross anførte Betydninger, som: Vik med sumpige Bredder, Bagstrøm i en Elv, Gren af en Elv, stillerindende Bæk. Paa endel Steder nu lydende Evju, Ivju, Yvju, Øvju (Ligedannelsesformer).
egg
egg f. (Gen. og Flt. eggjar), Egg paa skjærende Redskaber, i overført Betydning: Ryg, Kam af Fjeld eller Jordhøide. Fra den sidste Betydning udgaa mange Gaardnavne, deriblandt flere med heimr sms., et enkelt mulig med vin.
eið
eið n. (Gen. eiðs, Dat. eiði, Flt. i Gaardnavne eiðar f.), Eid. Bruges nu som bekjendt om et smalt Landstykke, som forbinder to bredere, og om en dyb Indsænkning i et Fjeld, som giver let Vei mellem to Bygder. Deraf mange Stedsnavne. I mange andre sees Ordet desuden i ældre Tid ogsaa at have havt en anden, beslægtet Betydning: en Strækning, kortere eller længere, hvor man maatte tage Veien over Land istedetfor Vand- eller Isveien, som ellers paa Grund af Landeveienes mangelfulde Beskaffenhed brugtes saa langt som muligt. Ved Fosser og Stryk i større Elve vil man derfor hyppigt finde Steder med Navnet Eid eller et dermed sms. Navn. Bekjendt Exempel Eidsvold (opr. Eið) paa Romerike, hvor den lange Vandvei ned over Mjøsen og Vormen endte ved den første Fos i denne Elv (Sundfossen), og hvor videre Transport derfor maatte foregaa over Land for at komme enten længere nedover Vormen eller til Øieren eller Oslofjorden. Som 2det Led i Udt. ofte afkortet til -e eller -i. Især paa Vestlandet skrives ofte feilagtigt Eide eller -eide, hvor Udtalen viser, at det rigtige var enten Eid, -eid eller Eidet, -eidet. Findes i gamle Sammensætninger med vin og heimr; ogsaa i en meget gammel afledet Form Eiðund (Ødyn i Orkedalen).
eik
eik f. (Gen. eikar og eikr, Flt. eikr), Eg (Træ). Deraf og af det deraf afledede eiki n., egebevoxet Sted (se ovfr. S. 31), en Mængde Gaardnavne; af de af eiki dannede særlig hyppigt Eikiland, der er et meget alm. Navn i Strøget fra Nedenes til Søndfjord, og af de af Trænavnet direkte kommende Eikaberg, hyppigt omkring Kristianiafjorden. I Sammensætning med vin (Eikin, Øykrin) og heimr (Eikreimr); gammel afledet Form Eikund (Egerøen ved Egersund). Der findes Spor til, at Eik har været brugt som Elvenavn; deraf ere ialfald enkelte af Gaardnavnene at forklare.
eiklið
eiklið (eikhlið) n. forekommer som Fællesord kun paa et Sted i den gamle Frostathingslov (XIII 10), hvor det betegner det Sted, hvor en Mand har Leie for sin Baad (eikja). Findes som Gaardnavn paa enkelte Steder hist og her, nu mest lydende Ekle, og maa der da sigte til, at Gaardene have ligget ved en saadan Baadstø i en Elv.
einir
einir m. (Gen. einis), Ener (Træ). I ikke faa, mest nyere Gaardnavne. Paa enkelte Steder nu udt. Einer, Einaar. En afledet Form eini n., Sted bevoxet med Ener, kan paavises ialfald paa et Par Steder. I Gaardnavne findes ogsaa flere af de andre nu brugte Navne paa Træet: Brake, Brisk, Bruse, Sprake.
elfr
Se ► á.
elptr
elptr f. (Gen. elptar), ogsaa i Formen alpt (Gen. alptar), Svane. Fra dette Ord stammer en stor Mængde Stedsnavne, der komme dels direkte af Fuglenavnet, dels af dets udstrakte Anvendelse i Navne paa Elve og Indsøer. Det er ofte vanskeligt at sige, paa hvilken af disse to Maader det enkelte Navn er at forstaa; den sidste tør have mest for sig i de fleste Tilfælde. Som Elvenavn er Ordet vistnok ikke at opfatte om en af Svaner hyppigt besøgt Elv, men som beroende paa en Sammenligning af Elvens Løb med en Svanes Gliden over Vandfladen (jfr. flere andre Fuglenavne af Hunkjøn, der uden Forandring ere brugte som Elvenavn, tildels dog vistnok med Tanken paa Fuglens Stemme, som Hœna, Igða, Kráka). I Nutidens Udtale af de herfra stammende Navne er Oprindelsen oftest ukjendelig uden nærmere Oplysning; man finder Formerne Alp-, Alt-, Art-, Eft-, Ekt-, Elt-, Emt-, Ept-, Ert-, Ett-, Oft-, Olt-, Ort-, Øft-, Økt-, Ørt-.
eng
eng f. (Gen. og Flt. engjar), Eng, Græsmark. I den største Del af Trondhjems Stift og i Nordre Østerdalen nu Intetkjønsord, ligesom tildels allerede i MA. (se Fritzner under eng u.). Som sidste Led gaar det ofte over til -ing, -ingen, og dermed tillige tildels til Hankjønsord. En enkelt Sammensætning med heimr findes, mulig ogsaa en med vin. I de Egne, hvor ng nu udtales som nn, bliver det undertiden forvexlet med endi, Ende (f. Ex. Vasseng skr. for Vassende).
esja
esja f. (Gen. esju) bruges nu i Folkesproget om forskjellige Stenarter, bl. a. om Klebersten. Ordet findes i mange Stedsnavne og maa være gammelt (jfr. Fjeldnavnet Esja paa Island). Nu udtales det næsten overalt med foransat h-Lyd (se ovfr. S. 24) og lyder derfor som 1ste Led (den eneste Maade, hvorpaa det forekommer i norske Navne) Hesje-, Hesi-, Hess-. Med Hes- begynde nu ogsaa adskillige Navne, der til 1ste Led have Mandsnavnet Heðinn, og med Hesje- endel nyere Navne, som komme af Hesja, Høhesje.
eski
Se ► askr.
espi
Se ► ǫsp.
ey, eyrr
Se ► øy, øyrr.
| Tilbage til top A -- B -- D -- E -- F -- G - H -- I -- J -- K -- L -- M -- N -- O -- P -- R -- S -- T -- U -- V -- Y -- Ø --
|
F
fall
fall n. (Gen. falls, Flt. i Gaardnavne fallar f.) findes i Stedsnavne i forskjellige Betydninger: 1) Sted, hvor Træer ere faldne, af Ælde eller omkastede af Storm (som i Trefald, Vefald). 2) «Nedfældning i en Skov, Træer som brændes til Askegjødning» (i denne Betydning mest i nyere Navne; i samme Mening brugt Felling). 3) Jordfald (saaledes Landfall, Mælfall, Leirfall).
festr
festr f. (Gen. og Flt. festar), Toug, hvormed Skibe og Baade fortøies i Land. Forekommer som 1ste og 2det Led, kun undtagelsesvis usms., i endel Navne langs Kysten (saaledes Festvaag, Djupfest, Hammerfest, Sygnefest ved Sognefjordens Udløb); i disse synes det ikke at kunne forstaaes anderledes end: Sted, hvor Skibe kunne fæstes i Land, Havn.
fit
fit f. (Gen. og Flt. fitjar), frodig Græsmark, især en saadan, som ligger lavt og ved Bredden af Sø eller Elv. I mange Stedsnavne, almindeligere paa Vestlandet og nordenfjelds end paa Østlandet. I den meget brugte Flertalsform Fitjar tildels misforstaaet i yngre Skriftform og skrevet med kj eller kk. Af de forskjellige Nutidsformer mærkes som den mindst gjenkjendelige Fiane (Fijane), brugt i de Egne, hvor t her i Udt. gaar over til d (for Fidjane, opr. Fitjarnar).
fjall
fjall n. (Gen. fjalls), Fjeld. Sjelden eller aldrig som Flertalsord, naar det bruges som Navn usms. Den islandske Sideform fell synes ikke at forekomme i Norge. Enkelte Sammensætninger findes med vin (Fellin) og heimr. Meget forskjelligt udtalt (Fjæll, Fjell, med lukt e, Fjill, Fjøll, Fjedd, Fjødd, Fjædl). Hvor det som sidste Led kommer efter s, falder ofte f bort i Udtalen. Brugt som 1ste Led i Genitivform kan det i Nutidsform vanskelig skilles fra Fjallars-, af Mandsnavnet Fjallarr.
fjórðungr
fjórðungr m. (Gen. fjórðungs), Fjerdedel, findes i endel Navne, der neppe ere meget gamle. Nogle af dem ere at forklare deraf, at de have udgjort Fjerdedelen af en større Gaard, hvoraf de ere udskilte, eller svaret Fjerdedelen af en bestemt Landskyld (f. Ex. af et Skippund Korn eller en Vog Fisk); ved andre er Forklaringen endnu uvis.
fjós
fjós n. (Gen. fjóss, Flt. i Gaardnavne fjósar f.). I Gaardnavne usms., mest i Flt., og som 1ste Led. Kimeligvis overalt sigtende til Sommerfjøs, som har staaet paa Stedet, før det blev Gaard, medens det endnu kun benyttedes som Havnegang.
fjorðr
fjorðr m. (Gen. fjarðar, Dat. firði, Flt. firðir), Fjord. Endel af de af dette Ord kommende Gaardnavne sigte til Indsøer, hvorom Ordet endnu bruges søndenfjelds. I Regelen betegnes med dette Navn Gaarde, som ligge ved Fjordens eller Indsøens Bund (Ende). Af de Former, hvori det bruges som Navn usms., er særlig at mærke den især paa Vestlandet meget brugte Dativform Firði, nu Førde (udt. Føre). Endvidere findes Fjære (særlig bekjendt som Sognenavn ved Grimstad) og paa enkelte Steder langt nord i Landet Fjær (tildels udt. Fjal, med tykt 1); fra hvilken af Ordets gamle Bøiningsformer disse Navne udgaa, tør være usikkert. Som 2det Led i Navne kan Ordet antage endnu mere paafaldende Former. Her findes ved Siden af det vanlige -fjord, -fjorden ogsaa -fær, -før, efter forudgaaende s forandret til -vær, -vør, f. Ex. Tysvær i Ryfylke, opr. Teitsfjǫrðr, udt. Tyssvør, — endvidere -fjær og i Nordland paa nogle Steder -for (lukt o). Med Undtagelse af de to sidste maa ogsaa disse Former være udgaaede fra Dativformen. f falder ofte bort i Udtalen i -fjord, naar s gaar foran (Grønsjord for Grønsfjord).
flata, flati
Se ► flǫt.
fles
fles f. (Flt. flesjar), Skjær, som ligger i Vandskorpen og ofte overskylles. I Gaardnavne tildels efter et saadant udenfor Gaarden liggende Skjær; andre Tilfælde maa forklares deraf, at Ordet, ligesom sker, har været brugt om Partier af bar Klippe, som stikke op af Jordmark paa Land. Usms. mest i Flt. Flesje (Flesjar). I nogle faa Tilfælde søndenfjelds findes en allerede i MA. forekommende Sideform fres, se Bd. I S. 345.
flet
flet n. (Gen. flets, dannet af flatr, flad) synes i Stedsnavne, hvori det ikke sjelden forekommer, at betyde: Flade, flad Strækning (jfr. flǫt). Fra Oldn., ligesom fra det nuværende Folkesprog, kjendes det kun i forskjellige mere specielle Betydninger.
flǫt
flǫt f. (Gen. flatar, Flt. flatir), Flade, flad Strækning (jfr. flet). Alm. brugt i Navne, nu Flat, Flot, Fløt. Sideformer flata f. (Gen. flǫtu, paa Vestlandet), flati m. (Gen. flata) og en stærkt bøiet Hankjønsform flǫtr (Gen. flatar), hvis Nominativform dog tør være usikker (jfr. Fritzner).
fold
fold f. (Gen. foldar) brugtes i Digtersproget om Jorden, men synes ogsaa at have betydet: Slette. Fra den sidste Betydning udgaa vel endel af Ordets Anvendelser i Stedsnavne, bl. a. dets Brug i Fjordnavne (mest bekjendt som det gamle Navn paa Kristianiafjorden og som endnu brugt om en Fjord i Namdalen). I andre Tilfælde er det det ofte forekommende Elvenavn Fold, som ligger til Grund for Gaardnavnene af denne Stamme. Om det sidste er det samme Ord, er vel tvivlsomt; det synes efter den nuv. Udtale tildels ogsaa at have været brugt i svag Form, Folda.
fólskn
fólskn f. (Gen. fólsknar) er den gamle Navneform for Fosen (udt. Fó'sna), der nu bruges om flere Øer langs Vestkysten. Ordet, der ikke findes som Fællesord i Oldn., kommer aabenbart af fela, skjule, og har opr. lydt fólgsn; Betydningen maa være: Skjulested (jfr. oldn. fylgsni, fylskni n., der har samme Betydning). Ønavnene forklares vel rimeligst deraf, at Øen har havt en Havn, hvor man kunde ligge ubemærket af forbifarende Skibe (jfr. løynivágr, der bruges i samme Mening). Ordet ligger maaske ogsaa til Grund for Gaardnavnet Fosnes, udt. med langt, lukt o, der findes paa 3 Steder (Stryn, Beitstaden, Fosnes i Namdalen), men Betydningen er her ialfald i de fleste Tilfælde mindre klar. Jfr. Thj. VSS. 1891 S. 181 f.
for
for f. (Gen. forar). Fure, Rende, Fordybning; forekommer oftere i Gaardnavne, tildels skr. Faar. I Navne er det tildels vanskeligt at skille fra fǫr f. (Gen. farar), der har været meget brugt som Elvenavn og gjennem denne Brug ofte er kommet ind i Gaardnavne; desuden, naar det staar som 1ste Led, fra fura f., Furu (se dette). Det kan ogsaa forvexles med Ford m., der i den sydlige Del af Stavanger Amt bruges om Vei over sumpigt Land og om Sumpe, der jevnlig oversvømmes af en gjennem dem løbende Bæk (se Aasen og Ross under Ordet).
fors
fors m. (Flt. forsar), Fos, allerede i MA. ofte skr. foss, som det nu udtales i Norge undtagen i Nordland, hvor den opr. Udt. har holdt sig. Meget ofte usms., i Ent. og Flt., om Gaarde, som ligge nær en Fos. Gamle Sammensætninger findes, et Par med vin, mange med heimr. I de Egne, hvor sl nu udtales tl, bliver Foss- til Fott-, naar 1 følger (Fottland for Fossland)- Sammensat, som 2det Led, undertiden i den afledede Form -fyrsi (-fyssi) n.
fres
Se ► fles.
fura
fura f. (Gen. furu, Flt. furur), Furu (Træ). I mangfoldige Stedsnavne, usms. og sms., i meget forskjellig Udtale, ligesom Tilfældet er med Trænavnet. Nogle sms. Navne synes at komme af et ligelydende Elvenavn. En enkelt Sammensætning med heimr kjendes, mulig ogsaa enkelte med vin. Af Trænavnet er dannet fyri n., et med Furu bevoxet Sted (se ovfr. S. 31), hvoraf ligeledes endel Gaardnavne.
fǫr
Se ► for
| Tilbage til top A -- B -- D -- E -- F -- G - H -- I -- J -- K -- L -- M -- N -- O -- P -- R -- S -- T -- U -- V -- Y -- Ø --
|
G
garðr
garðr m. (Gen. garðs, Dat. garði, Flt. garðar) betyder opr. Gjerde, dernæst indgjerdet Jordstykke og endelig Gaard (vel med Tanke paa den indgjerdede eller af Huse indesluttede Gaardsplads). Ved de enkelte Navne er det ofte umuligt at afgjøre, hvilken af disse tre Betydninger der ligger til Grund; naar Ordet staar som 2det Led, vil det ialfald i Regelen være den sidste af dem. I Hallingdal afkortes det som 2det Led ofte til -ga. I denne Stilling kan det, naar 1ste Led ender med s, forvexles med skarð, skor og skáli, og er i Skrift ofte blevet forvexlet med dem. Sammensætninger med vin findes (Gerðin, Gǫrðin, hver af dem kun i et enkelt Tilfælde); her maa dog mærkes, at disse kunde høre sammen med det eiendommelige, uforklarede Navn Gǫrð (nu Gol) i Hallingdal.
gerði
gerði n. (Gen. gerðis), indgjerdet Jordstykke. Ofte i Gaardnavne, mest i nyere, men ogsaa i endel gamle. I Hallingdal findes det i Hunkjønsform, Gjerda. Søndenfjelds har Ordet, tildels allerede før Middelalderens Udgang, faaet Vokalen o istedetfor e (giordi) og skrives nu alm. Jorde, Jordet; nordenfjelds udtales det tildels med a. Som sidste Led jevnlig afkortet til -gjerd (-jær).
gil
gil n. (Gen. gils, Flt. i Gaardnavne giljar f.), Kløft, Revne, Fure i Fjeld. Nu mest udtalt Jel med lukt e eller Jøl. Paa enkelte Steder findes Hunkjønsformer, Gil f. og Gila f., med samme eller nærstaaende Betydning. Et Par Sammensætninger med heimr kan paavises, derimod ingen med vin.
gjóta
gjóta f. (Gen. gjótu) kjendes ikke fra Oldn., men maa være gammelt Ord. Betyder nu: langstrakt Hulning i Jorden, langagtig Græsplet mellem Bakker eller Klipper (Aasen). Formen Gjot f. kjendes fra Stedsnavne i Østerdalen.
glenna
glenna f. (Gen. glennu) er heller ikke bevaret i Oldn., men kan med endnu større Sikkerhed antages at være gammelt. Betydning: aabent Rum i en Skov, Græsplet mellem Klipper. Findes ret ofte som Gaardnavn paa begge Sider af Kristianiafjorden og vestover til Nedre Telemarken.
gljúfr
gljúfr n. (Gen. gljúfrs, Flt. i Gaardnavne gljúfrar f.), omtrent ligebetydende med gil, men vel ialfald fortrinsvis brugt om Kløfter, hvorigjennem et Vandløb gaar. Nu udtalt Juv, allerede i MA. skr. Giuf (AB. 79. DN. I 757. RB. 55). I Hallingdal og Valdres forekommer en Hunkjønsform Gjuv. Intet Spor er ved Undersøgelserne om Stedsnavnes Udtale fundet til den af Aasen opførte Form Djuv. En afledet Form glyfra f., der bruges i Folkesproget om en Bjergkløft, findes i et enkelt Gaardnavn (Kvinesdal) og ialfald paa 1 Sted som Fjeldnavn (Bruvik).
gloppa, gluppa
gloppa, gluppa f. (Gen. gloppu) kjendes ikke som Fællesord fra MA., men findes i Stedsnavne allerede i denne Tid. Betyder nu i Folkesproget efter Aasen: Hule, Kløft i Berg, ogsaa: brat Fordybning i Jorden; desuden ogsaa brugt i enkelte andre beslægtede Betydninger (se Ross).
gor
gor n. forekommer i nogle Gaardnavne, udentvivl i den endnu kjendte Betydning: Søle, Dynd. Sammensætninger findes med vin (Gorvin, Gyrvin) og heimr. Ellers brugt i andre Stedsnavne, særlig i Sammensætningen Gortjern (Dyndtjernet).
grandi
grandi m. (Gen. granda), Sandbanke, Grusbanke, helst ved eller i Vand. I enkelte Gaardnavne, deriblandt ogsaa gamle, mest usms. og især nordenfjelds.
grind
grind f. (Gen. grindar og grindr, Flt. grindir og grindr), Grind, Ramme udfyldt med Gitterværk. I de fleste af de mange heraf kommende Stedsnavne, og især i de nyere af dem, at opfatte om Grind som Lukke for et Led; altsaa et Sted, som laa i Nærheden af et Grindeled. I nogle Tilfælde synes det dog rimeligere at tænke paa flytbare Grinders Anvendelse til Fold for Kvæg, som førtes fra det ene Sted af en Mark til en anden for at faa den jevnt gjødet («grindgaaet» Mark). Paa Østlandet nu tildels udtalt Grin med lang Vokal. Forekommer paa fl. St. sms. med heimr, derimod neppe med vin.
grjót
grjót n. (Gen. grjóts, Flt. i Gaardnavne grjótar f.), Sten. De fleste heraf dannede Gaardnavne have vel Hensyn til stenet Jordbund. I Stedsnavne nu i forskjellige Former, Grjot, Grot, Grøt. Sjeldnere usms., mest nordenfjelds og der altid i Flt., men meget ofte som 1ste Led. Oftere sms. baade med vin (Grýtin) og heimr. Af de i Stedsnavne forekommende afledede Ord er især at mærke Elvenavnet Grýta f. (Stenelven), Grýtingr m. og Grýting f.; de to sidste findes ofte som Gaardnavne, nu tildels i Formen Grøtting (Hankjønsordet vel i saadanne Tilfælde overført fra et Fjeldnavn og Hunkjønsordet maaske fra et Elvenavn). I enkelte Gaardnavne findes et udentvivl beslægtet Ord Grut; dette bruges nu i Norsk kun i Betydning af Grums, men i svenske Dialekter betyder det: Grus, Smaasten; af denne Betydninger kanske Anvendelsen i norske Navne at forklare.
gróf
gróf f. (Gen. grófar), Bæk; Ordet sigter særlig til den Fordybning eller Rende, som Bækken graver sig, og har sandsynlig ogsaa været brugt om andre Slags Fordybninger. Som Gaardnavn i Hallingdal, Numedal, Telemarken og paa Vestlandet. Naar man kjender Udtalen, skilles det alm. let fra grcjf derved, at det har lukt o.
grǫf
grǫf f. (Gen. grafar, Flt. grafar og grafir), Grav. Betyder gravet Fordybning overhovedet, frembragt ved Menneskers Arbeide eller af Naturkræfter. I Betydning af Grav for døde Mennesker findes dog Ordet sikkert aldrig i Stedsnavne. Nutidsformer Grav, Grov med aaben Vokal, Grøv. Findes, men meget sjelden, sms. med vin (Grofin, nu Grivi i Bø Tim.) og heimr (Grafeimr). I enkelte Tilfælde er af et som Gaardnavn brugt Grǫf allerede i MA. dannet en svag Form Grǫfa (vel udgaaet fra Dativen Grǫfu), hvoraf det nuværende Navn Grue (oplysende her er det af et Gaardnavn opstaaede Bygdenavn Grue i Solør, skr. Gravar i Gen. 1224 i DN. I 6, men Grofu i samme Bøjningsform 1347 i DN. IV 256 og fl. St. i RB., Grafu i Dativ 1321 i DN. V 60 og i Gen. ofte i 15de Aarh.). Jfr. gróf.
grǫn
grǫn f. (Gen. granar), Gran (Træ). Da Træet mangler i en stor Del af Landet, har Ordet ikke saa udbredt Anvendelse i Gaardnavne, som de andre Navne paa vore alm. Skovtræer. Adskillige Sammensætninger haves med vin og heimr (de første i gammel Form Grenin, Grǫnvin, Grǫnin, nu Greni, Grani, Grini, nordenfjelds Grenne og Grinni). Til det deraf afledede greni n., granbevoxet Sted, findes kun et enkelt Spor (se Bd. I S. 196).
| Tilbage til top A -- B -- D -- E -- F -- G - H -- I -- J -- K -- L -- M -- N -- O -- P -- R -- S -- T -- U -- V -- Y -- Ø --
|
H
-
| Tilbage til top A -- B -- D -- E -- F -- G - H -- I -- J -- K -- L -- M -- N -- O -- P -- R -- S -- T -- U -- V -- Y -- Ø --
|
I
-
| Tilbage til top A -- B -- D -- E -- F -- G - H -- I -- J -- K -- L -- M -- N -- O -- P -- R -- S -- T -- U -- V -- Y -- Ø --
|
J
-
| Tilbage til top A -- B -- D -- E -- F -- G - H -- I -- J -- K -- L -- M -- N -- O -- P -- R -- S -- T -- U -- V -- Y -- Ø --
|
K
-
| Tilbage til top A -- B -- D -- E -- F -- G - H -- I -- J -- K -- L -- M -- N -- O -- P -- R -- S -- T -- U -- V -- Y -- Ø --
|
L
-
| Tilbage til top A -- B -- D -- E -- F -- G - H -- I -- J -- K -- L -- M -- N -- O -- P -- R -- S -- T -- U -- V -- Y -- Ø --
|
M
-
| Tilbage til top A -- B -- D -- E -- F -- G - H -- I -- J -- K -- L -- M -- N -- O -- P -- R -- S -- T -- U -- V -- Y -- Ø --
|
N
-
| Tilbage til top A -- B -- D -- E -- F -- G - H -- I -- J -- K -- L -- M -- N -- O -- P -- R -- S -- T -- U -- V -- Y -- Ø --
|
O
-
| Tilbage til top A -- B -- D -- E -- F -- G - H -- I -- J -- K -- L -- M -- N -- O -- P -- R -- S -- T -- U -- V -- Y -- Ø --
|
P
-
| Tilbage til top A -- B -- D -- E -- F -- G - H -- I -- J -- K -- L -- M -- N -- O -- P -- R -- S -- T -- U -- V -- Y -- Ø --
|
R
-
| Tilbage til top A -- B -- D -- E -- F -- G - H -- I -- J -- K -- L -- M -- N -- O -- P -- R -- S -- T -- U -- V -- Y -- Ø --
|
S
-
| Tilbage til top A -- B -- D -- E -- F -- G - H -- I -- J -- K -- L -- M -- N -- O -- P -- R -- S -- T -- U -- V -- Y -- Ø --
|
T
-
| Tilbage til top A -- B -- D -- E -- F -- G - H -- I -- J -- K -- L -- M -- N -- O -- P -- R -- S -- T -- U -- V -- Y -- Ø --
|
U
-
| Tilbage til top A -- B -- D -- E -- F -- G - H -- I -- J -- K -- L -- M -- N -- O -- P -- R -- S -- T -- U -- V -- Y -- Ø --
|
V
-
| Tilbage til top A -- B -- D -- E -- F -- G - H -- I -- J -- K -- L -- M -- N -- O -- P -- R -- S -- T -- U -- V -- Y -- Ø --
|
Y
-
| Tilbage til top A -- B -- D -- E -- F -- G - H -- I -- J -- K -- L -- M -- N -- O -- P -- R -- S -- T -- U -- V -- Y -- Ø --
|
Ø
-
| Tilbage til top A -- B -- D -- E -- F -- G - H -- I -- J -- K -- L -- M -- N -- O -- P -- R -- S -- T -- U -- V -- Y -- Ø --
|
