FJ-Litteraturhist.Bd.3a Opdigtede sagaer - IV. Med fremmede bestanddele
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Tredje Bind
af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1924
Tredje Tidsrum
Andet Afsnit: Prosaisk litteratur
§5. Opdigtede sagaer, og andre, hvor fremmede bestanddele findes
Indledende bemærkninger
Behandlingen af rimerne ovf. har givet os et indblik i de sagaers væsen og art, der her skal behandles. Det er sagaer, som i egenligst forstand kunde kaldes lygisögur, eftersom de fleste af dem utvivlsomt ganske og aldeles er opdigtede1). De har deres forbilleder, idet de nærmest er aflæggere af visse af de franske romansagaer, særlig sådanne, der handler om kampe mellem kristne og hedninger. Men de hænter også deres motiver fra andre hold, Fornaldersagaerne især. Det er forbavsende, hvor frodig denne sagadigtning har været i det 14. og 15. årh. Den har utvivlsomt sit udspring i lysten til at bringe afveksling ind i den kendte underholdningslæsning; rigtignok ligner de stærkt hinanden, men navnene er dog forskellige, og begivenhedernes gang og art kunde indrettes, som om der hver gang kom noget nyt, uagtet det i grunden var velkendte ting altsammen. Den sagaavl, der her foreligger, kunde ikke være anderledes, fantasien var fattig, men uindskrænket og almueagtigt overdrivende. De kendte motiver benyttedes; det var som et kaleidoskop; hver gang det rystes, kommer nye sammenstillinger og nye figurer frem, men bestanddelene er de samme. De givne motiver var en sådan kaleidoskopisk bunke, der ved forskellige sammenstillinger kunde skifte. Hvor morsomt hvert produkt blev, beroede på forfatterens duelighed og behændighed og ævne til at fortælle godt. Prof. O. Jiriczek har i Zeits. f. deut. Phil. XXVI offenliggjort en afhandling: Zur mittelisländischen volkskunde, hvor han omtaler nogle af disse »løgnesagaer« og giver en oversigt over flere af deres motiver og træk og personer. Trolde og dværge og troldkyndige væsner spiller i det hele en stor rolle i dem og på forskellig vis; de er snart fjendtlige snart venlige mod mennesker; særlig gælder det sidste dværgene og forskellige jættekvinder; riser (jætter) er så godt som altid fjendtlige og risekampe hører til dagens orden. Ligeledes er vikingesøtog og vikingekampe meget hyppig forekommende; her er det Fornaldarsagaerne, der har dannet forbilledet. I øvrigt er motiverne eller grundmotiverne i en kortfattet oversigt følgende2). Et hovedmotiv er elskoven; det er kongesønner og kongedøtre, der får hinanden i reglen efter allehånde farer og kampe. Disse hidføres på mange måder, ved onde dronninger, der vil lokke unge mænd til elskov; der er jarlesønner, der vil svige kongesønnen, der må udføre alle mulige bedrifter, som jarlesønnen svigagtig vil tillægge sig selv, idet de to har byttet navne; en sendes ud for at bejle til en kongedatter på en vens vegne; han udfører færden, men mistænkes for ikke at have gjort det samvittighedsfuldt nok; en ser i drømme en skøn kvinde og sværger at ægte hende og rejser ud på må og få; hun har til gengæld drømt om ham; en er så smuk, at alle damer bliver forelskede i ham; en kongedatter troloves på engang med to; en kongesøn besøger en kongedatter mod hendes faders vilje; en stolt kongedatter modstår bejleren og tilføjer ham forhånelser, men bliver endelig overvunden; en kongedatter er i jættevold, men frelses; undtagelsesvis findes der en ung mand, der rejser ud for at blive vis og erfaren; der findes barneudsættelser, ombytning af børn, gamle ægtefolk ved siden af det stedlige kongepar; en bondesøn kan komme højt til vejrs, ægter en kongedatter og bliver hertug; en kongesøn flygter, fordi hans fader er dræbt af en, der har ægtet hans moder, hvorfor han pønser på hævn og fuldbyrder den. Der forekommer hyppig forgørelser og trolddom, øjenforblændelser og lign.; løfteaflæggelser, hvoraf alle konflikterne opstår; varulvehistorien; klæde, som svæver gennem luften, hvorhen en vil, belæsset med folk og kostbarheder; ældelstene, hvori man kan se alt, osv. osv. Disse motiver er det, der skaber sagaens gang, dens konflikter, rejser og kampe — indtil alt ender godt; for det skal det altid gøre. Det, der sætter begivenhederne i gang, er så at sige det eneste i disse sagaer, der er af interesse og hvor man finder poetiske gnister; derimod er de deraf følgende begivenheder i det hele noget af det kedeligste, der gives. Det hele bliver en kæde af frygteligheder og uhyrligheder af enhver art; navnlig er kampskildringerne ulidelige, og de er netop både mange og lange; dem skal man helst springe over; også fordi de er så ensformige, for ikke at tale om alt det utrolige, der foregår; heltene vader i blod og kæmper den udslagne dag uden at trættes; huggene er ubegrænsede, og antallet af de faldne legioner. Det kan ikke nægtes, at der frembringes en spænding hos læser og tilhører — at sige ikke just hos nutidens — , indtil opløsningen kommer; denne er, som sagt, altid god for sagaens helt og heltinde, der har lidt og døjet så usigelig; men læseren er netop forberedt og vænter denne løsning, det er ikke den, han er spændt på, men måden, hvorpå den løses. Han lægger bogen fra sig med et smil, der omtrent siger: »det væntede jeg, selv om det så sort ud en tid lang«. Det er enkelthederne, der har moret folk. Og at den slages overhovedet kunde more, forstås ud fra det kulturstandpunkt, man stod på og det isolerede liv, man førte i det hele.
Om persontegning og karakterer er der overhovedet slet ikke tale. Det er parodimennesker alt sammen uden individualitet. Yderst sjælden findes der psykologiske guldkorn. Jfr. i øvrigt ovf. s. 61.
I det følgende skal disse sagaer gennemgås og deres indhold i korthed meddeles; en kritisk vurdering af hver i dens enkeltheder er selvfølgelig ganske overflødig.
Elissaga, Errexsaga og Tristramssaga
Ved omtalen af de norske oversatte sagaer er der fundet eksempler på islændernes selvstændige digtning. Således er slutningen af Elissaga (b. II. 953) en sådan, ligeledes k. 10 i Errexsaga (II. 958), der vistnok beror på Didrikssaga; hensigten var den at forflere de æventyrlige begivenheder. Dernæst kan nævnes B-bearbejdelsen af Agúlandusþáttr i Karl. s., hvor bearbejderen har villet få et bedre og mere sagamæssigt hele i stand (II. 965); det hele er også udvidet med betragtninger og lign. Endelig er der den yngre Tristramssaga (AM 489, 4°; udg. i Ann. f. nord. oldkh. 1851), der er en fuldstændig omdigtning af den ældre saga; den er åbenbart fremkommen ved uklare reminiscenser af tidligere læsning, men hvor navnene er for største delen nyere og begivenhederne og deres gang vidt forskellig fra den gamle sagas (b. II, 952-53)3).
Mágussaga
Mágussaga er en af de ældste og ejendommeligste af disse sagaer; den findes i to bearbejdelser, en ældre og ægtere udg. af G. Cederschiöld i Forns. Suðrl. efter AM 580 B (fra 14. århs. første halvdel), 533, 4° osv., en anden og yngre udg. af Gunnl. Þórðarson 1858 efter AM 152, fol. og fl.; jvf. ovf. Mágusrímur, der dog kun er digtede over sagaens første del. Her fortælles først om kong Játmundr i Saxland, der bliver gift med en russisk (græsk) kongedatter, Ermengá; fordi han føler sig fornærmet over hendes færd overfor ham ved bejlerfærden (han skal partere en hane), pålægger han hende at udføre tilsyneladende umuligheder, medens han er borte på krigstog (f. ex. at få et barn med ham selv). Det lykkes hende, og forholdet mellem dem bliver godt. Deres søn er den senere kong Karl. Imidlertid bliver Játmund slået ihjæl af en af 4 brødre, jarlen Amundes sønner i anledning af en kappestrid i brætspil mellem den ældste af dem og Játmund. Heraf opstår der en fejde mellem brødrene og Karl, der efterstræber dem. Men jarlen Mágus, der er gift med deres søster, hjælper dem i alle farer og frelser to gange de tilfangetagne, alt ved sine trolddomskunster og øjenforblændelser. Det ender sluttelig godt; den ældste broder ægter Ermengá og brødrene forsørges på bedste vis. Det hele fortælles overmåde fornøjeligt og sagaen har været en af de mest yndede. Som Suchier og Cederschiöld har påvist, foreligger der her en uoprindelig sammenstøbning af to forskellige sagn, nemlig et om kong Jatmund og Ermengá (ɔ: k. 1—3) og et andet om Magus og de 4 brødre. Men sammenstøbningen er ikke uheldig. Hovedmotivet i den første del findes også i andre sagaer og udenlandske kilder. Hvad sagaens kilder i øvrigt angår4), er kilden til den første del ikke påvist, medens den sidste bunder i et oldfransk digt: Quatre fils Aimon (ɔ: Ámunde) eller Renaud de Montauban. Herved er dog at bemærke, at sagaen ikke ligefrem beror derpå. Det er kun digtets hovedtræk, der genfindes i sagaen (jfr. Cederschiölds udredning s. LXXXII ff., hvem jeg overhovedet er ganske enig med). Der er ingen tvivl om, at disse hovedtræk er komne til forfatteren gennem en mundtlig fortælling og i en ret afbleget form. Alt det øvrige er tildigtning med lån og minder fra andre sagaer som Didrikss., Karlams., Hálfss., Nornagestsþ., Jónss. byskups og fl. andre, hvad enten disse lån er direkte eller indirekte. Hovedmotivet er øjenforblændelseskunster; dette var ikke noget ukendt sagalitteraturen; det kendtes godt f. ex. fra Tor og Udgårdsloke. Sagaens navne er for en stor del nordiske, og der findes i den en mængde rent nordiske træk og sagnbestanddele. Forf. har været en god og jævn fortæller. Sagaen er ikke ret meget yngre end 1300, heller ikke meget ældre, da den låner fra Karlams. og Didrikss. Ang. forholdet mellem sagaen og Örvar-Oddss. henvises til Boers og Cederschiölds drøftelse i Arkiv VIII og IX. En bestemt opfattelse af forholdet er vanskelig; dog forekommer Cederschiölds antagelse sandsynligst, at det er Örvar-Oddss., der har lånt fra Máguss.
Laisþáttr, Hrólfsþáttr skuggafífls, Karlsþáttr, Osantrixþáttr, Geirarðsþáttr og Mágussaga. 2. bearbejdelse
Hvad nu den anden bearbejdelse angår, afviger den i dobbelt henseende fra den første, dels derved, at den fælles tekst er udvidet i rent sproglig henseende (ligesom den yngre Bandams.) og forøget med udmalinger og forskellige tildigtninger, dels derved, at hele afsnit eller mindre sagaer er optagne Og forenede med den tildels gennem genealogiske tilknytninger, men uden nogen indre nødvendighed. Det er en stræben efter at få i stand en slægtssaga, der her ytrer sig. Disse afsnit er: Mágús rejse til Danmark og kampe (episoden om Hálflitamann). k. 44—46, sagaen om Lais Henriksson, k. 47 og 58-60, 63-68, heri i også om Hrólfr Skugafífl, kejser Karls giftermål med Konstantia, k. 56-57, kampen med kong Osantrix, k. 61-62, afsnittet om Geirarð jarl og Karls datter Elinborg (ɔ: æmnet i Geirarðsrímur se ovf. 53-54). k. 69-75, og endelig et om deres søn Vilhjalmr, der vinder den græske keiserdatter og riget med. k. 76-78, hvilket sidste skal genfindes i Gesta Romanorum (Kölbing). Alle disse afsnit danner, som man ser, tillæg til den egenlige saga; de er opståede på en lignende måde som sagaen, idet de vistnok for en stor del er byggede over gamle erindringer fra oldfranske digte, f. ex. Guillaume d'Orange (Suchier). Bearbejdelsen som sådan hidrører fra den sidste halvdel af det 14. årh.; den udskriver hele kapitler af Didrikss. og lader sig ikke nøje med mindre antydninger. De nordiske træk er her blevne forøgede og der findes 3 vers tildigtede i fornyrdislag (k. 26), spottevers om Karls hirdmænd. Også denne bearbejdelse er læselig og underholdende, skønt dens enkelte dele er så løst sammenhængende. Suchier mener, vistnok rigtig, at endel af stoffet er kommet til Island gennem mundtlig fortælling af spillemænd i udlandet; det således fortalte glemtes halvt og den indre sammenhæng forvanskedes. Sagaens sidste (79.) kapitel hidrører fra denne bearbejder; det handler om tidsfølge og sagaens pålidelighed; der citeres en »annal«; noget tilsvarende til det dér omtalte findes i Ann. reg. ved år 924 (Isl. ann. 102), og der nævnes »Didrikssaga, Flóventssaga« og »andre riddersagaer«. Bearbejderen anser dem åbenbart ikke for at være historiske og han er ikke blind for de stærke overdrivelser.
Mírmannssaga
Mírmannssaga, udg. af E. Kölbing i Riddarasögur (1872) efter Sth. 6,4° AM 593 A, 4° osv. Æmnet er forholdsvis simpelt og slutter sig nær til sagaer som Flóventssaga. Hlöðver er konge i Frankrig; jarlen Hermann i Saxland har med sin hustru Brigida sønnen Mírmann, der opdrages i alle boglige idrætter og sendes så til kong Hlöðver for yderligere at uddannes. Her bliver han, der aldrig har villet deltage i blot hos sin fader, kristen og vil nu forkynde sin fader og moder kristendommen; han bliver ilde og hånlig modtagen og det ender med, at han dræber sin egen fader. Til hævn gør hans moder ham ved en trylledrik spedalsk. Han drager til Italien for at blive helbredet af den sicilianske kongedatter Cecilia, der har ry på sig som læge. Det ender med at han bliver helbredet, vinder hendes kærlighed og ægter hende. Mírmann vil nu rejse hjem og se til sin fosterfader. Her bringes han af dennes dronning Katrin, der alt tilforn har elsket ham, til at glemme Cecilia og efter Hlöðvers død til at ægte hende, og han bliver konge. Cecilia, der også forstår sig godt på krigskunst og riddervæsen, forklæder sig og udgiver sig for at være en jarl Híringr, tilbyder Mírmanns fjender sin hjælp, kæmper med ham i tvekamp og overvinder ham og fører ham bort. Katrin tages til fange og må forsmægte i fængsel. Mírmann har nu genkendt Cecilia og bliver konge over Sicilien. Denne roman er godt fortalt, men der hviler en religiøs farve over det hele. De to hovedpersoner beder stadig til gud, og der hentydes til konflikter mellem hedenskab og kristendom. Mírmann forener i sig en lærd klærk og en tapper, gudfrygtig ridder. Sagaen er uden tvivl et lignende produkt som Máguss., hvilken den endogså forudsætter ved den derfra lånte jarl Híringr. Den er hovedsagelig islandsk digtning over nogle afblegede oldfranske minder. Den er ikke ældre end fra omtr. 1325. Der findes flere nordiske motiver i den som drømme, brætspil.
Bæringssaga
Bæringssaga findes i AM 580, 567 II. 4°, 180 B, fol. udg. af Cederschiöld i Forns. Suðrl. Hertug Bæring i Ertinborg og hans svoger Valter af Holsten bliver dræbte at en af Bærings riddere, Heinrek, der vil ægte Gertrud, Valters enke: efter sin mands død føder hun en søn og flygter bort til kong Rikard i England, hvor Bæring den unge opfedes og bliver en tapper ridder. Han vil hævne sin fader, men forliser undervejs med alle sine skibe: selv beholder han livet Og kommer til jarlen af Flandern. Med denne rejser han til kong Pippin i Paris og viser der sin ridderdygtighed. Kejser Emanuel af Grækenland kommer for at bejle til Pippins datter, men hun, der har forelsket sig i Bæring, vægrer sig og vil blive nonne. hvilket kun var et påskud. Kejseren tilbyder Bæring at drage med sig; de kommer i krig med hedninge og Bæring udmærker sig. Kejserens søster Vindemia forelsker sig i Bæring og han i hende; han rejser imidlertid bort, og der fortælles meget om hans farer og strabadser og alle de kvinder, der fattede kærlighed til ham: han var så dejlig og har da også tilnavnet den fagre. Endelig hævner han sin fader og morbroder, bliver konge og senere kejser og ægter Vindemia. Denne historie er endel beslægtet med Mírmannss. Bæring er som han boglærd, en udmærket ridder og dertil gudfrygtig Og frem for alt kysk tiltrods for de systematiske efterstræbelser, han er genstand for. Fremstillingen har en religiøs farve, engle spiller en rolle. Drømmemotivet er stærkt benyttet: trolddomskunster af en meget efterklassisk art findes. Som helhed er sagaen lidet interessant og æmnet meget almindeligt. Nogen kilde kan ikke påvises; men det er vistnok utvivlsomt, at sagaens hovedpersoner og begivenheder, der særlig er knyttede til egnene syd og vest for Elben, beror på dunkle minder om tyske (bremenske?) købmænds mundtlige fortællinger; efter sådanne og så fri fantasi er den forfattet i begyndelsen af det 14. årh. Nogen norsk original har næppe eksisteret.
Noter:
1) Dette navn er dog i det hele ikke at anbefale; ordet betyder, hvor det findes, blot ”løgnagtig underretning.”
2) Enkelte af disse beror vistnok på lån fra fremmede sagn, og det er muligt, at mundtlige meddelelser ligger til grund, ligesom f. ex. i Máguss., men nogle virkelige tilsvarende digte på fremmed grund har jeg ikke kunnet finde.
3) Som et morsomt eksempel på en afskrivers indskudslyst anføres her, at der i Ectorssaga indsættes optrædende personer som hestastrákar: Jón busi, Höskuldr Tálmason, Jón Andrjesson, Þorbjörn fetill, Eiríkur baðkall, Magnus skáldi, Sigurður kóngur, åbenbart en isl. gårds besætning af karle!
4) Jfr. Wulff: Notices sur les sagas de Mágus et de Geirard (Lunds Univ. årsskr. X), Suchier: Die quellen der Máguss. Germ. XX, samt Köhlers og Kölbings afhdl. i Germ. XXI.
