Magnus Erlingsons saga
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► |  |
 |
 |
 |
||
|
|
Magnus Erlingsons saga
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
1.
Da Erling blev klar over, hvad Håkon og dennes folk havde for, sendte han bud til alle de høvdinge, som han vidste havde været kong Inges trofaste venner, og tilsvarende til de af kongens livvagter og håndgangne mænd, der var sluppet væk, og til Gregorius’ huskarle og indkaldte dem til møde. Da de mødtes og talte sammen, enedes de straks om, at de skulle samle deres flokke, hvilket de bandt sig til med faste aftaler. Siden drøftede de, hvem de skulle tages til konge. Da tog Erling Skakke ordet og spurgte, om det var høvdingenes eller andre lendermænds råd, at Simon Skålps søn — Harald Gilles dattersøn — blev taget til konge, mens Jon Halkelson blev flokkens anfører. Jon undslog sig. Da blev Nikolas Skjaldvarson — kong Magnus Barfods søstersøn — spurgt, om han ville være høvding over flokken. Han svarede på den måde, at han ville råde til, at man tog en til konge, som var af kongeslægten, og satte en, som havde forstand på det, til at lede flokken; han sagde, at dette ville gøre det nemmere at få støtte. Man spurgte Arne Kongsmåg, om han ville lade en af sine sønner — kong Inges brødre — tage til konge. Han svarede, at Kristins søn — kong Sigurds dattersøn — var mest ætbåren til kongedømmet i Norge, »— og dermed,« sagde han, »— den mand til at styre for ham, som er pligtig til at drage omsorg for ham og riget. Det er Erling — hans far. Han er en klog mand, hårdsindet, meget prøvet i kamp og en god leder for landet. Han vil ikke mangle noget til dette råds fremgang, hvis høvdingene følger efter.« Dette råd blev bakket godt op af mange. Erling svarede: »For mig at se vil de fleste, der bliver spurgt i denne sag, snarest undslå sig fra at møde vanskeligheder. Nu forekommer det mig — hvis vi forfølger denne sag — lige uvist, om den, der anfører flokken, opnår kongeværdigheden, eller om det går således, som det tidligere ofte er gået dem, der har rejst tilsvarende store sager: At de af den grund har mistet alle ejendele og tilmed livet. Hvis denne sag nu får fremgang, kan det være, at der er nogle, der ville have valgt dette vilkår, men den, der påtager sig denne vanskelige sag, vil have behov for at kunne sætte en kraftig stopper for, at han møder modgang eller fjendskab fra dem, der nu er med på dette råd.« Alle samtykkede i at gennemføre dette forbund med fuld troskab. Erling sagde: »Jeg kan for mit vedkommende sige, at jeg nærmest anser det for min død at skulle tjene Håkon, og selv om dette forekommer mig yderst farefuldt, så vil jeg hellere vove at lade jer råde, og jeg vil anføre flokken, såfremt I alle råder til det og ønsker det, og I alle er villige til at binde jer til det med eder.« Alle samtykkede heri, og ved deres møde blev det bestemt, at de ville tage Magnus Erlingson til konge. Derpå holdt de ting i byen, og på dette ting blev Magnus taget til konge over hele landet. Han var da 5 år gammel. Siden gik alle mænd, der var til stede og som havde været høvdinge under kong Inge, ham til hånde, og hver af dem fik en sådan rang, som han førhen havde haft under kong Inge.
2. Kong Magnus i Danmark
Erling Skakke gjorde klar til sin rejse og skaffede sig skibe og havde kong Magnus og alle de håndgangne mænd, der var til stede, med sig. Med på turen var Arne Kongsmåg og Ingrid — kong Inges mor — og hendes to sønner og Jon Kutiza — søn af Sigurd Stork — og Erlings huskarle og tilsvarende dem, der havde været Gregorius’ huskarle. De havde i alt ti skibe. De drog sydpå til Danmark og opsøgte kong Valdemar og Buris Heinrekson — kong Inges bror. Kong Valdemar var beslægtet med kong Magnus: Ingilborg — kong Valdemars mor — og Malmfrid — mor til Kristina, som var kong Magnus’ mor — var søstre og døtre af kong Harald fra Gardar østpå — han var søn af Valdemar Jarislavson. Kong Valdemar tog godt imod dem, og han og Erling holdt ofte møder og rådslagninger, og sagen endte med, at kong Valdemar med hele sin magt skulle yde kong Magnus den støtte, som denne behøvede til at vinde Norge, mens Valdemar skulle have det rige i Norge som hans tidligere slægtninge — Harald Gormsøn og Sven Tveskæg — havde haft: Hele Viken nordpå til Rygjarbit. Denne beslutning blev bundet med eder og faste aftaler. Derpå gjorde Erling og de andre klar til afrejse fra Danmark, og de sejlede ud fra Vendelskagen.
3. Kamp i Tønsberg
Kong Håkon drog straks om foråret efter påske nordpå til Trondheim; han havde da alle de skibe, som kong Inge havde haft. Kong Håkon holdt ting i købstaden, og dér blev han taget til konge over hele landet. Så gav han Sigurd fra Reyr jarlsnavn, og han blev dér taget til jarl. Derpå drog han og Håkon tilbage sydpå og helt østpå til Viken; kongen tog til Tønsberg, men sendte jarl Sigurd østpå til Kongshelle for at forsvare landet med en del af hæren, såfremt Erling kom sydfra. Erling og hans folk ankom til Agder og styrede derfra nordpå til Bergen. Dér dræbte de Arne Brigdisskalle — kong Håkons sysselmand — og drog derfra tilbage østpå imod kong Håkon. Jarl Sigurd var ikke blevet klar over, at Erling var kommet sydfra, og han var da stadig østpå ved Elven, mens kong Håkon var i Tønsberg. Erling lagde til ved Hrossanæs, hvor han lå nogle nætter. Kong Håkon gjorde sig klar i byen. Erling angreb byen; de tog en byrding og lastede den med træ og halm og satte ild til og drev den imod byen, mens vinden tog til over byen. Han anbragte to tove på byrdingen og bandt to skuder dertil og lod dem ro bagefter, mens byrdingen drev foran. Da ilden var kommet nær ved byen, holdt folkene, der var på skuderne, i tovene, for at byen ikke skulle brænde. Røgen lagde sig så tykt over byen, at man ikke kunne se noget fra bryggerne, hvor kongens fylking stod. Derpå førte Erling hele styrken frem på vindsiden af ilden og skød op på dem. Da bymændene så, at ilden nærmede sig deres huse, og da mange af dem blev sårede af skuddene, rådslog de og sendte præsten Roald Langtale ud for at opsøge Erling for at opnå fred for sig selv og byen af ham, og kongens fylking gik i opløsning, da Roald fortalte dem, at der var givet fred. Da bymændenes styrke forsvandt, tyndede det ud i hæren på bryggerne; så opildnede nogle af Håkons folk til, at man skulle tage fat, men Ønund Simonson, der havde mest at sige i hæren, sagde da: »Jeg vil ikke kæmpe for jarl Sigurds magt, når han ikke selv er i nærheden.« Derpå flygtede Ønund og siden hele hæren med kongen og fór op i landet, men dér faldt mange folk af Håkons mandskab. Da blev dette kvædet:
- Ønund ville ikke
- eje del i striden,
- før jarl Sigurd sydfra
- sejled’ med huskarle;
- modigt fór Magnus’
- mænd igennem byen,
- mens kong Håkons høge
- hastigt valgte flugten.
Torbjørn Skakkeskjald siger således:
- Sejrrigt fór folkets
- fyrste gennem Tønsberg;
- brand og elmebuers
- bragen spredte rædsel.
- Erling rødned’ ivrigt
- jættehestens tænder;
- byens mænd de blanke
- brodde af malm frygted’.
Kong Håkon drog af landvejen nordpå til Trondheim. Da jarl Sigurd erfarede dette, sejlede han med alle de skibe, han fik, nordpå for at møde kong Håkon.
4. Om Erling og Håkon
I Tønsberg tog Erling Skakke alle de skibe, som kong Håkon havde haft; dér fik han Bøkesuden, som kong Inge havde ejet. Erling tog siden af sted og lagde hele Viken under Magnus og tilsvarende landet nordpå, efterhånden som han kom frem, og han sad om vinteren i Bergen. Så lod Erling Ingebjørn Sipil — kong Håkons lendermand — dræbe nordpå i Fjordene. Kong Håkon sad i Trondheim om vinteren, men foråret efter udbød han leding og gjorde sig klar til at drage sydpå imod Erling. Hos ham var da jarl Sigurd, Jon Sveinson, Eindride den Unge og Ønund Simonson, Filippus Peterson, Filippus Gyrdson, Ragnvald Kusse, Sigurd Kåbe, Sigurd Kappe, Frirek Køna, Askel på Forland, Torbjørn — Gunnar Skatteopkræves søn — og Pule-Bjarne.
5. Om Erlings hær
Erling var i Bergen og havde en stor hær. Han traf den beslutning, at han ustedte rejseforbud for alle handelsfartøjer, der ville drage nordpå til Købstaden, idet han mente, at Håkon for hurtigt ville få nyheder, såfremt skibene sejlede imellem dem, men han gav som begrundelse, at Bergensmændene hellere skulle have de gode ting, der var på skibene — selv om byrdingsmændene måtte sælge billigere, end de fandt rimeligt — snarere end at de kom »— i hænderne på vores fjender og uvenner og således styrkede dem.« Nu samlede skibene sig i byen, for der kom mange til hver dag, mens ingen sejlede væk. Så lod Erling de af sine skibe, som var lettest, sætte på land og lod det rygte brede sig, at han agtede at vente dér og gøre modstand med sine støtter og slægtninge. En dag lod Erling indkalde til styrmandsmøde, og han gav da styrmændene på alle handelsskibe lov til at drage hvorhen de ville, og da de folk, der stod for byrdingerne, som allerede lå fuldstændig klar til at sejle med deres gods — nogle med handelsvarer, mens nogle havde andre ærinder — havde fået lov af Erling Skakke, var vejret også egnet til at sejle nordpå langs med landet, og før nón denne dag, var alle, som var rejseklar, sejlet af sted. Folkene, der havde de hurtigste skibe, søgte at sejle med størst mulig fart, og den ene kappedes med den anden. Da denne flåde kom nordpå til Møre, blev de mødt af kong Håkons mænd, og han selv samlede dér hær og udrustning og indkaldte lendermændene og ledingsfolkene til møde med sig. Han havde da i langt tid forud ikke modtaget efterretninger fra Bergen, men nu fik de den samme nyhed fra alle skibene, der kom sydfra, at Erling Skakke have sat sine skibe på land i Bergen, og at de kunne finde ham dér, og de sagde, at han havde en stor hær. Kong Håkon sejlede derfra til Veø og sendte jarl Sigurd og Ønund Simonson fra sig ind i Romsdalen for at skaffe folk og skibe. Han sendte også folk til begge Mører. Da kong Håkon havde tilbragt nogle få dage i købstaden, lagde han fra land og sejlede et stykke længere sydpå og mente da, at deres færd ville gå raskere, og at folk hurtigere ville komme til ham. Erling Skakke havde tilladt byrdingernes afsejling fra Bergen om søndagen, men tirsdag, da morgenmessen var tilendebragt, blev der blæst i kongeluren og indkaldt til møde med hæren og byfolkene, og de skibe, som før var sat på land, blev sat i vandet. Erling holdt husting med sin hær og ledingsfolkene og fortalte dem om sin hensigt. Han udnævnte folk til styrmænd og lod oplæse, hvem der var indskrevet til kongeskibet. Dette ting sluttede således, at Erling bad alle gøre sig klar i de rum, de havde fået tildelt, og han sagde, at den, der blev tilbage i byen, når han sejlede væk på Bøkesuden, skulle miste liv eller lemmer. Orm Kongsbror sejlede allerede om aftenen ud med sit skib, og de fleste skibe var allerede i vandet.
6. Om Erling Skakke
Onsdag, før messen blev sunget i byen, sejlede Erling og og hele hæren ud fra byen; de havde 21 skibe, og der blæste da medvind sydfra langs med landet. Erling havde kong Magnus — sin søn — med sig. Der var mange lendermænd dér, og de havde en storslået hær. Da Erling sejlede nordpå ved Fjordene, sendte han en skude ind til Jon Halkelsons gård. De tog Nikolas — søn af Simon Skålp og Maria, som var Harald Gilles datter — og bragte ham med sig ud til hæren. Han sejlede om bord på kongeskibet. Fredag straks efter otte-tid kom de til Steinavåg. Kong Håkon lå da i den havn, der hedder . . . . . . . ., og han havde 14 skibe. Han selv og hans folk var oppe på øen for at fordrive tiden, men hans lendermænd sad på en høj. De så en båd blive roet ind til øen sydfra; der var to mand ombord, og de bøjede sig helt ned til kølen og tog ikke med mindre kraft i årerne. Da de kom til land fortøjrede de ikke båden, men løb begge to. Dette så stormændene og talte sammen om, at disse mænd måtte kunne fortælle nogle nyheder; de rejste sig og gik imod dem, og så snart de mødtes, spurgte Ønund Simonson: »Kan I fortælle noget om Erling Skakke, siden I farer så voldsomt af sted?« Den af dem, der først kunne tale for udmattelse, sagde: »Erling sejler her sydfra imod jer med 20 skibe eller noget nær. Mange af dem er store, og I må snart kunne se deres sejl.« Da sagde Eindride den Unge: »For nær næsen, sagde manden, da han blev skudt i øjet.« De hastede da straks hen, hvor folkene underholdt sig, og i det næste lød luren, og der blev blæst til samling af hele hæren ved skibene så hurtigt som muligt. Det var på den tid af dagen, da maden næsten var færdig. Alle folk gik til skibene, og hver af dem sprang ombord på det skib, der var nærmest, så skibene blev uens bemandet. De greb til årerne; nogle rejste masterne og vendte skibene nordpå i retning mod Veø, fordi de dér ventede sig megen støtte af bymændene.
7. Kong Håkons fald
Derpå fik de øje på Erlings sejl, og begge parter kunne se hinanden. Eindride den Unge havde det skib, der hed Draglaun — en stor langskibsbusse — men han havde få folk, for dem, der før havde været ombord, var sprunget på andre skibe. Dette var det bagerste af Håkons skibe, og da Eindride var ud for øen Sekken, kom Bøkesuden, som Erling styrede, efter dem, og de to skibe blev fæstet sammen. Håkon var næsten kommet ind til Veø, da de hørte lurklang, for de skibe, der var nærmest Eindride, vendte om og ville hjælpe. På begge sider lagde man an til kamp, som man kunne komme til. Mange sejl faldt ned på tværs af skibene, og ingen af disse blev bundet sammen, men lå bord mod bord. Denne kamp blev ikke lang, før Håkons flådes slagorden blev brudt. Nogle faldt, og andre sprang over bord. Håkon kastede en grå kappe over sig og sprang over på et andet skib, men han havde ikke opholdt sig længe dér, før han fornemmede, at han var kommet blandt uvenner, og da han tænkte efter, så han ingen af sine folk eller skibe i nærheden. Så gik han over på Bøkesuden og frem til mandskabet i stavnen og bad om fred, og stavnboerne tog imod ham og gav ham fred. I denne strid havde der været et stort mandefald, dog størst blandt Håkons mænd. Da var Nikolas — Simon Skålps søn — faldet på Bøkesuden, og hans drab blev tillagt selve Erlings folk. Efter dette blev der et ophold i kampen, og skibene blev skilte fra hinanden. Så fik Erling at vide, at Håkon var dér på skibet, og at hans stavnboer havde taget Håkon til sig og truede med at forsvare ham. Erling sendte en mand frem på skibet og bad ham fortælle stavnboerne, at de skulle bevogte Håkon, således at han ikke kom væk, og han sagde, at han ikke ville tale imod, at kongen fik fred, hvis stormændene ønskede det, og såfremt han søgte forlig. Stavboerne sagde alle, at han talte som den raskeste af alle høvdinge. Så lod Erling blæse på det kraftigste og bad folk om at angribe de skibe, der ikke var ryddede, idet han sagde, at de ikke ville få en bedre lejlighed for at hævne kong Inge. Da råbte alle hærråb og opildnede hinanden og gik til angreb. I denne uro blev kong Håkon dødeligt såret, og efter hans fald, og da hans folk blev klar over det, roede de fast frem og kastede skjoldene og huggede med begge hænder og gav ingen agt på deres liv. Denne ubetænksomhed blev dem snart til stor skade, for Erlings folk så, hvordan de var blottede for hug; en stor del af kong Håkons hær faldt, og det kom sig mest af, at de var i stort undertal, og at Håkons folk kun dækkede sig lidt. Det nyttede ikke for Håkons folk at bede om fred på nær dem, som stormændene fik fat i, og som lovede penge for livet. Disse folk faldt i Håkons hær: Sigurd Kåbe, Sigurd Kappe og Ragnvald Kusse. Nogle skibe kom væk og roede ind i fjorden, hvorved folkene reddede livet. Kong Håkons lig blev ført ind i Romsdalen og begravet dér. Kong Sverre — hans bror — lod kong Håkons lig flytte nordpå til købstaden og lægge i stenvæggen i Kristkirken i korets sydside.
8. Kong Håkons hærførere flygter
Sigurd og Eindride den Unge, Ønund Simonson, Frirek Køna og endnu flere høvdinge holdt flokken samlet; de efterlod skibene i Romsdalen og drog derefter til Oplandene. Erling Skakke og kong Magnus drog med hæren nordpå til Købstaden og lagde hele landet under sig, hvor de kom frem. Derpå lod Erling indkalde til Øreting; dér blev Magnus taget til konge over hele landet. Erling opholdt sig kun dér i kort tid, da han ikke mente, at han og sønnen kunne stole på trønderne. Magnus blev nu kaldt konge over hele landet. Kong Håkon var en meget smuk mand, velvoksen, høj og slank; han var meget bredskuldret, og derfor kaldte hærfolkene ham Håkon Hærdebred. Da han var ung, traf andre høvdinge beslutningerne sammen med ham. Han var glad og talte ydmygt, var legelysten og af ungdommeligt sind; han var afholdt af almuen.
9. Om kong Sigurd
En oplandsk mand hed Markus på Skog; han var en slægtning af jarl Sigurd. Markus opfostrede kong Sigurds søn; han hed Sigurd. Siden tog oplændingene Sigurd til konge efter råd fra jarl Sigurd og andre høvdinge, som havde fulgt kong Håkon, og de havde da endnu støtte fra en stor hær. Flokken var oftest delt i to; kongen og Markus var mindre i fare, mens jarl Sigurd og andre høvdinge sammen med deres flokke var mere udsatte. De drog mest gennem Oplandene med flokken, men indimellem ned til Viken. Erling Skakke havde altid Magnus — sin søn — med sig. Han havde hele flåden og hele landværnet; han opholdt sig i Bergen en tid om efteråret og drog derfra østpå til Viken og tog ophold i Tønsberg, hvor han indrettede til vinterophold og inddrog de skatter og afgifter, som kongen havde til gode i Viken. Han havde også en stor og prægtig hær. Af den grund, at jarl Sigurd kun havde en lille del af landet, men mange folk, blev der snart mangel på midler, og dér, hvor ingen høvdinge var i nærheden, blev der søgt efter værdier på ulovlig vis — nogle gange ved grådige anklager, andre gange ved åbenbart tyveri.
10. Fordømmelsen af jarl Sigurd
På denne tid blomstrede Norgesvældet meget; bondefolket var rigt og mægtigt og uvant med tvang og flokkenes ufred. Der blev hurtigt brugt store ord og stærk påtale, når der blev stjålet. Vikværingerne var fuldkomment kong Magnus’ og Erlings venner. Dette skyldtes mest kong Inge Haraldsons afholdthed, for vikværingerne havde altid tjent med deres styrke under det skjold. Erling lod holde vagt i byen, og 12 mand vågede hver nat. Erling holdt ofte ting med bønderne, og der blev ofte talt om Sigurds folks overgreb, og bønderne kom med mange tilråb til Erlings og andre stormænds tale om, at det ville være lykkeligt, hvis denne flok aldrig måtte trives. Arne Kongsmåg talte længe — og til sidst hårdt — om denne sag. Han anmodede alle folk, der var på tinget — både hærfolk og bønder og bymænd — om at man skulle gøre våbentag for efter loven at dømme jarl Sigurd og hele flokken til fanden, levende så vel som døde. Og i flokkens ophidselse og voldsomhed samtykkede alle heri, og dette uhørte værk blev gennemført og vedtaget, således som loven foreskrev, at man skulle dømme på tinget. Præsten Roald Langtale talte om denne sag; han var en veltalende mand, og denne tale drejede sig mest om ét — det samme som forud var blevet sagt. Erling holdt julegæstebud i Tønsberg, og kongen udbetalte dér lønninger ved Kyndelmisse.
11. Om Erling
Jarl Sigurd drog med den bedste del af sin hær gennem Viken, og mange gik under ham på grund af overmagten, mens mange betalt penge; han drog således vidt omkring oppe i landet og kom frem forskellige steder. Der var nogle i flokken, som i hemmelighed søgte at få fred hos Erling, og de fik det svar, at alle, der søgte det, skulle skånes på livet, men kun dem, der ikke havde alvorlige udeståender med ham, skulle have lov at forblive i landet. Da folk i flokken erfarede, at de ikke ville få opholdstilladelse, holdt det flokken meget sammen, for der var mange, der vidste sig skyldige i sager, som Erling ville anse for meget store. Filippus Gyrdson blev forligt med Erling og fik sine ejendomme igen og drog hjem til sine gårde. Kort efter kom Sigurds folk dertil og dræbte ham. På begge sider voldte man de andre mange mén ved forfølgelser og manddrab, men der skrives ikke noget om det, som høvdingene ikke deltog i.
12. Om Erling
Det var i begyndelsen af fasten, da Erling fik nys om, at jarl Sigurd ville opsøge ham, og man hørte om ham her og dér — nogle gange tæt på, andre gange længere væk. Erling sendte da sine spejdere ud, for at han kunne få at vide, hvor jarlen kom frem; han lod også hele hæren kalde up fra byen hver aften, og om natten lå de i samlet flok, og hele hæren var inddelt i slagorden. Da fik Erling den efterretning, at jarl Sigurd og hans folk var kort derfra — oppe ved Ré. Erling drog da fra byen og havde alle de byfolk med sig, som var våbenføre og bevæbnede, og tilsvarende købmændene på nær 12 mand, som blev tilbage for at bevogte byen. Han forlod byen efter nón om tirsdagen i den anden uge i langfasten, og hver mand medbragte to dages forråd. De drog af sted om natten, men det tog lang tid at få alle folkene ud af byen; de var to mand om hver hest og hvert skjold. Da hæren blev gjort op, var der nær 13 hundrede mand. Da spejderne kom imod dem, fik de at vide, at jarl Sigurd var sammen med fem hundrede mand i Ré på den gård, der hedder Ravnsnæs. Erling lod da hæren kalde sammen og fortalte dem den nyhed, han havde erfaret; alle ansporede til, at man skulle skynde sig at omringe dem i huset og kæmpe straks om natten. Erling holdt tale og sagde således: »Det forekommer sandsynligt, at vi snart vil mødes med jarl Sigurd; i deres flok er der også mange andre mænd, hvis gerninger kunne være værd at huske på, idet de huggede kong Inge ned — og tilsvarende mange andre af vores venner, som det ville tage lang tid at opregne. De udførte det værk med Fandens kraft og trolddom og niddingskab, for det står her i vores lov, at ingen mand har forbrudt sig så meget, at det ikke kaldes niddingsværk eller mord, som den der dræber om natten. Denne flok har efter troldkyndige folks råd søgt deres held ved at kæmpe om natten og ikke under solen; de har også med lignende fremgangsmåde formået at vinde over sådanne høvdinge, som de har strakt til jorden. Nu har vi ofte sagt og vist, hvor forkastelig vi finder deres fremgangsmåde, når de har valgt at kæmpe om natten; vi skulle derfor hellere følge de høvdinges vís, som vi kender bedre, og som er bedre at efterligne, ved at kæmpe i slagorden og ved højlys dag, snarere end at stjæle os ind på sovende mænd om natten. Vi har godt med folk imod dem — ikke en større hær end de har; vi skulle afvente dagen og lyset og holde os samlet i slagorden, såfremt de ønsker at angribe os.« Herpå satte hele flokken sig ned; nogle spredte høstakke ud og lavede et leje deraf, andre sad på deres skjolde og afventede således lysningen. Det var kold i vejret og sneen drev vådt.
13. Om jarl Sigurds hær
Jarl Sigurd fik først nyheden om dem, da hæren var kommet tæt på; hans folk rejste sig da og bevæbnede sig, men vidste knapt, hvor stor en hær Erling havde. Nogle ville flygte, men de fleste ville vente. Jarl Sigurd var en klog og veltalende mand, men han ansås ikke for at være meget modig; også han havde da lyst til at flygte, og derfor gav hærfolkene ham hårde bebrejdelser. Da det blev lyst, begyndte man på begge sider at stille hærene i slagorden; jarl Sigurd tog opstilling på en bakke oven for broen — mellem den og byen, hvor der løber en lille å. Erlings folk stillede op på den modsatte side af åen; bagerst i opstillingen sad velbevæbnede folk til hest, og de havde kongen hos sig. Jarlens folk så da, at de ville være i stort undertal, og mente at man skulle søge til skoven. Jarlen sagde: »Og så siger I, at jeg mangler mod, men det skal nu vise sig; vogt nu hver især på, at I ikke forfærdes eller flygter, før jeg gør. Vi har et godt forsvar; lad dem gå over broen, men når banneret kommer over broen, så stormer vi fra bakken over dem. Nu må ingen flygte fra de andre!« Jarl Sigurd bar en brun kjortel og en rød kappe, hvor skøderne var slået op, og havde skindsko på fødderne; han bar skjold og et sværd, som hed Bastard. Jarlen sagde: »Det véd Gud som jeg, at jeg hellere end at modtage en mængde guld ville føre et hug mod Erling Skakke med Bastard.«
14. Jarl Sigurds fald
Erling Skakkes folk ville gå frem til broen, men han bad dem dreje op langs åen, »— denne å er lille og ikke vanskelig at krydse, for der er fladt ved dens bredder.« Dette blev gjort. Jarlens hær gik over for dem op langs bakken. Da bakken sluttede, og der var fladt og godt at gå over åen, sagde Erling, at hans folk skulle synge Pater Noster og bede om, at de skulle få fremgang, som havde den bedste sag. Så sang de alle Kyrie højt, og alle slog på deres skjolde med våbnene, men ved denne larm fór tre hundrede af Erlings mænd væk og flygtede. Erling og hans hær gik over åen, og jarlens folk råbte hærråb, men der blev ikke noget stormløb fra bakken mod Erlings slagorden; kampen stod ved foden af bakken. Først blev der kastet med spyd, og straks bagefter begyndte hugkampen. Jarlens banner blev trukket tilbage, således at Erling og hans folk kom op på bakken. Kampen var derefter kort, inden jarlens hær flygtede til skoven, der var på bakken bag dem. Dette fik jarl Sigurd at vide, og man bad ham flygte. Han sagde: »Lad os nu gå frem, mens vi kan.« Så gik de meget djærvt frem og huggede til begge sider. I denne strid faldt jarl Sigurd og Jon Sveinson og nær tres mand. På Erlings side mistede man kun få folk, men forfulgte de flygtende til skoven. Så talte Erling sine folk og vendte tilbage; han kom hen, hvor kongens trælle ville trække tøjet af jarl Sigurd — han var ikke helt livløs, men dog uden bevidsthed. Han havde stukket sit sværd i skeden, og det lå ved siden af ham. Erling samlede det op og slog trællene med det og bad dem skrubbe af. Efter dette vendte Erling om med sin hær og tog ophold i Tønsberg. Syv dage efter jarlens fald fangede Erlings folk Eindride den Unge, og han blev dræbt.
