Bardastrands syssel (K.Kålund)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Dala syssel
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands

Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island

P. E. Kristian Kålund

Bardastrands syssel
(Barðastrandar sýsla)
[Indbyggerantal c. 2500]

Bardastrands syssel optager i forbindelse med Isefjords og Stranda sysler den store af talrige fjorde indskårne halvø, som skyder sig ud længst mod nordvest og kun ved den omtrent en mil brede tange mellem Gilsfjorden og Bitrufjorden hænger sammen med det øvrige Island. Denne landsdel har fra gammel tid været benævnt Vestfjordene (Vestfirðir). Efter Vestfjordene tog en af Islands fjærdinger, Vestfjordingefjærdingen, navn; og deraf kommer det, at ordet Vestfjordinger (Vestfirðingar), der nærmest skulde betegne folk fra Vestfjordene, sædvanlig i den ældre literatur bruges for at betegne Vestlandets beboere i det hele taget. Ja undertiden kan endog benævnelsen »Vestfjordene« bruges om hele Vestfjordingefjærdingen, således har Hauksbog som overskrift over landnamene i Vestfjordingefjærdingen »her begynder landnamene i Vestfjordene« (Ldn. s. 64). Vestfjordenes gamle hovedtingsted var Torskefjords ting, og fra den tid tingene optræde som bestemt afgrænsede landsdele, indbefattede Torskefjordsting Vestfjordene.

Fra Klejvar fører vejen langs fjordbunden, forbi nabogården Brekka — hvorfra en vej fører i nordøstlig retning over fjældet til Stranda syssel — , og derpå langs lien vest for fjorden, der er stejl, stenig og besværlig at komme frem over. Til dels ligger vejen mellem stenene i strandkanten, og et enkelt sted, hvor en klippe fra fjældet skyder sig brat ud imod fjorden, kan kun passeres ved ebbetid. Denne klippe eller hammer bærer navnet Drivande (Drífandi). I den udførligere Fostbrødre saga (Flatb. II, s. 105) henlægges stedet for fostbrødrene Torgejrs og Tormods skilsmisse — på grund af den førstes spørgsmål om, hvem af de to der vel var den stærkeste — til Drivande, der her gøres til en å i Gilsfjord; umiddelbart efter følger imidlertid en beskrivelse af hamren, ud for hvilken Tormod vender om, der aldeles svarer til forholdene ved Drivande. Det er formodenlig dette navn, der oftere forekommer som navn på en foss, der har foranlediget fejltagelsen. — Omtrent midtvejs i lien strækker sig en smal dal, næsten kun som en kløft, op mellem fjældene; den kaldes nu Má(f)adalr, men dens egenlige navn antages at være Mårsdal (Mársdalr), der er nævnt i GÞ. (s. 78), rimeligvis som bolig for Tores fostbroder Ottar. Dog gør den lille fjælddals beskaffenhed — den er kort og smal, uden underland, dog med gode fåregræsgange — det noget usandsynligt, at den tidligere skulde have været bebot; desuden synes beliggenheden noget afsides i forhold til den måde Mårsdal omtales på i GÞ. — Enden af fjældet, der begrænser Gilsfjorden mod vest, hedder Gilsfjardarmule (Gilsfjarðarmúli); under mulen står gården Mule (Múli), som man får øje på lidt efter at være drejet om den yderste fjældpynt. Her boede utvivlsomt den i GÞ. (s. 43) nævnte Herfinn i Mule, en søn af landnamsmanden i Gilsfjord. Lidt før omdrejningen ses neden for den stejle skråning en smal engflade nærmest søen; dette er den strækning, der i GÞ. (s. 58) kaldes »tejg«, hvor der fortælles, at man fra Olavsdal (D.) så Tore ride fra sit bryllup på Klejvar »ud over tejgen vest for fjorden«. Strækningen, der nu benævnes i flertal »teigar«, ligger lige over for Olavsdal, og mellem engen og stranden ligger fjærevejen.

På den anden side mulen åbner Garpsdalen sig, en hverken frugtbar eller synderlig stor dal, der gennemløbes af en dybt nedgravet å Muleå (Múlaá). Først noget hinsides den egenlige dalslette står på en jævn flade ikke langt fra søen gården Garpsdal (Garpsdalr) med tilhørende kirke. Umiddelbart før man kommer til tunet, rider man over den lille å Budarå (Buðará), der i sydøstlig retning søger ned mod søen; vejen ligger nu lige oven for tunet. I Garpsdal boede i følge Laxd. (s. 132) Gudrun Osviversdatters første mand Torvald, en søn af Haldor Garpsdals-gode, og Garpsdal er der henregnet til Gilsfjorden. Fbr. fortæller om to her boende brødre Kalv og Stenolv, og her forefalder den uhyggelige begivenhed, at de to fostbrødre, brødrenes vintergæst Torgejr hovløse og Eyjolv fra Olavsdal, som noget forud har haft en strid sammen, ved et tilfældigt møde dræbe hinanden (Fbr. s. 60-62). Begivenheden indledes med et varsel, i det den da alt tidligere dræbte Torgejr Håvarssön viser sig selv tiende og med sit følge forsvinder ved den å, som »løber inden for gården«; denne å må vel være Budarå. Kort efter kommer Eyjolv ridende forbi gården, Torgejr hovløse får det at høre og løber efter ham, Eyjolv fortsætter imidlertid sin vej, til han kommer til Garpsdalså (Garpsdalsá), hvor isen var brudt op, og som derfor var vanskelig at komme over; her falde de for hinandens hånd. Hvilken å der menes med Garpsdalså, om Budarå eller Muleå, er vanskeligere at sige, måske dog den sidste. Som tradition udgives, at de skal have dræbt hinanden i den dybe, snævre lavning med stejle bredder, hvor man rider over Muleå, men det er måske kun, fordi man har villet finde deres dys her (deres lig blev imidlertid i følge sagaen førte til kirke). Når man står på tunet i Garpsdal, ses Budarå slet ikke, derimod ser man den ved Muleås nedgravede leje frembragte skrænt, men ikke selve åen .

Oven for gården Garpsdal og videre mod vest strækker sig igen liskråninger, men mindre stejle og høje, langs hvilke vejen fører til nabogården mod vest Grostad (Gróstaðir), der står på lavlandet nær søen. Her boede i følge GÞ. (s. 67 ffg.) den Tore velsindede husfrue Groa, der med en krigslist understøtter Tore i den store kamp mellem ham og Torarin krok på den ene side, Stenolv på den anden, som begyndte i egnen her omkring, men hvis sidste del, der alt er omtalt, først udkæmpedes ved Fagredalsåos (D.). Hun bragte nemlig fjenderne til at tro, at mange ridende folk kom til fra Grostad, ved at brede klæder over hornene på sit kvæg og således drive dette ud fra gården. Vest for Grostad skyder en lang mule sig frem, nu kaldet Neshyrna, men svarende til GÞ.s Kroksfjardarmule (Króksfjarðarmúli). Neden for dette strækker et lavere, i forskellige tanger delt land sig ud i søen; den første af disse er en smal, flad sten- og grusodde, kaldet Langøre (Lángeyri, ældre: -eyrr); vest for denne, og adskilt derfra ved de såkaldte »våge«, rager det større og højere Kroksfjardarnæs (Króksfjarðarnes) frem, der kan siges at danne den vestlige begrænsning for den ydre del af Gilsfjorden i videste betydning. Dette sted er skuepladsen for en af hovedbegivenhederne i Guld-Tores saga, den nys nævnte kamp mellem Tore og Torarin krok på den ene side, Stenolv paa den anden. Kampen, der i sagaen har den fejlagtige overskrift »kamp i Torskefjord« (bardagi i Þorskafirði, GÞ. s. 67), indledes med, at Stenolv en gang, da han får at vide, at Tore er i besøg på Klejvar, samler folk, ror fra Fagredal (D.) til Kroksfjardarnæs og landede syd (ɔ: øst) for næsset, hvorfra de sendte seks mand, i blandt hvilke Blyg, op under Mule (Múli) for at holde udkig; samtidig dermed ror også de med Stenolv forbundne folk fra Olavsdal over Gilsfjord og landede ved Langøre vest for Grostad (út frá Gróstöðum). Da Tore på hjemvejen nærmer sig øst fra, ser han først de seks mand ud for mulen og kort efter Stenolv med sine folk komme nede fra skibene. En af Tores ledsagere, den ustyrlige Vövlu-Gunnar, kommer her forud for de andre og red den »nedre« vej, hvor han træffer Blyg og de andre udkigsmænd. Han kæmper heltemodig med disse, én dræbes, fire slutter sig til Olavsdalsfolkene, som de så stige op ad skråningen mellem (sig og) Tores flok, Blyg derimod forfølger han og indhenter og dræber ham i en mose, som efter ham kom til at bære navnet Blygsmyre (Blýgsmýrr); Blygssten (Blýgssteinn) benævntes stedet, hvor han dyssedes. Tores og Torgejrs folk kommer derefter i kamp sammen, og lidt efter kommer også Stenolvs flok til; men ved efterretningen om, at både en talrig skare mænd kommer ridende »ind forbi Kroksfjardarmule« (altså vest fra), og at andre nærmer sig fra Grostad — disse sidste var i virkeligheden Groas køer — , trækker Stenolv sig »ud under bakkerne« og ned til skibene. Her kæmpes påny, og de flygtende forfølges sluttelig til Fagredal, hvor dog lykken vender sig. Da Tore ved tilbagekomsten lander vod Langøre, finder han der ni mænd liggende døde, men seks, hvor den første kamp havde stået; de dræbtes antal, siger sagaen, er opgivet efter de dysser, som man har fundet, hvor kampene har stået.

Den i sagaen omtalte mule er naturligvis Kroksfjardarmule eller Neshyrna; fra denne strækker sig et højt, stenet holt ned mod søen, imod hvilken det falder af med en terrasse, neden under hvilken et lavt, smalt mosedrag strækker sig langs stranden. På dette holt under mulen var øjensynlig de i GÞ. nævnte udkigsmænd posterede, over dette ligger også vejen. Noget længere ude på holtet ses en enestående stor klippeblok med en grønsværsplet omkring sig; denne bærer navnet Blýgsteinn, Blygs grav (leiði) påvises imidlertid i den mellem holtet og terrassen liggende Blygsmyre, bestående i en lav, rund jord- og stenhøj, indsunken i midten. I det smalle mosedrag langs stranden vil man indtil den nyeste tid have kunnet påvise tre dysser; ude på odden (Langøre) skal endnu én være at se.

Kroksfjardarnæs, der begrænser Gilsfjorden mod vest, adskiller denne fjords ydre del fra den forholdsvis brede og korte Kroksfjord (Króksfjörðr), som formodenlig bærer navn efter den før omtalte Torarin krok, hvis landnam landet her omkring udgjorde. Hvor Torarins gård har ligget, siges ikke udtrykkelig, men det har utvivlsomt været den på næssets vestside liggende gård Króksfjarðarnes, hvad der også synes at fremgå af GÞ., der lader Torarin, da forfølgelsen til søs skal begyndes, ride hjem og dér gå om bord på sit skib. Neden for tunet på gården Kroksfjardarnæs, ved fjorden på næssets vestside, påvises fem dysser, flade, i midten indsunkne, aldeles som dem ved Fagredal; de skal, fortælles der, skrive sig fra samme kamp, men det passer ikke til sagaens skildring af kampstederne.

Op fra Krokslfjorden strækker sig den brede Gejradal (Geiradalr), efter hvilken denne hrepp, Bardastrands syssels østligste, bærer navn. Vestlig i dalen under en fjældmule står gården Ingunnarstad (Ingunnarstaðir), hvor Tord Ingunnssöns moder i følge Laxd. (s. 134) en tid lang boede. — Snart deler Gejradalen sig dog i to mindre, af hvilke den lange, smalle Bakkadal(r) er den østligste; gennem denne ligger en fjældvej til Stengrimsfjorden i Stranda syssel.

Over den fugtige, af en å og mange moradser gennemskårne Gejradal passeres kun med besvær, men endnu inden man er kommen helt igennem denne, befinder man sig i en ny hrepp, den såkaldte Reykholasvejt (Reykhólasveit). Dennes østligere del, som nu i modsætning til det vestligere Reykjanæs kaldes »indsvejt« (innsveit), sammenfattedes — med undtagelse af et par af de allervestligste gårde — i ældre tid tillige med Gejradalen under benævnelsen Kroksfjord; ud i mod denne fjord vende også alle dalmundingerne og i denne falde de forskellige smååer. Den egenlige adskillelse mellem Gejradal og indsvejten dannes af det som en mule fremløbende Kambsfjæld (-fjall). I GÞ. (s. 44, 76 ffg.) er talt om en Hejmlaug vølve, som boede på VøIvestad (Völvustaðir) i Kambshede (-heiðr). Denne gård er nu ikke til, men oppe i fjældskråningen er en indsænkning, Kambshede, hvor man mener hun har bot; herfra kan hun have haft den videste udsigt over egnen. Vest for Kambsfjældet ligger den lange, smalle Bæjardal (-r, ubebot), der bærer navn efter den neden for dalmundingen stående gård Bæ (Bær). Bæjardal benævntes oprindelig Stenolvsdal (Steinólfsdalr); da Stenolv den lave nemlig ikke syntes at have nok i sit landnam hinsides Bredefjord, tog han også Stenolvsdal og indrettede sig en husholdning i Bæ. Men da Torarin krok anså denne dal for at høre til sit landnam, opstod der på grund heraf fjendskab imellem dem. Dog omfattede måske Stenolvsdal i følge GÞ. (s. 44) også landet længere ned mod kysten, således må vel Bæ antages at være anlagt i selve dalen, og den på Kambshede boende Hejmlaug synes at være regnet med til dalens beboere. Da Stenolv en gang aflagde et besøg på sin Ejendom Bæ , får Tore underretning derom af Hejmlaug. Han sætter sig strax i bevægelse, og det lykkes ham også at overraske Stenolv ved høhøsten oppe i dalen. Stenolv og hans folk flygter hjem efter, og her, ved tungærdet, begynder først den egenlige kamp, der afbrydes ved, at en af egnens ansete mænd, som med et anseligt følge kom »nord fra over heden«, skilte dem ad. Stedet, hvor de kæmpede, hedder, siger sagaen, Gråstensdæld (Grásteinsdæld), oven for Bæ. Noget vest for og oven for Bæ, men øst for den her dybt nedgraveile Bæjarå, som gennemstrømmer dalen, viser man en langagtig, græsgrot fordybning i den stenige grund; oven for står en stor blågrå klippeblok. Da stenen benævnes Gråsten (Grásteinn) og fordybningen Gråstensfordybningen (Grásteinslág, lág = dæld), må den vel være Guld-Tores sagas Gråstensdæld. Oppe i den smalle dal er hist og her så græsrigt land, at der kan slås, navnlig etsteds temlig højt oppe, hvor der også findes forskellige ved sammensætning med personnavne dannede stedsnavne, som man vil sætte i forbindelse med kampen. Omtrent på dette sted ligger fra dalens østside den såkaldte Bæjardalshedevej op på fjældet, den fører ligesom den fra Gejradalen (Bakkadalen) kommende til Stengrimsfjorden i Stranda syssel, hvor der om somren også fra disse egne drives en del handel med de på fjorden liggende købmandsskibe, og hvor der allerede i oldtiden var et jævnlig benyttet landingssted. Aller længst oppe i Bæjardal mellem to kløfter, hvorfra åen kommer, vises en stor af sten og klippeblokke dannet, til dels mosgrot høj, øjensynlig dannet af naturen, der udgives for Stenolvs høj. Om Stenolv siges det, at han bosatte sine venner i dalen; således boede hans frænde Grim på Vellir; denne gård kendes nu ikke, man gætter på, at den skal have stået på en græsklædt flade i dalmundingen oven for Bæ . Til hævn for sin ven Ketilbjørns drab overfalder Tore senere Grim og dræber ham, hans søn Hergils slap ud af huset, men indhentes og dræbes på det sted, som derefter kaldtes Hergilsgrave (Hergilsgrafir). Heller ikke dette stedsnavn er bevaret, men nogle fordybninger i dalen ved åen kaldes »grafir«. Sydvest for Bæ, hinsides Bæjarå, ikke langt fra hvor åen Lakså (Laxá) falder ud, ligger Mýrtúnga, en gård, der ikke må forveksles med den i GÞ. nævnte gård Tunga. — Da Tore red tilbage efter drabet på Grim, ser han tre mænd af dem, der havde deltaget i overfaldet på Ketilbjørn, ride ud fra Bæ; han indhentede dem ved (hjá) Stenolvsdal og består her en voldsom kamp med Galte, under hvilken bægge viser sig som hamramme; endelig lykkes det Tore at dræbe Galte på det sted, som derefter kaldtes Galtadal (Galtadalr, GÞ. s. 76). Om dette sted vides intet; som det efter beliggenheden sandsynligste sted gætter man på en lille indsænkning i højderne vest for Bæjardal, oven for Myrartunga, hyorfra den lille i Lakså faldende Gejtarå (Geitarå) har sit udspring .

Over for Myrartunga vest for Lakså hæver sig et karakteristisk, rundagtigt, for oven fladt fjæld, Havrafell (Hafrafell), og på en terrasse i dette ud i mod Myrartunge står gården af samme navn. Fra Havrafell udgår mod syd højder, der aldeles opfylde et lille klippefuldt næs, der længe har været synligt som Kroksfjordens vestgrænse; nu kaldes det sædvanlig efter en derværende gård Borgar land; i oldtiden har disse højder formodenlig været betragtede som en del af Havrafell. Havrafell, der var grænsen for Torarin kroks landnam, synes nemlig at være blevet betragtet som Kroksfjordens vestlige begrænsning. Med den hinsides Borgarland liggende Berufjord (Berufjörðr) begyndte i følge Ldn. et nyt landnam; i følge GÞ. begyndte derimod Reykjanæslandnamet allerede fra Havrafell, hvad iøvrigt også Ldn. beretter, hvorved sidstnævnte kilde kommer i modstrid med sig selv angående hvad den strax forud har berettet om Berufjord . Aller vestligst i Kroksfjord, lige inden for det høje Borgarland, udmunder den alt flere gange nævnte Lakså; i Laksåos (Laxáróss) landede Stenolv, da han agtede sig op i Tunge for at overfalde og dræbe Ketilbjörn, hvad der også lykkedes for ham. — På Havrafell boede i følge GÞ. Holmgange-Kylan; da Tore kom til hans gård for at fordre bod for en af sine fostbrødre, som Kylan havde været med lumskelig at dræbe, løb han op på fjældet, men forfulgtes, indtil han kom til en sø, i hviken han sprang ud, men Tore slyngede sit spyd efter ham, og ramt af dette sank han til bunds. Oppe på fjældet ligger virkelig temlig dybt mellem banker og høje en lille sø, der, åbenbart med hentydning til den i GÞ. fortalte begivenhed, bærer navnet Kýlonsvatn.

Nord vest for Myrartunga, hinsides Gejtarå, ligger Gillastad (Gillastaðir), en gård, der vel nævnes i GÞ., men som er mere bekendt af en begivenhed fra Sturlungetiden; her indebrændte Ravn Svejnbjörnssöns sønner høvdingen Torvald Snorressön fra Vatnsfjord (Isf.) en nat, da han på gennemrejse opholdt sig her; og han fik således sin fortjænte løn for at have taget den ædle Ravn, hvem han frygtede som medbejler til herredømmet over Vestfjordene, af dage.

Den nederste del af denne egn, nærmest omkring Havrafell, er ret frodig og tæt bebygget, men lavlandet er dog kun smalt og indskrænkes snart til to smalle, ubebyggede, mellem fjælde og halse indknebne dale. Laksådal og Nadrsdal (Naðrsdalr, nu undertiden Nadddalr); i Nadrsdal omtaler imidlertid Gp. (s. 42) en gård. Hver af dalene er gennemløbet af en lille å, der ved enden af den dalene adskillende mule forener sig; den ved foreningen opstående å, der beholder navnet Lakså, er tidligere omtalt som faldende ud i Kroksfjordens vestligste del. I tungen mellem Nadrsdalså og Lakså står sydvestlig i mulen ved indgangen til Nadrsdal gården Munadstunge (Munaðstúnga, for Munaðartunga) . Dette er Tunge (Túnga) i Kroksfjord, hvor den i Guld-Tores saga så meget omtalte Ketilbjörn, Tores trofasteste ven, boede. Da Stenolv og hans folk overfalder ham, sætter de ild paa gården; Ketilbjörn og hans følgesvend Asmund slipper dog ud af huset. Asmund løber op på en høj, hvor han sluttelig dræbes og dysses — stedet benævntes derefter Asmundshvål (ɔ: -hôl, Ásmundarhváll). Ketilbjörn løb ned (egl: ud, út) til åen; i denne stod en sten, som Ketilbjörn var van at springe op på og derfra over åen, hvad dog ingen anden var i stand til, og hvorefter stedet kaldtes Ketilbjarnarhlaup (ɔ: Ketilbjörns spring). Dette forsøgte han også nu, men fik ikke fodfæste på stenen og måtte springe tilbage, hvor Stenolv kom til og huggede først den ene fod af ham, hvorefter han endnu nogen tid forsvarede sig, inden han faldt (GÞ. s. 75). Om denne begivenhed har sagnet, ledet af stedsforholdene, antaget en meget fantastisk form. Om Asmundshol (Ásmundarhóll) er der dog intet særligt at bemærke; kun kan fremhæves, at højen, der bærer dette navn, er lige over for gården hinsides åen, hvad man i følge sagaen næppe skulde vente. Ketilbjarnarhlaup derimod er nu noget andet end det af sagaen omtalte. Noget højere oppe i dalen (Nadrsdal) end Asmundarhol, men på samme side af åen, ses et aflangt klippeholt, der bærer dette navn, noget (c. 50 al.) borte fra åen, der her løber oven for og øst for dette. I holtet ses hans fodspor, det er to huller langs efter holtets klipperyg med omtr. 5 fv.s indbyrdes afstand, det ene, det nordligste, har en skuffende lighed med sporet af en menneskefod, det andet er et rundt hul, temlig dybt og regelmæssigt. I følge sagnet, som det nu fortælles, skulde nemlig Ketilbjörn, efter at den ene fod var afhugget, have sprunget fra den lavere østlige klippebred over på holtet. Skrås over for Munadstunga (i sydvestlig retning, men kun i ringe afstand) ligger hinsides åen gården Hrishol (Hríshóll, ældre: Hrísahvoll), mod vest begrænset af den lave hals, der skiller denne egn fra Torskefjorden. På Hrishol boede i følge GÞ. Hallvard hrise, hvis søn Måv det var, som Kylan selv anden forræderisk dræbte; de narrede ham nemlig bort med sig under foregivende af, at en af okserne fra gården var sunken i en mose. Syd for Hrishol findes netop sådanne ufremkommelige mosestrækninger, som sagaen omtaler. I mosen her findes et aflangt holt kaldet Ketilbjarnarrúst; her skal i følge sagnet Ketilbjörn sluttelig være bleven dræbt, eller være højlagt her. Hrishols nabogård mod sydvest er Skaldstad (Skáldstaðir, GÞ.), der allerede står tæt ved kysten af den lille Berufjord. Ganske kort vest for denne gård ligger gården Berufjord (GÞ.) ved fjordens inderste vig. Kort syd for denne igen kommer Hymingsstad (Hyrníngsstaðir, GÞ.), vest for fjorden, og hermed kan det brede, anselige Reykjanæs (Reykjanes), der skyder sig frem mellem Berufjord og Torskefjord, egenlig siges at tage sin begyndelse, om end sidst nævnte gård vel snarest må regnes til den foregående lille bygd .

Den nævnte, vest for Berufjorden liggende del af Reykholasvejten udgør en forholdsvis bred og kort, omtrent trekantet halvø, der så godt som aldeles er opfyldt af det anselige Reykjanæsfjæld, der kun mod syd lader plads åben for et fladt, sumpigt kystland, det egenlige Reykjanæs. Det brede og hvælvede fjæld er ret smukt, da det består af en mangfoldighed af småterrasser, knuder og gil, hvor den sorteblå klippe afveksler med grønne lier. Under fjældet ligger vejen ud på næsset langs ad en høj, men jævn og frodig li, den af Thoroddsen besungne Barmahlid . Når udsigten mod syd åbner sig, ser man det lave næs, omgivet af en krans af flade holme og skær, og midt i de grønne engstrækninger står højt hævet på en regelmæssig bakke gården. Reykhólar (ældre: Reykjahólar, stundum alene Hólar) med tilhørende kirke. Dette er en af Islands aller betydeligste ejendomme, med alle for en landejendom tænkelige herligheder, de talrige øer og holme yde sælfangst, æderdun og græsning, og desuden hører umiddelbart til gården et betydeligt landomraade; bevidstheden herom bidrager vel sit til, at dens beliggenhed synes befolkningen storartet og smuk som få andre ejendommes. Omkring højen, hvorpå gården er bygget, findes adskillige varme kilder, hvorefter så vel denne gård som hele næsset er benævnte. Den betydeligste af disse er Kravlande (Kraflandi), der ligger sydvestlig i tunet, en temlig stor hver med et dybt og regelmæssig rundt hul til munding. Sydøst for gården under tunskråningen findes en lille, mindre varm kilde, hvis afløb deler sig i to arme, hvor der i den ene har været bygget en til badested brugt firkantet udvidelse; fra badet ledes vandet gennem et trærør, som man efter behag har kunnet tilstoppe; ligeledes har man kunnet lede tilløbet bort til den anden arm. Denne kilde benævnes nu Gretteslaug (Grettislaug), men da sognebeskrivelsen har en anden benævnelse, er navnet formodenlig ikke gammelt. I forrige århundrede tænktes der meget på at benytte Reykholahvererne, navnlig Kravlande, til saltkogning ved at lede havvandet op til kilderne og lade det fordampe over disse . På Reykholar boede i følge Fbr. og Grt. i begyndelsen af det 11te århundrede høvdingen Torgils Aressön, der nedstammede fra landnamsmanden på Reykjanæs. Hans slægtskab med Torgejr Håvarssön gjorde, at denne ustyrlige drabsmand og hans ligesindede fostbroder Tormod jævnlig opholdt sig der, og da hans gæstfrihed bragte ham til i det hele ikke at nægte nogen fri mand underhold, fandt også den fredløse Grette en tid lang tilhold her . I Grt. fortælles (s. 113—14), at Grette og de to fostbrødre en gang påtog sig at hente en fed okse for Torgils, som denne havde gående ude i Olavsøerne (Ólafseyjar); skibet, de skulde bruge, stod i Hvalshausholm (Hvalshaushólmr), og her lander de også med oksen efter med overordenligt besvær trods storm og modvind at være nåede med den tilbage; navnlig kniber det, da de på tilbagevejen kommer »ind for Havraklett (Hafraklettr, var: Hamraklettr). Efter at de er landede, skal Grette føre oksen hjem, men da han kom »neden fra forbi Titlingsstad (Titlingsstaðir), kunde oksen ikke gå længer. Fra Reykholar sender man folk ud for at se efter Grette; da de kommer »ned under Hellishólar, ser de Grette komme, bærende oksen på ryggen. — De fleste af disse stedsnavne er endnu bevarede. Hellisholar er en høj tvedelt klippeknude, som man fra gårdens vinduer ser hæve sig sydvestlig i tunet i højens udkant (her under er Kravlande beliggende); i følge sognebeskrivelsen skal, efter hvad sagnet fortæller, de oven nævnte tre kæmper have moret sig med at springe fra den ene af de to klippeblokke til den anden; de er skilte fra hinanden ved en sadelformig fordybning og afstanden imellem dem er omtrent 9 fv. I samme retning fra gården, men uden for tunet i engstrækningen, har Titlingsstad stået, der endnu erindres som en fordums hjåleje fra Reykholar. Endnu videre i samme retning, men helt ude ved søen, findes Hvalshausholm (Hvalshaushólmi); det er en holm, ved ebbetid landfast, på hvilken der findes et stort, gammelt skibshus (naust), dannet af sten og naturlig klippe. Lader man blikket svæve videre ud over søen, ses sydvest i horisonten de i Grettes saga omtalte Olavsøer, der er beskrevne under Dala syssel, hvorhen de nu høre. Navnet Havraklett (eller Hamraklett) er derimod tabt; man antager, at dermed har været ment en fritstående høj klippe »Latr«, omtrent midtvejs mellem Olavsøerne og landet.

I Grt. (s. 114 — 15) er også talt om et puds, som Torgejr søgte at spille Grette, en gang denne gik fra laug, uden at laugens beliggenhed dog nøjagtig beskrives; men det kan næppe have været nogen anden end den før omtalte sydøst for tunet, der vistnok fra den ældste tid har været valgt til badested.

I Fbr. omtales en storartet skåle, som Torgils lod bygge, og som skal have stået til ind i, eller vel endog gennem hele det 13de århundrede. Her har sikkert mangt et berømmeligt gæstebud været fejret, ti høvdingerne på Reykholar synes at have udmærket sig ved gæstfrihed. Udførlig og levende skildrer Sturl. en fest, som fejredes her i begyndelsen af det 12te årh. af den daværende ejer af Reykholar, den ansete høvding Ingemund præst. Denne mand, der nedstammede fra landnamsmanden på Reykjanæs, men som havde overdraget det ham ved arv efter faderen tilfaldne Reyknesinga godord til sin fætter Torgils Oddessön på Stadarhol (D.), plejede hver sommer at holde et Olavsgilde (ved Olavsmessetid, omtr. 1ste avg.), når blot det — formodenlig til ølbrygning — nødvendige korn kunde fås til købs på Torsnæs ting. I øvrigt siges der sammesteds (Sturl. I, 19), at der på Reykjaholar var »så godt land i den tid«, at agrene aldrig var golde, og at nyt mel jævnlig brugtes til forherligelse af dette gilde (man skulde dog næppe tro, at kornet til den tid kunde være modent). Ved den her (Sturl. I, 16 ffg.) omtalte lejlighed holdtes sammen med det sædvanlige gilde en bryllupsfest, og festen forherligedes ved enhver da kendt art af morskab: sagafortælling, kvæder, dans, brydning — men heller Ikke nidviser manglede.

Om Ulv skjålge, der tog som landnam hele Reykjanæs fra Havrafell til Torskefjord, siger GÞ. (s. 42), at han boede på Midjanæs (Miðjanes). Denne gård ligger en del vestligere end Reykholar og nærmere fjældet, omtrent midt på næssets sydside.

Blandt de andre gårde på næsset fortjæner endnu kun at nævnes præstegården Stad (Staðr), »Stad på Reykjanæs«, som den almindelig kaldes til adskillelse fra de mange andre gårde, der bærer dette fællesnavn for gejstlige stiftelser med tilhørende kirke. Den er beliggende nær fjældet ved dettes sydvestlige hjørne. Det må være denne gård, hvorom der er tale i GÞ. s. 54, hvor der nævnes en mand Bréd boende i Gröv (Gröf), »som nu kaldes Bredebolstad« (Breiðabólstaðr) . Sammesteds omtales et Knarranæs (Knarrarnes), som siges at ligge på den forreste del af Reykjanæs, og som efter sammenhængen tydelig nok må søges i nærheden af Stad (Bredebolstad). Dette navn er nu tabt, og hvilket næs eller hvilken lille tange på den sydvestlige del af næsset det har været, lader der sig næppe sige noget om uden ved aldeles løs gætning.

Ved omtalen af Reykjanæs må endnu erindres, at dette stedsnavn vel forekommer i Njåls saga, hvor der fortælles, at, efter at Torvald Osviverssön er bleven dræbt i Bjarnøerne af Tjostolv, låner hans ledsagere sig et fartøj ind til land, da folk vendte tilbage fra fiskeriet (alle andre end Torvald var nemlig på den tid drabet foregik roede ud); de roede ind til Reykjanæs, opsøgte Osviver og berettede ham, hvad der havde tildraget sig (Nj. s. 51). Men hele denne beretning røber den groveste uvidenhed med hensyn til alle lokalforhold. For det første er Reykjanæs, der ligger 5 — 7 mil nordvest for Bjarnøerne, et af de punkter på Bredefjordens kyst, som er aller længst fjærnede fra denne øgruppe; dernæst vilde de ved at ro til Reykjanæs have så lidt udsigt som vel muligt til at træffe Osviver, der som tidligere anført boede i Hvammssvejt (D.), men dennes bolig lader det ikke til, at sagafortælleren har kendt Man kunde fristes til at tro, at der ved Reykjanæs mentes et andet sted af samme navn, men hverken på Skardsstranden eller Fellsstranden er der noget punkt, som enten bærer eller har kunnet bære dette navn, hvis forekomst er knyttet til nærværelsen af varme kilder.

Så snart man er kommen forbi fjældhjørnet oven for Stad, åbner sig en smuk udsigt over Torskefjordens nederste og bredere del, hvorfra flere smalle fjorde, adskilte og til dels skjulte af forskellige høje næs, skære sig ind mod nordvest og nord. Den egenlige Torskefjord (Þorskafjörðr) går først imod øst og antager derefter en nordlig retning. Torskefjordsegnen er den egenlige hovedskueplads for den allerede oftere nævnte Guld-Tores saga .

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE

Se Tillæg og rettelser

---