Sjódreygil (Havspøgelse)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
|
Sjódreygil (Havspøgelse)
Anker Eli Petersen
© 2006
Sjódreygil eller "sjódreygur" står ofte på klippeskær i havet ved solnedgang. Når mænd drager på fiskeri, kalder den ofte på dem og beder dem om at tage sig med i båden. Nogen gange har de taget den med og sat den på toften til at ro. Så længe tusmørket varer, ror den for to mand, så stærk er den. Sjódreygil er god til at finde fiskebankerne, hvis det ikke er lyst. Men da natten går på hæld, bliver den mindre og svinder ind til ingenting, når solen stiger fra havet. Nogen har prøvet at riste kors på den, men efterhånden som morgenrøden har bredt sig i øst, bad den inderligt mændene om at lade sig slippe.
Engang ville de ikke lade sjódreygil slippe, men da solen stod op, forsvandt den og der lå kun et krydsben tilbage på toften, fordi man siger at sjódreygil har skabt det menneskelige krydsben på sig, og derfor bliver det liggende tilbage, selv om den forsvinder eller bliver dræbt.
Sådanne synsforstyrrelser bringer den med sig, at den til tider ligner en mand, andre gange en hund. Den forekommer at være rødbrun, tuder og hyler, så det kan høres over lange afstande. Når man ser den på land, står der ild fra den. Sjódreygil har kun en fod (eller fiskehale), men kan dog hoppe langt på den - om vinteren har men set sporene efter den i sneen. Hvis sjódreygil møder en mand på land, vil den forsøge at presse ham ud over skrænten og ned i havet, men hvis du har en hund med dig, lader den dig i fred.
