Jomsvikingernes saga

Fra heimskringla.no
Revisjon per 17. mar. 2015 kl. 21:11 av Jesper (diskusjon | bidrag) (Kap. 1)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Islandsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Kongesagaer


Jomsvikingernes saga

Jómsvíkíngasaga


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2015



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Fornmanna Sögur, bd. 11 Kaupmannahöfn, 1828


Siden er under udarbejdelse.jpg


Her begynder Jomsvikingernes saga —


1.

Gorm hed en konge, der regerede i Danmark — han blev kaldt den Barnløse. Han var en mægtig konge og vellidt af sine mænd; han havde været ved magten længe, da dette foregik. Dengang sad jarl Arnfinn i Saxland, som han regerede på vegne af kong Karlemagnus. De var gode venner — Arnfinn og Gorm — og havde været i viking sammen. Jarlen havde en smuk søster, men han elskede hende mere, end han burde, og fik et barn med hende; dette blev holdt skjult, og jarlen sendte folk væk med barnet og bad dem ikke skilles fra barnet uden at vide, hvad der blev af det. De kom til Danmark, og ved en skov blev de klar over, at kong Gorm og hans hird er i skoven. De anbragte barnet under et egetræ og fortrak. Om aftenen drog kongen hjem med hele hirden på nær to brødre: Den ene hed Halvard, den anden Håvard, og de blev tilbage. De gik omkring, og så hørte de barnegråd; de gik derhen, men vidste ikke, hvordan det hang sammen. Dér fandt de et drengebarn under et egetræ og en stor knyttet bylt i grenene over barnet. Barnet var svøbt i gudvævet stof, og om dets hoved var bundet et silkebånd, hvori der sad en ørtug guld. De samler barnet op og tager det med hjem, og de kom hjem, som kongen og hirdmændene sad over drikkebordene. De bebrejder sig selv, at de ikke fulgte kongen hjem, men kongen svarer og siger, at han ikke vil være vred på dem på grund af dette. Og nu fortalte de kongen, hvad der var sket på deres færd. Kongen bad om at se barnet og lod det føre til sig. Kongen syntes godt om drengen og sagde: »Han må komme af en fornem slægt — og han er bedre fundet end ufundet.« Han lod siden drengen vandøse og navngive, og han blev kaldt Knud — og det af den grund, at en guldfingerring havde været bundet fast til drengens pande med en knude, da han blev fundet, og deraf tog kongen det navn, han gav drengen. Han tog ham til sig og opfostrede ham, og kaldte ham sin søn, var god ved ham og elskede ham meget.

Da det nu gik mod enden af kong Gorms tid, og da han var blevet gammel, fik han en sygdom, som gjorde det af med ham, men før han udåndede, bad han sine venner og slægtninge komme til sig, da han mente at kunne se, hvor det bar henad med ham. Han bad dem om, at han måtte råde for, hvem der skulle tilsværges landet og folket, når han var borte. Han bad om at få deres tilladelse og sagde, at han ville overdrage Knud hele sin magt og alt, hvad der kunne gøre denne til en større mand end førhen, når han selv var død. Og nu, fordi han var så vellidt og højt elsket af sine mænd, samtykkede de i dette, at kongen skulle bestemme. Dette blev nu fremmet, og derpå afgik kongen ved døden. Knud overtager nu landet og folket og hele det rige, som Gorm havde haft, og han er afholdt blandt sine mænd. Han fik sig en søn, der hed Gorm, og denne blev først kaldt Gorm den Enfoldige, men da han blev voksen, kaldte man ham Gorm den Gamle eller den Mægtige.