Bardastrands syssel (K.Kålund)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Bardastrands syssel
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands

Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island

P. E. Kristian Kålund

Bardastrands syssel
(Barðastrandar sýsla)
[Indbyggerantal c. 2500]

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE

Bardastrands syssel optager i forbindelse med Isefjords og Stranda sysler den store af talrige fjorde indskårne halvø, som skyder sig ud længst mod nordvest og kun ved den omtrent en mil brede tange mellem Gilsfjorden og Bitrufjorden hænger sammen med det øvrige Island. Denne landsdel har fra gammel tid været benævnt Vestfjordene (Vestfirðir). Efter Vestfjordene tog en af Islands fjærdinger, Vestfjordingefjærdingen, navn; og deraf kommer det, at ordet Vestfjordinger (Vestfirðingar), der nærmest skulde betegne folk fra Vestfjordene, sædvanlig i den ældre literatur bruges for at betegne Vestlandets beboere i det hele taget. Ja undertiden kan endog benævnelsen »Vestfjordene« bruges om hele Vestfjordingefjærdingen, således har Hauksbog som overskrift over landnamene i Vestfjordingefjærdingen »her begynder landnamene i Vestfjordene« (Ldn. s. 64). Vestfjordenes gamle hovedtingsted var Torskefjords ting, og fra den tid tingene optræde som bestemt afgrænsede landsdele, indbefattede Torskefjordsting Vestfjordene.

Fra Klejvar fører vejen langs fjordbunden, forbi nabogården Brekka — hvorfra en vej fører i nordøstlig retning over fjældet til Stranda syssel — , og derpå langs lien vest for fjorden, der er stejl, stenig og besværlig at komme frem over. Til dels ligger vejen mellem stenene i strandkanten, og et enkelt sted, hvor en klippe fra fjældet skyder sig brat ud imod fjorden, kan kun passeres ved ebbetid. Denne klippe eller hammer bærer navnet Drivande (Drífandi). I den udførligere Fostbrødre saga (Flatb. II, s. 105) henlægges stedet for fostbrødrene Torgejrs og Tormods skilsmisse — på grund af den førstes spørgsmål om, hvem af de to der vel var den stærkeste — til Drivande, der her gøres til en å i Gilsfjord; umiddelbart efter følger imidlertid en beskrivelse af hamren, ud for hvilken Tormod vender om, der aldeles svarer til forholdene ved Drivande. Det er formodenlig dette navn, der oftere forekommer som navn på en foss, der har foranlediget fejltagelsen. — Omtrent midtvejs i lien strækker sig en smal dal, næsten kun som en kløft, op mellem fjældene; den kaldes nu Má(f)adalr, men dens egenlige navn antages at være Mårsdal (Mársdalr), der er nævnt i GÞ. (s. 78), rimeligvis som bolig for Tores fostbroder Ottar. Dog gør den lille fjælddals beskaffenhed — den er kort og smal, uden underland, dog med gode fåregræsgange — det noget usandsynligt, at den tidligere skulde have været bebot; desuden synes beliggenheden noget afsides i forhold til den måde Mårsdal omtales på i GÞ. — Enden af fjældet, der begrænser Gilsfjorden mod vest, hedder Gilsfjardarmule (Gilsfjarðarmúli); under mulen står gården Mule (Múli), som man får øje på lidt efter at være drejet om den yderste fjældpynt. Her boede utvivlsomt den i GÞ. (s. 43) nævnte Herfinn i Mule, en søn af landnamsmanden i Gilsfjord. Lidt før omdrejningen ses neden for den stejle skråning en smal engflade nærmest søen; dette er den strækning, der i GÞ. (s. 58) kaldes »tejg«, hvor der fortælles, at man fra Olavsdal (D.) så Tore ride fra sit bryllup på Klejvar »ud over tejgen vest for fjorden«. Strækningen, der nu benævnes i flertal »teigar«, ligger lige over for Olavsdal, og mellem engen og stranden ligger fjærevejen.

På den anden side mulen åbner Garpsdalen sig, en hverken frugtbar eller synderlig stor dal, der gennemløbes af en dybt nedgravet å Muleå (Múlaá). Først noget hinsides den egenlige dalslette står på en jævn flade ikke langt fra søen gården Garpsdal (Garpsdalr) med tilhørende kirke. Umiddelbart før man kommer til tunet, rider man over den lille å Budarå (Buðará), der i sydøstlig retning søger ned mod søen; vejen ligger nu lige oven for tunet. I Garpsdal boede i følge Laxd. (s. 132) Gudrun Osviversdatters første mand Torvald, en søn af Haldor Garpsdals-gode, og Garpsdal er der henregnet til Gilsfjorden. Fbr. fortæller om to her boende brødre Kalv og Stenolv, og her forefalder den uhyggelige begivenhed, at de to fostbrødre, brødrenes vintergæst Torgejr hovløse og Eyjolv fra Olavsdal, som noget forud har haft en strid sammen, ved et tilfældigt møde dræbe hinanden (Fbr. s. 60-62). Begivenheden indledes med et varsel, i det den da alt tidligere dræbte Torgejr Håvarssön viser sig selv tiende og med sit følge forsvinder ved den å, som »løber inden for gården«; denne å må vel være Budarå. Kort efter kommer Eyjolv ridende forbi gården, Torgejr hovløse får det at høre og løber efter ham, Eyjolv fortsætter imidlertid sin vej, til han kommer til Garpsdalså (Garpsdalsá), hvor isen var brudt op, og som derfor var vanskelig at komme over; her falde de for hinandens hånd. Hvilken å der menes med Garpsdalså, om Budarå eller Muleå, er vanskeligere at sige, måske dog den sidste. Som tradition udgives, at de skal have dræbt hinanden i den dybe, snævre lavning med stejle bredder, hvor man rider over Muleå, men det er måske kun, fordi man har villet finde deres dys her (deres lig blev imidlertid i følge sagaen førte til kirke). Når man står på tunet i Garpsdal, ses Budarå slet ikke, derimod ser man den ved Muleås nedgravede leje frembragte skrænt, men ikke selve åen .

Oven for gården Garpsdal og videre mod vest strækker sig igen liskråninger, men mindre stejle og høje, langs hvilke vejen fører til nabogården mod vest Grostad (Gróstaðir), der står på lavlandet nær søen. Her boede i følge GÞ. (s. 67 ffg.) den Tore velsindede husfrue Groa, der med en krigslist understøtter Tore i den store kamp mellem ham og Torarin krok på den ene side, Stenolv på den anden, som begyndte i egnen her omkring, men hvis sidste del, der alt er omtalt, først udkæmpedes ved Fagredalsåos (D.). Hun bragte nemlig fjenderne til at tro, at mange ridende folk kom til fra Grostad, ved at brede klæder over hornene på sit kvæg og således drive dette ud fra gården. Vest for Grostad skyder en lang mule sig frem, nu kaldet Neshyrna, men svarende til GÞ.s Kroksfjardarmule (Króksfjarðarmúli). Neden for dette strækker et lavere, i forskellige tanger delt land sig ud i søen; den første af disse er en smal, flad sten- og grusodde, kaldet Langøre (Lángeyri, ældre: -eyrr); vest for denne, og adskilt derfra ved de såkaldte »våge«, rager det større og højere Kroksfjardarnæs (Króksfjarðarnes) frem, der kan siges at danne den vestlige begrænsning for den ydre del af Gilsfjorden i videste betydning. Dette sted er skuepladsen for en af hovedbegivenhederne i Guld-Tores saga, den nys nævnte kamp mellem Tore og Torarin krok på den ene side, Stenolv paa den anden. Kampen, der i sagaen har den fejlagtige overskrift »kamp i Torskefjord« (bardagi i Þorskafirði, GÞ. s. 67), indledes med, at Stenolv en gang, da han får at vide, at Tore er i besøg på Klejvar, samler folk, ror fra Fagredal (D.) til Kroksfjardarnæs og landede syd (ɔ: øst) for næsset, hvorfra de sendte seks mand, i blandt hvilke Blyg, op under Mule (Múli) for at holde udkig; samtidig dermed ror også de med Stenolv forbundne folk fra Olavsdal over Gilsfjord og landede ved Langøre vest for Grostad (út frá Gróstöðum). Da Tore på hjemvejen nærmer sig øst fra, ser han først de seks mand ud for mulen og kort efter Stenolv med sine folk komme nede fra skibene. En af Tores ledsagere, den ustyrlige Vövlu-Gunnar, kommer her forud for de andre og red den »nedre« vej, hvor han træffer Blyg og de andre udkigsmænd. Han kæmper heltemodig med disse, én dræbes, fire slutter sig til Olavsdalsfolkene, som de så stige op ad skråningen mellem (sig og) Tores flok, Blyg derimod forfølger han og indhenter og dræber ham i en mose, som efter ham kom til at bære navnet Blygsmyre (Blýgsmýrr); Blygssten (Blýgssteinn) benævntes stedet, hvor han dyssedes. Tores og Torgejrs folk kommer derefter i kamp sammen, og lidt efter kommer også Stenolvs flok til; men ved efterretningen om, at både en talrig skare mænd kommer ridende »ind forbi Kroksfjardarmule« (altså vest fra), og at andre nærmer sig fra Grostad — disse sidste var i virkeligheden Groas køer — , trækker Stenolv sig »ud under bakkerne« og ned til skibene. Her kæmpes påny, og de flygtende forfølges sluttelig til Fagredal, hvor dog lykken vender sig. Da Tore ved tilbagekomsten lander vod Langøre, finder han der ni mænd liggende døde, men seks, hvor den første kamp havde stået; de dræbtes antal, siger sagaen, er opgivet efter de dysser, som man har fundet, hvor kampene har stået.

Den i sagaen omtalte mule er naturligvis Kroksfjardarmule eller Neshyrna; fra denne strækker sig et højt, stenet holt ned mod søen, imod hvilken det falder af med en terrasse, neden under hvilken et lavt, smalt mosedrag strækker sig langs stranden. På dette holt under mulen var øjensynlig de i GÞ. nævnte udkigsmænd posterede, over dette ligger også vejen. Noget længere ude på holtet ses en enestående stor klippeblok med en grønsværsplet omkring sig; denne bærer navnet Blýgsteinn, Blygs grav (leiði) påvises imidlertid i den mellem holtet og terrassen liggende Blygsmyre, bestående i en lav, rund jord- og stenhøj, indsunken i midten. I det smalle mosedrag langs stranden vil man indtil den nyeste tid have kunnet påvise tre dysser; ude på odden (Langøre) skal endnu én være at se.

Kroksfjardarnæs, der begrænser Gilsfjorden mod vest, adskiller denne fjords ydre del fra den forholdsvis brede og korte Kroksfjord (Króksfjörðr), som formodenlig bærer navn efter den før omtalte Torarin krok, hvis landnam landet her omkring udgjorde. Hvor Torarins gård har ligget, siges ikke udtrykkelig, men det har utvivlsomt været den på næssets vestside liggende gård Króksfjarðarnes, hvad der også synes at fremgå af GÞ., der lader Torarin, da forfølgelsen til søs skal begyndes, ride hjem og dér gå om bord på sit skib. Neden for tunet på gården Kroksfjardarnæs, ved fjorden på næssets vestside, påvises fem dysser, flade, i midten indsunkne, aldeles som dem ved Fagredal; de skal, fortælles der, skrive sig fra samme kamp, men det passer ikke til sagaens skildring af kampstederne.

Op fra Krokslfjorden strækker sig den brede Gejradal (Geiradalr), efter hvilken denne hrepp, Bardastrands syssels østligste, bærer navn. Vestlig i dalen under en fjældmule står gården Ingunnarstad (Ingunnarstaðir), hvor Tord Ingunnssöns moder i følge Laxd. (s. 134) en tid lang boede. — Snart deler Gejradalen sig dog i to mindre, af hvilke den lange, smalle Bakkadal(r) er den østligste; gennem denne ligger en fjældvej til Stengrimsfjorden i Stranda syssel.

Over den fugtige, af en å og mange moradser gennemskårne Gejradal passeres kun med besvær, men endnu inden man er kommen helt igennem denne, befinder man sig i en ny hrepp, den såkaldte Reykholasvejt (Reykhólasveit). Dennes østligere del, som nu i modsætning til det vestligere Reykjanæs kaldes »indsvejt« (innsveit), sammenfattedes — med undtagelse af et par af de allervestligste gårde — i ældre tid tillige med Gejradalen under benævnelsen Kroksfjord; ud i mod denne fjord vende også alle dalmundingerne og i denne falde de forskellige smååer. Den egenlige adskillelse mellem Gejradal og indsvejten dannes af det som en mule fremløbende Kambsfjæld (-fjall). I GÞ. (s. 44, 76 ffg.) er talt om en Hejmlaug vølve, som boede på VøIvestad (Völvustaðir) i Kambshede (-heiðr). Denne gård er nu ikke til, men oppe i fjældskråningen er en indsænkning, Kambshede, hvor man mener hun har bot; herfra kan hun have haft den videste udsigt over egnen. Vest for Kambsfjældet ligger den lange, smalle Bæjardal (-r, ubebot), der bærer navn efter den neden for dalmundingen stående gård Bæ (Bær). Bæjardal benævntes oprindelig Stenolvsdal (Steinólfsdalr); da Stenolv den lave nemlig ikke syntes at have nok i sit landnam hinsides Bredefjord, tog han også Stenolvsdal og indrettede sig en husholdning i Bæ. Men da Torarin krok anså denne dal for at høre til sit landnam, opstod der på grund heraf fjendskab imellem dem. Dog omfattede måske Stenolvsdal i følge GÞ. (s. 44) også landet længere ned mod kysten, således må vel Bæ antages at være anlagt i selve dalen, og den på Kambshede boende Hejmlaug synes at være regnet med til dalens beboere. Da Stenolv en gang aflagde et besøg på sin Ejendom Bæ , får Tore underretning derom af Hejmlaug. Han sætter sig strax i bevægelse, og det lykkes ham også at overraske Stenolv ved høhøsten oppe i dalen. Stenolv og hans folk flygter hjem efter, og her, ved tungærdet, begynder først den egenlige kamp, der afbrydes ved, at en af egnens ansete mænd, som med et anseligt følge kom »nord fra over heden«, skilte dem ad. Stedet, hvor de kæmpede, hedder, siger sagaen, Gråstensdæld (Grásteinsdæld), oven for Bæ. Noget vest for og oven for Bæ, men øst for den her dybt nedgraveile Bæjarå, som gennemstrømmer dalen, viser man en langagtig, græsgrot fordybning i den stenige grund; oven for står en stor blågrå klippeblok. Da stenen benævnes Gråsten (Grásteinn) og fordybningen Gråstensfordybningen (Grásteinslág, lág = dæld), må den vel være Guld-Tores sagas Gråstensdæld. Oppe i den smalle dal er hist og her så græsrigt land, at der kan slås, navnlig etsteds temlig højt oppe, hvor der også findes forskellige ved sammensætning med personnavne dannede stedsnavne, som man vil sætte i forbindelse med kampen. Omtrent på dette sted ligger fra dalens østside den såkaldte Bæjardalshedevej op på fjældet, den fører ligesom den fra Gejradalen (Bakkadalen) kommende til Stengrimsfjorden i Stranda syssel, hvor der om somren også fra disse egne drives en del handel med de på fjorden liggende købmandsskibe, og hvor der allerede i oldtiden var et jævnlig benyttet landingssted. Aller længst oppe i Bæjardal mellem to kløfter, hvorfra åen kommer, vises en stor af sten og klippeblokke dannet, til dels mosgrot høj, øjensynlig dannet af naturen, der udgives for Stenolvs høj. Om Stenolv siges det, at han bosatte sine venner i dalen; således boede hans frænde Grim på Vellir; denne gård kendes nu ikke, man gætter på, at den skal have stået på en græsklædt flade i dalmundingen oven for Bæ . Til hævn for sin ven Ketilbjørns drab overfalder Tore senere Grim og dræber ham, hans søn Hergils slap ud af huset, men indhentes og dræbes på det sted, som derefter kaldtes Hergilsgrave (Hergilsgrafir). Heller ikke dette stedsnavn er bevaret, men nogle fordybninger i dalen ved åen kaldes »grafir«. Sydvest for Bæ, hinsides Bæjarå, ikke langt fra hvor åen Lakså (Laxá) falder ud, ligger Mýrtúnga, en gård, der ikke må forveksles med den i GÞ. nævnte gård Tunga. — Da Tore red tilbage efter drabet på Grim, ser han tre mænd af dem, der havde deltaget i overfaldet på Ketilbjørn, ride ud fra Bæ; han indhentede dem ved (hjá) Stenolvsdal og består her en voldsom kamp med Galte, under hvilken bægge viser sig som hamramme; endelig lykkes det Tore at dræbe Galte på det sted, som derefter kaldtes Galtadal (Galtadalr, GÞ. s. 76). Om dette sted vides intet; som det efter beliggenheden sandsynligste sted gætter man på en lille indsænkning i højderne vest for Bæjardal, oven for Myrartunga, hyorfra den lille i Lakså faldende Gejtarå (Geitarå) har sit udspring .

Over for Myrartunga vest for Lakså hæver sig et karakteristisk, rundagtigt, for oven fladt fjæld, Havrafell (Hafrafell), og på en terrasse i dette ud i mod Myrartunge står gården af samme navn. Fra Havrafell udgår mod syd højder, der aldeles opfylde et lille klippefuldt næs, der længe har været synligt som Kroksfjordens vestgrænse; nu kaldes det sædvanlig efter en derværende gård Borgar land; i oldtiden har disse højder formodenlig været betragtede som en del af Havrafell. Havrafell, der var grænsen for Torarin kroks landnam, synes nemlig at være blevet betragtet som Kroksfjordens vestlige begrænsning. Med den hinsides Borgarland liggende Berufjord (Berufjörðr) begyndte i følge Ldn. et nyt landnam; i følge GÞ. begyndte derimod Reykjanæslandnamet allerede fra Havrafell, hvad iøvrigt også Ldn. beretter, hvorved sidstnævnte kilde kommer i modstrid med sig selv angående hvad den strax forud har berettet om Berufjord . Aller vestligst i Kroksfjord, lige inden for det høje Borgarland, udmunder den alt flere gange nævnte Lakså; i Laksåos (Laxáróss) landede Stenolv, da han agtede sig op i Tunge for at overfalde og dræbe Ketilbjörn, hvad der også lykkedes for ham. — På Havrafell boede i følge GÞ. Holmgange-Kylan; da Tore kom til hans gård for at fordre bod for en af sine fostbrødre, som Kylan havde været med lumskelig at dræbe, løb han op på fjældet, men forfulgtes, indtil han kom til en sø, i hviken han sprang ud, men Tore slyngede sit spyd efter ham, og ramt af dette sank han til bunds. Oppe på fjældet ligger virkelig temlig dybt mellem banker og høje en lille sø, der, åbenbart med hentydning til den i GÞ. fortalte begivenhed, bærer navnet Kýlonsvatn.

Nord vest for Myrartunga, hinsides Gejtarå, ligger Gillastad (Gillastaðir), en gård, der vel nævnes i GÞ., men som er mere bekendt af en begivenhed fra Sturlungetiden; her indebrændte Ravn Svejnbjörnssöns sønner høvdingen Torvald Snorressön fra Vatnsfjord (Isf.) en nat, da han på gennemrejse opholdt sig her; og han fik således sin fortjænte løn for at have taget den ædle Ravn, hvem han frygtede som medbejler til herredømmet over Vestfjordene, af dage.

Den nederste del af denne egn, nærmest omkring Havrafell, er ret frodig og tæt bebygget, men lavlandet er dog kun smalt og indskrænkes snart til to smalle, ubebyggede, mellem fjælde og halse indknebne dale. Laksådal og Nadrsdal (Naðrsdalr, nu undertiden Nadddalr); i Nadrsdal omtaler imidlertid Gp. (s. 42) en gård. Hver af dalene er gennemløbet af en lille å, der ved enden af den dalene adskillende mule forener sig; den ved foreningen opstående å, der beholder navnet Lakså, er tidligere omtalt som faldende ud i Kroksfjordens vestligste del. I tungen mellem Nadrsdalså og Lakså står sydvestlig i mulen ved indgangen til Nadrsdal gården Munadstunge (Munaðstúnga, for Munaðartunga) . Dette er Tunge (Túnga) i Kroksfjord, hvor den i Guld-Tores saga så meget omtalte Ketilbjörn, Tores trofasteste ven, boede. Da Stenolv og hans folk overfalder ham, sætter de ild paa gården; Ketilbjörn og hans følgesvend Asmund slipper dog ud af huset. Asmund løber op på en høj, hvor han sluttelig dræbes og dysses — stedet benævntes derefter Asmundshvål (ɔ: -hôl, Ásmundarhváll). Ketilbjörn løb ned (egl: ud, út) til åen; i denne stod en sten, som Ketilbjörn var van at springe op på og derfra over åen, hvad dog ingen anden var i stand til, og hvorefter stedet kaldtes Ketilbjarnarhlaup (ɔ: Ketilbjörns spring). Dette forsøgte han også nu, men fik ikke fodfæste på stenen og måtte springe tilbage, hvor Stenolv kom til og huggede først den ene fod af ham, hvorefter han endnu nogen tid forsvarede sig, inden han faldt (GÞ. s. 75). Om denne begivenhed har sagnet, ledet af stedsforholdene, antaget en meget fantastisk form. Om Asmundshol (Ásmundarhóll) er der dog intet særligt at bemærke; kun kan fremhæves, at højen, der bærer dette navn, er lige over for gården hinsides åen, hvad man i følge sagaen næppe skulde vente. Ketilbjarnarhlaup derimod er nu noget andet end det af sagaen omtalte. Noget højere oppe i dalen (Nadrsdal) end Asmundarhol, men på samme side af åen, ses et aflangt klippeholt, der bærer dette navn, noget (c. 50 al.) borte fra åen, der her løber oven for og øst for dette. I holtet ses hans fodspor, det er to huller langs efter holtets klipperyg med omtr. 5 fv.s indbyrdes afstand, det ene, det nordligste, har en skuffende lighed med sporet af en menneskefod, det andet er et rundt hul, temlig dybt og regelmæssigt. I følge sagnet, som det nu fortælles, skulde nemlig Ketilbjörn, efter at den ene fod var afhugget, have sprunget fra den lavere østlige klippebred over på holtet. Skrås over for Munadstunga (i sydvestlig retning, men kun i ringe afstand) ligger hinsides åen gården Hrishol (Hríshóll, ældre: Hrísahvoll), mod vest begrænset af den lave hals, der skiller denne egn fra Torskefjorden. På Hrishol boede i følge GÞ. Hallvard hrise, hvis søn Måv det var, som Kylan selv anden forræderisk dræbte; de narrede ham nemlig bort med sig under foregivende af, at en af okserne fra gården var sunken i en mose. Syd for Hrishol findes netop sådanne ufremkommelige mosestrækninger, som sagaen omtaler. I mosen her findes et aflangt holt kaldet Ketilbjarnarrúst; her skal i følge sagnet Ketilbjörn sluttelig være bleven dræbt, eller være højlagt her. Hrishols nabogård mod sydvest er Skaldstad (Skáldstaðir, GÞ.), der allerede står tæt ved kysten af den lille Berufjord. Ganske kort vest for denne gård ligger gården Berufjord (GÞ.) ved fjordens inderste vig. Kort syd for denne igen kommer Hymingsstad (Hyrníngsstaðir, GÞ.), vest for fjorden, og hermed kan det brede, anselige Reykjanæs (Reykjanes), der skyder sig frem mellem Berufjord og Torskefjord, egenlig siges at tage sin begyndelse, om end sidst nævnte gård vel snarest må regnes til den foregående lille bygd .

Den nævnte, vest for Berufjorden liggende del af Reykholasvejten udgør en forholdsvis bred og kort, omtrent trekantet halvø, der så godt som aldeles er opfyldt af det anselige Reykjanæsfjæld, der kun mod syd lader plads åben for et fladt, sumpigt kystland, det egenlige Reykjanæs. Det brede og hvælvede fjæld er ret smukt, da det består af en mangfoldighed af småterrasser, knuder og gil, hvor den sorteblå klippe afveksler med grønne lier. Under fjældet ligger vejen ud på næsset langs ad en høj, men jævn og frodig li, den af Thoroddsen besungne Barmahlid . Når udsigten mod syd åbner sig, ser man det lave næs, omgivet af en krans af flade holme og skær, og midt i de grønne engstrækninger står højt hævet på en regelmæssig bakke gården. Reykhólar (ældre: Reykjahólar, stundum alene Hólar) med tilhørende kirke. Dette er en af Islands aller betydeligste ejendomme, med alle for en landejendom tænkelige herligheder, de talrige øer og holme yde sælfangst, æderdun og græsning, og desuden hører umiddelbart til gården et betydeligt landomraade; bevidstheden herom bidrager vel sit til, at dens beliggenhed synes befolkningen storartet og smuk som få andre ejendommes. Omkring højen, hvorpå gården er bygget, findes adskillige varme kilder, hvorefter så vel denne gård som hele næsset er benævnte. Den betydeligste af disse er Kravlande (Kraflandi), der ligger sydvestlig i tunet, en temlig stor hver med et dybt og regelmæssig rundt hul til munding. Sydøst for gården under tunskråningen findes en lille, mindre varm kilde, hvis afløb deler sig i to arme, hvor der i den ene har været bygget en til badested brugt firkantet udvidelse; fra badet ledes vandet gennem et trærør, som man efter behag har kunnet tilstoppe; ligeledes har man kunnet lede tilløbet bort til den anden arm. Denne kilde benævnes nu Gretteslaug (Grettislaug), men da sognebeskrivelsen har en anden benævnelse, er navnet formodenlig ikke gammelt. I forrige århundrede tænktes der meget på at benytte Reykholahvererne, navnlig Kravlande, til saltkogning ved at lede havvandet op til kilderne og lade det fordampe over disse . På Reykholar boede i følge Fbr. og Grt. i begyndelsen af det 11te århundrede høvdingen Torgils Aressön, der nedstammede fra landnamsmanden på Reykjanæs. Hans slægtskab med Torgejr Håvarssön gjorde, at denne ustyrlige drabsmand og hans ligesindede fostbroder Tormod jævnlig opholdt sig der, og da hans gæstfrihed bragte ham til i det hele ikke at nægte nogen fri mand underhold, fandt også den fredløse Grette en tid lang tilhold her . I Grt. fortælles (s. 113—14), at Grette og de to fostbrødre en gang påtog sig at hente en fed okse for Torgils, som denne havde gående ude i Olavsøerne (Ólafseyjar); skibet, de skulde bruge, stod i Hvalshausholm (Hvalshaushólmr), og her lander de også med oksen efter med overordenligt besvær trods storm og modvind at være nåede med den tilbage; navnlig kniber det, da de på tilbagevejen kommer »ind for Havraklett (Hafraklettr, var: Hamraklettr). Efter at de er landede, skal Grette føre oksen hjem, men da han kom »neden fra forbi Titlingsstad (Titlingsstaðir), kunde oksen ikke gå længer. Fra Reykholar sender man folk ud for at se efter Grette; da de kommer »ned under Hellishólar, ser de Grette komme, bærende oksen på ryggen. — De fleste af disse stedsnavne er endnu bevarede. Hellisholar er en høj tvedelt klippeknude, som man fra gårdens vinduer ser hæve sig sydvestlig i tunet i højens udkant (her under er Kravlande beliggende); i følge sognebeskrivelsen skal, efter hvad sagnet fortæller, de oven nævnte tre kæmper have moret sig med at springe fra den ene af de to klippeblokke til den anden; de er skilte fra hinanden ved en sadelformig fordybning og afstanden imellem dem er omtrent 9 fv. I samme retning fra gården, men uden for tunet i engstrækningen, har Titlingsstad stået, der endnu erindres som en fordums hjåleje fra Reykholar. Endnu videre i samme retning, men helt ude ved søen, findes Hvalshausholm (Hvalshaushólmi); det er en holm, ved ebbetid landfast, på hvilken der findes et stort, gammelt skibshus (naust), dannet af sten og naturlig klippe. Lader man blikket svæve videre ud over søen, ses sydvest i horisonten de i Grettes saga omtalte Olavsøer, der er beskrevne under Dala syssel, hvorhen de nu høre. Navnet Havraklett (eller Hamraklett) er derimod tabt; man antager, at dermed har været ment en fritstående høj klippe »Latr«, omtrent midtvejs mellem Olavsøerne og landet.

I Grt. (s. 114 — 15) er også talt om et puds, som Torgejr søgte at spille Grette, en gang denne gik fra laug, uden at laugens beliggenhed dog nøjagtig beskrives; men det kan næppe have været nogen anden end den før omtalte sydøst for tunet, der vistnok fra den ældste tid har været valgt til badested.

I Fbr. omtales en storartet skåle, som Torgils lod bygge, og som skal have stået til ind i, eller vel endog gennem hele det 13de århundrede. Her har sikkert mangt et berømmeligt gæstebud været fejret, ti høvdingerne på Reykholar synes at have udmærket sig ved gæstfrihed. Udførlig og levende skildrer Sturl. en fest, som fejredes her i begyndelsen af det 12te årh. af den daværende ejer af Reykholar, den ansete høvding Ingemund præst. Denne mand, der nedstammede fra landnamsmanden på Reykjanæs, men som havde overdraget det ham ved arv efter faderen tilfaldne Reyknesinga godord til sin fætter Torgils Oddessön på Stadarhol (D.), plejede hver sommer at holde et Olavsgilde (ved Olavsmessetid, omtr. 1ste avg.), når blot det — formodenlig til ølbrygning — nødvendige korn kunde fås til købs på Torsnæs ting. I øvrigt siges der sammesteds (Sturl. I, 19), at der på Reykjaholar var »så godt land i den tid«, at agrene aldrig var golde, og at nyt mel jævnlig brugtes til forherligelse af dette gilde (man skulde dog næppe tro, at kornet til den tid kunde være modent). Ved den her (Sturl. I, 16 ffg.) omtalte lejlighed holdtes sammen med det sædvanlige gilde en bryllupsfest, og festen forherligedes ved enhver da kendt art af morskab: sagafortælling, kvæder, dans, brydning — men heller Ikke nidviser manglede.

Om Ulv skjålge, der tog som landnam hele Reykjanæs fra Havrafell til Torskefjord, siger GÞ. (s. 42), at han boede på Midjanæs (Miðjanes). Denne gård ligger en del vestligere end Reykholar og nærmere fjældet, omtrent midt på næssets sydside.

Blandt de andre gårde på næsset fortjæner endnu kun at nævnes præstegården Stad (Staðr), »Stad på Reykjanæs«, som den almindelig kaldes til adskillelse fra de mange andre gårde, der bærer dette fællesnavn for gejstlige stiftelser med tilhørende kirke. Den er beliggende nær fjældet ved dettes sydvestlige hjørne. Det må være denne gård, hvorom der er tale i GÞ. s. 54, hvor der nævnes en mand Bréd boende i Gröv (Gröf), »som nu kaldes Bredebolstad« (Breiðabólstaðr) . Sammesteds omtales et Knarranæs (Knarrarnes), som siges at ligge på den forreste del af Reykjanæs, og som efter sammenhængen tydelig nok må søges i nærheden af Stad (Bredebolstad). Dette navn er nu tabt, og hvilket næs eller hvilken lille tange på den sydvestlige del af næsset det har været, lader der sig næppe sige noget om uden ved aldeles løs gætning.

Ved omtalen af Reykjanæs må endnu erindres, at dette stedsnavn vel forekommer i Njåls saga, hvor der fortælles, at, efter at Torvald Osviverssön er bleven dræbt i Bjarnøerne af Tjostolv, låner hans ledsagere sig et fartøj ind til land, da folk vendte tilbage fra fiskeriet (alle andre end Torvald var nemlig på den tid drabet foregik roede ud); de roede ind til Reykjanæs, opsøgte Osviver og berettede ham, hvad der havde tildraget sig (Nj. s. 51). Men hele denne beretning røber den groveste uvidenhed med hensyn til alle lokalforhold. For det første er Reykjanæs, der ligger 5 — 7 mil nordvest for Bjarnøerne, et af de punkter på Bredefjordens kyst, som er aller længst fjærnede fra denne øgruppe; dernæst vilde de ved at ro til Reykjanæs have så lidt udsigt som vel muligt til at træffe Osviver, der som tidligere anført boede i Hvammssvejt (D.), men dennes bolig lader det ikke til, at sagafortælleren har kendt Man kunde fristes til at tro, at der ved Reykjanæs mentes et andet sted af samme navn, men hverken på Skardsstranden eller Fellsstranden er der noget punkt, som enten bærer eller har kunnet bære dette navn, hvis forekomst er knyttet til nærværelsen af varme kilder.

Så snart man er kommen forbi fjældhjørnet oven for Stad, åbner sig en smuk udsigt over Torskefjordens nederste og bredere del, hvorfra flere smalle fjorde, adskilte og til dels skjulte af forskellige høje næs, skære sig ind mod nordvest og nord. Den egenlige Torskefjord (Þorskafjörðr) går først imod øst og antager derefter en nordlig retning. Torskefjordsegnen er den egenlige hovedskueplads for den allerede oftere nævnte Guld-Tores saga .

Mellem de nærmeste gårde oven for Stad er afstanden temlig betydelig og vejen ikke god, et enkelt sted kan endog ikke passeres uden ved ebbetid. I nærheden af den første gård (Laugaland) findes en »Gvendarbrunn(r)«, ellers er intet at mærke før ved den næste gård Hlid (Hlíð). I slutningen af GÞ. — i den del af sagaen, som det først for en snes år siden er lykkedes dr. Gudbr. Vigfussön at læse (se Ný félr. 21 árg.) — fortælles, at Tore i den senere tid af sit liv foruden sin egenlige bolig vest for fjorden havde en anden husholdning i Hlid; tilsidst forsvandt han, uden at nogen vidste, hvad der var blevet af ham, men man troede, at han var bleven omskabt til en drage og i slangeskikkelse havde lagt sig på de guldkister, som han havde bragt med sig fra Finnmarken, og efter hvilke han benævnedes Guld-Tore; disse var allerede tidligere forsvundne, efter at det uhyggelige i hans natur havde begyndt at vise sig. I lang tid, efter at Tore var forsvunden, så man — tilføjer sagaen — en drage flyve tværs over fjorden til det fjæld, som står oven for gården Hlid. Dette tyder på, at man oprindelig har tænkt sig Tore som drage rugende på sit guld i dette fjæld (formodenlig Flókavallargnýpa mellem gårdene Hlid og Laugaland); denne sagnform synes imidlertid i tidernes løb at være bleven glemt, hvad der også i og for sig er naturligt, da den så længe ikke har haft sagaens beretning at støttes ved, hvorimod man almindelig har tænkt sig, at Tores kister måtte være skjulte et eller andet steds i jorden . — Ldn. (s. 123) siger om Ingjald i Hergilsø, der en tid lang skjulte den fredløse Gisle Surssön hos sig, at, efter at Bork den digre til straf havde berøvet ham øerne, købte han Hlid i Torskefjord; GÞ. (s. 58) fortæller, at Ingjald, der levede et par slægtled efter Tore, flyttede til Torskefjordsdalene og boede på Ingjaldsstad (Ingjaldsstaðir). »Torskefjordsdalene« er imidlertid et besynderligt udtryk, da der op fra fjorden egenlig kun strækker sig én dal, og Ingjaldsstad kendes ikke; der forekommer i Torskefjorden ingen gård af dette nayn, og synes heller ikke vel at have kunnet være plads for nogen sådan. Det er næppe for dristigt at antage, at Ingjald virkelig, som Ldn. angiver, har boet på Hlid, men at GÞ.s nedskriver enten ikke har kendt hans bolig og derfor på lykke og fromme benævnt den Ingjaldsstad, eller at Hlid virkelig til en tid har båret navnet Ingjaldsstad, og at man da her har en lignende uagtsomhed som den, der bringer sagaskriveren til at omtale Uppsalir og Skógar som to forskellige gårde (se det følgende).

Ud for gården Hlid har allerede Torskefjorden antaget sin nordlige retning. Ud mod fjorden, langs bægge sider af denne, står alle egnens gårde; nord for Hlid, temlig nær, uden dog at være synlig fra denne gård, ligger Hovstad (Hofstaðir). Denne gårds første beboer var Hall, der kom ud med Ulv skjålge, og som på Hovstad rejste et stort hov, da Ulv ingen blotmand var; det medførte igen, at Hall snart, i følge GÞ., kunde optræde som en mægtig høvding. Gennem hele sagaen viser han sig som Tores uforsonligste fjende; tilsidst, efter at han har været med at dræbe Ketilbjörn, sårer Tore ham dødelig, da han efter at have hævnet sig på Grim fra Vellir ser ham selv tredje ride ud fra Bæ; det er efter denne kamp, at Hall af Tore findes død ved tungærdet på Hovstad (se foran s. 512, note 1.). I tunet neden for gården ses en rund flad høj (9 fv. diam.) kaldet Hovhol (Hofhóll), der synes at have været omgivet af et gærde; midt i kredsen er en ikke stor (4 X 2½ fv.) aflang-firkantet tomt, der synes at have haft dør i den fra gården vendende vestlige gavlvæg; dette skal være hovtomten. I linje med denne, men sydligere, vendende den ene gavl mod bolen, den anden mod en lille vig, er en større (30 X 8 al.), langagtig-firkantet tomt, det skal have været gildeskålen; døren synes at have været på en af gavlvæggene. I modsat retning fra Hovhol, noget længere nede, straks nord for det gamle tungærde, er en lav lille høj, flad for oven, der synes opkastet af menneskehænder; den udgives for Hov-Halls gravhøj (kaldes alm. Hofhaugr). Ikke langt fra tunet findes desuden et dybt morads kaldet Gullkelda; dette synes at være et af de steder, hvortil sagnet med størst bestemthed har henlagt skjulestedet for Tores guldkister; så vel i den antkv. indb. (1822) som i sognebeskr. (1839) nævnes det som sådant. Fra Hovstad ligger en vej (næppe mere end ½ mil lang) over den lave lille hals, der mod syd går over i Reykjanæsfjældet, til Berufjordens bund . - I Gp. (s. 42) siges, at Halls søn Raud boede i Raudsdal (Rauðsdalr) mellem Hovstad og Berufjord; dette er en smal lille dal, der lidt nord for Hovstad i nordøstlig retning ligger op i halsen; tomter og tungærde af gården ses tydelig.

Fra Hovstad er der igen kun et kort stykke vej til den nord for liggende gård Kinnarstad (Kinnarstaðir); her boede i følge GÞ. (s. 42) Turid Drikkinn, som ejede land ind til Musarå (Músará) d. v. s. helt ind til fjordbunden. Syd for gården skærer sig en lille vig ind; ud for denne ligger en lille holm, ved ebbetid landfast, kaldet Hestholm (Hesthólmi), her siges Tore at være kommen i land, når han lod sin hest svømme med sig over Torskefjord; denne sagnform grunder sig dog på en misforståelse af sagaens ord, ti når der fortælles, at Tore fra udlandet havde ført med sig en ypperlig hest, som han red over Torskefjord, hvad enten det var ebbe eller flod, menes der kun, at Tore selv ved flodtid red med denne hest over fjorden på det sted, hvor der for andre kun lå vej, når det var ebbe (se Gp. s. 57, sml. s. 72). I øvrigt hører måske for en hest en sådan svømmetur tværs over den smalle Torskefjord ud for Hestholm ved ebbetid ikke til umulighederne. Andre vil antage, at dette sted er den i sagaen (s. 72) nævnte Hesttange (Hesttángi), hvad senere vil blive omtalt. I vigen udmunder en lille efter gården benævnt å, der kommer fra en i Hovstadahals beliggende lille sø Berufjardarvatn (Berufjarðarvatn); denne sø får igen gennem en bæk Aleflskalæk (Alifiskalækr), der sætter den i forbindelse med en anden lille sø, tilløb syd fra gennem den i noten omtalte dalsænkning i halsen. Efter at have fortalt, hvorledes Tore som dreng med sine kammerater holdt lege på Berufjords is, beretter GÞ. (s. 45), at de tog fiske fra »vatnet« og bare i den bæk, som er der i nærheden, og der voksede de til; den hed derefter Alefiskalæk (de opfødte fiskes bæk), og da den blev rig på fisk, fordrede Hov-Hall fiskeriet der som sin rettighed, Turid drikkin derimod påstod, at det tilkom hende og hendes land, og hun bevarede det for drengene. Vatnet kan vel næppe være andet end Berufjardarvatn; bækkens navn er som anført endnu bevaret men underligt er det rigtignok, at det skulde være nødvendigt på kunstig måde at føre fiskene op i denne bæk fra en sø, med hvilken den står i naturlig forbindelse. At der om fiskerettigheden i denne bæk — forudsat at den virkelig nogensinde har været noget værd! — har kunnet opstå strid mellem de to nabogårde Kinnarstad og Hovstad er derimod efter dens beliggenhed naturligt nok.

Den næste gård nord for Kinnarstad er Skógar; dette er egenlig den inderste gård syd for (ɔ: øst for) fjorden; den næste gård oven for denne ligger nemlig ud for selve fjordbunden, hinsides den Musarå, hvortil Turids landnam strakte sig. Egnen omkring Skogar må altså oprindelig have tilhørt hende. Da der nu berettes (GÞ. s. 43), at Tores fader Odd Skrante købte land i Torskefjordsskovene af Turid drikkinn, er det tydeligt, at hans ejendom må have været i eller omkring det nuværende Skogar, og her må hans gård Uppsalir have stået . 1 GÞ. s. 55 siges, at, medens Tore var udenlands, havde Hov-Hall efter Odd Skrantes død fordrevet hans enke (Tores moder) fra gården og nedsat dér Torbjörn stokk og Askmann den tunge, Askmann boede på Askmannsstad (Askmannsstaðir) uden for (út frá) Skogar. Dette gårdsnavn er endnu bevaret, og gårdens tomter påvises i en lille dal, som fra halsen kort inden for (nord for) Kinnarstad strækker sig op i de hvælvede højder, som danne jordens nordøstlige begrænsning. Denne Askmannsstads beliggenhed er endnu et bevis for, at Uppsalir må søges inden for det nuværende Skogars område. Da Uppsala land således har indbefattet Askmannsstad, kan man ikke en gang antage, at — det kun den ene gang i sagaen nævnte — Skogar har været en umiddelbart syd for Uppsalir liggende gård (der vilde heller næppe være plads til nogen sådan; forholdene omkring Torskefjorden ere allerede med de gårde, som nu findes, små og fattige nok); snarere må det antages, at Skogar her enten bruges som tidligere Torskafjardarskogar kun for at betegne en vis strækning, men her med mere indskrænket betydning end før; eller, at Uppsalir alt på sagaskriverens tid har været et forældet navn, fortrængt af Skogar, som på dette sted ved en uagtsomhed har trængt sig ind. Dette sidste bekræftes ved Ldn., som simpelt hen beretter, at Odd skrante boede på Skogar i Torskefjord. — Kort efter sin hjemkomst afstår Tore godvillig Uppsala land som bod for et af ham begået drab. Efter at Askmann og Kylan har dræbt Tores fostbroder Mår (Måv), angriber Tore Askmann hjemme på hans gård; han falder, men hans moder Katla undløber til Uppsale. Længe efter denne begivenhed beslutter Tore at anfalde Torbjörn stokk på Upsale. Torbjörn ser ham komme og sender sin søn afsted for at hente hjælp fra Hovstad; denne indhentes imidlertid og dræbes på vejen, som »nu hedder Tröllagata« (GÞ. s. 62). Dette navn tror man svarer til det nu brugelige Traustagata, der er benævnelsen på den jævne vej, der fra Kinnarstad fører nord efter ad Skogar til langs under en banke i lien. — Efter at Torbjörn en tid lang havde forsvaret sig i sit hus, flygtede han ud af dette og op til fjælds; men Tore indhentede ham på en hjalle (fjældafsats), hvor han dræbtes og som efter ham benævntes Stokkshjalle (Stokkshjalli). Stokkshjalle er endnu bevaret som navnet på en langagtig fjældafsats eller terrasse, der fra det inderste af dalen, hvor Askmann havde sit hjem, strækker sig nord efter langs de fjorden begrænsende højder hen imod Skogar. Også disse senere nævnte steders beliggenhed bestyrke den oven for fremsatte formodning om UppsaDrs identitet med Skogar.

Øst for gården Skogar hæver sig, bårne af de oven for omtalte hvælvede højder, som her danner halsens fortsættelse, de ejendommelige Vadalfjælde (Vaðalfjöll), der som en afstumpet tvillingkegle hæve sig i vejret. De to fjældtoppe ses vel ikke fra selve gården Skogar, da denne står så nær under lien, derimod har man allerede i Reykholasvejtens »indsvejt« haft lejlighed til at beundre dem; og for alle, der rejse over de nærmest liggende heder, er de en god vejviser; ligeledes retter man sig langt ude i Bredefjorden efter dem. — Ved strandbredden neden for Skogar er det i GÞ. nævnte Vadilsøre (Vaðilseyri, ældre: -eyrr); herfra rides der sædvanlig ved ebbetid tværs over fjorden.

Den indre dél af Torskefjorden er ret afvekslende ved fjældenes sønderdeling af forskjellige smådale; den oven for liggende store, mørke, stærkt sneplettede Torskefjordshede (Þorskafjarðarheiði, ældre: -heiðr), der lige fra Saurbæ (D.) af bestandig har behersket landskabet, ses nu ikke længer, hvad der også bidrager til at gøre omgivelserne venligere. Efter at man er kommen forbi Skogar, sés selve fjordbunden. Op fra denne strækker sig den egenlige Torskefjordsdal, nu almindelig kaldet Kollabudadal (Kollabúðadalr), i virkeligheden af en betydelig længde, men kun dens munding sés. Mellem fjordens inderste vig og fjældene er en bred, flad strækning, gennomstrømmet af to åer (Musarå og Torskefjordså), der hver for sig falde ud i fjordens inderste dél. I den mellem dem dannede tunge står oppe under fjældet gården Kollabúðir. I GÞ. (s. 63) fortælles det, at efter at Tore har dræbt Torbjörn stokk, tilkender han sig dennes besiddelser, landene både i Torskefjord bund (i Þorskafjarðar botni) og Uppsalir. Man må altså antage, skønt sagaen — i al fald den nu bevarede dél af den — ellers intel beretter derom, at Torbjörn foruden Uppsalir har erhvervet sig en ejendom inderst i fjorden, svarende til det nuværende Kollabudir; denne har da formodenlig, som så mange andre gårde med en lignende beliggenhed, båret navnet Botn.

Endnu inden man har overskredet Musarå, umiddelbart oven for fjordbunden (fjarðarhorn), øst for denne å, er lævningerne af det fordums Torskefjords tingsted (Þorskafjarðarþing). Dette var Vestfjordenes hovedtingsted, og Torskefjordsting må i forbindelse med Tværå- og Torsnæs-ting antages at have udgjort de tre Vestfjordingefjærdingen tilkommende vårting. I de ældre sagaer nævnes tinget et par gange. Ldn. fortæller således (s. 197), at da Odd Bredfjording ved det berømte arveøl over Hjalte Tordssön fra Hov i Skagefjorden havde digtet en drapa over ham, besluttede Hjaltesønnerne at hjælpe Odd, som i forvejen var stævnet til Torskefjordting; de rejste da søvejs til Stengrimsfjorden (Str.) og gik så nord fra over heden ad den vej, som derefter kaldtes »Hjaltdæla laut« (Hjaltdælernes dalsænkning); og da de viste sig på tinget, var de så prægtig udstyrede, at man troede, at aserne var komne. Men navnlig kommer dog Torskefjord ting til omtale i Gisl. (s. 54 ffg. og 140 ffg.) i anledning af den faderhævn, som Vesténs sønner her udøve mod Torkel Surssön. I følge redaktionen II, der her, som sædvanlig hvad topografien angår, er den nøjagtigste, sætter Gest Oddlejvssön drengene i land yderst ude på fjordens vestkyst: herfra begiver de sig landvejs til tinget og slutter sig til tiggeren Hallbjörn, som plejede at drage om i herrederne med at følge på 10—12 mand, og som tæltede sig sin egen bod på tinget. Han går med dem ned til stranden og nævner dem navnene på høvdingerne efter som disse lægge til land. Også Torkel Surssöns navn får de at vide, i det denne lægger til ved fjordens inderste vig (fjarðarhornit). Torkel går i land og sætter sig ned etsteds, medens hans folk fører varerne i land fra skibet; hans svoger Börk den digre tælter deres bod; drengene går nu hen til Torkel, låner hans sværd for at bese det, og med dette hugger den ene hovedet af ham. De løb derpå op forbi boden, som Börk tæltede, og forsvandt derpå i den nærliggende skov.

I Sturl. (I, 388) berettes om en på Torskefjord ting foretagen sag; efter aftale med sin frænde Ejnar Torvaldsson stævnede nemlig Urækja Snorressön ham til Torskefjord ting for at få undersøgt, om han havde fuldhjemlet ret til forskellige for største delen i Saurbæ beliggende ejendomme, i hvilket tilfælde Ejnar havde forpligtet sig til at overdrage dem til Urækja. På tinget afgaves en gunstig kendelse, men der sad, fremhæves der, kun én mand i dommen fra Saurbæ, og Sturla Tordsson indstævner senere dommen som ulovlig for altinget; af det anførte sted i sagaen ses, at de tingbesøgende også ved denne lejlighed lå i boder på tinget.

Fra en senere tid har man kun få oplysninger om Torskefjord ting. Ved år 1320 anføres i flere annaler (sé således Flatb. III, 553) at Torskefjord ting det år holdtes — altså, som om det var en undtagelse. — Maurer anfører (Germ. X), at der i nogen afstand fra Torskefjord ting findes et gammelt rettersted »Kvalakrókr«.

Af de gamle tingboder er der endnu på Torskefjord ting en dél tilbage. De synes hovedsagelig at have stået dels i en dobbelt række på det flade land mellem åen og lien, dels i selve den skovklædte li. Bodernes antal, der nu er c. 12 (den antikv. indb. 1822 angiver rigtignok kun deres tal til 5!), skal endog i dette århundrede være bleven formindsket ved brud af å og fjord, og man vil fortælle, at der oprindelig på øren øst for Musarå, som da var smukt grøn, skal have stået en fuldstændig dobbeltrække af boder; af den vestlige rækkes boder er der nu kun ubetydelige rester tilbage af to; alle de andre skulde være ødelagte af Musarå, som virkelig også ses at have brudt sig et senere — nu til dels opgivet — , mere østligt leje umiddelbart ved boderne eller imellem disse. Af den anden række er bevaret 3 - 4 boder, og desuden sés et par boder at have stået imellem rækkerne, længst oppe. Alle disse boder står på langs i dalen. I rummet mellem rækkerne, længere nede og nærmere fjordbunden end nogen hidtil omtalt bod, sés en tomt, der nu til dels er afbrudt og kommen i øre, da åen en tid også trængte sig ind her. Den har været kredsrund og omtrent 5 fv. i diameter, og synes at have haft en indgang vendende ud mod fjorden. 1874 forevistes den som en »lögrétta« ; hvorvidt benævnelsen er støttet ved længere tids tradition må synes tvivlsomt, da hverken den antkv. indb. eller sognebeskrivelsen omtaler nogen sådan. Analogien fra andre tingsteder lader formode, at det har været en domring; ordet »lögrétta« brugt således kan for en senere tids vedkommende vel heller ikke tages for andet eller mere end en betegnelse for domsted. — Af boderne i den østlige række er den nederste (nær den kredsformige tomt) omtrent 7 X 4 fv.; denne udgives for Gests bod. Den er imidlertid i den nyere tid bleven skæmmet, da man til brug ved et politisk møde (1851) byggede en stor ildhustomt heri, ligesom der ved samme lejlighed ved siden af byggedes en stor bodtomt. I linje med »Gestsbod«, bag ved denne, kommer en halvt i øre kommen bod. Bag ved denne ligger igen en meget stor tomt (10 X 4 fv.) med en mindre ved siden af sig (vest for sig); den større af disse udgives for »Haukdælernes (Torkels og Börks) bod« . Skrås (nordvest) for disse ligger en endnu større (12 X 4 fv.) bodtomt — Oven for alle disse findes en lille, noget isoleret stående bod (6 X 3 fv.). I den kratgroede li øst for tingsletten skal ligeledes have været flere boder; nu sés kun tomterne af to. Den ene (6 X 3 fv.), omtrent i linje med fjordbunden, har som de andre boder retningen fra syd til nord; indgangen er på langvæggen tæt ved den søndre gavl, ned mod dalen. Den anden (5 X 3 fv.) står højere oppe i den kratgroede li og indtager fuldstændig en lille brat hammer, der falder af mod dalen lidt oven for »Gestsbod«. Endnu er tilbage at nævne to bodtomter, en større og en mindre, der ligge umiddelbart ved jordbundens østlige hjørne, mellem fjorden og vejen, og som altså er de første boder, der møder den syd fra kommende, endnu inden man har betrådt selve tingpladsen. — Ved disse boder — altså ved fjordbunden nær tingstedet — kan landes med »halvfalden« sø (ɔ: på overgangen mellem flod og ebbe). — Noget oven for tingstedet sés østligere end Torskefjorddalen en kløft eller snæver dal strække sig op i fjældene; gennem den ligger en hedevej fra Stengrimsfjorden over Kollabudahede ned, ad denne er rimeligvis Hjaltesønnerne komne. — Kun et lille stykke vej sér man op i Torskefjordsdalen, som strækker sig mod nordvest, og hvorigennem den almindelig benyttede hedevej nord på til Isefjords syssel ligger; længst oppe i dalen antager åen navnet Ísfirðínga gil .

Om den urolige Vavla-Gunnar fortæller GÞ. (s. 71). at da Tore ikke længer vilde have noget med ham at gøre, fik han sig bolig i Torskafjardardal (Þorskafjarðardalr) og boede på Gunnarsstad (Gunnarsstaðir); tomterne af denne gård ses endnu i lien vest for Torskefjordså over for gården Kollabudir. Om Gisle Surssöns beskytter Ingjald siges der, som før nævnt, i GÞ., at han fik sig bolig på Ingjaldsstad i »Torskefjordsdale«. Det er ikke let at forstå, hvorledes der i Torskefjord kan være tale om mere end én dal, den nys nævnte. Har Ingjald virkelig bot i denne, kendes hans gård nu ikke, dog skal der i følge Sighv. Grimssön højere oppe i dalen indtil den sorte død have været en gård, hvoraf der endnu ses tomter; navnet kendes imidlertid ikke.

Den første (inderste) gård på fjordens vestside er Mule (Múli) eller, som den nu sædvanlig benævnes, Múlakot; dette er den sidste af de gårde i Torskefjord, der regnes med til Reykhola svejt. Grænsen mellem denne hrepp og den vestligere Guvudals hrepp (Gufudals hreppr) dannes af en å Mulaå (Múlaá), der gennemstrømmer den smalle lille Torgejrsdal (Þorgeirsdalr), der i nordvestlig retning skærer sig ind i fjældene mellem Mule og nabogården mod syd Hjallar. Alle tre her fremhævede stedsnavne forekomme i Guld-Tores saga. På Mule boede Tores morbroder Eyjolv den rige. I Torgejrsdal stod den gang en gård, rimeligvis benævnt efter dalen; desuden må stedsnavnet Raudafell (Rauðafell, GÞ. s. 64) nærmest henføres dertil. Tore overrasker to troldkvinder, der er ved at stjæle lam fra ham ; den ene var fra en gård i den vest for Torskefjorden liggende Guvufjord, den anden nævnte sig datter af Vade oppe fra Raudafell. Da der nu oppe over vestsiden af Torgejrsdal, omtrent midtvejs i dalen, findes et fjæld Raudafell, kan det vel næppe være noget andet stedsnavn end dette, der på det pågældende sted i sagaen er ment; og da troldkvinderne synes at være virkelige bondedøtre, må der vel i eller ved Torgejrsdal, foruden den efter dalen benævnte gård, have været en anden med navn efter oven nævnte fjæld. På Hjallar [Styrhjallar (ɔ: Kamphjallar) siger A. M. at gården fordum benævntes] boede Tores uven Helge; mellem ham og Eyjolv i Mule var et stærkt fjendskab på grund af Helges overgreb med hensyn til græsning. Således, fortælles det (GÞ. s. 64 ffg.), gik Helges kvæg som sædvanligt i tunet på Mule, da Vavla-Gunnar efter at have passeret fjorden til hest red op mod gården; han drev straks kvæget ud ad vejen langs søen og ned gennem det »énstige« (einstígi), som var ved åen. Men her kommer folkene fra Hjallar imod ham, og nu opstår en blodig kamp, der dog får et for Gunnar heldigt udfald. Det her omtalte »enstige« (eller klev, som det nu kaldes) er let at genkende, det ligger tæt syd for Mule og fører ned til Torgejrsdals mundingen; her indsnævres vejen mellem to rækker klippeblokke og skråner således ned mod dalen, så smal, at kun en en enkelt hest ad gangen kan passere her. I kort aftand, hinsides dalmundingen, ligger Hjallar. Den alt omtalte Helge, som boede her, overtalte en gang en fredløs Nordlænding, som søgte beskyttelse hos ham, til at efterstræbe Tore, når lejlighed gaves. Da Tore en gang som sædvanligt red sin ypperlige hest over Torskefjord, skjulte den fredløse Tormod sig i tanget, hvor Tore skulde ride i land, og da Tore red op fra »vadlen«, angreb Tormod ham, men ramte hesten, som forskrækkedes og sprang i søen, Tore derimod var allerede sprunget af, og nu begyndte en kamp på strandbredden. Tormod dræbes, Helge forfølges ud til Kalva (Kálfá) og dræbes under Helgasten (Helgasteinn) vest fra (út frá) Hjallar. Stedet ved søen, hvor Tormod faldt, benævntes senere Tormodstange (Þormóðstángi), og Hesttange det sted, hvor Tores hest kom i land (GÞ. s. 72), — Da Tore benyttede »vadal«-vejen over Torskefjord, kan deraf nogenlunde sluttes, hvor kampen må have fundet sted, nemlig omtrent ud for Hjallar. Navnet Tormodstange er vel glemt, men ud for Hjallar findes et lille skær (Reiðsker kaldet, fordi at fjorden kan rides, når dette er blevet landfast), som med nogen rimelighed kan antages at være det, som sagaen sigter til. Også navnet Hesttange er gået tabt, men denne tange kan måske antages at være den ved Kinnarstad omtalte Hestholm, i hvilket tilfælde hesten da måtte antages at have svømmet i skrå retning over fjorden. Kalvå er en lille å, kort syd for Hjallar, nu sædvanlig kaldet Hjallaå; uden til ved den (ɔ: syd for den) står i strandbredden en stor sten Helgasteinn, over hvilken søen i stærk flod går; det er øjensynlig den i sagaen omtalte sten af samme navn. — Hjallars nabogård mod syd er Toresstad (Þórisstaðir), gården ligger lige over for Hestholm; fjorden er så smal, at man med stor lethed ser de nærmeste gårde på den modsatte side, ja vel endog kan iagttage, hvad der foregår på disse. Toresstad har nu, ligesom i gamle dage, land »ind fra Gröv mellem to åer« (GÞ. s. 55), nemlig mellem Kalvå og Bulkå (Búlká), men i øvrigt har gården længe været ubebot, og landet ligget under nabogården mod syd Gröv; først for en snes år siden er den bleven genopbygget . Gården bærer, som GÞ. beretter, navn efter sagaens helt Tore. Da denne kom hjem efter sin æventyrlige udenlandsrejse, tilbød de vest for fjorden boende ham land her, og her byggede han en stor gård, hvorom han senere indrettede sig et virke; her angribes han en gang af sine fjender fra Hovstad, men angrebet slås tilbage. Kort fra (nord for) er en stor høj kaldet Guldhol (Gullhóll); nu anføres den som et af de steder, hvortil sagnet har knyttet nedgravningen af Tores skatte; i den antkv. indb. 1817 siges det, at Tore skal have begravet sine børn her — hvortil sagaen ikke har noget tilsvarende. I den del af GÞ., som det senere er lykkedes Gudb. Vigfussön at læse, og som allerede er omtalt i Anledning af gården Hlid, siges, at, efter at Tore var forsvunden, så man i lang tid en drage flyve ned over fra den side fra Toresstad, hvor navnet Guldfoss (Gulfoss) forekommer, og over fjorden til fjældet oven for Hlid. Efter navnet Guldfoss at dømme skulde man vente ved Toresstad at finde et vandfald. Der er imidlertid kun en lille bæk syd for tunet på Toresstad, men som rigtignok, i det den falder ned fra klipperne, danner en lille foss. Denne skal endnu benævnes Guldfoss, og troværdige folk forsikre, at den har båret dette navn, så længe de erindre; indrømmes må det dog, at navnet kun er lidet bekendt dér i egnen, og det, at gården så længe har ligget øde, kunde også bidrage til at vække nogen tvivl om, hvor vidt man her virkelig har en ægte tradition for sig. At i øvrigt sagaskriveren har haft denne foss for øje, synes uagtet dens lidenhed utvivlsomt, da der ikke er nogen anden i nærheden.

Syd for Toresstad, omtrent over for Hlid, ligger Gröv (Gröf); imellem disse to jorder danner, som før nævnt Bulkå grænsen. Da Tore efter sin hjemkomst begiver sig til det ham anviste land, losser han sit skib ved Bulkåos (Búlkáróss, GÞ. s. 55), det er vistnok samme sted, som kort efter (s. 56), hvor der fortælles om Tores første kamp med Hall fra Hovstad, kaldes Bulkånæsos (Búlkárnesóss). - På den sidst omtalte gård Gröv boede den i GÞ. oftere nævnte Hromund.

Omtrent ud for Gröv gør Torskefjorden sin tidligere omtalte bøjning, så at den oven for denne gård liggende del har en nordlig retning, den neden for liggende derimod retningen fra vest til øst. Aller vestligst, ved fjordmundingen, står gården Hallstensnæs (Hallsteinsnes), der set fra den modsatte side af fjorden viser sig liggende meget smukt på en terrasse temlig højt oppe i fjældmulen. Grænsen mellem Gröv og Hallstensnæs dannes af Grimkellsstadaå; inden for denne har den i GÞ. nævnte gård Grimkellsstad (Grímkellsstaðir) ligget, hvoraf der endnu ses spor nær ved Gröv kort fra åen nede ved søen . — På Hallstensnæs boede først Torolv Mostrarskegges søn Hallsten, hvis landnam efter GÞ. indbefattede hele vestsiden af Torskefjorden. Forskellige kilder (GÞ., Gísl. II, Ldn.) fortælle om et af Hallsten foretaget offer. Han ofrede, som det synes, sin egen søn til Tor, for at denne skulde sende ham højsædespiller; derefter drev der et uhyre stykke tømmer i land ved det næs, som derefter kaldtes Grenitrésnes (ɔ: Grantrænæsset; når Gísl. — s. 140 — har Nesgranatré, skyldes det vel kun en mekanisk omsætning af skriveren) . Af dette træ blev der dannet højsædespiller på Hallstensnæs, som i følge Gisl. endnu da skulde være at se; Ldn. beretter (s. 131), at der heraf blev gjort højsædespiller næsten på enhver gård i »tværfjordene« (ɔ: fjordene, der i nordlig retning skærer sig ind fra Bredefjorden). I følge GÞ. (s. 55) gav træets landing anledning til opbyggelsen af et Tors hov; Hallsten fører også tilnavnet gode eller Torskefjordsgode (Ldn.). Det lille næs, hvor træet drev i land, bærer endnu navnet Grenitrésnes og findes kort øst for gården Hallstensnæs; ja sagnet vil endog udpege to klippeblokke, i en afstand fra hinanden af ɔ: 20 fv., på hvilke træet hvilede, medens det savedes i stykker. I tunet påvises Hallstens grav. — Efter at Vesténs sønner er blevne satte i land af Gest på det omtalte »Grantrænæs« (Gísl. s. 140), går de op i Tejgkov (Teigsskógr) og begiver sig igennem denne til Torskefjordting; en skov af dette navn findes virkelig i lien øst for Hallstensnæs; men afstanden mellem denne gård og tinget synes sagaen at have forestillet sig altfor ringe, eller også at have gjort skoven meget for stor.

Fra den vest for liggende lille Djupefjord (Djúpifjörðr) skilles Torskefjorden ved en overordenlig høj og forholdsvis bred hals, nu sædvanlig kaldet Hjallaháls, den føsrste af en lang række lignende eller værre, der skille de forskellige tværfjorde fra hverandre, og som gør rejser til hest i Vestfjordene så besværlige som i ingen anden egn på Island, ja på sine steder næsten umulige. I denne hals, ikke langt fra vejen, som fra Hjallar i sydvestlig retning ligger over denne, findes en del stedsnavne GÞ. vedrørende. — Sagaen fortæller nemlig (s. 66), at kort efter den ved klevet ved Hjallar forefaldne kamp beslutter bondesønnerne fra Hjallar, Helge og Bljug, samt deres ledsagere Kalv og Styr, at angribe Tore, og dette udføre de, da han en gang er beskæftiget med at skære sine hestes manker. Angriberne blive dog alle i den nu påfølgende kamp dræbte, og om stederne, hvor de faldt, mindede derefter navnene Bljugslæk (Bljúgslækr), Frakkamyre (Frakkamýrr), Styrsbrekka og Kalvågljuvr (Kálfárgljúfr).

Kalvågljuvr er en dyb kløft i halsen, hvori den før nævnte Kalvå løber. Styrsbrekka er en stejl skråning øverst oppe i halsen, det højeste punkt, som ses fra Hjallar, og så stejl, at den rejsende her sædvanlig står af hesten. Efter at denne skråning er passeret, kommer jævnere strækninger, og her findes Frakkamyre til højre (nordvest) for vejen. Bljugslæk skal være en lille bæk (nu Blýgs- eller Bleiks-lækr), nær Frakkamyre, men med løb i sydvestlig retning ud mod Djupefjord, — over den ligger vejen ligeledes.

Er man først med besvær i bugtninger klatret op over det skaldede fjæld, finder man selve ryggen forholdsvis jævn og bred; derpå går det ned ad mod vest, mindre stejlt, langs en kløft, ofte over snedynger selv ved midsommerstid. Udsigten bliver nu smuk og venlig; mellem to fremskydende næs, Hallsteinsnes og Grónes, ligger den lille og korte Djupefjord smukt begrænset, og oven for jordbunden er endnu plads for en venlig lille grøn dal, lunt indesluttet af høje fjælde. Djupefjorden udgjorde ét landnam, tilhørende den så vel i Ldn. som i GÞ. omtalte Torbjörn loke; han tog, siges der (GÞ. s. 41—42), foruden Djupefjord Gronæs (Grónes), — således hedder som anført det fjorden mod vest begrænsende næs, der skiller den fra Guvufjord, det bærer nu en gård af samme navn. Selv har Torbjörn utvivlsomt bot på Djupedal, jordens mest fremtrædende gård, der ligger på sletten oven for fjorden, vest for en dalen gennemstrømmende å. Torbjörn gav sin ven Styrkår — hvis tryldekyndige datter Kerling hørte til Tores værste fjender — land i Barm (Barmr) til grænsen af Hallstens land. Gården Barm ligger omtrent midt på fjordens østside, noget sydligere end der hvor Hjallahals-vejen ligger ned. Foruden disse gårde findes der i fjorden endnu kun én, nemlig Miðhús (A. M. Heiðhús!) som ligger på fjordens vestside lidt syd for Djupedal; denne er imidlertid ikke nævnt i nogen saga (men i Guvudals måldagen), derimod siges Torbjörns søn Torgils at have bot på Torgilsstad (Þorgilsstaðir) i Djupefjord (GÞ. s. 42), en gård, der alt længe ikke har været til, men som formodes at have ligget øst for fjorden tæt ved hvor Hjallahalsvejen nu ligger ned. Her ejer den på den modsatte side af fjorden liggende gård Midhus en strækning land, og i denne findes noget oppe i lien, syd for vejen, gamle sætertomter, nu sædvanlig kaldte »forna sel« eller »Miðhúsa sel«, men i følge tradition skal dette sted tidligere have båret navnet Torgilsstad; i og for sig synes også gårdens beliggenhed naturligst at måtte søges her.

Djupefjorden vinder en særlig interesse som skuepladsen for den store kamp mellem Tore og hans modstandere, der beskrives i slutningen af GÞ. , men hvorom desværre kun en ufuldstændig beretning er nåt til os. Af hvad Gudbr. Vigfussön i en senere tid (se Ný félagsrit, 21 årg.) har kunnet læse, synes at fremgå med sikkerhed, at så godt som alle Tores fjender her har været forenede mod ham. Med de egenlige Djupfjordinger havde Trånd Helgessön fra Hjallar forenet sig; men desuden synes også Torsten Stenolvssön(?) og »Isfjordingerne« (måske Torbjørn stokks frænder?) at have sluttet sig til disse. At kampen står i Djupefjord — og herom kan der på grund af nogle i sagaen nævnte endnu bevarede stedsnavne ingen tvivl være — er besynderligt nok, da man dog næppe kan antage, at Tores parti har været det angribende. Efter den ufuldstændige beretning at dømme ser det ud, som om Tores venner fra begyndelsen af forsvarede sig fra deres i fjæren stående skib, medens Tore selv først under kampen kommer til landvejs fra. Tore forfulgte Kerling op langs fjorden, indtil de kom til et stort gil; her styrtede Kerling sig i en stor foss, men Tore kastede et klippestykke efter hende, og der dræbtes hun. Stedet kaldes siden — tilføjes der — Kerlingargil og Kerlingarekra, og dér har man altid siden ment, at det spøgte. — Navnet Kerlingargil er endnu til; således benævnes en stor kløft til højre for Hjallahalsvejen, næsten helt inde ved fjordbunden, den danner grænsen mellem den oven nævnte Midhus tilhørende landstrækning øst for jorden og Djupedal. Som i de fleste med navnet »gil« betegnede kløfter flyder der også i denne en strøm, og ganske rigtig dannes der, som sagaen angiver, i denne en foss. Den flade til dels græsgroede strækning, neden for kløften, umiddelbart før man kommer til åen, benævnes Ekra [efter andre angivelser Kerlingarekra, Kerlingareyri] og svarer øjensynlig til GÞ.s Kerlingarekra. Efter disse stedsnavnes beliggenhed at dømme, og efter hvad der fremgår af sagaens fremstilling, må kampen altså antages at have fundet sted på fjordens østside, og vel snarest i omegnen af det fordums Torgilsstad. I øvrigt er bevarelsen af disse navne, så vel som af Guldfoss i Torskefjorden, et interessant eksempel på den sejhed, hvormed virkelige stedsnavne på Island — selv uden at støttes af nogen tradition — har kunnet bevares i tidernes løb, endog sådanne, som angå kun lidet fremtrædende og blot af de allernærmest boende kendte punkter (næsten på enhver islandsk gård træffes i mængde stedsnavne, der sædvanlig kun kendes af selve gårdens beboere).

Medens sagaens fremstilling af Guld-Tores skæbne (forvandlingen til drage) som tidligere anført utvivlsomt var ganske glemt, da det lykkedes Gudb. Vigfussön at læse håndskriftets slutning, havde der derimod dannet sig afvigende sagn om Tores endeligt, der dog alle havde det til fælles, at Tore styrtede sig, med i det mindste en del af sine skatte, i en i Djupedal værende »Gullfoss«. Denne foss (også kaldet Bjúkandi), der dannes af den dalen gennemstrømmende å. Og som findes længst oppe i dalen, så at den ikke er synlig fra bygden, skal fra en betydelig højde styrte sig ned mellem dybe kløfter, så at det er umuligt at komme nær til den. Den almindeligst udbredte form for sagnet synes at være den, at Tore på de neden for fossen liggende »Leikvellir« (ɔ: legesletter) havde sin sidste kamp med sine fjender; efter at bægge hans hænder var afhuggede, stak han stumperne i hankene på sine guldkister og styrtede sig med dem i fossen. Kisterne må vel altså Tore have haft skjult ved fossen, og fjenderne antages netop at være kommet for at røve disse. I følge den almindelige fortælling er det »Isfjordingerne«, som Tore her slås med; da disse kun nævnes i det først for nylig læste slutningsstykke af GÞ., synes sagnet om dem at forudsætte en om end dunkel, så dog forholdsvis meget gammel tradition .

Fra Djupedal fører vejen først langs lien vest for fjorden og derpå over Gronæsset, hvorefter Guvufjorden (Gufufjörðr) viser sig, lille og smal, den oven for liggende dalslette navnlig mod vest indesluttet af høje, lodrette fjældvægge, den såkaldte Guvudalshals, men i øvrigt frodig og ikke uvenlig. Omtrent ud for Gronæs afsluttes den lille Guvufjord af Melanæs, der her skyder sig frem vest fra ; men i øvrigt fortsætter sig Guvudalshalsen forbi dette under navnet Skålanæs (Skálanes) endnu længere mod syd til omtrent i linje mod Reykjanæs, og kommer således til at danne den vesllige begrænsning for Torskefjordens ydre del, hvorfra som allerede omtalt de tre mindre fjorde: den egenlige Torskefjord, Djupefjorden og Guvufjorden skærer sig ind i landet. Måske kunde man antage, at det er disse tre forgreninger fra fjordens ydre del, der i Ldn., hvor talen er om de mange højsædespiller, der forfærdiges af det ved Hallstensnæs i land drevne stykke tømmer, betragtes som »tværfjorde«, nemlig fra den ydre Torskefjord (foran, s. 531. er »tværfjordene« imidlertid forstået om samtlige fra Bredefjorden i nordlig retning udgående fjorde). At Guvufjorden undertiden har været betragtet som en sidefjord fra Torskefjord, synes i al fald at fremgå af Eg. s. 193, hvor der berettes om landnamsmanden i Guvufjord, at han bosatte sig i Torskefjord. Den omtalte landnamsmand var den bekendte Ketil guva, der efter mange uheldige forsøg på bosættelse på forskellige steder, der alle bære navn efter ham, tilsidst havnede her, hvor stedsnavnene Guvufjord og Guvudal (Gufudalr) skylder ham deres oprindelse. Guvudal er nu navnet på to gårde i den oven for jordbunden liggende lille dalslette, af hvilke Nedre Guvudal (Neðri Gufudalr) er præstegård. Den med tilhørende kirke ligger vest for en lille dalen gennemstrømmende å . Af andre gårde i dalen bør måske for navnets skyld mærkes Hovstad (Hofstaðir) vest for fjorden (G.s nabogård mod syd og hjåleje fra præstegården).

Fra Guvudal ligger vejen videre mod vest over den for sin stejlhed berygtede lodrette Guvudalshals. Vejen er imidlertid ypperlig og snor sig i vel anbragte slangebugtninger op ad fjældsiden og ned ad den tilsvarende vestlige skråning (eller rettere væg), men for hestene er det et drøjt stykke arbejde, og nedstigningen endnu værre end opstigningen. Hvor vejen begynder at skråne nedad mod vest, træffes først en »Gullsteinn« , hvortil knytter sig sagn om et under den skjult guldbælte, som på grund af øjenforblændelser ikke har kunnet nås. Længere nede i halsens vestside findes på en afsats (hjalli) en flad sten, som kaldes »Gvöndar altari«; her skal biskop Gudmund have sunget messe og viet vej over halsen. — Er Guvudals hals passeret, kommer man til den lange smalle Kollafjord (Kollafjörðr), hvis vestlige begrænsning ganske svarer til den østlige, d. v. s. er en mellem fjorde indesluttet hals (Klettháls), der ender mod syd i et næs (Bæjarnes). I Frakkadal (Frakkadalr) i Kollafjord boede i følge GÞ. Helge på Hjallars to sønner Frakke og Bljug, hvis død tidligere er omtalt. Frakkadalen er en af de to smådale, der strækker sig op fra jordbunden. Den større af disse, Fjardarhornsdal (Fjarðarhornsdalr) ligger i nordøst; gennem den ligger en hedevej over KoIlafjordshede til Isefjorden. Den mindre dal, Frakkadalen, har en mere nord-nordvestlig retning; den gennemstrømmes af en å Frakkadalså. Vest for åen ved dalmundingen påvises tomter, som siges at være af en fordums gård Frakkastad (Frakkastaðir) .

Vest for fjorden ikke langt fra fjordbunden ligger gården Klett(r); til denne rider man ved ebbetid tværs over den indre del af fjorden. Herfra ligger vejen mod vest over Klettshals og videre over fjældheden bag om den smalle Kvigindisfjord (Kvígindisfjörðr) — der ses liggende parallelt med Kollafjord, indesluttet mellem Bæjarnes og det lige så høje, men noget bredere og større Svínanes — til Skalmarfjordens inderste vig, hvor gården Skalmardal ligger. Om udsigten ned mod disse småfjorde gælder det det samme som om næsten alle Vestfjordene. Det er egenlig kun indtrykket af deres uhyre afsideshed, der gør dem uhyggelige — og denne er tilmed mere tilsyneladende end virkelig, da adgangen til dem fra søsiden overalt er let — ; vel er de stejle omgivende fjælde skaldede, men modsætningen mellem fjæld og fjord er smuk, og overalt i smådalene oven for fjordbunden træffer man en rigere og frodigere kratskov end de fleste andre steder på Island. Skalmarfjorden (Skálmarfjörðr) er en forholdsvis lang og anselig fjord, begrænset af Svinanæs og Skalmarnæs (Skálmarnes), længst inde spalter den sig om det lille, brede Vattarnæs i to sidefjorde, af hvilke den østligste beholder hovedfjordens navn. Yderst på Vattarnæs, sydvest for Skalmardal, ligger en efter næsset benævnt gård; set fra denne synes fjorden regelmæssig trekantet, med en bestandig ind efter tiltagende bredde. Landskabet har i det hele et foranderlig geometrisk-regelmæssigt og højst ejendommeligt udseende. Det oven nævnte Skalmarnæs (nu også kaldet Mulanæs) har nærmest form af et timeglas. Temlig tidlig indsnævrer det sig til et ejd, så lavt og smalt, at man f. eks. fra Vattarnæs gård ser den hinsides ejdet liggende Kerlingarfjord. Derefter udvider det sig igen og antager skikkelse af en aldeles regelmæssig trekant, der med sin bredeste grundflade skyder sig frem i havet Næsset er opfyldt med et tresidet, lige så regelmæssigt fjæld. — I det Klettshals passeres, sker overgangen til Mulahrepp (Múla hreppr); hele denne hrepp med undtagelse af et par af de østligste gårde er anneks til Flatø sogn i Bredefjorden. Det i hreppens østligste del beliggende Svinanæs nævnes i Ldn.; der skal nemlig Gejrmund Heljarskind have haft sine svin. Om denne landnamsmands magt og rigdom ved Ldn. (s. 124) meget at fortælle: foruden sine besiddelser på Skardsstranden tog han sig et andet landnam i den aller nordvestligste del af landet, og desforuden måtte han holde sine hjorder og sætere endnu andre steder i Vestfjordene. Fra en senere tid er der her på næsset forskellige tegn på, at udlændinge — i følge sagnet Tyskere — have drevet handel her. Yderst på næsset findes en lille våg Kumbaravåg, ved hvilken der endnu vises tomter fra den tid handel dreves herfra. Lignende tomter — som det antages af en tidligere tids handelshuse — vises desuden to steder på næssets vestside ud mod Skalmarfjorden, hvor der siges, at fremmede skibe tidligere er løbet ind; af disse foregivne handelssteder ligger endog det ene helt inde ved Skalmarfjordens bund. Fra fjordbunden ligger en vej mod nord over Skalmardalshede til Isefjorden. Vattarnæs er nu hreppens tingsted. I følge sognebeskrivelsen skulde der allerede meget tidlig her have dannet sig et stærkt besøgt tingsted for de egne af Vestfjordene, fra hvilke det faldt folk for besværligt at søge Torskefjordsting. Som minder fra den tid må fremhæves stedsnavnet »Dómarahvammr« , hvor tinget skal have været holdt.

Det før omtalte store, ligesidig trekantede Skalmarnæs må i følge Ldn. (s. 77) antages at have fået navn efter en hoppe Skalm. Der fortælles nemlig om Sel-Tore — den senere landnamsmand på Raudamel (Hnp.) — , at han og hans moder, da de følgende en havmands spådom begav sig syd efter ledede af deres hoppe Skalm , opholdt sig en vinter her. I øvrigt kunde nok de forskellige betydninger af ordet »skálm«, sml. norsk »Skolm« (Ivar Åsen), og flt. »skálmir« bringe på andre formodninger om oprindelsen af navnene Skálmar-nes, -fjörðr o. s. v., hvoraf vel den sandsynligste er, at fjorden er bleven benævnt efter sin kløftede form; dog forekommer Vattarfjörðr om den vestlige sidefjord allerede temlig tidlig.

Om Hallsten gode, der selv havde hjemme i Torskefjord, fortæller Laxd. (s. 136), at han gav den tryldekyndige Kotkelske familie efter dennes ankomst til Island bopæl på Urdir (Urðir) på Skalmarnæs. Omtrent pa samme tid var Tord Ingunnssöns moder flyttet fra Kroksfjorden til Skalmarnæs. Hun begynder imidlertid hurtig at forulæmpes af Kotkels ran og trolddom, og klager til sin søn. Tord begiver sig straks afsted for at hente sin moder til sig, og efter ankomsten til Skalmarnæs begiver han sig tillige til Kotkels gård og stævner hele familien for trolddom. Derpå sejlede han bort. Troldfolket vækker imidlertid ved galder en storm imod ham; skibet drives vest for Skalmarnæs, om bord viser man dog megen raskhed, og tilskuerne ventede allerede, at skibet vilde kunne frelses, men da kæntrede det pludselig kort fra land; de ombordværendes lig drev straks i land, og man opkastede en høj over dem på det sted, som derefter benævntes Haugsnæs (Haugsnes). Tomterne af gården Urdir, om hvis bebyggelse intet erindres, vises omtrent midtvejs i Urdarhlíð, således kaldes fjældskråningen langs Skalmarnæssets østside. Oven for tomterne af Urdir vises indgangen til en hule, som man vil påstå strækker sig i en længde af c. 1½ mil tværs gennem det halvøen opfyldende fjæld, og hvis modsatte indgang man viser på fjældets østside (ved gården Fjörðr). Skalmarnæssets østside er nu ubebot; mod sydøst udsender det en mindre og lavere næsodde (næssets sydligste punkt) kaldet Haugsnes; yderst på Haugsnæsset viser man den høj, hvorefter næsset bærer navn. I følge den antkv. indb. 1820 blev højen, der for største delen består af opstablede sten, og som synes at have været ret anselig, i slutningen af forrige århundrede undersøgt, ved hvilken lejlighed man skal have fundet en ubetydelig jærnstump, der omdannedes til et knivsblad. — Oven for Haugsnæs ved det sydøstlige hjørne af hovednæsset står gården og kirkestedet Mule (Múli), hvorefter næsset nu ofte benævnes. Neden for Mule strækker sig i sydvestlig retning en række småøer ud i havet; den yderste af disse er Heiðnarey, en god halv mils vej fra land. Om denne beretter sognebeskrivelsen, at da kristendommen på Island var nylig vedtagen med bestemmelsen om, at hemmelige ofringer var tilladte, fik bonden på Mule det således indrettet, at enhver, som ønskede at deltage i slige ofringer, kunde i begyndelsen af tvimåned (ɔ: sidst i avgust) indfinde sig på denne afsides liggende holm og foretage sin offerdyrkelse, dog mod en passende betaling til ham for overfærgning o. s. v.; til bekræftelse herpå anføres, at der på øen findes en lille dal kaldet Blóthvammr, hvori en Blótsteinn, og kort derfra en fordybning (lág), benævnt Saurlífisgjá. — Mules nabogård mod vest er Ingunnarstad (Ingunnarstaðir), der vel må antages at være benævnt efter Tords moder Ingunn; i følge sagnet skal i øvrigt denne gård have været den ældste på næsset og oprindelig have haft hele dette under sig.

Op fra fjordbunden vest for Vattarnæs strækker sig en lille dal, hvorfra vejen ligger op på Tingmannahede (Þíngmannaheiði). Denne hede, aldeles vegetationsløs, kun frembydende sort sten og klippe — men med en smuk udsigt over Bredefjordens øer — , strækker sig bag ved den indre oven for ejdet liggende del af Skalmarnæs, samt videre mod vest bag de to næst følgende næs Litlanes og Hjarðarnes, af hvilke kun det første hører med til denne hrepp. Over den 5-6 mile lange hede fører alfarvejen vester på, ingenlunde god, men dog den eneste, der forbinder den sydøstlige del af Vestfjordene med den øvrige del af landet. Heden har formodenlig sit navn af, at vejen herover er bleven benyttet af de til Torskefjordstinget eller altinget (i følge sognebeskrivelsen: Vattarnæs ting) rejsende tingmænd; og ved hedevejens endepunkter findes adskillige andre stedsnavne, der minder om det samme. Således benævnes, øst for heden, det sædvanlige bedested, før man rider op på denne, Þíngmannarjóðr, stien op på heden Þíngmannakleif; et Þíngmannatjörn findes her også. — Omtrent midtvejs på heden står et meget omtalt Grettestak; det er en klippeblok som en af de sædvanlige, den synes indtil begyndelsen af dette årh. at have stået på et underlag af mindre sten (hlóðir) og oprindelig at have været endnu større end tilfældet er nu. I stenen er indhugget et tegn, som almindelig opfattes som en binderune, der skal betegne Grette Asmundssöns navn, men Egg. Olavssön har vist ret, når han anser det for et bomærke af ny oprindelse.

Fra det omtalte Litlanæs, der svarer til sit navn og kun er lille og kort, er Skalmarnæs adskilt ved Kerlingarfjord, hvis indre del fra ejdet af har sit eget navn. Mellem Litlanæs og Hjardarnæs skærer Kjalkafjorden (Kjálkafjörðr) sig ind. Til den nærmer man sig kun med besvær fra landsiden; fra Tingmannaheden ligger her ingen som helst regelmæssig vej ned, dog kan kyndige folk over nedadskrånende strækninger, der fortsætter sig i en ned mod fjordbunden farende kløft, finde en for heste brugelig vej ned mod denne; også her møder i lierne langs fjordbunden ret frodigt krat.

Kjalkafjorden nævnes vel i sagaer, men da kun østsiden hører til Mula hrepp, og der her slet ingen gårde findes, er det bedre at opsætte den nærmere omtale indtil videre, og først beskrive det med Mula sogn sammenhørende Flatø sogn, der udgør en egen hrepp, sædvanlig benævnt Øhreppen (Eyjahreppr).

Øhreppen bærer sit navn med rette, da den består af ikke mindre end 600 øer og holme, de såkaldte Vesterøer (Vestreyjar); disse udgøre, som det vil erindres, igen kun en del af alle Bredefjordens øer, hvorfor også disse fra gammel tid af har fået ord for at være utallige. Alle Vesterøeme samle sig dog om 7 beboede øer. — Øgruppen indtager den midterste del af Bredefjorden og ligger nærmest jordens nordlige kyst, særlig de nys beskrevne næs, af hvilke Skalmamæsset rager længst frem mod syd. Af øeme er Flatø (Flatey) i enhver henseende den betydeligste, den synes også at have været den eneste, der har været sæde for en landnamsmand; her boede nemlig Trånd mjobén, som tog øerne vest for Bjarneyjarfloe ɔ: hele øhreppen. Flatø danner omtrent midtpunktet i øgruppen, dog ligger de allerfleste øer nord for denne ø. Aftanden til de to nærmeste punkter af »fastlandet«, Skardsstrand og Skalmarnæs, er c. 4 mil. Flatø nævnes foruden i Ldn. i GÞ. og Gísl. I GÞ. fortælles, at Tore, der efter sin svigerinde havde fået øen, havde kornavl her. Agerdyrkning skal i det hele taget tidligere have været temlig almindelig på Bredefjordsøerne; sognebeskrivelsen siger, at man på mange steder endnu ser spor til, at der har været dyrket korn, så vel i tunene som på udøerne. Den seneste, der drev kornavl i Flatø, skal have været »Olöv d. rige«; østligst på Flatø ses endnu en stor ager, der bærer hendes navn. Desuden ligger tæt syd for hovedøen en lille ø, der ved sit navn minder om agerdyrkning (Akrey). — I slutningen af det 12te årh. stiftedes på Flatø et kloster, der dog kun stod her 12 år, hvorefter det flyttedes til Helgafell. Tomten af klostret skal i følge sognebeskrivelsen endnu tydelig ses, østligst og højest i Flatø-tun; den er 10 al. lang, 6 al. bred, med gærde omkring og indgang mod vest. Ved indgangen i klostergården står en stor sten, næsten skjult i jorden; i den er der hugget en skålformig fordybning, der rummer omtrent ½ pot vand — vel sagtens et fordums vievandskar, således som det også almindelig fortælles. På Flatø er sognets kirke, men desuden har her tillige det sidste hundrede år været et temlig besøgt handelssted. Handelshusene ligger på nordsiden af øen ved en lille våg Grýluvåg (ifg. sognebeskr. ældre Munadarvåg; i Sturl. Ferjuvåg), ud for hvilken en lille ø Havnarø (Hafnarey) ligger, mellem hvilken og hovedøen havnen dannes. Hvor handelshusene nu står, skal man i følge Olavius (rejsebeskr. s. 641-42) tidligere have kunnet se tomterne af 9 boder, der skrev sig fra den tid »de tyske« handlede her. — Mest bekendt er dog øens navn blevet ved, at den berømte sagasamling Flateyjarbók, det største islandske håndskrift, der kendes, er opkaldt efter denne. Fra bonden på denne ø, hvor håndskriftet længe var gået som arvegods fra fader til søn, erhvervedes det nemlig ved midten af det 17de århundrede.

Nordvest for Flatøgruppen ligger Hergilsø (Hergilsey) med tilhørende øer. Hergilsø selv ligger temlig nordlig, omtrent 1½ mil fra Flatø. I følge Ldn. bærer øen navn efter Trånds søn Hergils, der boede her; hans søn var Ingjald, der omtales meget i Gísl. — Da Gisle efter at have tilbragt adskillige år som fredløs mand gør sit sidste forsøg på at få hjælp hos sin broder Torkel (der boede på den ydre del af Bredefjordens nordkyst, den såkaldte Bardastrand), nægtede denne det som sædvanligt, men tilbyder ham hest eller skib, så at han kan fortsætte sin vej. Gisle modtog da et skib, og på dette sejlede han til Hergilsø. Efter sin ankomst hertil kæntrer han skibet og lader det drive »ind til næssene«; disse næs er formodenlig de oven for omtalte næs i Mulahrepp. — Selv bliver han modtaget med venlighed af sin frænde Ingjald, og hos ham opholdt han sig tre vintre, — når fremmede kom til øen bestandig i et jordhus. Dog erfarer Gisles fjender tilsidst, at han er der, og Börk den digre begiver sig afsted fra Torsnæs for at dræbe ham. Samme dag er Ingjald og Gisle roede til fiskegrundene (á vastir) og lå i nærheden af nogle øer ved navn Skutileyjar (Gísl. II siger blot, at de er roede på fiskeri og ligge i nærheden af de øer, der kaldes Stykkiseyjar); på et andet skib var bondens træl og trælkvinde. Da man bliver Börks skib vár, skifter Gisle klæder og plads med trællen for at kunne udgive sig for bondens idiotiske søn Helge (kaldet Ingjalds-fivl ɔ: Ingjaldstossen; om ham er der i forvejen sagt, at man lod ham græsse ude ligesom kræget med en sten bundet om halsen). Ingjald derimod ror så hurtig som muligt hjem og begiver sig op på Vadstenaberg (Vadsteinaberg), hvorfra han tidligere har foreslået Gisle, at de skulde værge sig til det yderste. Gisle og trælkvinden ror så Börk i møde, det lykkes dem at narre ham, og så snart han er kommen forbi dem, ror de af alle kræfter ind mod Hjardarnæs. Hvad disse stedsangivelser angår, da volder de selve Hergilsø angående ingen vanskelighed. Vadstenaberg er endnu navnet på en stejl basaltklippe på vestsiden af øen. I Gisl. I (s. 49) lægges der Gisle de ord i munden, at, hvis Jngjald og trællen begiver sig op på Vadstenaberg, vil Börk, når han syd fra sejler forbi næsset (Gisl. I, s. 134, har her: syd fra ind i sundet), antage, at Gisle er en af de to. Forholdene ved øen skal være således, at, når man kommer fra Flatø og styrer vest om øen — hovedlandingsstedet er for resten på østsiden — , skal sydvestenden af øen hindre udsigten, til man er kommen Vadstenaberg ganske nær. Ikke langt fra Vadstenaberg viser man det såkaldte Fivlsgerde (Fíflsgerði), hvor Ingjaldsfivlet siges at have været indespærret; det er et rundt stengærde (c 10 — 12 fv. i omkreds), inden for hvilket man endog viser en stor jordfast sten, ved hvilken man nu vil mene, det skal have været tøjret.

Med hensyn til stedet, hvor Ingjald og Gisle lå, da Börk kom sejlende, er de to redaktioner af sagaen ikke enige. Gisl. I siger, it det har været ved Skutiløerne (Skutileyjar). Ingen øer af dette navn kendes nu; men den almindelige mening er, at der ved Skutiløerne skal forstås de småøer, der nu kaldes Skjaldmeyjareyjar (derfra er vel navnet Skutiley indkommet i kortet, således benævnes nemlig disse øer der). Skjaldmeyjarøerne ligge omtrent ½ mil sydvest for Hergilsø; med hensyn til den i Gisl. brugte benævnelse på Ingjalds fiskegrunde kan bemærkes, at en strækning vest for Flatø benævnes Vöst eller Vastir. — Gísl. H lader Ingjald fiske ved Stykkisøerne (Stykkiseyjar), hvad der omtrent kan have lige så meget for sig som den først nævnte angivelse. Stykkisøerne er navnet på to småøer c. ½ mil øst for Hergilsø (det er de nordvestligste af de under Flatø liggende holme, — beliggende nordvest for Lángey) ; dog er det måske mindre rimeligt, at her nogen sinde har været fiskegrund; derimod skal stedet være meget gunstigt til iagttagelse af alle skibe, der komme ad den sædvanlige vej syd fra og østen om Flatø.

Af de under Hergilsø hørende øer må foruden Skjaldmeyjarøerne endnu et par andre nævnes. Nord for Hergilsø findes flere småøer (hvoraf en ved navn Reykø), der alle ved ebbetid stå i forbindelse med hverandre; mellem disse vælder der på tre sider varme kilder frem, der, skønt vandet ikke er kogende, dog benævnes hverer; desuden siver på et enkelt sted ved Reykø lunkent vand frem gennem sandet. Alle disse kilder stå under vand ved flodtid. Sydvest for Hergilsø ligge to skær, Drápsker (således kaldte, fordi her tidligere jævnlig dræbtes útsæler); ved disse findes to store, stærkt kogende hverer foruden flere andre kilder, der ligeledes alle ved flodtid er overskyllede af søen. — Endnu må omtales en lille Oddbjarnarskær (-sker), der i forening ejes af Flatø og Hergilsø (som i øvrigt selv tilhører Flatø kirke). Denne holm, der er den vestligste i hele øhreppen, ligger syd for Drápskærene og omtrent 1½ mil sydvest for Flatø. Det er en lille af skær omgiven banke, omtrent 300 al. lang og ikke slet så bred. I lang tid var her en berømt fiskeplads, hvortil folk søgte ikke blot fra Vesterøerne, men også fra store dele af det omliggende faste land. I sagaerne nævnes dette sted dog ikke, men allerede i det 14de årh. antages holmen at være bleven taget i brug som fiskerstation, og fra nu af tiltog dens benyttelse i lang tid bestandig; i den første halvdel af dette århundrede skal imidlertid fiskeriet bestandig være blevet ringere, indtil det tilsidst ganske ophørte. Nu skal der vel være godt fiskeri ved Oddbjarnarskær, men det drives kun lidt på grund af stedets fjærne beliggenhed og den stærke søgang, der ofte forhindrer folk i at ro. — Medens fiskeriet blomstrede, var den lille holm aldeles bedækket med fisketørringspladser og »verboder«, der benyttedes af de mange, som fra det tidlige forår af slog sig ned her, og sandet ved kysten er endnu opfyldt af dyre- og fiskeknokler. En mangel var rigtignok vanskeligheden ved at få drikkevand, men den kunde dog overvindes; øst for holmen omtrent 100 fv. fra land vælder der nemlig en kogende hver frem fra stengrunden, men kun ved hver storstrøm er den oven vande, det gjaldt altså om at passe tiden og så hver gang at forsyne sig med et tilstrækkeligt forråd. Oprindelig har kilden haft to udløb lavere i klippen, men disse har fra gammel tid været tilstoppede med bly (hårdt træ, siges i E. O.).

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE

Se Tillæg og rettelser

---