Nissens historie
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
LILLE NIELS SOM OGSAA KALDES NISSEN
OG HANS MANGE MÆRKELIGE BEDRIFTER
Af
Henning Frederik Feilberg
København, 1918
»Med Nisser maa man et oprigtig venskab holde,
de ellers i et Huus kand meget ont forvolde;
ej Nisse, Underjordsk giör nogen Siel imod,
saalænge som de seer, mod dennem folk er god.«
(Peder Paarl l. 4. 145.)
UNDER UDARBEJDELSE
1. INDLEDNING
DET er et forsøg på at udrede »Nissens« historie, jeg hermed prøver. Overalt vel, hvor man spörger om Naturfolks religiøse tro, møder man det forhold, at så snart mennesket udenfor sig eller i sin person møder en magt, som han må böje sig for, opfattes denne magt som udtryk for en Vættes personlige villie. Man kan stå på en god fod med disse rådende personligheder, »Råd«, som den svenske almue kalder dem, eller man kan føre krig mod dem, men undgå dem, kan man ikke.
Blandt de talløse skikkelser, som folkenes fantasi har skabt, tager jeg atter en enkelt gruppe frem, som jeg med et fællesnavn kalder »Alfefolket« (Se min bog »Bjærgtagen«, s.11 flg.). Denne gruppe samler alle de mange Vætter, der lever og færdes ude i den store natur, i det store hav, i de strömmende floder og elve, i skovenes dyb, på bjærgene, på agermarken eller den sorte hede eller i menneskers huse, og til dem hører de husvætter, som vi herhjemme kalder Nisser.
Der har jo været en tid, da mennesker søgte sig faste boliger, begyndte at drive kvægavl og agerdyrkning. Snart byggede de sig huse ved havets eller floders og søers bred, snart ryddede de skov på den flade mark eller på bjærgets side og tømrede sig en hytte af de fældede træstammer, eller de søgte sig et tilhold ved mosens kant eller på den sorte hede, men ligegodt, hvor de kom, mødte de Vætter, der boede der forud, og som de måtte se at komme tilrette med, og man tör vel sige, at vilkåret for, at et hjem kunde blive lyst og lykkeligt, var Vætternes venskab.
For dem, der søgte deres udkomme ved jordbrug eller kvægavl, synes vandets Vætter at have liden betydning, ganske anderledes derimod skovens og jordens. Og eftergår man folketroens vidnesbyrd, ser man uafladelig dette, at hver gang egnens Vætter træder indenfor hjemmets dørtærskel og tager del i det daglige arbejde, følger velstand og overflod, og drager de sig af en eller anden grund tilbage, efterlader de fattigdom og ulykker i hobetal efter sig til det tidligere så lykkelige hjem. Dette er regelen, og der kan anføres en lang række exempler.
Mennesker nöjes ikke med boliger i dalene langs elvens bredder, de søger opad mod höjdalene, omgivet af skinnende fjældtinder, bygger sig sæterhytter til sommerbrug og fører deres hjorder dærop hvert år. Der træffer de nogle Vætter, »vilde Folk« kalder Tyskerne dem, blandt hvilke de »salige Fruer« (selige Fräulein), som bor i de inderste dale, dybt inde i højbjærgenes hartad utilgængelige verden, i strålende ishuler, hvor krystaller funkler i sollyset, og der fortælles om, at disse fører ind til vidunderlig dejlige egne, omgivet af grönne enge og blomsterklædte bakker. (Mannhardt, Baumkultus der Germanen I, 100.) De står tit i det venligste forhold til sæterfolket og dalboen.
En saadan »salig Frue« spinder for bondekonen, en anden tjener, tavs men flittig, to år i gården, ja, der siges, at der noget nær i hver bondegård er en af disse i arbejde. De hjælper ved høhøsten, og den eneste lön, de kræver, er mælk. Engang imellem har de taget en drik af mælkespanden, men nöjes ellers med den spildte mælk eller med skummet i mælkespanden. Hyppig tager mændene tjeneste som hyrder, får af folket navne som den vilde ko- eller gedehyrde (wilder Küher, Geissler). Vildmand eller andre steder »Vættemand« (Wichtelmanl) er årlig hyrde. (Verualeken, Alpensagen 1858, s. 211 flg. Heyl Volks. Tirol, 28, Rochholz, Argauer Sagen I, 319, Vonbun, Beiträge 59.)
Men som bjærgets skönhed har fostret disse lyse skikkelser, har dets vildhed og uhyre forhold, dets farer frembragt andre arter af Vætter, de saakaldte Fanggen, Fanken eller Fanken, uhyre store skikkelser med sort hår, et gab, der når fra øre til øre; de er klædt i bark med pelse af vildkatteskind, de fanger og æder börn, som de lokker til sig. (Mannhardt, Bk. I, 89.) Men også disse tar tjeneste hos mennesker og synes at sætte pris på, om deres døtre kan få plads på sætrene. De er i så tilfælde tro og flittige; men forlader de tjenesten og går tilbage til skoven, fortsætter de deres menneskejagt som för. Mændene tjener som hyrder, et oprykket træ er hyrdestaven (Alpenburg, Mythen, s. 52, 67, Zingerle Sagen aus Tirol, S. 105.170, Vonhun, Sagen Vorarlbergs, s. 51.).
Og vi kan gå videre. I Thüringen fortælles, at Skovfruer (Holzweibel) hjælper mennesker med køkkenarbejde og vask, ikke at tale om, at de tillige låner brød og tilbagebetaler det til mennesker. I Schwarzwald arbejder en Nøkke (Seemann) hos bonden, inden hans döre. I Oberpfalz modtager Skovfruen (Holzfräulein) sin part af kagerne, når husmoderen bager, hun arbejder ved nat i køkken, stue, stald, gård, et sted fodrer hun kvæget hele vinteren. (Grimm, Myth. 2. I, 452 flg. Schönwerth, Oberpfalz Sagen II, 360, 362.2, 364, 866, 379.) Der er kortsagt et forhold så venligt som muligt mellem skovens Vætter og de mennesker, der har fæstet bo i deres nærhed. Om det så er Skovmanden (Waldmännchen), tager han arbejde hos mølleren og skikker sig trofast og vel. (Grimm, Myth. 2, I. 453.)
Muligvis kan også i Sverige påvises, at Skovvætterne nu og da søger menneskers hjem og i altfald giver en håndsrækning, om de end ellers ikke har det bedste ord paa sig. Efter Rääfs Samlinger fra Østergotland meddeler Mannhardt i sin »Baumkultus« 1. 137, at dækkes der i hjemmet bord til Skovfruen, gengældes denne venlighed fra Vætternes side med, at de giver en håndsrækning, går bud og lignende, med andre ord, at de træder ind blandt husets gode Vætter. Jeg kan tilföje, at man i Skåne har fortællingen om, at »Skovmanden« med frue og barn i juletiden søgte ind til et brænderi i St. Olavs sogn; bonden satte hver gang en fyldt brændevinsflaske ind til dem. Til gengæld vækkede de karlen, når han engang imellem faldt i sövn, og meldte, at koen om sommeren var gået i bløde. (Wigström, Folktro, Sägner, nr. 338, jfr. nr. 339 — 43. (Svenska Landsmålen VIII, 3, s.107).
Flere træk, der peger i samme retning, vil senere blive fremdraget.
Endnu nævner jeg her fra to yderkanter i Europa et par Vætter, som hører herhen. Imellem Skotlands bjærge ude på vestkysten lever ensomt, dybt inde i fjældensomheden, en satyrskikkelse med gedefødder og menneskekrop, den såkaldte Urisk. Om sommeren kan han ses sidde urørlig på en ensom fjældspids, men om vinteren tager han tjeneste hos bonden, arbejder for ham, får god mad og bringer lykke. Der fortælles, at han fandtes i mange hjem (Campbell, Superstitions of the Scott. Highlands 196, som henv. til Walter Scott, jfr. Mannhardt Bk. II, 153.).
Hertil kommer i det sydøstlige Europa de græske Neraider, et fællesnavn for oldtidens nymfer, der kunde have deres boliger i hav, bjærg eller skov. I deres hele dårende og lunefulde væsen kan de sammenstilles med Huldren og Skovfruen her i Norden. Men hvor de har velvillie mod enkelte personer eller familier, plejer de at komme ved nattetid i deres boliger, fejer, pynter, rydder op, så husmoderen finder morgenarbejdet delvis gjort, når hun rejser sig fra sin seng. Ja, de både spinder og væver inden döre (Zakyntos, Arachoba). (B. Schmidt, Volksleben der Neugriechen 1871, s.118, og Mannhardt, Baumk. II 1877, s. 38.)
Mellemleddene, der forbinder disse træk, ejer jeg ingen kundskab til. De må vel findes.
Såvidt om skovens Vætter. Der står en anden gruppe tilbage, jordens. Det er jo klart, at når bonden bygger sit hus eller graver og plöjer sin mark, bryder han ind over Jordvætternes skel, Dværge, Underjordiske, Undervætters, hvad man end kalder dem. Iblandt de mangfoldige fortællinger om dette folkefærd, som er optegnet, er der en række, der svarer til den ovenfor fremdragne om Skovvætterne. De går til menneskers huse, arbejder, en tid ialtfald, inden menneskers döre, synes at være knyttet til dem og kun uvillig eller med sorg at forlade dem.
Dværge arbejder hos bonde og møller, passer forskelligt husarbejde, men da man ynkes over deres fattige kår og byder dem klæder, går de bort. Der fortælles ligefrem, at Dværgene ønsker at blive i deres gamle hjem i menneskers nærhed, men da deres store og rige tilbud afslåes, drager de med sorg bort og medtager jordens frugtbarhed og egnens lykke, så kun fattigdom og bekymring bliver tilbage. (Walliser Sagen II, 46 (Wallis)). Eller et andet exempel. Dværgen forlod sit hulebo, tog plads hos bonden, besørgede karle- og kvindesyssel hos ham, fodrede, kørte gødningen ud af stalden, malkede køerne, ja, hjalp med spindearbejdet. Men da husfolket strøede aske på gulvet, for deri at se og kende hans spor, drog de bort, for ej mere at komme tilbage. (Henne am Rhyn, Deutsche Volkssage 1878, nr. 413, 414. (Schweitz)).
Tilsvarende sagn er der fra Baden. Underjordiske, det var de sidste i egnen, hjalp bonden. I Böhmerwald arbejder de hos bager, forlanger som lön tre brød og tre skilling, som de villig får. (Henne am Rhyn, nr. 408, 335). I Tirol arbejder de med i bjærgværk og forlanger kun tak for deres hjælp. (Henne am Rhyn, nr. 354 b. jfr. nr. 288).
Dette træk kan følges til Nordtyskland. »Schönauken« hjælper i bondes hus, men jages bort af tjenestekarlen. I Nedersachsen arbejder de hos væver og skomager, hos den sidste gör de en bestemt akkord og forlanger 24 thaler for hjælpen. De får pengene, og håndværkeren bliver ikke narret. (Schambach u. Müller, Nidersachs. Sagen, 139, 2 – 4).
I Pommern tilsvarende sagn. På Rügen bor de under huset, har deres udgang gennem køkken og stald eller ved ovn, og bondekonen har en trofast hjælp i Dværgens kone, der fejer, vasker op, bærer brændsel, fodrer, men forlader pladsen, da bondens hustru giver hende et nyt forklæde. Hvor deres arbejde falder, følger lykken, hos håndværker, skomager, dugmager såvelsom hos bonde. Såsnart man gør forsøg på at drille dem eller volde dem fortræd, f. ex. ved at strø ærter på gulv, så de glider og falder, eller skarpe flintestene, der sårer dem, forlader de straks stedet for ikke mere at komme tilbage. (Henne am Rhyn,nr.406, Jahn, Volkssagen aus Pommern u. rüge, nr. 66, 99, 111, 112, 113.)
For Danmarks vedkommende kan påvises noget lignende, om ikke så klart. Der fortælles, at Bjærgfolkene frelser bondegården fra ildsvåde og vækker de sovende, hjælper pige med hendes sytöj, tærsker i lade og påviser omtvistet markskel. (Tang Kristensen, Danske Sagn I, 53, nr. 242, 245, 250, 247).
Med andre ord: skovens og jordens Vætter træder i tjeneste hos mennesker, giver dem med god villie en håndsrækning og er ved at gå over til Husvætternes kreds. Der bliver dog bestandig den forskel, at alle disse kommer og går, har deres væsentlige tilhold udenfor bondehuset eller slottet, hvor de en tid færdes, mens Husvætterne hører det hjem til, hvor deres gerning falder.
2. NISSESKIKKELSENS UDSPRING
Blandt Husvætterne må en række nævnes. Først er der vor danske Nisse, men desuden andre mere eller mindre personlige skikkelser: Dragen, der som et gloende læssetræ farer ned gennem skorstenen med sin byrde til husets ejer. Desuden Dragedukkerne, der ligeledes slæber til huse. Fremdeles kan man erhverve en »Spiritus« ved djævelens hjælp, en vætte, tit i dyreham, som opfylder ejerens ønsker, men det koster sjælens salighed. Så er der magiske genstande som Alrunen, Vekseldaleren der bestandig formerer sig, og Fortunatuspungen som aldrig tömmes. Endelig er der Husslangen, snogen, hvis liv står i et mystisk forhold til børnenes og de voksnes liv inden döre, de følges i døden.
I det følgende forbigår jeg alle de andre skikkelser for at holde mig til Nissen, der synes med særlig stærke bånd at være knyttet til familie og hus og kun nødtvungen at gå bort. Han bor i huset, bliver i huset ligesom snogen, står ikke i forhold til menneskernes liv, men nok til hjemmets lykke. Drager, Dragedukker, Spiritusser og alle de øvrige herligheder fås ved djævelskunster og er farlige at eje.
Hvorfra stammer da Nisseskikkelsen ? Jeg håber at kunne give et bidrag til besvarelsen af spørgsmålet.
Jeg har alt nævnet, at når et hus byggedes og grunden, der skulde bære det, blev taget i eje, kom bonden eller jægeren til at gribe ind dær, hvor Jordvætterne havde ejendomsret. En slig opfattelse synes rimelig efter Naturfolks tankegang. Jeg kan nævne exempler. Vedafolket i Indien har den forestilling, at jordbund, mark, træ, skov er bolig for skarer af guder eller dæmoner. I jordbunden lever »Stedets Herre« (Vastoshpati). Hver enkelt plads har slig herre, det er en guddom; man søger at stemme ham velvilligt, når man flytter ind i et nyt hus, beder ham holde ulykke borte, øge ejendom af kvæg og heste og give mennesker et langt liv og beder: »Stedets Herre, du som værger os mod fortræd, og antager de mange skikkelser, vær os en nådig ven« (Oldenberg Veda 254).
Et andet exempel findes hos Sydslaverne. Der fortælles, at en mand havde hjulpet et barn mod ulven. Det reddede barns fader sagde til ham: »du bor på et dårligt sted, følg nu med !« På bondens gårdsplads slog han med sin stav på jorden: »du grundherre, hvad forlanger du i afgift om vi hær bygger ?« Fra jorden lød en røst: »alt hvad levende er i huset !« — »Nej, holdt, min ven, såmeget giver vi ikke !« På den måde fortsættes forskellige steder, og der forlanges det ene sted: »manden og konen i huset«, det andet: »en höne med sine kyllinger«, det tredie: »stængelen af et hvidløg«.
Endelig træffes et sted, hvor svaret lyder: »intet forlanger jeg, men giver årlig tilvækst af et stykke til hvert slags kvæg, om du bygger hær !« Så vendte den gamle sig til bonden og sagde : »sæt dit hus hær, så bor du godt !« Det gjorde han, og dær lykkedes alt for ham. (Krauss, Sagen u. Märchen d. Südslaven, II, 366. 141, jfr. Krauss Bauopfer bei den Südslaven 1887: Jordbundens Vætter skal efter Sydslavernes folketro også kunne vindes, naar man sætter en mark i drift eller første gang dyrker et købt stykke jord som ny ejendom; i sådant tilfælde plejer endnu Bosnierne at kaste halvdelen af en sølvmønt på ageren).
Der er dog også i nordiske sagn antydninger af, at Vætten som bor i jorden på den plads huset rejses, skal give sin tilladelse. Fra Värend i Småland meddeles, at manden, som vil bygge, må bede Jordvætten om tilladelse, sige, lyse til, at han ønsker at bygge. Tillige er det rettest, når han med lydelig røst har udtalt sin hensigt, at han henlægger sit arbejdstöj på stedet dagen, får bygningen begynder. Så véd jordvætterne besked, og synes de i det hele taget om det, kan man om natten høre, at der bankes, tumles, larmes og skramles. Det er Vætterne der hjælper til, og så går alt Iykkeligt og vel. Er alt derimod stille, er det varsel om, at der er noget i vejen, at der bliver ingen ret lykke med arbejdet eller i huset som bygges. Det er også sket, at Vætten har gået til bonden og bedt ham bygge andetsteds. Har han ikke villet, er der gråd og klage af de bortdragende Vætter, og al lykke har forladt stedet hvor der byggedes. (Gaslander 31 (Sv. Landsmål Bih. I, s .275), Cavallius Wärend, I, 269 flg-, jfr. Eisel, Sagen d. Voigtlandes, nr. 537°: i Franken arbejder »der Baugeist« flittig med, når fromme folk bygger, river ellers det byggede ned ved nat.).
Fra Västerbotten tales om lignende forhold. Man må være meget opmærksom på, hvor man bygger og undgå steder, hvor der er megen »rå«. Man kan på slige steder komme til at volde Vætterne fortræd, og så går det ilde. Man har mange exempler på, at både gårde og lader er blevet forladt, eller man har måttet flytte dem, fordi hverken gårdfolket eller kvæget har kunnet få fred. Man anser det derfor som et godt tegn, når der under byggearbejdet om natten høres øksehug og tømmerarbejde. Det var »Tomten«, der hjalp, og det bragte lykke. (Samf. f. Nord. Museets Främjande 1889, s. 36. jfr. Runa, VIII, 36, Renvall, Åländsk Folktro 1890, s.5. (Sv. Landsmål VII, 9, s.5).
Fra Norge har jeg også truffet et exempel. Ved Svalheim i Aardal er der en plads, som kaldes Ødegården, dær byggede for en 60–70 år siden en ung mand, der hed Sjur. Da han var ved at grave kælderen, og han var kommet et stykke ind i højen, traf han på et kvindfolk, der sad med et nøgent barn i armen. Manden, der arbejdede sammen med ham, lagde arbejdstøjet fra sig og mente, det var bedst, de straks hørte op, men det vilde Sjur ikke, han fortsatte, kvindfolket forsvandt, huset blev rejst, men — Sjur blev helseløs sit liv igennem, og sagen var jo, han kom til at lide hårdt, fordi han havde voldet de Underjordiske ufred. (Sande, Segner fraa Sogn II (1892), s.222.).
Hermed stemmer det, hvad der omtales i en anden norsk fortælling: »vil man bygge et hus, må man på en eller anden måde søge Haugafolkets tilladelse dertil. Endnu lever der i Valdres en mand, som efter at have lagt tomten til en ny hjemsæter, tog en flis, mærkede den og lagde den under en sten på det sted, hvor huset skulde stå, med bön til Haugafolket, at de vilde flytte den, hvis de havde noget mod hans forehavende. Manden lagde sig derpå til at sove, og da han vågnede, var både flisen og stenen borte. Mismodig gik han hjemover, men på vejen fandt han den mærkede flis — og opgav byggeplanen. (P. A. Søegaard, I Fjeldbygderne (1868), s. 116.).
Hele denne forestilling bekræftes yderligere af to sagngrupper: Den ene angår Undervættenskrav på, at bondens stald skal flyttes, snavs fra den gör hans bord urent (se Jysk Ordbog III. 534.50a). Den anden fortæller, at kirkebygning hindres, idet det der mures ved dag, nedrives ved nat (se Jysk Ordbog II. 125.20a). De findes begge i Skandinavien, Nordtyskland og Engelland, og får en simpel forklaring derved, at Vætten mener sig fornærmet, der er ikke taget tilbørligt hensyn til hans rådighed over grunden. Da de i mange varianter også findes i Danmark (Tang Kristensen. Danske Sagn 1. s.325–30. III, s. 161– 181.), tör jeg antage det for et yderligere vidnesbyrd om, at også hos os gemmes et »lævn« af forestillingen om, at den underjordiske Vætte vil høres, når en bygning opføres.
Endnu tör jeg hær tilføje, at »tomt« betyder byggeplads, sted, hvor man agter at rejse et hus; »tun« derimod er efter Ivar Aasen den bebyggede husplads. Så ligger det nær at antage, at de svenske udtryk »tomtegubbe«, »tomtebise« og de norske »tuftebonde«, »tuftefolk«, »tuftekall«, »tomtevætte« oprindelig er navne til Jordvætten, der ejer tomten, hvor huset skal bygges, ligesom »haugbokke«, »haugbonde«, »haugbue«, »hauggubbe«, »haugtuss« ejer højen, og vil mennesker bygge sit hus ved eller på hans höj, må han have ejerens tilladelse, om ellers lykke og trivsel skal følge hans bo. Vætten som nævnes »tunvord«, »tunkall« er derimod »gårdsvord«, ɔ: den opførte gårds vogter.
Er nu den givne fremstilling rigtig, så må dette være den ældste form af troen på en Husvætte, nemlig byggepladsens herre, der giver manden, der har bygget på hans lod trivsel og vækst, eller om sömmeligt hensyn ej blev taget til den »rådendes« ret, bringer fattigdom og elendighed over sin lejlænding.
Men Vætterne, der hører til Alfefolkets forskellige grupper, færdes jo rundt om i naturen, også, som viist er, i menneskers hjem, både skoven og jordens Vætter, Dværge og Underjordiske og bringer lykke og trivsel, hvor de kommer som venner. Når de da i stedet for en kortere eller længere tid at komme i besøg og atter drage bort ad egne veje, sætter bo hos mennesker for at blive i deres hjem, har vi Husvætten.
Et par små sagn kan pege hen på denne overgang.
Fra Rønnebæksholms egnen ved Næstved fortælles, at en bonde, som ved vintertid færdedes i skoven, hørte en höj latter ud fra en stub, og da han vendte sig for at se, hvem det var, tittede en lille Nisse frem af stubben, han havde grönne klæder og en rød hue på hovedet. Da bonden kaldte ad ham, lo han igen, og da han gik hen til stubben, forsvandt han. (Grundtvig, Gl. danske Minder III. 99.). Denne fortælling kan stilles ved siden af en anden fra Werradalen i Nordtyskland. En arbejder stod uden for sit hus en dag og kløvede brænde. Så opdagede han en lille, grå mand, der smuttede ud af stubben og gennem den åbne dör løb ind i hans hus, og inden arbejderen var kommet sig af sin overraskelse, så han Vætten kige ud gennem ruderne, skære ansigter og göre alle slags optöjer. (Hermann, Deutsche Mythologie (1906), s. 129.).
Når så skovens eller jordens Vætte er blevet bofast i en menneskebolig og bringer lykke og velfærd med sig og mennesker tænker over, hvorfra han kommer og hvorfor han bringer de gode gaver, danner en ny forestilling sig i tilknytning til den almindelige folketro om de døde. De døde lever på grænserne af de levendes land; såsnart det mørknes, vågner de, bliver atter bofaste på den jord, de aldrig i deres liv forlod, søger plads ved deres gamle arne, besørger deres gamle arbejde, interesserer sig for hjem, kvæg, marken og dens afgrøde, huset og familiens velfærd. Således kommer vi til opfattelsen af Husvætten som genfærd, sjæl af den, der først i ødemark eller skov ryddede gårdens grund, eller af den, som først gjorde ild op i huset, eller blot i almindelighed, slægtens stamfaders sjæl, der stadig opholder sig i det gamle hjem og vogter over efterkommernes velfærd. (Sande II. 202. Gardvorden, er attrgangaren (ɔ: gengangeren) af den, som fyrst rudde garden og den mannen er al vyrdnad (ærbødighed) vert; Ralston, Songs of the Russian People, 119, Domovoy, er sjæl af gårdens grundlægger (jfr. 120); Rietz Sv. Dialekt Lexikon, 547 a, råd, gårdsråna förmenas erhålla sit køn efter den person, som først gør upp eld i huset ; Haupt. Sagenbuch I, 57. Hausgeister, de afdøde forfædres ånder (Lausitz). Rhys, Celtic Folklore, 596, brownie, bogie, forskellige genfærd af døde forfædre (jfr. 597); Abbott, Macedonian Folklore 257, hus-aander, husets herrer, forfædrenes sjæle som færdes i det gamle hjem, vågende over dets trivsel).
Fra folkets tro er jeg istand til at give et bestemt vidnesbyrd om den afdøde slægtnings deltagelse i husets ve og vel.
Kurt, en forpagter i en by i Hessen, veg efter sin død ikke bort fra sit gamle hjem, men tog fremdeles som en god Vætte del i alt markarbejde. Han hjalp i laden karlen med at forke korn op, og da en fremmed karl ved en lejlighed var med, og avlskarlen råbte: »Kurt, nu du!«, greb Kurt den fremmede, kylede ham ned på logulvet, så han brækkede benene. (Grimm Mythologie, 865, anm.)
Men andre forestillinger, ligeledes tilhørende sjæletroen, findes også.
Nissen i kulgruber, Cutty Soams, er sjæl af en dræbt kularbejder. (Denham Tracts II, 362, Hunt Popular Romances of the West of Englands. 352 (Cornwall); Traditions populaires II, 414, lutin (Belgien)). Husvætten antages i Schwaben for en af de forstødte engle, (Birlinger Aus Schwaben 1844, III, 242.) og så er der en række andre opfattelser, der går ud på, at husets vætte er en barnesjæl, et dødfødt, udøbt, eller et forhekset eller forbandet barns sjæls. (Köhler, Volksbrauch 446; Weinholdt Zeitschrift für Volkskunde, IV, 132, Nörgeln, forheksede børn, saadanne som ikke er tilstrækkelig velsignede eller tyngede af forældrenes forbandelse (Gossensass, Tirol)). Særlig klart kommer denne forestilling frem i sagnene om Skibsnissen, »der Klabautermann«, der antages for sjæl af et dødfødt eller udøbt barn, begravet under et træ eller af et barn, som er helbredet ved at trækkes gennem en kløvet træstamme, (Temme, Volksage von Pommern u. Rügen, 302, Zeitschrift für Myth. II, 141 2.) men mere herom herefter.
Vi har altså nået til, at Tomtevætten er blevet Husvætte, har taget fast bolig hos familien og opfattes som hørende til slægten og derfor villig og hjælpsom, dog naturligvis indenfor de grænser, at han fra familien erholder sin ret, gaver, offer, lön, hvorledes det så kaldes.
