Runeskriften. Indskrifters udgivelse (Udsigt over den norsk-islandske filologis historie)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
af Finnur Jónsson
Udgivet 1918
XI. RUNESKRIFTEN. INDSKRIFTERNES UDGIVELSE
Nærbeslægtet med udgivelsen af og sysselsættelsen med litterære oldmindesmærker er beskæftigelsen med og udgivelsen af runeindskrifter, eller runologien overhovedet. Denne har to sider, dels selve udgivelsen og tolkningen af indskrifterne, dels runeskriftens historie.
Det var naturligt, at runerne tidlig tiltrak sig opmærksomheden. Disse tilsyneladende hemmelighedsfulde tegn var netop på grund af deres uforståelighed for mængden egnede til at gøre et vist mystisk indtryk. Runetegnene kendtes og benyttedes stadig af enkelte lærde mænd. Til at begynde med var forestillingerne om deres oprindelse ligeså fantastiske som om andre oldtidsforhold. Det blev Svenskerne, der først af alle samlede indskrifter og studerede runerne. Den første, der beskæftigede sig for alvor med dem, var J. Bureus (se ovf. s. 19), en mand, der, skønt henfalden til mystik, dog var meget lærd og alsidig; han samlede omtr. 200 indskrifter og udgav afbildninger af 10 svenske runestene m.m. under titlen: Runakänslanäs Lärä-span (1599), der vakte opsigt og som rimeligvis har vakt O. Worms interesse for runerne. 1624 udgav han atter runeindskrifter: Monumenta Sveo-gothica hactenus exsculpta. 1630 udnævnte regeringen to antikvarer til at samle og aftegne runeindskrifter m. m. Over et århundrede senere udgav den førnævnte J. Göransson den vigtige -samling Bautil med 1173 afbildninger (1750), et værk, som er et hovedværk i runologien. Langt senere fremkom der større samlinger af svenske indskrifter (Liljegrens, Dybecks). I nutiden foregår en systematisk videnskabelig udgivelse af dem alle, især ved Söderberg (d. 1901), E. Brate og v. Friesen.
I Danmark var interessen for runeindskrifter også vakt i den samme tid (sidste halvdel af 16. årh.; jfr. C. Petersen Litt. hist. I 561). Som før bemærket, var Ole Worm den første, der her samlede og udgav runeindskrifter (se ovf. 10—11), Hans fortolkning var, som også Svenskernes, overordenlig fantastisk og for det meste sproglig urigtig, hvad der jo ikke kunde være anderledes i de tider. (1) Worms Monumenta indeholdt, som før bemærket, 139 stene med afbildninger. Den næste samlede udgave af danske indskrifter er biskop Erik Pontoppidans (1698-1764) Marmora Danica I— II (1739-41), hvor der findes en del runeindskrifter, som Worm ikke havde kendt; udgiveren støtter sig tildels til kartografen Joh. Meiers (1606-74) værk, der omkr. 1654 havde forfattet Liber monumentorum danicorum (kun i mskr.) om de jyske runestene, et tillæg til Worms værk. I sin beskrivelse af Bornholm behandlede den berømte arkitekt L. Thurah (1706-59) påny de bornholmske runestene.
1807 lagde R. Nyerup, som før bemærket (s. 41), grunden til oldsagsmuseet og runehallen med 3 runestene; selv påtænkte han en samlet udgave, men det blev ikke til noget. Af runetolkere fortjæner R. Rask at nævnes, der gav gode bidrag til den sproglige forklaring af flere runeindskrifter. I den første halvdel af århundredet var det dog især professor Finnur Magnusson (1781—1847), der gav sig af med runestudiet. Han tolkede en hel del indskrifter; mest bekendt er han bleven ved sin behandling af den såkaldte Runamo-indskrift i Blekinge. Runamo er en flad klippe med en mængde ridser, der ofte får et udseende, som om de kunde være runetegn, og i den almindelige folkebevidsthed havde de fra oldtiden af (Saxo omtaler dem) gået for at være runer. Efter at geologen Forchammer, der ledsagede F. Magnusson derhen, havde erklæret, at disse ridser ikke alle var naturlige sprækker, mente denne at måtte se runer deri og forsøge en tydning; en sådan fremstillede han da også med megen lærdom (indskriften skulde handle om Harald hildetand) i et meget stort skrift: Runamo og runerne (1841), der desuden indeholder mangt og meget om runerne i almindelighed. Den svenske geolog Berzelius erklærede imidlertid, at det hele kun var naturlige ridser, og Worsaae udtalte dødsdommen over F. M.s opfattelse i afhdl. Runamo og Bravallaslaget (1844). I øvrigt ligger F. M.s fortjænester ikke særlig på det her behandlede område.
C. C.Rafn tolkede en del indskrifter (f. eks. Piræusløvens), men hans læsninger var som oftest ret mangelfulde. En yngre samtidig af denne, den senere bibliotekar P. G. Thorsen (1811-83), påtog sig at besørge en samlet udgave af alle danske runeindskrifter; han samlede flittig til værket, men han foretog ingen rejser for selv at undersøge monumenterne; grundlaget måtte derfor blive meget mangelfuldt. Første del af hans værk, De danske runemindesmærker, indeholdende de slesvigske runestene, udkom 1864, 2. del med Jyllands runeindskrifter, 1879-80, men værket var som helhed temlig mislykket og tolkningen mangelfuld. Desuden udgav Thorsen en afhdl.: Runernes brug udenfor det monumentale, der ledsager udgaven af Codex runicus; den indeholder adskilligt af interesse. Samtidig med Thorsen arbejdede englænderen G. Stephens (1813-95), prof. ved Københavns universitet fra 1855, der var stærkt interesseret for oldtiden og folklore og folkesange, på en udgave af de ældste runemindesmærker: The Oldnorthern runic monuments of Scandinavia and England; der udkom 4 bind (1866-1901); forkortet udgave i et bind 1884. Dette smukt udstyrede værk var imidlertid fuldstændig forfejlet med hensyn til den Sproglige gengivelse og tolkning af indskrifterne. Heller ikke afbildningerne var helt korrekte. Men nu optrådte en mand, som sammen med S. Bugge skulde få den storste betydning for runologien:
L. F. A. Wimmer, professor ved universitetet (f. 1839). Efter at have offenliggjort nogle tildels polemiske afhandlinger vedrørende runeskriften og sin grundlæggende afhdl. om runernes oprindelse begyndte Wimmer, efter forhandlinger med Oldskriftselskabet, sine runologiske rejser rundt omkring i Danmark, for selv at undersøge og lade tegne alle monumenterne. Han er således den første, der kender dem alle af selvsyn, og han har tolket dem med et enestående kendskab til alle enkeltheder og med sandt sprogligt mesterskab. Hans store værk: De danske runemindesmærker vil altid blive et hovedværk og mønstergyldigt forbillede i runelitteraturen og videnskaben. Desuden har Wimmer udgivet andre mindre runetolkende arbejder såsom: Døbefonten i Åkirkebykirke (1887), De tyske runemindesmærker (i Aarbb. 1894). I sine andre nedenfor nævnte afhandlinger har han givet talrige tolkninger og bidrag til forståelse især af de ældre indskrifter. Endelig skal bemærkes, at han i et universitetsprogram har givet en oversigt over sit arbejde: Om undersøgelsen og tolkningen af vore runemindesmærker (1895).
Island har ingen runemindesmærker undt. fra en meget sen tid (efter 1300); de er samlede og udgivne af Kr. Kålund (Aarbb. 1882).
I Norge har runeforskningen haft sit andet hovedsæde. Historikeren P. A. Munch beskæftigede sig med runetolkning og har givet skarpsindige bidrag dertil, men det er S. Bugge, der her har indlagt sig uvisnelig hæder. Ved hans 1865 offenliggjorde korte tolkning af Guldhornsindskriften var banen brudt, og i sin epokegørende afhandling (Tidsskr. for phil. og pæd. VII-VIII, 1866—69) førte han tolkningen og forståelsen videre fremad; det var de da kendte indskrifter med de ældre runer, der her for første gang fik en sproglig rationel behandling. Af andre tolkninger er især at mærke den af Ringen i Forsakirken (1877) og Rökstenen (1878; en ny afhandling om denne, dette enestående svenske monument, med bidrag fra flere lærde udkom efter Bugges død på tysk: Der runenstein von Rök, 1910), samt af brakteatindskrifterne (Aarbb. 1871 og atter 1905) og de manske runeindskrifter (sst. 1899); Runverser (sammen med Brate 1891). Bugges hovedværk er dog Norges indskrifter med de ældre runer (1891-1903 og 1905-13: Indledning, tildels udgivet efter hans død af M. Olsen, der fortsætter arbejdet. II 1917). Bugges beskrivelse af monumenterne er meget nøjagtig og hans tolkning bærer vidne ikke blot om hans skarpsind og filologiske overlegenhed, men også, og ikke mindst, om hans fantasi, så at det endelige resultat ofte bliver meget usikkert, hvad han også selv indrømmer; de ældre indskrifter er jo særlig vanskelige at tolke og det af forskellige grunde (runeformernes art, sprogets ælde, indskrifternes tilstand osv.).
S. Bugges efterfølger og arvtager er prof. Magnus Olsen, en fremragende sprogforsker, mytolog og runolog. Han fortsætter udgivelsen af Norges indskrifter, og har tolket flere ældre og nyfundne runeindskrifter på en meget skarpsindig måde. Hans hovedværk: Hedenske kultminder i norske stednavne, hvoraf 1. bind er udkommet, tilhører et andet område, men tegner til at blive epokegørende.
Af runetolkende bidrag hos andre folk er her lidet at anføre; de ældre afhandlinger (f. eks. af Dietrich, Runensprachschatz 1844 osv.) har kun historisk betydning. Fr. Burg har givet en meget grundig og i flere henseender fortjænstfuld afhandling: Die älteren nordischen runeninschriften (1885).
Hvad runeskriftens historie angår, er det også først i den sidste tid lykkedes at behandle den videnskabeligt, uden at man dog, og det endogså på væsenlige punkter, er nået til enighed. Også på dette område herskede der, til at begynde med, meget fantastiske forestillinger (2); runerne skulde stamme fra syndflodens tid, ikke at tale om, at de ansås for at være en ren nordisk opfindelse. Göransson udtaler, at runerne har det hebraiske alfabet til forbillede, men er dannede 2200 f. Kr. »här uti Svea Rike«. O. Worm havde udledt dem fra hebraisk, og det var i hans tid den almindelige antagelse. I det 18. årh. kom dog andre meninger frem, der f.eks. gik ud på, at runerne stammede fra det ældste græske eller ioniske alfabet. I det 19. årh. var det den almindelige mening, at de var udefra komne til Norden. Kun den isl. lærde, præsten G. Brynjólfsson (1794-1827) søgte i sit Periculum runologicum (1823) at hævde det modsatte, men han taber sig i fantastiske og urimelige forklaringer (som den at runen »maðr«, 
er et menneske med oprakte arme og desl.). Rask og F. Magnússon sluttede sig væsenlig til antagelsen af det græske ophav, medens andre mente, at græsk alfabet og runerne havde en fælles oprindelse. Weinhold udtalte sig i modsat retning og for at udlede dem fra et italiensk alfabet; Kirchhoff søgte oprindelsen i det latinske. Da var det, at Wimmer fremkom med sin epokegørende afhandling: Runeskriftens oprindelse og udvikling i Norden (Aarbøger 1874), senere oversat på tysk, gennemset og udvidet: Die runenschrift (1887). Han udleder hele runeskriften fra et latinsk alfabet og påviser dette i alle enkeltheder med logisk stringens og konsekvens. Det forekommer mig, at for de allerfleste runetegns vedkommende er beviset på en slående måde ført, medens forholdet for enkelte tegns vedkommende bliver mere kompliceret. Wimmer påviste fremdeles, at det oprindelige alfabet bestod af 24 tegn, men at dette i tidens løb, delvis på grund af indre forandringer i det nordiske sprog, blev simplificeret, så at det bekendte alfabet, fuþarken, kom til at bestå af kun 16 tegn — modsat hvad man tidligere havde ment om udviklingens gang. Dette sidste er uomtvistet og ubestrideligt; derimod er enigheden om det første punkt nu ikke mere eneherskende. Man har villet gøre forskellige modifikationer i opfattelsen gældende, og her møder atter S. Bugges navn os. Uagtet han tidligere havde sluttet sig til Wimmer m.h.t. runernes oprindelse, søgte han i et foredrag ved det 5. filologmøde (1898) at hævde, at runerne først er komne i brug hos Goterne i det 3. årh. og at de nedstammer dels fra det græske, dels fra det latinske alfabet. Det sidste gennemførte forsøg i selvsamme retning er O. v. Friesens afhandling: Om runskriftens härkomst (1904), hvor han, især støttende sig til en landsmands arkæologiske undersøgelser og teorier, mener at kunne hævde, at runerne for største delen bør udledes af græske alfabeter af forskellig art (epigrafisk, kursiv), medens kun ganske få — 4 — med sikkerhed må udledes fra det latinske. Det er Goterne, der ved det Sorte hav har modtaget og dannet runerne, og fra dem har de spredt sig. Friesens teori er dog langtfra bevist, og et såvidt muligt fælles ophav må betragtes som det sandsynligste (3), ligesom også, at det er et epigrafisk alfabet, der ligger til grund. Af andre forfattere fortjæner særlig Th. v. Grienbergers afhandling vedrørende spørsmålet i Arkiv XIV (Beiträge zur runenlehre) at fremhæves.
Om de enkelte runetegns betydning har der fra første færd i det hele og store værret enighed. Kun ang. enkelte tegn har der hersket uvished indtil Bugge og Wimmer. Dette gælder især tegnet i de ældre indskrifter. Her fandt man tegnet ʀ for r og man kendte kun den ene, oprindelige r-lyd; men at der også havde været en lyd, der efterhånden udviklede sig til en r-lignende lyd og tilsidst kom ganske til at falde sammen med r, det vidste man ikke. Overfor tegnet stod man derfor rådvild. Da samme tegn også fandtes i (den yngre) fuþark, men her i betydning m (og udviklet af det oprindelige m-tegn ved en forenkling), var det rimeligt, at man tillagde det betydning af m. Men i sin tolkning af Tunestenen havde P. A. Munch givet tegnet lydværdien z (»en mellemlyd mellem r og s«, eller »r finale«). Dette fastsloges så af S. Bugge i hans første gengivelse af Guldhornsindskriften.
Også ang. 
(
) havde der været tvivl; Bredsdorff (1790-1841), der ellers viste stor indsigtsfuldhed i sin runetolkning, havde opfattet det som o (Runeskr. opr.), men Munch hævdede også her, at det måtte opfattes som a, eller dog en modifikation deraf. Hvad dette tegn i den yngre fuþark angår, var det først Wimmer, der klart påviste dets (oprindelse og) betydning.
Ang. tegnet 
har der hersket megen tvivl. Wimmer mente tidligere, at det endogså blot var et tegn uden lydbetydning. Senere har han bifaldet Bugges antagelse af, at det betegnede en e- (eller i-)lyd, og det er der nu vist ingen grund til at betvivle.
Hvorledes udviklingen i øvrigt er gået for sig og har været, kan vi ikke her komme ind på. Derom må der henvises til Wimmers og Bugges afhandlinger og hvad der ellers er fremkommet i senere tider, hvoraf dog en del er meget umetodisk og løst begrundet.
Noter
1): Som eks. pa W.s læsning kan Strö-st tjæne. Her læstes: Fadir lit hugve runer disi uftir Osur brudur sinas. nur vardr Tudr arff (det sidste = jam hæres factus est Toro). Rigtig læsning er: FaþiR lit hukua runaR þisi uftiR asur bruþur sin is nur narþ tuþr i uikiku.
2): Se herom Wimmers afhdl. s. 8 ff.
3) Jfr. H. Pedersen: Sprogv. hist. s. 21 anm.
