Sakrale stednavne i Norden Ordforklaring
Hopp til navigering
Hopp til søk
Sakrale stednavne i Norden
Af Carsten Lyngdrup Madsen
© 2017
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Ordforklaring
Forklaring af gamle ord og ordled
Af Carsten Lyngdrup Madsen
© 2017
| A---Á -- B -- C -- D -- E---É -- F -- G - H -- I---Í -- J -- K -- L -- M -- N -- O---Ó -- P -- Q --R -- S -- T -- U---Ú -- V---W -- Y---Ý -- Þ -- Æ -- Ö---Ǫ --Å -- |
A
-
B
-
C
-
D
-
E
-
F
-
G
-
H
hillæ
- Afsats/hylde til udskårne gudebilleder.
- Glda. af oldn. hjallr, m. 1) Forhøjning, stillads i almindelighed, som den hvorpaa et gudebillede stilles, den som en maler benytter, når han skal male under loftet. 2) Seiðhjallr. 3) Hjeld hvorpå fisk hænges til tørring. (Fritzner: Ordbog over det gamle norske Sprog).
- "Svend Aakjær har derfor (i Festskr. Dahlerup p. 52 ff.) med rette hævdet, at efterleddet [hillæ] må betyde „tømmerbygning, gudehus af træ“ eller „tribune, forhøjning, hvorpå gudebillede er opstillet, og hvor gudsdyrkelse og trolddom øves„, idet han henviser til, at også det forsv. landsbynavn Nærild i Lyne s., N.-Horne h., indeholder et gudenavn, nemlig Njord (derimod er Torrild og Harrild, som han også anfører, usikre); jfr. Gunnar Knudsen i Nord. Kultur XXVI p. 32. Den sidste af de to betydninger, som Aakjær foreslår, passer bedst med de beslægtede ords betydninger." (Danmarks stednavne, nov. 2017)
I
-
J
-
K
-
L
læst
- læst „træform, hvorover læderfodtøj skæres og sys“, oldn. leistr, m. „fod“, oldeng. lāst, m. „skridt, fodsål, spor“, got. laists, m. „spor“. Om lydudviklingen æi > ̆æ foran st se BrN GG I § 105. 2. Ordets ældste betydn. synes at være „fodspor“; jfr. med hensyn til betydningen landsbynavnet Spørring p. 24. Den af Kr. Hald (Østjy. Hjemst. III 15) nævnte mulighed, at efterleddet er lig med det glsv. læst, f. i bl. a. flertalsordet aflæstir „rester af kvæg dræbt af vilddyr“, er næppe sandsynlig, da dette ord formodentlig er beslægtet med verbet lemlæste og med subst. last „fejl“ og derfor snarere har en grundbetydn. „lemlæstelse“ end den af Hald formodede „efterladenskab“, se Falk-Torp Etym. Wb under Last II og lemlæste, Emil Olson p. 551 og Hellq. EO2under 2 last. Anderledes Emil Olson p. 332. (Danmarks stednavne, nov. 2017)
M
-
N
-
O
-
P
-
Q
-
R
-
S
-
T
-
U
-
V
ved
- Skov.
- (glda. with, m.) er identisk med nudansk subst. ved 'træmasse, brænde', men har i ældre dansk betydningen 'skov', og det er den betydning der optræder i områdets ældre navne, der oftest kun kendes som bebyggelsesnavne og sognenavne." (Danmarks stednavne, nov. 2017)
vi
- Førkristen helligsted.
- Glda. we af oldn. vé, n. 1) Hjem. 2) Helligdom hvor der foregår ofringer. (Fritzner: Ordbog over det gamle norske Sprog).
- Vi, et. [vi?] (sj. Ve. [ve?] ADJørg. NK.410. jf. Sal.2XXIV.619). flt. d. s. (Arnstrøm. Vore Middelalderkirker.(1938).12) ell. (oftest) -er (Rørd.F.35. AOlr E.NG.337). (æda. (som del af stednavne) wi, sv. (i stednavne) vi, sideform til æda. wæ (som stednavn), run. we, helligdom, oldn. vé, d. s. og (gude)bolig, osax. wih, oeng. weoh, wig, gudebillede; til got. weihs, adj., hellig, oht. wih (jf. nht. weihnachten, jul, egl.: de hellige nætter); besl. m. lat. victima, offerdyr (egl.: indviet, helliget dyr); jf. III. vie samt u. Varg. 2) (uden for stednavne, se fx. Johs Steenstr.DS.80. Hald.Stedn.95.168) genopt. i nyere tid til brug i fagl. spr.) gl.-nord. hedensk helligdom, offersted (se nærmere AOlrE.NG.528ff.). NMPet.DH.III.277. Odin: *Her skal min Kongsgaard skinne, | her vælger jeg mig Vi. SMich.RF.110. Om Viet, Offerlunden, véd man ikke andet end at det var en Lund, og at den var hellig. JVJens.My.III.113. NationalmusA.1949.56. mangt “gudevi” blev brændt og ødet. Fr Hamm.EK.178." (Ordbog over det danske sprog, bind 26, 1952)
- "gno. vé n tyder ‘heilag stad, blotstad’. I nyno. finst ordet berre i stadnamn og personnamn (Vebjørn o.fl.). Det usms. gardsnamnet Ve (eint.) finst 6 stader (dessutan 2 usikre). Veˈa i Vaksdal komm, Hord, er fleirt. Som førsteledd i gardsnamn finst v. fleire gonger, t.d. Vessal og → Veøy (men ikkje Vestad). Som sisteledd er ve ikkje påvist i norske stadnamn, derimot finst det i Sverige og Danmark og har da ofte eit gudenamn som førsteledd (Ullevi, Odense). Ordet ve minner om heidensk gudedyrking og namn sms. med dette har høg alder. Namn der førsteleddet no er Ve-, kjem likevel oftast av gno. viðr m ‘ved, skog’." (Norsk stadnamnleksikon, 1997)
Y
-
Þ
-
Æ
-
Ø
-
Å
-
