Sv. Aggesen kap.1
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Danmarks krønike
Mig er sagt, at den første Konge, de danske havde, hed Skjold. Hvad nu dette Navn angaaer, da bar han det sikkert, fordi han saa udmærket og forsvarligt i alle Maader beskjærmede alle Rigets Grændser. Efter ham er det at de følgende Konger i de islandske Viser kaldes Skjoldunger. Som Arvinger til Riget efterlod han to Sønner, Frode og Haldan; men i Tidens Løb bleve Brødrene ueens om Riget, saa at Haldan dræbte sin Broder og blev saaledes Ene-Konge. Han avlede en Søn, som blev kaldt Helge og som modtog Riget efter sin Fader; det var en rask og tapper Mand, der altid laae paa Sørøveri; alle de omkringliggende Rigers Kyster plyndrede han med sin Flaade, lagde dem under sit Herredømme og fik derefter Navn af Hav-Drotten. Paa ham fulgte hans Søn Rolf Krage, til hvem Faderens Dygtighed var gaaet i Arv; alligevel blev han dræbt i Leire, dengang et berømt Kongesæde, men nu næsten ubeboet og blandt de ringeste Landsbyer paa Roeskilde-Egnen. Efter ham kom hans Søn Rørik med Tilnavnet Slyngebaand.
Hans Eftermand igjen var Frode, der af sin Raskhed fik Tilnavnet „hin Frækne," og dennes Søn og Arving var Vermund, der var saa klog og forstandig, at han deraf vandt sit Tilnavn, saa han blev kaldt „den Vise." Han avlede en Søn ved Navn Ubbe, der lige til sit 30te Aars Alder aldrig havde givet et Ord fra sig; men dette reiste sig af den uhyre Skjændsel, de Danske dengang havde paadraget sig derved, at to Danske vare reiste til Sverrig for at hævne deres Faders Mord, og der havde de saa været To om een, da de slog Drabsmanden ihjel. Thi ogsaa i de Tider ansaaes det for den største Skam, naar man skulde være To om at tage Livet af een, især da de som forblindede Hedninger udelukkende lagde Vind paa Manddom og Kjækhed. Nysnævnte Vermund stod selv for Styret til han blev en gammel Mand, skjøndt Alderen tog saa meget paa ham, at han blev blind. — Aldrig saa snart var imidlertid Rygtet om denne hans Svaghed naaet hinsides Elben, førend Tydskerne, som jo aldrig kan have nok i deres Eget, begyndte at løfte Næsen i Sky. Keiseren var rasende opbragt paa de Danske, og Hans Rasen kan man nok troe blev just ikke dæmpet, naar han kom til at tænke paa: hvad for et kjønt Stykke Danmarks Rige vilde komme til at øge hans eget med. Han sender derfor nogle Drabanter afsted, som skulde rygte deres overmodige Fyrstes Ærinde hos Kong Vermund i Danmark. To Ting gav de at vælge imellem, hvoraf dog begge syntes lige slemme: enten skulde han overgive sit Rige til det Romerske og betale Skat, eller han skulde udsøge sig en Stridsmand, der turde vove at binde an i Enekamp med den Kæmpe, Keiseren vilde stille.
Kongen blev forskrækket da han hørte dette Budskab: han sammenkalder strax sine anseeligste Mænd og spørger dem alvorligt ad, hvad de nu meente der var at gjøre.
Majestæten befandt sig aabenbar her i en slem Vaande, thi det var jo egentlig ham selv det tilkom at kjæmpe til sit Riges Forsvar. Men hvad skulde han gjøre: selv var han blind, og Rigets Arving var stum som en Fisk og derhos saa dvask, at der efter Alles Mening ikke var det Ringeste at vente fra den Kant; thi denne Ubbe havde lige fra sin Barndom af været en Fraadser af første Rang, der ligesom de berømte Vellystninge i Oldtiden næsten ikke gjorde andet end slentre fra Kjøkken til Kjælder og fra Kjælder til Kjøkken.
Da nu, som sagt, Rigets ypperste Mænd vare sammenkaldte, aabnedes en almindelig Rigsdag.
Her forelægger den Gamle selv den tydske Konges uforskammede Forlangende og spørger gjentagne Gange, hvad her var at vælge under disse fortvivlede Omstændigheder. Alle stode de bedrøvede og forknytte, og Ingen vilde til at svare, da med eet Ubbe reiser sig midt i Forsamlingen.
Saasnart den samlede Mængde saae ham, kunde den ikke noksom undres over at en maalløs Mand havde Noget at sige; og da vi jo holder meget af med Forundring at betragte Alt hvad der forekommer os fremmed, saa fik han snart Alles Øine paa sig. Omsider tog han saaledes til Orde: ,,Det er ikke værd at lade sig skræmme af deres Trudsler; Tydskerne har fra Naturens Haand den største Tilbøielighed til at prale og til med vindige Trudsler at jage skrøbelige og forknytte Folk Skræk i Blodet. Men her staaer jeg, Rigets rette og eneste Arving — mig er det aabenbar, som det paaligger dristig at vove mig i denne Enekamp, for at jeg alene enten kan falde eller seire for mit Fædreland. For da at gjøre en Ende paa deres pralende Trudsler, saa er det bedst de bringe Keiseren den Besked tilbage, at hans Søn og Arving med samt hans dygtigste Kæmpe ikke skal være bange for at møde mig alene."
Saa talede han og fremsatte sine Ord med stolt Røst. Da Talen var tilende, spurgte den Gamle sine Sidemænd, hvem det var der nu sidst talde. De forsikkrede ham, at det var den forhen maalløse Søn, der havde holdt denne Tale, men det vilde han ikke troe, og lod ham bringe nærmere for at føle paa ham. Nu befølte han alle Hans Lemmer: Skuldre, Arme, Laarene, Lægge og Skinnebeen — og udbrød: „Ja saadan netop var jeg i min blomstrende Ungdom!"
Altsaa: Tid og Sted blev berammet til den forestaaende Kamp, og med den Besked, de havde faaet, drog Gesandterne hjem.
Anmærkninger
Skjold (S. 3). Sv. Aagesen har fulgt Islænderne, som lader de danske Konger nedstamme fra Skjold, Odins Søn, og ikke med Saxo fra Dan. Denne Odin skulde da været kommen fra Asien og have underkastet sig det nordlige Europa: Saxen, Danmark og Sverrig. Danmark, der dog dengang endnu ikke havde faaet sit Navn, gav han, sige de, sin Søn Skjold, efter hvem de danske Konger kom til at hedde Skjoldunger; Sverrig derimod havde han givet til sin Søn Yngve (Ingo), fra hvem Ynglingestægten nedstammer.
Angelsaxerne fortælle Følgende om Skjold: Det var engang at Danmark var i stor Nød, thi Kongen var død, og der var Ingen til at bestige Thronen. See, da kom der en Dag et Skib seilende mod Land; der var ikke en Mand ombord, men ved Masten laae en lille Dreng paa et Neg, omgiven af Vaaben og Kostbarheder. Ham modtoge nu de danske som en Guds Gave, satte ham paa Thronen og kaldte ham Skjold. Hvad hans Byrd angaaer, da fortælle de Angelsaxiske Skjalde, at hans Fader skulde været en fjerde Søn, som Noa fik i Arken og som hed Skef.
Da omsider Skjold efter en lang og livsalig Regjering var vandret heden, efterkom de danske hans Ønske, og udsatte hans kongelige Lig, omgivet af kostbare Skatte, paa en eenlig Snekke, som de dernæst lod drive for Vind og Vove Ud paa det vide Hav. (See Bjowulfs Drapens 1ste Sang; Grundtvigs Prøver af den gammeldanske Rimkrønike i en ny Skikkelse Kbh. 1834 (findes og i Nordisk Kirketidende 1834 Nr. 33—35).
(Den Anvendelse Grundtvig har gjort af dette Sagn paa Fredrik d. 6. kan man lære at kjende af „Kiærminder til Fredr. d. VI’s Krands” S. 1 følgg. og S. 80).
Frode og Haldan anføres som Sønner af Skjold (S. 3). Saxo siger at Skjolds Søn hed Gram, dennes Søn var Hadding (1), der igjen var Fader til Frode. Frode bliver altsaa efter Saxo en Sønnesønssøn af Skjold; men de gamle Islændere sige, han var en Sønnesøn af Skjold, og at hans Fader hed Leif. — Haldan var, efter Saxos Beretning, ikke en Broder, men en Søn af Frode, og siges der, at han skal have dræbt begge sine Brødre, hvis Navne var Ro og Skate. Islænderne fortælle derimod Historien saaledes, at Frode og Haldan ganske rigtig var Brødre, men at det var Frode, som dræbte Haldan og vilde have gjort det Samme ved hans Sønner Hroar (Ro) og Helge, hvis Vifil Bonde ei havde reddet dem (see Müllers Danmarks Historie (I.181—86) og den første Afdeling af Øhlenschlægers Helge, „Frodes Drapa”). Dog har vist Islænderne her fortalt den samme Historie, som Saxo har senere (II. 84—87) om Frode V. (Olesen), der tog Livet af sin Broder Harald og efterstræbte sine unge Brodersønner Haldan og Harald.
Helge havde (efter Saxo) sin Broder Ro til Medregent, efter denne Sidste har Roeskilde Navn.
Under Kong Ro („Hrodgar”) er det at Gothehelten Bjowulf bliver Danmarks Redningsmand. See herom „Bjowulfs Drapen" i den herlige Oversættelse, Grundtvig har skjænket os af dette Angelsaxiske Digt, der anbefaler sig selv hos Enhver, der ønsker at faae et træffende Billede af vore Forfædres Liv i hine gamle Tider.
Rolf Krage, Helges Søn. Saxo og Sv. Aagesen er enige om at sætte Rolf et godt Stykke før Frode Fredegod, der levede paa Christi Fødsels Tid. Dette maae de vist have fra et gammelt Konge-Register, som de begge har troet; men det er urigtigt, da Beretningen om denne Konge er for jevn historisk til at den kan forskrive sig fra saa tidlige Tider. Bjowulfs Drapen giver os i alt Fald Vished i saa Henseende (see Grundtvigs Fortale S. LX-LXII, hvor det godtgjøres, at Rolf Krage maa have levet i det 6te Aarhundrede e. Chr.).(2)
Rørik med Tilnavnet Slyngebaand (S. 4). Jeg har kaldt ham saaledes efter Saxo, fordi Navnet af de Gamle skrives paa flere Maader, men denne er dog den, der falder tydeligst; Sv. Aagesen kalder ham Rokil Slagenback. Saxo nævner ham som en Søn af Hother, Rolfs Eftermand, og fortæller, at han fik Navnet Slyngebaand af et Halsbaand, han vilde kaste til en Kæmpe for at opmuntre ham til en Tvekamp, der skulde gaae for sig; men Kongen kastede feil, og Smykket sank i Vandet (Saxo I. 159).
Frode hin Frækne (S. 4). ”Frak” eller ”fræk” betyder i det gamle danske Sprog det Samme som modig eller fyrrig. Denne Konge, som ogsaa kaldes Frode Bravkarl, sættes af Sv. Aagesen som Fader til Vermund den Vise; Saxo derimod sætter ham længe efter Vermund, saa der er tre Konger: Ubbe, Dan og Huglet, dem imellem. Derimod sætter Saxo Kong Viglet, Hamlets (3) Bane, som Vermunds Fader, men Viglet nævner Sv. Aagesen slet ikke.
To mod Een (S. 4). Herved sigtes til Frovin Jarls Sønner Kette og Vig, der hævnede deres Faders Død paa den svenske Konge Adils. Adils havde nemlig gjort et Indfald i Slesvig og fældet Frovin Jarl; derpaa var han igjen taget hjem og givet sig til at prale over al Maade af denne sin Gjerning. Fulde af Forbittrelse sværge Kette og Vig ham Døden, komme formummede over til Sverrig, og træffe efter nogen Tids Forløb Kongen alene i en Lund, hvor han oftere pleiede at komme. De give sig tilkende som Frovins Sønner, og Kette gaaer først i Kampen, mens Vig seer til. Men da Kette begynder at rave under Adils vægtige Hug, kan Vig ikke længer styre sig, men springer til og giver Svenske-Kongen Banesaar. Deri bestod Skammen: de var To mod een (Saxo I. 193—203).
„Hinsides Elben" (S. 4.). Der staaer rigtignok i Latinen transalpinas partes, hvad jo maatte blive ”Italien," men det giver ingen god Mening; derfor skal der i tranalpinas vist staae et b istedetfor et p, saa faaer vi ”Tydskland" hvad der her netop er det Rigtige.
„Keiseren” i Tydskland (S. 5). Det er en Feil af Forfatteren at kalde Kong Vermunds Modstander saaledes. Saxo kalder ham ogsaa kun Konge i Saxen.
Noter:
1) Om Hadding see Saxo I. 28—65; om Hans Reise til Underverdnen f. Ingemanns Smaadigte (Kbh. 1832) p. 20.
2) Om Kong Rolf i Leire (Ledre) see Saxo I, 97-136, Ewalds Sørgespil og Øhlenschlægers Heltedigt Rolf Krake, saavelsom den islandske Saga om ham, oversat af daværende Lieutenant Rafn, Kbh. 1821.
3) Om Hamlet see Saxo I. 165-93, Rimkrøniken S. 20-33.
