Sv. Aggesen kap.9
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Danmarks krønike
Omendskjøndt Valdemar udførte mange Ting, som nok er værd at mindes: saa er det dog fornemmelig ved trende Gjerningers luende Stjerneglands, at hans Minde lyser iblandt os.
Vi nævne blandt disse som den første, at han vældigen tvang de haardnakkede Ryboer til at lade sig gienføde i den hellige Daabs Bølger. — Saa var han ogsaa den Første, der paa Sprogø reiste et Taarn af brændte Teglsteen. — Endelig opførte han en Teglsteensmuur paa Dannevirkes Vold, dog døde han inden dette Arbeide var bleven rigtig færdigt.
Iøvrigt var Valdemar en Mand af en retskaffen Tænkemaade i alle Livets Forhold, han havde et deiligt Ansigt, var vittig, snild, skarpsindig i Anslag, kjæk, dygtig som Kriger, fiin og beleven, seiersæl, naadig og et Lykkens Skjødebarn i Alt hvad han tog sig for; blot mod sin egen Slægt var han mere haard, end han skulde været. Han var gift med Dronning Sophie, en Søster til Roeskilde- Kong Knud. Paa hendes udmærket deilige Skikkelse havde Naturen anvendt al sin Kunst: saa naar man ret skulde give en Beskrivelse af hende, vilde man ikke komme ud af det, om man endog talte for sig som Cicero, skrev Vers som Ovid og havde poetiske Indfald som Virgil. Jeg bryder mig derfor slet ikke om at tigge Stemmer sammen for at faae hende roest; thi jeg har desuden altfor ofte selv med egne Øine seet hende, og aldrig har jeg noksom kunnet beundre dette yndige Naturens Underværk.
Den berømte Kong Valdemars Rygte var ved Forsynets Naade blevet saa udbredt, at de omkringboende Fyrster og Konger kappedes om at bringe ham deres Hylding. Da han var vandret heden, besteg hans Søn Knud ifølge Arveretten sin Fædrene-Throne.
Anmærkninger
Ryboernes Undertvingelse (S. 38). Rygen er en Ø, 18 kvadrat Mile stor, Syd for Skaane ved Pommerns Kyst; dens Indbyggere vare af Slavisk Herkomst og vilde Hedninger, som offrede Mennesker til deres Afgud, Svantevit, et Uhyre med fire Halse og fire Hoveder, hvis Tempel var i Arkona paa Øens Nordostside. Mangen dansk Christenmand havde paa den Maade maattet lade sit Liv for den vendiske Offerkniv; thi da Ryboerne vare slemme Sørøvere, forsømte de ikke at benytte sig af Danmarks ulykkelige Forfatning under Borgerkrigen, saaledes at man gjerne kan regne, at Tredieparten af Landet laae øde ved Valdemars Thronbestigelse. Men nu slog deres Time, da Valdemar og Absalon ikke hvilede, men gjorde Tog paa Tog mod Øen, indtil de efter 10 Aars Forløb fik Arkona erobret, Svantevit hugget i Stykker og Ryboerne tvungne til Daaben.
Taarnet paa Sprogø (S. 38). Svend Aagesen er den, vi skylde vor Kundstab om at det var Valdemar, der opførte dette Muurværk; Nogle have meent, at det er til denne Forskandsning, Saxo sigter, naar han fortæller os (III. 281), at Absalon for at tilintetgjøre Vendernes Sørøveri, opførte et Kastel paa en Ø, og kom derved til at vise sit Fædreland en uberegnelig Velgjerning. Det er et Spørgsmaal, om de Ruiner, man seer paa Sprogø, slulde være Levninger fra Valdemars Tid, eller om de ikke snarere skulde stamme fra Marsk Stig og hans Stalbrødre. — Vi mærke forresten, at tre danske Konger have for Iisgangens Skyld maattet ligge over paa Sproge i Vinterens Hjerte, nemlig Fredrik II paa en Reise til Kolding (Er. Læti res Dan. p. 387.) Christian IV paa en Reise fra Skanderborg d. 19. og 20. Januar 1620; endelig i vore Dage Fredrik VI paa sin Hjemreise fra Fyen til Kjøbenhavn efter Kieler-Freden 1814.
Valdemars Strenghed mod sin Familie (S. 38). Herved maa vi tænke paa Prinds Buris, en Søn af den Henrik Skadelaar, som var med i Sammensværgelsen mod Knud Lavard; — altsaa var han et Næstsødskendebarn til Kong Valdemar. Buris vilde ikke hylde den lille Knud som Valdemars Efterfølger, hvad Kongen tog ham meget ilde op; denne Uvillie voxede til det Yderste, da der kom Efterretning om at Buris skulde være i Ledtog med de Norske, Rigets Fjender, der kort efter gjorde et lille Forsøg mod Danmark, saa at Buris, som allerede var bleven fængslet, blev henrettet paa en gruelig Maade. Saaledes fortæller idetmindste Kong Eriks Krønike det.
Vi har en Kæmpevise „Kong Valdemar og Dronning Sophie i Sale” (Syvs Kæmpeviser 4, XLI), som melder, hvordan Prinds Buris forførte Valdemars Søster Liden Kirsten, hvornæst Dronning Sophie, der dog egentlig havde anstiftet det Hele, aabenbarede Prindsessens Barnefødsel for hendes Broder Kongen; Valdemar skulde dernæst være bleven saa vred, at han paa Stedet pidskede sin Søster tildøde, hvor bønlig hun end bad for sig, medens Dronning Sophie, under hvis Kjortel den ulykkelige Qvinde vilde søge Tilflugt, grusomt sparkede hende ud fra sig. — Men denne Vise, hvori baade Kong Valdemar og den livsalige Dronning Sophie, hvem Sv. Aagesen saa henrykt omtaler — hvori begge disse To begegnes saa ilde: denne Vise, mener jeg, stemmer ligesaa slet overeens med den virkelige Historie, som den derpaa følgende (Nr. XLII.) „Kongen og Dronning Sophie de sad over Bord,” hvori berettes, hvorlunde Kongen lod sin Dronning døe liden Kirstens Død, idet Ingerlil, Kirstens Datter, stod frem som hendes Anklager.
Man maa nemlig lægge Mærke til at Visen om en Prindsesse Kirstens Forlokkelse og ynkelige Død har været en meget gjængse Vise i Norden, fornemmelig i Sverrig, hvor den er sungen paa flere Maader, men i ingen af de svenske Viser kaldes Kongen Valdemar eller Dronningen Sophie, hvad aabenbar taler for, at en ældre almindelig udbredt Vise er bleven anvendt paa en slem Historie, som har tildraget sig ved Kong Valdemars Hof; thi det kan godt være sandt, at Liden Kirsten blev forført af Buris og kom til at bøde haardt derfor, men usandt er det, at Kong Valdemar var saa grusom en Bøddel og Dronning Sophie saa nedrig en Qvind, som begge disse Viser ville gjøre dem til. — Vil man have et Erempel paa at saaledes en ældre Vise senere er henført til en bestemt Person, om hvem den oprindelig slet ikke var gjort, da kan man efterlæse Visen om Dronningen der spaaes af en Havfrue (Syv 2, XXIV), hvilken Vise almindelig er henført til Dronning Dagmar, uagtet det maatte være Alle vitterligt, at Dagmar ikke har havt de Sønner, om hvem der i Visen tales.
Cicero, Ovid, Virgil (S 38.) vare alle Tre romerske Skribenter; den Første, især berømt som Taler, levede samtidig med Julius Cæsar; de to Sidste vare Poeter paa Keiser Augusts Tid.
