Snorre Sturlassons historieskrivning - Snorres Forgjængere og Kilder

Velg sprák	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes pá følgende sprák ►

Snorre Sturlassons historieskrivning

Snorres Forgjængere og Kilder

av Gustav Storm

Kjøbenhavn, 1873.

Nordmændenes ældste Historikere fremtraadte blandt Udflytterfolket paa Island, ligesom hos Grækerne den historiske Videnskab opstod blandt de udflyttede Ioner; men medens hos Grækerne Historiens Muse førtes tilbage til Athen og der vandt sine skjønneste Triumfer, udviklede den norrøne Saga sit bedste Indhold paa Island; kun enkelte Gange arbeides der op noget ogsaa i Hjemlandet, men dog blot for at nyt Stof kan føres over til Udflytterne, som sender det forædlet tilbage til Moderlandet.

Jeg vil i det følgende søge at fremstille den norsk-islandske Historieskrivnings Udvikling, dog kun forsaavidt den middelbart eller umiddelbart har meddelt Stof eller Tanker til Snorres udødelige Værk, og begynder da med Are frode og Sæmund frode.

Are frode og Sæmund frode

En side av Íslendingabók. Kopiert av Jón Erlendsson, 1600-tallet. Árni Magnússon-instituttet, Reykjavik.

Are Torgilssøn (f. 1068 † 1148) skrev omkring 1120-1130 en "Islendingabók", hvori fandtes i kort Uddrag en Kongehistorie (om Kongerne i Norge, Danmark og England), Slægttavler (ættartal) og en Islands Historie til 1120 (Isl. S. I, 3-20 og Hsk. 2). Den sidste udgav han siden særkilt (før 1133, thi Biskop Torlak nævnes som levende; det er den nuværende Islendingabók (libellus Islandorum). Den ældre kjendes fra Prologen til Heimskringla, fra to Citater af kronologisk Indhold i Heimskringla (S. 134 og 450), fra Bearbeidelsen i Kristnisaga og fra leilighedsvis Omtale i andre islandske Sagaer. Hvor langt tilbage i Tiden Ares Arbeide gik, véd vi ikke; maaske kan han have begyndt med Halvdan svarte, siden Snorre kan give Oplysning om dennes Alder og Regjeringsaar; ialfald ser man af den nuv. Islendinga-bók, at Are kjendte Harald haarfagres Regjerings- og Livsaar. Hvor langt frem i Tiden hans Arbeide gik, vides heller ikke; han har bestemt Olav d. helliges Tid med stor Nøiagtighed efter hans Regjeringsaar (Hsk. S. 450); men da Snorre ikke har samme Kjendskab til hans Efterfølgeres Aar, tør man vel tro, at Ares Bog ikke strakte sig stort længer end til 1030, maaske til 1047 (S. 16-17). Af udenlandsk Litteratur har Are kjendt Legender (f. Ex. om St. Edvard)) og maaske et historisk Værk om Englands Konger (f. Ex. om Adalsteins Regjering i 14 Aar 8 Uger 3 Dage, Hsk. S. 85); dog har dette Værk maaske blot været en Kongerække med korte Bemærkninger (og Aarstal), og den kan ikke have været nøiagtig; th i Snorre lader Svein Tjugeskegg dø 1008, Adalraad 1011, den irske Kong Brian 1004 o.s.v., Feil der gjenfindes i næsten alle islandske Sagaer (undt. tildels Njála). Are nævner selv i sine Bøger sine Hjemmelsmænd, gamle og vise Mænd, og om Begivenheder i Norge nævner han 1) Odd Kolssøn (Siduhalls Sønnesøn), som havde sine Beretninger fra den gamle Torgeir Avraadskoll, 2) Hall i Haukadal (f. 996 † 1089), som var Olav d. helliges Ven og i sin Alderdom fostrede Are, 3) Teit Biskopssøn, Sønnesøn af Gissur hvite, 4) Turid, Datter af Snorre Gode († 1031) samt 5) Sæmund frode (f. c. 1056 † Vaaren 1133). Om denne sidste har man ment, at ogsaa han har skrevet en norsk Kongehistorie, som Are skulde have benyttet. Denne Mening er dog meget svagt begrundet og synes at have meget imod sig. Snorre siger nemlig udtrykkelig i Fortalen, at Are var Landets ældste historiske Forfatter "á norrœnu máli" (S. 223), og den ældste Grammatiker i Edda fra c. 1150 kalder Are Torgilsson den eneste islandske Forfatter paa Modersmaalet. Følgelig har Sæmund ikke skrevet nogen norsk Kongehistorie "á norrænu", hverken før Are skrev eller senere. Maurer har derfor antaget, at Sæmund har skrevet sin Bog paa Latin og at Snorre ikke omtaler den, fordi han ikke var dette Sprog mægtig. Men denne Antagelse er vistnok aldeles uberettiget. Man maa erindre, at Snorre fik sin Opdragelse hos den lærde Jon Loftssøn paa Odde, Sæmunds Sønnesøn, og derfor vanskelig kunde undgaa at lære Latin; endvidere viser Haandskrifterne af Heimskringla, at Forf. forstod Latin; thi latinske Ord declineres rigtig paa Latin f. Ex. gerðu fagra proccessionem (S. 554), 4 Kal. Augusti mánaðar (S. 499), Idus Novembris (S. 519), 9 Kalendas Januarii (S. 680) o.s.v. Jeg skal ogsaa siden søge at vise, at Snorre har benyttet en latinsk Kongehislorie. Desuden maatte Snorre som opfostret hos Jon Loftssøn have lært at kjende dennes Farfaders Fortjenester, om ikke af andet saa ialfald af Lovkvædet til Jon, som blev forfattet, medens Snorre opholdt sig hos Jon. Naar heller ikke Snorre omtaler noget latinsk Skrift af Sæmund, uagtet han skyldte hans Slægt saa meget, og uagtet han forstod Latin, kan Sæmund heller ikke have forfattet noget Skrift om Norges Konger paa Latin. Naar derfor Sæmund paaberaabes, maa vi forstaa det om mundtlige Udsagn, som enten erindredes efter hans Tid, eller som optoges i Ares større og mindre Islendingabók. Her har der f. Ex. staaet om Naddodds Opdagelsesreise til Island (Landnámabók, Isl. 8. I, 27), om Olav Trygvessøns Alder (Odd, Cap. 22), om Thinget paa Dragseid i Olavs 2det Aar og Troldmændene paa Nidarnés, som Olav lod brænde (Odd, Cap. 32) og om den haarde Vinter 1047-1048 (Isl. Annaler). Paa et eneste af disse Steder omtales, at Sæmund har "skrevet i sin Bog" o. s.v., nemlig i den norske Oversættelse af Odds Olavssaga fra c. 1280-1300. Men da det islandske Haandskrift her kun omtaler et Udsagn af Sæmund, tør vi ikke drage nogen Slutning af hint Sted, der strider mod alle andre Vidnesbyrd. Da Lovkvædet til Jon Loftssøn siger sig at have fulgt Sæmunds Vidnesbyrd til 1047, maa altsaa Sæmunds Meddelelser have ophørt med dette Aar; men da ligger det nær at antage, at heller ikke Ares Bog er gaaet ud over dette Tidspunkt; jeg vil ogsaa søge at paavise, at Snorre sandsynligvis har benyttet Are for Kronologien i Magnus d. godes Historie, men at han aldeles ikke har laant noget fra ham for de senere Tider. I Peder Claussøns Beretning om den islandske Litteratur (Nor. Beskriv. S. 167) findes dette:

Den første Historie, der findes - som Biscop Isleifi menis at hafve sammenskrefven, som var den første Biscop i Skaaleholt paa Island Anno Christi 1017 oc døde Anno 1080 - er om Harald Haarfager oc hans Sønner oc Etterkommere, indtil K. Magnus, 8. Olafs Søn. Men hand hafver flitelig antegnet i sin Chronicke deris naffne, som indtil hans tiid vare komne fra Norrige oc til Island at boe, oc om deris Selskab oc deris Landnam, det er, huor de ere først komne der paa Landet, oc hafve taget sig Boesteder, oc byet oc boet, oc huorledis Fiorde oc Ellfuer, Sund oc Viger, Skiæer og Næs, Field oc Klipper, Bierg og Dale, March oc Enge, oc slette Platzer oc Gaarde oc andre saadanne Steder ere næfnte af deris Nafne, som der ere ankomne oc boet, eller ere der først omkomne eller anden hendelse dennem er tilkommen paa de steder oc platzer.“

Formodningen, at Biskop Isleiv var denne Bogs Forfatter, behøver vi ikke at opholde os ved, da han spøger som Sagaforfatter i saa mange Skrifter fra 16de Aarhundrede ligefra Christiern Pedersen til Jens Mortensen. Men Beretningen forøvrigt er mærkelig. Jeg kan nemlig ikke skjønne andet, end at Peder Claussøn her omtaler Ares større Islendingabók med dens norske Kongekrønike; og det synes aabenbart, at P. C. enten selv har seet Bogen eller ialfald fundet den omtalt andensteds vidtløftigere, end skeet er hos Snorre. Men er delte rigtigt, saa kan det tjene til at styrke de ovenfor fremførte Sandsynlighedsgrunde for, at Ares Kongekrønike har stanset med Magnus den gode (Aar 1047).-</ref>.

Ligesom Are kun undtagelsesvis har benyttet udenlandske Skrifter som Kilder, saaledes har han heller ikke taget udenlandske Skrifter til Mønster. Han er fuldstændig original. Den sandhedskjærlige Aand, som bragte ham til at nævne sine Hjemmelsmænd, til med Kritik at vælge de bedste og til nøgent at fremstille Begivenhederne uden at udarbeide med Kunst, den kunde Are ikke have fundet i Middelalderens Litteratur. Men at han har den, giver ham Ret til Navn som Stifter af en videnskabelig og original historisk Litteratur, hvis Mage ikke kodes i Middelalderen. Imidlertid har Are selv blot givet det nødvendige Grundlag for en historisk Udvikling. Han stræber hverken efter interessant Fremstilling eller plastisk Karakterskildring - hvad der senere er den historiske Sagas Opgave og Fortrin - han meddeler kun et sanddru Omrids af Begivenhedet uden at udgrunde den indre Sammenhæng og opfordrer til ikke uden videre at tro Autoriteter, men at prøve alle historiske Udsagn og rette alt urigtigt ("þá es skyll at hafa þat heldr, es sannara reynisc").

Erik Oddssøn

Hsk. S. 7364: "Eirikr reit bók þá, er kølluð er Hryggjarstykki. Í þeiri bók er sagt frá Haraldi Gilla ok tveimr sonum hans, ok fra Magnúsi blinda, ok frá Sigurði slembi, ok alt til dauða þeira".

Morkinskinna S. 210: "Nu er at segia frá sonum Harallz konvngs Inga oc Sigurði, sem sagt hefir vitr maþr oc scynsamr Eiricr Oddz son."

Dette er Kildestederne om Erik Oddssøns Bog. Munch og Keyser har ment, at "til dauða þeira" skulde forstaaets om Magnus’ og Sigurds Død (1139), medens Maurer forklarer "til dauða þeira" om alle de nævnte Kongers Død, altsaa til den sidstlevende, Inges, 1161, og han antager da, at Erik først skrev paa Kong Sverres Tid, idet han anser Eriks Bog for den samme som den, hvori Kong Sverre "lod skrive" om Kong Eysteins Død (Hsk. 8. 755-6). Sammenligningen meilem de to Kildesteder i de uforvanskede Udgaver viser, at de to Haraldssønner, som Erik har skrevet om, er Sigurd og Inge; følgelig har Erik ikke skrevet noget om den 3die Søn, Eystein, der først fremtraadte i 1142; men den eneste Maade, hvorpaa Erik kunde undgaa at omtale Eystein, var at stanse ved Magnus’ og Sigurds Død i 1139; thi Tiden mellem 1139 og 1142 tidviser netop et aabent Rum i alle Sagaer (se Hsk. S. 737, Fagrskinna Cap. 258 og Mork. S. 222). Det kan derfor ikke længer være Tvivl underkastet, at Munchs Mening har været den eneste rigtige.

Ogsaa Erik fremhæver ligesom Are sine Hjemmelsmænd, først og fremst Haakon mage, Haraldssønnernes Lendermand, og hans Sønner, af hvilke Ivar var Partihøvding Aar 1159; videre nævner han Einar Paalssøn († 1155), hvem Erik traf i Bergen, Gyrid Birgesdatter, Søster af Erkebiskop Jon († 1157), og Hall Torgeirssøn, der kaldes Kong Inges Hirdmand. Da Inge tog sig egen Hird c. 1146, da Einar Paalssøn døde 1155, da Haakon kunde være Haraldssønnernes Lendermand uden at have taget Parti for nogen af dem, og da Erik har skrevet sin Bog i Norge under Omgang med sine Hjemmelsmænd, - saa maa han have skrevet i Tiden mellem c. 1146 og 1155, da Broderkrigene udbrød.

Eriks Bog kjendes nu kun af Uddragene i Heimskringla og Morkinskinna. Da Snorre siger, at Erik ogsaa skrev om Harald Gille, maa vel ogsaa Fortællingen om Haralds Død i Morkinskinna (S. 205-07) være laant fra Eriks Bog, saa at Uddragene i Mork. efler Eriks Bog ikke først begynder med Sigurds Danmarkstog (S. 210), men rimeligvis S. 201 med Overskriften "Saga Sigurþar Slembidiacns"; thi en Gjentagelse S. 206 af hvad der er sagt S. 200 viser, at her forskjellige Kilder er benyttede, medens S. 201-05 ikke kan skilles fra det efterfølgende. Det er for længe siden erkjendt, at Forf. af Mork. har mere ordret afskrevet Eriks Bog, medens Snorre har gjort selvstændige Udtog (s. Munch II S. 104). Det er fornemmelig Fortællingen om Sigurd Slembes Død, som i Mork. er ordret afskreven; iøvrigt har Forf. af Mork. ogsaa benyttet andre Kilder, som Ivar Ingemundssøns Viser. Eriks Fortælling bærer stærkt Præg af Samtidighed ved den Mængde Personnavne uden nærmere Oplysninger (se f. Ex. Mork. S. 214-16) og den omhyggelige Fremdragen af de med Sigurd samtidige Hjemmelsmænd. Den fremhæver stadig Sigurds mandige Personlighed, som stedse skildres handlende. Med Erik Oddssøn har Historieskrivningen allerede gjort et Skridt forbi Are frode. Are gjenfortalte naivt og ligefrem, hvad gamle troværdige Mænd berettede om Fortiden; Erik skildrer en Samtidigs Livsførelse efter den Underretning, han selv har samlet hos troværdige Vidner. Det er ikke alene en Overførelse af Ares Grundsætninger paa Samtidens Historie, men tillige en Indskrænkning af Stoffet, hvorved det bliver muligt at lægge mere Flid paa Fremstillingen og dens Form. Vi kjender forlidet Eriks Bog til at vide, om den var udarbeidet efter visse Grundsætninger; men vi ser ialfald, at han kun omtaler Begivenheder i Norge, forsaavidt de angaar Sigurd Slembe, og vi tør derfor tro, at allerede Eriks Bog har været en virkelig historisk Biografi. Og hvis det er rigtigt, at den er forfattet c. 1150, saa er den en af de ældste, om ikke den ældste islandske Biografi. Vistnok omtales Sagaer paa Island allerede før hans Tid, men disse har ikke været nedskrevne, kun mundtligt bevarede, i sin Form frie Fortællinger; de har endvidere været Ættesagaer, ikke Levnetsbeskrivelser, og de har vel altid staaett paa et halvheroisk Mellemstandpunkt mellem Poesi og Historie, idet de snart nærmede sig til den første som Hromundar Saga Greipssonar, fortalt Aar 1118 i et Gjæstebud paa Island (Sturl. 1, I. 8. 23), snart til den sidste som "Saga af Helga ok Grimi Droplaugarsonum", fortalt af en Sønnesønssøn af Grim c. 1100 (eller kanske endog før).

Norske Krøniker fra 12te Aarhundrede

Den første Begyndelse i Norge til at fastholde i Mindet Fortidens Begivenheder skede som før nævnt ved Skaldenes Draapaer. Da disse allerede i 11te Aarh. tabte sin Anseelse udenfor Kongehirden, har man vel holdt sig til Kongerækker paa Vers f. Ex. Oddmjór (Aagrip Cap. 2) eller andre historiske Viser. Præsterne begyndte ogsaa at nedskrive paa Latin korte Kongerækker; en saadan omtales af Tjodrek. Tilsidst gik de saa vidt, at de for at kappes med Udlandets Kronister nedskrev kortfattede Krøniker, og da naturligvis paa Latin ("bókmálit"). Vi har bevaret to saadanne Forsøg, som begge siger sig at være det ældste i sit Slags og derfor vel maa betragtes som samtidige. Om Tjodrek Munk (Theodoricus monachus) har Munch paavist, at han skrev mellem 1177 og 1179; man véd nemlig, at Erkebiskop Eystein var landflygtig 1179-1183 og at han i sine senere Aar flyttede Mariekirken til Elgesæter; men da Tjodrek tiltaler ham som nærværende i sit Stift, ikke kjender Flytningen af Mariekirken og omtaler Birkebeinerkongen Eystein († 1177) som "infelix tyrannus", maa han have skrevet efter 1177, men førend Sverre blev Herre i Trondhjem (1179). Tjodreks Forbilleder er de nordfranske Krøniker, Kirkefædrene og andre kirkelige Forfattere. Men det egentlige Stof, som mangesteds ganske forsvinder blandt fremmedartede Citaler, er af hjemlig Oprindelse og nedskrevet efter mundtlige Sagn ("audita"), da han ingen historiske Forfattere havde at støtte sig til ("ubi nulla opitulatur scriptorum auctoritas"). Som Hjemmel henviser han til Islændingernes historiske Digte, carmina vetusta, d. e. Kongerækker paa Vers, som Lovkvædet til Jon Loftssøn eller Aagrips Oddmjór, (thi Draapaer har han ikke kjendt); naar han derfor et eneste Sted i sin Bog henviser til Islændinger, saa er det angaaende Kronologien (Cap. 1). Man kan forresten af Aarstallene se, at Tjodrek ikke kjendte Ares eller Sæmunds Beregninger.Uagtet Tjodreks udtrykkelige Erklæring har man paastaaet, at han har benyttet skriftlige (islandske) Kilder, nemlig Odds Olavssaga, den legendariske Olafs saga hins helga og Samlingen "Aagrip"; men man har ikke lagt Mærke til, at alle disse Værker er yngre. Delte er ialfald meget let at paavise om Aagrip, da det netop her fortælles, at Mariekirken med Harald haardraades Lig blev flyttet til Elgesæter, hvilket endnu ikke var skeet, da Tjodrek skrev. De Ligheder, som findes mellem Aagrip og Tjodrek, beror altsaa paa Laan fra Tjodrek, som er Originalen. - Ogsaa Odd Munk har skrevet senere end 1179, thi han citerer jo udtrykkelig Kong Sverre. Hvis der altsaa er Laan mellem Odd og Ijodrek, saa maa Odd have laant fra Tjodrek, ikke omvendt; men Lighederne er dog saa fjærne, at de vistnok kan betragles som Tilfældigheder. Og Lighederne mellem Tjodrek og den legendariske Saga om St. Olav beror paa, som senere skal vises, at denne sidste fra Aagrip har laant Stykker, som oprindelig hører hjemme hos Tjodrek. Naar Maurer endog af norrøne Casusformer hos Tjodrek vil slutte, at Tjodrek har afskrevet norrøne Sagaer, glemmer Maurer, at Tjodrek var Nordmand og i sin Latin kunde beholde norrøne Navnformer (f. Ex. filius Gunhildar).

Den eneste Forfatter, som kan gjøre Tjodrek Rangen stridig i Ælde, er den oprindelige Forf. til den saakaldte "Historia Norvegiæ". Dette Skrift findes nu i et skotsk Haandskrift fra 15de Aarh., men er betydelig ældre. Det var afskrevet i Sverige allerede ved Aar 1333, det omtaler norske Underkonger paa Sudrøerne som samtidige (altsaa før 1265) og er allerede benyttet af Forf. til Aagrip. Denne har nemlig oversat lange Stykker af Krøniken, især i Olav Trygvessøns Historie (Aagr. Cap. 14-17). For at tage et Exempel sammenligne man Aagrip Cap. 17 "enn brat efter þetta qvangaþesc Olafr, oc toc sustor Sveins Tiugoscegs, Danakonungs, er þyri het, er hertogi necqverr í Vinlandi hafþi festa nauþga", med Hist. Norv. S. 15: "Hic autem Olavus de Dania cepit uxorem, sororem Sweni regis, nomine Tyri, qvam prius dux qvidam de Sclavia desponsaverat invitam." Paa samme Maade er i Aagr. 16 "þviat nu toc ifl af honum, at hann var sannr prophete", aabenbart frit oversat efter "qvem jam dei prophetam non dubitatum" o.s.v. (H. N. S. 14). At Latinen er Originalen, er tydeligt baade af "prophete" istf. "spámaðr", som Snorre har paa tilsvarende Sted (S. 148), og af det unordiske "hertogi", i den Tid kun brugt som Oversættelse paa "dux". Følgelig er Hist. Norv. ældre end Aagrip og ældre end c. 1200. At Bogen er skrevet i Norge og af en Nordmand, er af mange Ting aabenbart. Allerede dens Omtale af Island viser, at Forf. ikke er Islænding og endog aldrig har været paa Island. Og at den ikke er forfattet paa Orknøerne, som P. A. Munch engang har formodet, indsees let, da Forf. netop tager Feil i Beskrivelsen af de skotske Øer: han kalder dem tilsammen Orchades, regner Sudrøerne for en Underafdeling af disse og nævner ikke engang Hjaltland. Derimod er det tydeligt, at Forfatterens geografiske Udgangspunkt er Norge: han beskriver omhyggelig og først Norges Inddeling og Hoveddele, Skatlandene behandler han kun som "Bilande"', han omtaler hvad et latinsk Ord heder "norwaico sermone", og siger at Færøingerne betaler Skat til "vore Konger". Endvidere skrives alle Navne med norsk Retskrivning f. Ex. Halfdanus hafæta (ikke háfæta), Ringer, Gongu-rolfer, Siwardus risi (ikke Hringr, Göngu-Rolfr, Sigurðr Arisi). Det ligger nær at antage, at Forf. er Oplænding (f. Ex. fra Romerike); thi i sin Norgesbeskrivelse behandler han Oplandene vidtløftigere end de øvrige Landsdele, han nævner oplandske Fylker og Dalfører, omtaler Mjøsen og at den derfra rindende Elv (Vormen) fører Guld med sig; og det er først hos ham, vi finder Sagnet om, hvorledes Trygve, Konge i Raumarike, blev dræbt af Bønderne i Ranrike. (Det maa derfor være mig tilladt, at jeg for Nemheds Skyld i det følgende benævner denne Krønike "den oplandske Krønike"). Forf. af denne Krønike staar over Tjodrek ved større Uafhængighed af fremmede Forbilleder og ved bedre Kilder for den ældre Tid. Det er nemlig aabenbart, at han for Ynglingernes Historie har benyttet Tjodolvs "Ynglingatal" (eller Optegnelser, som grundede sig derpaa), medens Tjodrek ikke kjender noget forud for Harald haarfagre. I denne Krønike møder man ogsaa kun undtagelsesvis Citater af udenlandske Krøniker, medens derimod Sproget fjerner sig mere end Tjodreks fra den norrøne Simpelhed i Sætningsforbindelsen.

Disse to norske Forf. fra 12te Aarh. omtaler jeg her saa omhyggeligt, fordi jeg regner dem til Snorres Kilder, dog for Tjodreks Vedkommende kun paa anden Haand (gjennem Aagrip). Snorre synes nemlig ikke at have kjendt Tjodrek; derimod er det aabenbart, al han har brugt den "oplandske Krønike" til Ynglingasaga. I Prologen til Heimskringla siger nemlig Snorre: "eptir Þjódólfs sögu er fyrst rituð ævi Ynglinga ok þar við aukit eptir sögu fróðra manna". Ævi Ynglinga er vel ikke en Saga om Ynglingerne - Tjodolvs korte Viser kunde ikke udfylde en Saga - men en Kongerække med Bemærkninger om hver enkelt Konge. En saadan fyldigere Kongerække gjenfinder vi i den oplandske Krønike (S. 9-10), og netop denne maa have tjent Snorre til Kilde. Thi overalt naar Krøniken har gjort Tillæg til Tjodolvs korte Beretninger, gjenflndes disse Tillæg i Snorres Fremstilling. Om Dag siges (S. 9), at Danerne dræbte ham "in qvodam vado, qvod Sciotanvadh (vel vapnavadh) dicitur"; i Tjodolvs Vers kaldes Stedet Vörva, men Snorre forliger begge Beretninger ved at kalde Landskabet "Vörva" og Vadestedet, hvor Dag dræbes, "Skjótansvað eða Vápnavað". Snorre har endog beholdt "Danerne" som Gjerningsmænd, idet han henlægger Stederne til "Reiðgotaland", det gamle Navn for Danmark. Om Agne fortæller Krøniken, at hans Hustru dræbte ham "juxta locum Agnafit" (qui nunc Stokholm dicitur), medens Tjodolv kalder Stedet "við Taur". Snorre forener atter begge Beretninger: "ok er þar siðan kølluð Agnafit (Krøn.) à austanverðum Taurinum (Tjodolv) vestr frá Stokksundi" (Krøn). Krøniken lader K. Jorund dræbes af Danerne i Limfjorden i Oddasund (som ikke nævnes af Tjodolv); nu véd Snorre ifølge Háleygjatal, at ikke Danerne, men en norsk Søkonge dræbte ham; men ikke destomindre beholder han fra Krøniken Stedsnavnet Oddasund o.s.v. - Da man ellers ikke ser, at Krøniken har været kjendt paa Island, tør man vel antage, at Snorre har faaet Bogen paa sin Reise i Norge og derfra ført den hjem med sig.

Ágrip af Noregs konungasögum

Håndskriftet Ágrip af Nóregskonungasögum, AM 325 II 4to.

Denne Bog har vakt megen Strid mellem de lærde, og det er endnu ikke afgjort, om den er islandsk eller norsk. Efter Gislasons Dom er man nu for det meste bleven enig om, at den er skreven paa Island. Men Originalen paastod Munch og Keyser maatte være forfattet i Norge, nærmest paa Grund af Haandskriftets Orthografi. Om denne er det at bemærke, at den er meget inkonsekvent. Saaledes bruges f. Ex. ofte (ikke bestandig) c og þ for s el. z, og af Vokalerne bruges ꜳ og ǫ ofte istedetfor snart sagt enhver anden (a, á, o, ó, ô, æ, au, u) f. Ex. Mægnus, Mǫgnus (= Magnus); lꜳ (= lá); mæl (= mál); ǫst (= ást); þorælfr (= þorólfr); blǫþ (= blóþ); Niþar ꜳs (= Niþarós); rꜳskr (= röskr); Rǫgnvaldr (= Rögnvaldr); fꜳti (= fœti); lꜳsir (= lausir); frꜳva (= frúva) o.s.v. Denne Egenhed er naturligvis hverken islandsk eller norsk, og af de forskjellige Former af Navnet Magnus kan saaledes intet sluttes om "Omlyd" e. a. d. Derimod er der en anden Særegenhed, som fører videre. Man ved, at norske Haandskrifter har bortkastet h foran r og I (som Rolfr, Ringr, laupa o.s.v.), medens de islandske skriver Hrolfr, Hringr, hlaupa o.s.v. Saaledes skrives ogsaa oftest i Aagrip, men jeg finder dog: rinda for hrinda S. 398, Ranasun for Hranasun S. 414, rygbroten for hrygbroten S. 420, laut for hlaut S. 395, lut for hlut S. 414. Her synes altsaa en norsk Originals Skrivemaade at være beholdt i den islandske Afskrift, ligesom man omvendt finder et islandsk "hryggvir" i den norske Afskrift af Odds Bog. At dette er den rigtige Forklaring, sees af et Sted i Cap. 24: "Maþr hverr, er til Íslanz f ꜳri, sculdi gialda land ꜳra, herlenscr (Nordmand) oc utlenscr" (Islænding). Hvis Aagrip var forfattet paa Island, var der ingen Mening i at kalde en Nordmand herlenscr ("her fra Landet"); derfor har ogsaa Snorre paa tilsvarende Sted rettet til "þarlenzkr", medens de norske Haandskrifter af Fagrskinna og Olafssaga hins helga beholder det oprindelige "herlenzkr".

Det er nemlig let forklarligt, at en islandsk Skriver beholdt sin norske Originals Udtryk, uagtet det ikke passede fra islandsk Standpunkt. Overensstemmende hermed er det, at vi ingensteds i Skriftet finder Hentydninger til Island eller Islændinger; kun én eneste Gang nrevnes en Islænding Toralv stærke. Forfatteren kjender ogsaa Sigvat Skald, men ved ikke, at han var islandsk; han nævner ogsaa en Stallare Ulv hos K. Magnus, men han har ikke gjort ham til ét med Islændingen Ulv Uspakssøn, som var med Harald haardraade udenlands og kom hjem med ham. Ingensteds i Aagrip citeres Islændinger til Hjemmel for Fortællinger; ingensteds citeres islandske Draapaer, ingensteds islandske Skalder undtagen den halvnorske Sigvat. Ugedagene nævnes paa Norsk "sunnudagr" og "friadagr" (S. 381), ikke paa islandsk. Og - hvad der er afgjørende - de Fortællinger i Sagaerne, som netop sikrest tilskrives Islændingerne, - f. Ex. om Jomsvikingetoget, om Slaget ved Svolder, om Harald haardraade o.s.v. - findes ikke i Aagrip. Tilsidst maa ogsaa nævnes, at de skriftlige Kilder, som Forf. har benyttet, de to førnævnte Krøniker, er norske, og at af de i Aagrip optagne Sagn flere viser sig at være throndhjemske Lokalsagn f. Ex. om Gamle Erikssøn, Haakon Jarls Død, Haakon Toresfostre o. fl. At Forfatteren har benyttet den oplandske Krønike for Olav Trygvessons Historie, er for paavist. Ogsaa i den ældre Historie f. Ex. om Harald haarfagres Sønner, om Erik Blodøxe, Sigurd Sleva og Trygve Olavssøn, kan Laan paavises, om de end ikke er saa aabenbare. Da Krøniken stanser med Olav den hellige, mangler vi Anledning til at sammenligne videre; men desto tydeligere er herefter Forfatterens Laan fra Tjodrek. Rigtignok er han ogsaa før leilighedsvis benyttet f. Ex. om Erik Blodøxe, om Gunhilds Død, om Olav Trygvessøns Hjemreise med kristne Præster og om hans sidste Skjæbne. Men om Olav den hellige og hans Efterfølgere har Forf. udskrevet det meste og bedste fra Tjodrek. Han øver ogsaa etslags Kritik, idet han udelader nogle Fortællinger (om Tore Klakka, Sigurd Orknøjarl, om Olav d. helliges Daab, om Haralds første Møde med Magnus o.s.v.) og optager andre, som i Regelen er Folkesagn (tildels ogsaa Brudstykker af Folkeviser) og alle synes at høre hjemme i Trondhjem. Forf. røber altfor tydeligt, at hans Hjem er Nidaros, hvor han nævner Bygaarde (Skulegaarden, Myklegilde) og de enkelte Kirker (Olav kyrres Slenkirke, Mariakirken, som paa Forfatterens Tid var flyttet til Elgesæter o.s.v.).

Skjønt vi mangler Aagrips Fortælling for Tiden 1130-50 og saa atter Traaden afbrydes kort efter, kan vi dog faa nogle Oplysninger om Bogens oprindelige Udseende for dette Tidspunkt. Af Lakunens ringe Størrelse slutter vi nemlig, at Forf. ikke kan have benyttet Erik Oddssøns Bog (ligesaalidt som andre islandske Værker). Endvidere kan vi, naar Slutningskapitlet i Aagrip sammenlignes med Morkinsskinna (S. 228) og med Heimskringla, skjønne, at dette Capitel om Geirstein og hans Sønners Forhold til Gregorius danner Indledningen til en "Gregorius’ Saga" eller Fortælling om Broderkrigene fra 1155 af; men denne har vel været fortsat ind i Magnus Erlingssøns Tid. Mærkeligt for Tidsrommet 1155-1177 i Sagaerne er ligesom for 1135-1139 (behandlet af Erik Oddssøn) det Præg af Samtidighed, som udbredes over Fortællingen ved den hyppige Fremtræden af Personer, der uden nøiere Oplysninger forudsættes som bekjendte. Det ligger derfor nær at antage, at Grundlaget for dette Tidsrums Historie (i Fagrskinna og Heimskringla) oprindelig er laant fra Aagrip, hvis Forf. har skrevet omkring 1190 og saaledes oplevet de nævnte Begivenheder.

Morkinskinna

Morkinskinna (1009 fol.), en side fra håndskriftet.

Med Aagrip kom allerede ved Aar 1200 de norske Kongesagn til Island i samlet Bearbeidelse. Dens Udbredelse paa øen bar virket til, at der opstod Sagnsamlere, som ved dens Hjælp sammenknyttede en Række af islandske Sagn om norske Konger. Den ældste af disse Samlinger er udentvivl Morkinskinna (Kgl. Bibl. gl. Saml. Nr. 1009, udg. af C. R. Unger, Chr. 1867). Udgiveren finder, at dette Haandskrift "maa være skrevet paa Island maaske temmelig tidligt i det 13de Aarhundredes 1ste Halvdel". Herved er dog at bemærke, at Udgiveren selv paaviser (Fortalen S. Ill), at Haandskriftet er skrevet med to Hænder, af hvilke den, som har ført Skriftet tilende, har et ældre Præg end den anden. Følgelig er det aabenbart, at Skriveren med det ældre Præg har fulgt en ældre Skrivemaade, medens den anden Skriver har fulgt sin Samtids Udtale. Den yngre Haand bestemmer saaledes Haandskriftets Alder, og den er aabenbart yngre end 1250 (efter Maurer endog fra c. 1280). Naar jeg desuagtet maa indrømme Rigtigheden af Udgiverens Ord, at "Sproget og den mindre let Bydende Stil synes at antyde en af de ældste Optegnelser af disse Sagaer", saa maa dette gjelde ikke den nuværende Afskrift men Originalen, hvis Skrivemaade Skriveren med det ældre Præg nærmer sig til. Originalen kan være betydelig ældre, og ikke alene Sproget og Stilen, men ogsaa Indholdet henviser den til 1ste Halvdel af 13de Aarh. S. 122 kaldes Hertug Skule "Sculi jarl", hvilket henfører Bogen til Tiden mellem 121 og 123. S. 169 "føres Dronning Malmfrids Slægt ned til Kong Sverke † 1210 "faðir Jóans konungs" (1216-22). S. 174" føres Saxvik-ætten ned til Jón paa Austraat († 1214), "er átti Sigriþi systor Inga konungs" (ikke engang Skule nævnes). Forf.s Grund til at stanse med Jon har vel været, at han ikke kjendte til hans Datter Baugeids Giftermaal (Aar 1221 eller 1122) med den ansete Stormand Aasulv Jarlsfrænde paa Austraat. Efter dette kunde Bogen oprindelig være forfattet mellem 1217, da Skule blev Jarl, og c. 1222 (da Kong Johan Sverkessøn døde og Aasulv arvede Austraat). Meget senere kan Bogen heller ikke være skrevet, da den, som senere vil blive paavist, er bleven benyttet af de to samtidige Forfattere af Fagrskinna og Heimskringla.

Morkinskinna har mange Lakuner og mangler desuden Afslutning, da Haandskriftet afbryder midt i Fortællingen om Kong Eysteins Død 1157. Flere af Lakunerne kan dog udfyldes, da vi har et Haandskrift fra 15de, Aarb. af den 1ste Del af Morkinskinna (Saga Magnus konungs ok Haralds konungs, optaget i Flatøbogen HI, S. 251 ff.). Mork. mangler S. 163 et Blad om Sigurds Reise fra "Manorc" og lige til Ankomsten til Konstantinopel, men Indholdet sees af Fagrskinna (S.161-66) og af Heimskringla (S. 665-68), sammenlignet med Haandskriftet Hulda (Fnm. S. VI og VII), der har optaget ogsaa de Stykker, som Snorre forkastede; heraf sees bl. A., at de genealogiske Oplysninger om den siciliske Kongeæt allerede er optagne i Kongesagaerne af Forf. af Morkinskinna (sml. Munch II S. 580 Anm.). Ogsaa de følgende Lakuner (S. 198 og Slutningen S. 237) gjenfindes i de andre Kongesagaer. - Vi tør tro, at ogsaa Forf. af Mork. har stanset ved 1177 for at gjøre Plads for Karl Abbeds "Sverres Saga". At Forf. ialfald har skrevet om Magnus Erlingssøn, kan sees S. 223, hvor om Orm Kongsbroder bemærkes: "hann görþiz mikill hofþingi, sem siþan mon getið verþa"; thi Orms Optræden som Høvding falder i Magnus’ Tid 1161 - 1184.

Forfatterens Grundlag er, som før sagt, Aagrip; han henviser ogsaa (indirekte) til denne Samling: hvor Forf. omtaler Afskaffelsen af Svein Alfivassøns Paalæg, forandrer han Forgjængerens Henvisning "sem fyrr er sagt" (Aagr. Cap. 24) til "sem fyrr er sagt í þeirra sögum" (ɔ: konunga sögum), Mork. 156. Disse "Kongesagaer" udgjør dog den mindste Del af Morkinskinna. Samlingen har sin største Interesse som Oplagssted for den islandske Tradition om de norske Konger efter Olav den hellige, navnlig dog hvad der knyttede sig til Islændingers Ophold ved Hirden eller Skaldenes Kvæder om Kongerne. Man ser at Forfatteren meddeler alt, hvad han tror at vide af nogenlunde god Kilde. Ensteds siger han rigtignok, at han forbigaar en betydelig Del af Harald haardraades Bedrifter, dels fordi han ikke kjender dem nøiagtigt, dels fordi han ikke vil skrive "vitnislausa hluti" (Flat. III, 343 smlgn. Fagr. Cap. 188). De Vidner, som han forlanger, er ikke Skaldevers - isaafald maatte han have udeladt meget mere - men "gode Mænd" at henvise til som Kilde. løvrigt har Forfatteren ogsaa benyttet andre skriftlige Kilder end Aagrip. For Sigurd Slembes Historie har han, som før nævnt, stærkt benyttet og tildels afskrevet Erik Oddssøns Bog; om Knut den hellige har han gjort et Uddrag af hans "Saga" (s. Mork. S. 128) og leilighedsvis har han ogsaa benyttet "Jarlasögur" (Flat. III, 270 sml. Fagr. Cap. 131). Endelig kan det ogsaa nævnes, at denne - islandske - Forfatter ogsaa har havt Adgang, maaskee paa anden Haand, til en eller anden fransk Krønike, der kunde meddele ham Bemerkninger om Harald haardraades og Sigurd Jorsalafares Samtidige i Sydeuropa.

Skjønt Forfatteren af Morkinskinna har saa mange flere Kilder end Aagrip til sin Raadighed og deriblandt fornemmelig Skaldeviser, som benyttes dels til Vidnesbyrd for Paalidelighed, dels til Pryd for Fortellingen, staar dog Forfatteren af Mork, hverken i Kritik eller Compositionstalent over sin Forgjenger. Den norske Forfatter har givet ham en afsluttet Kongehistorie som Ramme, men han har brudt denne ved sin Stræben efter at fortelle saa meget som muligt, selv om det ikke vedkom Kongerne. Rigtignok kan disse indskudte Fortellinger (især om Islendinger) ofte tjene til Oplysning om Kongernes Karakter, men Forfatteren sees ikke at have gjort Valg med bestemt Hensyn dertil og kommer derfor ved sin Vidtløftighed til at begaa den Feil, som Odd Munk kort forud havde forekastet Eventyrfortællerne, at de "jafnan lata konungin minnstan vera i sinum frásögnum". Forfatterens Kritikløshed er saa stor, at han af Aagrip optager Stykker, der strider mod hans egen Fortælling: saaledes beholder han fra Aagrip Haralds Samtale med Magnus’s Stallare Ulv, uagtet han forhen har fortalt, at Ulv (Uspakssøn) var med Harald i Miklagaard og altsaa ikke kunde være Stallare hos Magnus. Ligeledes er Forfatterens Forsøg paa Rettelser uheldige. I Fortællingen om Steigar-Tore kaldes Hesjutún for Seljutún og ansees for det samme som Holmen Vomb (sml. Munch II, S. 488 Anm.). Senere slaar han sammen alle de Høvdinger, som fulgte Kong Magnus paa Toget til Sverige (1099-1100), med dem, som fulgte ham i Vesterfærd (1102); ved at lade dem alle følge med paa dette sidste Tog viser han paa det klareste, at han ikke kjendte Snorres Beretning om Arnungernes Korstog 1102; thi da vilde han have vidst, at Øgmund Skoftessøn ikke fulgte Magnus til Irland (Hsk. S. 153). Men naar Forfatteren af Morkinskinna ikke har kjendt Heimskringla, saa følger deraf med Nødvendigbed, at Forfatteren af Heimskringla har benyttet Morkinskinna, som vil sees nedenfor i den nærmere Gjennemgaaetlse.

Jærtegnsbøger om Olav den hellige

Længe før Aagrip blev ført til Island, var Legendesamlinger om St. Olav opstaaede og indførte. Del hører jo til den katholske Kirkes litterære Livsytringer at samle Legender om sine Martyrer og Helgener. Det var da naturligt nok, at ved St. Olavs Helligdom alle hans Jærtegn mindedes og samledes. Allerede Skalden Einar Skulessøn, som Aar 1152 forfattede Digtet "Geisli" om hans Jærtegn og fremsagde det i Kristkirken i Nidaros, nævner en Række Jærtegn om St. Olav, som alle gjenfindes i Samlingerne. Omtrent fra samme Tid kan det Skrift om St. Olavs Død og Skrinlægning have været, som Tjodrek omtaler Cap. 20: "Hvorledes Gud viste sin Martyr Olavs Fortjenester ved at give Blinde Synet og helbrede Syge, og hvorledes Biskop Grimkel, Sigurds Brodersøn, efter ett Aar og fem Dage optog det hellige Legeme af Jorden og satte det paa et ophøiet Sted i Nidaros - vil jeg ikke forlælle, da derom er skrevet af Andre (qvia hæc omnia a nonnullis memoriæ tradita sunt". Om dette Skrift har været kjendt paa Island, vides ikke. Den legendariske Saga har fortalt om disse Begivenheder (Cap. 100), ligesom ogsaa Snorre (S. 499-503, 506-508), men disses Beretninger kan vel saa godt hvile paa mundtlige Sagn. Det er ogsaa aabenbart, at det af Tjodrek omtalte Skrift er forskjelligt fra de nu levnede Jærtegnssamlinger om St. Olav, der f. Ex. ikke indeholder noget om hans Begravelse. Den ældste Samling af Jærtegn, vi har bevaret, udgjør en Del af en norsk Prækensamling fra Sluten af 12te Aarh. (Norsk Homiliebog, udg. af C. R. Unger, S. 146-168), men selve Jærtegnssamlingen er meget ældre. Imidlertid omtales i Cap. 10 Erkebiskoppen og Korsbrødrene, følgelig er Bogen yngre end 1150. Men meget yngre er den ikke, thi i Cap. 12 fortæller Forfatteren, at han fandt en Præst i Nidaros, der som ung Mand var bleven frelst fra Venderne af St. Olav; dette Jærtegn henfører Snorre til Sigurds og Eysteins Dage (1103-1130), og Forfatteren kan da ikke have seet den frelste mere end en Menneskealder senere (c. 1150-60). Legendesamlingen er, som det sees af de mange latinske Vendinger, oprindelig skrevet paa Latin; men til Grund for de norrøne Afskrifter ligger én norrøn Oversættelse, altsaa ogsaa fra 12te Aarh. Homiliebogens Jærtegnssamling kan betragtes som Grundlag for Samlingen i "Olafs Saga hins helga" (Chr. 1849) og i Heimskringla. Sagaen adskiller sig kun fra Homiliebogen ved at have ét Jærtegn til (Cap. 118) og ved at gjengive tre andre Jærtegn (Cap. 115, 119) endnu én Gang, men i lidt forskjellig Bearbeidelse. Her er det, at Sagaen citerer som Autoritet en "Hall Munk", uden at man kan se, om denne er Jærtegnbogens Forfatter eller Afskriver. Hvis det er rigtigt, at denne Munk Hall er den samme som Hall Ravnssøn, Abbed i Tveraa 1184 † 1190), saa har han altsaa afskrevet Bogen, før han blev Abbed, og dermed er Bogens Udbredelse paa Island før 1184 givet. Imidlertid er det da underligt, at han citeres som Munk i en Saga fra 13de Aarh.

Odd Snorressøn og Gunnlaug Leivssøn

Odd Snorressøn levede i Tingeyre Kloster i Slutningen af 12te Aarh. og skal være død Aar 1200. Finn Magnussen antog (Fnm. S. X. S. VIII), at han skrev sin Bog mellem 1160 og 1170, fordi en af hans Hjemmelsmænd, Abbeden Aasgrim, siges at være død 1161 el. 1162. Dengang Magnussen skrev, kjendte man kun ét Haandskrift af Odds Bog, det Arnamagnæanske. Munchs Udgave af de to andre Haandskrifter viser, at Odd har omtalt Sunnivaskrinets Flytning til Bergen (Aug. 1170) og at han citerer et Udsagn af Kong Sverre. Føigelig kan Odd ikke have skrevet før c. 1180, maaske meget senere. Det ældste af Haandskrifterne (det upsalske) er kun et Brudstykke, indeholder Slutningen (Cap. 58 64) og er skrevet i Norge c. 1240-50. Det arnamagnæanske er ogsaa skrevet i Norge c. 1280-1300, men efter en islandsk Original. Det 3die Haandskrift (fra Stockholm) er yngst (fra c. 1300), men fuldstændigst. A. Munch paaviser, at dette Haandskrift er skrevet efter en Original fra c. 1200, da Skrivfeil antyder Bogstavformer, som ophørte at bruges kort efter 1200. Odds Bog, som var skrevet paa Latin, har saaledes kanske været oversat, medens Forfatteren endnu levede, saa at den i Oversættelse kan have foreligget Forfatteren af Fagrskinna og Snorre. Munch har fremdeles gjort opmærksom paa, at de tre Haandskrifter i den Grad afviger fra hinanden i Udtryk og Vendinger (ja endog i Indhold), at de maa henføres til tre forskjellige Oversettelser af samme Original. Til Vidnesbyrd herom kan følgende Sted tjene om Nordmændenes Sorg over at have mistet Olav Trygvessøn:

Upsala-Fragm. S. 70: En er Norðmenn spurðu þessi tiðendi, þa urðu þæir miok daprir oc iðraðuzt nu sarlega, at þæir hofðu sua miok girnst at fara fra konongi. oc villdu nu margir myklu hælldr þar hafa latit lif sitt en missa sliks konongs. oc ero nu miok hugsiukir oc otta fullir at þæir biði alldregi hans bætr.

Arnamagn. Hs. S. 368: Oc er Norðmenn heyrðu þetta, at Olafr konungr var fallinn, pa vurðu allir hryggvir, oc iðruduz þeir, er þeir höfðu girnz at sigla undan slicum hærra oc höfþingia i svá miclum hásca; skilþu þeir nu at þeir myndu þessa seint bœtr biða.

Stockh. Hs. S. 6 2: En er Noregsmenn oc aðrir Norðmenn heyrðu þessi tidendi, þottuz þeir illa hafa við konung skilit oc unðu storum litt við oc sa at þeir mundu alldrege fá bœtr þessa.

Hvis dette er rigtigt - og det er vanskeligt at forklare sig Afvigelserne paa anden Maade - følger deraf, at Alt, som findes i to (el. tre) af Haandskrifterne, kan med Sikkerhed siges at tilhøre Odd, medens omvendt Alt, som kun staar i ét Haandskrift og som de andre ikke viser Spor til, maa betragtes som senere indkommen i den norrøne Bearbeidelse. Følgelig ere de mange Viser om Svolderslaget (af Hallfred, Halldor og Stevne) oprindelige i Bogen, ikke blot den ene af Stevne, som ogsaa citeres paa Latin. Endvidere er Tillægget (om Kong Edvard, om Harald Godvinessøn, om Biskop Jon og Hallfreds Olavsdrapa samt om Sagaens Hjemmelsmænd) ogsaa forfattet af Odd selv og har, som sees af Stilen, oprindelig været til paa Latin. Naar altsaa Forfatteren af Tillægget opgiver sine Hjemmelsmænd, saa er dette for Sagaen selv: "þessa sögu sagþi rnér Ásgrímr ábóti Vestliðason (&dagger: 1161), Biarni prestr Bergþórsson († 1173), Gellir þorgilsson, Herdis Daðadóttir, Þorgerðr Þorsteinsdóttir, Inguþr Arnórsdottir .... Ec sýnda oc bókina Gitsure Hallzsyni († 1206) oc retta ec hana eptir hans ráðe, oc havum vér þvi halldit síþan." Forfatteren citerer forøvrigt Are frode og hans Islendingabók" (den ældre, da Stederne handler om Norges Historie). Det arnam. Haandskrift har endog optaget Ares hele Beretning om Kristendommens Indførelse paa Island, men det stockholmske Haandskrift har kun nogle korte Bemærkninger med Henvisning til Are, og dette er aabenbart det oprindelige. Ligeledes har Cod. Arn. fra Jomsvikingasaga (Cap. 8-12) laant hele fortællingen om Olavs og Keiser Ottos Kamp ved Danevirke (X, 8. 245-53), medens Stokh.Hs. kun kortelig omtaler Toget uden at nævne Olav (Cap. 11). Ogsaa dette Haandskrift har dog senere Tilføielser f. Ex. Vers af Stevne (Cap. 53) og Hallfred (Cap. 61), Sagn om Olavs Aabenbaring for Odd (Cap. 64) og - mærkeligt nok - en indskudt Bemærkning om Orm lyrja i Cap. 41: "Sa Ormr gerðe for at Haconi jarli". Thi denne Bemærkning staar i stærk Strid med Odds egen fortælling om Bonden Brynjulvs Opstand som Anledning til Haakon Jarls Død (i begge Codices, Munchs Udg. Cap. 13; Fnm. S. X, Cap. 17) og røber Bekjendtskab med Snorre eller hans Bearbeidere. Paa den anden Side er der saa stor Overensstemmelse mellem hele Odds Bog og de senere Værker Fagrskinna og Heimskringla, at disses Forfattere maa have benyttet Odd, ligesom ogsaa ialfald Snorre gjentagne Gange henviser til et skrevet Værk om Olav Trygvessøn (Hsk. S. 192 og 195).

Ogsaa Odds Klosterfælle, Gunnlaug Leivssøn † 1218, har skrevet en Bog om Olav Trygvessøn. Derom faar man Oplysninger i den store Saga om Olav Tryggvessøn, som Nogle endog har troet forfattet af Gunnlaug, endskjønt det er tydeligt nok, at den er en Compilation fra 14de Aarh. af Alt, hvad der fandtes skrevet om Olav (og Begivenheder i 2den Halvdel af 10de Aarh.) af Snorre Odd og Gunnlaug i Forbindelse med Uddrag af en Række islandske Ættesagaer (se Tillæg til 2det Afsnit). Det er bleven overseet, at i denne Saga udtrykkelig siges, at ikke Gunnlaug, men Odd har skrevet det meste paa Latin om Olav Tryggvessøn ("Svá segir broðir Oddr, er flest hefir kompónerat á latinu, annarr maðr enn Gunnlaugr, af Ólaf i konúngi Tryggvasyni" (Fnm. S. III, 172)). Gunnlaugs Navn forekommer ogsaa kun sjelden i Sagaen. Han sees især at have skrevet om Kristendommens Indførelse paa Island, fornemmelig om Biskop Fredrik og Torvald Vidførle (Fnm. S. I, Cap. 132, 136; 11 Cap. 225). Hans Hjemmelsmand om Biskop Fredrik hed Glum Torgilssøn, "maðr sannorðr". Gunnlaug har endvidere "kyndigen fortalt om, hvorledes Kong Olav undkom fra Svolderslaget" (111, S. 163). Denne Beretning findes i Cap. 283 og hans Hjemmelsmand siges her at have været Teit Asgeirssøn. Endelig har Gunnlaug ogsaa fortalt om Biskop Sigurds Reise til Sverige (III, S. 165-170). Gunnlaug siger, at han dels har samlet, hvad der findes i Are frodes Bøger (begge Udgg. af Islendingabók), dels har skrevet, hvad han hørte af "sanddru Mænd"; til disse sanddru Mænd hører altsaa de to ovennævnle , samt desuden de samme Mænd, som Odd nævner (Fnm. S. Ill, 173): Svá segja bræðr Gunnlaugr ok Oddr, at þessir menn hafi þeim flest frá sagt af Ólafi konúngi: Gellir Þorgilsson, Ásgrímr Vestliðason o.s.v. som hos Odd Cap. 76. Det er saa langt fra, at dette Sted (som Munch og Maurer mente) staar i Strid med Odds Udsagn om sine Kilder, at det meget mere bekræfter, at Ordene i Cap. 7b (i Tillægget hos Odd) er udtalte af Odd selv. Det er ogsaa rimeligt nok, at begge Klosterbrødre havde samme Bekjendtskaber, og at de begge sendte sin Bog til Gissur Hallssøn, en af de lærdeste og mest ansete Høvdinger paa Island.

Medens det større Værk om Olav af Odd snart blev oversat og benyttet af den følgende Slægts Forfattere, bliver Gunnlaugs Bog ikke nævnt og er kanske ikke engang benyttet før i den store Olavssaga fra 14de Aarh., uagtet begge Klosterbrødre synes at have staaet som Historikere omtrent paa det samme Standpunkt. Begge ere sandru Gjenfortællere, ikke Forfattere; som Munke kunde de ingen kritik øve ligeoverfor Legender og overnaturlige Sagn og staar derhos i Stil og Opfatning nærmere sydlandske Helgenskribenter end de omtrent samtidige Sagaforfattere længer syd paa øen. Skjønt de begge citerer Are og følger hans Tidsregning, er de dog formeget Klostergeistlige til som han at kunne opstille den fri Forskning som Princip.

Olafs Saga hins helga og Styrme frode

Om Olav den hellige findes der tre forskjellige legendariske Sagabearbeidelser, alle indbyrdes beslægtede. Det ældste Haandskrift, hvoraf Brudstykker er fundne i det norske Rigsarkiv, er skrevet paa Island i Begyndelsen af 13de Aarh., kanske mellem 1200 og 1220. Omtrent fra samme Tid er vel "Lifssaga Olafs konungs" forfattet af Præsten Styrme frode; af den findes Brudstykker i Flatøbogens 2det og 3die Bind. Meget yngre kan den ikke være, thi hans Bog er, som senere skal omtales, benyttet af Snorre og Forfatteren af Fagrskinna, der begge staa paa et saa langt videre udviklet Standpunkt af historisk Kunst, at der maa ligge Aar mellem hans Bog og de to senere Forfattere. Ikke meget yngre end disse to Sagabrudstykker er den fuldstændige "Olafs saga bins helga" (udg. i Christiania 1849); den er skrevet i Norge omkring 1250, men dens Original viser sig at være ældre.

Ved Siden af væsentlige Overensstemmelser mellem disse tre Sagahaandskrifter, findes der ogsaa væsentlige Uligheder. Sammenligner vi Brudstykkerne af Styrmes Bog med "Olafs saga hins helga", finder vi, at den sidste indtil Urimelighed har forkortet og sammendraget. Naar saaledes Sagaen Cap. 80 fortæller "Nu fara þæir austan um æystra riki, en siorenn er þar ækci salllr. Konongrenn biðr, at menn skulu lyða tiðum aðr en þæir hævi upp færðena", saa skjønner man ikke Meningen af disse løsrevne Sætninger, førend man af Styrmes Brudstykker ser, at her er Tale om et af Kongens mangeartede Jærtegn (Flat. II, Cap. 258 S. 327, hvor Jærtegnet ligesom i Sagabrudslykket gaar forud for Mødet med Biskop Sigurd). Her synes altsaa Styrmes Bog at være Sagaens Original. I Sagaens Cap. 69 fortælles, at Tore Hund kom tilbage fra Finmarken og "træystizc miokc fiolcyngi Finna i mote Olave kononge". Dette oplyses atter af Styrmes Fortælling om Tores Ophold hos Finnekongen "Môttull", af hvem han lærer "fjölkyngi" (Flat. III. 244-45). Det samme Indtryk vil man faa ved at sammenligne Sagaens korte Bemærkninger om Islændingerne: "Konongr gaf hanum sværðet. Konongrenn virði Ottar skald mikils. En Sighvatr var hirðmaðr konongsens oc Ottar oc Þorarenn oc Þorfiðr muðr islænzkr maðr oc norðlænzkr" med Styrmes særegne Sagn om hver enkelt af disse Mænd (Flat. HI, 241-44). Selv om der altsaa intet tilsvarende til Stykker af Styrmes Bog findes i Sagaen, kan disse Stykker være udeladte i den norske Bearbeidelse, saaledes som skeet er i de omtalte Tilfælde. Denne Antagelse bliver til Vished, naar man sammenligner de i det norske Rigsarkiv fundne Brudstykker med Sagaen. Thi skjønt disse Brudstykker næsten overalt stemmer med Sagaen, viser de dog, at Sagaen ogsaa i Forhold til dem er en forkortet Bearbeidelse. Man sammenligne et af Brudstykkerne med Sagaens Cap. 68: "Fløþi þorir þá undan norðr a finnmœ rc oc var þar tvá vetr. I þesso oþocka œllom er gorþisc i landi meþ O. oc enom lendom monnom. oc þeim orþom, er frá Knútz fóro. þá fór O. scipaliði austr i sviþióþ til fundar við Œnund mág sinn, at ráþa umb hverso þeir scyldi standa imóti ovinom sínom. En þa er hann vildi aftr fara til Norvegs, þá lá Knútr firir honum i Æýrarsundi meþ þriú hundroð scipa. þa setti O. up scip sin í Barvic oc fór landveg i Norveg. Oc þat hœst it sama, er þeir baorþosc O. oc Knutr og Œnundr við ána helga" o.s.v. Fortællingen om Sigvats og Ottars Viser er kun tre Viser bevarede i Arkivbrudstykket, og disse gjengives der i en forskjellig Orden fra Sagaen (Cap. 61, 62) og Styrme (Flat. III, 239-43); men deraf tør man ikke, som Maurer, slutte, at der i Brudstykkerne fandtes færre Viser end i Sagaen, naar ellers det omvendte er Tilfælde, at Brudstykkerne meddeler mere end Sagaen. Paa samme Maade er det lidet troligt, at Fortællingen om Olavs Fjeldreise (Sagaens Cap. 72-74) skulde være ganske udeladt i de ældre Brudstykker, selv om de ikke findes paa det tilsvarende Sted; alt leder til at tro, at den fandtes paa et senere Punkt i den oprindelige Saga.

Sammenfatter vi, hvad her er sagt, sees det, at saavel Arkiv-Brudstykkerne som Styrmes Bog kan betragtes som Original for det norske Sagahaandskrift. Derfra er der ikke lang Vei til at drage Slutningen om begges Identitet. Da vi nemlig har sikkre Vidnesbyrd for, at Styrme har forfattet Olavs Saga, og da et Haandskrift fra hans Samtid i alle Punkter, vi kan kontrollere, stemmer overens med hans Arbeide, kan det ikke længer være Tvivl om, at Styrme er den virkelige Forfatter, "er hefir saman sett lifssögu hins heiliga Olafs konungs" (Flat. Ill, 237). Det tør saaledes være mig tilladt at citere Styrme frode som Forfatter af den saakaldte "legendariske Olafs saga hins helga".

Om Styrmes Kilder véd vi ikke meget. Han synes ikke at have benyttet Ares Oplegnelser om Norges Konger, han afviger i Tidsregningen og nævner ham ikke engang. "Jærtegnssagaen" (Cap. 103-126) har han ligefrem udskrevet af én eller rettere to Prækenbøger, han har endog beholdt Indledninger og Slutningsbønner. Og i den egentlige Saga har han ialfald benyttet Fostbrœðrasaga til at fortælle Tormod Kolbrunarskalds Historie (se forrige Side); hvorvidt der ogsaa om de øvrige islandske Skalde (f. Ex. Sigvat og Ottar) har været skriftlige Oplegnelser, véd vi ikke. Endvidere har han benyttet den gamle Sagasamling "Aagrip"; saaledes har han fortiden enkelte Smaatræk (f. Ex. i Slutn. af Cap. 18) optaget hele Cap. 77 og 101 efter den. Det kan nemlig ikke forholde sig saa, som Nogle have troet, at disse Capitler fra Sagaen ere laante i Aagrip; th i i Aagrip passer disse Capitler i Sammenhængen, men i Sagaen er de lydeligt indskudte. I Cap. 77 fortælles, at efter Haakon Jarls Død om Hæsten Kong Knut sendte til Norge sin Søn Svein, som gav de haarde Love; men desuagtet fortælles Cap. 80, at Olav drog lilbage, fordi Landet var "høvdingeløst" efter Haakons Død; og i Cap. 101 fortælles, at Svein først kom til Landet den Sommer, da Olav var falden. Men dette viser atter, at den legendariske Saga er yngre, end man har antaget, og at den tilhører det 13de, ikke det 12te Aarh. løvrigt sees det, at Styrme ogsaa (og fornemmelig) har benyttet mundtlige Sagn og tillige at han over et Slags Kritik. Af følgende Sted i Brudstykkerne (S. 946) sees nemlig, at han har gjort Valg mellem sine Kilder: "Nú væri mart fra Oláfí at segia, þat er hann drýgþi i mŒrgo lagi, er stormerkiom sætti, meþan hann var ifir landi, oc má ecci of þat roþa, eftir því sem var, at eigi ero svá vitniumb þŒ Œll, er þöcilig ero" (i Sagaen er Stedet forvansket, se Cap. 64). Styrme har større Evne end Odd baade til at gjøre Valg og til at fortælle. Hans Kritik viser sig især i Anvendelsen af Skaldene. Medens Odd kun meget sparsomt optager Viser i Fortællingen, og da mere som Pryd end til Stolte for Fortællingens Paalidelighed - ofte endog misforstaaer han dem -, saa finder vi i Styrmes Saga næsten overalt, hvor Fortællingen ikke er legendarisk, Skaldeviser fremførte som Vidner (f.Ex. Cap. 26, 27, 48, 64-67, 69, 71, 76, 101); derfor citeres disse Viser med Tillæg "Fra þesse .. . sægir þorarenn (Cap. 76), sem Sighvatr skalld sægir" (Cap. 66), "svá sem Ottar kvað (Cap. 48) o.s.v. Styrmes største Fordel fremfor Odd har været, at han kunde benytte Modersmaalet og saaledes laane Talesprogets fortællende Stil. Om Styrmes Fremstillingsmaade kan mærkes, at han gjør et ikke uheldigt Forsøg paa Karakterskildring (i Cap. 30), skjønt de senere meddelte Legender ikke allid stemmer overens med denne Skildring. Han forsøger ogsaa at ordne Fortællingen med mere Skjønsomhed end Odd, i store Grupper f. Ex. Cap. 1-30 Olavs Ungdomshistorie; 30-40 Kristendommens Udbredelse over hele Landet; 41 - 46 Svenskefeiden og Giftermaalet; 48-63, mindre "þættir" , tildels om Kongens islandske Venner; 64-74 Krigen mod Knut; 75-102, Kong Olavs Flugt, Hjemreise, Fald og Hellighed. Men inden disse Rammer magter han ikke at samle det sammenhørende. I Cap. 48 fortælles om Tore Hunds Uenighed med Kongen og Flugt fra Landet, men først i Cap. 68 fortælles noget nærmere om denne Flugt og Tores senere Skjæbne. Ligeledes fortælles Cap. 66 om Helgeaa-slaget, men derpaa følger i Slutn. af Cap. 68 noget nærmere om Slagets Gang, skiønt der imidlertid allerede har været talt om senere Begivenheder.

Fagrskinna

Fagrskinna er næstefter Heimskringla det mest originale Sagaværk om Norges Konger. Ligesom Snorre er Forfatteren Lægmand og Skald; ligesom Snorre behandler han sine kirkelige Forgjængere med stor Overlegenhed og Frihed, ligesom denne udelader Forfatteren af Kongernes Historie de mange uvedkommende Smaafortællinger og ligesom denne har han et udstrakt og grundigt Kjendskab til den historiske Skaldelitteratur, som begges Forgjængere har savnet. Men Forfatteren har ikke Snorres Evne til anskueligt at fremstille Begivenheder i Sammenhæng, f. Ex. hvor hans Kilder var Skaldevers, og han har ikke formaaet som denne at levere levende Billeder af Kongen og hans Mænd. Men det Træk, hvorved han adskiller sig fra alle de andre norrøne Forfattere, er hans Behandling af Eventyr og Legender (Rationalisme).

Det er ikke vanskeligt at paavise, hvilke Kilder Forfatteren har benyttet. Det sees nemlig strax, at Forfatteren har gjort ligefrem Uddrag af Samlingen Aagrip, af Odds og Styrmes Olavs-Sagaer, af Morkinskinna og af Jomsvikingesagaen. Saaledes er Cap. 4 (i B.), Cap. 20, Stykker af Cap. 14, 24, 34 og 35 ligefrem udskrevne af Aagrip; af Fortællingen om Svolderslaget (Cap. 75 -80) gjenfindes det meste hos Odd, lange Stykker ordret, saa at endog et Hul i Fagrskinna (S. 65) har kunnet rigtigt udfyldes efter Odd; Styrmes Olavssaga Cap. 47-48, 64-76 ff. ligger til Grund for Olavssagaen i Fagrskinna Cap. 98 - 108, saa at vi ogsaa her let kan berigtige det ene Haandskrift efter det 43 andet); den senere Del af Fagrskinna fra Aar 1035 er væsentlig et Uddrag af Morkinskinna, saa at lange Stykker er ordret afskrevne (f. Ex. Fagrskinna Cap. 125, 130, 132, 134-36, 141, 154-56, 168-69, 192-94, 196-200, 202-209 o.s.v.), medens dog Berigtigelser er optagne efter Aagrip (f. Ex. i Cap. 226); og endelig henvises i Haakon Jarls Historie udtrykkelig til en skreven Saga (Cap 46 "sem heyra má i þeirri frásögn, hversu með miklum krapti þat varð unnit af guðs fulllingi") og til de Islændinger, hvis Beretninger er samlede i Jomsvikingasaga (Fagr. Cap. 61). Andre skriftlige Kilder kan derimod ikke paavises. Paa et enkelt Sted (Cap. 131) citeres vistnok "Jarlasögur" om Ragnvald Brusessøn, men dette Sted er kun afskrevet efter et ligelydende Sted i Morkinskinna (se Flatøbogen, III. 270), og det sees, at Forfatteren af Fagrskinna ellers ikke kjender Jarlernes Bedrifter (se f. Ex. Cap. 98 S. 79). Fagrskinnas Fortælling om Harald haarfagre (Cap. 3-14) har en mærkelig Lighed med enkelte Dele af "Haralds þáttr hárfagra" i Flatøbogen (1, 567-76), men da dette Skrift er nyere og viser sig at have benyttet Snorres Haraldssaga, tør man vel antage, at Skriveren (Jon Tordsson) ogsaa har benyttet Fagrskinna, der her væsentlig er udarbeidet efter Skaldekvæder. Endelig er der saa mange væsentlige Overensstemmelser mellem Fagrskinna og Heimskringla, at den enes Forfatter maa have kjendt den andens Arbeide. Men hvem er her Original? Maurer forfægter, at Forfatteren af Fagrskinna har kjendt af Heimskringla ialfald Harald haardraades Saga og de efterfølgende. Da Maurer fremsatte denne Paastand, kjendte han Morkinskinna kun efter Uddrag i Fnm. sögur VI og VII, thi Ungers Udgave udkom først 1867. Men af denne vilde Maurer have seet, at alt hvad han af Fagrskinna gjenfinder hos Snorre tildels i anden Form, det gjenfindes uforandret i Morkinskinna, medens Alt, hvad Snorre har fremfor Morkinskinna (f. Ex. om Haakon Ivarssøn), det savnes ogsaa i Fagrskinna, hvis Forfatter saaledes ikke har kjendt Heimskringla. Naar nu Fagrskinna stemmer med Heimskringla, saa har altsaa dels begge Forfattere benyttet samme Kilder (f. Ex. Morkinskinna), dels, hvor de begge afvige fra Kilderne, har Snorre benyttet Fagrskinna f. Ex. om Olav Trygvessøns Opmuntringstaler til sine Mænd før Svolderslaget (Fagr. Cap. 79, Heimskr. S. 210-11; begge modsat Odd Cap. 57-59) og Ordningen af Begivenhederne i 1028, hvorved Knuts Ophold i Norge falder forud for Olavs Kamp med Erling Skjalgssøn (Fagr. Cap. 104-7, Heimskr. S. 438 ff., rnodsat den legendariske Saga Cap. 69 - 76) o. fl. Mange Stykker i Heimskringla findes ogsaa forøvrigt kun i Fagrskinna, og saaledes, at Snorre viser sig at være den senere Bearbeider f. Ex. om Halvdan Svartes Drøm, om Sendebudene mellem Harald haarfagre og Adalstein, om Eyvind Skaldespilder, om Olav den helliges Tog til Trondhjem mod Svein Jarl, om Ulv Jarls Død o.s.v. Saaledes er det kun Snorre, som ved, at Ulv Jarl blev dræbt Aar 1027, medens Forfatteren af Fagrskinna lader ham følge Svein Knutssøn til Norge 1030 og først senere blive dræbt i Danmark (se Cap. 110-15) Og ligesom kun Snorre kjender Forbindelsen mellem Einar Tambarskelves Død og Haakon Ivarssøns Skjæbne, saaledes er det ogsaa kun Snorre, som kjender til Arnungernes Korstog i 1102-1103 og at delte gav den ydre Anledning til Kong Sigurds Korstog i 1107.

Efter alt dette maa Fagrskinna være forfattet; efterat Styrmes Olavssaga og Morkinsskinna var skrevet, men førend Snorre var begyndt paa Halvdan svartes Saga, altsaa ikke meget senere end Aar 1220. Og herimod strider ingenlunde Haandskrifterne. Af de to Haandskrifter A og B findes kun Afskrifter fra 17de Aarh., med Undtagelse af et lidet Brudstykke af B (se Udg. S. 144 og Fortalen). At dømme efter dette er Haandskriftet B skrevet c. 1250), i Haakon Haakonssøns senere Tid, og senere end 1240, da Knut Haakonssøn († 1261) nævnes "Knútr Jarl". Men da Stamtavlerne iøvrigt ikke føres saa langt ned i Tiden, maa man tro, at Originalen er "eldre. Af Oddeætten nævnes Jon Loftssøns Sønner Paal († 1211), Sæmund († 1222) og Orm († før 1265), men ikke Sæmunds Sønner; blandt Arnrmødlingerne nævnes Paal flida, der endnu levede 1223, men ikke Peter i Giske, som var en af de betydeligste Høvdinger i Landet († 1254); blandt Ulv Stallares Ætlinger nævnes Peter Erkebiskop (1224-26), men ikke hans Søn Lendermanden Peter Biskopssøn, og Orknøjarlenes Stamtavler ender med Jon Jarl (1214-1231). Efter dette maatte altsaa Originalen være skreven tidligere end 1231; ellers kan man ikke forklare sig, at samtidige Høvdinger ikke nævnes. Det yngre Haandskrift A er fra 14de Aarh., saa at man af dette ikke kan slutte noget om Bogens oprindelige Forfattelsestid. Naar saaledes i delte staar, at Kong Valdemars Børn var Kong Knut, Kong Valdemar og Dronning Rikiza, saa kan man ikke sikkert afgjøre, om "var" stod i Originalen; thi selv om der havde staaett "er", kunde en Afskriver fra 14de Aarh. have rettet til det fra hans Standpunkt rigtigere "var".

Da Fagrskinna mere end alle andre har tjent Snorre til Forbillede, hører det herhen at paapege dens Forfatters vigtigste Særegenheder. Han er aabenbart lærdere Skald end nogen af hans Forgjængere, og han har ikke alene samlet den størst mulige Mængde af Skalde vers om norske Konger, men han forstaar ogsaa at benytte dem og at fortolke dem rigtigt ligeoverfor Sagn og Sagaer. Naar saaledes Odd fortæller, at Olav Trygvessøn bød Torkel Nevja før den sidste Kamp at bortføre de Saarede paa "Tranen", saa paaviser vor Forfatter, at Verset maa forklares om, at Torkel Nevja ikke flygtede, før "Tranen" og "begge Orme" vare ryddede (Cap. 81). Og naar Styrme fortæller, at St. Olav kjæmpede ved Londons Broer for at hjælpe Knut og citerer om Londons Beleiring en hel "Flokk"), forfattet af Olav, saa fremfører vor Forfatter et Vers af Ottar, som viser, at Olav kjæmpede for Adalraad og et Vers af Sigvat, som viser, at han kjæmpede mod Danerne; følgelig maatte han forkaste som uægte den "Flokk", som Olav skulde have digtet, og alle Sagn om Olavs Kampe for Knut (Cap. 86). I flere Sagaer f. Ex. Harald haarfagres, Harald Graafelds og Erik Jarls Saga, støtter Forfatteren sig hovedsagelig kun til Kvæder, idet han forkaster alle fra dem afvigende Beretninger; for den senere Tid, hvor Morkinskinna med sædvanlig Vidløftighed har samlet alle mulige Skaldevidnesbyrd, indskrænker derimod vor Forfatter Citaterne til det nødtørftigste, og jo nærmere Fortællingen rykkes mod Samtiden, desto sjeldnere bliver de; det sidste Vers, som nu findes i Fagrskinna, er af Einar Skulessøn om Kong Eysteins Død 1157 (Cap. 262). - Medens Forfatteren handler med Klarhed overalt, hvor han følger Skaldene, er han derimod i Vildrede, naar han har flere skriftlige Kilder at vælge mellem. I Regelen undgaar han at vælge, idet han enten benytter almindeligere Udtryk, som passer páa begge Varianter, eller han forbigaar ganske det usikre Faktum. Naar der fortælles om Oprør mod Haakon Jarl af Brynjulv (Odd) eller af Gudrun og Halldor (Aagrip), vælger saaledes vor Forfatter det fornuftige Parti kun at tale om "Bønderne" (Cap. 66); ligeledes tør han ikke vælge mellem de 2 Beretninger om Olav Trygvessøns Barndom, men siger kun det Almindelige, at han "fór með móður sinni í ókunn lönd" o.s.v. Endnu større Forsigtighed viser Forfatteren ligeoverfor Legender og løse Sagn om Trolddom eller Mirakler. Forfatteren synes i dette Punkt at være ren Rationalist, og det er vel kun for Skams Skyld, at han gjør en Undtagelse ligeoverfor Olav den hellige (Cap. 109, 143, 161); thi alle andre Sagn om Trolddom og Mirakler udelader han uvægerligt, hvad enten saa han finder dem i Aagrip, hos Odd, Styrme eller i Morkinskinna. Allertydeligst er dette i Fortællingen om Haralds Fængsling i Miklagard (Cap. 161), hvor Forf. ordret efter Morkinskinna fortæller om St. Olavs Aabenbarelse paa Gaden for Harald og dennes Frelse ved Enken, men ganske udelader den mellomliggende eventyrlige Kamp med Dragen (Morkinskinna S. 12-13). Og han tager ikke i Betænkning ved Rettelser at give Fortællingen et mere troværdigt Præg f. Ex. hvor Varslerne for Haralds Fald i England fremstilles som Drømme (Cap. 201), medens de hos Forgjængeren ere overnaturlige Begivenheder (Mork. 111-12).

Forfatteren udelader og forkorter dog ikke alene, hvor han træffer paa Eventyr, men ogsaa hvor han i sine Kilder støder paa Fortællinger, som enten afbryder Hovedfortællingens Traad eller behandler mindre væsentlige Smaatræk og Bipersoner eller i det Hele taget drager Interessen bort fra Hovedpersonerne. Thi Forfatteren har rigtigt opfattet sit Hverv at skrive Kongernes Sagaer saaledes, at Kongerne overalt er Fortællingens vigtigste Personer, ligesom ogsaa Fortællingens Bredde retter sig efter Handlingens eller Begivenhedernes Vigtighed. Det er saaledes ikke tilfældigt, at Olav Tryggvessøns Ungdomshistorie, som hos Odd udgjør en Hoveddel, i Fagrskinna fortælles paa 10 Linier (Cap. 68), og at istedetfor de vidtløftige Legender kun Draapaen om hans udenlandske Bedrifter (Cap. 69) optages, medens der gives en kort og kjærnefuld Skildring af, hvorledes Olav kristnede Landet (Cap. 70-72), og Hovedsagen bliver hans sidste Kamp mod de forbundne Høvdinger (Cap. 73-81). Her paaviser Forfatteren ikke alene den ydre Anledning til Kampen, Mageskiftet mellem Tyre og Gunhild (Cap. 73), men ogsaa de dybere Grunde (Cap. 74). Derpaa lader han følge Odds merkelige Skildring af de forbiseilende Skibe og deres Virkning paa Fjendernes Stemning (Cap. 76), begge Flaaders Ordning (Cap. 77, 78), Olavs Taler til sine Mænd (Cap. 79), Kampen selv og dens Udfald (Cap. 80, 81) og endelig Samtidens Domme om Kampen og om Olav (Cap. 81). Ligesom Forfatteren her paa en Gang viser Afhængighed og Uafhængighed af Odd, saaledes gjenfinder vi samme Forhold ligeoverfor Styrmes Olafssaga hins helga, Morkinskinna og Jomsvikingasaga, uden at jeg her tør opholde mig nærmere med hvad der for denne Aíhandling er Bispørgsmaal. Det faar være nok at pege paa, at mellem Fagrskinnas Cap. 94 (- legend. Saga 32) og Cap. 95 (- legend. Saga 41) udelades Fortællingen om Dalegudbrand m. m. (Cap. 33-40), at mellem fagrskinnas Cap. 99 og 100 mangler Fortællingerne i legend. Saga 48-64, mellem Fagrskinnas Cap. 177-78 mangler Morkinskinnas Fortælling Side 23-24, og mellem Fagrskinnas Cap. 258-59 mangler Morkinskinnas Fortælling S. 219-22, hvorved Forfatteren endog overspringer Sigurd Slembes Død, uagtet dette Afsnit er betitlet: "Um Sigurð Slembiðjakn" (!).

Nærmere at søge at paavise, at Forfatteren af Fagrskinna har været en Islending, finder jeg overflødigt, ikke alene paa Grund af Jón þorkelssons Afhandling, men ogsaa paa Grund af den faste Stilling, som Forfatteren indtager i den islandske Litteratur om Norge, medens en norsk Forfatter fra c. 1225 med disse (skriftlige og mundtlige) Kilder og disse Principer vilde være uforklarlig. Derimod finder jeg det aabenbart, at Forfatteren vel saa meget har skrevet for Nordmænd som for Islændinger, ligesom ogsaa hans Verk har haft den største Udbredelse i Norge.

Haakon Ivarssøns Saga

Allerede P. E. Müller paastod, at Haakon Ivarssøns Saga har hørt blandt Snorres Kilder, men senere synes Videnskabsmændene at have glemt, at der fandtes en saadan Saga. Af denne den eneste historiske Saga om en norsk Høvding udenfor Kongeætten er der kun bevaret et Brudstykke paa 6 Blade (A. M. 570 e. 4 to). Det er islandsk fra 14de eller 15de Aarh. Sagaen er mærkelig, fordi den i saa høi Grad stemmer med Snorres Beretning om Einar Tambarskelve og Haakon Ivarssøn. Forskjellen bestaar ikke saa meget i afvigende Indhold som i afvigende Form, idet Sagaen er vidtløflig og omstendelig i Enkeltheder og i det hele skeier ud fra den simple og fyndige Sagastil, hvis bedste Repræsentant Snorre er. Spørgsmaalet bliver da, om Snorre her er Forgjænger eller Efterfølger. Til Afgjørelse heraf vil jeg paapege, at Sagaen uagtet den umiskjendelige Overensstemmelse dog har Feil, som Kjendskab til Snorre maatte forhindre f. Ex. at Finn Arnessøns Gaard "at Yrjum" laa paa øster-Agder, og at alt, hvad Snorre i Fortællingen om Einar og Haakon har laant fra Morkinskinna, det mangler ganske i Sagaen. Deraf sluttes, at Sagaens Forfatter ikke har kjendt Snorres Værk; men da er det en nødvendig Følge, at Snorre har kjendt og benyttet Sagaen; den giver saaledes netop Oplysning om Snorres Kilde til den Del af Harald haardraades Saga, hvori Snorre afviger fra Fagrskinna og Morkinskinna. Sagaen er efter dette forfattet før 1220 eller 1230. Forfatteren benytter Vers af den islandske Skald Tjodolv og røber sig derved som Islænding. Det synes, som om Forfatteren ikke har benyttet skriftlige Kilder, ialfald ikke nogen af de større Kongesagaer.

Behandlingen af Islands Historie før Snorre

Førstegrøden af den islandske Historieskrivning er Are frodes Bøger; hans Islendingabók er Forbillede for den halvkirkelige Litteratur paa Modersmaalet, og hans Notiser om Landnámsmændene Grundlaget for de massive Værker, som senere Videnskabsmænd fra 13de og 14de Aarh. har samlet. Ares Opfordring i Islendingabók (S. 3) til at rette og efter Evne forøge hans Arbeide, er rigelig benyttet. Saaledes har, som før nævnt, Gunnlaug Munk indtaget og bearbeidet i sin Saga om Olav Trygvessøn Alt, hvad Are har skrevet om Olav. Omtrent samtidig dermed har en anden "lærd Mand" bearbeidet og udvidet en Del af Islendingabók til en egen Saga om Kristendommens Indførelse paa Island, Kristnisaga. Bogens Forfattelsestid sættes med Rette til 1190-1200; thi Forfatteren kjender ikke Biskop Jon som "den hellige" (han blev kanoniseret Aar 1200) og kjender om Olav Trygvessøn ikke andet end Odds Bog, og han omtaler endog Are som "Are den gamle" til Forskjel fra hans Sønnesøn "Are sterke" † 1188 (Bisk. sögur I S. 26). Det er dette Sagaværk (fornemmelig dets Cap. 10 og 11), som har givet Snorre Stof til Beretningen om Islands Omvendelse i Olav Trygvessøns Saga, dog har han forkortet Beretningen om Kjartan og fortalt vidtløftigere om Hallfred Vandrædaskald, der havde mere Betydning for Snorres Behandling af Olavs Historie. Ares (og Kolskeggs) Landnámabók har Betydning ikke alene som Grundlag for de senere vidtløftigere Landnámabøger af Styrme frode, Sturla Tordssøn og Hauk Erlendssøn, men ogsaa fordi den som de ældste Optegnelser om de islandske Høvdingeætler har givet Fortællerne en fast kronologisk og geografisk Bund at bygge paa. Som før bemærket har der nemlig forud for Sagaskrivningen gaaet en Sagafortælling, vistnok ikke bearbeidet i fast Form og vistnok ikke fuldt udarbeidet, men dog allerede Gjenstand for en fortællende Kunst (se f. Ex. Morkinskinna S. 72 og Fnm. 8. VI. 354 om den unge Islænding ved Kong Haralds Hird) og Gjenstand for Tradition inden de lærde Familier (Isl. 8.1, 327 om Kaare den svarte, Frænde af Tjodolv fra Hvin). Det kan da virkelig være berettiget at henpege paa en "Litteratur før Litteraturen", om det end ikke gaar an at fastholde "Traditionens Fasthed", som P. E. Müller og Keyser gjorde. Ikke før i Midten af 12te Aarh. begyndte man at bearbeide disse Sagaer i skriftlig Form; den ældste Grammatiker i Edda (fra c. 1140-50) kjender ikke andre historiske Værker end "þau hin spakliga frœði, er Ari Þorgilsson hefir á bækr sett af skynsamliga viti", medens dog allerede Hungrvaka (c. 1210) nævner baade "sögur" og "mannfræði". Alle islandske Sagaer ligefra de ældste henviser til et genealogisk Grundlag, - dog noget forskjellig! fra de store Landnámabøger - og dette genealogiske Grundlag maa vel føres tilbage til Ares Landnámabog. Men selve den fortællende Kunst kunde ikke laanes fra Are, den er de skrevne Sagaer medfødt, thi den er arvet fra den mundtlige Fortællekunst; vi finder derfor i dem alle en Evne til at fortælle Begivenheder efter indre Sammenhæng, en tydelig Stræben efter Composition, efter Ordning om Hovedpersoner og Hovedbegivenheder. Denne fortællende Kunsts Udvikling er saa meget vanskeligere at paapege, som kun for faa Sagaer kan paavise indre eller ydre Afhængighed, og for mange Nedskrivningstiden er meget usikker eller ganske ubekjendt. Det har i lang Tid gjældt som en Grundsætning, at de fleste islandske Sagaer har været nedskrevne før Aar 1200 (før Sturlungetiden), men nu er det dog paavist, at denne Lære beror paa en Misfórstaaetlse eller Feillæsning af et Sted i Sturlungasaga, hvis Mening er, at de fleste Sagaer om Begivenheder før 1201 var skrevne, førend Sturla skrev sin Islendingasaga c. 1270 (G. Vigfusson i N. M. Petersens Litteraturhistorie S. 236-37). Dermed falder Støttepunktet for den tidligere Lære om Sagaskrivningen i det 12te Aarh., og Rimeligheden voxer for at Tiden 1200-1270 er Sagaskrivningens Blomstringstid. At søge nærmere Oplysninger om Sagaernes Forfaltelsestid af Haandskrifternes Alder vilde være forgjæves; thi disse henviser kun i Almindelighed til Tiden før 1300. Derimod bliver det vigligt for Tidsbestemmelsen at have en saavidt mulig ren Text, hvor senere Tilsætninger paavises. Men saalænge ikke dette er skeet med alle Sagaer, staar der intet andet Middel til vor Raadighed end at fremdrage enkelte Steder i Sagaerne, hvorved det gjensidige Tidsforhold mellem Sagaerne kunde bestemmes, og af Genealogier eller Personnavne at gjøre Slutninger om Forfattelsestiden. Det bliver nødvendigt her at fremhæve de vigtigste Sagaer fra "den store Sagaold" - idet jeg lader ude af Betragtningen Sagaer fra den kristne Tid og de kirkelige Sagaer.

Vestlandet

1. Egilssaga handler om Kveldulvs og hans Ætlingers Bedrifter paa Harald haarfagres og hans Sønners Tid. Denne Saga i Reykjavik kjender ingen af de vidløftige Kongesagaer, derfor fortæller den selv vidtløftigt om Kong Haralds Ungdomsfærd, selv hvor denne ikke vedkommer Sagaens Hovedpersoner; om Erik Blodøxe citeres heller ingen Saga, kun Kvæderne om ham ("svá sem segir i kvæðum hans Cap. 37"). Derimod kjender Forfatteren en Saga og Kvæder om Kong Haakon. Da denne Saga udtrykkelig har sagt, at Haakon underlagde sig "Gautland hit vestra" - hvilket er en Misforstaaetlse af Gutorm Sindres Vers - og dette kun berettes i hans Saga i Aagrip, tør vi vel slutte at Forfatteren af Egilssaga her henviser til Aagrip. Følgelig maa Sagaen være skreven efter 1190 (1200). Men Sammenligning med Snorre viser, al Snorre har kjendt og benyttet 'Egilssaga, som saaledes er ældre end 1230. Sagaen afviger vistnok i meget fra Snorre f. Ex. at Gutorm først bliver Herre i Viken efter Havrsfjordslaget (Cap. 26); men naar som paa flere Steder Sagaen stemmer ordret overens med Snorre, viser det sig f. Ex. netop i Cap. 26, at Sagaen er ældre; thi dens Forfatter véd ikke, at Gutorm blev etterfulgt af sin Navne Gutorm Haraldsson (Hsk. S. 69 27). Af Sagaens Cap. 4 er meget ordret optaget i Snorres Haraldssaga Cap. 12 (Hsk. 5 6 22-31); særligt kan fremhæves, at Slutningsbemærkningen om Berdlukaare ("Eptir þat kom Berðlukári til Røgnvalds o.s.v.) kun kan opfattes som Laan fra Egilssaga, da man først her faar vide, hvem Berdlukaare er, og Snorre kun af Uforsigtigtighed er kommet til at nævne ham, medens han er en af Hovedpersonerne i den tidligere Del af Egilssaga. Snorre har iøvrigt fra Sagaen laant Stykkerne om Herlaug og Hrollaug (Hsk. 53), om Firdafylkes Erobring og det andet Slag ved Solskel (Hsk. S. 54-56), om Udvandringen fra Norge (S. 62-63), om Haralds Kongsgaarde (S. 78), samt enkelte Træk i Erik Blodøxes og Haakon den godes Historie. Dog har Snorre ikke optaget noget pm Sagaens Hovedmænd, thi det vilde bortdrage- Interessen fra Kongerne til den undertrykte og forfulgte Herseæt.

2. Fóstbrœðra-saga. Det er før paavist (S. 39-40), at Styrme har kjendt og benyttet denne Saga til sin Olavssaga. Fostbrœðra-saga er altsaa ældre end 1210-20, og Snorre har kjendt ialfald samme Dele af Sagaen; han har ogsaa benyttet dem, om end friere end Styrme, thi Snorre afviger meget fra Sagaen, og det er endog rimeligl, at flere af Sagahaandskrifterne er paavirkede af Snorre.

3. Laxdæla-saga er omtrent samtidig med Snorre, men uafhængig af ham, hvilket især er tydeligt i Tidsregningen. Sagaen nævner Abbed Ketil († 1230) og Torvald Snorressøn † 1228). Forfatteren har benyttet en Saga fra Østfjordene, Njarðvikingasaga.

4. Saga Gunnlaugs ormstungu. Dens ene Haandskrift fra c. 1310 siger, at Sagaen er forfattet af Are frode; men da begge Haandskrifter henviser til Laxdœlasaga, hører Sagaen aabenbart til 13de Aarh. Forfatteren støtter sig ogsaa tydeligt til Egilssaga. Forfatteren synes ikke at have kjendt Snorres Værk, ialfald er han uafhængig af ham: han lader Sigurd Orknøjarl leve efter 1004, og nævner paa Erik Jarls Tid (c. 1008) en Sigurd Jarl i Gautland, som ikke kunde findes der efter Snorres Beretning. Det er ogsaa kun det ene Haandskrift, som paa et aabenbart indskudt Sted nævner Snorre Sturlassøn (S. 191).

5. Harðar saga Grimkelssonar. Slutter med et Udsagn af Styrme († 1245), hvoraf det er tydeligt, at denne enten har forfattet eller afskrevet eller ialfald kjendt Sagaen. Den er altsaa i ethvert Fald ældre end Midten af 13de Aarh. Den citeres ogsaa i Landnáma (S. 62), og Hauks (ɔ: Styrmes) Haandskrift stemmer med Sagaen, medens Sturla har gjort et Tillæg.

6. Eyrbyggja saga. Forfatteren citerer Laxdæla saga og Heiðarviga saga (s. nedf.) og har aabenbart kjendt og benyttet Gisla saga Súrssonar, Kristnisaga og Landnáma (Styrmes?). Forfatteren nævner Sturlassønnerne Tord, Sigvat og Snorre næsten som de vare døde (altsaa efter 1241?), men er aabenbart ældre end 1272, da Island fik norsk Ret (Fortalen 8. XII).

7. Bjarnar saga Hitdælakappa er ogsaa fra 13de Aarh., ældre end Grettes Saga (Citat) og de senere Bearbeidelser af Olafssaga helga (Fnm. S. IV, S. 109). Forfatteren har benyttet Egilssaga, maaske ogsaa Laxdæla. Hører vistnok til 2den Halvdel af 13de Aarh.

8.-10. Hœnsa-þóris saga, Heiðarviga saga og Gisla saga Surssonar er aabenbart ældre end 1250, det har altid været antaget, at de hørte til de ældste Sagaer fra Vestlandet paa Island (fra 12te Aarh.?). Men den Mening, at Hønsetores Saga skulde være fra c. 1100, grundede sig paa et Sted, som efter Haandskrifternes Dom er indskudt fra islendingabók.

11 -12. þorskfirðingasaga (om Gull-tore) og Ísþsfiringasaga (om Haavard halte) citeres i Landnáma og er saaledes ialfald ældre end 1270, men staar ikke i Forbindelse med de øvrige Sagaer fra Vestlandet. Isfirðinga saga er aabenbart Thordarson den ældste, den ligner de ældre Sagaer; dog vækker det mistanke, at der i Isafjord findes en "lögmaðr", som giver "órskurð" aldeles paa norsk Vis; þorskfirðingasaga er opfyldt af Sagn om Drager, Haugbrydning og Jomfrurøvere, o.s.v. Maaskee har begge været Gjenstand for senere Bearbeidelse.

Sønderlandet

Om Begivenhederne paa Sønderlandet er der egentlig kun én større Saga:

13. Njálssaga, men den opveier rigtignok mange andre. Om dennes Tilblivelsestid har der været stærk Uenighed; nogle (P. E. Müller) har erklæret den for den "ældste islandske Saga", bl.a. fordi et (rigtignok senere) Haandskrift nævner Sæmund frode som Forfatter. Nyere Islændinger betragter Njálssaga, vistnok med Rette, som Produkt af en længere Kulturudvikling, og antager den derfor forfattet i Slutningen af 13de Aarh. (tidligst c. 1270-80). Og gode Grunde taler for denne Betragtning. Vistnok er der Slægtled, som stanser ved "Sæmund frode"; men dette har ingen Betydning, naar Forfatteren alligevel nævner Oddeverjerne (ɔ: Sæmunds Ætlinger: Loft, Jon, Sæmund o.s.v.) og Sturlungerne (Tord, Sigvat og Snorre 1200-1240) og endog Kolbein unge († 1245). Det sees ogsaa, at Forfatteren kjender en ikke ringe Skare Sagaer fra 13de Aarh., ikke alene fra Vesterlandet som Egilssaga, Laxdœlasaga og Landnáma, men endog fra Nord- og østfjerdingen. Endnu tydeligere henføres man til Slutn. af 13de Aarh. ved at se, at den republikanske Rettergang beskrives som et overskredet Stadium, som noget forbigangent. Derfor kaldes ogsaa i Sagaen stadig Lovsigemanden "løgmaðr" efter norsk Skik, indført paa Island 1272.

Ved Siden af Njálssaga burde man næsten ikke nævne den anden Saga fra Sydfjerdingen:

14. Flóamanna saga. Denne hører baade til en forskjellig Tid og Litteraturretning. Sagaens første Del om Landnamsmændene er en Bearbeidelse efter Landnámabók (nærmest Sturlas), som ogsaa udtrykkelig nævnes. Men den senere Del er en aabenbart meget fri Composition i en fordærvet Stil, hvori historiske Sagn blandes med Fortællinger om Jomfrurøvere, om menneskeædende Trold og andre Eventyrfigurer, hvor Karakterskildringer er mangelagtige og historisk bekjendte Karakterer forvanskede. Uagtet et enkelt Slægtregister stanser ved c. 1260, er dog Sagaen vistnok fra 14de Aarh.

Nordlandet

15. Hallfreðar saga. Denne Saga nævnes i Vatnsdæla (fra ca.1260) og er altsaa ældre. Forholdet til andre Sagaer er ikke tydeligt; Forfatteren kjender og omtaler Gunnlaug Ormstunga, Helga og Ravn, men citerer dog ikke Sagaen (S. 113). Udgiverne mente, at Hallfreds Saga er ældre end Snorre, fordi en Forfatter efter Snorres Tid som denne (Ol. Trygv. Cap. 113) vilde have omtalt Halfreds Ophold hos Ragnvald Jarl; men dette Capitel hører ikke til Snorres Text, det er optaget i Udgaverne fra den store Olafssaga Trygvasonar (fra c. 1300), og Bemærkningen kan da kun vise, at Hallfreds Saga er ældre end c. 1300. Af Sammenligning med Snorre kan intet læres; thi Snorre følger ingenlunde sine Kilder slavisk; hvis Sagaen er ældre, er det muligt, at Snorre har benyttet den ved Siden af Krislnisaga; men det er iøvrigt sikkert nok, at Snorre har kjendt uskrevne Sagn og Sange om Hallfred.

16. Vatnsdæla saga. Forfatteren kjender Hallfreds Saga, Jarlasögur og vistnok mange vestfjordske Sagaer, da han omtaler Havrsfjordsslaget med Tillægget "sem viða getr í sögum"; (S.116). Forfatteren har benyttet Landnáma og stemmer endog i Skrivfeil ("Kelill þrymr for K. raumr) med Sturlas Bog. Sagaen har allerede mange eventyrlige Træk og hører aabenbart til 2den Halvdel af 13de Aarh.

17. Finnboga saga ramma er en Eventyrsaga, hvis Forfatter har benyttet historiske Figurer fra Vatnsdæla.

18. Grettis saga. Forfatteren citerer Laxdæla, Bjarnar saga Hitdælakappa, Erik Jarls Saga (ɔ: Kongesagaerne, snarere Snorres end Fagrskinna) og Bandamanna saga (som ikke vedkommer den egentlige Sagatid), og han har benyttet Landnáma, en Saga om Biskop Fredrik og Torvald (Kristnisaga?) og Fóstbrœðrasaga. Forfatteren omtaler de mange Sagaer, hvis Udgangspunkt er Havrsfjordsiaget: "koma her ok við flestar sögur, þvi at frá þeim er jafnan flest sagt, er saga er helzt frá gør". Forfatteren har skrevet omtrent ved Aar 1290-1310, thi Grettes Spyd siges at være fundet "i þeirra manna minnum, er nú lifa", men dog "á ofanverðum døgum Sturlu løgmanns" (f 1284).

19. Esphælinga saga (om Vigaglum) hører til de ældre Sagaer; den citeres i Ljósvetninga saga og er benyttet af Forfatteren til Reykdæla-saga.

20. Ljósvetninga saga, ældre end den foregaaende, omtaler Hall Utrygssøn saaledes, at Forfatteren ikke synes at kjende Morkinskinnas (S. 92) eller Snorres (S. 605) Beretning om ham, og er derfor muligens ældre; det kan ikke sees, om Snorre har benyttet den.

21. Reykdæla saga (om Vermund og Vigaskuta) forudsætter de to foregaaennde, men er dog rimeligvis ogsaa fra 13de Aarh.

22-23. Valnaijóts saga hører til de ældre Sagaer (12te ell. 13de Aarh.?). Den er benyttet af Forfatteren (eller Om-arbeideren) af Svarfdæla saga. Denne er en senere, eventyrlig Bearbeidelse (fra 14de Aarh.) af en ældre Saga, der allerede citeres i Landnáma i en ældre Skikkelse.

24. Kórmaks saga er eventyrligere end de øvrige ældre nordlandske Sagaer, men synes dog at være upaavirket af den senere Romantik. Den staar ikke i bestemt Forhold til nogen af de øvrige ældre Sagaer. Maaske fra 2den Halvdel af 13de Aarh. (som Eyrbyggja el. Vatnsdæla?).

25. Þórðar saga hreðu. Denne Saga er forfattet i 14de Aarh. og er ganske uhistorisk. Den har benyttet Personer og Sagn, kjendte fra Kormaks og andre Sagaer. Den citerer om Kampen mellem Kong Gamle og Kong Haakon Heimskringla som "sögur Noregs konunga".

Østerlandet

26. Vápnfirðinga sag (om Broddhelge og Vigabjarne). Den fører Slægterne ned til Ragnhild, Søster til Torlak den hellige (kanoniseret 1198) og Moder til Paal Biskop († 1211). Den er saaledes vel yngre end c. 1200.

27. Þorsteins saga hvita forudsætter og citerer den foregaaende og danner Indledning til den

28. þorsteins saga standarhoggs (om Vigabjarne) nedleder Bjarnes Æt til Sturlassønnerne († †1237 og 1241), Magnus Gudmundsson († 1240), Torvald Gissurssøn († 1235) og Orm Svinfelling († 1241). Sagaen er da vel ikke yngre end 1250.

29-31. Niarðvikinga saga, Hrafnkels saga Freysgoða og Droplaugarsona saga hører til de ældre Sagaer. Den sidste siges at være fortalt allerede c. 1100, men er vel først senere forfattet i Pennen. Njarðvikingasaga citeres af Forfatteren til Laxdæla og har saaledes allerede været kjendt i Vestfjordene c. 1220-30.

32. Þorsteins saga Siðuhallsonar citerer Njálssaga (og Brjánssaga) og er saaledes ikke ældre end c. 1250, men ved sin historiske Karakter staar den nærmere Sagaerne fra 13de Aarh. end fra 14de. - Forfatteren omtaler Torsteins Ophold hos Magnus den gode, men stridende mod Tidsregningen.

Denne Gjennemgaaelse tør vise:

• at der allerede i Snorres yngre Dage, og maaske før, var opstaaet Sagaer baade paa Vestlandet, Nordlandet og østlandet.

• at Snorre kjendte ialfald nogle af disse, og de saaledes kunde paavirke hans Stil.

• at allerede paa hans Tid Sagaerne blev udbredte ogsaa udenfor vedkommende Fjerding (Njarðvikinga saga f. Ex. læst og benyttet paa Vestlandet).

• at flere fremragende Forfattere har været samtidige med Snorre, og Sagaskrivningen ogsaa efter Snorres Tid fortsattes paa Vest- og Nordlandet i historisk Aand.

• at der i den næste Generation efter Snorre ogsaa i Sydfjerdingen er opstaaet en stor Forfatter (Njálssagas), som har kjendt den foreliggende Litteratur fra de andre Fjerdinger; men at kort efter, i Slutningen af Aarbundredet, begyndte Sagaskrivningen at blive udsat for Paavirkningen af udenlandsk Romantik, som bragte den historiske Ædruelighed i Miskredit og lod mange Sagaer undergaa en stærk Bearbeidelse i eventyrlig Retning.

Det er leilighedsvis omtalt, at Snorre kan have benyttet Sagaer som Hallfreðar saga, Ljósvetninga saga o. fl., men der er intet i Veien for at antage, at Sagn om disse var Snorre andenstedsfra bekjendte. Det samme gjælder i det hele taget om alle de Islændinger, som Snorre omtaler i Norges Historie, uden at de nævnes i hans os bekjendte Kilder. Selv om deres Bedrifter ikke endnu var nedskrevne paa Snorres Tid, maa Snorre dog have kjendt dem af Sagn; thi han gjør intetsteds væsentlige Feil. Han omtaler som meget bekjendt Kjartan Olavsson, Torkel Eyjolvssøn og Torleik Bollessøn, alle bekjendte fra Laxdælasaga; han nævner Høvdingerne paa Island ved Aar 988, kjendte fra mange Sagaer, omtaler Tord Kolbeinssøn, der kjendes fra Bjarnar saga Hitdælakappa, for ikke at tale om Forhandlingerne mellem Islændingerne og Olav den hellige, hvor Tidens mægtigste Høvdinger føres frem i deres fra Sagaerne bekjendte Karakter, men at Snorre her har laant fra skrevne Kilder, kan ikke paavises. Siden man intetsteds finder Overensstemmelser som med Egilssaga, maa man vel nærmest være tilbøielig til at tro, at han har benyttet de Sagn, som mundtlig var bevarede gjennem Slægterne til hans egen Tid.

Sagaer om Skatlandene

Grønland har ikke havt stor Betydning for Island eller Norge; der findes næsten kun bevaret Sagaer om de første Opdagere, Erik røde, Leiv den heppne og Torfinn Karlsevne; og i Norges Historie nævnes Grønland kun, fordi det fik Kristendommen fra Kongerne Olav Trygvessøn (Hsk. S. 196, 204) og Olav d. hellige (Hsk. S. 368). Om de nævnte Sagaer har været til paa Snorres Tid og ham tilgjængeiige, véd vi ikke; de Sagn om Grønland og Vinland, som Snorre nævner, stemmer nærmest med Torfinn Karlsevnes Saga; dog er ogsaa muligt, at han kun har kjendt de faa Linjer om Leiv Eriksson i Kristnisaga (S. 20). Derimod afviger han netop fra Erik rødes Saga, som lader Leiv foretage en virkelig Opdagelsesreise fra Grønland til Vinland og det paa Jarlernes Tid 1000-1012, og saameget underligere er det derfor, at de ældre Udgivere af Heimskringla har kunnet indskyde i Snorres Olafssaga Trygvasonar Cap. 105- 114 Fortællingen om Erik røde (Eiríks þáttr randa i Flatøbogen), skjønt den staar i ligefrem Strid med Snorres egne Ord i Cap. 104 og skjønt dette Stykke ikke findes i noget Haandskrift af Heimskringla.

Om Orknøernes Jarler har der været en lang Saga, hvis Forfattelsestid har været omtvistet, idet nogle har antaget flere Bearbeidelser. Allerede Fagrskinna henviser til "Jarlasögur" om Tvisten mellem Ragnvald Brusessøn og Torflnn (S. 99). Som før nævnt, har Fagrskinnas Forfatter ikke kjendt Jarlasögur, men kun udskrevet Stedet fra Morkinskinna, hvor Citatet har staaet (Flat. Hl, 270). Jarlasögur er altsaa forfattede før c. 1220. Nu findes Sagaen fuldstændig kun i en norsk Oversættelse fra 1615 (i Stokholmer-Bibliotheket) og i Flatøbogen (I, 210-29, 558-60; II, 176-82, 404-514), paa sidste Sted med et Tillæg om Begivenheder 1170-1222 (Flat. II, 514-19, 529-30). Sagaen har nemlig sluttet med Svein Asleivssøns Død 1170 og er først lang Tid senere fortsat (se Flatøbogen Fortale S. VIII). løvrigt synes Sagaen at være bevaret omtrent i samme Skikkelse, som den forelaa For ff. fra 1ste Halvdeel af 13de Aarh., ligefra Fortællingen om Ragnvald Mørejarls Forfædre Nor og Gor indtil Svein Asleivssøns Død, enkelte Indskud fraregnede, som Henvisningen til Snorre Sturlassøn (Flat. II, 429). Snorre har især benyttet Jarlernes Saga i Harald haarfagres og Olav den helliges Historie. Fortællingen om øernes første Erobring og om Torveinar (Ilsk. S. 64, 68-69, 70-72) gjenfindes i oprindeligere Skikkelse i Jarlesagaerne (Flat. I, 221-25). Snorre fortæller ganske kort om Sigurd Jarls Død, men alle Sagnets Detaljer findes omtalte i Jarlesagaen (Flat. I, 221-22). Et Vers af Torveinar om hans Flugt efter Halvdan haaleggs Drab citeres i Jarlesagaen lige efter Halvdans Død, uagtet det først senere bliver Tale om Einars Flugt (Fiat. I, 224); men Snorre har forstaaet at henføre Verset til sin rette Plads (S. 7 Margr verðr sekr um sauði o.s.v.). I Olav den helliges Saga har vi ogsaa Snorres eget Udsagn for, at han har gjort Uddrag af Jarlernes Saga. Ikke alene meddeler han et eget Afsnit om Jarlerne med Overskrift "Frá Jørlum", men han henviser endog til den vidløftigere Beretning i Sagaen om Ting, som ikke vedkom Norges Historie i den Grad, at han kunde optage dem: S. 323, om Torfinn Hausakljuvs Sønner, som ikke vedkommer Norge (ok eru miklar frásagnir frá heim, se Sagaen i Flat. 1, 225-26) og S. 335 om Torfinns og Bruses senere Skjæbne efter Mødet med Kong Olav (þá er þo þat sagt i jarla sögum o.s.v. se Flat. H, S. 182). Dog har Snorre ogsaa udenfor disse to Sagaer benyttet Jarlasögur, hvor de giver Oplysninger til de norske Kongers Historie, især angaaende disses Vesterfærder. Her kan nævnes Erik Blodøxes og hans Sønners Herredømme paa Orknøerne (Hsk. S. 85-86, 136), Olav Trygvessøns Sammenstød med Sigurd Jarl (Hsk. S. 165, gjentaget kortere S. 323); Harald haardraades Englandsfærd, hvorved han fik Hjælp af Jarlerne og efterlod paa øerne sin Dronning Ellisiv samt to Døtre (S. 614 ordret efter Jarlesagaen, medens Morkinskinna nævner Dronning Tora) og bestod en Kamp ved Hellornes (S. 614, ikke nævnt i Mork. eller Fagr.); om Magnus barfods Vesterfærd og om de daværende Jarler (S. 646, 649), om Jarlen Haakon Paalssøn (S. 661-62) og endelig nogle faa Forandringer, som Snorre har foretaget i Mork.s éeretning om Erling skakkes Korstog (Hsk. S. 739, 740) og Kong Eysteins Vesterfærd (S. 742). Uagtet saaledes Snorre viser sig at have kjendt Jarlernes hele Saga, har han dog gjort strengt Udvalg af det for Norges Historie passende, nemlig om øernes første Undertvingelse fra Norge, om deres Forhold til Norges Konger, navnlig da til den mærkeligste, Olav den hellige, medens han kun sparsomt omtaler den følgende Tids Jarler, saa at f. Ex. Jarlerne mellem 1105 og c. 1150 ikke nævnes.

Om Forfatteren af Jarlesagaerne véd vi intet, undtagen at han aabenbart var en Islænding, som var godt, kjendt paa øerne. Maurer har antaget, at ogsaa denne Sagasamling maa opløses i flere (tre) Sagaer, nemlig om Torfinn Jarl, om Magnus den hellige og om Ragnvald Kale, og at disse Sagaer er fra forskjellig Tid og først senere sammenarbeidede til et Hele. Disse løse Antagelser støtter sig ikke til andet, end at Fortællingen nødvendigvis grupperer sig om Hovedpersonerne, de nævnte Jarler; desuden glemmer Maurer, at da ogsaa Torveinars Saga, som udtrykkelig citeres, maatte tages med som en 4de Saga; thi ogsaa denne Del af Sagaen er ældre end Snorre. Om Forfattelsestiden véd man kun, at Sagaen maa være ældre end 1220; thi alle Dele af Sagaen viser ved sine Slægtregistre tilbage til Tiden om 1200. Ogsaa Betragtning af Sagaens Stilling til Kongesagaerne har vist os dette. Forfatteren er som Islænding bevandret i Skaldelitteraturen og benytter den med kanske noget mere Forstand, end Forfatterne af Olavssaga og Morkinskinna. Medens Forfatteren af Morkinskinna har kjendt Sagaen, sees det, at Stymie ikke kjender nogen Saga om Orknøjarlerne. Sagaens Forfatter viser godt Kjendskab til den norske Historie, og han har til sin Raadighed mange norske Kongesagn; men hvis han har benyttet norske Kongesagaer, kan det kun have været "Ágrip", da Morkinskinna, Fagrskinna og Heimskringla er yngre. Skjønt ældre staar Forfatteren af Jarlesagaen høit over Morkinskinnas Forfatter. Den første har udarbeidet sit Værk som en virkelig Ættesaga om Jarlerne; ingen Episoder indskydes, uden at de virkelig vedkommer Hovedpersonerne; men han er ofte nødt til for Sammenhængens Skyld at omtale lidt nøiere de samtidige norske Konger; og hvor Privatmænd som Svein Asleivssøn indtager den første Plads fremfor de samtidige Jarler, der er dette betinget i de historiske Forhold, ikke i Mangel paa Fremstillingsevne. Det er derfor ikke saa forunderligt, at Snorre lægger stor Vægt paa Jarlesagaen, naar Talen er om Kongernes Forhold til de vestlige Skatlande. Men det er dog langt herfra til at antage (som P. A. Munch), at Snorre selv skulde have samlet Jarlesagaerne til Brug for Norges Historie. Derimod vidner ikke alene den Omstændighed, at Sagaen er kjendt af Forfatterne til Morkinskinna og Fagrskiuna, som ikke kjendte Snorre, men ogsaa Sagaen selv, der udtrykkelig adskiller hvad der findes i Sagaen fra Snorres Forlælling: Erlingr son Erlendz jarls segia sumir menn at fallit hafui i Öngulseyiarsunde (Sagaens oprindelige Beretning), en Snorre Stulluson segir hann fallit hafua a Ulazstiri med Magnusi konungi (Flat. 11, 429)). Desuden har Snorre ikke sjelden afveget fra Sagaen, fornemmelig ved at forkaste Indvandringstheorien om Nor og Gor, men ogsaa ved at henføre Jarlesønnen Magnus’ (den helliges) Flugt til 1102, medens Jarle-Sagaen henfører den til 1098.

Færøernes Stilling til Norges Konger omtaler Snorre kun i Olav den helliges Saga i Afsnittet "Frá Færeyingum" (Cap. 136. 145. 152-53), der maa betragtes som Afskrift af det tilsvarende Stykke i Færeyinga Saga. Ikke alene henviser Snorre til Sagaen ved Uddragels Slutning, men han omtaler alle Færøinger uden Indledning som bekjendte Mænd, om hvem ingen nærmere Oplysning behøvedes. Her giver Snorre altsaa ikke om i Uddraget af Jarlesagaen en indledende Forklaring f. Ex. om Oprindelsen til Fiendskabet mellem Trond i Gata og Leiv Assurssøn, enten fordi Færøerne ikke havde den Betydning for Norge, at han fandt det passende at optage mere, eller fordi Sagaens Personer var bekjendte i Sagnene om Sigmund Brestessøn og hans trædske Modstander Trond i Gata, er fra Færøerne vandrede væsentlig uforandrede til Island og der nedskrevne, rimeligvis kort førend Snorre begyndte sin Virksomhed; thi hverken Styrme eller Forfatteren af Fagrskinna kjender Sagaen; men paa den anden Side maa den være senere end c. 1200, da den nævner Sysselmanden Einar (ved Aar 1210).

Mange (f. Ex. Maurer, N. M. Petersen) har antaget, at Uddragene om Orknøerne og Færøerne ikke af Snorre selv er optagne i Olav den helliges Saga. Men man overser da, at netop de ældste Haandskrifter af Snorres Olavssaga, Kringla og den særskilte Olavssaga (udg. i Christiania 1853) har disse Stykker, og at selv det yngre Haandskrift Jöfraskinna ikke har foretaget anden Forandring end at forkorte Afsnittet om Jarlerne, medens Beretningen om Færøerne ogsaa der findes ubeskaaret. Man overser da ogsaa, at det er Snorres tydelige Hensigt at paavise Kongens tosidige Virksomhed, at styrke Kristendommen og samtidigt at udvide sit eget Magtomraade over alle af norrøne Mænd beboede Lande (sml. Cap. 133, S. 368); der er altsaa en tydelig Sammenhæng mellem Kongens Forsøg mod Orknøerne og Færøerne og hans Forsøg mod Island, som ogsaa omtales i Olavssagaen, og Antagelsen om Indskud maatte ogsaa gjælde dette Afsnit (Cap. 133-35, 138, 146). Men skulde Episoden om Island udelades som uægte, maatte man ogsaa borttage de dertil knyttede Fortællinger om Islændingerne Stein Skaftessøn (Saga Steins Cap. 148) og Torodd Snorressøn (Saga Þorodds Cap. 151); men disse "Sagaer" er saa nøie sammenknyttede med Olavs egen Historie, at de ikke kan adskilles fra selve Sagaen. Det samme maa da ogsaa gjælde de omomtvistede Afsnit om Færøerne og Orknøerne.

Sagaer om Danmark

Det er før omtalt, at Are frode i sin ældre "Islendingabók" ogsaa havde optaget en dansk "Konunga ævi", og at Snorre har kjendt den. Hvor langt denne Kongerække gik tilbage i Tiden, véd vi ikke; dog kan det antages, at Are har omtalt Sigurd Ormøie og Ragnar Lodbrok, siden Are nævner disse i sin egen Slægttavle. At Rækken for den ældre Tid ikke har været belyst af Kritiken sees af, at Are omtaler Ivar "beinlauss" ved Aar 870, men alligevel lader Ivars Broder Sigurd være Oldefader til Kong Olav hvite († 871). Ares Efterretninger har vel ikke været andet end genealogiske og kronologiske og har rimeligvis ikke naaet ud over Knytlingeætten (1042); det maa antages, at Snorre overalt fæster Tiltro til ham. Det synes ikke som om Ares danske "Konunga ævi" har vakt Efterlignere, dog er det rimeligt nok, at hans Kongerække har været fortsat gjennem 11te og 12te Aarhundrede; thi Snorre viser i det Hele god Kjendskab til Kongerækken og Kongernes Slægtskabsforhold i disse Tider, og han citerer jo virkelig et "Langfeðgatal" om Kongerne. Det er derimod først efter Aarhundredets Skifte, at vi træffer virkelige Bearbeidelser af Danmarks Historie; blandt dem maa nævnes Skjøldungasaga, Jómsvíkingasaga og Knúts saga helga.

Skjöldunga-saga nævnes kun én Gang hos Snorre, idet han henviser til dens vidtløftigere Fremstilling af Kampen mellem Kong Adils og Kong Aale og af Rolvs Upsalatog ("er langt sagt í Skjöldungasögu"). Vi tør vel af dette Citat slutte, at Sagaen hat indeholdt en udførlig Fremstilling af de paa Island kjendte Sagn om de danske Konger i Hedenold, Skjoldungerne, og tillige, som man sér om deres Kampe mod Ynglingekongerne. De øvrige Sagn i Ynglingasaga, i hvilke danske og svenske Konger optræder sammen, er derfor sandsynligvis laante fra samme Kilde, saaledes Starkadssagnene om Hugleik og Hake (Cap. 25 og 27) og Aale frøkne (Cap. 29) og fornemmelig Sagnene om Ingjald illraade og Ivar vidfadmne (Cap. 40-45). Om det sidste Afsnit tør man saa meget tryggere antage delte, som man gjenfinder Fortsættelsen heraf i el gammelt Saga-Brudstykke om Ivar vidfadme og hans Ætlinger (FaS. I, 368-88), der aabenbart udgjør en Del af Skjoldungernes Saga (om end i senere Bearbeidelse fra c. 1300). Her findes ogsaa Hentydninger, som kun opklares ved Ynglingasaga f. Ex. om Ylvingerne i østergøtland (Hsk. 8. 33), om Ivars Riger i "Austrriki ok hinn fimta hlut Englands" (Hsk. S. 3619). Der er intet, som tyder paa, at Skjoldungernes Saga har stanset med Sigurd Ring; derimod taler meget for, at den ogsaa har fortalt om Ragnar og dennes Sønner. Dette Afsnit foreligger ogsaa i senere Bearbeidelser (Ragnars Saga og þáttr af Ragnars sonum). Disse har vistnok adskillige uægte Tillæg; imidlertid ser man, at Grundlaget er det samme: allerede Snorre fortæller (ligesom Are) om Helge hvasse og Sigurd Hjorts Forbindelse med Lodbrokætten (S. 44-46), om Sigurd Rings og Ragnars Herredømme i Viken (S. 58), om Lodbrokssønnernes Englandstog (S. 85) o.s.v. Sigurd Hjorts Saga, som Snorre citerer S. 44 har vel udgjort en Episode under Skjoldungesagaen; Sigurds Fader Helge var jo dansk Konge og Sigurd selv indgiftet i den danske Kongeæt. At forøvrigt denne Saga er islandsk, sees af, at den lader Folk fare om Vinteren i Vogn, ikke i Slæde, som brugtes i Norge, og at den forvexler Randsfjord med Mjøsen. Snorre har vel fra denne Sigurds Saga laant Cap. 5-6 af Halvdan svartes Saga (Hsk. 8. 44-46).

Det Haandskrift, hvoretter Jómsvíkingasaga er udgivet i Fnm. S. XI S. 1 - 158, er ikke meget yngre end Aar 1200, og Sagaen selv saaledes maaske fra Slutn. af 12te Aarh. En anden, nogen afvigende Bearbeidelse findes som før omtalt i Fagrskinna, ligesom Biskop Bjarnes "Jómsvíkingadrápa" vidner om en 3die Maade at fortælle Sagnene paa. Og dog henføres disse Sagaer til Fortællinger af omtrent de samme Islændinger, som tog Del i Slaget. Man har her saaledes Vidner for, hvorledes Sagn uagtet det fælles Udgangspunkt i Tidernes Løb forandredes, mén tillige for hvorledes de alligevel bevarede den fælles Grundstemning, den samme Gang i Begivenhederne, de samme Karakterer, de samme Viser o.s.v. Snorres Fortælling om Haakon Jarl og om Jomsvikingerne viser tydelig Afhængighed af begge Hovedkilder, snart af Sagaen f. Ex. om Harald Blaatands Død, orn Erling Jarlssøns Ofring, men hyppigere af Fagrskinna f. Ex. om Biskop Poppo, om Bonden Geirmund fra Jæderen o.s.v., og fornemmelig hvor Fagrskinna af kritiske Grunde har forladt Sagaens Beretning.

Knúts saga. I Udgaverne af Heimskringla fortælles at Olav kyrre sendte en Flaade til Knut den hellige for at hjelpe ham paa et Englandstog: "ok svá er sagt i Knuts sögu, at Norðmenn einir rufu eigi leiðangrinn". Stedet gjenfindes i Morkinskinna og sikrer Tilværelsen af en Knuts Saga ved 1220. Man har vistnok med Rette antaget, at denne Saga har dannet Grundlaget for den senere, sammenhængende Fremstilling af Danekongernes Historie, Knytlinga Saga, som sees at være udarbeidet med Heimskringla som Monster i Tiden 1250-1270. løvrigt er det ikke sikkert, at Snorre virkelig har kjendt og benyttet denne Knuts Saga, thi hele Capitlet om Knut og Olav findes kun i de senere Haandskrifter af Heimskringla, som har optaget meget fra Morkinskinna, hvorom mere nedenfor.