Snorre Sturlassons historieskrivning - Snorres Studier og historiske Kunst

Velg sprák	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes pá følgende sprák ►

Snorre Sturlassons historieskrivning

Snorres Studier og historiske Kunst

av Gustav Storm

Kjøbenhavn, 1873.

Snorres Forstudier

Odde. Illustrasjon av W.G. Collingwood, (1854-1932). Kilde: Á söguslóðum, 1969.

Allerede i sit fjerde Aar var Snorre kommet til den lærde Jon Loftssøn i Odde for at opfostres hos ham. Jon vedligeholdt i sin Levetid det Ry for Lærdom (frœði), som hans Fader, Farbroder og Farfader havde besiddet. Han var selv Diakon og har vel opretholdt Skolen i Odde. Lovkvædet til ham synes ogsaa at forudsætte ialfald Kundskaber i Norges Historie. Ved sin Fosterfaders Død (1197) var Snorre 19 Aar gammel og har vel inden den Tid lært, hvad der i en prestlært islandsk Høvdings Hus ansaaets som Tidens Dannelse. Vi tør tro, at han foruden at skrive og læse har lært Latin, lidt Theologi og Geografi og megen Lovkyndighed (han blev jo ikke saa lang Tid efter Lovsigemand), samt at hans Interesse der er vakt for Historie og Skaldekunst. Det er jo før nævnt, at Jon maa have fortalt sin Fosterson om Venderne i Konghelle (1135), og at Lovkvædet om Norges Konger blev fremført for Jon, medens Snorre opholdt sig i hans Hus. Snorres Læsning i latinsk Litteratur har vistnok ikke gaaet videre end til theologiske Bøger og de faa latinske Sagaværker paa Island. Man har antaget, at Snorre har studeret den fransk-engelske Krønikelitteratur paa Latin; og vistnok kjender Snorre Hovedbegivenhederne i Englands Historie ligefra Adalstein (920) indtil "Stefnir" (1153); men i Enkeltheder tager han saa ofte Feil, at det er tydeligt, han ingen engelsk Krønike kan have kjendt, f. Ex.: han henfører Svein Tjugeskeggs Død til 1008, lader Knut være Konge i England fra 1011, anser Morkere, Eifgares Søn, for en Broder af Harald Godvinessøn og lader ham falde ved Fulford 20/9 1066, gjør ligeledes Valtjov Sigurdssøn til Haralds Broder og lader ham blive dræbt strax efter Hastingsslaget (istedetfor 1070), kalder Toste Jarl Haralds ældre Broder o.s.v. Om Skotland og Irland har Snorre heller ikke kjendt andet end Sagaernes Beretninger; thi han lader f. Ex. K. Malcolm († 1093) afstaa øerne til Magnus i Aar 1098, lader Torgisl, Irlands ældste norske Erobrer († 846), være Søn af Harald haarfagre (f. c. 850), og henfører Kong Brian Boroimhes Død til 1004 istedetfor 1014. Endnu mindre kan det antages, at Snorre har kjendt Krøniker om Frankrige; thi paa det eneste Sted, hvor hans Værk streifer ud i Frankriges Historie, i Opregningen af Ruda-jarlene (laant fra Fagrskinna) begaar han den Feil at henføre Tilnavnet "Löngumspaða" til Robert le diable († 1035) istedetfor til Vilhelm I († 943). Heller ikke tyske Krøniker har Snorre kjendt. Han fortæller, at Knuts Datter Gunhild var gift 3 Aar med Keiser Henrik og døde 1040, medens hun blev gift 1036 og døde 1038, før Henrik blev Keiser (1039); han kalder Lothar af Sachsen Keiser ved Aar 1110, og lader Keiser Otto (d. 2den) foretage et Tog til Danevirke c. 988, medens Toget foregik c. 975. Det har været antaget, at Snorre har kjendt og benyttet Adam af Bremen, og de ældre Udgaver indeboldt virkelig en Henvisning om Slaget 'ved Lyrskogshede til "Bremerbogen". Men denne Henvisning findes kun i ét Haandskrift af Heimskringla; Brudstykket A. M. 39 (fra c. 1300), og derfra er det laant til Codex Frisianus (8. 113-83), der ikke kan betragtes som en Afskrift af Heimskringla. Det vilde ogsaa være underligt, om Snorre paa dette ene Sted skulde have benyttet Adam, naar man forøvrigt ikke finder Spor til, at han har benyttet ham. Thi ifølge det i Fortalen udtalte Princip - at Skaldenes Vidnesbyrd maa foretrækkes, fordi de ere samtidige med Begivenhederne, - maatte Snorre i Magnus den godes, Svein Ulvssøns og Harald haardraades Historie overalt have foretrukket den samtidige Adams Fremstilling. Men da Snorre f. Ex. ikke véd, at K. Anund Jakob levede til c. 1050, at Svein Ulvssøn først var Hardeknuts Jarl o.s.v., saa har Snorre heller ikke kjendt Adam af Bremen. Det staar endelig tilbage at nævne de sydeuropæiske Forhold, som Snorre kjender. Den siciliske Kongeslægt har, som før paapeget, Snorre lært at kjende i Morkinskinna (se ovenfor S. 30); og Grækerkongens Lemlæstelse har han lært at kjende af Skaldene. Det eneste, som Snorre har særskilt, er Beretningen om de tre Tronskifter under Haralds Ophold i Konstantinopel (historisk, nl. 1034, 1041, 1042). Da dette imidlertid fortælles i Forbindelse med Oplysninger om Væringerne, er det indlysende, at Snorre her refererer et Sagn blandt disse. Snorre har altsaa heller ikke kjendt sydlandske Krøniker. Det tør saaledes ansees som bevist, at af skriftlige Kilder har Snorre ikke kjendt eller studeret andre end de hjemlige norrøne Sagaer; og at han har fortsat disse Studier, efterat han havde indtraadt i selvstændig Virksomhed, følger deraf, at flere af disse Sagaer ere forfattede i Tidsrummet 1200-1220. Dog har han ved Siden af Sagaerne ogsaa havt et andet rigt Væld at øse af, Folkesagnene, og som offentlig Mand og Deltager i øens Partikampe havde han rig Anledning til at samle Sagn fra alle Kanter af øen. At Snorre virkelig har benyttet Folkesagn i rig Mængde, er tydeligt, ikke just fordi han i Fortalen siger, at han har lært af frode Mænd, thi med dette Udtryk benævner han vel snarest Sagaforfatterne; heller ikke saameget, fordi vi saa ofte hos ham finder Udtrykkene "svá segja menn", "sumir segja", "þat er alþýðumál", thi ogsaa disse Ord kunde bruges om skrevne Sagaer; derimod tror jeg at kunne slutte til saadant af hans Fortale til den reviderede Olavssaga (Christiania 1853), hvor det siges, at "islandske Mænd, som saa eller hørte disse Tidender (om Olav), bar hid til Landet disse Frasagn, og siden har man lært af dem". Det er vistnok saa, at ialfald nogle af disse Mænds Beretninger har været nedskrevne allerede af Styrme f. Ex. Toraren Nevjolvssøns Fortælling om Asbjørn Selsbane og Hjalte Skeggessøns om Gesandtskabet til Svenskekongen; men Sammenligning viser, at Snorre ialfald kun undtagelsevis har benyttet de skrevne Beretninger og snarere holdt sig til de fyldigere Folkesagn. Som Sagn bevarede paa Snorres Tid paa Island og benyttede af ham kan nævnes Sagnene om K. Rørek og de andre Oplandskonger (tildels fra Toraren, tildels maaske fra Rørek selv), om Kongens Forhandlinger med Islændingerne Toraren Gelle Torkelssøn, og om de andre Gisler Torodd Snorressøns, Stein Skaftessøns og Egil Hallssøns Bedrifter i Norge, fortalte af dem selv. Ogsaa udenfor Olav d. helliges Saga finder vi Sagn optegnede af Snorre i en fra de skrevne Sagaer afvigende Form. Vi maa da først og fremst omtale de norske Høvdinger, hvis Bedrifter Snorre har bevaret, medens de kun mangelfuldt omtales i andre islandske Skrifter f. Ex. Tore Hund og Haarek af Thjotta, Skofte Øgmundssøn og hans Sønner o. fl. Ved en enkelt af disse har vi en ligefrem Antydning om, hvor Snorre har samlet disse Sagn. I Magnus d. godes Saga Cap. 13 (og i Olavssagaen Cap. 257) afsluttes Beretningen om Haareks Død med "síðan gaf Magnus konungr Asmundi lén ok sýslu á Hálogalandi ok eru þar (ɔ: paa Haalogaland) margar frásagnir miklar um skipti þeira Asmundar ok sona Háreks." Da altsaa Slutningen af Ættekampene mellem Asmund og Haarek, hvilken Snorre ikke har havt Anledning til at optage i Kongesagaerne, kjendtes endnu af Haaleygerne paa Snorres Tid, har Snorre vel paa sin Reise i Norge lært ogsaa Begyndelsen af denne Sagncyclus at kjende af Haaleyger. Og det ligger ikke fjernt at antage, at ogsaa de andre norske (især de throndhjemske) Høvdingeætters Historie har Snorre lært at kjende paa sin norske Reise. Han opholdt sig jo i to Vintre ved Skule Jarls og Kong Haakons Hird først som Hirdmand, siden som "Skutilsvein" (Kammerherre) og fik endog tilsidst Lendermands Rang; han havde følgelig Adgang til at lære de fornemste Høvdinger at kjende, som tildels repræsenlerte de gamle Ætter f. Ex. Paal flida, S. S. S. af Skofte Øgmundssøn, Lagmanden Bjarne Mardssøn, indgiflet i Bjarkøætten, Paal Vaagaskalm paa Dønnésøen og Skule Jarl selv, som var beslægtet med de fleste nordenfjeldske Ætter.

At Opholdet i Jon Loftssøns Hus har uddannet Snorres Skaldeevne, er mer end rimeligt; det siges ellers, at Skaldeevnen var arvelig i Sturlungeætten, - navnlig findes den hos hans Brodersønner Olav og Sturla Tordssønner - og af Gunnlaugs Saga sees, at man udledede den fra Sturlungernes Slægtskab med Myremændene (Egil Skallagrimssøn, Skule Torsteinssøn, Einar Skulessøn o. fl.). Sikkert er det, at han tidligt arbeidede paa sin videre Uddannelse. Ved Aar 1212 (34 Aar gl.) forfattede Snorre om Haakon Jarl et Digt, som allerede skaffede ham Anseelse ogsaa udenfor Island, og to Aar efter lod han et Digt følge, Andvaka, til Fru Kristina. Da han selv kom til Norge, fremførte han ogsaa et Digt for Skule Jarl. Omkvædet heraf er endnu bevaret (Sturl. II Cap. 25) og viser, at Snorre allerede da havde hele Skaldelærens Theori fuldfærdig; th i Omkvædet er "alhent", om hvilket Versemaal Snorre selv siger i Skaldskaparmaal: "Dette synes af alle Versemaal, som Kvæder er digtede efter, at være det vanskeligste og tillige det fagreste, hvis det er vel digtet". Allerede heraf er det tydeligt, at han da for længe siden havde begyndt paa sine videnskabelige Studier om Skaldekunsten, der drev ham til først at fremstille dens Grundlag Gudelæren (Gylfaginning), og siden dens Anvendelse i forskjellige Versemaal (Skaldskaparmaal). Snorres Edda er aabenbart fremstaaet som en moden Frugt af mange Aars grundige Studier, og den maa være fuldført ved Aar 1222. Betragter man nemlig Snorres tre Draapaer i Haattatal. vil det være klart, at selve Viserne maa være forfattede samtidig med Forklaringen, thi Viserne er kun til for dennes Skyld og kan ikke skilles derfra. Nu giver alle tre Draapaer tilkjende, at de er forfattede i Tiden mellem 1221 og 1223. Alle tre Kvæder omtaler de Gaver, som Kongen og Jarlen gav Snorre ved Hjemreisen Sommeren 1220. Det første Digt (til Kongen) omtaler Kongens farlige Søreise (i Oct. 1220) forbi Lister, hvorom Etterretningen først kom til Snorre paa Island om Sommeren 1221, følgelig er dette Digt til K. Haakon ikke forfattet før Sommeren 1221. Det 2det Digt (til Skule) omtaler Skules Kamp mod Gunnar Aasassøn Høsten 1221 (V. 64) og hans Streiftog mod Ribbungerne om Vinteren 1221-22 (V. 66). Etterretning om disse er naturligvis først naaet til Snorre om Sommeren 1222. Derimod omtales ikke, at Sigurd Ribbung overgav sig til Jarlen (Vaar 1223), hvilket ellers kaldes "inn fegrsti sigr, er jarl hafði unnit". Etterretningen herom har naturligvis naaet Snorre om Sommeren s. A.; men da Snorre heller ikke senere har tildigtet Noget om denne eller senere Begivenheder i Skules Liv, maa det ansees for vist, at Forandringer har været, umulige eller med andre Ord, at hele Bogen var afslutlet, udgivet og allerede udbredt blandt Publikum, da Etterretningen om denne Skules "fagreste Seier" om Sommeren 1223 kom til Island.

At Snorre viede dette sit Arbeide til Skule Jarl og hans Myndling Kongen, var naturligvis en Frugt af Reisen til Norge, hvor han var bleven udmærket som ingen Islænding før ham. Denne Reise har ogsaa skaffet ham nyt Stof til hans historiske Arbeider. Thi skjønt det kan antages for sikkert, at Snorre før sin Norgesreise ikke har skrevet (ell. ialfald ikke fuldendt) nogen Del af sit historiske Værk, tør man alligevel tro, at Tanken om at skrive de norske Kongers Historie tidlig er opstaaet hos ham. Det er nemlig tydeligt, at han med de mange Sagn og Sagaer for øie har bereist Norges Kyst, har undersøgt Stedsforholdene, har berigtiget Feiltagelser og gjort nye lagttagelser. Et Vidnesbyrd herom er Fremstillingen af Slagene ved "Rastarkalv" og "Hjørungavaag". Ved Slaget paa Rastarkalv (c. 955) skildres i Fagrskinna Stillingen omtrent saaledes: Haakon var paa Frædø, og Gamle lagde sig med sine Skibe i Féeyarsund ved Féey nær Freidarberg. Erikssønnerne fylker ved Bjerget, og der holdes Kampen. Egil Ullserk og hans Mærkesmænd gaar frem langs med Bakken paa det Næs, hvor de sloges, saa man kunde se Mærkerne, ikke Mændene. Danerne flygter til Høiden ligeoverfor Freidarberg, og ser ud paa Rastarkalv, at ikke Folk følger Mærkerne. Kampen fornyes, men Danerne maa flygte langs Bjerget (fram með berginu), nogle op paa Bjerget, andre ud paa Hamrene og falder der. Gamle bliver saaret nede i Fjæren og styrter sig i Havet. Denne Fremstilling røber Ubekjendtskab med Stedforholdene. Rastarkalv, hvor det egentlige Slag stod, ligger ikke paa et Næs, men paa de flade Sletter nord for Freidarberget, og fra Kamppladsen gik det ikke an at flygte til "Høiden ligeoverfor Freidarberget", thi da vilde Danerne være komne bort fra sine Skibe o.s.v. Hvad der derimod udmærker Snorres Fremstilling, er netop hans Terrænkundskab. Han skildrer Slagets Gang, som om han havde havt øens Kart liggende for sig.

Slaget på Rastakalv. Illustrasjon fra bokutgaven, 1873.

Haakon, siger han, lagde sine Skibe i Féeyjarsund nord for Fræðarberg (ɔ: i Seilléden nordover til Throndhjem, egentlig østenfor), medens Erikssønnerne laa syd for Bjerget (ɔ: sydvest eller næsten vest). Haakon vælger Slagplads paa Rastarkalv "þar eru vellir slettir ok miklir, en fyrir ofan (ɔ: vestenfor) gengr brekka long ok heldr lág". Derpaa gaar Erikssønnerne nord over Halsen ovenfor, vesten for Fræðarberg frem til Rastarkalv. Egil gaar med sine Mænd op under Bakken og bringer Ranerne paa Flugt. Da Gamle kommer op paa Halsen ovenfor Bjerget, stanser han: "völlr slettr austan af halsinum ok vestr á bergit, ok þá hamrir brattir vestr af". Efter en Kamp her flygter de videre "ofan á jöfnu fyrir sunnan bergit" og optager endnu en Gang Kampen her, dog kun kort. Kongen lod de faldne begrave paa Stranden, "ok sér þá hauga enn fyrir sunnan Fræðarberg". De sidste Ord synes at vise, at Forf. selv maa have undersøgt de lokale Forhold og seet Haugene; det er da urigtigt, hvad nogle har antaget, at en Deltager i Slaget selv har skildret det, og at saa denne Skildring først er nedskrevet henved 300 Aar senere, en Antagelse, som allerede strider mod Snorres Ord i Fortalen til Olavssaga om, hvor upaalidelige de Sagn er, som gaar fra Mand til Mand i flere Generationer. - Ogsaa Stedsforholdene ved Hjørungavaag har Snorre skildret bedre end Fortrengerne. For ikke at tale om Jómsvíkingasaga, der lader Hjørungavaag gaa ind fra Vest mod øst, fortæller dog Fagrskinna, at Vikingerne fra Heføerne kommer til Udsiden af øen Hød, og at de der faar at vide, at Jarlen ligger i Alm paa Sydsiden af øen; men desuagtet, seiler de norden om øen og træffer ham i Hjørungavaag med 150 Skibe. Nu er det lige urimeligt, at Vikingerne skulde seile nordenom øen for at komme til Alm, og at Jarlen skulde ligge med 150 Skibe i den lille Vig Hjørungavaag; hertil kommer, at et Vers af Eyvind Skaldespilder siger, at Jarlen seilede søndenfra mod Vikingerne. Snorre, som kjender dette Vers, har indseet det Urimelige i Fagrskinnas Fremstilling; han fortæller derfor, at Vikingerne paa Udsiden af øen faar høre, at Jarlen ligger i Hjørundarfjord (øst fór øen), og da er det naturligt, at de seiler nordenom øen. Men Jarlen ligger i Virkelighed i Halkeísvik (syd for øen) og kan da seile søndenfra mod dem. Vikingerne ser da ikke Haakons Flaade, før de kommer til Nordøstspidsen af Hød: "þar sem heitir Hjörungavágr". Slaget staar ikke i selve Vaagen, men i Farvandet udenfor.

Hjorundarvaag. Illustrasjon fra bokutgaven, 1873.

Her kan ogsaa fremhæves Beretningen om K. Olavs og K. Sigrøds Fald (Hsk. S. 82). Snorres Kilde Egilssaga fortæller kun, at de faldt i Tønsberg (Cap. 59). Snorre fortæller, at de fylkede med sin Hær paa Bakken østenfor Byen og faldt der, "ok er þar haugr hvárstveggja þeira á brekkuni, sem þeir lágu fallnir". Begge Hauger findes endnu paa Bakken øst for Byen (nu "Møllebakken") og røber saaledes, at Snorre selv har seet Stedet og hørt Sagnet berette. Det samme kan antages om den Maade, hvorpaa Snorre beskriver K. Haralds Gravhaug ved Haugesund, om hans Skildring af Karmøen og hans Fortælling om Byen Sarpsborgs Anlæg. Det er ogsaa naturligt nok, at Snorre kunde blive godt kjendt langs Kysten, da han Aar 1218 drog langs Kysten fra Nidaros til Oslo og Tønsberg og næste Aars Høst rimeligvis samme Vei igjen paa Tilbagereisen fra Gøtaland. Men det er da heller ikke saa underligt, at han er mindre godt kjendt paa Oplandene. Det er før nævnt, at han i Halvdan svartes Saga efler en ældre Saga forvexler Randsfjorden og Mjøsen ved at lade Dronning Ragnhild kjøre over Isen fra Hadeland (istf. Toten) til Hedemarken. Lignende Unøiagtigheder findes ogsaa andensteds f. Ex. S. 343 at ved Hundtorp "liggr vatn þat nær, er Lögr heitir", hvor Elven Laagen menes, og S. 441, hvor K. Olav seiler ind i Oslofjord "ok upp i vatn þat er Drafn heitir" (ɔ: Drammensfjorden!), og hvis man tør tro Haandskrifterne, har Snorre ikke kjendt Stedsnavne ved St. Olavs to Fjeldreiser op til Gudbrandsdalen; th i de Steder, som nævnes, er i Regelen feillæste eller feilskrevne, uagtet de rigtige Navne findes hos Styrme (se herom Munchs Fortale til Olavssagaen. Christiania 1853).

Som ovenfor nævnt har Snorre Sommeren 1219 opholdt sig hos Fru Kristina og Eskil Lagmand i Gøtaland. Ogsaa denne Reise har givet ham Anledning til lagttagelser. Jeg sigter her ikke til den svenske Historie hos Snorre, skjønt det er en gammel Antagelse, at Ynglingesagnene og "Friðgerðarsaga" i Olav d. helliges Historie har Snorre lært i Sverige. Om Friðgerðarsaga vil jeg blot paapege, at den første Del om Hjalte Skeggessøn efter Fortalens Ord nærmest stammer fra Hjalte selv, at det sidste Capitel (97) udtrykkelig citerer en længe før 1219 død Islænding ("svá segir þorsteinn fróði)", og at, hvad der er overbevisende - den svenske Konge i "Saga Emundar lögmanns" dømmer efter norsk Ret (halve Boder til Kongen, halve til den forurettede), ikke efter svensk Ret (Bøderne delte i tre Dele), hvilket viser, at Sagaen her er helt udarbeidet af en Mand, der kjendte norsk Ret, men ikke svensk (en Islænding). Kun et enkelt Capitel viser særeget Kundskab til Sverige og skyldes aabenbart Snorres Ophold der, Cap. 76: "Frá landsdeild í Svíþjóð ok lögum", men dette Capitel hører ikke til Friðgerðarsaga, det fortæller om Blotgildernes Overgang i kristelig Tid til Markedsstevne ("ok er nú hafðr eigi meiri en þrjá daga" S. 286), derpaa berettes om Sveriges kirkelige og politiske Inddeling, om Landskabslove og Lagmænd som Indledning til Stykket om Thorgny Lagmand. Man ser forøvrigt her, at Snorres Kundskab til Sveiiges Geografi ikke var større, end at han kunde antage "Fjaðrundaland" for det samme som Vestmanland (286). Denne rigtignok mangelfulde Kundskab har havt Indflydelse ogsaa paa en anden Del af Snorres Værk, Ynglingasaga, som saaledes allerede af den Grund maa antages forfattet (eller fuldført) elter 1219. I Cap. 38 og 40 nævnes Smaakonger i Sveriga paa Kong Ingjald Illraades Tid: Kongerne i Vestergøtland, i Fjaðrundaland, i Åttundaland, i Nærike, i Södermanland og - i Tiundaland (Landskabet om Upsala, hvor Ingjald selv var Konge!). Man ser, at Snorre paa Grund af den førnævnte Misforstaaetlse har maattet flytte en Konge fra Vestmanland til Tiundaland, hvorved der ikke bliver nogen Konge i Vestmanland, men to Konger i Tiundaland (Underkongen og Upsalakongenl). Snorre har altsaa her omarbeidet et. ældre Sagn i Overensstemmelse med sine Kundskaber i Sveriges Geografi. - Ogsaa paa et andet Sted i Olav den helliges Saga har Snorres Ophold i Sverige havt indflydelse, nemlig i Fortellingen om Olavs Vinterophold i Mælaren. Snorres Kilde var her egentlig Styrmes legendariske Saga, der forteller Begivenheden som et Mirakel. Men ved Siden deraf nævner Snorre, hvorledes Svenskerne paa hans Tid fortalte Sagnet. De lader Olaf opholde sig i Sigtuna: "svá segja Sviar, at þar sé enn grjóthlöð þau er Ólafr lét gera undir bryggjusporða sína;", de lader Svenskekongen spærre Stokksund (Norrstrøm) og Olav grave ud gjennem Agnafit og derved danne Konungssund (Söderström). Snorre berigtiger dernæst sin Forgjængers Paastande, al Konungssund kan passeres med Skibe, og at en Mængde Mennesker omkom ved den Leilighed. Det er ogsaa her klart, at Snorre har kjendt Styrmes Beretning før sin Reise og berigtiget den efter selvstendig Undersøgelse, dog ikke paa Stedet, thi Snorre har vistnok ikke været oppe i Svealand.

Uagtet de nævnte Feiltagelser har Snorre god Kjendskab til Enkeltheder i Norges og Sveriges Geografi. Reiser saavel langs Kysten som inde i Landet beskriver han i det hele ganske rigtigt, undertiden overrasker han endog ved nøie Lokalkundskab. Naar f. Ex. Ragnvald Jarl farer "hit iðraum Eið", saa har Snorre bedre kjendt delte Sted end hans Forgjænger, der taler om en "Eiðsjór". Thi paa den indre Vei fra Søndmør til Naustdal (Birkedalseid) findes ingen Eidsjø; Horningdalsvandet, som Munch tenkte paa, ligger for langt østenfor til, at Ragnvald ad den Vei kunde overraske Kongen, og det hed desuden i historisk lid "Horningjadalsvaln". I Olav Trygvessøns Saga Cap. 87 (S. 192) tilføier Snorre om Godøerne, at det er egentlig to øer, Gylling og Hæring, og nord en for dem gaar Godøstrømmen, hvor det sees, at Snorre véd bedre Besked end en anseet norsk Geograf i nyere Tid, d.er urigtig har sat Godøstrømmen søndenfor Godøerne. Hvor alle Forgjængere kalder de svenske Landskaber i Dalsland, som Magnus barfod vilde tilegne sig: Dal, Vear og Vardynjar, nævner Snorre nøiagligere: "öll sú bygð er fyrir vestan Væni var, þat er Sunndalr ok Norðdalr, Vear ok Varðynjar, ok allar markir, er þar liggja til". Men Dalsland borte ogsaa under Eskils Lagdømme, saa at Snorre havde let for at faa Oplysninger om disse Egne.

I Danmarks Geografi har Snorre ikke ofte Anledning til at fordybe sig, men selv der synes han at være hjemme. Man ser saaledes, at han i Harald haardraades Saga har rettet Samsø til Læssø som Haralds Liggeplads efter Toget langs Jyllands Vestkyst (Cap. 35), fordi Samsø ligger for langt mod Syd. Dog kan han ogsaa komme til at tage Feil f. Ex. S. 591, hvor han kalder den bredeste Del af Limfjorden Lúsbreið (Lysenbredning), hvilket er Navn paa en liden Bredning mellem Sailing og Mors. Men det almindeligere Kjendskab til Landet har han havt, ligesom han heller ikke har savnet Kundskaber i Geografi overhovedet, hvad der sees ikke alene af den geografiske Indledning (frá landa skipan S. 4), men ogsaa af Skildringen af de lange Reiser, som Olav d. hellige, Sigurd Jorsalafare og Erling skakke foretog, hvor man dog ikke kan paavise en eneste væsentlig Feiltagelse; den eneste maalte være, at han lader Sigurd paa Hjemreisen passere fra Ungarn til "Pannonia" (!), derfra til Schwaben og saa til Baiern (istedetfor omvendt), men denne Forvexling er dog undskyldelig.

Snorres kritiske Principer

Snorres kritiske Evne hviler fornemmelig paa hans Kjendskab til og Fortsættelse af Skaldskab, og netop derved viser han at den norrøne Historieskrivnings videnskabelige Grundlag er Skaldskab, saaledes som den var udviklet ialfald fra 9de Aarh. af. Tjodolv fra Hvin og Hornklove var mindre Digtere end Historikere. Netop at de benyttede Digtning som Form for sin historiske Virksomhed, gjorde, at deres Arbeide blev bevaret. Slige Digte kalder derfor Snorre "söguljóð" ɔ: historiske Sange. Denne historiske Versekunst gjorde sig allerede tidligt gjældende inden den historiske Litteratur. Mindst Plads indtager den hos Are, der viIde bygge Historien paa de ældres Hukommelse; men mod Slutningen af det 12te Aarhundrede trænger den ind overalt, saasnart Norges Historie bliver Gjenstand for vidløftigere Behandling. Allerede Forf. af "Hist. Norv." skriver Ynglinge-kongernes Historie efter Tjodolvs Ynglingatal, Tjodrek Munk udtaler sig med Agtelse om Islændingernes kronologiske Viser, Aagrip citerer Folkeviser og Skaldevers om Kongerne; ogsaa Odd Munk har bevaret en Række af Hallfreds Vers om Olav, men har dels misforstaaet dem (se ovenfor S. 46), dels ikke kunnet benytte dem til Kilder for den prosaiske Fortælling, og han tilføier derfor endel af dem som Tillæg ved Slutningen af sin Bog. De følgende Forfattere, Styrme og Forf. af Morkinskinna, har mere udbredt Kjendskab til Skaldelitteraturen, men har endnu ikke Greb paa at benytte den; heller ikke de har forstaaet overalt at tyde Viserne rigtigt (se f. Ex. Styrme i Olafs saga hins helga S. 201-7 og Mork. i Flat. Ill 29016-22) eller at anvende dem til at undersøge Sagns Paalidelighed, ja undertiden citerer de endog Viser, som kun tildels vedkommer Begivenheden. Længere fremme staar Forff. af Egilssaga, Jarlesagaen og Fagrskinna. Men de to første har ikke ligefrem anvendt sine Kunskaber paa Norges Historie, og det er vel uvist, om de der havde gjort bedre Fyldest end deres Forgjængere. Og selv Forf. af Fagrskinna har uagtet sit omfattende Kjendskab til Skalde-digtningen ikke havt Evne til, hvor hans Kilde var Skaldeviser, at kunne fremstille disses Indhold i saa godt Prosa som ellers, hvor hans Kilde var en prosaisk Fortælling. Dog er det vel ikke nærmest mod Fagrskinna, men sine øvrige Forgjængere, at Snorre stiller den Fordring at undersøge, om Kvæderne "eru rétt kveðin ok skynsamliga upptekin".

Medens det saaledes ingenlunde er Snorre, som har indført Skaldeversene i den historiske Videnskab, har han dog stor Betydning ved forst at have opslillet den videnskabelige Regel for at benytte dem. Han siger, at man kjender Skaldekvæder for alle norske Konger ligefra Harald haarfagres Tid. Og alle disse maa man anerkjende som bevisende, naar de er fremførte enten for Høvdingerne selv ("svá at þeir sjálfir heyrðu") eller for deres Sønner ("i erfikvæðurn þeim, er skáldin fœrðu sonum þeira"), da de kun har videnskabelig Betydning som Vidnesbyrd om samtidiges Bedrifter

En langt ringere Betydning end Draaperne anviser Snorre de gamle historiske Sange ("forn kvæði eða søguljóð") som Ynglingatal, Háleygjalal eller Skjoldungeviser o. a.; men da de følger gamle Sagn, hvor man ikke har andet og bedre at holde sig til, og da desuden en enkelt Forgjænger, Forf. af Hist. Norv., har anvist Veien til at benytte dem, kunde Snorre ikke ganske forkaste dem for den ældre Historie, hvor de er de eneste levnede Kilder: "En þó at vér vitim eigi sannyndi á því, þá vitum vér dæmi til Hess, at gamlir frœðimenn hafa slikt fyrir satt haft".

Intet Kildeskrift kan etter Snorres Mening stilles ved Siden af samtidige Skaldes Vidnesbyrd, thi alle norrøne Skrifter er fra forholdsvis ny Tid. Men den nærmeste Blads etter Skaldene indrømmer han Are frode, ikke just fordi han i Tid staar dem nærmest (f. 1068), men fordi han havde faaett sin Kundskab af gamle, vise Mænd, som saaledes stod Begivenhedernes Tid nær, og fordi han selv var lærenem og havde god Hukommelse og saaledes kunde antages at gjengive de mere samtidige Hjemmelsmænd correct.

Det er ikke noget underligt i, at Snorre i sin Fortale kun fremhæver Skaldene og Are; th i dem nævner han ikke som de Kilder, hvoraf han fornemmelig har øst sin Fortælling, men som de Prøvestene, hvormed han har undersøgt og vurderet de øvrige Kilder. Dermed stemmer det, at de faa Gange, han nævner Are, fremhæver han dennes rigtige Kronologi ligeoverfor de øvrige Forff. Man har da ikke Ret til at bebreide Snorre, at han i Fortalen har fortiet de vigtigste af sine Kilder; thi det har ikke været hans Hensigt at meddele noget om disse, men derimod om de Principer, hvorefter han kunde forkaste en almindelig Fremstilling og fremdrage ukjendte Sagn. Rigtignok er heller ikke hans kritiske Principer udtømmende fremstillede i Fortalen, navnlig savner vi Oplysning om, hvorledes han prøvede sine Kilder, naar han hverken havde Are eller Skalder at følge; men Snorres Fortale til Heimskringla er jo ogsaa den første egentlige Fortale i hele den islandske historiske Litteratur og man kan ikke til en Forf. fra 13de Aarhundrede stille Fordringer om udtømmende Behandling af et saa abstrakt Emne.

Snorres historiske Formaal

Den norrøne Historieskrivning før Snorre har helt igjennem Karakteren af Biografier. Fra først af har man paa Island fremstillet mærkelige Kongers Livsløb, enten samtidige som Sigurd Slembe og Sverre Magnus eller ældre som begge Olaver. I Norge begyndte man at samle til ét alle hedenfarne Kongers Historie i den ligefrem udtalte Hensigt at bevare Mindet om hele Kongeslægtens Fortid, men desuagtet blev Fremstillingen biografisk, hver Konges Historie fortaltes for sig. Den første Islænding, som gjorde Forsøg i denne Retning, Forf. af Morkinskinna, greb Anledningen til at opfylde Kongernes Historie med samtidige Islændingers Bedrifter, men bibeholdt dog den tydelige Adskillelse mellem hver Konges "Saga". Hans Efterfølger, Forf. af Fagrskinna, afholdt sig fra sin Forgjængers Feil at indblande uvedkommende Sagn, men heller ikke han har stillet sig anden Opgave end Biografier, og om han end gaar Iænger tilbage i Tiden end Forf. af Mork., begynder han dog, ligesom Forf. af Aagrip, ved Halvdan svarte.

Først Snorre har paa begge Sider gjort et Fremskridt. Han giver ikke en Række Biografier, men en sammenhængende Fremstilling af den norske Kongeæts Historie. Og Snorre begynder ikke med Halvdan svarte, men ved Hjælp af Sagn og Sange og den lille "Hist. Norv." fører han Ætten gjennem Halvdans Forfædre i Norge, der alle har forberedt hans Virksomhed, tilbage til Stolkongerne i Upsala og lige til disses Stamfædre, Guderne. Dette er, hvad han med Stolthed kalder "frá upphafi". Og han har heller ingensteds forglemt at sammenknytte de enkelte Led i Slægtens Historie. Den første egentlige Kongesaga, Halvdans Saga, har ogsaa Snorre fremstillet som enslags Indledning til de følgende Sagaer. Ragnhilds Drøm om Træet med de mange Grene og Halvdans Drøm om sit skjønne Haar med de mange Lokker tydes om Kongeætlingerne, og den fornemste Lok om St. Olav; men fornemmelig danner Sagaen Indledning til Haralds Levnet, idet hans Ungdomsskjæbne berettes, og allerede her spaaets ham, at han skulde underlægge sig hele Norge. Paa samme Maade forberedes Haakon d. godes Saga i Haralds: ikke alene fortæller Snorre om Haakons Fødsel og Opdragelse i England, men han skildrer Landets opløste Tilstand i Haralds senere Aar og efter hans Død, som gjør alt beredt til at modlage den yngste Søn som Frelser. Haakons egen Saga dvæler atter ved, hvorledes Harald Graafeld og hans Brødre fik Evne til at bekjæmpe Haakon og foraarsage hans Død. Haralds Saga viser, hvorledes der mod Brødrene opvoxer Fiender (nemlig Haakon og Olav), som hver for sig skal ødelægge deres Magt. Fortællingerne om Jarlerne Haakon, Erik, Svein og Haakon opfylder Olavernes Historie og danner Bindeleddet mellem begge Sagaer, ligesom ogsaa Olav d. helliges Historie forberedes i Olav Trygvessøns Saga, hvor hans Fødsel og Daab fortælles. Ganske paa samme Maade omtales i de følgende Sagaer Efterfølgerne, saa at man ikke uforberedt støder paa dem, ligesom det i det hele er et ydre Bindemiddel i disse Sagaer, at St. Olavs Jærtegn kronologisk ere fordelte mellem dem.

Allerede i sin Ynglingasaga begynder Snorre sine Karakterskildringer, idet han her gjør Udkast til Billeder, der gjenfindes stadig senere i Ynglingeætten. Dennes Slægtsmærke er Krigerdygtighed og Virkelyst; enten fremtræder denne sidste som Erobringslyst (hos Agne, Ingjald illraade, Halvdan hvitbein o. a.) eller mere humant som Iver for Organisation og lovlig Orden (hos Brautanund, Olav Tretelgja, Halvdan svarte o. fl.). Hos Harald haarfagre, som allerede 10 Aar gammel var "vitr maðr ok skörungr mikill", forenes Krigerdygtighed og Erobringslyst med Herskelyst og tillige Herskerevne til at danne Norges 1ste Enekonge. Ligeoverfor disse glimrende Egenskaber fordølger Snorre ikke hans tilsvarende Karaktermangler, hans utilbørlige Svaghed ligeoverfor Hustruer og Børn. Haralds Karaktermærke gjenfindes hos hans to mest fremragende Sønner, Erik og Haakon, mærkeiig forskjellige og ligesaa mærkelig fremhævede i Snorres Fremstilling. Erik var som sin Fader Kriger fra Barnsben og har hans Herskelyst, men hvad der hos Harald var Herskerevne, udarter hos Erik til Tyranni og Grusomhed, ligesom Haralds Svaghed ligeoverfor sin Familie gjenfindes hos Erik som Underdanighed under Gunhild. Ogsaa Haakon glimrer som Faderen ved Krigerdygtighed og Færdighed i Idrætter, men hos ham fremtræder Herskerevnen i dens smukkeste Form i Arbeide for borgerlig Frihed, for Love og Thingforfatning, for Forsvarsvæsen og kristne Sæder, "hann var at öllu sem Haraldr hinn hárfagri var, nema þat skildi, at Hákon vildi hverjum manni gótt" (S. 83). - I Harald Graafeld og hans Brødre gjenfinder vi atter deres Fader: "heir váru menn grimmir ok branstir, orrostumenn miklir ok mjök sigrsælir"; men de havde ogsaa samme Svaghed som Erik, deres grusomme Sind blev aldeles ledet af den listige Moder, hvis Raad til Slutning bliver fordærvelige; hun støder nemlig paa en Karakter af samme Dybde som hendes egen, men med mere mandig Virkekraft: Haakon Jarl. Denne Mand er af Karakter som af Slægt forskjellig fra Kongeætten. Jarleætten synes ikke at have baaret det Præg af Enhed som Kongeætten: vistnok er ogsaa Sigurd Jarls Karaktermærke Kløgt, som hos Sønnen Haakon udvikler sig til List og Træskhed; men Haakons Sønner er aldeles forskjellige. Erik er en ædel og kjæk, ligefrem Kriger, Svein og Eriks Søn Haakon svage og kanske nærmest enfoldige, medens atter Haakon Ivarssøn er den kjække og ærekjære Kriger. Men et ydre Slægtsmærke havde de alle: Skjønhed, medens det ydre netop i høi Grad vexlede hos Kongeætten. I Modsætning til Haakon Jarl opstilles derpaa Kongeslægtens Repræsentant, Olav Trygvessøn, i hvem Ættens store Egenskaber fremtræder i forstærket Form: han var den største Idrætsmand, nedladende, munter og gavmild, energisk ("ákafamaðr um öllu hluti") og opsigtvækkende, kjækkere i Kamp end alle, men ogsaa herskelysten og grusom, naar han mødte Modstand. Det individuelle ved ham fremtræder i hans stærke Viljekraft, vakt til Iver for Kristendommen, som han med alle sine Evner viede sit Manddomsarbeide. Uagtet Snorre saaledes har ladet Ættens Livskraft fremtræde potenseret i Olav Trygvessøn, er hans Evne til at skabe nye Figurer ud af det samme Grundstof ikke opbrugt. Olav den hellige - Snorres bedste og rigeste Skildring - giver atter Slægtspræget fra en ny Side. Bedst fremhæver Snorre det ved en gjennemført Sammenligning med hans yngre Broder Harald, hvilken han lægger i deres samtidige Haldor Brynjulvssøns Mund; desuden findes mere i det enkelte gaaetnde Skildringer af Olav S. 258-49 og 453-54 og af Harald S. 625-26. Hos begges Sønner, Magnus d. gode og Olav kyrre, fremtræder atter Slægtens mildere Side, som den fandtes hos Haakon og tildels hos Olav Trygvessøn. Magnus er "vinsæll ok ástsæll af öllu landsfolk!", dog begynder ogsaa han med Strænghed og haarde Straffe og er som sin Fader begjærlig efter Magt og Lande. Med Olav kyrre synes ikke noget væsentlig nyt at være kommet ind i Slægten; er han end ikke krigersk og herskesyg, har han dog med Olavernes Navn ogsaa faaet deres Virkelyst, men den har i den fredeligere Tid vendt sig mod del fredelige Arbeide i Civilisationens Tjeneste. Derimod fremtræder i Magnus barfod en ægte Ætling af Harald haardraade, krigersk, herskesyg, ærekjær og erobringslysten; men hans to Sønner Eystein og Sigurd er hver paa sin Maade en Forening af Faderens og Farfaderens Aand, Eystein staar nærmere Olav, Sigurd nærmere Magnus; begges Karakter er mærkelig rent skildret i det berømte Ordskifte "mannjafnaðr með konungum". Snorre tænker sig egentlig Sigurd som den sidste værdige Spire af Slægten; thi Magnus blinde er dog kun en Vantrevning: hvad der hos Sigurd var Lidenskabelighed, men Storsind, synker hos Magnus til Stivsind og Enfoldighed. Med Harald Gille indfører Snorre (hans virkelige Herkomst uanseet) et forskjelligt Slægtspræg, idet han lader Sigurd i sin Drøm se den følgende Kongeæt: "ok váru flest smá". Thi Harald Gille, alle hans Sønner og Sønnesønner (indtil Sverre) skildres som ubetydelige i Forhold til den ældre Tids Mænd, og ligeoverfor disse fremstilles Sigurd Slembe som den eneste ægte Arving af de forrige Kongers Karakter: han har deres Virkelyst, deres Kampdjærvhed, deres storslagne Fremtræden, deres haarde Sind og deres Vennesælhed. I den senere Del af Heimskringla optræder samtidig med Kongemagtens synkende Betydning de mægtige Lendermænd som Hovedpersoner: Gregorius Dagssøn og Erling skakke fordunkler aldeles de svage Konger, i hvis Saga de fremtræder, og medens Kongerne viger lilbage, bliver der Leilighed til i Partikampene at skildre de mere fremtrædende Deltagere paa begge Sider.

Det er langtfra, at Snorre har forladt den biografiske Fremstilling, uagtet han skildrer Kongeslægtens Historie. Han har derimod ved at studere Egenhederne hos sine to nærmeste Forgjængere opdaget en ny Form for Biografien, som hæver Snorres Fremstilling et Skridt høiere end disses. Morkinskinna har som nævnt den Egenhed at optage en hel Del Sagn om (især) Islændinger, som under sit Ophold i Norge kom i større eller mindre Forbindelse med Kongerne. Derved fremtræder vistnok som oftest karakteristiske Træk hos Kongerne, men Sagaerne opfyldes derved med et mangeartet Stof, og Opmærksomheden drages som oftest bort fra Hovedpersonen i Sagaen. Forf. af Fagrskinna har betragtet dette som en Afvei og er gaaet til den modsatte Yderlighed at udelade alle Begivenheder, hvori Islændinger spille nogen væsentlig Rolle, eller hvori Kongen synker i Interesse ved Siden af ringere Personer. Snorre har af begge Yderligheder fremdraget en kunstnerisk Theori, som han udfører i hver enkelt Del af sit Værk: Sagaens Hovedperson bør altid have Hovedinteressen, og de til Begivenhedernes Udvikling nødvendige Bipersoner, hans Modstandere saavel som hans Venner, bør skildres saaledes, at de danner en Ramme om ham uden dog at drage Interessen fra ham. Derved bliver Snorre vistnok nødt til at bortkaste mange Episoder om Islændinger i Norge, og hvor han omtaler Landsmænd (næsten blot i Olav den helliges Saga), staar de altid i underordnet Forhold til Hovedpersonen og benyttes til enten at udføre Kongens Hensigter, som Torodd Snorressøn, eller til at udøve Indflydelse paa Kongens Skjæbne, som Stein Skaftessøns Adfærd bevirker, at Arnessønnerne knyttes for Livet til Olav. Og derved faar Snorre Plads til at fremhæve andre, der har øvet Indflydelse paa Kongernes Handlinger og Skjæbne, men som i den islandske Tradition var skudte tilside. I Harald haarfagres Saga findes f. Ex. Episoder om Mørejarlerne og Ladejarlerne, dog saaledes, at disses Skjæbne overalt knyttes til Kongens; derimod har Snorre ikke optaget f. Ex. Torolv Kveldulvssøns Kamp mod Kongen eller fortalt om Skallagrims og hans Sønners Sammenstød med Kongerne, skjønt de var ham bekjendte; thi dels har de ikke Betydning for Kongen og hans Skjæbne, dels vilde de drage Interessen bort fra Kongen. I Harald Graafelds Saga har Snorre et Tillæg om Eyvind Skaldespilder, uagtet han ikke havde væsentlig Indflydelse paa Kongerne; men Eyvinds Handlinger og Viser er de bedste lllustrationer til den Tilstand, som Erikssønnernes Styrelse havde frembragt, og vedkommer saaledes i høi Grad Sagaens Hovedperson. Endnu tydeligere fremdrages i de følgende Sagaer Bipersonerne kun for at føre Begivenhederne videre. Saaledes er Harald Blaatand og Gullharald kun Midler i Forf.s Haand til at lade Haakon Jarl vinde Norge, Keiser Ottos Tog Anledning for Haakon til at løsrive sig fra det danske Overherredømme. Og i Skildringen bliver Tidendeskoftes Drab Anledning til at skaffe Haakon Jarl en Hjælper paa østlandet (i hans Søn Erik) i Kampen mod Danerne, og Jomsvikingerne gjennem Haakons paafølgende Sindsforandring atter Anledning til Haakons Død og Olavs Seir, ligesom Tore Klakkas Forræderi et Middel til at føre K. Olav til Norge. Ogsaa i Olav d. helliges Historie finder vi en Række betydelige Mænd ved Siden af Kongen, som alle er knyttede til Kongen og hans Skjæbne. Men der som i de følgende Kongesagaer faar Høvdingerne kun Plads ved Siden af Kongen, naar de har paavirket enten Kongens Karakter, eller hans Skjæbne (f. Ex. Kalv og Finn Arnessøn, Sigvat Skald, Einar Tambarskelve, Haakon Ivarsson, Skofte Ögmundssøn og hans Sønner, Gregorius Dagssøn og fremfor alle Erling skakke). Derimod er det et Særkjende for de Stykker i de senere Kongers, Sagaer, som kun findes i de senere Haandskrifter f. Ex. om Sveinke Steinarssøn, om Ivar Ingemundssøn, om Sigurd Ranessøn o.s.v., at de altid drager Interessen bort fra Sagens Hovedpersoner og aldrig bidrager til hans Karakters eller hans Skjæbnes Udvikling, medens de nok giver Bidrag til Kongernes Karakterskildring og derfor har fundet Naade for Udgivernes øine. Dette deres særegne Præg bestyrker netop, hvad før er ytret, at disse Stykker ikke tilhører Snorre s Text.

Selv de Bipersoner, som Snorre kun leilighedvis nævner, lader han ikke staa ukjendte for Læseren, men fremstiller dem levende, enten ved en kort Sidebemærkning eller ved deres egne Handlinger og Tale. Thi det særegne ved Snorres Digtergave er hans levende Fremstillingsevne. Man ser, at han af en Mængde uensartede Kilder (Viser, Kongerækker, Krøniker, løse Sagn og vidløftige Sagaer) har søgt først at danne sig et selvstændigt Syn paa Personlighederne, og paa Grundlag af dette Totalsyn udvikler han deres Karakter og Skjæbne. Hans fornemste Middel til at fremstille Karakterer foruden ligefrem Skildring er Dialogen. Som Exempler kan nævnes Forhandlingerne mellem Harald Blaatand, Gullharald og Haakon Jarl, mellem St. Olav og Oplandskongerne, mellem Torgny og Olav Svenske, mellem Arnessønnerne og St. Olav, samt først og sidst Sigurds og Eysteins Ordskifte. Overalt er hvert Ord skrevet ud af Personernes Karakter, og Fremstillingen skarp og kjærnefuld. Rigtignok kan man gribe Snorre i historiske Feil, thi han har ofte havt en ubekvem Materie at forme i (f. Ex. om de svenske Konger før 1000 S. 277 og 291-92), men Oldtidens Opfatning og Tanke har han vistnok gjengivet korrekt og ofte ligetil klassisk.

Snorre har oftest i sine Karakterskildringer søgt at paavise en Udvikling. Det er da Karakterens Stilling til ydre Forhold, Slægtskabsforhold o.s.v., som betinger denne Udvikling. Harald haarfagre er Søn af en Erobrer, som har kuet trodsige Naboer; han maa derfor fortsætte sin Faders Værk og blive Erobrer; men Anledning til Virksomhed skabes ved, at en anden Attraa i hans Sjæl trader frem, hans Kvindekjærlighed. Denne Sjælsstemning, som saaledes først har vakt ham til Virksomhed, virker siden til midlertidig Fornedrelse, til Svaghed ligeoverfor Sønnerne og til hans egen Beslutning om atter at splitte Riget. Haakon d. gode er ifølge sin Slægt Kronprætendent, ifølge sin Karakter maa han seire over den svage og grusomme Broder, og han uddanner denne Karakter i nyttig Virksomhed ved at værge Landet mod fremmede Vikinger. Men han kan ikke hindre, at Eriks Sønner bliver sin Faders Hevnere og slutter sig sammen med Haakons Fiender. Haakon Jarl arver efter sin Fader Forpligtelsen til at hevne ham, men tillige hans List og Forstillelseskunst. Denne bliver Haakons stadige Vaaben mod hans Fiender, han anvender den mod Gullharald, Erikssønnerne og Danekongen for at naa Faderhevn og vinde sit Land tilbage, og tilsidst vil han paa sine gamle Dage anvende den mod Olav; men dennegang, da han ikke af Pligt, men af Tilbøielighed bruger Træskhed, maa han falde i sin egen Snare. Her har altsaa Snorre gjort et Forsøg paa at fremhæve et ethisk Moment, Skyld. Dette Begreb var ikke tydeligt udviklet hos vore hedenske Fædre. Man lænkte sig snart, at Forbrydelse kom udenfra, fra Guder og hedenske Magter, snart at den udgik fra Menneskets eget Indre. Snorres kristne Forgjængere er her ikke meget klarere. Begge Olavers store Egenskaber tilskrives Guds specielie Naade, medens al Modstand mod dem kommer fra Djævelskab og Troldskab; dog tales der leilighedsvis om, at Haakon Jarl fik en passende Straf for sine Ugjerninger, som han saaledes selv bliver ansvarlig for. Medens disse Antydninger er principløse, har Snorre virkelig forsøgt at benytte Begreberne personlig Skyld og Straf. Onde Forsætter og Handlinger har vistnok ofte Held med sig, men rammer dog tilsidst Ophavsmanden, og de gode Konger og Høvdinger faar sin Løn enten paa Jorden i lang og hæderlig Virksomhed eller ved Martyrdøden som de hellige eller i Eftermælet som de, over hvem Folket sorger. Snorre udtaler sig sjelden om de over Menneskelivet raadende Kræfter, men lader Resultatet dømme Handiingerne. Dog udtaler han om Haakon Jarls Død, at "nu var Tiden kommen, at Blotskab og Blotmænd skulde fordømmes, men den hellige Tro og rette Sæder komme i Stedet"; og i den omtalte Sammenligning mellem St. Olav og Harald fremhæves, at "Olav blev hellig, fordi Høvdingerne ikke vilde taale hans Retfærdighed og dræbte ham, men Harald faldt i fremmed Land, fordi han kun lededes af Havesyge og Begjærlighed". Snorre erkjender vistnok den guddommelige Indgriben i Menneskelivet, men vil dog have gode Autoriteter for Jærtegn. Han har erkjendt alle de Jærtegn af St. Olav, for hvilke der er gode (ɔ: samtidige) Vidner, derimod omtaler han i hans levende Live ikke Jærtegn, undtagen hvor Gud styrkede Troens Udbredelse, eller hvor Olavs Martyrdom allerede var begyndt. Ogsaa Olav Trygvessøns Historie har han renset for Jærtegn, undtagen hvor Kristendommen skulde stadfæstes f. Ex. Thinget paa Rogaland, Toget til Godø o.s. v.

Som venteligt er kunde Snorre ikke rentud benægte Mirakler, men han kunde dog ikke afholde sig fra at øve sin Kritik paa dem og f. Ex. ofte foretrække en Fremstilling, hvorved det overnaturlige faldt bort (f. Ex. St. Olav i Mælaren) eller endog rent at udelade dem, som Legenderne om St. Sunniva, St. Halvard og mangfoldige Sagn om Olaverne og Magnus d. gode o.s.v.). - Ogsaa af Troen paa de hedenske Guders Magt som onde Aander er Snorre kun en halv Tilhænger, ligesom af Kirketroen. De Trold og Guder, som forekommer i Sagnene, har i hans Fremstilling beholdt noget af sin Magt, dog med den Forskjel, at Odin og Guderne staar næsten paa samme Trin som Trold og Vætter (f. Ex. Odin i Olav Trygvessøns Historie). løvrigt har han jo, som bekjendt, søgt at historisere Guderne som troldkyndige Konger i Sverige, og at identificere Jotnerne med Finner og Seidmænd. Men begge Bestræbelser er kun halvt lykkedes; Odin forekommer ogsaa som Gud (S. 22), og den mythiske Side træder altfor ofte frem hos Seidmændene. Imidlertid vil man dog se, at Snorre har overalt været forsigtig med at blande overnaturlige Sagn ind i Menneskelivet. Det er mangesteds kjendeligt, at han ligeoverfor Eventyr har foretrukket en naturlig Forklaring f. Ex. Tore Hjorts Drab (S. 190), da efter Sagnet hos Odd Tores Fylgje, Hjorten, sprang ud af hans Legeme og kjæmpede mod Hunden Vige. Paa andre Steder, hvor de overnaturlige Sagn ikke trængtes i Sagaens Composition, har han raskt udeladt dem. Det bedste Exempel findes ved Fortællingen om K. Olav Trygvessøns Nordlandsreise (S. 192): "Ok varð í þeiri ferð mart, þat er í frásögn er fœrt" (nl. hos Odd), er "tröll ok illar vættir glettust við menn hans ok stundum við sjálfan hann, en vér viljum hit heldr rita um þá atburði, er Ólafr konungr kristnaði Noreg eða önnur þau lönd, er hann kom kristni á." Her har Forf. ikke udtalt noget mod disse Sagns Paalidelighed - han indlader sig ikke paa det Spørgsmaal - men han fremhæver, at det ikke tilhører hans Emne at fortælle Sligt. Hvor saadanne Fortællinger ellers findes hos Snorre, der har han altsaa ikke kunnet udelade dem, enten fordi de trængtes som Led i Compositionen, eller fordi han ikke havde bedre Kilder at holde sig til.