Luftånden (Eskimoernes kultiske guddomme)
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoernes kultiske guddomme
William Thalbitzer
Luftånden
Luftens inua kender vi bedst fra Grønlandseskimoerne, men den omtales også fra Alaska. Fra Vestgrønland gir især Paul Egede os mange exempler.[1]
Luftånden fortørnes over visse brud på tro og love og straffer menneskene eller forbyder og forviser dem; omtales derfor undertiden som »Forbyderen« (Inérterisóq, hos Egede stavet Innerterrirsok)[2]. 1737 beklagede beboerne av Nouk sig overfor Egede over, at »Sillam Inua, Luftens Eier« (formentlig gennem deres angakkok) havde forbudt dem, under dødsstraf, at blive boende der længer. En anden gang var luften blevet vred, fordi en angakkok havde undladt at holde sig i ro den samme dag, han havde foretat en stor åndemaning; han havde »vanhelliget dagen« ved at gøre en visit hos naboen, det må en from angakkok ikke gøre; luften havde da rejst en vældig storm. I dagene efter et menneskes dødsfald kræver luftens ånd stilhed på pladsen; ingen hammerslag, ingen stenkast, ingen berøring av metal! Ved barselfærd gælder det også om at være høflig og from mod luften. En fødende kvinde, der havde forseet sig ved tabubrud, blev straffet av luften, som forvandlede hendes drengebarn til en pige i fødselsøjeblikket.[3]
»Luften blir vred«, er en meget almindelig talemåde, sier Glahn.[4] En langvarig storm i 1738 kom av, at en pisk tilfældigvis var kommet i berøring med et lig, som efter skik og brug blev ført ud gennem vinduet (lig må ikke føres ud gennem husgangen): da Sila så pisken og hørte den smække, »blev den vred og stormede« (Egede). Luftens sindsbevægelse forplanter sig videre. I 1739 græd kongens portræt i Egedes stue, lige før stormen brød ud.[5]
Men luften kan skaffe den fromme den vind, han ønsker. En gammel mand havde sat en fløj på sin moers grav for at få østenvind, og det hjalp, »den var ham lydig og blæste«.[6]
Fra Østgrønland hører vi, at angakkut rejser til vindens herre for at skaffe blæst eller få blæst til at ophøre.[7]. Man kan også tvinge den (ham?) til føje ved at stikke i den med en kniv eller slå den med en pisk (Rüttel).[8].
Fra de centrale indlandseskimoer meldes der nu, at Sila er en ånd i kvindeskikkelse og spiller stærkt ind i menneskenes skæbne, »en stræng husholderske, der kontrollerer alle menneskernes handlinger, særlig med henblik på måden, hvorpå de behandler deres fangstdyr.« Knud Rasmussen har hentet disse og mange flere oplysninger om Sila fra indlandseskimoerne vest for Hudsonsbugten.[9] Ofte bruger man også dær benævnelsen Pinga om hende, »den (han el. hun) deroppe«, en interessant oplysning, fordi den viser, at der lå noget til grund for en påstand i den ældre grønlandske literatur, at Grønlænderne fra gammel tid kendte et styrende væsen »deroppe (pegende på himmelen)«[10]. Det var altså ikke en rest av jødisk gudstro, heller ikke måneguden der var ment, men, som det synes, Sila, en kvindelig ånd. Rensdyreskimoerne synes at knytte en kres av forestillinger til hende, som Eskimoerne andre steder knytter til havkvinden eller til måneguden. Herinde er selve luftånden den, der kontrollerer behandlingen av fangstdyrene og indehaver den straffende myndighed, såfremt folkets hellige taburegler brydes.
Fra Kobbereskimoerne lidt længere mod nordvest — omtrent hvor det kanadiske arkipelag begynder — omtales luftånden Sila også i nyeste tid, nemlig av D. Jenness[11]. Han betragter den som en mand: »Sila indtar en høj plads i den eskimoiske kosmologi; er snart fjendtlig, snart venlig stemt, snart sjælerøvende, snart helbredende.«
I Sila’s navn spejler der sig en ældgammel livsopfattelse, som tildels er bevaret levende hos disse indlandsfolk, og som engang har været fastholdt overalt, hvor eskimoisk tales. Dette ord dækker over to hovedbetydninger: 1) det frie felt udenfor huset, luften, været, verden (silap aippaane i den anden verden), og 2) forstand, klogskab. »Han har sila« vil sige: han har forstand, egentlig vel: den egenskab, der fylder sila, luftens eller værets åndskraft, viljesevne osv. Den grønlandske ordbog (Kleinschmidt’s) oversætter dette sila som »den personificerede Luft... på Grund af sine tilsyneladende vilkårlige Forandringer tænkt som besjælet eller som med Liv i sig. . . en Slags Halvgud eller selvstændig Aand: Luftaanden, Luftforandringernes Aarsag el. Ophav.« I grønlandske sagn møder vi denne forestilling. Når den fattige forældreløse dreng vil opøve heltekræfter i sig, går han ud i fjældene eller ødemarken og påkalder luftånden silam-inua, som også kan oversættes som »kraftens herre«. Dermed hænger det sammen, at verber, der betegner været, opfattes som personlige: »han (el. hun) blæser, regner, sner« og kan bruges transitivt: »siälhliliuppaa »han (el. hun, neml. luftånden) regnede på ham« d. v. s. »han fik regn (undervejs), regnen overfaldt ham«; anorhliliuppaa »blæsten overfaldt ham«, egl. Sila begyndte at fremkalde regn, blæst osv. for ham.
Alaskaordbogen (Barnum) udviser den samme dobbelthed i dette ords betydning: grld. sila = ala. sla (gen. slam) »været, himlen, det frie udenfor huset«, derav ala. sla’ka »mine sanser«, slangchaqtoa »jeg tænker, overvejer«. Vi møder atter her (jvf. s. 15) en forestilling, der synes beslægtet med den melanesiske mana »naturens magiske kraft«,[12] blot er der i den eskimoiske sila en mere rationalistisk tendens; det er tilværelsens intelligensside, der er betonet.
Vestligste paraleller. — Den yderste Eskimogruppe syd for Alaska bor langs sydsiden av Unalaska og på den store ø Kadiak; disse såkaldte Kaniagmiut regnedes for en av de mægtigste av Alaskagrupperne. Også fra den egn er luftånden kendt; jeg finder den omtalt i en kort avhandling av den franske missionær A. L. Pinart, som åbenbart har skaffet sig et godt indblik i gruppens religiøse forestillinger, egenartede som de er her og påvirkede av deres indianske naboer Koloshernes (Tlingit) ravnereligion. Kolosherne, der undertvang disse Eskimoer, indførte troen på Storravnen iblandt dem under navnet Kanhlaxpak (kanhlak ravn og -pak stor). Tlingitindianerne kalder ham Jelkh. Samtidig med at disse Eskimoer (ligesom flere esk. nabostammer nordpå i Alaska) antog troen på Storravn som øverste guddom, fra hvem lyn, torden og storm udgår, beholdt de deres ældre trosforestillinger. I storm på havet anråbte de ikke blot Kanhlaxpak, men også luftens ånd eller ånder, hlam-choua. Hlam er »genitiv« av hlak 'lyset og den rene luft'; choua en form av chouk ‘menneske’. Disse ord hedder lidt nordligere, omkring Jukonfloden, sla og jua (Barnum staver det yūa). Lydovergangene fra nord til syd s > h og j > s (š) er velkendte fra østligere Eskimoegne. [13] jua er formodentlig en indskrumpet form for inua (et lignende bortfald av et intervokalisk n er velkendt fra Østgrønland); Alaskaordbogen har også yuk, et menneske (flt. yūt) og derav en række avledninger, der alle kan svare til de grønlandske på stammen inuk. Ala. sla svarer til grl. sila, og i Sydalaska hlam jua til grl. silam inua, luftånden.
Fodnoter
- ↑ P. Egede, Journal s. 110, 130, 134, 154 osv.
- ↑ Hans Egede, Perlustr. 109; Paul Egede, Journal 67.
- ↑ Id. ibid. 130.
- ↑ H. C. Glahn, Dagbøger for 1767—68, s. 180.
- ↑ P. Egede, 1. c. s. 132, 154.
- ↑ Id. ibid. 133.
- ↑ G. Holm, 1. c. 117.
- ↑ Rüttel, Dagbog 223.
- ↑ Knud Rasmussen, Fra Grønland til Stillehavet, s. 178.
- ↑ P. Egede, Journal 126; Cranz, s. 263.
- ↑ D. Jenness, Can. Arct. Exp. 1913—18 (1922) vol. 12, Life of the Copper Eskimos, s. 189.
- ↑ Smlgn. også Irokesernes og Huronernes orenda, Algonkin- indianernes manito.
- ↑ Det alm. esk. sila hedder i dialekterne nærmest vest for Hudsonsbugten hila (s går i mangfoldige tilfælde her over til h). Overgangen j > s (Labrador-Grønl.) har jeg givet mange exempler på i avsnittet The Eskimo Dialects, Phonetic. Study Esk. Lang. (1904), s. 205 f.
