Maratse bliver stenet af sin tõrnãrdik (Rosing)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Maratse bliver stenet af sin tõrnãrdik
Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing
Maratse havde været åndemaner i længere tid, da hans største hjælpeånd, tôrnârdik blev genstridig. Nu var det sådan, at når en tôrnârdik havde undset sig på sin herre, rensede den sin vrede ved at kaste store sten på ham.
Maratse meddelte sine bopladsfæller, at han havde i sinde at formilde sin tôrnârdik ved at lade den kaste sten efter sig. Alle vidste, at det var en yderst farlig affære, thi ingen kunne på forhånd vide, om tôrnârdik ville kaste hen over sin herre, så kasteskytset kunne tage ham med, eller om den var i et sådant lune, at den blot som trussel slængte store sten, som for faretruende tæt forbi åndemaneren.
Maratse satte sig på sit siddeskind, og ikke så snart var han i besættelse, før han så sin tôrnârdik fortørnet vende ryggen til ham.
Maratse råbte på den om at vende sig om imod ham, men tôrnârdik ville ikke høre på Maratses påkaldelse.
Maratse råbte fortvivlet: »Nu vender den ryggen til mig, den forlader mig«. – »Vend om, vend om! – Åh, den vender mig ryggen.« Med ét bøjede tôrnârdik sig og greb sit kasteskyts. Maratse råbte: »Nu vil den stene mig«. Så kastede tôrnârdik stenen, den fløj gennem luften og faldt ned tæt forbi Maratse. Der lød et brag, da stenen skurrede tværs over gulvet og gled buldrende ind under briksen. Maratse advarede igen: »Nu kaster den på den anden side«. Også denne gang gungrede skytset tværs over gulvet og forsvandt ind under briksen. For tredie gang meldte Maratse: »Nu kaster den igen på den side, hvor den første sten landede«. Ligesom ved de foregående kast fortsatte stenen ind under briksen.
For fjerde gang gjorde tôrnârdik sig klar til kast. Maratse råbte: »Nu kaster den for fjerde og sidste gang. Îlúmân, tag dine kamikstrømper på – og ikke andet. Gå ud på gulvet og stop stenen«.
Îlúmân sprang ud på gulvet, og tôrnârdik kastede stenen. Det klirrede, som når en isblok kurer hen over en ru flade. Îlúmân stoppede stenen, og man hørte ham sige: »Nej, hvor er den dog stor. Tænd lamperne og se, her er en stor sten; jeg kan mærke, at den er overgroet med korte tangplanter«.
Man tændte lamperne, og midt på gulvet lå en stor sten, helt dækket med rurrer og korte tangplanter. Og dog var der på det tidspunkt ikke en våge i isen, og der hvor isen stødte op til kysten, var der kun en smal tidevandsstribe, smal som aftrykket af en piskesnert, der havde ramt isen. Alle så forundret på stenen, der var sort. Den var så stor og tung, at man ikke kunne få den ud af huset, og man nøjedes derfor med at bakse den lidt ud til siden, hvor den ikke lå så meget i vejen.
Maratse steg i anseelse, ved at han lod sig stene af sin tôrnârdik og kom godt fra det.
De andre sten må have været usædvanlig store, thi de buldrede voldsomt og havde efterladt sig skurestriber på gulvfliserne. Den, man nu havde for sig, havde blot lydt som en isklump, der kurede hen over en ru flade – og den var mere end stor nok. Denne store sten findes i dag ved en forladt boplads ved Kangârdik, ikke langt fra Kulusuk. Stenen er sort, og der, hvor rurrerne har siddet, er der hvide pletter.
Efter den tid var der længe fred mellem Maratse og hans tôrnârdik.
Kilde
Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 265-266, København, 1963.
Næste kapitel ►
