Den forsvundne munk
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Den forsvundne munk
Af einum munk [1]
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2026
Det hændte i et kloster, at en munk meget inderligt bad Gud om at vise ham Paradisets mindste glæde. Den samme munk forlod en dag klosteret, uden at nogen fulgte ham. Han kom til en fager sti, og den fulgte han en tid, indtil han så, at der stod et smukt træ foran ham med mange og smukke blomster på. Han fornemmer en intens duft fra dette træ, og fra grenene hører han en fugl synge med så skøn en stemme, at han aldrig har hørt noget lignende. Og han har aldrig før været på et sted, som var så vidunderligt. Han opholder sig her en tid, men får alligevel lyst til at vende hjem.
Han kommer hen til klosteret og banker på porten. En broder kommer ud og spørger, hvem han er. Han fortæller det, men ingen af dem kender hinanden. Han beder ham tilkalde endnu en broder og en tredje, men han kender ikke nogen af dem. Han beder om, at abbeden bliver tilkaldt, og mener, at ham må han da kende. Men da abbeden kommer, kender de ikke hinanden. Abbeden spørger, hvem han er. Han fortæller alt, hvad der er sket, og tilmed at han kun mente at have været væk i en times tid.
Dér i klosteret var der en gammel mand, som havde været længe på stedet; denne samme mand fortalte brødrene, at han havde fået at vide, at en broder var forsvundet derfra for længe siden. Og fordi man dengang brugte at nedskrive navnene på brødrene, så fandt man navnet på denne broder, og det viste sig, at der havde været tre abbeder på stedet, siden han gik derfra. Man kunne ikke se, at han var blevet ældre, og hans tøj var ikke blevet slidt.
Ved den slags bevises Guds almægtighed, og at mennesket ikke er i stand til at vide, hvilken herlighed Gud skænker sine folk, når livet er slut, på samme måde som denne munk, der her blev fortalt om, ikke vidste, hvad Gud skænkede ham, mens han levede.
Note:
- ↑ Teksten findes overleveret i håndskriftet AM 657 a-b 4to fra omkr. 1350.
