Om pave Gregor
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Om pave Gregor
Af Gregorio páfa [1]
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2026
.png)
Man kan læse, at herr pave Gregor, den sjette med dette navn[2], var meget tynget af onde menneskers forskellige gerninger, for den romerske kirkes ejendomme uden for byen — fast ejendom såvel som løsøre — blev taget med tvang af hærfolk og holdt med en sådan magt, at hverken herr pavens bøn eller befaling kunne få dem fri. Og selve byen Rom blev udsat for en grusom ondskab ved bevæbnede ridderes og røveres utilbørlige ran og rov, og med tyvehænder greb og stjal de både offergaverne på altrene og andet kirkegods og ødslede værdierne bort på alskens utugt. Det var desuden den visse død for almissemodtagere, såfremt de blev set med sølvpenge i hænderne. Guds kristenhed blev dengang også plaget af megen anden fortræd, som vi dog vil lade være ufortalt.
Herr paven opførte — sådan som det var hans pligt — en solid fæstning omkring Guds hus, først med bønner og breve, dernæst med trusler og tilskyndelser og endelig med fuld bandlysning. Men det gavner intet mod de onde menneskers gerninger; det bliver tværtimod værre, for de nævnte ugerningsmænd fortsætter med deres forbrydelser. Og eftersom herr pavens og Sankt Peters åndelige sværd tydeligvis er virkningsløst, skriver herr paven et brev til kejseren om alt det, der foregår, hvori han beder kejseren om og byder ham at trække det kongelige sværd, sådan som han er forpligtet til over for sådanne uhørte ulykker. Herr kejseren svarer herr paven med et andet brev, som, da det bliver åbnet og læst op, forklarer, at kejseren er optaget af at føre en vanskelig krig mod udlændinge, og at han derfor beder paven om selv at fremme denne afstraffelse på vegne af kejsermagten.
Kort fortalt: Herr paven samler en stor hær og nedkæmper og dræber disse uslinge, så den hellige kristenhed derved genvinder sin tabte frihed. Men da dette er sket, hvisker kardinalerne to og to imellem sig, at den romerske biskop[3] har fået blod på hænderne ved de omtalte drab, og at han derfor er uværdig til at beklæde et så helligt embede. Men selv om dette var deres opfattelse, foregår alt i ro og orden, indtil herr paven rammes af en dødelig sygdom.
Da træder en af kardinalerne ind til ham, og han skal fortælle, hvad de alle er blevet enige om, og derfor siger herr kardinalen lige op i herr pavens åbne ansigt, at det vil forekomme ham både uforsigtigt og upassende, såfremt paven bliver begravet i Peterskirken blandt de hellige biskopper. Herr paven modsætter sig uforfærdet dette med hellig indsigt, og med både anklager imod dem, der står bag dette, og med talrige vidnesbyrd fra lovfæstede eksempler anfører han, hvor grusomt de tager fejl i udlægningen af denne sag. Og til sidst befaler han, at det hele skal overlades til Guds dom, idet han beordrer dem til at aflåse Peterskirken i Rom forsvarligt, »— og hvis ikke den uden menneskelig indgriben åbner sig for mit afsjælede legeme, skal kardinalernes opfattelse af sagen anses for at være beviseligt sand. Men hvis den hellige Peterskirke tager imod mig med Guds vilje,« siger paven, »— så må det forekomme jer retfærdigt, at jeg bliver begravet nær de andre biskopper, som har stået i spidsen for kirken. I modsat fald kan I kaste mit bispelegeme, hvor det passer jer!«
For at gøre en lang historie kort: Efter at herr paven var afgået ved døden, sprang alle låse og slåer på den hellige Peterskirke op med høje smæld, og på den måde modtog kirken sin livløse herre. Denne hellige biskop blev da begravet så meget mere ærefuldt, som hans fortræffelige egenskaber viste sig at være over for både Gud og mennesker.
Noter:
- ↑ Teksten findes overleveret i håndskriftet AM 624 4to fra omkr. 1500.
- ↑ Gregor 6. var pave 1045-46. Han abdicerede efter anklager om simoni og døde i eksil i Köln.
- ↑ ɔ: paven
