FJ-Litteraturhist.Bd.2 - De uhistoriske sagaers vers
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Andet Bind
G. E. C. Gads Forlag
København 1898
Andet tidsrum
1. afsnit: DIGTNING
§4. Islandsk digtning
D. Uægte vers i sagaerne.
a. De uhistoriske sagaers vers (versene i de såkaldte Fornaldarsögur)
Vi har i det foregående ment at kunne antage en efterklassisk Eddakvads-digtning, den sidste udløber af den gamle. Af en sådan antog vi, at særlig to digte (Grípisspá og Völuspá in skamma) var omtrent de eneste påviselige lævninger. Sansen for de gamle digte var meget levende i det 12. årh.s lærde tid på Island, og påvirkninger fra dem er lejlighedsvis påviste i det foregående (Sólarljóð, Háttalykill osv.); men ingen steder er efterligningerne så store og så håndgribelige som i versene i de såkaldte Fornaldarsögur. Uden her at ville komme ind på disse sagaer i almindelighed, skal den bemærkning dog gøres, at tilblivelsen af dem tildels skyldes de ældste traditioner og dunkle erindringer om forhistoriske tildragelser og personer, som tilligemed mytisk og historisk stof bevaredes ned gennem slægterne. Det sagnhistoriske stof var imidlertid næsten endnu mere brudstykkeagtigt end hint; tiltrods herfor eller også netop derfor var det i tidens løb blevet storladent og ægte folkeligt. Allerede ved år 1100 ses det, at disse ældgamle sagn formes til sagaer, hvis historiske sandhed i de tider naturligvis ikke betvivles og som benyttes som et almindeligt underholdningsstof i lighed med de virkelig historiske sagaer. Ligesom (ægte) vers og digte fra første færd af uadskillelig have hørt med til den virkelig historiske tradition og altså også var blevne optagne i de fortalte sagaer, så at en saga med vers var bleven typisk, således indsatte man efter dette forbillede selvlavede vers og digte i de uhistoriske sagaer, idet man vidste, at også disse vilde kunne underholde, og idet man mente, at vers nu engang hørte til. I det så ofte omtalte bryllup på Reykjaholar (år 1121) fortaltes uhistoriske sagaer, og det hedder, at »Hrólfr fra Skálmarnes fortalte om vikingen Hröngviðr og Olaf lidsmannakonge, bersærken Þráins højbrud og Hromund Gripsson og mange vers med« (1), samt endvidere, at »præsten Ingimundr fortalte sagaen om Ormr Barrøskjald med mange vers, samt foredrog en god flokkr [naturligvis om sagaens helt] ved sagaens slutning, som han selv havde digtet« (2). Disse fuldgyldige oplysninger fra en aldeles pålidelig kilde er her af en særlig vigtighed.
Vi står her altså overfor en digtning, som vel ikke kan kaldes et falsum, skønt den lægges i munden på personer, om hvis historiske tilværelse digterne og folk i almindelighed ikke et øjeblik tvivlede, men som vi enten må henvise til sagnenes, myternes eller endogså fabelens verden. Denne digtning måtte af sig selv komme til at se ud, som om den havde til hensigt at skuffe; digterne vidste, at personerne i sagaerne tilhørte de ældste — fra deres standpunkt — historiske tider, og netop derfor måtte de give deres vers et så gammeldags udseende som muligt, både hvad ydre form og sprog angik. At man da tog dels de ældste skjaldekvad, dels Eddadigtene til forbilleder, fulgte ganske af sig selv. Det berode så på de enkelte skjaldes begavelse og lærdom, i hvor høj grad deres digte kom til at ligne de ældste kvad, med andre ord, hvor skuffende de blev. Og det kan ikke nægtes, at flere af dem er ganske godt gjorte, så at endogså mange nutidens lærde mænd har ladet sig føre bag lyset deraf. I det hele må det betragtes som sikkert, at versene ikke er ældre end fra det 12. årh., de fleste endogså yngre. For det første fremgår dette af de eksisterende sagaers temmelig sene tilblivelse i det hele, hvad vi ikke her kan komme nærmere ind på at bevise, og der er ingen grund til at antage, at versene i reglen er ældre end de sagabearbejdelser, de findes i. Dernæst er versene i det hele — når der da ikke er tale om yngre papirsafskrifter — altfor godt bevarede, det vil sige: i en altfor rigtig og oprindelig form, til at det skulde være sandsynligt, at de f. ex. var fra 10. årh.; tilmed er de, hvad der netop også er ejendommeligt for de bevislig uægte vers i de historiske sagaer, ofte så nøje knyttede til prosaens indhold, at de kun er en temmelig intetsigende gentagelse deraf. Endvidere er, som allerede antydet, deres form ofte en sådan, at de på engang røber studiet af olddigtningen og en vis ukyndighed angående den. Således findes der adskillige gange løse vers i málaháttr og ljóðaháttr; dette beror på den i de tider gængse fejlagtige mening, at man i gamle dage havde benyttet disse versemål til løse vers. Hertil kommer, at versformen undertiden lider af virkelige fejl, som aldrig findes i de gamle, ægte vers, f. ex. i ljóðaháttr (sådanne linjer som: þeims til fiskjar fóru, fóru _́ ⏝ for ⏝́ ⏝, Ketilss.; þerra sína ljósa lokka, Hjálmþérs s.). Etsteds findes en ellers uhørt sætningsforbindelse mellem de to vershalvdele (Herv. kap. 5). Fremdeles forekommer der den yderst mistænkelige omstændighed, at der i én og samme saga findes vers i alle mulige versemål (fomyrðislag, ljóðah., málah., munnvörp), og det vil vise sig, at netop disse vers af andre grunde ikke er gamle. Kun enkelte sagaer (som Halfss., tildels Hervarars., Grimss.) har vers i kun ét slags versemål. Aldeles bestemte lån og efterligninger fra os bekendte digte findes i hobetal (3). Alt, hvad her er anført, er naturligvis af en temmelig vidtrækkende betydning for versene i det hele.
Hertil kommer så til syvende og sidst digtenes hele fremstillingsmåde. Det er ikke Eddadigtenes friske, korte, knappe stil; det er ikke deres finhed i tankegang, ikke deres ophøjede simpelhed i fremstilling af følelser og stemninger, ikke deres indtagende naivitet. Heller ikke mærkes her noget til den moralske grundvold og den livsalvor, som Eddadigtene hviler på; tværtimod findes der spor af det modsatte: letfærdighed i forhold til kvinden og frivolitet overfor de gamle guder, hvilken sidste er af en helt anden art end f. ex. Lokasennas og Hárbarðsljóðs gudsbespottelser. I Eddadigtene udtales aldrig tvivl om gudernes eksistens og magt; der antydes aldrig mangel på tro på dem eller foragt for dem; troen på egen kraft og styrke fremhæves aldrig der. Ikke således i disse digte, vi her behandler. I Hálfss. fremtræder vantroen endnu kun lidt i Innsteins ord: »dig er Odin bleven gram« (kap. 11), stærkere i: »Vi har Odin ondt at gengælde« (kap. 14). Endnu stærkere fremtræder vantroen i Ketilss. (kap. 5): »Aldrig blotede jeg Odin, og dog har jeg længe levet«, »svigted mig nu Balders fader; ham skal man ikke stole på«; her mærkes foragten tillige. Allerstærkest udtales den i Örvar-Oddss. (kap. 29), hvor Örvar-Oddr udtaler sig fuldkommen gudsbespottelig om Odin og Frey, hvem han sammenligper med flygtende geder, hvorpå der tilføjes: »man skal ikke have Odin til sin bedste ven; du skal ikke længer blote den djævel«. Alt dette er tilstrækkeligt til at vise, at disse digte overhovedet er en sildig digtning, der så at sige på intet punkt tåler nogen sammenligning med de gamle Eddakvad og som aldrig burde være blevne sammenstillede med dem.
På den anden side er det klart, at de ikke stammer alle fra en og samme tid, men fra noget forskellige tider; enkelte falder mulig endogså efter den her behandlede periode. — Versene i Ragnarssaga, for at begynde med dem, er åbenbart en meget sen lærd digtning. Foruden former som hefir og renna (trans.), hvorpå der ikke kan lægges så megen vægt, findes aldeles efterklassiske ord som yfirbátr (dannet i lighed med det ældre og det eneste logisk rigtige eptirbátr) i overført betydning 'overmand'; der findes bogstavrimfejl som mögum sínum til segja (kap. 9); der findes fremdeles den senere genealogiske forbindelse mellem Brynhildr og Aslaug; når hertil kommer, at der et par steder findes lån fra Krákumál, samt at træmandens vers (i sidste kap.) i Hálfssaga tillægges den mytiske konge Ögvaldr (4) — hvilket ganske sikkert er det oprindelige — , så er det klart, at versene i Ragnarss. er relativt unge og vistnok ikke ældre end fra det 13. årh. Når der her forekommer former som hverjan (kap. 16) og hvaðarr (kap. 20), er det arkaismer og viser blot forfatterens lærdom, der sikkert ikke var ualmindelig i det 13. årh. på Island (jfr. Óláfr hvitaskálds afhandling og lign. lærde værker). — Versene i Hervarar saga synes gennemgående at være ældre end de i Ragnarss., men på grund af de mange genklange fra Eddadigte kan de ikke være ældre end fra det 12. årh. — Versene i Hálfssaga er de mest alderdomlige, og dog lyder der i dem til os en helt anden tone og skimtes ganske andre tider end i Eddadigtene; ord som dritmenni søger man dér forgæves; sådanne overvejelser som i kap. 13 finder man ikke der. Den omtale af Odin, som findes i kap. 11 (jfr. kap. 14), er aldeles uhørt i Eddakvadene og viser hen til en tid, i hvilken troen på Odin ikke mere var levende. Disse vers kan næppe være ældre end omkring 1100; yngre end fra det 12. er de vel næppe. — Et udtryk som Friðþjófssagas: »Ran, den usædelige kvinde, byder os raske svende plads og sæng« er meget ungt. — Versene i Hjálmþérssaga er rimeligvis de yngste af alle (jfr. ord som skálkar, fúll falsari, klénn, hvilke bærer præg af stilen i det 14. årh.s fabelsagaer). — I digtet Sörlastikki findes udtalen fyst uden r.
At hele denne digtning er islandsk (og ikke f. ex. grønlandsk, end sige norsk) er klart. For det første indeholder den intet som helst af vigtighed, der peger bort fra Island. For det andet stemmer den ganske med den lærde tids frembringelser både i prosa og poesi, som vi kender fra Island (den ovenfor omtalte lærdom, der ligefrem pranges med; de typiske remser med navne på oldtidshelte osv.), for ikke at tale om, hvor nøje de anførte vers og kvad hænger sammen med den prosaiske fortælling, om hvis islandske oprindelse der ikke kan herske nogen tvivl. I øvrigt må det siges, at ligesom digterne har lagt an på at efterligne oldkvadene, således har de åbenbart stræbt at undgå lokalfarve. Dog tror jeg et steds i det mindste at have opdaget et udtryk, der bestemt viser hen til, at versene i Ragnarss. stammer fra det nordlige Island; i et af Björn jærnsides vers findes udtrykket »syd over sandene«; det er de store sandstrækninger i det indre af Island, som der her sigtes til (5).
Digtene er af en meget forskellig art med hensyn til poetiske fortrin. Nogle er ret middelmådige vers uden saft eller kraft eller nogen som helst ejendommelighed, medens man ikke kan frakende andre (særlig dem i Hálfss., Friðþjófss., Hervarars.) en vis friskhed og et klædeligt anstrøg af gammeldags simpelhed, samt undertiden en tiltalende stemningsfuldhed.
Alle disse i Fornaldarsögur forekommende vers er dels løse vers, dels større digte og cykler af vers (samtalevers).
Noter
1) Sturl. I, 19.
2) Sturl. I, 20.
3) Her skal anføres nogle sådanne: Vølvens vers 1.1—2 (Hrólfss. kap. 3): Tveir ró inni, trúik hvárigum ǂ Brages vers: Tveir ró inni, trúik báðum vel; ligeledes er ötul eru augu i hendes sidste vers en genklang af Rígsþ. 34 el. lign. sted.; hringleginn Ragnars s. kap. 2 ǂ Háv. 86; allr es útan, eldi sveipinn Herv. kap. 5 ǂ Fáfn. 42.3—4; þú skalt eiga ok una lengi Herv. sst. ǂ Goðr. forn. 33.7-8; andspjöll bera sst. kap. 12 ǂ Goðr. I, 12.6; rymr varð í ranni sst ǂ Hamð. 23.1; hrís þat it mæra, er Myrkviðr heitir sst. ǂ Atlakv. 5.7-8; léttari gerðisk hon sst kap. 14 ǂ Atlam. 74.7; Mjók várum vér margir, er vér mjöð drukkum sst. - Har. hárf. Hkr. 68; þess hefk gangs of goldit Friðþj. v. 7 ǂ Goðr. I, 26.5—6; at uppi verandi sólu Ket hæng. kap. 5 ǂ Hárbarðsljóð 58; dette lån fra Hárb. bestyrkes ved den om Hárb., f. ex. v. 7, fuldstændig mindende vending i verset Langleit ertu fóstra sst. osv. osv.
4) Dette vers har forfatteren til Ragnarss. ligefrem lånt og så dertil føjet to andre vers; af det sidste, hvor gamle runeindskrifters versformler søges efterlignede, fremgår også hans lærde tilbøjeligheder.
5) Jfr. K. Kålund: Hist.-top. beskr. af Island II, 51. 69.
