Atlekvæde (Atlakviþa)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Den ældre Edda

G. A. Gjessing: Den ældre Edda
Heimskringla Reprint

oversatt av
G. A. Gjessing

Kristiania
1899

Atlekvæde
(Atlakviþa)

Atles død.

Gudrun, Gjukes datter, hevnede sine brødre saaledes, som det vidspurgt er blevet. Først drebte hun Atles sønner, og derefter drebte hun Atle og brendte hallen og hele hirden.

Derom er dette kvæde digtet.

1.
Ride lod Atle
i old til Gunnar
kjempen den kjendte,
Knevrød hans navn var;
til Gjukes gaard han
og Gunnars hal kom,
til arnebenke
og øllet gode.

2.
Drak hirdens drenge
— de dølgsmænd tied —
vin i valhallen
vàre mod Hunesvig;
Knevrød lyd kreved
med kolden røst,
svenden fra syden,
sad der paa høibenk:

3.
«Atle mig sendte
ærind at ride
paa frøsende fole
ad fremmed mulmskov,
at bede Jer, Gunnar!
til gildebenk komme
med høitidshjelme
at hjemsøge Atle.

4.
Der skjold I kan velge
og skavne askspær,
hjelme guldblanke
og Huners mengde,
sølvgyldt sadeltøi,
sydlandske brynjer,
den spydsvingers spær
og spræke heste.

5.
Vide Gnitahed’s
vold vil han give
med gjallende glavind
og gyldne stavne,
Danpstade dertil
og dyre skatte,
mægtige moen
som mulmskov nevnt er.»

6.
Gunnar sit hoved
mod Hogne vendte:
«Hvad synes, ung svend! du,
der sligt vi hører?
Vidste ei det guld jeg
paa Gnitahede,
at ei vi aatte
jevngodt fuldt dermed.

7.
Sale vi svv har
af sverd helt fulde,
hvert af dem hjalte
har helt af guld,
min hest jeg ved hævest,
haardest min klinge,
benkgilde buer.
brynjerne gyldne,
hjelm og skjold hvidest
hentet fra Kiar's hal;
ét mit er bedre
end alle de Huners.

8.
Hvad sigted søster til,
som sendte ring os
viklet med varghaar?
varsel vel gav hun;
hei-bo’s haar fandt jeg
heftet i ring rød,
farlig vor ferd er,
at fare det ærind.

9.
Ætmænd ei egged,
ei anden frænde,
ei venner, ei vise,
ei veldets herrer;
hilsed dem Gunnar,
som høvding sømmed,
gjæv i gildesal
af saa godt et mod:

10.
«Reis dig nu, Fjorne!
fare om benk lad
fra haand til haande
hærmænds guldskaaler!»

11.
Ulv for Nivlungers
arv skal dog raade;
gamle i graafeld,
— er Gunnar borte, —
blegpelste bjørne
bide med rovtand,
kvikke op koblet,
kommer ei Gunnar.»

12.
Leded landsdrotten
ledingsmænd raske,
helten, med taarer
af Huners gaard;
og Hognes unge
arving, han kvad da:
«Far sæle og snilde,
did sindet drager!»

13.
Trøste i trav lod de
trede om fjelde
frøsende foler
ad fremmed mulmskov;
al Hunmark rysted,
der heltene fór frem,
sendte «snertrædde»
ad sletter grønne.

14.
Atles hal saa de,
indgange dybe,
Bikkes mænd stande
paa borgen høie,
søndermænds salen
sluttet med benke,
buklede bræder
og blanke skjolde,
drottens dyststenger;
og drak der Atle
vin i valhallen,
vagter sad ude
paa vagt mod Gunnar,
vilde han ham gjeste,
kamp byde kongen
med klirrende glavind.

15.
Søster strax saa dem,
der i sal ind kom
begge de brødre —
blind ei af drikken:
«Forraadt nu, Gunnar!
hvad, gjæve! formaar du
mod Huners harmraad?
af hal gaa snarest!

16.
Bedre var, broder!
du brynjen spendte,
end med høitidshjelm
hjemsøge Atle,
du sad i sadlen
solklare dage,
lod díser græde
for dødblege faldne,
Huners skjoldmøer
skjendsel friste,
og Atle selv lod
i ormgaard komme;
nu er den ormgaard
til Eder gjemt.»

17.
Gunnar kvad.
«Sent nu er, søster!
at samle Nivlunger,
fjernt er til følge
folk nu at søge,
ad Rinens Rosmefjeld
de raske svende.»

18.
Fanged de Gunnar,
i fodjern satte
den Borgunders ven,
bandt de saa fast ham.

19.
Syv hug Hogne
med sverdet hvasse,
ottende skød han
i ilden hede;
saa skal hver frels sig
mod fjender verge,
som Hogne vóg
til vern for livet.

20.
Fritted de Gunnar,
om Goters drot
løse vilde
sit liv med guld.

21.
Gunnar kvad.
«Før Hognes hjerte
i haand mig ligge
blodigt den bolde
af brystet skaaret,
den kongebaarne,
med klinge hvas!»

22.
Skar de saa Hjalle
hjertet af brystet,
bar det paa bret lagt
blodigt for Gunnar.

23.
Kvad da Gunnar,
de gjæves drot:
«Her har jeg Hjalles
hjerte, den uslings,
helt uligt Hognes
hjerte, den djerves,
saart som det bevrer
paa bret her lagt,
bevred dog dobbelt,
da i bryst det laa.»

24.
Høit lo da Hogne,
de til hjertet skar ham,
kjempen fuldt karsk end,
— klynke mindst tenkte —
bar det paa bret lagt
blodigt for Gunnar.

25.
Gjæv kvad da Gunnar,
Geir-nivlungen:
«Her har jeg Hognes
hjerte, den djerves,
helt uligt Hjalles
hjerte, den uslings,
lidt som det bevrer
paa bret her lagt,
bevred end saa ei,
da i bryst det laa.

26.
Atle! saa fjern du
fra intet vorder,
som du det monne
fra mine skatte,
ned nu lagt er
Nivlungskatten
hel i min haand —
nu Hogne ei lever!

27.
Altid bar tvivl jeg,
mens to vi leved,
nu har jeg ingen
jeg éne lever;
raade skal rivende
Rin for aas-gaven,
heltenes nidmalm,
Nivlungearven;
i veltende vove
verdringe lyser —
heller, end Huners børn
om haand de blinked.»

28.
Atle kvad.
«Fører frem vognen,
fangen er bastet.»
Og saa siden
slebte til døden
«bidselbideren»
baugrige kampdrot.

29.
Atle hin store
red ædle «Glaum»,
af svende omsluttet,
søstermand deres.
- - - - -
gudbaarne Gudrun,
gangen i gildesal,
graaden hun kvalte.

30.
Gudrun kvad.
«Gaa dig saa, Atle!
som Gunnar du havde
eder tidt svoret
og alt lengst givet
ved sydgangne solen
og Sigtý’s-fjeldet,
ved leiets lønkammer
og løftets Ulls-ring.

31.
Fjendeflokken
fyrsten karsk end
i ormgaard lagde,
som indentil
yred af orme;
éne der Gunnar
harmfuld harpen
med haanden slog,
bruste de strenge;
bjerge skal saa
ringspreder gjæv
sit guld mod mænd.

32.
Atle lod løbe
sit land imod
grus-gravende
ganger fra mordverk;
tummel i tun var,
trengsel af heste,
kamplarm af kjemper
komne fra moen.

33.
Ud gik da Gudrun
Atle til møde
med gyldenkalken
at gjenhilse kongen:
Her i din hal, drot!
hilsen du fange
glad efter Gudruns
gutters hedenferd.

34.
Skummede Atles
skaaler vintunge,
da Huner sammen
i hal sig sanked;
skred ind skrappe
skjeggede kjemper.

35.
Skjerkindet skred hun
skjenk dem at bære,
barskt viv de bolde
bid bød til drikken —
nødig; men nid bar hun
natmørke Atle:

36.
«Nu, sverduddeler!
du dine sønners
blodige hjerter
til honning har tygget;
modige! mæt du
af mandslagt sidde,
svelg det som sul kun,
send det fra høibenk.

37.
Kalder du siden
for knæ dig ei
Erp og Eitel,
de yre to;
ser dem ei siden
fra sædets midte,
guldgiverne,
geir at skjefte,
faxet fjelge
og foler spore.»

38.
Brag blev om benke,
barsk lød mandelarm,
gny under guldskrud,
græd Huners børn;
Gudrun alene
aldrig begræd hun
bjørndjerve brødre
og blide sønner,
unge og yre,
hun med Atle fik.

39.
Guld hun da saaed,
svanhvide kvinde,
og ringe røde
rakte hun hirdmænd;
lod skjebnen modnes,
malmen dyr vanke,
gudshuse vigde
viv slet ei ændsed.

40.
Uvàr sig Atle
ør havde drukket,
vaaben han bar ei,
paa vagt ei mod Gudrun;
tidt leg var bedre,
naar lindt som tiest
for ædlingers øine
hinanden de favned.

41.
Bolstret med brodd hun
gav blod at drikke
med haand saa helgridsk,
hundene løste;
haardt slog mod haldør
— huskarle vekked —
blussende brand hun,
brødre saa hevned.

42.
Gav ilden hun alle,
som inde var der,
fra Gunnars mord var
af mulmskov komne;
raft ældet ramled,
røg stod af huse,
Budlungers bo brandt,
brandt og skjoldmøer
livstrætte inde,
i luen hed sank.

43.
Fuldmeldt er herom,
farer saa siden
brud ei i brynje
brødre at hevne;
hun har af trende
thjodkonninger
baneord baaret
bold, før hun døde.

End fortælles herom nøiere i de grønlandske «Atleord».

---

Noter

Om Atlekvæde se Bugge Arkiv 1. 1. 1882.
2): Valhallen her = høisal, vaabenhal.
3): høitidshjelme: stadshjelme, ikke egentlige stridshjelme.
4): «Huners mengde» maa her være: hunske træle, den spydsvingers ɔ: Atle’s.
5): glavind ɔ: geir, spyd. Danpstade ɔ: Dnjeprstaden.
7): hævest ɔ: bedst.
8): hei-bo ɔ: ulv. Str. 11 er opfattet som Gunnars trøstord. Ved «ulv» kan tenkes paa den senere, str. 12, nevnte søn af Hogne, jvf. Atle o. 88: «Hniflung» og Nivlungernes drab: «Gjuke» («ulfr er í ungum syni» — Sigrd. o. 35, jvf. Sig. kv. III. 12), for ham skal de gamle hirdmænd kjempe mod de usle fjenders flok — muntre koblet «gamna», ironisk — greystód, haanligt — «grey» og «merr» er ukvemsord mod mænd.(?). Texten er imidlertid meget tvilsom.
12): «Huners» rimeligvis indkommet fra et digt om Ermanriksagnet, uagtet det her ikke passer. (B.)
13): «snertrædde» ɔ: hestene.
14): «Bikke» indkommet fra kvad om Sorle og Hamde (B.). — buklede bræder ɔ: træskjolde med jernbukler.
17): «Rosmefjeld» af et folkenavn «Rosomoner», rimeligvis indkommet fra Ermanrik-sagnet, medens «Rin» er tilføiet i Atlekv. (B.)
22): Hjalle en træl hos Atle.
27): aas-gaven ɔ: Faavneskatten, som stammede fra æserne.
28): «bidselbideren» ɔ: hesten, baugrige ɔ: den for skatten raadende (Gunnar).
29): «Glaum» ɔ: Atles hest. «svende» eg. vel «sverde», men meningen er alligevel «sverdomgjordede svende».
30): Det gaa dig, Atle! selv nu saa, som du har forholdt dig mod Gunnar, svoret ham dyre eder (ham, som nu er forraadt og fangen). Sigtý’s-fjeldet ɔ: Odensfjeldet. Ulls-ring ɔ: edsringen.
37): Erp og Eitel ɔ: Atles og Gudruns to smaa sønner. «yr» ɔ: vilter. «fjelge» ɔ: pynte, eg. studse.
41): Gudrun dreber Atle paa leiet om natten og sætter saa ild paa hallen.